Jules Verne: En Verdensomsejling under Havet. Oversættelse efter den franske Originals 5te Oplag. Første Del. Kjøbenhavn. A n d r . S c h o u s F o r l a g G. S. Wibes Bogtrykkeri. 1872. J u l e s V e r n e har dels i sit Fædreland, dels gjennem Oversættelser ogsaa andetsteds, og da navnlig i Tydskland og Sverig , vundet en vid Læsekreds og en meget betydelig Anerkjendelse. Hans glimrende Fantasi og hans Evne til at samle belæerende og underholdende Elementer i en særdeles tiltalende og interessant Fremstilling vil sikkert ogsaa være i Stand til at staffe ham et udbredt Publikum hos os. „En Verdensomsejling under Havet" er et af hans mest bekjendte Arbejder. Det er ingen Roman, men den har Romanens Evne til at fængsle; det er heller ikke nogen populær naturvidenskabelig Bog i den almindelige Forstand, men idet Forfatteren fører sine Læsere rundt paa Havets Dybder, mellem dets skjulte Vidundere og dets rige Skatte, bringer han dem indenfor den fantastiske Ramme et omfattende Fond as Kundskaber. Paa Grund heraf og paa Grund af den livfulde, ligefremme og anskuelige Maade, hvorpaa han fortæller, vil hans Arbejde særligt egne sig som en interessant og gavnlig Læsning for den modnere Ungdom. Indhold af første Del. Pag. F ø r s t e K a p i t e l : En flygtende Klippe......................... 3 A n d e t K a p i t e l : For og imod ..................................... 13 T r e d j e K a p i t e l : Som Herren synes........................ 22 F j e r d e K a p i t e l : Ned Land .................................... 30 F e m t e K a p i t e l : Paa Lykke og Fromme ................ 41 S j e t t e K a p i t e l : For fuld Damp ............................. 51 S y v e n d e K a p i t e l : En Hvalfisk af en ukjendt Art . 64 O t t e n d e K a p i t e l : Mobilis in mobile ..................... 76 N i e n d e K a p i t e l : Ned Lands Forbittrelse................ 88 T i e n d e K a p i t e l : Vandenes Herre ............................. 99 E l l e v t e K a p i t e l : Nautilen .............................................. 113 T o l v t e K a p i t e l : Alt ved Elektricitet..............................124 T r e t t e n d e K a p i t e l : Nogle Talstørrelser......................134 F j o r t e n d e K a p i t e l : Den sorte Flod .............................. 144 F e mt e n d e K a p i t e l : En skriftlig Indbydelse. . . . 160 S e x t e n de K a p i t e l : En Spadseretour paa Sletten . 172 S y t t e n d e K a p i t e l : En undersøisk Skov ......................181 A t t e n d e K a p i t e l : Tretusinde Mil under det stille Hav 191 N i t t e n d e K a p i t e l : Vannikoro ...................................... 203 T y v e n d e K a p i t e l : Torre-Strædet................................. 217 E t o g t y v e n d e K a p i t e l : Nogle Dage i Land . . . 230 T o o g t y v e n d e K a p i t e l : Kaptajn Nemos Lyn . . . 247 T r e o g t y v e n d e K a p i t e l : Ægri somnia ......................261 F i r e o g t y v e n d e K a p i t e l : Korallens Kongerige . . 278 Jules Verne: En verdensomsejling under Havet. Første Deel. Første Kapitel. En flygtende Klippe. I Aaret 1866 forefaldt der en hejst besynderlig Begivenhed, en uforklaret og uforklarlig Tildragelse, der vistnok vil være glemt af de Færreste. For ikke at tale om de Rygter, som løb om mellem Havnestædernes Befolkning, og som satte Beboerne i det Indre af Fastlandet i Bevægelse, bleve isæer de Folk, som leve paa Søen, stærkt optagne af Sagen. Kjøbmændene, Rhederne, Søkaptajnerne, Skipperne og Styrmændene i Europa og Amerika, alle Nationers Søoffiærer og endelig Regeringerne i de to Fastlandes forskjellige Stater beskæftigede sig paa det allerivrigste med denne Hændelse. I Virkeligheden havde flere Skibe i den seneste Tid mødt paa Havet et Slags Uhyre, en lang spoleformet, undertiden fosforagtigt lysende Gjenstand, der var mange Gange større og bevægede sig langt hurtigere end en Hvalfisk. Iagttagelserne af dette Fænomen, som fandtes optegnede i forskjellige Skibsjournaler, stemte temmelig nøje overeens i Henseende til den omspurgte Gjenstands eller det omspurgte Dyrs Bygning , ligesom ogsaa i Henseende til Bevægelsernes uberegnelige Hurtighed, til Bevægkraften og til det ejendommelige Liv , hvormed Væsenet syntes begavet. Hvis det var en Hvalfisk, overtraf den i det Mindste alle dem, der hidtil vare indregistrerede af Videnskaben. Ingen Naturforsker vilde have indrømmet Tilværelsen af et saadant Vidunder, med Mindre han havde seet det, det vil sige, seet det med sine egne, videnskabelige Øjne. Hvis man ligeoverfor de gjorte Iagttagelser fulgte den gyldne Middelvej, hvis man i lige Grad tilbageviste den alt for beskedne Angivelse, ifølge hvilken Gjenstanden skulde være 200 Fod lang, og den altfor overdrevne, der anslog dens Størrelse til 1,500 Alen i Breden og 4,500 Alen i Længden, maatte man dog tillægge den Dimensioner, som intet tidligere iagttaget Fænomen kunde opvise Magen til - dersom iøvrig det nye Væsen i det Hele taget existerede. Jo, det gjorde det. Dette Faktum lod sig ikke benægte; og naar man tager Menneskenes Tilbøjelighed t il at beskæftige sig med det Vidunderlige i Betragtning, vil man have let ved at forstaa, hvilken uhyre Sensation dette overnaturlige Fænomen fremkaldte overalt. Om at henvise Historien blandt Fablernes Klasse kunde der ikke være Tale. Den 20de Juli 1866 havde nemlig Dampskibet Governor Higginson, tilhørende Calcutta and Burnach steam navigation Company, mødt denne bevægelige Masse fem Mile øst for den avstralske Kyst. Kapitajn Baker troede forst, at han var stedt paa en ubekjendt Klippe, og han var netop ifærd med at bestemme dens Beliggenhed, da to Vandsøjler, udstødte af den uforklarlige Gjenstand, stege brusende en halvanden hundrede Fod i Vejret. Forsaavidt nu ikke en eller anden Gejser slyngede sine periodiske Udbrud op igjennem denne Klippe, maatte følgelig Governor Higginson være truffet paa et hidtil ukjendt Havdyr, som gjennem sine Sprøjtehuller udkastede Vandmasser, der vare blandede med Luft og Damp. Netop et lignende Fænomen observeredes den 23de Juli samme Aar i det stille Ocean af Crislobal-Colon, tilhørende West India and pacific steam navigation Company. Dette selsomme Dyr var da altsaa istand til at bevæge sig fra det ene Sted til det andet med en utrolig Hurtighed, eftersom Goverrnor-Higginson og Cristobal-Colon havde iagttaget det paa to Punkter af Kortet, der ere fem hundrede Miil fjernede fra hinanden. Fjorten Dage senere og to hundrede Miil fra det foregaaende Sted signaliserede Helvetia, tilhørende Companie nationale, og Shannon, tilhørende Royal-Mail, (som krydsede hinanden i Atlanterhavet mellem de forenede Stater og Evropa) gjensidig Vidunderet til hinanden paa 42o 15" nordlig Brede og 60o 35" Længde vestlig Meridian over Greenvich. Ved denne samtidige Observation troede man at kunne bestemme Dyrets Længde til mindst over tre hundrede og femten engelske Fod, idet navnlig saavel Shannon som Helvetia vare kortere end det, skjøndt de maalte tre hundrede Fod fra Forstavnen til Agterstavnen. De største Hvalfiske, der opholde sig nær de aleutiste Øer, Kullammok og Umgullil, blive aldrig større end et hundrede og femten Fod - dersom de i det Hele taget opnaae en saadan Længde. Disse hurtigt paa hinanden følgende Iagttagelser, nye Observationer, gjorte ombord paa Paketdamperen Le Pereire, et Sammenstød mellem Etna as Inman- Linien og Vidunderet, en Beretning, der var udfærdiget af Officererne paa den franske Fregat la Normandie, en meget grundig Undersøgelse, foretaget af Kommodoren Fitz-James's Stab ombord paa Lord-Clyde, osv., Alt dette satte den offenlige Opmærksomhed i stærk Bevægelse. I de muntre Lande drev man Spot med Fænomenet, i de alvorlige og praktiske Lande, f. Ex. England, Amerika og Tydskland, beskæftigede man sig levende med det. Overalt i de store Centralpunkter kom Vidunderet paa Mode. Man sang om det i Kafeerne, man lavede Causerier om det i Aviserne, man lod det agere paa Theatrene. Det var gyldne Dage for alle uvidende eller overspændte Forfattere. Der dukkede op i Aviserne alle mulige opdigtede og gigantiske Væsener, ligefra den hvide Hvalfisk, de hyperboreiske Egnes frygtelige „Mab Dick", og til den umaadelig store „Krakan", som med sine Føletraade formaar at omspinde et Fartøj paa fem hundrede Tons Drægtighed, og at drage det ned i Dybet. Fremdeles aftrykte man Artikler fra gamle Dage, Ideer af Aristoteles og Pliuius, som støttede Troen paa stige Uhyrers Tilværelse, ligesom ogfaa den danske Biskop Pontoppidans, Paul Egedes og Harringtons Beretninger om store Sødyr. Nu udbrød der i de lærde Selskaber og i de videnskabelige Tidsskrifter en uendelig Polemik mellem Troende og Vantro. „Uhyrespørgsmaalet" opflammede Gemytterne. Journalister med videnstabelig Dannelse røg i Totterne paa dem, der manglede hin Forudsætning, og begge Parter udgøde Strømme af Blæk under denne mindeværdige Bataille. Et Par af dem kom endog af med nogle Draaber Blod ; thi fra Havstangen gik man paa en ubegribelig Maade over til de meest fornærmelige Personligheder. Striden fortsattes med vexlende Held i sex Maaneder. Paa de grundlærde Afhandlinger fra det geografiske Institut i Brasilien, fra det kongelige Videnstabernes Akademi i Berlin , fra Royal Society i London og det Smithsonste Institut i Washington, paa Diskussionerne i Indian Archipelago, Kosmos og Petermanns „Mittheilungen" samt paa de videnskabelige Opsatser i Frankrigs og Udlandets store Journaler svarede den mindre Presse med en utrættelig Livlighed. Dens aandrige Medarbejdere parodierede en Yttring af Linné, der var anført af Uhyrets Modstandere, og paastode, at „Naturen frembringer ingen Tosser," samt besvore alle ærede Samtidige om ikke at give Naturen et Dementi ved at troe paa Tilværelsen af Havslanger, „Mab Dick" og lignende Fantasiskabninger, der kun skyldte drukne Søfolks ophidsede Fantasi deres Existens. Tilsidst gik den mest yndede og bekjendte af et meget frygtet satirisk Blads Redatører løs paa Vidunderet med en Artikel, rettede et sidste Stød imod det og gjorde det af med det under almindelig Latter. Vittigheden havde overvundet Videnstaben. I de første Maaneder af 1867 syntes Spørgsmaalet fuldstændig begravet eller maaskee dødt for bestandigt, da der paa eengang kom nye Fakta til Almeenhedens Kundskab. Det gjaldt nu ikke længer om at løse et videnstabeligt Problem, men om at undgaae en virkelig alvorlig Fare. Sporgsmaalet gik hermed over i en heel ny Fase. Vidunderet blev til en Ø, til en Klippe, til et Skjær, men til en bevægelig, ubestemmelig Klippe, som det ikke var muligt at faa fat paa. Da Moravian, tilhorende Montrèal Company, Natten mellem den 4de og 5te Marts 1867 befandt sig paa 27o 30' Brede og 72o 15' Længde, stødte Skibet med Bagbords Laaring paa en Klippe, der paa intetsomhelst Søkort fandtes ansat i disse Farvande. Vinden og Maskinen, der var paa fire hundrede Hestes Kraft, gav Skibet en Hurtighed af tretten Knob. Dersom ikke Skroget havde været af en saa udmærket Beskaffenhed, vilde Moravian utvivlsomt være sprunget læk og gaaet under med de to hundrede og syvogtredive Passagerer, som det førte over fra Kanada. Sammenstødet skete omtrent Kl. Fem om Morgenen, lige i Dagbrækningen. De vagthavende Officerer ilede agter ud og undersøgte Havet med den største Omhu, men de saae Ingenting, undtagen en stærk skummende Hvirvel i tre Kabellængders Afstand. Det saae ud, som om Vandfladen var bleven pidsket voldsomt. Stedets Beliggenhed blev nøjagtigt bestemt, og Moravian fortsatte Farten uden at have taget synderlig Skade. Var man stødt paa en undersøisk Klippe eller paa et usædvanligt stærkt Vrag? Ingen kunde afgjøre det. Men da Skibet var blevet hentet op i Dokken og blev undersøgt, viste det sig, at dets Kjøl var blevet knust idetmindste paa et Sted. Uagtet det Passerede i og for sig var alvorligt nok, vilde det dog maaske, som saa meget Andet, være blevet glemt, dersom ikke, tre Uger senere, Begivenheden havde gjentaget sig under aldeles lignende Omstændigheder. Paa Grund af, at dette ny Fartøj tilhørte saavel en anseet Nationalitet som et meget anseet Firma, vakte Begivenheden en umaadelig Opsigt. Der er ganske vist faa Mennesker, som ikke have hørt den engelske Skibsrheder Cunards Navn nævne. Denne intelligente Industridrivende etablerede i 1840 en Postforbindelse mellem Liverpool og Halifax, paa hvilken Linie han satte i Fart fire Hjuldampskibe af Træ med fire hundrede Hestes Kraft og med elleve hundrede og toogtredsindstyve Tons Drægtighed. Otte Aar senere var Firmaets Materiel blevet forøget med fire Skibe paa sex hundrede Hestes Kraft og atten hundrede og tyve Tons Drægtighed, og to Aar senere fremdeles med to nye Skibe, der vare endnu større end de tidligere. Efter Aaret 1853 har det Cunardske Firma , hvis Privilegium paa Besørgelse af Posten dengang nylig var blevet fornyet, lidt efter lidt forøget sit Materiel med Skibene Arabia, Persia, China, Scotia, Java, Russia, Alle af første Klasse og efter Great Eastern de største, som nogensinde have pløjet Havets Bølger. I Aaret 1867 ejede saaledes Firmaet sexten Skibe, hvoraf de ti med Hjul og de sex med Skruer. Grunden til, ar jeg anforer disse temmelig minutiøse Detailler, er den, at jeg ønsker, at mine Læsere skulle faae et kraftigt Indtryk af Betydningen af et Firma, der er bekjendt over hele Verden for den udmærkede Maade, hvorpaa dets Forretning styres. Intet Foretagende i den atlantiske Søfart har været ledet med større Dygtighed eller er blevet fulgt med større Held. I de sidste femogtyve Aar have Cunards Skibe to tusinde Gange gjort Overfarten over Atlanterhavet, uden at en eneste Gang en Rejse er blevet opsat, uden at der har fundet nogen Forsinkelse Sted, uden at et eneste Brev eller en eneste Mand eller et eneste Fartøj er gaaet tabt. Derfor foretrække ogsaa endnu, trods den uhyre Konkurrence fra fransk Side, alle Passagerer Linien Cunard, saaledes som det fremgaaer af en paa officielle Dokumenter støttet statistisk Opgjørelse over Passagerantallet i de sidste Aar. Efter disse Oplysninger vil Ingen kunne forundres over, at det vakte en ualmindelig Opmærksomhed, da det meddeltes, at der var tilstødt et af Firmaets bedste Skibe en Ulykke. Den 13de April 1867 befandt Scotia sig under 15o 12' Længde og 45o 37' Brede. D et Blæste svagt, og Søen gik ikke højt. Skibet med sine hundrede Hestes Kraft bevægede sig med en Hurtighed af Noget over tretten Knob. Dets Hjul pidskede Vandet fuldstændig regelmæssigt. Det stak dengang nitten Fod dybt. Om Eftermiddagen Klokken Fire og sytten Minnuter, medens Passagererne indtoge et Maaltid i den store Salon, mærkedes der et svagt Stød , som traf Scotia i Skroget ved Laaringen, en Smule bagved Bagbords Hjul. Scotia havde ikke stødt paa, men var blevet stødt, og det mere af en skjærende eller borende end egenlig stødende Gjenstand. Sammenstødet syntes saa ubetydeligt, at Ingen ombord vilde være blevet foruroliget derved, dersom man ikke paa Dækket havde hørt Raab nede fra Lasten: „Vi synke! Vi synke!" I forste Øjeblik bleve Passagererne aldeles ellevilde af Skræk; men Kaptajn Andersen skyndte sig at berolige dem. Under alle Omstændigheder kunde Faren ikke være saa overvældende stor. Scotia var deelt i syv Afdelinger, der vare skilte fra hinanden ved vandtætte Skillevæge; følgelig kunde Skibet uden Fare taale en Læk. Kaptajn Andersen begav sig strax ned i Lasten. Han saae, at Vandet var trængt ind i den femte Afdeling; den Hastighed, hvormed Søen trængte ind, beviste, at Lækken maatte være meget betydelig. Heldigviis fandtes Kjedlerne ikke i denne Afdeling, thi isaafald vilde Ilden strax være blevet slukket. Kaptajn Andersen gav øjeblikkelig Ordre til at standse Farten og lod en af Matroserne dykke ned for at undersøge Skaden. Nogle Minuter efter fik man at vide, at Skibet havde et sex Fod bredt Hul i Skroget under Vandlinien. En saa betydelig Læk kunde ikke foreløbig tilstoppes, og Scotia maatte følgelig i sin forhaandenværende Forfatning, med Hjulene halvt skjulte af Vandet, fortsætte sin Reise. Det befandt sig dengang hundrede Mile fra Kap Clear og løb efter en Forsinkelse af tre Dage, der foraarsagede en levende Uro i Liverpool, ind i Firmaets Dokker dersteds. Ingeniørerne skrede nu til at undersøge Scotia, der altsaa blev halet op i tør Dok. De kunde ikke troe deres egne Øjne. Omtrent sex Fod under Vandlinien viste sig en regelmæssig Aabning, der havde Form af en ligebenet Trekant. Revnen var som sagt fuldkommen regelmæssig og kunde ikke være blevet skaaret sikkrere med en Tilskjærerkniv. Følgelig maatte det borende Værktøj, som havde ftrembragt Revnen, være usædvanlig haardt, og efterat være blevet drevet frem med en stor Kraft (siden det saaledes havde kunnet gjennemskjære en Plade paa tre Tommer) maatte det af sig selv have kunnet drage sig tilbage ved en tilbagegaaende og aldeles uforklarlig Bevægelse. Det var denne Begivenhed, som igjen satte den offenlige Mening i Bevægelse. Fra nu af bleve alle Ulykker tilsøes, ved hvilke man ikke kunde paavise en bestemt Aarsag, skrevne paa Uhyrets Regning. Dette fantastiske Dyr blev gjort ansvarlig for alle disse Skibbrud, hvis Antal ulykkeligvis er altfor betydeligt; thi mellem de tre tusinde Skibe, som aarlig af Bureau-veritas opgives som mistede, beløber Antallet af Dampere og Sejlskibe, om hvilken man, i Mangel af anden Underretning, antager, at de ere gaaede under med Mand og Muus, - sig til ikke Mindre end to Hundrede. Det var netop disse Skibes Forsvinden, man med Rette eller Urette tillagde „Uhyret" Skylden for; og da bemeldte Uhyre fremdeles gjorde Forbindelsen mellem Fastlandene bestandig mere og mere farlig, kom den almindelige Mening til Orde og fordrede bestemt, at man for enhver Priis skulde befrie Havene for denne forfærdelige Hval. Andet Kapitel. For og imod. Paa den Tid , da dette tildrog sig, var jeg lige vendt tilbage fra en videnskabelig Opdagelsesrejse i Nebraska. Den franske Regering havde, da jeg fungerede som Professor ved det naturhistoriske Museum i Paris, beordret mig til at deltage i hin Expedition. Efter at have tilbragt sex Maaneder i Nebraska, ankom jeg, rigt forsynet med værdifulde Samlinger, i Slutningen af Marts til New-York. Det var bestemt, at jeg skulde rejse tilbage til Frankrig i de første Dage af Maj. I Mellemtiden beskæftigede jeg mig med at ordne mine mineralogiske, botaniske og zoologiske Samlinger. Da var det, at Underretningen om Scotias Uheld indløb. Jeg var fuldstændig inde i det Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen. Hvorledes skulde det kunne have været Andet! Jeg havde læst og læst om igjen alle evropæiske og amerikanske Blade, men jeg var ikke blevet klogere derved. Under Umuligheden af at danne mig en fast Mening gik jeg fra den ene yderlighed til den anden. Det var hævet over enhver Tvivl, at det Hemmelighedsfulde maatte være et Noget; enhver vantro Thomas kunde lægge Fingeren i Scotias Saar. Da jeg ankom til New-York, hørte Spørgsmaalet til de bræendende. Hypothesen om en flydende Ø, om en Klippe, man ikke kunde faa fat i, hvilken Hypothese kun var blevet forsvaret af nogle faa kompetente Mænd, var nu fuldstændig opgivet. Og i Virkeligheden, hvorledes skulde en Klippe kunne flytte sig med en saa vidunderlig Hastighed, med Mindre den løb om med en Dampmaskine i Maven? Ligeledes, og som ovenfor paa Grund af den hurtige Skiften Sted, forkastede man Ideen om et flydende Skibsskrog, et usædvanligt stort Vrag. Saaledes blev der kun tilbage to Muligheder for en Løsning af Spørgsmaalet, og der opstod to skarpt adskilte Partier. Paa den ene Side stode de, som holdt paa Tilværelsen af et Uhyre med en kolossal Styrke; paa den anden Side de, som holdt paa, at det var en undersøisk Baad, der havde en meget stærk Drivkraft. Denne sidste Hypothese, der iøvrig havde Meget for sig, maatte imidlertid opgives efter de Undersøgelser, som bleve anstillede rundt omkring. Det var lidet troligt, at en privat Mand havde en saadan Mekanisme til sin Disposition. Hvor og naar skulde han have ladet den bygge, og hvorledes skulde han have været istand til at holde Sagen hemmelig? Alene en Regering kunde eje en faadan Øelæggelsesmaskine. Og i disse sørgelige Tider, hvor Folk især anstrenge deres Evner for at kunne forøge Krigsvaabnenes Styrke, var der jo altid en Mulighed for, at en eller anden Stat, uden at de Andre vidste Noget derom, gjorde Forsøg med denne frygtelige Mekanisme. Efter Chassepotgeværerne Torpedoerne, efter Torpedoerne de undersøiske Væddere, og derefter - Tilbagegang! det haaber jeg i det Mindste. Men Hypothesen om en Krigsmaskine maatte falde for Regeringernes Erklæringer. Da det gjaldt om en almindelig Interesse, da den transatlantiske Kommunikation led derved, kunde man ikke drage Regeringernes Oprigtighed i Tvivl. Og forresten, hvorledes skulde Bygningen af det undersøiske Skib kunne være undgaaet den offenlige Opmærksomhed. Det er under saadanne Omstændigheder meget vanskeligt at bevare Hemmeligheder, endog for en privat Mand , og det er aldeles umuligt for en Stat, eftersom alle dens Foretagender følges med den største Aarvaagenhed af rivaliserende Magter. Altsaa, i Henhold til de Oplysninger, der vare indhentede i England, Frankrig, Rusland, Preussen, Spanien, Italien, Amerika, ja endogsaa i Tyrkiet, blev Hypothesen om en undersvisk Monitor aldeles opgivet. Uhyret dukkede da frem igjen tiltrods for de utallige Spottegloser, hvormed den mindre Presse omtalte det. Og efterat man først var slaaet ind paa denne Vei, lod man sig af sin Indbildningskraft snart føre ud i de vildeste Drømmerier, som en fantaserende Ichthyolog (Ichthyologi o: Fiskenes Naturhistorie) nogensinde er faldet paa. Da jeg ankom til New-York, gjorde adskillige Folk mig den Ære at spørge mig om min Mening angaaende det opsigtvækkende Fænomen. Jeg havde i Frankrig udgivet et Værk i to Kvartbind, betitlet: D e s t o r e H a v d y b d e r s H e m m e l i g h e d e r. Denne Bog , der blev vel modtaget i den lærde Verden, bevirkede, at jeg blev betragtet som Specialist i dette temmelig dunkle Parti af Naturhistorien. Man vilde have min Mening at vide. Saalænge der var en Mulighed for at benægte, indskrænkede jeg mig hertil. Men snart fik jeg Kniven paa Struben og maatte forklare mig bestemt. Den „højtærede Pierre Aronnax, Professor ved Museet i Paris," blev endog ligefrem opfordret af det anseete Blad New-York-Herald til at fremsætte sine Anskuelser om Sagen. Jeg devoverede mig. Da jeg ikke kunde faa Lov til at tie, talte jeg. Jeg behandlede Spørgsmaalet fra alle Sider, baade fra den politiske og videnskabelige, og jeg anfører her de Slutninger, hvortil jeg kom i en meget læst Artikel, der optoges i Numeret for den 30te April. „Følgelig, skrev jeg efterat have undersøgt de forskjellige Hypotheser en efter en, vil det, da enhver anden Antagelse har viist sig at være uholdbar, være nvdvendigt at indrømme Tilværelsen af et umaadelig stærkt Havdyr. „Vi kjende aldeles ikke Oceanets store Dybder; Loddet har ikke kunnet naae ned til dem. Hvad foregaaer der i disse umaadelige Afgrunde? Hvilke Væsener bo og kunne bo tolv eller femten Mile under Vandfladen? Hvorledes ere disse Dyr organiserede? Man vil vanskelig kunne gjøre sig nogen Forestilling derom. „Imidlertid, det Spørgsmaal, som man har henstillet til min Afgjørelse, vil formeentlig kunne besvares gjennem et: Enten-Eller. „Enten kjende vi alle de Dyrevarieteter, som beboe vor Planet, eller ogsaa kjende vi dem ikke. „Dersom vi ikke kjende dem allesammen, dersom Naturen endnu har ichtyologiske Hemmeligheder for os, ligger Intet nærmere end at troe paa Tilværelsen af Fiske eller Hvalfiske af nye Arter eller endog af nye Slægter, hvis Organisation er fuldstændig læmpet efter de Dybder, hvori de leve. Fra disse Dybder, som Loddet ikke kan maale, kan et Tilfælde, et Slumpetræf, om man vil en Kaprice, med lange Mellemrum føre et eller andet Exemplar op til Oceanets Overflade. „Dersom vi derimod kjende alle levende Dyrearter, maa man selvfølgelig søge det omspurgte Dyr mellem de allerede klassificerede Slægter, og i saa Fald vilde jeg være tilbøjelig til at troe paa Tilværelsen af en Kæmpenarhval. „Den almindelige Narhval opnaaer ofte en Længde af tredsindstyve Fod. Fordobbl fem eller ti Gange denne Størrelse; giv derefter Dyret en Styrke, som svarer til dets Omfang, forstør dets Angrebsvaaben, - og man vil have det Dyr, hvorom der er Tale. Dyret vil have de Forhold, som ere angivne af Officererne paa Shannon, det Redskab, som udkræves til at gjennembore Scotia, samt den Kraft, som er nødvendig for at kunne tage Luven fra et Dampskib. „I Virkeligheden er Narhvalen bevæbnet med et Slags Elfenbeens-Sværd, med en Hellebard, som visse Naturforskere udtrykke sig. Det er en fremstaaende, stor og staalhaard Tand. Man har fundet nogle af disse Tænder i Kroppen paa andre Hvalfiskearter, som Narhvalen altid angriber med Held. Atter andre har man med nogen Besvæer faaet trukket ud af Skibsskrog, der vare blevne fuldstændig gjennemborede af dem, som en Tonde af et Vridtboer. Det medicinske Fakultet i Paris opbevarer i sit Museum en saadan Tand, der er otte Fod lang og ved Roden fjorten Tommer bred. „Nuvel, antag, at dette Vaaben er ti Gange større, Dyret ti Gange saa kraftigt; lad det fare frem med en Fart af sex Miil i Timen, multipliceer dets Masse med Kvadratet af Hastigheden, og De ville erholde et Stød , der er istand til at frembringe den omtalte Begivenhed. „Saaledes vilde man være istand til at forklare sig det uforklarlige Fænomen - med Mindre, (hvad der ogsaa er muligt) det viser sig at være - aldeles Ingenting, trods Alt hvad man har seet, hørt, mærket og fortalt." De sidste Ord var det egenlig feigt af mig at skrive. Men jeg vilde til en vis Grad beskytte min Professorværdighed og ikke udsætte mig altfor meget for at blive udleet af Amerikanerne, der lee af fuld Hals, naar de først begynde at lee. Jeg holdt mig en Udvej aaben til at slippe bort fra Sagen; men ærlig talt troede jeg paa Uhyrets Existens. Min Artikel blev meget omtalt og omtvistet, hvad der skaffede den et vist Ry. Den vandt mig et ikke ringe Antal Tilhængere. Iøvrig lod jo den Løsning, som jeg havde foreslaaet, frit Spillerum for Enhvers Indbildningskraft. Den menneskelige Aand finder Behag i disse storslaaede Ideer om overnaturlige Væsener. Men Havet er netop deres rette Element, det eneste Sted, hvor disse Kæmper (overfor hvilke Landdyrene, Elefanter eller Rhinocerosser, tage sig ud som Dverge) kunne opstaae og udvikle sig. Vandet skjuler i sit Skjød de største Pattedyr, man kjender, og maaskee gjemmer det ogsaa Bløddyr af en uhørt Størrelse, Skaldyr, der ere forfærdelige at see til, saaledes som f. Ex. den tre hundrede Fod lange Hummer eller Krabbe, der vejer to hundrede Tons. Hvorfor ikke? De tidligere, med de geologiske Epoker samtidige, Landdyr, Fiirfoddede, Fiirhændede, Krybdyr og Fugle vare jo dannede efter en gigantisk Maalestok. Skaberen havde støbt dem i en kolossal Form, hvilken Tiden lidt efter lidt har formindsket. Hvorfor skulde saa ikke Havet i sine ukjendte Dybder kunne have bevaret vældige Vidnesbyrd om Livet i en anden Tidsalder, - Havet, som aldrig forandrer sig, medens derimod Jordmassen næsten stadig skifter om? Hvorfor skulde det ikke i sit Skjød kunne bevare de sidste Varieteter af hine titaniske Slægter, hvis Aar ere Aarhundreder og hvis Aarhundreder ere Aartusinder? Men jeg forfalder til Drømmerier, som jeg ikke længer bør give Næring. Lad det være nok med disse Hjernespind, som Tiden for mig har forandret til forfærdelig Virkelighed. Jeg gjentager det, - den offenlige Mening angaaende Fænomenets Natur begyndte at antage en fast Form, og Almeenheden troede uden Modsigelse paa Tilværelsen af et ualmindeligt, vidunderligt Væsen, der dog ikke havde Noget tilfælles med de fabelagtige Havslanger. Men dersom en heel Deel Mennesker kun betragtede Sagen som et reent videnskabeligt Spørgsmaal, der skulde besvares, vare en Mængde andre, mere praktiske Folk - navnlig i Amerika og England - af den Mening, at man skulde befrie Oceanet fra dette forfærdelige Uhyre for at sikkre den transatlantiske Forbindelse. De industrielle Tidender og Handelsbladene omhandlede navnlig Sagen fra dette Standpunkt. Shipping and Mercantile Gazette, Paquebot, Revue maritime et Coloniale, hvilke Blade allesammen vare Organer for Assurancekompagnier, der truede med at forhøje Taxten paa deres Præmier, stemte fuldstændig overeens angaaende dette Punkt. Efterat man havde lært den offenlige Mening at kjende, vare de forenede Stater de Første, som bestemte sig til at gjøre Noget. Man traf i New-York Forberedelser til en Expedition, som skulde udsendes for at forfølge Narhvalen. En hurtigsejlende Pantserfregat, »Abraham Lincoln«, blev i største Hast udrustet. Arsenalerne bleve stillede til Disposition for Kommodore Farragut, som med største Iver drev paa Udrustningen. Imidlertid, som det altid gaaer, fra det Øjeblik, da man havde bestemt sig til at forfølge Uhyret, viste det sig ikke mere. I to Maaneder hørte Ingen Tale om det. Det syntes næsten, som om Dyret havde Kjendskab til de Komplotter, der smededes imod det. Man havde snakket for meget om Sagen, og det endog ved Hjælp af det transatlantiske Kabeltoug. De vittige Hoveder paastode da ogsaa, at den forslagne Skjelm havde opsnappet et Telegram paa Vejen, og at det nu førte sig dette til Nytte. Fregatten var udrustet til en langvarig Expedition og forsynet med en Masse ypperlige Fiskeapparater. Men hvor skulde man nu sende den hen? Utaalmodigheden forøgedes, da man den 2den Juli erfarede, at Tampeco, en af Damperne paa Linien San Francisko-Kalifornien og Shanghai, havde seet Dyret for tre Uger siden i den sydlige Deel af det stille Hav. Denne Nyhed foraarsagede en overordenlig Bevægelse. Man beordrede Kommodore Farragut til at løbe ud med en Frist af 24 Timer. Provianten og Kullene bleve førte ombord, hver Mand af Besætningen var paa sin Plads. Kommodoren behøvede blot at lægge Ild under Kjedlerne, at sætte Dampen op, at kaste los. Man vilde ikke have tilgivet ham blot en halv Dags Opsættelse. Iøvrig ønskede Farragut selv Intet hellere end at begynde Farten. Tre Timer før »Abraham Llincoln« skulde forlade Brooklyn, modtog jeg et i følgende Udtryk affattet Brev. Hr. Aronnax. Professor ved Museet i P a ris, Fifth Avenue Hotel New Hork. Min Herre! Hvis De skulde have Lyst til at deeltage i Abraham Lincolns Expedition, vilde det glæde de forenede Staters Regering at see Frankrig repræsenteret i dette Foretagende ved Dem. Kommodore Farragut holder en Kahyt til Deres Disposition. Deres meget ærbødige I. B. Hobson, Sekretær i Marineministeriet. Tredie Kapitel. Som Herren synes. Tre Sekunder, før jeg modtog Hr. Hobsons Brev, havde jeg ikke tænkt mere paa at forfølge Narhvalen end paa at opsøge den nordvestlige Gjennemfart. Tre Sekunder efter, at jeg havde læst den udmærkede Sekretærs Skrivelse, var jeg aldeles paa det Rene med mig selv om, at mit rette Hverv, mit Livs Opgave, var at jage dette urobringende Uhyre og at befrie Verden for det. Imidlertid, først for ganske nylig var jeg, udmattet og trængende til Hvile, vendt tilbage fra en besværlig Rejse. Al min Længsel gik ud paa atter at see mit Fædreland, mine Venner, min lille Bopæl i Jardin des Plantes, mine kjære og dyrebare Samlinger. Og dog kunde Intet holde mig tilbage. Jeg glemte Alt, Træthed, Venner, Samlinger, og uden lang Overvejelse tog jeg imod den amerikanske Regerinqs Tilbud. „Forresten, tænkte jeg, føre jo alle Veje til Evropa, og Uhyret vil nok være saa elskværdigt at lede mig til Frankrigs Kyster. Det hæderlige Dyr vil, af personlig Velvillie mod mig, lade sig fange i de evropæiske Farvande, og jeg vil til det naturhistoriske Museum hjembringe mindst halvanden Fod af dets Elfenbens-Sværd." Først maatte jeg dog søge Narhvalen i de nordlige Dele af det stille Hav , hvilket (naar der skulde være Tale om at vende tilbage til Frankrig) omtrent var at lægge Vejen over Antipoderne. „Jean!" raabte jeg utaalmodig. Jean var min Tjener; en hengiven Fyr, som altid fulgte mig paa mine Rejser; en brav Flamlænder, som jeg holdt af, og som holdt af mig; en flegmatisk Natur, der var ordenlig af Princip, ivrig af Vane, der ikke forundrede sig synderligt over Livets Overraskelser, der var meget fingernem og meget duelig til sit Arbejde, og som aldrig gav En et Raad, end ikke naar man bad ham derom. Ved at komme i Berøring med Videnskabsmændene i den lille Verden, som kaldes Jardin des Plantes, havde han indsamlet en Del Kundskaber. Jeg havde i ham en meget flink Specialist hvad angaaer den naturhistoriske Inddeling - en Mand, som med en Akrobats Lethed kunde gjennemgaa hele Skalaen af Hovedafdelinger, Grupper, Klasser, Underklasser, Ordener, Familier, Slægter, Arter og Varieteter. Men dertil indskrænkede sig ogsaa Alt, hvad han vidste. At klassificere var hans Liv , og stort Mere forstod han ikke. Velbevandret i Klassifikationernes Theori, men lidet dygtig i Praxis , vilde han neppe, efter hvad jeg troer, have kunnet adskille en Kaskelot fra en Hvalfisk. Og dog, hvilken brav og dygtig Fyr! I ti Aar havde Jean fulgt mig overalt, hvorhen Videnskaben førte mig. Aldrig havde jeg hørt en Bemærkning af ham om Rejsens Længde eller Besværlighed. Aldrig havde han gjort nogen Indvending, naar jeg bad ham om at snøre sin Vadsæk for at rejse med mig til Kina eller Kongo eller til et endnn fjernere Land . Han drog derhen eller derhen uden at gjøre et eneste Spørgsmaal. Forøvrig havde han et fortræffeligt Helbred, som trodsede alle Sygdomme, solide Muskler, men ingen Nerver, - ialfald ikke tilsyneladende og i moralsk Forstand. Jean var tredive Aar gammel, og hans Alder forholdt sig til hans Herres som 15 til 20. Man vil undskylde, at jeg paa denne Maade meddeler, at jeg var fyrretyve Aar gammel. Jean havde kun en eneste Fejl. Som en lidenskabelig Formalist tiltalte han mig bestandig kun i tredie Person og det med en tirrende Sikkerhed. „Jean!" kaldte jeg igjen og begyndte med det Samme med dirrende Haand at gjøre mine Forberedelser til Rejsen. Unægtelig stolede jeg paa min hengivne Tjener. I Regelen plejede jeg slet ikke at spørge ham, om han havde Lyst eller ikke havde Lyst til at folge mig paa mine Rejser; men denne Gang gjaldt det om en Expedition, som kunde trække ud i det Uendelige, om et halsbrækkende Foretagende, om at forfølge et Dyr der var istand til at knuse en Fregat som en Nøddeskal. Her var Grund nok til Eftertanke, selv for det ligegyldigste Menneske i Verden. Hvad vilde Jean sige? „Jean!" kaldte jeg for tredie Gang. Jean viste sig. „Kaldte Herren? spurgte han, idet han traadte ind. - Ja min Ven. Pak ind baade for Dig og mig. Vi rejse om to Timer. - Som Herren synes, svarede Jean roligt. - Der er ikke et Øjeblik at spilde. Læg ned i min Kuffert mine Rejserekvisiter, Klæder, Skjorter, ikke at tale om mine Strømper, men saa Meget som muligt, og skynd Dig! - Og Herrens Samlinger? indvendte Jean. - De faae at vente til senere hen. - Hvad for Noget, Herrens Arkioterier, Hyrakoterier, Skeletter osv . . . . - Ville blive gjemte her paa Hotellet. - Og Herrens levende Babirussa? - Man vil fodre den, medens vi ere borte. Forresten skal jeg give Ordre til at sende hele vort Menageri til Frankrig. - Vi skulle altsaa ikke gaa til Paris? spurgte Jean. - Jo . . . . jo vist skal vi . . . . svarede jeg undvigende, men ad en Omvej. - Ad en Omvej? som Herren synes. - Seer Du, det er bare en reen Ubetydelighed, . . . ikke saadan lige den lige Vej, forstaaer Du. Vi gaa ombord paa Abraham Iincoln. - Som Herren synes, svarede Jean føjeligt. - Du veed, min Ven, det gjælder Uhyret . . . den berygtede Narhval . . Vi tage afsted for at befrie Havene for det . . . . Forfatteren til et Værk i to Kvart-Bind om D e s to r e H a v d y b d e r s H e m m e l i g h e d e r kan ikke undslaae sig for at følge med Kommodore Farragut. En hæderlig Expedition, . . . men ogsaa en farlig! Man ved ikke, hvor man gaaer hen. Saadanne Uhyrer kunne være meget lunefulde Men alligevel, vi rejse. Vi have en Kommandør, der ikke blinker . . . - Hvad Herren gjør, det gjør jeg med, svarede Jean. - Tænk Dig vel om ! Jeg vil ikke skjule Noget for Dig: Det er en af disse Rejser, som man ikke altid vender tilbage fra. - Som Herren synes." Et Kvarteer efter vare vore Kufferter og Vadsække i Orden. Jean havde pakket dem i en Haandevending, og jeg var vis paa, at der ikke manglede Noget; thi han klassifiserede Skjorter og Klædningsstykker ligesaa godt som Fugle og Pattedyr. Hotellets Hejseapparat bragte os ned i Mesaninetagens Vestibule. Jeg steg ned ad de faa Trappetrin, som førte til Stueetagen. Jeg afgjorde min Regning i det store Kontor, som altid belejres af en Mængde Mennesker. Jeg gav Ordre til, at man skulde sende mine Kasser med udstoppede Dyr og tørrede Planter til Paris (Frankrig). Jeg anviste et tilstrækkeligt Beløb til Babirussen og sprang derefter op i en Vogn, fulgt af Jean. Vognen, der kostede tre Rigsdaler, kjørte ned ad Broadway til Union-square, fulgte Fourth-Avenue indtil dens Forening med Boverystrædet, drejede ned ad Katrinstrædet og standsede ved den fire og tredivte Pier*). Der modtog Katrin-ferry-boat os og transporterede os ----------- *) Et Slags særlige Kajer for hvert Skib. med Heste og Vogn til Brooklyn, og efter nogle Minuters Forløb befandt vi os paa den Kaj, ved hvilken Abraham Lincoln udstedte vældige sorte Røgskyer gjennem sine to Skorstene. Vor Bagage blev øjeblikkelig bragt over paa Fregattens Dæk. Jeg skyndte mig ombord og spurgte efter Kommodore Farragut. En Matros viste mig Vej til Agterkahytten, hvor jeg traf en statelig Officeer, som rakte mig Haanden. „Hr. Pierre Aronnax? spurgte han. - Til Tjeneste, svarede jeg. Kommodore Farragut? - I egen Person. Velkommen Hr. Professor. Deres Kayt venter Dem." Jeg hilste, og idet jeg overlod den Kommanderende til sine Manøvreringer ved Skibets Læggen fra Land, lod jeg mig føre til den Kahyt, der var bestemt for mig. Man havde gjort et heldigt Valg ved at vælge Abraham Lincoln, og man havde udrustet Skibet overordenlig hensigtsmæssigt til dets nye Bestemmelse. Det var en hurtigsejlende Fregat, der var forsynet med Overhedningsapparater, saa at Trykket kunde drives op til syv Atmosfærer. Ved dette Tryk opnaaede Abraham Lincoln en Hurtighed af tre Mil i Timen, en ret anseelig Fart, skjøndt den langtfra var tilstrækkelig, naar det gjaldt om at kappes med det kæmpemæssige Uhyre. Fregattens indre Udstyrelse svarede til dens nautiske Egenskaber. Min Kahyt, der laa agter ud, og hvorfra der var Adgang til Mellemdækket, tilfredsstillede mig fuldkomment. „Her ville vi befinde os vel, sagde jeg til Jean. - Javel - hvis Herren ikke tager det ilde op svarede Jean, - som en Eremitkrebs i en Trompetsnegls Hus." Jeg lod Jean stable vor Bagage op paa bedste Maade og steg selv op paa det øverste Dæk for at følge Forberedelserne, naar Skibet skulde løbe ud af Havnen. I samme øjeblik lod Kommodore Farragut de sidste Fortøninger, som endnu holdt Abraham Lincoln til Brooklyns Kaj, gjøre los. Var jeg saaledes kommet et Kvarteer, eller endnu Mindre maaskee, senere, vilde Fregatten været sejlet uden mig, og jeg vilde være gaaet glip af denne mærkværdige, overnaturlige, fabelagtige Expedition, som selv i den sandfærdigste Fremstilling muligvis vil fremkalde vantro Miner hos mere end een Læser. Kommodore Farragut ønskede ikke at spilde en Dag, ikke en Time, før han var kommet ud i de Have, hvor Dyret nylig var blevet observeret. Han lod Maskinmesteren kalde. „Er vi klar? spurgte han. - Ja, Hr. Kaptajn, svarede Maskinmesteren. - Go head," raabte Kommodore Farragut. Ved denne Ordre, som blev meddelt Maskinfolkene ved Hjælp af Apparater med komprimeret Luft, satte disse Hjulene i Bevægelse. Dampen strømmede snurrende op af Skorstenene, Bølgerne skummede og hvirvlede ved skibets Sider, og Abrabam Lincoln gled majestætisk ud mellem en Mængde Fartøjer og Smaadampere, som udgjorde Fregattens Suite. Brooklyns Kajer og hele den Del af New-York, som ligger ved den østlige Bred, vare bedækkede med Nysgjerrige. Hurraraab fra Tusinder og andre Tusinder løde i det Uendelige. Tusinder af Lommetørklæder viftede ovenover den tætte Folkemasse og hilste Skibet, indtil det var kommet udenfor den langstrakte Halvø, paa hvilken Byen New-York ligger. Derefter fulgte Fregatten den med pragtfulde Villaer tæt besatte, glimrende højre Side af Hudson Floden og passerede mellem Forterne, som saluterede med deres Sværeste Skyts, Abraham Lincoln svarede ved tre Gange at stryge og hejse det amerikanske Flag, hvis ni og tredive Stjerner funklede fra Skibets Mesangaffel. Derefter sagtnede den Farten for at følge den snevre Rende i den Vig, som dannes ved Odden Sandy-Houk, og passerede denne sandige Landtunge, hvor nogle Tusinde Tilskuere endnu engang hilste den med Hurraraab. Suiten af Fartøjer og Smaadampere ledsagede Fregatten lige indtil ud for de to Fyrtaarne, hvis Blus betegne Indløbet til New-York. Klokken slog Tre; Lodsen steg ned i sin Baad og satte over til den lille Skonnert, som laa i Læsiden og ventede paa ham. Der blev fyret stærkere under Kjedlerne, Skruen pidskede Bølgerne endnu raskere. Fregatten passerede Long-Islands gule og lave Kyst, og Klokken Otte om Aftenen, efterat have tabt Landet afsigte i Nordost, løb Skibet for fuld Damp ud paa Atlanterhavets mørke Bølger. Fjerde Kapitel. Ned Land. Kommodore Farragut var en god Sømand, der fortjente at føre den Fregat, som han kommanderede over. Han og Hans Skib vare Et; han var Skibets Sjæl. Hvad angik Hvalfisken, da var der ikke i hans Sjæl den mindste Skygge af Tvivl om dens Tilstedeværelse, og han tillod ikke, at der ombord blev disputeret angaaende Dyrets Existens. Han troede paa det, som visse brave Fruentimmer tro paa Leviathan - blindt, uden at raisonnere. Han var et Slags St. Georg, der drog ud mod den Lindorm, som hærgede hans Land. Enten maatte Kommodore Farragut dræbe Narhvalen eller Narhvalen ham; en tredie Mulighed gaves der ikke. Officererne ombord delte Chefens Mening. Man skulde blot have hørt dem diskutere og beregne de forskjellige Chancer for et Sammenstød! Man skulde blot have seet dem iagttage det udstrakte Ocean! Mere end Een tog frivillig Vagt i Mastkurven, skjøndt han under andre Omstændigheder vilde have forbandet denne Tjeneste. Saalænge Solen beskrev sin daglige Bue, vare Raaer og Master besatte af Matroser, hvem Plankerne paa Dækket brændte under Fødderne, og som ikke kunde holde ud at opholde sig der. Og dog pløjede Abraham Lincolns Forstavn endnu ikke det stille Havs mistænkelige Bølger. Hvad angaaer Besætningen, da længtes den ikke efter Andet end efter at komme til at møde Uhyret, harpunere det, hisse det ombord og stjære det istykker. Den passede paa Havfladen med en ængstelig Opmærksomhed. Forresten havde Kommodore Farragut ladet falde nogle Ord om en Sum paa to tusinde Dollars, der skulde være Belønning for den Skibsdreng eller Matros, Underbefalingsmand eller Officeer, som først signaliserede Dyret. Man kan tænke sig, om Folk brugte Øjnene ombord paa Abraham Lincoln. Hvad mig selv angaaer, da bar jeg mig ad akkurat som de Andre, og jeg stod ikke tilbage for Nogen i daglig at anstille Observationer. Fregatten vilde have havt den soleklareste Ret til at kalde sig Argus. Jean var den Eneste, der viste sig ligegyldig overfor det Spørgsmaal, som optog alle Andres Opmærksomhed, og hans Rolighed kontrasterede skarpt mod den alminlige Enthousiasme. Jeg har allerede omtalt, at Kommodore Farragut med stor Omsigt havde udrustet Skibet med alle de Apparater, som kunde være hensigtsmæssige til at fiske den kæmpemæssige Hvalfisk. Ingen Hvalfiskefanger kunde være bedre forsynet. Vi havde alle mulige kjendte Redskaber, - fra Harpunen som udslynges ved Haandkraft og ned til Espingolernes takkede Pile samt Jagtbøssernes exploderende Kugler. Paa Skandsen stak en udmærket Bagladningskanon frem, hvilket ypperlige amerikanske Vaaben med største Lethed sendte en kegleformet Projektil et umaadeligt Stykke Vej bort. Abrakam Lincoln var saaledes rigt udstyret med Ødelæggelsesredskaber. Men Skibet havde Noget, der var endnu bedre, det havde Ned Land, Harpunerernes Konge ombord. Ned Land var en Kanadier, som besad en ualmindelig Behændighed, og som ikke havde nogen Ligemand i sin farlige Metier. Hurtig og koldblodig, dristig og forslagen, som han var det i allerhøjeste Grad, skulde der en meget snedig Hvalfisk eller en overordenlig listig Kaskelot til for at undgaa hans Harpunkast. Ned Land var omtrent fyrretyve Aar gammel. Han var over sex Fod hoj, kraftigt bygget, med et alvorligt Udtryk i Ansigtet, lidet snaksom, undertiden hidsig og meget stivsindet, naar man sagde ham imod. Hans Personlighed vakte Opmærksomhed, og hans faste Blik forøgede paa en særegen Maade Udtrykket i hans Ansigt. Jeg troer, at Kommodore Farragut havde gjort et fornuftigt Valg, da han fik Ned Land ombord. Dennes Arm og Øje forslog ligesaa meget, som hele Besætningens. Jeg veed ikke at sammenligne ham med noget Andet end et stort Teleskop, som paa samme Tid var en altid skydefærdig Kanon. Kanadier og Franskmand ere to Navne for Et og det Samme. Og skjøndt Ned Land ikke var synderlig omgængelig, maa jeg dog tilstaae, at han fattede en vis Velvillie for mig. Uden Tvivl følte han sig tiltrukken af min Nationalitet. Der var her en Lejlighed for ham til at tale, for mig til at høre dette Rabelais' gamle Sprog, som endnu bruges i visse kanadiste Provindser. Harpunererens Familie stammede fra Quebec, hvor den allerede paa det Tidspunkt, da denne By endnu hørte til Frankrig, udgjorde en fast Stok af dristige Fiskere. Lidt efter lidt følte Ned Land Behag i at passiare, og det morede mig at høre ham fortælle om sine Eventyr i Polarhavene. Hans Fortællinger om Fiskerier og Kampe udmærkede sig ved en høj Grad af naturlig Poesi. De havde en stærkt episk Form, og naar jeg hørte paa ham, forekom det mig ofte, at jeg lyttede til en kanadisk Homér, der sang de hyperboræiske Egnes Iliade. Jeg skildrer denne brave Kammerat efter et grundigt og inderligt Bekjendtskab, thi vi ere blevne gamle Venner, forenede ved denne urokkelige Hengivenhed, som fødes og voxer under farlige Forhold. Min kjære Ned, jeg vilde kun ønske, at jeg kunde leve hundrede Aar til for at kunne erindre mig Dig faa meget desto længere. Og hvad var nu Ned Lands Mening i Spørgsmaalet om Søuhyret? Ærlig talt troede han ikke synderlig paa Narhvalen, og han var den Eneste ombord, som ikke delte den almindelige Overbevisning. Han undgik endogsaa at tale om dette Emne, angaaende hvilket jeg en Dag syntes jeg burde erkyndige mig om hans Anskuelser. Det var en smuk Juli Aften, den 30te i Maaneden, altsaa tre Uger efter vor Afrejse. Fregatten befandt sig dengang i Højde med Kap Blanc, tretten Mile i Læ fra Patagoniens Kyster. Vi havde passeret den sydlige Vendekreds, og det Magellanske Stræde aabnede sig for os mod Syd i mindre end syv hundrede Mils Afstand. Om otte Dage skulde Abraham Lincoln pløje det stille Havs Bølger. Ned Land og jeg stode paa Ruffet og passiarede om Dit og Dat, medens vi saae ud over dette hemmelighedsfulde Hav, i hvis Dybder intet menneskeligt Blik er trængt. Ganske naturligt ledte jeg Samtalen hen paa Kæmpenarhvalen og undersøgte de forskjellige Chancer for et heldigt eller uheldigt Udfald, som vor Expedition havde. Imidlertid, da jeg bemærkede, at Ned lod mig snakke væk uden selv at sige Noget, henvendte jeg mig mere direkte til ham. „Men hvordan, Ned, hvordan kan De betvivle Tllværelsen af det Uhyre, som vi jage? Kan De maaste støtte Deres Vantro paa særlige Grunde." Harpunereren betragtede mig nogle Øjeblikke uden at svare, strøg sig saa med Haanden over sin brede Pande (en Gestus, som han plejede at anvende), lukkede Øjnene ligesom for at samle sine Tanker og sagde endelig: „Det kunde nok være, Hr. Aronnax. - Men De Ned, De, der er Hvalfiskefanger af Profession, De, som er saa vant til at have med de store Søpattedyr at gjøre, De, hvis Indbildningskraft dog let maa kunne akceptere Ideen om Uhyrer og Hvalfiske, - De burde være den Sidste til at tvivle under saadanne Forhold. - Ja det er netop deri, De tager fejl, Hr. Professor! Seer De, de Uvidende, de kan tro paa selsomme Kometer, som fare hen gjennem Rummet, eller paa antediluvianske Uhyrer i Jordens Indre; men det kan Astronomen og Geologen ikke. Saadan gaaer det ogsaa med Hvalfiskefangeren. Jeg har jaget mange, mange Hvalfiske, jeg har harpuneret en stor Mængde, og jeg har slaaet en god Portion ihjel. Men hvor store og godt væbnede de end have været, vilde de dog aldrig have været istand til med deres Haler eller Tænder at overhugge Jernpladerne paa et Dampskib. - Alligevel fortæller man, at Narhvalen undertiden har gjennemboret Skibe med sin Tand. - Ja, Træskibe, det kan være, svarede Kanadieren. Skjøndt, jeg har forresten aldrig seet det. Og indtil man overbeviser mig om det Modsatte, saa siger jeg, at hverken Hvaler, Kaskelotter eller Narhvaler ere istand til at gjøre saadanne Ting. - Ja men, Ned . . . . - Nej, Hr. Professor, alt Andet med deres Tilladelse, bare ingen Hvalfisk. Maaske en kæmpemæssig Blæksprutte . . . . - Hvor vil De hen, Ned? Blæksprutten er jo er Bløddyr, saa allerede Navnet antyder, at dens Krop ikke kan være synderlig fast bygget. Selv om Blæksprutten, der ikke hører til Hvirveldyrenes Afdeling, havde fem hundrede Fod lange Been, vilde den dog være aldeles uskadelig for saadanne Skibe som Scotia eller Abraham Lincoln. Historierne om Krakens Heltebedrifter og om de andre Uhyrer af denne Art ere ikke Andet end rene Fabler. - Ja saa, Hr. Naturforsker, svarede Ned Land i en temmelig overlegen Tone. De bliver altsaa ved at tro paa en uhyre Hvalfisk. - Ja, Ned; jeg støtter min Overbevisning til Kjendsgjerningernes Logik. Jeg tror, at der existerer et kraftigt bygget Pattedyr, der ligesom Hvalerne, Kaskelotterne og Delfinerne hører til Hvirveldyrenes Afdeling, og som er forsynet med et haardt, hornagtigt Vaaben, der er istand til at trænge ind, selv i de fasteste Stoffer. - Hm! sagde Harpunereren og rystede paa Hovedet som en Mand, der ikke vil lade sig overbevise. - Læg Mærke til, min kjære Kanadier, vedblev jeg, at dersom et saadant Dyr existerer, dersom det opholder sig i Havets Dybder, dersom det besøger Vandlag, som ligge en Mil eller mere under Overfladen, maa det nødvendigvis have en Organisme, hvis Soliditet aldeles ikke kan sammenlignes med noget andet Dyrs. - Saa, hvorfor det? spurgte Ned. - Fordi der udkræves en umaadelig Kraft til at kunne opholde sig i disse dybtliggende Vandlag og modstaa deres Tryk. - Troer De? sagde Ned, idet han plirrede med Øjnene. - Ja vel troer jeg det, og med nogle Tal kan jeg hurtig overbevise Dem om det Samme. - Bah Tal! svarede Ned, man tumler med Tal, som man har Lyst til. - Ja i Forrretninger, Ned, men ikke i Mathematiken. Vil De nu høre. Lad os antage, at Trykket af en Atmosfære svarer til en to og tredive Fod høj Vandsøjle. Maaske skulde Vandsøjlen ikke være fuldt saa høj, siden vi tale om Søvand, der har større Tæthed end Ferskvandet. Seer De, Ned, hvis De nu dykker ned i Søen, faa faaer De for hver to og tredivte Fod, De kommer længere ned, en ny Atmosfæres Tryk paa Dem. Altsaa er dette Tryk paa tre hundrede og tyve Fods Dybde ligt med ti Atmosfærer; paa tre tusind og to hundrede Fods ligt med et hundrede Atmosfærer, paa toogtredive tusind Fods eller omtrent en Mils Dybde ligt med et tusind Atmosfærer. Med andre Ord, dersom De kunde naae saa dybt ned i Havet, vilde hver Kvadrattomme af Deres Krop være underkastet et Tryk af to tusind Pund. Naa, min brave Ned, - ved De saa, hvormange Kvadrattommer Kroppens Overflade beløber sig til? - Nei det har jeg ingen Begreb om, H r. Aronnax. - Omtrent tusinde! - Hvad siger De! - Og da det atmosfæriske Tryk i Virkeligheden er noget større, end jeg før sagde, saa er Deres Legeme i dette Øjeblik udsat for et Tryk af fem og tredive tusind et hundrede og sex og tredive Pund. - Uden at jeg kan mærke det?! - Ja vel, uden at De mærker det. Og Grunden til, at De ikke bliver knust under et saadant Tryk, er den, at Luften trænger ind i Deres Krop med det samme Tryk. Derved fremkommer der en fuldstændig Ligevægt mellem det ydre og indre Tryk; de ophæve hinanden, og følgelig kan De uden Anstrengelse bære dem. Men i Vandet er det en hel anden Sag. - Ja jeg forstaaer det! svarede Ned, der nu var bleven mere opmærksom; for Vandet omgiver mig og trænger ikke ind i mig. - Ganske rigtigt, Ned. Seer De altsaa: to og tredive Fod under Havfladen vil De være udsat for et Tryk af fem og tredive tusind et hundrede og sex og tredive Pund; paa tre hundrede og tyve Fods Dybde, vil Trykket være ti Gange sterre, altsaa tre Hundrede og en og halvtredsindstyve tusind og tre hundrede og tredsindstyve Pund; paa tre tusind og to hundrede Fods Dybde vil Trykket være endnu ti Gange større, altsaa tre Millioner fem hundrede og tretten tusind og sex hundrede Pund; paa to og tredive tusind Fods Dybde endelig vil Trykket være atter ti Gange større, altsaa fem og tredive Millioner et hundrede og sex og tredive tusind Pund. Det vil med andre Ord sige, at De vilde være bleven maset lige saa flad, som om De var blevet maset af et Møllehjul. - Fy for en Ulykke, sagde Ned. - Nuvel, min kjære Harpunerer! Dersom Hvirveldyr af flere Hundrede Fods Længde og med en tilsvarende Kropmasse opholde sig paa saadanne Dybder, saa maa de, da deres Legemsflade er langt større, udholde et Tryk af Milliarder af Pund. De vil altsaa kunne slutte Dem til, hvorledes disse Dyrs Benbygning og hele Organisation maa være, naar de skal kunne udholde et saa umaadeligt Tryk. - Ja de maa nok være fabrikerede af otte Tommers Plader ligesom Pantserfregatterne, svarede Ned Land. - Ganske rigtigt, Ned. Og tænk saa paa den Ødelæggelse, en saadan Masse maa kunne udrette, naar den med stor Fart støder mod et Skibsskrog. - Ja . . . . maaske, det kan gjerne være, svarede Kanadieren, der følte sig rokket i sin Tro af Tallene, men som dog ikke vilde give sig. - Nu vel, har jeg overbevist Dem? - De har overbevist mig om een Ting, H r. Naturforsker, og det er den, at dersom der existerer saadanne Dyr paa Havets Bund, saa maa de nødvendigvis være saa stærke, som De har sagt. - Men dersom de ikke existerer, min egensindige Hr. Harpunerer? Hvorledes forklarer De saa Scotias Uheld? - Det er maaske . . . . svarede Ned tøvende. - Nu vel . . . . - Ja, det er . . . . Løgn", svarede Kanadieren idet han, uden at vide af det, gjentog et bekjendt Udsagn af Arago. Men dette Svar beviste kun, at Harpunereren var egensindig, og intet Andet. For den Dag lod jeg det dog være nok hermed. Scotias Beskadigelse lod sig ikke omtviste; Hullet existerede saa tydeligt, at man var nødt til at stoppe det til, og mere tydeligt tror jeg ikke, man kan bevise et Huls Existens. Men dette Hul havde ikke gjort sig selv, og da det ikke var blevet frembragt as nogen undersøisk Klippe eller Maskine, maatte det nødvendigvis hidrøre fra et Dyr, der var forsynet med et gjennemborende Redskab. Fremdeles, efter min Opfattelse, og af de ovenfor anførte Grunde, maatte dette Dyr henføres til Hvirveldyrenes Afdeling, Pattedyrenes Klasse, Gruppen pisciformia og Hvalfiskenes Orden. Hvad angik den Familie Hval, Kaskelot eller Delphin - under hvilken det burde indregistreres, og med Hensyn til, om det burde regnes til denne Slægt og Art eller til hin, var det Spørgsmål, som først senere kunde besvares. For at besvare dem, maatte man sønderlemme det ukjendte uhyre, for at sønderlemme det, maatte man fange det; for at fange det, maatte man harpunere det - hvilket var Ned Lands Sag; for at harpunere det, maatte man faae Øje paa det, - hvilket var Besætningens Sag; endelig for at faae Øje paa det, maatte man møde det, - og det var Tilfældets Sag. Femte kapitel. Paa Lykke og Fromme. Paa Abraham Lincolns Rejse forefaldt der i lang Tid intetsomhelst Mærkeligt. Imidlertid tildrog der sig dog Noget, som aabenbarede Ned Lands overordenlige Duelighed, og som viste, hvor megen Tillid man burde nære til ham. Paa Højden af de malouinske Øer traf Fregatten den 30te Juni paa nogle amerikanske Hvalfiskefangere, som forsikkrede os, at de ikke havde seet det mindste Spor til Narhvalen. En af dem, Kaptajnen paa Monroe, som vidste, at Ned Land befandt sig ombord paa Fregatten, bad imidlertid om hans Hjælp til at jage en Hvalfisk, han havde faaet isigte. Kommodore Farragut, som havde Lyst til at see Ned Land i Virksomhed, tillod ham at begive sig ombord paa Monroe, og Tilfældet begunstigede den gamle Kanadier saaledes, at han, istedetfor at faae een Hvalfisk, med et dobbelt Kast bemægtigede sig to, af hvilke han traf den ene lige i Hjertet og bemægtigede sig den anden efter nogle faa Minuters Forfølgelse. I Sandhed, dersom Uhyret nogensinde kom til at gjøre Bekjendtskab med Ned Lands Harpun, vilde jeg ikke gaae i Borgen for det. Fregatten passerede overordenlig hurtigt Syd-Amerikas Kyst. Den 3die Juli befandt vi os udfor Mundingen af det magellanske Stræde, paa Højden af Kap Vierges. Kommodore Farragut havde imidlertid ikke Lyst til at vælge denne slyngede Passage og besluttede sig følgelig til at gaa udenom Kap Horn. Besætningen gav ham enstemmig Ret heri. Der kunde jo dog ikke godt være Tale om at træffe Narhvalen i dette smalle Sund. De fleste af Matroserne forsikkrede, at Uhyret slet ikke kunde gaa igjennem det, for Dyret var altfor stort til det. Den 6te Juli om Eftermiddagen omtrent Klokken Tre passerede Abraham Lincoln i femten Miles Afstand fra Land hiin ensomme Klippe paa Spidsen af det amerikanske Fastland, som nogle hollandske Matroser have opkaldt efter deres Fødeby og kaldt Kap Horn. Koursen sattes derefter mod Nordvest, og den følgende Dag pidskede Fregattens Skrue endelig det stille Havs Bølger. „Pas paa, pas paa!" raabte Matroserne paa Abraham Lincoln. Og man passede paa som en Smed. Øjne og Kikkerter, der unægtelig vare en Smule blændede af Udsigten til de to tusind Dollars, fik ikke et Øjebliks Hvile. Dag og Nat betragtede man Havet, og Nyctaloperne, (de Dagblinde, som see om Natten), hvis Evne til at see i Mørket vilde have forøget Chancerne med halvtredsindstyve Procent, havde unægtelig havt gode Udsigter til at vinde Prisen. Skjøndt Pengene ikke udøvede den allerringeste Indflydelse paa mig, var jeg dog fuldt saa agtpaagivende som nogen Anden ombord. Naar jeg undtager, at jeg maatte afsee nogle Minuter til at spise og nogle Timer til at sove, forlod jeg ikke længer Skibets Dæk, men opholdt mig der, følesløs for Solskin som for Regn. Snart hældet ud over Bakkens Skanseklædning og snart støttet til Bagstavnens Ræling, fulgte jeg med begjærlige Blik det krusede Kjølvand, der trak sig som en hvid Fure, saalangt Øjet kunde naae. Og hvor mange Gange har jeg ikke deelt Stabens eller Besætningens Enthusiasme, naar en lunefuld Hval i det Fjerne hævede sin mørke Ryg over Bølgerne! Saa blev Fregattens Dæk i et Øjeblik fyldt. De forskjellige Rum udspyede en hel Lavastrøm af Matroser og Officerer. Alle iagttoge med bankende Hjerter og omflørede Blik Hvalens Bevægelser. Jeg stirrede og stirrede, saa Øjnene vare nærved at gaa ud af Hovedet paa mig, saa jeg var nær ved at blive blind, medens den altid flegmatiske Jean i en rolig Tone gjentog for mig: „Dersom Herren vilde være saa god ikke at spærre Øjnene saa højt op, saa vilde Herren see meget bedre." Ak, unyttige Sindsbevægelser! Abraham Lincoln sagtnede sin Fart og vendte sig mod det Dyr, man havde signaliseret: en almindelig Hval eller Kaskelot, som skyndte sig at forsvinde under en Skylregn af Forbandelser! Vejret vedblev imidlertid at være gunstigt, og Rejsen fortsattes under de heldigste Omstændigheder. Det var nu Vinter paa den sydlige Halvkugle; thi denne Zones Juli svarer til Evropas Januar. Men Havet holdt sig dog ikke destomindre roligt og kunde uden Vanskelighed iagttages i en meget vid Omkreds. Ned Land vedblev at nære en urokkelig Mistillid. Han gav det endog Udseende af, at han aldrig undersøgte Havet, naar undtages den Time, da han havde Vagt - ialfald ikke undtagen naar der var en Hvalfisk isigte. Ikke destomindre havde hans mærkværdig skarpe Blik allerede gjort os store Tjenester. Men i otte til tolv Timer læste eller sov denne stivsindede Kanadier i sin Kahyt. Jeg bebrejdede ham hans Ligegyldighed vel over de hundrede Gange. „Bah! svarede han, det har Ingenting at sige, Hr. Aronnax. Og selv, om det nu var et Dyr, hvad Udsigter have saa vi til at træffe det? Drage vi ikke omkring aldeles paa Lykke og Fromme? Man har - saaledes paastaaes der, og jeg vil antage, at det ogsaa forholder sig saaledes - igjen seet dette Dyr, som man aldrig kan faae fat paa, i den nordligste Del af det stille Hav; men nu er der allerede gaaet to Maaneder siden dette Møde, og det seer ikke ud til, at vor Narhval holder meget af at opholde sig længe paa et Sted. Den har en mærkværdig Evne til at bevæge sig, og - det veed De jo meget bedre end jeg, Hr. Professor, at Naturen ikke gjør noget Forkeert, og at den ikke vilde have givet et efter sin hele Organisation langsomt Dyr Evne til at bevæge sig hurtigt, dersom Dyret ikke havde havt Trang dertil. Derfor siger jeg, at hvis Dyret existerer, er det allerede langt borte." Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulde svare herpaa. Tilsyneladende flakkede vi om paa Lykke og Fromme; men hvad Andet skulde vi gjøre? Unægtelig vare vore Chancer stærkt begrændsede; men der var dog endnu Ingen, som tvivlede om, at vi vilde have Lykken med os, og der var ikke en eneste Matros ombord, som vilde have holdt imod Narhvalen og dens snare Fremkomst. Den 20de Juli passerede vi Stenbukkens Vendekreds paa 105o Brede, og den 27de i samme Maaned passerede vi Ækvator paa den 110de Meridian. Herefter tog Fregatten mere bestemt Koursen imod Vest og lob ind i de midterste Regioner af det stille Hav. Kommodore Farragut mente nemlig, og det med Rette, at det var bedst at komme ud paa de største Dybder og at holde sig borte fra Fastlandet eller Øerne, som Dyret altid syntes at undgaa at nærme sig, - uden Tvivl, fordi der ikke var Vand nok til det, sagde Ekviperingsmesteren. Efterat Fregatten havde forsynet sig med Kul, gik den forbi Pomatou Øerne, Marquesas og Sandvichs Øerne og passerede paa 132o Længde den nordlige Vendekreds, hvorefter den vendte sig mod de kinesiske Vande. Endelig befandt vi os da paa Skuepladsen for Uhyrets sidste Strejftog, og, sandt at sige, man levede ikke længer ombord. Vore Hjerter sloge Generalmarsch, og der blev lagt Spirer til uhelbredelige Anevrismer (Pulsaarebrok.) Hele Besætningen led under en nervøs Ophidselse, som jeg ikke skal forsøge at give noget Billede af. Man spiste ikke, man sov ikke. Mindst tyve Gange om Dagen skaffede et Fejlsyn, et optisk Bedrag, en eller anden Matros, som red paa Stængerne, en utaalelig Spænding paa Halsen, og disse tyve Gange gjentagne Sindsbevægelser holdt os Alle i en Febertilstand, der var saa voldsom, at den snart maatte føre til en Reaktion. Og i Virkeligheden, det varede ikke længe, før Reaktionen indfandt sig. - I tre Maaneder, hvoraf hver eneste Dag var saa lang som et Aarhundrede, havde nu Abraham Lincoln pløjet alle det stille Havs sydlige Partier, havde forfulgt signaliserede Hvaler, var pludselig bøjet af fra sin Vej, var pludselig gaaet overstag, pludselig standset, havde den ene Gang efter den anden forstærket eller formindsket sin Damp og havde ikke ladet et eneste Punkt uundersøgt fra den amerikanske Kyst op til Japans Strande. Og bestandig Intet, Intet uden Havets umaadelige Øde, Intet, som lignede en gigantisk Narhval, eller en undersøisk Baad, eller et Vrag, eller en bevægelig Klippe, eller nogetsomhelst Spor af nogetsomhelst Overnaturligt. Reaktionen kom da. Modløsheden bemægtigede sig Sindene og gjorde Breche for Tvivlen. En anden Stemning, der var sammensat for de tre Tiendedeles Vedkommende af Undseelse, for de syv Tiendedeles af Raseri, begyndte at gjøre sig gjældende ombord. Man var flau over, at man havde ladet sig tage ved Næsen af et Hjernespind, men man var endnu mere rasende derover. De Bjerge af Bevisgrunde, som vare blevne opdyngede i de sidste Aar, styrtede paa eengang sammen, og Enhver tænkte nu kun paa, ved Maaltider og Sovetimer at indvinde den Tid, som han saa enfoldigt havde offret. Med den for Menneskene ejendommelige Ustadighed kastede man sig fra den ene Yderlighed til den anden. De mest ivrige Tilhængere af Expeditionen bleve nu dens hidsigste Modstandere. Reaktionen steg nedenfra opad lige ind til Staben, og havde ikke Kommodore Farragut været saa bestemt en Mand, som han var, vilde Fregatten upaatvivlelig være vendt om og atter være gaaet Syd paa. Imidlertid, denne unyttige Efterforskning kunde ikke fortsættes i det Uendelige. Abrabam Lincoln havde Intet at bebrejde sig. Den havde gjort, hvad der stod i dens Magt for at opnaa et heldigt Resultat. Aldrig har Besætningen paa et amerikansk Skib vist større Taalmodighed og mere Iver. Man kunde ikke dadle den, fordi den havde været uheldig. Der var intet Andet tilbage end at vende om. Der blev gjort Kommodoren Forestillinger i denne Retning; men han vilde ikke give efter. Matroserne skjulte ikke deres Misfornøjelse, og Tjenesten led derunder. Jeg vil ikke paastaa, at der blev gjort Myteri ombord; men efter en til det Yderste dreven Urokkelighed maatte dog Kommodore Farragut, som fordum Kristoffer Kolumbus, nøjes med at forlange en Frist af tre Dage. Dersom Uhyret ikke viste sig i Lobet af disse tre Dage, skulde Styrmanden dreje Roret tre Gange, og Abrabam Lincoln vilde sætte Koursen mod de evropæiske Farvande. Dette Løfte blev givet den 2den November. Den første Følge af det var, at Besætningen atter fik nyt Mod. Atter iagttog man Havet med Opmærksomhed. Enhver vilde kaste endnu et sidste Blik paa det - et Blik, der i sig indesluttede alle de tidligere. Kikkerterne kom atter i en feberagtig Bevægelse. Det var ligesom en højtidelig Udfordring til Kæmpenarhvalen, der fornuftigvis ikke kunde lade være at optage den tilkastede Handske. Der gik to Dage. Abraham Lincoln gik for halv Damp. Man anvendte tusinde Midler for at vække Dyrets Opmærksomhed eller for at hidse det til Vrede, dersom det tilfældigvis skulde opholde sig i disse Farvande. Man kastede store Stykker Flesk ud som Lokkemad - til Hajernes store Fornøjelse, tør jeg sige. Skibsmærker bleve kastede ud i alle mulige Retninger fra Abraham Lincoln, medens Skibet laa bi og undersøgte hvert eneste Punkt af Havet. Ikke destomindre blev det Aften den 4de November, uden at den undersøiske Hemmelighed var bleven afsløret. Den følgende Dag, den 5te November, Klokken Tolv, var strengt taget den ansatte Frist udløbet. Efter dette Klokkeslet burde Kommodore Farragut styre Koursen mod Sydost og for bestandig forlade de nordlige Dele af det stille Hav. Fregatten befandt sig dengang paa 31o 15' nordlig og paa 136o 42' Brede Længde. Japan laa i det Mindste hundrede Mile i Læ for os. Det var om Aftenen, Klokken var noget over Otte. Store Skyer beskyggede Maanen, der befandt sig i første Kvarter. Bølgerne rullede fredeligt ind mod Fregattens Forstavn. Paa denne Tid stod jeg forude, lænet til Skandseklædningen. Jean, som havde stillet sig ved Siden af mig, stirrede frem for sig. Besætningen, der var krøbet op i Vanterne, undersøgte Horisonten, som trak sig mere og mere sammen og blev mørkere og mørkere. Officererne spejdede gjennem deres Kikkerter ud i den tiltagende Dunkelhed. Undertiden blinkede det mørke Hav, naar Maanen kastede en Straale ned mellem Skyernes Kanter. Derefter forsvandt saa igjen hvert Spor af Lys i Mørket. Jeg holdt Øje med Jean og fandt ham til en vis Grad smittet af den almindelige Uro. Maaske dirrede - for første Gang i hans Liv - hans Nerver under Indflydelse af en Følelse af Nysgjerrighed. „Seer Du, Jean, sagde jeg, det er sidste Gang, der tilbyder sig en Lejlighed til at stikke to Tusinde Dollars i Lommen. - Med Herrens Tilladelse, svarede Jean, har jeg aldrig taget Notice af den Belønning, og Unionsregeringen kunde for den Sags Skyld gjerne have udlovet hundrede tusinde Dollars, uden at den vilde være bleven fattigere for det. - Du har Ret, Jean, det er, naar Alt kommer til Alt, en dum Affaire, som vi altfor letsindigt have givet os i Kast med. Hvor megen Tid have vi ikke spildt, hvor mange unyttige Sindsbevægelser have vi ikke maattet gjennemgaa! For sex Uger siden vilde vi kunne have været i Frankrig . . . . - I Herrens lille Lejlighed, afbrød Jean mig, i Herrens Museum! og jeg vilde allerede have faaet klassificeret Herrens Fossilier, og Herrens Babirussa vilde være kommet ind i sit Bur i Jardin des Plantes og vilde have samlet alle Hovedstadens Nysgjerrige om sig. - Du har Ret, Jean! Og desuden er jeg bange for, at man leer af os. - J a . . . jeg skal ikke nægte, svarede Jean roligt, - jeg troer rigtignok, at man gjør sig lystig over Herren. Og dersom jeg tør sige det . . . .? - Sig Du væk, Jean. Ja saa er det ikke Andet, end hvad Herren har fortjent. - Hvad behager? - Jo , naar man har den Ære at være en Videnslabsmand som Herren, saa udsætter man sig ik k e ....." Jean fik ikke fuldført sin Sætning. Den almindelige Stilhed afbrødes af en stærk Stemme. Det var Ned Lands Stemme, og Ned Land raabte: „H alloi, sagtne Farten! der er det, i Læ, lige imod os!" Sjette Kapitel. For fuld Damp. Ved dette Raab styrtede hele Besætningen hen mod Harpunereren, saavel den Kommanderende, Officererne, Underbefalingsmændene og Matroserne, som Maskinfolkene, der forlode deres Maskine, og Fyrbøderne, der forlode deres Ildsted. Der var strax blevet givet Ordre til at stoppe, og Fregatten gik nu kun for den Fart, den havde i Forvejen. Mørket var saa tæt, at selv om Kanadierens Øjne vare nok saa gode, kunde jeg ikke forstaa, hvorledes han havde seet det, han havde seet. Mit Hjerte slog, saa det var nær ved at sprænges. Men Ned Land havde ikke taget fejl, og Alle bemærkede vi det Fænomen, som han med sin Haand pegede paa. I to Kabellængders Afstand fra Abralmm Lincoln og paa Bagbords Laaring syntes Havet at være illumineret nedenfra. Det var ikke et simpelt fosforskinnende Fænomen, og man kunde ikke være i Tvivl om, hvad man havde for sig. Nedsænket nogle Favne under Havfladen, udstraalede Vidunderet dette meget stærke, men uforklarlige Lys, som fandtes omtalt i flere Kaptajners Rapporter. Denne stærke Udstraaling maatte være frembragt ved et særlig stærkt Belysningsmiddel. Det lysende Parti dannede paa Havet en umaadelig langstrakt ægformig Kreds, som i Midten fortættede sig til en brændende Kjerne, hvis stærke Glands gradvis syntes at aftage. „Det er kun en Sammenhobning af fosforlysende Molekuler! raabte en af Officererne. - Nej, min Herre, svarede jeg med Overbevisningens Varme, Stenmuslinger eller Salper kaste aldrig et faa stærkt Lys fra sig. Dette Skjær er efter sin Natur elektrisk . . . . Forresten se, se! den kommer frem efter . . . . tilbage! den styrter sig over os!" Der lød et almindeligt Skrig paa Fregatten. „Stille, kommanderede Kommodore Farragut, Roret i Læ, bak!" Matroserne ilede til Roret, Maskinfolkene til Maskinen. Dampen kastedes strax om, og Abraham Lincoln beskrev en Halvcirkel, idet den faldt af for Bagbord. „Styrbord med Roret! Fremad!" kommanderede Kommodore Farragut. Man lystrede Ordre, og Fregatten fjernede sig hurtigt fra den lysende Kreds. Jeg fortaler mig. Fregatten vilde fjerne sig, men det overnaturlige Dyr nærmede sig med en Fart, der var dobbelt saa stor som Skibets. Vi vovede knap at trække Vejret; Bestyrtelse, mere end Frygt, havde gjort os stumme, forstenet os. Dyret halede ind paa os, medens det ligesom legede med os. Det gjorde et Slag omkring Fregatten, som dengang løb med en Fart af fjorten Knob, og indhyllede den med sit elektriske Klædebon ligesom i en lysende Atmosfære. Derefter fjernede det sig to eller tre Mil, idet det efterlod efter sig en fosforlysende Stribe, ikke ulig de Damphvirvler, som Lokomotivet foran et Iltog kaster ud fra sig. Pludselig kom det saa igjen farende ud fra den mørke Kant af Horisonten, henimod hvilken det havde styret. I tyve Skridts Afstand standsede det med eet Slag, slukkedes - ikke ved at dykke ned under Vandet, thi Skjæret aftog ikke gradvis, men pludselig og som om dets Lyskilde paa eengang var tørret ud. Lidt efter viste det sig igjen paa den anden Side af Fregatten og maatte altsaa enten være gaaet udenom den eller være smuttet under Skroget. Hvert Øjeblik kunde der skee et Sammenstød, som maatte blive skjæbnesvangert for os. Jeg stod imidlertid og undrede mig over Fregattens Manøvrer. Den flygtede og angreb ikke. Den, som burde forfølge, blev forfulgt, og jeg henledte Kommodore Farraguts Opmærksomhed derpaa. Hans ellers ubevægelige Ansigt bar Præget af en ubeskrivelig Forbauselse. „Hr. Aronnax, svarede han, jeg veed ikke, hvad det er for et frygteligt Væsen, jeg har at gjøre med, og jeg vil ikke letsindigt sætte min Fregat paa Spil i dette Mørke. Forresten, hvorledes skulde man angribe, hvorledes skulde man forsvare sig mod det ubekjendte Væsen? Lad os vente, til det bliver Dag, og Rollerne ville skifte om. - De nærer da altsaa ikke længer nogen Tvivl, Kommodore, med Hensyn til Dyrets Natur? - Nej, min Herre, det er utvivlsomt en kæmpemæssig Narhval. - Maaske, bemærkede jeg, vil det være lige saa farligt at nærme sig den, som en Zitteraal eller en Rokke. - Ganske vist, svarede Kommodoren, og dersom Dyret besidder en elektrisk Kraft, er det det farligste Dyr, som nogensinde er blevet til. Det er, min Herre, Grunden til, at jeg tager mig iagt." Om Natten blev hele Besætningen oppe. Ingen tænkte paa at sove. Abraham Lincoln, der ikke saae sig istand til at kappes med Uhyret i Hurtighed, havde sagtnet sin Fart og gik nu for halv Damp. Narhvalen paa sin Side fulgte Fregattens Exempel, lod sig roligt vugge af Bølgerne og syntes bestemt paa, ikke at ville forlade Kamppladsen. Henimod Midnat forsvandt Uhyret imidlertid pludselig, eller, for at bruge et mere korrekt Udtryk, det slukkedes som en uhyre Flamme. Var det flygtet? Man maatte frygte, ikke haabe det. Men Klokken lidt over Et om Morgenen lød der pludselig en voldsom Brusen, som om en Vandsøjle var bleven slynget op i Vejret. Kommodore Farragut, Ned Land og jeg befandt os dengang i Agterstavnen, hvorfra vi spejdede ud i det tætte Mørke. „Ned Land, spurgte Kommodoren, De har jo tidt hørt Hvalfiskene hvæse? - Ja, meget tidt, Herre, men aldrig saadanne Hvalfiste, som det har indbragt mig totusinde Dollars at faae Kig paa. - Unægtelig, De har fortjent Doucøren. Men siig mig, ligner denne Lyd ikke det Spektakel, som Hvalfiskene gjøre, naar de stode Vandet ud af deres Sprøjtehuller? - Det er den samme Lyd, Herre, men denne her er uendelig meget kraftigere. Forresten kan man naturligvis ikke tage fejl deraf. Det er en Hvalfisk, som holder sig i vort Kjølvand. Med Deres Tilladelse, Herre, skulle vi imorgen ved Daggry snakke et Par Ord med den, tilføjede Harpunereren. - Bare den har Lyst til at høre paa Jer, Ned Land, svarede jeg i en noget tvivlende Tone. - Lad mig blot komme den nær i fire Harpunlængders Afstand, saa skal den nok blive nødt til at høre mig. - Men for at nærme sig til den, indvendte Kommodoren, maa jeg vel stille en Hvalfislefangerbaad til Deres Disposition? - Ganske vist, Herre. - Men det vil jo være at sætte mine Folks Liv paa Spil? - Ja, og mit Liv," svarede Harpunereren roligt. Henimod Klokken To om Morgenen viste Lysmassen sig igjen, ligesaa stærk som tidligere, fem Mil i Læ fra Abrabam Lincoln. Trods Afstanden, trods Vindens og Bølgernes Støj, kunde man tydelig høre de voldsomme Slag af Dyrets Hale, ja endog dets stønnende Aandedrag. I det Øjeblik, den uhyre Narhval kom op til Overfladen for at aande, styrtede Luften ned i dens Lunger med samme Brusen, som Dampen i de uhyre Cylindre af en Maskine paa to tusind Hestes Kraft. „Hm! tænkte jeg, en Hvalfisk, der er saa stærk som et helt Kavalleriregiment, maa være en ganske pæn Hvalfisk." Man stod paa Udkig, lige indtil det begyndte at dages, og man forberedte sig paa Kampen. Fiskeriredskaberne vare opstillede langs Rælingen. Den Næstkommanderende lod lade Espingolerne, som slyngede en Harpun en Mil bort, og de lange Bøsser, hvis exploderende Kugler saarede selv de vældigste Dyr dødeligt. Ned Land havde nøjedes med at hvæsse sin Harpun, et frygteligt Vaaben i hans Haand. Klokken Sex om Morgenen begyndte Dagen at gry, og i samme Øjeblik, som det første svage Skjær viste sig, forsvandt Narhvalens elektriske Lys. Klokken Syv var det fuldstændig Dag, men en tæt Morgentaage begrændsede Synskredsen og trodsede de bedste Kikkerter. Almindelig Ærgrelse og Vrede. Jeg klattrede op i Mesanraaerne. Nogle Officerer befandt sig allerede i Toppen af Masterne. Klokken Otte rullede Taagen tungt hen over Bølgerne, og lidt efter lidt begyndte dens vældige Vinger at løfte sig. Horisonten udvidede sig og blev klarere. Pludselig, ligesom den foregaaende Dag, hørtes Ned Lands Stemme. „Der er den! Bagbord! Agter ude!" raabte Harpunereren. Alles Blik vendte sig i den angivne Retning. Paa halvanden Mils Afstand fra Fregatten saaes et langagtigt, mørkt Legeme at hæve sig omtrent tre Fod over Bølgerne. Dets Hale, der var i en voldsom Bevægelse, frembragte uhyre Bølgehvirvler. Aldrig havde nogen Hale pidsket Havet med en saadan Styrke. En umaadelig skinnende hvid Fure betegnede Dyrets Gang og beskrev en lang krummet Linie. Fregatten nærmede sig Hvalfisken. Jeg iagttog den med fuldstændig Ro. I Rapporterne fra Shannon og Helvetia var Uhyrets Dimensioner blevet overdrevet noget, og jeg anslog ikke dets Længde til mere end to hundrede og halvtredsindstyve Fod. Hvad Omfanget angik, kunde jeg vanskelig danne mig nogen Forestilling derom, men i det Hele taget syntes Dyret at være særdeles vel proportioneret. Medens jeg betragtede dette besynderlige Væsen, opsteg der fra dets Sprøjtehuller to Straaler af Vand og Damp, der naaede en Højde af hundrede og tyve Fod. Dette Faktum besæstede mig i min Anskuelse om dets Maade at aande paa. Jeg troede nu bestemt at turde antage, at det hørte til Hvirveldyrenes Afdeling, Pattedyrenes Klasse, Pisciformernes Gruppe, Hvalernes Orden, Familien . . . . ja om den kunde jeg endnu ikke have nogen Mening. Hvalernes Orden indbefatter tre Familier, Hvalfisks, Kaskelotter og Delfiner. I den sidste har Narhvalerne deres Plads. Enhver af disse Familier deler sig i flere Slægter, hver Slægt i Arter, Arterne i Varieteter. Jeg manglede endnu Varietet, Art, Slægt og Familie, men jeg tvivlede ikke om, at jeg ved Skjæbnens og Kommodore Farraguts Hjælp skulde faa min Klassifikation fuldstændiggjort. Besætningen ventede utaalmodigt paa Chefens Ordre. Denne betragtede først opmærksomt Dyret og sendte derefter Bud efter Maskinmesteren. Maskinmesteren indfandt sig øjeblikkelig. „De har Damp oppe? spurgte den Øverstkommanderende. - Ja, Hr. Kommodore! svarede Maskinmesteren. - Godt, fyr til, og fuld Fart!" Tre Hurraraab hilste denne Ordre. Kampens Øjeblik var kommet. Nogle Øjeblikke efter udstedte Fregattens to Skorstene Masser af sort Røg, og Dækket rystede under Maskinernes Bevægelse. Dreven as sin vældige Skrue styrede Abraham Lincoln rask imod Dyret. Dette, der ikke gad gjøre sig den Ulejlighed at dykke ned under Vandet, lod Fregatten roligt nærme sig indtil i en halv Kabellængdes Afstand. Derpaa satte det sig langsomt i Bevægelse og indskrænkede sig til at vedligeholde den nævnte Afstand. Paa denne Maade fortsattes Jagten i omtrent tre Kvarteer, uden at Fregatten vandt saa Meget som to Favne ind paa Hvalen. Det var øjensynligt, at man aldrig vilde kunne naa det med denne Fart. Kommodore Farragut trak sig hidsigt i det tykke Skjæg, som faldt ned over hans Bryst. „Ned Land !" raabte han. Kanadieren indfandt sig. „Nu, Ned Land, spurgte Kommodoren, raader I mig endnu til at sætte Baadene ud? - Nej Herre, thi det Bæst der er der Ingen, der kan fange, naar det ikke selv har Lyst til at lade sig fange. - Men hvad skal vi da gjøre? - Forcere Dampen, dersom det er muligt, Hr. Kommodore. Med Deres Tilladelse vil jeg stille mig paa Bugsprydet, og dersom vi komme ham tilstrækkelig nær, vil jeg harpunere ham. - Godt, Ned," svarede Kommodore Farragut. Derefter raabte han: „Maskinmester! stærkere Fart!" Ned Land begav sig til sin Post. Der blev fyret endnu stærkere under Kjedlerne. Skruen gjorde tre og fyrretyve Slag i Minutet, og Dampen brasede ud gjennem Ventilerne. Loggen blev kastet, og det viste sig, at Abraham Lincoln gik med en Fart af syv og en halv Mil i Timen. Men det forbandede Dyr bevægede sig ligeledes med en Hastighed af halvottende Mil i Timen. En heel Time vedligeholdt Fregatten denne Fart, uden at vinde en eneste Favn længere ind paa Hvalen. Det var altfor ydmygende for en af den amerikanske Marines Sejlere. En indædt Vrede havde grebet hele Besætningen. Matroserne skjældte Uhyret ud, men det nedlod sig ikke til at svare dem. Kommodore Farragut nøjedes ikke længer med at trække sig i Skjæget, han bed og ruskede i det. Der blev paany sendt Bud efter Maskinmesteren. „Gaaer vi for det højeste Tryk, der er muligt? spurgte den Kommanderende. - Ja, Hr. Kommodore, svarede Maskinmesteren. - Og Ventilerne ere lastede med? - Med halvsyvende Atmosfære. - Forøg det til ti og en halv Atmosfære!" Det var en ægte amerikansk Ordre. Man skulde ikke have kunnet give en radikalere Befaling for paa Missisippi at komme forbi en Konkurrent. „Jean, sagde jeg til min trofaste Tjener, som stod ved Siden af mig, veed Du hvad? det kan meget nemt træffe sig, at vi gaa i Luften, Du. - Som Herren synes," svarede Jean. Jeg maa dog tilstaa, at jeg ikke havde Noget imod at løbe den Risiko. Ventilerne bleve lastede; der blev proppet nyt Kul ind i Ovnene; Ventilatorerne sendte nye Strømme af Luft hen over Ildstederne; Abraham Lincolns Fart voxede; dens Master dirrede fra Øverst til Nederst; og Røgmasserne kunde neppe skaffe sig Plads gjennem de altfor snevre Skorstene. Man kastede Loggen for anden Gang. „Nuvel, hvor stærk er Farten? spurgte Kommodore Farragut. - Otte og en halv Mil, Herre. - Fyr stærkere til!" Maskinmesteren adlød. Manometret udviste ti Atmosfærer. Men Uhyret fyrede sagtens ogsaa; thi det gik ligeledes og uden nogensomhelst Besvær med en Fart af otte og en halv Mil i Timen. Hvilken Forfølgelse! Det vilde være mig umuligt at beskrive den Sindsbevægelse, som fik hele min Sjæl til at dirre. Ned Land var paa sin Post med sin Harpun i Haanden. Uhyret lod os flere Gange nærme os til det. „Vi indhente ham!" raabte Kanadieren. Men i samme Øjeblik, han beredte sig til at udslynge Harpunen, gled Dyret bort med en Hastighed, som jeg ikke kan anslaa til Mindre end femten Mil i Timen. Og tillod det sig ikke ovenikjøbet at drive Gjæk med Fregatten ved midt under dennes størst mulige Fart at gjøre et Slag omkring den! Et Raab af Forbittrelse lod fra hele Besætningen. Om Middagen Klokken Tolv vare vi ikke komne videre end om Morgenen Klokken Otte. Kommodore Farragut bestemte sig da til at anvende mere direkte Midler. „Ah, sagde han, Dyret er hurtigere end Abraham Lincoln. Lad os saa see, om det ogsaa er hurtigere end vore konisle Kugler. Kvarteermester, beordre Folkene til Kanonerne forude!" Kanonen paa Bakken blev strax ladet og affyret. Skuddet gik af, men Kuglen fløj nogle Fod over Hvalen, der holdt sig i en halv Mils Afstand. „En dygtigere Mand til Kanonen, for Pokker! skreg Kommodoren; fem Hundrede Dollars til den, der kan træffe dette djævleblændle Dyr!" En gammel graaskjægget Kanoneer - jeg seer ham endnu - med et roligt Blik, et koldt Ansigt, nærmede sig til Kanonen, stillede den og sigtede længe. Der lød et stærkt Knald, som efterfulgtes af Besætningens Hurraraab. Kuglen havde truffet, men ikke i ret Linie. Den var gledet af paa Dyrets halvrunde Overflade og var faldet i Vandet en halv Mil fra det. „Aha! skreg den gamle Kanoneer, skummende af Raseri: hans Bov er nok pantsret med sex Tommers Plader! - Forbandet!" raabte Kommodore Farragut. Jagten begyndte igjen, og Kommodore Farragut bøjede sig ned til mig og sagde. „Jeg skal forfølge ham, lige til min Fregat springer i Luften! - Ja vel, svarede jeg, og deri gjør De Ret!" Man turde haabe, at Dyret vilde blive udmattet, og at det ikke ligesom en Dampmaskine vilde være ufølsomt for Træthed. Men det lod ikke til, at Haabet skulde gaa i Opfyldelse. Timerne forløb, uden at der mærkedes nogetsomhelst Spor til Udmattelse. Forresten bør det siges til Abraham Lincolns Roes, at det prægtige Skib kæmpede med en utrættelig Ihærdighed. Den Vejlængde, som det tilbagelagde paa hiin mindeværdige 6te November, bør neppe anslaaes til Mindre end hundrede Mil. Men Natten kom og indhyllede det vuggende Ocean i sine mørke Skygger. I dette Øieblik troede jeg, at vor Expedition var endt, og at vi aldrig mere skulde see det fantastiske Dyr. Jeg bedrog mig. Om Aftenen henimod Klokken halv Ni viste sig atter det elektriske Lys, denne Gang to Mile i Læ af Skibet, men ligesaa stærkt og rent som den foregaaende Nat. Narhvalen syntes ikke at bevæge sig. Maaske var den træt as Dagens Anstrengelser og sov, idet den lod sig vugge af Bølgerne. Her frembød der sig en Chance, som Kommodore Farragut besluttede at drage Nytte af. Han uddelte sine Ordrer, Abraham Lincoln gik for halv Damp og nærmede sig forsigtigt for ikke at vække sin Modstander. Det er ikke sjeldent, at man midt ude i Havet træffer Hvalfiske sovende, hvilke man da med Held angriber, og Ned Land havde harpuneret flere end en sovende Hval. Harpunereren indtog atter sin Plads paa Bugsprydet. Fregatten nærmede sig uden Støj, stoppede paa to Kabellængders Afstand og lod sig drive a den opnaaede Fart. Man aandede ikke længer ombord. En dyb Taushed herskede paa Dækket. Vi vare nu ikke mere end hundrede Fod fra den lysende Ild, hvis Glands voxede og blændede vore Blikke. Lænet mod Kanten af Bakken saae jeg i dette Øjeblik Ned Land med den ene Haand holde sig fast til Klyverbommen og med den anden berede sig til at udslynge sin frygtelige Harpun. Han befandt sig neppe tyve Fod borte fra det ubevægelige Dyr. Pludselig strakte han med et Ryk sin Arm frem og slyngede Harpunen. Jeg hørte det klingende Stød af Vaabenet, som syntes at være stødt paa et haardt Legeme. Det elektriske Lys slukkedes pludselig, og to umaadelige Vandsøjler faldt ned paa Fregattens Doek, som de oversvømmede med en uhyre Strøm fra Forstavn til Agterstavn, idet de paa deres Vej væltede Mennesker og Alt. Der mærkedes et forfærdeligt Stød. Jeg blev slynget ud over Rælingen, og da jeg ikke fik Stunder til at gribe fat nogetsteds, styrtede jeg i Havet. Syvende Kapitel. En Hvalfisk af en ukjendt Art. Uagtet jeg blev slaaet af Skræk ved denne uventede Hændelse, bevarede jeg ikke destomindre et meget tydeligt Indtryk af mine Følelser. Først sank jeg ned til en Dybde af vel omtrent tyve Fod. Uden at jeg vil paastaa, at jeg kan maale mig med Byron eller Edgar Poe, som vare Mestre, svømmer jeg dog ganske godt, og denne Dukkert fik mig derfor ikke til at tabe Hovedet. To kraftige Tag med Fødderne bragte mig atter op paa Overfladen. Min første Tanke var at see mig om efter Fregatten. Havde Besætningen lagt Mærke til min Forsvinden? Var Fregatten gaaet over Stag? Havde Kommodore Farragut ladet sætte en Baad ud i Vandet? Turde jeg haabe paa Frelse? Mørket var tæt. Jeg skimtede en sort Masse, som forsvandt i Vest, og hvis Signallanterner bleve utydeligere ved at fjernes. Det var Fregatten. Jeg ansaa mig for fortabt. „Hjælp, Hjælp!" raabte jeg og svømmede fortvivlet efter Abraham Lincoln. Mine Klæder generede mig. Vandet klistrede dem fast til min Krop. Jeg sank, jeg kvaltes. „Hjælp!" Det var det sidste Skrig, jeg gav fra mig. Min Mund fyldtes med Vand. Jeg slog omkring mig, medens jeg sank. Pludselig greb en stærk Haand fat i mine Klæder, jeg følte mig med Magt dragen op til Overfladen, og jeg hørte - ja jeg hørte disse Ord blive skreget ind i Øret paa mig: „Hvis Herren vilde være saa venlig at støtte sig til min Skulder, vilde Herren kunne svømme meget bedre." Jeg greb med min ene Haand om min trofaste Jeans Arm. „Er det Dig? spurgte jeg. - Javel er det mig, svarede Jean, til Tjeneste. - Og det samme Stød har kastet os begge To i Vandet? - Nei, men da jeg nu engang er i Herrens Tjeneste, maatte jeg jo følge Herren." Den brave Fyr fandt dette ganske naturligt. „Og Fregatten? spurgte jeg. - Fregatten? svarede Jean og vendte sig om paa Ryggen. Jeg troer, Herren gjør klogest i ikke at regne altfor meget paa den. - Hvad siger Du? - Jeg siger, at i det Øjeblik, jeg sprang overbord, hørte jeg Styrmanden raabe: Roret og Skruen er knust! -Knust?! - Javel, knust af Uhyrets Tand. Det er den eneste Skade, troer jeg, Abraham Lincoln har faaet! Men desværre for os Begge kan den ikke længer styres. - Saa ere vi fortabte! - Ja, det kan nok være, svarede Jean roligt; men forresten har vi da endnu nogle Timer for os, og i nogle Timer kan der ske Meget." Jeans urokkelige Koldblodighed gav mig nyt Mod. Jeg svømmede kraftigere, men, da mine Klæder hindrede mig i mine Bevægelser, kunde jeg dog kun med Nød og neppe holde mig oppe. Jean bemærkede det. „Dersom Herren vilde tillade mig at gjøre et lille Snit," sagde han. Og idet han stak en oplukket Foldekniv ind under mine Klæder, skar han dem med et rask Snit op fra øverst til Nederst; derefter drog han dem læmpeligt af mig, medens jeg svømmede for os Begge. Jeg gjorde Jean den samme Tjeneste, og vi vedbleve at „navigere" ved Siden af hinanden. Ikke destomindre var vor Situation forfærdelig. Maaske havde man ikke lagt Mærke til vor Forsvinden. Og selv om man havde gjort det, vilde Fregatten, der havde mistet sit Roer, ikke kunne holde ned i Læ til os. Vi kunde saaledes kun sætte vor Lid til Baadene. Jean raisonnerede ganske koldblodigt over denne Hypothese og lagde sin Plan i Overensstemmelse dermed. Forunderlige Natur! Denne flegmatiske Fyr var her akkurat som naar han var hjemme. Da det var afgjort, at den eneste Mulighed til at blive frelst bestod i at blive optagne af Abraham Lincolns Baade, kom det an paa at indrette os saaledes, at vi kunde vente paa dem saa længe som muligt. Vi besluttede derfor, at vi skulde dele vore Kræfter, for at vi ikke skulde udmattes samtidig. Sagen blev ordnet paa følgende Maade. Medens den Ene af os med korslagte Arme og udstrakte Ben laa ubevægelig paa Ryggen, svømmede den Anden og skjød ham fremad. Denne Bugserrolle skulde imidlertid ikke vare mere end ti Minuter, og idet vi saaledes afløste hinanden, vilde vi blive satte istand til at holde os oppe nogle Timer, ja maaske endog til Daggry. En fattig Udsigt; men Haabet er saa fastgroet i det menneskelige Hjerte. Desuden vare vi to, og endelig, hvor utroligt det end kan synes, selv om jeg havde søgt at tilintetgøre ethvert Haab i mig, søgt at fortvivle, vilde det dog ikke have været muligt for mig. Fregattens og Uhyrets Sammenstød havde fundet Sted omtrent Klokken Elleve om Aftenen. Jeg antog derfor, at vi maatte svsmme en otte Timer, før det blev Dag; og dette var aldeles ikke umuligt, da vi afløste hinanden. Havet, der var temmelig roligt, trættede os ikke synderligt. Undertiden søgte jeg med mit Blik at gjennemtrænge dette tætte Mørke, som alene afbrødes af det ved vore Bevægelser frembragte Fosforskin. Jeg betragtede disse lysende Bølger, som knustes under min Haand, og hvis spejlklare Dug overskyggedes af blyfarvede Striber. Man skulde have troet, at vi befandt os i et Kvikssølvsbad. Henimod Klokken Et om Morgenen blev jeg greben af en umaadelig Træthed. M ine Lemmer stivnede under Indflydelsen af voldsomme Anfald af Krampe. Jean maatte holde mig oppe, og hele Omsorgen for vor Frelse hvilede paa ham. Snart hørte jeg den stakkels Fyr snappe efter Vejret. Hans Aandedræt blev kort og hurtigt. Jeg indsaae, at han ikke vilde være istand til at holde ud meget længe endnu. „Slip mig! sagde jeg. - Slippe Herren! nei, skal Nogen tilbunds, saa skal jeg først," svarede han. I dette Øjeblik brod Maanen frem fra en stor Sky, som Vinden drev imod Vest. Havets Flade funklede under dens Straaler. Dette velgjørende Lys oplivede vore Kræfter. Jeg løftede Hovedet, mit Blik søgte ud mod alle Punkter. Jeg fik Øje paa Fregatten. Den befandt sig fem Mile borte fra os, som en mørk, næsten utydelig Masse. Men intet Spor af Baade, intet! Jeg vilde raabe. Dog, hvad skulde det nytte Paa en saadan Afstand? Mine ophovnede Læber frembragte ikke nogen Lyd. Jean kunde artikulere nogle Ord, og jeg hørte ham flere Gange skrige: „Hjælp, Hjælp!" Vi standsede et Øjeblik vore Bevægelser og lyttede. Det var maaske en af disse bedrageriske Lyde, som det hidsede Blod fremkalder for Øret; men det forekom mig, at jeg hørte et Raab, som svarede paa Jeans. „Hørte Du ? stønnede jeg. - Ja, ja." Og Jean udstødte et nyt Nødraab. Denne Gang var det ikke muligt at tage fejl. En menneskelig Stemme svarede vor. Kom denne Stemme fra en eller anden Ulykkelig, som var blevet forladt midt paa Havet, fra et andet Offer for det Stød, som var blevet tilføjet Skibet? Eller var det ikke snarere en Baad fra Fregatten, som raabte os an i Mørket? Jean gjorde en sidste Anstrengelse, og idet han støttede sig paa min Skulder, medens jeg kæmpede med en sidste Krampetrækning, løftede han sig halvt op over Vandet og faldt saa udmattet ned igjen. „Hvad har Du seet? - Jeg har seet, stønnede han, jeg har seet . . . . men lad os ikke tale . . . . Vi maa spare vore Kræfter." Hvad havde han feet? Jeg ved ikke hvorfor, men i dette Øjeblik kom jeg for første Gang til at tænke paa Uhyret. Dog, denne Stemme? . . . . de Tider ere forbi, da Profeter søgte Tilflugt i Hvalfiskenes Bug. Imidlertid vedblev Jean at bugsere mig. Undertiden løftede han Hovedet, saae frem for sig og udstødte et Raab, der blev besvaret af en Stemme paa stedse nærmere og nærmere Hold. Jeg hørte den neppe. Mine Kræfter vare udtømte; mine Fingre spiledes ud; min Haand støttede mig ikke længer; min krampagtigt opspærrede Mund fyldtes med Saltvand; jeg stivnede af Kulde. Jeg løftede Hovedet for sidste Gang, derefter sank jeg . . . . I dette Øjeblik stødte et haardt Legeme paa mig. Jeg greb krampagtig fast i det, derpaa mærkede jeg, at man trak i mig, at man drog mig op til Overfladen af Vandet, at mit Bryst udvidedes. Og saa besvimede jeg. Det varede dog sikkert ikke Længe, før jeg, takket en ivrig Gnidning af min Krop, atter fik min Bevidsthed tilbage. Jeg slog Øjnene halvt op. „Jean! hviskede jeg. - Herren kaldte," svarede Jean. I dette øjeblik bemærkede jeg i den nedgaaende Maanes sidste Straaler et Ansigt, som ikke var Jeans, men som jeg strax gjenkjendte. „Ned! raabte jeg. - Ham selv, Herre. Han er gaaet paa Jagt efter sin Præmie, svarede Kanadieren. - I er bleven styrtet ud i Vandet ved Fregattens Sammenstød? - Ja, Hr. Professor; men det er gaaet mig meget bedre end Dem, for jeg fik næsten strax Fodfæste paa en flydende Ø. - Paa en flydende Ø? - Ja, eller rettere sagt, paa vor Kæmpenarhval. - Forklar Dem, Ned. - Ja, see nu kan jeg nok forstaa, hvorfor min Harpun ikke trængte ind i ham, men prellede aldeles af. - Hvorfor, Ned, hvorfor? - Det er, Hr. Professor, fordi Bæstet er gjort af Staalplader." Her maa jeg igjen samle mine Tanker, kalde mine Minder tilbage, kontrollere mine Forsikkringer. Kanadierens sidste Ord havde væltet Alt i min Hjerne hulter til bulter. Jeg kravlede hurtigt øverst op paa det halvt i Vandet nedsænkede Dyr eller den Gjenstand, som havde ydet os Tilflugtssted. Jeg sparkede til den; det var ubestrideligt et haardt, uigjennemtrængeligt Legeme og ikke denne bløde Substans, af hvilken de store Havpattedyr ere dannede. Men denne haarde Krop kunde være en Benskal, lig den, som indfattede visse antediluvianske Dyr, og jeg kunde saaledes indrangere Uhyret blandt saadanne amfibialske Krybdyr som Skildpadder eller Alligatorer. Dog nej, nej. Den sortagtige Ryg, som bar mig, var jevn og glat, ikke tækket med Plader, som Taget paa et Hus. Naar man stødte til den, gav den en metalklingende Lyd, og, saa utroligt det end var, det lod til, at den . . . . hvad siger jeg? . . . . den var gjort af Plader, der vare fastgjorte med Nagler. Ingen Tvivl var mulig. Dyret, Uhyret, Naturfænomenet, som havde sat hele den lærde Verden i Bevægelse, som havde væltet op og ned paa og forvirret alle Sømænds Indbildningskraft - ja, det stod ikke til at nægte, denne Skabning var noget endnu mere Forunderligt: det var en Skabning af Menneskehænder. Opdagelsen af det mest fabelagtige, mest mythologiske Væsens Existens vilde ikke have forbauset mig i saa høj Grad. At det Forunderlige kommer fra Naturens Haand, det er let at forstaa; men pludselig med sine egne Øjne at see det Umulige paa en uforklarlig Maade virkeliggjort af Mennesker, det er Noget, som kan bringe En til at studse. Imidlertid, man turde ikke tøve. Vi befandt os udstrakte paa Ryggen af et Slags undersøist Baad, der, saavidt jeg kunde stjønne, havde Form af en uhyre Staalfisk. Ned Land var allerede paa det Rene angaaende dette Punkt, og Jean og jeg kunde ikke Andet end dele hans Mening. „Men saa, sagde jeg, saa maa denne Bygning jo indeslutte en eller anden Mekanisme, som driver den fremad! - Ja, naturligvis, svarede Harpunereren, og dog har jeg ikke i de tre Timer, jeg har opholdt mig her, mærket det ringeste Livstegn hos denne flydende Klippe. - Baaden har altsaa ikke flyttet sig? - Nej, Hr. Aronnax, den lader sig gynge af Bølgerne, men den bevæger sig ikke selv. - Vi vide imidlertid meget godt, at den besidder en umaadelig Hurtighed. Da den nu maa have en Maskine for at frembringe denne Hurtighed, og da en Maskine ikke kan undvære en Maskinmester, slutter jeg, at vi ere reddede. - Hm!" svarede Ned Land i en tvivlende Tone. I dette Øjeblik, og ligesom for at understøtte min Motivering, hørtes der fra Agterstavnen af dette forunderlige Væsen en Brusen, som utvivlsomt var fremkaldt af den Skrue, ved Hjælp af hvilken den satte sig i Bevægelse. Vi fik med Nød og neppe Tid til at klamre os fast ved den overste Del, der blev hævet omtrent en halv Fod i Vejret. Lykkeligvis var Hastigheden foreløbig ikke videre stærk. „Saalænge han gaaer i horisontal Retning, mumlede Ned Land, har jeg ikke Noget at bemærke; men dersom han falder paa at stikke ned under Vandet, vil jeg ikke give to Daler for vore Skind." Kanadieren kunde gjerne have sagt fire Skilling. Imidlertid, faa meget desto vigtigere blev det, at man fandt paa en eller anden Udvej til at sætte sig i Forbindelse mod de Væsener, som vare indesluttede i det Indre af denne mærkværdige Bygning. Jeg søgte paa Ydersiden efter en Aabning, en Luge; men de solidt indhamrede Nagler strakte sig hele Vejen i lige og uafbrudte Rækker langs Pladernes Kanter. Forøvrig forsvandt Maanen i det Samme og efterlod os i et dybt Mørke. Man maatte altsaa afvente Dagen for at finde paa Midler til at trænge ind i det Indre af den undersøiske Baad. Vor Redning afhang saaledes ene og alene af Stemningen hos de hemmelighedsfulde Styrmænd, som bestemte Baadens Bevægelser; og dersom den dukkede ned under Vandet, vare vi fortabte. Bortseet fra dette Tilfælde, tvivlede jeg ikke om, at det var muligt at komme i Forbindelse med dem; thi med Mindre de selv tilvirkede den Luft, de skulde bruge, maatte de nødvndigvis nu og da komme op til Oceanets Overflade for at forny Forraadet af de til Indaanding tjenlige Molekuler; men i saa Fald maatte der absolut være en Aabning, gjennem hvilken Baaden og Atmosfæren stod i Forbindelse med hinanden. Om at blive frelste af Kommodore Farragut kunde der ikke længer være blot den ringeste Tale. Vi førtes videre mod Vest, og skjøndt vi ikke gik med synderlig stærk Fart, anslog jeg den dog til fire Mil i Timen. Skruen pidskede Bølgerne med mathematisk Nøjagtighed og kastede nu og da det fosforlysende Vand funklende højt op i Luften. Henimod Klokken Fire om Morgenen forøgedes Farten. Det var kun med Nød og neppe, vi kunde udholde denne voldsomme Hurtighed, under hvilken Bølgerne pidskedes skummende om os. Lykkeligvis fik Ned fat med Haanden i en stor Kabelring, der var fæstet til den øverste Del af Pladeryggen, og ved Hjælp af denne Ring lykkedes det os at holde os forsvarligt fast. Endelig led den lange Nat tilende. Min svage Erindring tillader mig ikke at skildre alle de Indtryk, fom strømmede ind paa mig eller fødtes i mig. Kun et eneste staaer levende for mig. Naar nu og da Havet og Vinden taug stille, troede jeg flere Gange at høre ubestemte Toner, flygtige Harmonier, frembragte af fjerne Akkorder. Hvad var da dette for et hemmeligt undersøist Liv, som hele Verden forgjæves søgte at faae forklaret? Hvilke Væsener boede der i denne selsomme Baad? Hvad var det for en Mekanisme, fom satte den istand til at bevæge sig med en saa uhørt Hurtighed? Dagen gryede. Morgentaagen omgav os; men det varede dog ikke længe, før den opløste sig. Jeg skulde lige til at foretage en nøjagtig Undersøgelse af Skroget, da jeg pludselig mærkede, at det begyndte at synke. „Saa, for Satan! raabte Ned og sparkede med Foden mod Staalpladen, saa det skingrede. Kan I da ikke lukke op, I infame Gaster!" Men det var ingen let Sag at skaffe sig Ørelyd under det bedøvende Spektakel, som Stempelslagene foraarsagede. Lykkeligvis standsede Baadens nedadgaaende Bevægelse. Pludselig hørtes der fra det Indre af Baaden et Brag , som om man voldsomt skubbede nogle Bomme frem og tilbage. En Plade blev løftet op, en Mand viste sig, udstedte et underligt Raab og forsvandt strax igjen. Nogle øjeblikke efter viste der sig otte grovt byggede Karle, med Masker for Ansigtet. Uden at sige et Ord greb de os og trak os ned i deres forfærdelige Maskine. Ottende Kapitel. Mobilis in mobile. Denne saa voldsomt udførte Overrumpling var qaaet for sig med Lynets Fart. Mine Kammerater og jeg havde ikke havt Tid til at vexle et Ord. Jeg veed ikke, hvad de følte, da de bleve førte ind i dette flydende Fængsel. Hvad mig angaaer, følte jeg en Febergysen gjennemrisle mine Lemmer. Hvem havde vi at gjøre med? Uden Tvivl med nogle Sørovere, som exploiterede Havet paa deres Viis. Neppe var den trange Aabning bleven lukket oven over mig, førend et tæt Mørke omgav mig. Mine Øjne, der vare vante til Lyset udenfor, kunde ikke skimte Noget. Jeg mærkede, hvorledes mine nøgne Fødder klamrede sig fast til Trinene i en Jernstige. Ned Land og Jean fulgte mig. Ved den nederste Ende af Stigen aabnedes en Dør, som strax faldt i efter os med en klingrende Lyd. Vi vare alene. Hvor? Jeg kunde ikke sige, ikke forestille mig det. Alt var Mørke, men et saa fuldstændigt Mørke, at selv efter flere Minuters Forløb havde mine Øjne endnu ikke kunnet opfange en af disse matte Lysreflexer, som vise sig selv i de sorteste Nætter. Ned Land, der var rasende over den Maade, man havde behandlet ham paa, gav sin Harme frit Luft. „For al Landsens Ulykker, det er Folk, som ere saa grove som Stude! Det mangler bare, at de skulde være Menneskeædere! Jeg skulde saamæn ikke undres over det. Men saa Meget er vist, at jeg giver mig ikke godvillig. - Tag det roligt, Ned, tag det roligt, svarede Jean. Ingen Spektakler i Utide! Endnu har man da ikke stukket os paa Stegespiddet. - Stegespiddet? mumlede Kanadieren; nej, men man har puttet os ind i Ovnen, har man. Her er da mørkt nok til det. Gudskelov, min Bowiekniv forlader mig aldrig , og det er altid lyst nok, til at jeg kan see at bruge den. Den Første af disse Banditer, som lægger Haand paa mig . . . . - Vær nu ikke hidsig, Ned, sagde jeg, og før os ikke i Ulykke ved Jer unyttige Voldsomhed. Maaske lurer man paa os. Lad os heller see at faae at vide, hvor vi ere." Jeg famlede mig frem. Da jeg havde gaaet fem Skridt, stødte jeg paa en Jernmur af sammennaglede Plader. Derefter, da jeg vendte mig om, stedte jeg paa et Træbord, ved hvilket der stod flere Træstole. Gulvet i vort Fængsel var bedækket med en tyk Sivmaatte, som dæmpede Lyden af vore Skridt. Paa Murene viste der sig ikke Spor af nogen Dør eller noget Vindu. Jean, som havde gjort en lignende Ronde i modsat Retning, stødte til mig, og vi gik hen i Midten af Kahyten, som kunde være tyve Fod lang og ti Fod bred. Hvad Højden angik, da kunde selv den velvoxne Ned Land ikke danne sig noget Begreb om den. Der var allerede gaaet en halv Time, uden at Situationen havde forandret sig, da pludselig det tætte Mørke gik over i et voldsom stærkt Lys. Vort Fængsel blev pludselig oplyst, det vil sige, det blev pludselig fyldt af en saa umaadelig Klarhed, at jeg i Begyndelsen ikke kunde holde mine Øjne aabne. Paa dets Hvidhed og dets Styrke gjenkjendte jeg dette elektriske Lys, der udbredte omkring den undersøiske Baad ligesom en pragtfuld Fosforglands. Efterat jeg imod min Villje havde lukket Øjnene, aabnede jeg dem igjen og opdagede, at Lyset strømmede ud fra en matsleben Halvkugle, som befandt sig i den øverste Del af Kahyten. „Endelig faaer man da Lys i Sagen, raabte Ned Land, som med sin Kniv i Haanden endnu bestandig holdt sig i Forsvarsstilling. - Ja, svarede jeg, men derfor er det just ikke sagt, at vor Stilling bliver lysere. - Taalmodighed, Hr. Professor," bemærkede den flegmatiske Jean. Den pludselige Belysning tillod mig at undersøge de mindste Detailler i Kahyten. Der fandtes Intet uden Bordet og de fem Træstole. Den usynlige Dør var hermetisk tillukket. Ikke en Lyd rørte sig, Alt syntes uddøet i denne Baads Indre. Sejlede den? Befandt den sig paa Overfladen af Vandet? Eller sænkede den sig ned i Dybderne? Jeg var ikke istand til at gjætte det. Imidlertid, den lysende Kugle var neppe bleven tændt uden Grund. Jeg antog derfor, at det ikke vilde vare længe, før Nogle af Besætningen viste sig. Naar man har i Sinde at glemme Folk, lyser man ikke op om dem. Jeg bedrog mig ikke. En Støj af Bolte, som skjødes tilbage, lod sig høre; Døren aabnedes, to Mænd traadte ind. Den Ene var lavt bygget, men undersætsig, med brede Skuldre, solide Lemmer, kraftigt Hoved, stort sort Haar, tykke Knebelsbarter, skarpt og livligt Blik, i hele sin Person præget af denne sydlige Livlighed, som i Frankrig karakteriserer den provencalske Befolkning. Diderot har meget rigtig paastaaet, at Menneskets Manerer ere metaforiske. Denne lille Mand var i Sandhed et Bevis derpaa. Man anede, at han i sit dagligdags Sprog maatte ødsle men Prosopopeer, Metonymier og Hypallager, Noget, som jeg iovrig aldrig fik bekræftet, da han altid ligeoverfor mig betjente sig af et selsomt, uforstaaeligt Sprog. Den anden Ubekjendte fortjener en mere nøjagtig Beskrivelse. En Discipel af Gratiolet eller Engel vilde have kunnet læse i hans Ansigt som i en aaben Bog. Jeg opdagede uden Vanskelighed de fremherskende Egenskaber. - Selvtillid, thi hans Hoved løftede sig frit og stolt over den af hans Skulder dannede Buelinie; - Ro, thi hans næsten blege Hud tydede paa et roligt Blodomløb; - Energi, hvilket fremgik af hans Øjenlaagsmusklers hurtige Sammentrækninger; - endelig Mod, thi hans kraftige og dybe Aandedrag tilkendegav en høj Grad af vital Expansion. Jeg kan tilføje, at denne Mand var stolt, at hans rolige og faste Blik syntes at afspejle hans Tanker, og Alt dette i Forening, Overensstemmelsen mellem Udtrykket i hans Legemsbevægelser og hans Minespil (efter Fysiognomernes Iagttagelser), vidnede om en ubeskrivelig Freidighed. Jeg følte mig uvilkaarlig beroliget i hans Nærværelse, og jeg lovede mig et heldigt Udfald af vor Sammenkomst. Om denne Person var fem og tredive eller halvtredsindstyve Aar gammel, kunde jeg ikke afgjøre. Han var høj, havde en bred Pande, lige Næse, en skarp tegnet Mund, prægtige Tænder, endelig Hænder, der vare lange, „psykiske" for at bruge et Udtryk fra Kirognomonien, det vil sige: de vare værdige til at tjene en ædel Sjæl. Denne Mand var ubestridelig den mest beundringsværdige Type, jeg nogensinde var truffen paa. En ejendommelig Omstændighed ved ham var den, at hans Øjne, der sade lidt langt fra hinanden, kunde omfatte paa engang næsten en Fjerdedel af Synskredsen. Denne Evne - jeg har siden lagt Mærke til det - fordobledes ved en Synsevne, som endog overgik Ned Lands. Naar denne Ubekjendte fixerede en Gjenstand, rynkede hans Øjenbryn sig, hans brede Øienlaag nærmede sig til hinanden, saa at de dannede en Kreds omkring Pupillen, og saa at de begrændsede Udstrækningen af Synsfeltet, - og nu betragtede han. Hvilket Blik! Hvor det forstørrede de ved Afstanden formindskede Gjenstande! Hvor det trængre ind lige til Sjælen! Hvor det gjennemforskede de for vore Øjne saa uigjennemtrængelige Vandmasser! Og hvor tydeligt læste det ikke gjennem dem, hvad der foregik i Havets dybeste Dybder! De to Ubekjendte, som vare iførte Baretter af Odderskind og Vandstøvler af Sælhundeskind, bare Klæder, der vare forfærdigede af et ejendommeligt Slags Tøj, og som sluttede tæt om Kroppen, saa at de tillode Lemmerne at bevæge sig frit. Den Største af dem - øjensynlig den Kommanderende ombord - betragtede os med en overordenlig Opmærksomhed, men uden at sige et Ord. Derefter vendte han sig til sin Ledsager og begyndte at samtale med ham, men i et Sprog, som jeg ikke kunde forstaa. Det var et velklingende, harmonisk, bøjeligt Sprog, hvis Vokaler syntes at være underkastede en meget stiftende Betoning. Den Anden svarede ved at ryste paa Hovedet og ved to eller tre aldeles uforstaaelige Ord. Derefter syntes han at henvende sig med Øjekast umiddelbart til mig. Jeg svarede paa godt Fransk, at jeg ikke forstod hans Sprog. Men han syntes ikke at forstaa mig, og Situationen begyndte at blive pinlig. „Herren kan jo alligevel fortælle vor Historie, sagde Jean til mig; maaste de Herrer der kunde forstaa et eller andet Ord af den." Jeg begyndte at berette om vore Eventyr, idet jeg tydeligt artikulerede alle Stavelser, og uden at jeg glemte en eneste Detaille. Jeg opgav Navn og Bestilling og præsenterede endelig i bedste Form Professor Aronnax, hans Tjener Jean og Harpunereren Mr. Ned Land. Manden med de milde og rolige Øjne hørte paa mig stille, endog høfligt, og med en utvetydig Opmærksomhed; men der var Intet i hans Ansigt, som antydede, at han havde forstaaet min Fortælling. Da jeg standsede, sagde han ikke et eneste Ord. Der stod tilbage at gjøre Forsøg paa at tale Engelsk. Maaske skulde man kunne gjøre sig forstaaelig paa dette Sprog, som næsten er universelt. Jeg kunde baade det og Tydsk tilstrækkeligt til at kunne læse det flydende, men ikke saaledes, at jeg kunde tale det korrekt. Og her gjaldt det fremfor Alt om at blive forstaaet. „Naa, nu er det jer Tour, sagde jeg til Harpunereren; træk op, Mr. Land, af jer Hjernekiste det bedste Engelsk, som nogensinde en Angelsachser har talt, og prøv om Lykken vil være Jer gunstigere." Ned Land lod sig ikke bede længe, men begyndte at fortælle min Fortælling forfra. Indholdet var det samme, men Formen forskjellig. I Overensstemmelse med sin Karakter malede Kanadieren med de stærkeste Farver. Han beklagede sig heftigt over at være bleven fængslet tiltrods for Folkeretten, spurgte om, i Kraft af hvilken Lov man saaledes holdt ham tilbage, paaberaabte sig Habeas-corpus Loven, truede med at forfølge Dem, som frækt tilsidesatte den, slog ud, gestikulerede, raabte og endte med, ved en meget udtryksfuld Gestus, at lade forstaa, at vi vare nær ved at dø af Sult. Det var fuldstændig sandt, men vi havde næsten glemt det. Til Harpunererens store Forbavselse syntes hans Ord ikke at være blevne bedre forstaaede end mine. Vore Forhørsdommere gjorde ikke en Bevægelse. Det var tydeligt at se, at de hverken forstode Aragos eller Faradays Sprog. Meget forlegen over, at vi forgjæves havde udtømt vore filologiske Ressourcer, vidste jeg ikke, hvad der var at gjøre, da Jean sagde til mig: „Hvis Herren vil tillade det, saa vil jeg fortælle Historien paa Tydsk. - Hvad for Noget, kan Du Tydsk? spurgte jeg. - Som en Flamlænder, med Herrens Tilladelse. - Brillant, tal væk min Ven." Og med sin rolige Stemme fortalte Jean nu for tredie Gang de forskjellige Eventyr, vi havde oplevet. Men trods Fortællerens elegante Vendinger og smagfulde Accentuering, gjorde det tydste Sprog heller ikke Lykke. Endelig, drevent il det Yderste, samlede jeg alle Stumperne af mine første Studier og begyndte at berette Historien paa Latin. Ciæro vilde have stoppet sine Øren til og jaget mig ud i Kjøkkenet. Imidlertid lykkedes det mig dog at slippe nogenledes helskindet fra det. Men, bestandig intet Resultat! Efter at ogsaa dette sidste Forsøg var mislykket, vexlede de to Ubekjendte nogle Ord i deres ubegribelige Sprog og trak sig tilbage uden engang at have henvendt til os en af disse beroligende Gestus, som forstaaes overalt i Verden. Døren lukkedes. „Det er en Nederdrægtighed! skreg Ned Land, som for tyvende Gang blev rasende. Kan man tænke sig Magen! Man taler til disse Slyngler paa Fransk, Engelsk, Tydsk, Latin, og der er Ingen af dem, som er saa høflig at svare! - Tag det roligt, Ned! sagde jeg til Harpunereren, der kogte af Raseri. Det fører ikke til Noget at være hidsig. - Men veed De, Hr. Professor, svarede Ned, at man udmærket godt kan dø af Sult i dette Jernbur. - Bah, sagde Jean filosofisk, man kan holde længe ud endnu. - Mine Venner, sagde jeg, lad os ikke fortvivle. Vi have befundet os i en endnu værre Situation. Gjør mig den Tjeneste at opsætte at danne Jer en Dom om denne Baads Befalingsmand og Besætning. - Min Mening er færdig, svarede Ned Land; det er Skurke. - - Godt; og fra hvilket Land? - Fra Skurkenes Land! - Bedste Ned, det Land er endnu ikke tilstrækkelig tydelig angivet paa Kortet. Jeg tilstaaer, at det er vanskeligt at bestemme de to Ubekjendtes Nationalitet. Det Eneste, man kan sige, er, at de hverken ere Franskmænd, Englændere eller Tydskere. Imidlertid vilde jeg være tilbøjelig til at tro, at Kaptajnen og hans Næstkommanderende ere fødte under sydlige Bredegrader. Der er noget Sydligt ved dem. Men om de ere Spaniere, Tyrker, Arabere eller Hinduer, kan jeg ikke afgjøre, ialfald ikke efter deres fysiske Type. Og hvad deres Sprog angaaer, saa er det fuldstændigt ufatteligt. - Der seer man Manglerne ved ikke at kunne alle Sprog, svarede Jean, eller Mangelen ved ikke at have et eneste Sprog! - Det vilde ikke hjoelpe til Noget, svarede Ned Land. Mærker I da ikke, at disse Mennesker have et særegent Sprog, et Sprog, som er opfundet for at gjøre stikkelige Folk, der ville have Noget at spise til Middag, fortvivlede. Men existerer der vel nogetsomhelst Land i Verden, hvor det at aabne Munden, bevæge Kjæberne, smadste med Tænderne og Læberne, ikke bliver forstaaet? Betyder det ikke i Qvébeck som paa Pomotou-Øerne, i Paris som ved Antipoderne: jeg er sulten, giv mig Noget at spise!? - Aa, sagde Jean, der er saa indskrænkede Naturer . . . ." Just som han sagde disse Ord , aabnedes Døren. En Steward (Opvarter) traadte ind. Han bragte os Klæder (Sømandsjakker og Sømandsbuxer), der vare forfærdigede af et S to s, som jeg ikke kjendte. Jeg skyndte mig at klæde mig paa, og mine Ledsagere fulgte mit Exempel. Imidlertid havde Stewarden - der maaske var døvstum - dækket Bordet med tre Kuverter. - Se, nu drejer Vinden sig, sagde Jean; dette her tegner jo godt. - Bah, svarede den vrantne Harpunerer, hvad troer I , man spiser her? Skildpaddelever, Hajfiskefilet og en Sælhundebøfsteg. - Vi faa at see," sagde Jean. De med Sølvlaag bedækkede Fade bleve stillede i symmetrisk Orden paa Dugen, og vi satte os tilbords. Ganske vist havde vi at gjøre med civiliserede Mennesker, og, hvis ikke det elektriske Lys, som oversvømmede os, havde været, vilde jeg have troet, at jeg befandt 86 mig i Spisesalen i Hotel Adelphi i Liverpool eller i Grand-hotél i Paris. Jeg maa imidlertid sige, at Brød og Vin manglede fuldstændigt. Vandet var frisk og klart, men dog altid Vand - hvad Ned Land ikke syntes om. Af de Retter, som bleve serverede for os, kjendte jeg forskjellige Slags Fisk, der vare udmærket godt tillavede. Om forskjellige andre, iøvrig fortræffelige, Retter, kunde jeg derimod ikke udtale Mig, og jeg vilde end ikke have været istand til at sige, om de skrev sig fra Plante- eller Dyreriget. Hvad Bordservicet angaar, da var det elegant og udmærket smagfuldt. Enhver Gjenstand, Skeer, Knive, Gafler, Tallerkener, bar Bogstavet N, der var omgivet af en Devise, hvoraf jeg her meddeler et nøjagtigt Facsimile. Mobilis N In mobile. B e v æ g e l i g i d e t B e v æ g e l i g e. Denne Devise passede fuldstændig paa den undersøisie Baad, naar man blot huskede at oversætte in ved i og ikke ved paa. Bogstavet N, var sikkert Begyndelsesbogstavet i den gaadefulde Persons Navn, som førte Kommandoen over Skibet. Ned og Jean anstillede ikke saa vidtløftige Reflektioner; de skyndte sig at spise, og jeg fulgte deres Exempel. Jeg var iøvrig temmelig beroliget med Hensyn til vor Skjæbne, og det syntes mig tydeligt nok, at vore Værter ikke havde isinde at lade os dø af Sult. Imidlertid, der er en Ende paa Alt i denne Verden, selv paa saadanne Folks Graadighed, som ikke have spist i femten Timer. Efterat vor Appetit var tilfredsstillet, begyndte Trangen til Søvn at gjøre sig uimodstaaelig gjældende. Det var en meget naturlig Reaktion efter den lange Nat, i hvilken vi havde kæmpet med Døden. „Jeg skal, min Tro, sove rigtig godt, sagde Jean. - Jeg sover allerede," sagde Ned Land. Mine to Kammerater strakte sig ud paa Maatten i Kahyten og laa snart i en dyb Søvn. Jeg for min Del gav ikke saa let efter for denne voldsomme Søvnlyst. Tusinde Tanker hobede sig op i min Sjæl; tusinde uløselige Spørgsmaal dukkede op deri; tusinde Billeder holdt mine Øjenlaag aabnede. Hvor vare vi? Hvilken ufattelig Magt førte os? Jeg mærkede, eller snarere jeg troede at mærke, at Baaden sænkede sig ned i Havets dybeste Dyb. En tung Mare satte sig paa mit Bryst. Jeg skimtede i disse hemmelighedsfulde Tilflugtssteder en hel Verden af ukjendte Dyr, med hvilke denne Baad, der var levende, bevægelig, frygtelig som de, syntes at være beslægtet . . . . Saa beroligedes min Hjerne, min Indbildningskraft blegnede i en usikker Dvale, og jeg faldt i en dyb Søvn. Niende Kapitel. Ned Lands Forbittrelse. Hvor længe denne Søvn varede, veed jeg ikke, men den maa have varet længe, eftersom vi udhvilede os fuldstændig fra vore Anstrengelser. Jeg var den, der først vaagnede. Mine Kammerater rørte sig endnu ikke, men laa udstrakte hver i sit Hjørne som to livløse Masser. Neppe var jeg staaet op fra mit temmelig haarde Leje, for jeg følte min Hjerne lettet, mine Tanker klarede. Jeg foretog nu en ny, nøjagtig Undersøgelse ac vor Celle. Intet var forandret i Henseende til den indre Ordning. Fængslet var fremdeles Fængsel, Fangerne fremdeles Fanger. Kun havde Stewarden benyttet sig af vor Søvn til at tage af Bordet. Intet antydede en nær forestaaende Forandring i vor Situation, og jeg spurgte mig selv i fuldt Alvor, om vi da vare dømte til for bestandig at leve indespærret i dette Bur. Denne Udsigt forekom mig saa meget mere pinlig, som jeg - om end Hjernen var bleven befriet fra Gaarsdagens Tynge - følte en underlig Trykken over Brystet. Jeg aandede kun med Anstrengelse. Den tunge Luft var ikke tilstrækkelig for mine Lungers Virksomhed. Skjøndt Cellen var rummelig, var det dog tydeligt, at vi havde fortæret en stor Del af den Ilt, den indeholdt; thi i Virkeligheden indaander et Menneske i en Time saa megen Ilt , som der findes i hundrede Litrer Luft, og denne Luft, som paa samme Tid fyldes med et næsten ligesaa stort Kvantum Kulsyre, bliver da ubrugelig til Indaanding. Det var følgelig nødvendigt at forny Atmosfæren i vort Fængsel og uden Tvivl i hele Baaden. Men her opstod et Spørgsmaal for mig. Hvorledes bar Befalingsmanden over denne svommende Bolig sig ad hermed? Erholdt han Luft ved Hjælp af kemiske Midler, idet han ved Varme frigjorde den i klorsur Kali indeholdte Ilt og absorberede Kulsyren i kaustisk Kali? I saa Fald maatte han vedblivende staa i Forbindelse msd Fastlandet for at kunne forskaffe sig det nødvendige Materiale. Eller indskrænkede han sig derimod alene til at komprimere Luft i Reservoirerne og saa at lade den strømme ud derfra efter Besætningens Fornødenhed? Maaske. Eller, hvilket vilde være det Simpleste, det mest økonomiske, indskrænkede han sig til, ligesom Hvalfisken, at gaa op til Vandfladen for at aande og for at forny fin Luftbeholdning for fire og tyve Timer? Hvorledes det end forholdt sig, og hvorledes end Methoden var, syntes det mig meget nødvendigt ikke at tøve med at benytte den. I Virkeligheden var jeg allerede tvunget til at fordoble mine Aandedrag for at inddrage den Smule Ilt, som der endnu fandtes, da jeg pludselig følte mig forfrisket ved en ren og af saltagtige Dampe parfumeret Luftstrøm. Det var Søvinden, den oplivende, jodsvangre Søvind. Jeg aabnede Munden paa vid Gab, og mine Lunger fyldte sig med friske Molekuler. Paa samme Tid mærkede jeg en Vuggen, en ubetydelig, men dog følelig Slingren. Baaden, Plade-Vidunderet, var øjensynlig steget op til Havets Overflade for at drage Aande paa Hvalfiskemaneer. Jeg var saaledes nu fuldstændig paa det Rene med Fartojets Ventilationsindretning. Efter at jeg i dybe Drag havde indaandet denne rene Luft, søgte jeg efter Lederen, - efter „Aeriféren" om man saa vil, - som førte denne velgjørende Strøm ind til os. Det varede ikke længe, for jeg fandt den; ovenover Døren var der et Lufthul, gjennem hvilken der trængte en frisk Luftstrøm ind, som saaledes fornyede den fordærvede Atmosfære i Kahyten. Saavidt var jeg kommet i mine Observationer, da Ned og Jean næsten samtidig vaagnede under Indflydelsen af denne livlige Luftstrømning. De gned Øjnene, strakte sig og vare i et Øjeblik paa Benene. „Har Herren sovet godt? spurgte Jean med sin vante Høflighed. - Meget godt, min brave Ven, svarede jeg. Og De, Ned Land? - Som en Sten, H r. Professor. Men, hvis jeg ikke tager fejl, forekommer det mig, at jeg indaander ligesom en Havbrise." En Sømand kunde ikke tage fejl i dette Punkt, og jeg fortalte Kanadieren, hvad der var foregaaet, medens han sov. „Godt, sagde han; der have vi en Forklaring paa den Hvæsen, som vi hørte, da Abraham Lincoln fik den foregivne Narhval isigte. - Ganske vist, Mr. Land; dengang trak den Vejret. - Men, Hr. Aronnax, jeg har ikke mindste Begreb om, hvad Klokken kan være, - med Mindre det skulde være Middagstid? - Middagstid, min kjære Harpunerer? Sig hellere Frokosttid; thi der er sikkert gaaet et Døgn siden igaar. - Det vil med andre Ord sige, at vi skulde have sovet i 24 Timer, bemærkede Jean. - Ja, det er min Mening, svarede jeg. - Jeg vil ikke modsige, sagde Ned Land. Stewerden skal være velkommen, enten han saa bringer Middagsmad eller Frokost. - Ja, selv om han bringer begge Dele paa engang, tilfojede Jean. - Rigtigt, svarede Kanadieren; vi har Ret til to Maaltider, og hvad mig angaaer, skal jeg tage dygtigt fat paa dem begge. - Nu vel, Ned, lad os vente, sagde jeg. Det er tydeligt, at disse Ubekjendte ikke have isinde at lade os dø af Sult; thi i saa Fald vilde Middagsmaden igaar have været en Dumhed. - Med Mindre man har isinde at fede os! bemærkede Ned. - Sniksnak, svarede jeg, vi ere ikke faldne i Hænder paa Kanibaler. - En Gang er ingen Gang, svarede Kanadieren alvorligt. Hvem veed, om ikke disse Fyre i lang Tid have maattet undvære ferskt Kjød, og i saa Fald vilde tre udmærket sunde og velskabte Kroppe som Hr. Professoren, hans Tjener og jeg . . . . - Forjag disse tomme Ængstelser, Ned, svarede jeg Harpunereren, og fremfor Alt, lad Dem ikke af dem forlede til Ubesindighed ligeoverfor vore Værter, hvilket kun vilde forværre vor Stilling. - Hvordan det saa end forholder sig, sagde Harpunereren, saa er jeg saa sulten som en Ravn, og der viser sig ikke Spor hverken af Middag eller Frokost. Mr. Land, svarede jeg, man maa rette sig efter Reglementet ombord, og jeg er sikker paa, at vore Maver gaa stærkere end Kokkens Uhr. - Ja saa er der ikke Andet for end at stille Maverne rigtigt, bemærkede Jean roligt. - Det ligner Jer, min Ven Jean, riposterede den utaalmodige Kanadier. I bruger hverken jer Galde eller jere Nerver. Bestandig rolig! I vilde saamæn være istand til at sige Tak for Mad, førend der var blevet læst tilbords, og til hellere at dø af Sult end at beklage Jer. - Ja, hvorfor skulde man ogsaa gjøre Andet? - Naturlig vis for at komme til at beklage sig; det er altid Noget, det. Og dersom disse Sørøvere - jeg siger Sørøvere af Hensyn til Hr. Professoren, som forbyder mig at kalde dem Menneskeædere - dersom disse Sørøvere indbilde sig, at de kunne holde mig indespærret i dette Bur, hvor jeg er lige ved at kvæles, uden at de skulde mærke Noget til de Eder, som jeg krydrer min Harme med, saa tage de fejl. Hør nu, Hr. Aronnax, sig nu Deres Mening rent ud; troer De, at man vil holde os længe indespærrede i denne Jernæske? - Sandt at sige, bedste Ned, jeg veed ikke mere derom end I. - Ja, men hvad troer De? - Jeg troer, at Tilfældet har gjort os til Medvidere af en vigtig Hemmelighed. Dersom nu Besætningen paa den undersøiske Baad har Interesse af at bevare den, og dersom denne Hemmelighed er dem vigtigere end tre Menneskers Liv, saa troer jeg, at vor Tilværelse staaer paa Spil. I modsat Tilfælde vil Uhyret, som har slugt os, ved den første, den bedste Lejlighed sikkert give os tilbage til den Verden, som beboes af vore Lige. - Med Mindre man indrullerer os i Besætningen, sagde Jean, og beholder os t i l . . . . - Til det Øjeblik, fortsatte Ned Land, da en Fregat, der er mere hurtig eller behændig end Abraham Lincoln, faaer fat i denne Sørøverrede og sender dens Besætning og os op at aande for sidste Gang i Toppen af en Storraa. - Godt raisonneret, Mr. Land, svarede jeg; men saavidt jeg veed, har man endnu ikke gjort os noget Forslag i den Retning. Det er da ingen Nytte til at tale om, hvad vi skulde gjøre i paakommende Tilfælde. Jeg gjentager det, lad os vente, lad os benytte os af Omstændighederne, og lad os lade være at gjøre Noget, siden der ikke er Noget at gjøre. - Tvertimod, Hr. Professor, svarede Harpunereren, som ikke vilde give sig; man maa netop gjøre Noget. - Og hvad, Mr. Land? - Flygte. - Det kan undertiden voere vanskeligt nok at flygte fra et „jordisk" Fængsel, men det forekommer mig, at det er aldeles ugjørligt at flygte fra et undersøisk Fængsel. - Naa, Ned, sagde Jean, hvad svarer I paa Herrens Indvendinger. Jeg skulde da aldrig tro, at en Amerikaner kunde blive raadvild!" Harpunereren taug synlig forlegen. Nej, en Flugt under de Forhold, hvori vi nu befandt os, var fuldstændig umulig, men en Kanadier er en halvvejs Franskmand, hvilket tydeligt viste sig i det Svar, som Ned Land omsider gav. „De aner altsaa, Hr. Aronnax, svarede han efter nogle Øjeblikkes Betænkning, De aner altsaa ikke, hvad de Folk bør gjøre, som ikke kunne slippe ud af deres Fængsel? - Nej, min Ven. - Det er meget simpelt; de maa indrette sig paa at blive der. - Ja, sagde Jean, det er altid bedre at være indeni end ovenpaa eller nedenunder. - Det vil sige, efter at have smidt disse Fangevogtere, disse Sluttere, disse Opsynsmænd ud! tilføjede Ned Land. - Hvad for Noget, Ned, tænker I for Alvor paa at bemægtige Eder Fartøjet? - I ramme Alvor, svarede Kanadieren. - Det er umuligt. - Og hvorfor, Herre? Der kunde tilbyde sig en eller anden gunstig Lejlighed, og jeg indseer ikke, hvorfor man ikke skulde benytte sig af den. Dersom der kun er en Snees Mand ombord paa denne Maskine, ville to Franskmænd og en Kanadier dog vel nok kunne faae Bugt med dem, skulde jeg tro." Man maatte heller gaae ind paa, end diskutere Harpunererens Idee; derfor indskrænkede jeg mig ogsaa til at svare: „Lad Lejligheden komme, Mr. Land, og vi faae at see, hvad der er at gjøre. Man kan kun bruge List, og det er ikke ved at gjøre sig hidsig, at man fremkalder den gunstige Lejlighed. Lov mig derfor, at I vil tage Situationen som den er, uden at blive alt for heftig! - Jeg lover det, Hr. Professor, svarede Ned Land i en lidt mere rolig Tone. Jeg skal ikke sige et eneste heftigt Ord og ikke gjøre en eneste voldsom Bevægelse, selv om Maden ikke indfinder sig med den Regelmæssighed, som man maa ønske. - Jeg har Eders Ord derpaa," svarede jeg Kanadieren. Hermed standsede Samtalen, og enhver af os fordybede sig i sine egne Tanker. Jeg maa tilstaa, at jeg for min Part, tiltrods for Harpunererens tillidsfulde Forventning - ikke gjorde mig Illusioner. Jeg stolede ikke paa den gunstige Lejlighed, som Ned Land havde talt om. For at blive saa godt manøvreret, som den blev, maatte den undersøiste Baad have en talrig Besætning, og i Tilfælde af en Kamp vilde vi saaledes have en altfor stor Overmagt imod os. Forresten maatte vi fremfor Alt være fri , hvilket vi ikke vare. Jeg saae ikke nogensomhelst Udvej til at slippe ud af denne hermetisk tillukkede Pladekahyt, og dersom den selsomme Befalingsmand paa denne Baad - hvad der i det Mindste syntes troligt - havde en Hemmelighed at bevare, vilde han ikke lade os gaa frit omkring ombord. Spørgsmaalet var imidlertid, om han vilde befri sig fra os ved Vold, eller om han en Dag vilde kaste os i Land paa et afsides Sted. Disse Hypotheser forekom mig at være uomtvistelige, og man maatte være en Harpunerer for at haabe paa at kunne gjenvinde sin Frihed ved egen Magt. Jeg indsaae iøvrig, at Ned Lands Ideer vilde blive mere og mere bittre, efterhaanden som Reflexionen bemægtigede sig hans Hjerne. Jeg hørte, hvorledes, Ederne efterhaanden begyndte at sprutte frem af hans Mund, og jeg saae hans Gestus blive mere og mere truende. Han rejste sig, gik omkring som et vildt Dyr i sit Bur, slog og sparkede til Væggene. Imidlertid gik Tiden, Sulten lod sig mærke mere og mere grusomt, Stewarden viste sig ikke, og dersom man i Virkeligheden nærede nogen Velvillie for os, glemte man unægtelig alt for længe vor Stilling som Skibbrudne. Ned Land, hvis kraftige Mave skreg altfor højt, blev mere og mere hidsig, og tiltrods for hans Løfte, frygtede jeg stærkt for, at det vilde komme til et Udbrud, dersom nu pludselig En af Besætningen viste sig. I endnu to Timer voxede Kanadierens Vrede, han kaldte, han skreg, men forgjæves. Pladevæggene vare døve. Jeg hørte ikke den mindste Støj i det Indre af Fartøjet, som syntes uddøet. Det bevægede sig ikke; thi jeg vilde naturligvis have kunnet mærke det, dersom Skroget havde rystet ved Stemplernes Bevægelse. Ilden Tvivl nedsænket i Dybet, tilhørte det ikke længer Jorden. Denne dumpe Taushed var forfærdelig. Jeg vovede ikke at gjøre nogen Slutning om, hvor længe denne vor Forladthed, denne vor Isolerethed i vort Fængsel endnu kunde vare. Det Haab, som jeg havde fattet efter vort Møde med Skibets Befalingsmand, blegnede lidt efter lidt. Denne Mands milde Blik, det ædelmodige Udtryk i hans Ansigt, det Noble i hans Holdning, Alt forsvandt lidt efter lidt af min Erindring. Han fremstillede sig atter for mig, saaledes som han nødvendig maatte være, som ubarmhjertig, grusom. Jeg indsaae, at han stod udenfor Menneskeligheden, at han var utilgængelig for enhver mild Følelse, at han var en Fjende af, og at han maatte have Grund til at noere et uudslukkeligt Had mod sine Medmennesker. Men vilde da denne Mand lade os dø af Sult, indestængte i dette trange Fængsel, prisgivne til Hungersnødens forfærdelige Fristelser? Denne skrækkelige Tanke bemægtigede sig min Sjæl med uimodstaaelig Styrke og fyldte mig, da Indbildningskraften kom den til Hjoelp, med en vanvittig Rædsel. Jean vedblev at være rolig. Ned Land skummede af Raseri. I dette Øjeblik hørtes der en Støj udenfor. Man hørte Fodtrin paa Metalgulvet. Boltene bleve skudte fra, Døren aabnedes, Stewarden traadte ind. Før jeg havde kunnet gjøre en Bevægelse for at forhindre det, havde Kanadieren styrtet sig over den Ulykkelige, staaet ham til Jorden og grebet ham i Struben. Stewarden var nær ved at kvæles under hans kraftige Haand. Jean var allerede ifærd med at vriste Harpunererens Hænder bort fra den ulykkelige Fyr, og jeg vilde lige til at forene mine Anstrengelser med hans, da jeg pludselig blev naglet fast til min Plads af følgende Ord , som bleve udtalte paa Fransk: „Berolige Dem , Mr. Land, og De, Hr. Professor, behag at høre mig." Tiende Kapitel. Vandenes Herre. Det var Befalingsmanden ombord, som talte saaledes. Ned havde hurtigt rejst sig op. Paa et Tegn af sin Herre vaklede den halvkvalte Steward ud af Kahyten, og saa stor var den Kommanderendes Herredømme over sine Folk, at ikke en Mine forraadte den Forbittrelse, som han dog maatte føle overfor Kanadieren. Jean, der mod sin Villie var spændt, og jeg, der var slagen af Forbauselse, afventede i Tavshed Slutningen af denne Scene. Den Kommanderende, der taus støttede sig til Bordhjørnet, og som stod med korslagte Arme, betragtede os meget opmærksomt. Betænkte han sig paa at tale? Fortrod han de Ord , som han nylig havde sagt paa Fransk? Man skulde næsten tro det. Efter nogle Øjeblikkes Taushed, som Ingen af os tænkte paa at bryde, sagde han med en rolig og gjennemtrængende Stemme: „Mine Herrer, jeg taler ligesaa godt Fransk som Tydsk, Engelsk og Latin. Jeg kunde saaledes godt have svaret Dem ved vort første Møde; men jeg ønskede først at kjende Dem og siden at tænke over Sagen. Deres fiirdobbelte Referat, som i Henseende til Indholdet stemmede saa nøje overens, har overbeviist mig om, at De virkelig ere de Folk, De udgiver Dem for. Jeg veed nu, at Tilfældet har ført i min Nærhed Hr. Pierre Aronnax, Professor ved det naturhistoriske Museum i Paris, der befinder sig paa en videnskabelig Rejse i Udlandet, hans Tjener Jean, samt Kanadieren Ned Land, Harpunerer ombord paa Fregatten Abrabam Lincoln af de forenede Staters Orlogsflaade." Jeg bukkede stiltiende. Det var ikke noget Spørgsmaal, som den Kommanderende rettede til mig, følgelig var der heller ikke Noget at svare. Han talte med stor Elegance og uden fremmed Accent. Hans Sætningsbygning var klar, hans Ord rigtigt valgte, hans Evne til at udtrykke sig meget betydelig. Ikkedestomindre gjorde han ikke Indtryk paa mig af at være min Landsmand. Han fortsatte med følgende Bemærkninger: „De mener uden Tvivl, min Herre, at jeg har opsat temmelig længe at aflægge Dem dette andet Besøg. Grunden er den, at efterat jeg havde overtydet mig om Deres Identitet, ønskede jeg nøje at overveje, hvorledes jeg burde stille mig til Dem. Jeg har længe været tvivlraadig. De uheldigste Omstændigheder har ført Dem i Nærheden af en Mand, som har brudt med Menneskeheden, De er trængt forstyrrende ind i mit Liv . . . . - Ufrivilligt, sagde jeg. - Ufrivilligt? svarede den Ubekjendte, idet han hævede Stemmen en Smule. Er det ufrivilligt, at Abraham Lincoln forfølger mig paa alle Have? Er De ufrivilligt gaaet ombord paa denne Fregat? Have Skibets Kugler ufrivilligt ramt Skroget af mit Fartøj? Har Mr. Ned Land ufrivilligt slynget sin Harpun efter mig?" Jeg mærkede i disse Ord en undertrykt Forbittrelse. Jeg havde imidlertid et meget naturligt Svar paa hans Bebrejdelser, og dette Svar gav jeg. „Min Herre, sagde jeg, De kjender uden Tvivl ikke Noget til de Diskussioner, for hvilke De har været Gjenstand saavel i Evropa som i Amerika? De veed ganske vist ikke, at de Ulykkestilfælde, som ere fremkaldte ved Sammenstod med Deres undersøiske Bygning, har ophidset den offenlige Mening paa begge Steder? Jeg vil ikke trætte Dem ved at opregne de utallige Hypotheser, ved hvilke man har søgt at forklare det uforklarlige Fænomen, hvis Hemmelighed De alene kjender. Men De maa vide, at da Abraham Lincoln forfulgte Dem ind til det stille Havs højeste Bredegrader, troede den at forfølge et eller andet skrækkeligt Havuhyre, fra hvilket man for enhver Pris burde befri Oceanet." Et svagt Smil krusede den Kommanderendes Læber. Lidt efter svarede han i en mere rolig Tone: „Hr. Aronnax, De vil dog vel neppe vove at paastaa, at Deres Fregat ikke lige saavel vilde have forfulgt og beskudt en undersøisk Baad som et Havuhyre?" Dette Spørgsmaal satte mig i Forlegenhed. Thi ganske vist vilde Kommodore Farragut ikke have gjort sig nogen Betænkelighed deraf. Han vilde have anseet det for sin Pligt ligesaavel at ødelægge et saadant Apparat som en kæmpemæssig Narhval. „De indseer altsaa, min Herre, vedblev den Ubekjendte, at jeg har Ret til at behandle Dem som Fjender." Jeg svarede ikke, og det af gode Grunde. Hvad nytter det at diskutere saadanne Spørgsmaal, naar Magten omstyrter de bedste Argumenter. „Jeg har længe vaklet, gjentog den Kommanderende. Der var Intet, som tvang mig til at vise Dem Gæstfrihed. Dersom jeg vilde skille mig af med Dem , havde jeg ingen Interesse af at se Dem igjen. Jeg kunde have sat Dem op paa Platformen af dette Skib, som nu tjener Dem til Tilflugtssted. Jeg kunde have sænket mig ned i Havet og glemt, at De nogensinde havde existeret. Havde jeg ikke havt Ret dertil? - En Vild havde vel Ret dertil, svarede jeg, men ikke et civiliseret Menneske. - Hr. Professor, afbrød den Kommanderende mig hurtigt, jeg er ikke, hvad De kalder et civiliseret Menneske. Jeg har brudt fuldstændigt med Samfundet, af Grunde, som jeg alene har Ret til at dømme over. Jeg adlyder følgelig ikke dets Love, og jeg beder Dem aldrig at paakalde dem overfor mig." Det var ren Besked for Pengene. Et Glimt af Vrede og Foragt tindrede i den Ubekjendtes Øjne, og jeg anede en forfærdelig Fortid i dene Mands Liv. Ikke alene havde han stillet sig udenfor de menneskelige Love, men han havde gjordt sig uafhængig, fri i Ordets strengeste Forstand, - han var ikke til at ramme. Hvem skulde vel vove at forfølge ham i Havets Dyb, da han paa dets Overflade spottede alle Bestræbelser efter at faa Overmagt over ham? Hvilket Skib skulde vel kunne udholde et Stød af hans undersøiske Monitor? Hvilken Pladeklædning, hvor tyk den end var, vilde være istand til at udholde et Stød af hans Pantserspids? Intet Mnnneske var istand til at kræve ham til Regnskab for hans Handlinger. Alene Gud, dersom han troede paa en saadan, vilde være istand til at have nogen Magt over ham. Saadanne Tanker foer med Lynets Fart gjennem min Sjæl, medens den selsomme Fremmede stod taus og ligesom hensunken i sig selv. Jeg betragtede ham med en Interesse, der var blandet med Skræk, uden Tvivl omtrent paa samme Maade som Ødip betragtede Sfinxen. Efter en temmelig lang Taushed tog den Kommanderende igjen tilorde. „Jeg har altsaa vaklet, sagde han, men jeg har antaget, at min Interesse kunde bringes i Overensstemmelse med den naturlige Medlidenhed, paa hvilken ethvert levende Væsen har Krav. De ville forblive her ombord, eftersom Skjæbnen nu engang har bragt Dem herhen. De ville blive fri, og til Gjengjæld for denne iøvrig aldeles relative Frihed agter jeg kun at paalægge Dem en eneste Betingelse. Deres Æresord om, at De ville underkaste Dem den, er mig tilstrækkeligt. - Tal, min Herre, svarede jeg; jeg tænker, at denne Betingelse er en saadan, at enhver hæderlig Mand kan gaa ind paa den. - Ja, min Herre, Betingelsen er denne: Det er muligt, at visse uforudsete Hændelser kunde tvinge mig til for nogle Timer eller nogle Dage at holde Dem indespærrede i Deres Kahyter. Da jeg bestandig ønsker at undgaa at bruge Magt, venter jeg af Dem i dette Tilfælde - endnu mere end i noget andet - en passiv Lydighed. Idet jeg handler saaledes, befrier jeg Dem fra ethvert Ansvar, idet det paahviler mig at gjøre det umuligt for Dem at see, hvad der ikke bør fees. Gaar De ind paa denne Betingelse?" Der foregik altsaa ombord i det Mindste besynderlige Ting og saadanne, som ikke maatte sees af Nogen, der ikke havde stillet sig udenfor Samfundets Love. Imellem de Overraskelser, som ventede mig i Fremtiden, turde denne ikke være den mindste. „Vi gaa ind paa Betingelsen, svarede jeg. Jeg beder Dem blot, min Herre, om Tilladelse til at gjøre et Spørgsmaal, et eneste. - Tal, min Herre. - De har sagt, at vi skulle være fuldstændig fri ombord. - Fuldstændig. - Jeg vilde gjerne spørge Dem, hvad De forstaaer ved denne Frihed. - Nu, Frihed til at gaa, komme, see, iagttage Alt, hvad der foregaaer her - Alt med Undtagelse af nogle sjældne Tilfælde - kort sagt den samme Frihed, som vi selv, mine Kammerater og jeg, have. - Tilgiv , min Herre, indvendte jeg, denne Frihed er jo kun Fangens Frihed til at bevæge sig i sit Fængsel. Den er ikke tilstrækkelig for os. - Ikke destomindre maa den være tilstrækkelig for Dem. - Hvad! skulle vi for bestandig renoncere paa at gjense vort Fædreland, vore Slægtninge, vore Venner. - Ja, min Herre! Men at renoncere paa igjen at gaa ind under dette uudholdelige jordiske Aag, som Menneskene kalde Frihed, er maaske ikke saa pinligt, fom De antager. - Guds Død, raabte Ned Land, jeg giver aldrig mit Æresord paa, at jeg ikke vil prøve paa at flygte. - Jeg bryder mig ikke om Deres Æresord, Mr. Land, svarede den Kommanderende koldt. - Min Herre, yttrede jeg, der mod min Villie blev hidsig, De misbruger Deres Magt over os. Det er Grusomhed. - Nej, min Herre, det er Mildhed! De ere mine Fanger efter Striden. Jeg bevogter Dem, skjøndt jeg med et Ord kunde sætte Dem ned i Havets Afgrund. De har angrebet mig, De er kommet paa Spor efter en Hemmelighed, som intet Menneske i Verden maa kjende, Hemmeligheden i min hele Existens. Og De troer, at jeg vil sende Dem tilbage til denne Jord, som ikke længer maa vide Noget om mig? Aldrig! Naar jeg holder Dem tilbage, er det ikke Dem, jeg beskytter, men mig selv." Disse Ord antydede, at Befalingsmanden havde taget en Beslutning, som ikke lod sig rokke ved Grunde. „Altsaa, min Herre, svarede jeg, De giver os ganske simpelt Valget mellem Liv og Død? - Ja! - Mine Venner, sagde jeg, paa et saadant Spørgsmaal er der intet Svar. Men vi have ikke ved noget Æresord bundet os til Fartøjets Chef. - Nej, min Herre," svarede den Ubekjendte. Derefter fortsatte han med en noget mildere Betoning: „Tillad mig nu at fuldføre, hvad jeg agtede at sige Dem. Jeg kjender Dem, Hr. Aronnax. De, om end ikke Deres Kammerater, vil maaske ikke faae saa megen Grund til at beklage Dem over det Tilfælde, som har knyttet Deres Skjæbne til min. De vil blandt de Værker, som jeg bruger ved mine yndlingsstudier, finde det af Dem publicerede Arbejde over de store Havdybder. Jeg har ofte læst deri. De har ført Deres Undersøgelser saa vidt frem, som den jordiske Videnskab tillod Dem det. Men De veed ikke Alt, De har ikke seet Alt. Tillad mig at sige Dem, Hr. Professor, at De ikke vil komme t il at beklage Dem over den Tid, som De tilbringer her ombord. De vil komme til at rejse i et Vidundernes Land. Studsen, Forbauselfe vil efter al Rimelighed blive Deres sædvanlige Sjælstilstand. De vil ikke let kunne blive ligegyldig for det Skuespil, som uophørligt frembyder sig for Deres Øjne. Jeg ønsker paa en ny undersøisk Verdensomsejling - hvem veed: maaske den sidste - at gjense Alt det, som jeg har kunnet studere i disse saa ofte gjennemstreifede Haves Dybder, og De skal være min Medstuderende. Fra denne Dag vil De komme til at færdes i et nyt Element. De vil komme til at se, hvad intet andet Menneske har seet (thi jeg og mine Mænd kunne ikke komme i Betragtning), og vor Planet skal ved min Hjælp afsløre Dem sine sidste Hemmeligheder." Jeg kan ikke nægte det, - disse Ord af Kaptajnen gjorde et dybt Indtryk paa mig. Jeg var der blevet rørt paa mit ømme Sted, og for et Øjeblik glemte jeg, at Synet as disse mærkværdige Ting ikke kunde opveje Tabet af Friheden. Forøvrig gjorde jeg Regning paa Fremtiden for at faae dette vigtige Spørgsmaal løst, og jeg indskrænkede mig til at svare: „ Min Herre, De har brudt med Menneskeheden, men jeg troer dog ikke, at De har brudt med enhver menneskelig Følelse. Vi skulle ikke glemme, at vi ere Skibbrudne, som barmhjertigt ere blevne optagne af Deres Skib. Hvad mig angaar, da indseer jeg fuldt vel, at ifald den videnskabelige Interesse var istand til at fordrive Længslen efter Friheden, vilde dette vort Møde bringe mig en meget rig Erstatning." Jeg havde troet, at den Kommanderende vilde have rakt mig sin Haand for at besegle vor Aftale. Han gjorde det imidlertid ikke. Jeg beklagede det, for hans egen Skyld. „ Et sidste Spørgsmaal! sagde jeg, da jeg saae, at dette uforklarlige Væseu stod i Begreb med at fjerne sig. - Tal, Hr. Professor. - Med hvad Navn tør jeg kalde Dem? - Min Herre, svarede den Kommanderende, for Dem er jeg kun Kaptajn Nemo. Deres Ledsagere og De selv er for mig kun Passagerer paa Nautilen." Kaptajn Nemo kaldte. En Steward indfandt sig. Kaptajnen gav ham nogle Ordrer i dette besynderlige Sprog, som jeg ikke forstod. Derefter vendte han sig til Kanadieren og Jean og sagde: „ Et Maaltid venter Dem i Deres Kahyt. Vil De følge med denne Mand. - Det er ikke Noget at sige Nej til, " svarede Harpunereren. Jean og han begave sig nu endelig ud af denne Kahyt, i hvilken de havde været indespærrede i over tredive Timer. „Og nu, Hr. Aronnax, Frokosten venter, tillad, at jeg viser Dem Vej. - Jeg staaer til Deres Tjeneste, Hr. Kaptajn." Jeg fulgte Kaptajn Nemo. Saasnart vi vare gaaede ud ad Døren, kom vi ind i en med elektrisk Lys oplyst Gang. Efter at vi havde gaaet omtrent tredive Skridt, aabnede en ny Dør sig for mig. Jeg traadte ind i en Spisesal, der var dekoreret og møbleret i middelalderlig Stil. Høje Egeskabe, med indlagte Elfenbens-Prydelser, stode i hver Ende af Salen; paa Hylderne glindsede Porcellain- Glas- og Fajancearbejder af umaadelig Værd. Det massive Bordsølv blinkede i de Straaler, som trængte ned fra et lysende Loft, hvis lette Malerier mildnede og dæmpede Lysskjæret. Midt i Salen stod der et rigtdækket Bord. Kaptajn Nemo anviste mig min Plads. „Sæt Dem, sagde han, og spis som en Mand, der er lige ved at dø af Sult." Frokosten bestod af en Del Retter, som skrev sig fra Havet, samt af nogle andre, der vare mig fuldstændig ubekjendte, baade hvad Beskaffenheden og Produktionsstedet angik. Maden var, jeg tilstaaer det, fortræffelig; den havde ganske vist en ejendommelig Smag, men man vænte sig hurtigt t il den. Alle Fødemidlerne syntes mig stærkt fosforholdige, og jeg sluttede, at de skrev sig fra Havet. Kaptajn Nemo betragtede mig. Jeg spurgte ikke, men han gjættede mine Tanker og svarede af sig selv paa de Spørgsmaal, jeg ønskede at henvende til ham. „Størstedelen af disse Retter ere Dem ubekjendte? sagde han. De behøver imidlertid ikke at være bange for at spise dem; de ere sunde og nærende. Jeg har i Lang Tid givet Afkald paa alle Fødemidler fra Landjorden, og jeg befinder mig vel derved. Min Besætning lever af det Samme som jeg, og den trives dog særdeles godt. - Altsaa, spurgte jeg, stamme alle disse Retter fra Havet? - Ja, Hr. Professor, Havet tilfredsstiller alle mine Fornødenheder. Undertiden kaster jeg mine Net ud, og jeg trækker dem op igjen saa fyldte, at de ere nær ved at briste. Undertiden gaaer jeg paa Jagt i dette Element, der synes saa ufremkommeligt for Mennesker, og jeg jager Vildtet, som ligger skjult i mine undersøiske Skove. Mine Hjorder græsse, ligesom den gamle Neptuns, paa Havets Prairier. Jeg har der en uhyre Domaine, som jeg selv drager Fordel af, og som stedse giver Frugt uden at tilsaaes." Jeg betragtede Kaptajn Nemo med en vis Forbauselse og svarede: „Jeg begriber fuldstændig vel, Hr. Kaptajn, at Deres Net kan forsyne Deres Bord med fortræffelige Fisk. Derimod forstaaer jeg ikke saa godt, hvorledes De er istand t il at forfølge Vildtet i de undersøiske Skove; og endnu mindre forstaaer jeg, hvorledes der nogensinde kan komme blot den mindste Smule Kjød paa Deres Spiseseddel. - Jeg bruger heller aldrig Kjød af Landdyr, svarede Kaptajn Nemo. - Og dog, dette . . . .? svarede jeg og viste paa et Fad, hvor der endnu laa nogle Skiver Filet. - De troer, det er Kjød, Hr. Professor, men det er kun Havstildpadde-Filet. Og her seer De en Delfin-Lever, som De maaske vilde antage for Flæskeragout. Min Kok er udmærket dygtig og excellerer i den Kunst at gjøre Noget ud af Havets forskjellige Fødemidler. Smag paa disse Retter. Se her konserverede Holoturier, som en Malayer vilde erklære for uforlignelig. Se her en Crême, hvortil Melken er taget fra en Hvalfisks Brystvorter og Sukkeret fra de store Tangplanter i Nordsøen. Endelig, tillad mig at byde Dem nogle syltede Søstjerner, der ikke give de saftigste Frugter Noget efter. Og jeg smagte paa det Altsammen, mere af Nysgjerrighed end af Lyst til at fraadse, - betagen, som jeg var, af Kaptajn Nemos forunderlige Fortælling. „Men dette Hav, Hr. Aronnax, vedblev han, dette vidunderlige, uudtømmelige Hav, det ikke alene føder mig, det klæder mig ogsaa. Disse Stoffer, som De er iført, ere vævede as visse Snegles Byssus, og de ere farvede med de Gamles Purpur, der er bleven tilsat med en violet Farve, som jeg har hentet fra Middelhavets Aplysis. De Parfumer, som De vil finde paa Toiletbordet i Deres Kahyt, ere tilvirkede ved Destillation af Havplanter. Deres Seng bestaaer af Havets blodeste Zostera. Deres Pen vil være en Hvalfiskebarde, Deres Blæk den af Blæksprutterne afsondrede Vædske. Nu giver Havet mig Alt, en Dag skal Alt vende tilbage til det. - De elsker Havet, Hr. Kaptajn? - Ja, jeg elsker Havet. Havet er Alt, det bedækker de syv Tiendedele af Jordkloden. Dets Aandedræt er rent og sundt. Det er en umaadelig Ørken, i hvilken Mennesket aldrig er ene, fordi han føler Livet bølge omkring sig paa alle Kanter. Havet er kun Vehikel for en overnaturlig og forunderlig Tilværelse, det er kun Bevægelse og Kjærlighed, det levende Uendelige, som en af Eders Digtere har sagt. I Virkeligheden, Hr. Professor, Naturen aabenbarer sig her med sine tre Riger, Mineralriget, Planteriget, Dyreriget. Det sidste repræsenteres her paa det mest Storartede af fire Grupper Plantedyr, af tre Klasser Leddyr, af fem Klasser Bløddyr, af tre Klasser Hvirveldyr, Pattedyr, Krybdyr og utallige Legioner af Fiske, en umaadelig Dyreverden, som indbefatter mere end tretten tusinde Arter, og af hvilke kun en Tiendedel tilhører det ferske Vand. Havet er Naturens vældige Beholder. Med Havet er Jordkloden saa at sige begyndt, og hvem veed, om den ikke vil ende dermed! Der hersker den dybeste Stilhed. Havet adlyder ingen Despoter. Paa dets Overflade kunne de vel endnu udøve deres uretmæssige Rettigheder, de kunne slaaes, ødelægge hverandre, gjore den til en Skueplads for alle jordiske Rædsler. Men tredive Fod under Overfladen, der ophører deres Magt, der knækkes deres Indflydelse, der forsvinder deres Storhed. Lev, min Herre, lev i Havets Skjød! Der alene er Uafhængighed, der træffer jeg ingen Herre, der er jeg fri!" Kaptajn Nemo standsede pludselig midt i sin Begejstring. Havde han ladet sig rive hen og glemt sin vante Tilbageholdenhed? Havde han sagt for Meget? Han gik nogle Øjeblikke op og ned ad Gulvet i en exalteret Tilstand. Saa beroligede hans Nerver sig, hans Ansigt antog igjen det sædvanlige kolde Udtryk, og han vendte sig om til mig og sagde: „Nu, Hr. Professor, er jeg til Tjeneste, hvis De har Lyst til at bese Nautilen." Ellevte Kapitel. Nautilen. Kaptajn Nemo rejste sig. Jeg fulgte ham. En Dør med to Fløje aabnede sig i Salens Baggrund, og jeg traadte ind i et Værelse af samme Størrelse, som det jeg nylig havde forladt. Det var et Bibliothek. Høje Reoler af sort Palisandertræ, indlagte med Kobber, bare paa deres Hylder en Mængde ens indbundne Bøger. Reolerne strakte sig Salen rundt og afløstes i den nederste Ende af store bekvemme og elegante Sofaer. Nogle Læsepulte, der efter Behag kunde flyttes frem og tilbage, stode spredte hist og her. Mid t i Salen var der et stort Bord, bedækket med Flyveskrifter og nogle allerede gamle Aviser. Det elektriske Lys flød ned over denne harmoniske Helhed fra fire matslebne Kugler, der vare halvt indfattede i det snirklede Loft. Jeg betragtede med uforstilt Forbauselse denne smagfuldt indrettede Sal og vilde neppe tro mine egne Øjne. „Kaptajn Nemo, sagde jeg til min Vært, der havde strakt sig mageligt paa en af Sofaerne, - dette Bibliothek vilde være en Prydelse for de fleste af Fastlandets Paladser, og jeg bliver i Sandhed aldeles lamslaaet af Forbauselse, naar jeg tænker paa, at det kan følge Dem i Havets dybeste Dybder. - Hvor skulde man finde større Ro, større Stilhed, Hr. Professor? svarede Kaptajn Nemo. Tilbyder Deres Kabinet i Museet Dem bedre Tilflugtssted? - Nej, Hr. Kaptajn, og jeg maa tilføje, at det er meget fattigt i Sammenligning med Deres. De har her en sex á syv tusinde Bind . . . . - Tolv Tusinde, Hr. Aronnax. Det er det eneste Baand, som binder mig til Jorden. Verden har ophørt at existere for mig fra den Dag, da min Nautil for første Gang dykkede ned under Vandet. Den Dag kjøbte jeg de sidste af mine Bøger, de sidste af mine Flyveskrifter og de sidste Aviser, og jeg ønsker at tro, at Menneskeheden siden dengang hverken har skrevet eller tænkt. Iøvrig, Hr. Professor, staa disse Bøger til Deres Tjeneste, og De kan bruge dem uden at spørge om Tilladelse." Jeg takkede Kaptajn Nemo og nærmede mig Hylderne. De bugnede af videnskabelige, moralske og literaire Værker i alle Sprog. Men jeg saae ikke et eneste statsøkonomisk Arbeide; saadanne Beger syntes at være fuldstændig banlyste ombord. Karakteristisk nok vare alle disse Bøger meget ubestemt ordnede og uden Hensyn til det Sprog, i hvilket de vare affattede, - hvilket beviste, at Kaptajn Nemo maatte være istand til at læse flydende ethvert Værk, som han hændelsesvis traf paa. Blandt disse Værker bemærkede jeg de ypperste ældre og moderne Mesterværker, det vil sige A lt, hvad Menneskeheden har frembragt af Betydeligt i Historie, Digtning og Videnstab, ligefra Homér t il Victor Hugo, fra Xenophon til Michelet, fra Rabelais til Madam George Sand. Men især havde Videnstaben bragt sine bedste Skatte til dette Bibliothek. Bøger, der omhandlede Mekanik, Balistik, Hydrografi, Meteorologi, Geografi, Geologi osv. havde en ikke mindre vigtig Plads end de naturhistoriske Værker, og jeg sluttede mig til, at dette maatte være Kaptajnens Yndlingsstudium. Jeg saae her hele Humboldt, hele Arago, Voerker af Foucault, af Henry Sainte-Hilaire, Deville, af Chasles, af Milne Edwards, af Quatrefages, af Tyndall, af Faraday, af Berthelot, af Sechi, af Petermann, af Maury, af Agassis, af Darvin osv. Fremdeles de videnstabelige Akademiers Skrifter, de forstjellige geografiste Selskabers Beretninger, endelig blandt Andet, smukt indbundet, de to Bind, som jeg maaske skyldte Kaptajn Nemos venlige Modtagelse. Af Josef Bertrands Skrifter forsynede endog en, nemlig hans Bog om Astronomiens Grundlæggere, mig med en sikker Dato; thi da jeg vidste, at den var udkommet i 1865, kunde jeg slutte, at Nautilen ikke før den Tid havde begyndt fine ejendommelige Togter. Det kunde altsaa nu i det Højeste være tre Aar siden, Kaptajn Nemo begyndte sin undersøiste Existens. Jeg haabede iøvrig, at nyere Arbejder vilde hjælpe mig til at danne mig et endnu bestemtere Begreb om dette Tidspunkt. Men jeg havde jo Tiden for mig til at anstille disse Eftersøgelser, og jeg vilde ikke sinke mig paa dette første Besøg ombord paa Nautilen. „Hr. Kaptajn, sagde jeg, jeg er Dem af Hjertet taknemlig, fordi De har stillet dette Bibliothek til min Disposition. Der findes heri videnskabelige Skatte, som jeg ikke vil undlade at benytte mig af. - Denne Sal er ikke alene et Bibliothek, sagde Kaptajn Nemo, det er tillige et Rygeværelse. - Et Rygeværelse! raabte jeg. Man ryger altsaa ombord? - Ja , naturligvis. - I saa Fald, Hr. Kaptajn, er jeg næsten fristet til at tro, at De har bevaret nogle Forbindelser i Havanna. - Paa ingen Maade, svarede Kaptajnen. Prøv denne Cigar, Hr. Aronnax. Skjøndt den ikke er fra Havanna, tør jeg vædde paa, at De vil synes om den, dersom De forstaaer Dem paa Tobak." Jeg tog den tilbudte Cigar, hvis Form erindrede mig om Londres-Cigarer, men som syntes at være fabrikeret af Guldblade. Jeg tændte den ved en Brasero, der blev baaret af en elegant Broncefod, og jeg indsugede de første Drag med en Elskers Vellyst, som ikke har røget i to Dage. „Den er fortræffelig, sagde jeg, men det er ikke Tobak. - Nej, svarede Kaptajnen, denne Tobak skriver sig hverken fra Havanna eller Orienten. Det er et Slags nikotinholdigt Alge, som Havet forsyner mig med, stjøndt noget sparsomt. Savner De Deres Londrescigarer, Hr. Professor? - Hr. Kaptajn, jeg foragter Londrescigarer fra idag af. - Ryg da saameget, De har Lyst til, og bryd Dem ikke om, hvorfra Cigarerne komme. De staa ikke under nogen Regerings Kontrol, men ere ikke mindre gode derfor, faavidt jeg skjønner. - Nej, tvertimod." I det Samme aabnede Kaptajn Nemo en Dør, der laa ligeoverfor den, gjennem hvilken jeg var traadt ind i Bibliotheket, og jeg kom nu ind i en umaadelig stor og elegant oplyst Sal. Den dannede en stor Firkant med afrundede Hjørner og var fem og tredive Fod lang, tyve Fod bred, sexten Fod høj. Et lysende Loft, dekoreret med elegante Arabesker, udbredte en klar og mild Dag over de i dette Museum samlede Vidundere. Thi det var i Virkeligheden et Museum, i hvilket en intelligent og ødsel Haand havde samlet alle Naturens og Kunstens Skatte i et saadant artistisk Hulter-til-bulter, som plejer at udmærke et Maler-Atelier. Omtrent tredive Malerier af de største Mestre, skilte fra hverandre ved glindsende Ridderrustninger, beklædte Væggene, der vare overtrukne med Tapeter i en streng Stil. Jeg saae her Billeder, som vare uhyre kostbare, og som jeg for Størstedelen havde beundret i forskjellige evropæiske Samlinger og paa Maleriudstillinger. De gamle Mestres forskjellige Skoler vare repræsenterede ved en Madonna af Rafael, en Jomfru af Leonard da Vinci, en Nymfe af Correggio, en kvindelig Figur af Titian, Tilbedelsen af Veronese, en Himmelfart af Murillo, et Portrait af Holbein, en Munk af Velasquez, en Martyr af Ribeira , Kermessen af Rubens, to flamske Landskaber af Teniers, tre smaa Genrebilleder af Gerard Dow, af Metsu og Poul Potter, to Billeder af Gericault og Prudhon, nogle Marinestykker af Backuysen og af Verne. Af moderne Malerier saaes Billeder as Delacroix, Ingres, Decamp, Troyon, Meissonier osv. Nogle beundringsværdige Marmor- og Broncestatuer, Kopier i formindsket Maalestok, hævede sig paa deres Piedestaler i Hjørnerne af dette pragtfulde Museum. Den Tilstand af Forbauselse, som Kaptajn Nemo havde spaaet om, begyndte allerede at bemægtige sig min Sjæl. „Hr. Professor, sagde denne forunderlige Mand, De maa undskylde den Ugenerthed, hvormed jeg modtager Dem, og den Uorden, som hersker i denne Salon. - Hr. Kaptajn, svarede jeg, uden at jeg vil søge at udforske, hvem De er, tør jeg vel see en Artist i Dem? - En Ynder af Kunsten, min Herre. I gamle Dage holdt jeg af at samle disse Menneskeaandens ypperste Værker. Jeg var en ivrig Eftersøger, en ivrig Jæger, og jeg er saaledes blevet istand til at komme i Besiddelse af flere Værker af højt Værd. Det er de sidste Erindringer om den Jord, som er død for mig. Efter min Opfattelse ere Eders moderne Artister ikke a nyere Datum end de gamle. De have Alle en Tilværelse paa en to à tre tusinde Aar, og jeg sammenblander dem i mine Tanker. Kunstens Mestre blive aldrig gamle. - Og disse Komponister? sagde jeg, idet jeg viste paa en Mængde Partiturer af Weber, Rossini, Mozart, Beethowen, Haydn, Meyerbeer, Herold, Wagner, Auber, Gounod, Massé og mange Andre, der laa spredte omkring paa et større Orgelpiano, som indtog en af Salonens Sidevægge. - Disse Komponister, svarede Kaptajn Nemo, ere Samtidige af Orfeus'. De kronologiske Forskelligheder udslettes nemlig af de Dødes Erindring - og jeg er død, Hr. Professor, ligesaa død som de af Deres Venner, der hvile sex Fod under Jorden." Kaptajn Nemo blev taus og syntes at synke hen i dybe Drømme. Jeg betragtede ham med en levende Sindsbevægelse, idet jeg i Stilhed analyserede det Ejendommelige i hans Ansigtstræk. Lænet til Hjørnet af et kostbart Mosaikbord saae han mig ikke længer, han glemte min Tilværelse. Jeg respekterede denne Tankefuldhed og vedblev at betragte de mærkværdige Gjenstande, som prydede Salonen. Næst efter Kunstskattene indtoge Natursjeldenhederne en fremragende Plads. De bestode hovedsagelig af Planter, Snegle og andre af Havets Produkter, og vare utvivlsomt fundne af Kaptajn Nemo selv. I Midten af Salonen fandtes et elektrisk oplyst Springvand, hvis Vandstraaler faldt ned i et Bassin, som var gjort af en eneste Tridakna. Denne Snegl, som hører blandt de største acefale Bløddyr, maalte omtrent atten Fod i Omkreds. Den overgik saaledes i Størrelse de smukke Tridakner, som den venetianske Republik forærede Frantz den Første, og af hvilke Kirken Saint-Sulpice i Paris har ladet forfærdige to mægtige Vievandskar. Omkring dette Bassin vare de kostbareste af Havets Skabninger, som nogensinde havde glædet en Naturforskers Øjne, ordnede under elegante Glasklokker, der vare fastholdte ved Kobberbeslag. Man vil kunne forestille sig min Professorglæde. Plantedyrenes Afdeling frembød meget ejendommelige Exemplarer af begge sine Grupper: Polyper og Pighude. Af den første Gruppe saae man Orgelkoraller, vifteformige Hornkoraller, Svampe fra Syrien, Ledkorallen fra Molukkerne, Vergularer fra Norges Have, Ombellularier, Søkorke, en hel Serie Stjernekoraller, som min Lærer Milne Edwards saa skarpsindigt har klassificeret, og blandt hvilke jeg bemærkede Flabelliner, Okuliner fra Øen Bourbon, prægtige Varieteter af Koraller, og endelig alle mulige Slags af disse mærkelige Polyper, som tilsammen danne hele Øer, og som en Dag ville blive til Fastland. Blandt Pighudene, der ere mærkelige paa Grund af deres takkede Kappe, repræsenterede Korstroldene, Søstjernerne, Stilkstjernerne, Komatulerne, Celoturierne osv. den fuldstændige Samling af Individer i denne Gruppe. En noget nerves Konkyliolog vilde rimeligvis være besvimet overfor nogle endnu rigere Glasskabe, hvor Exemplarer af Bløddyrenes Afdeling vare klassificerede. Jeg saae her en Samling af uskatterlig Værd, men som det ikke er mig muligt at beskrive nøjagtigt. Blandt disse Havets Frembringelser skal jeg indskrænke mig til at nævne det indiske Oæans pragtfulde Hammermusling, hvis regelmæssige hvide Pletter aftegne sig tydeligt paa en rød og brun Bund; en farverig, med Spidser tæt besat Spondyl, der er en Sjeldenhed i de evropæiske Museer, og hvis Værdi jeg anslog til tyve tusind Franks; en exotisk Hjertemusling fra Ny-Hollands Have, skrøbeliae hvide Sneglehuse, med dobbelte Valveler, og som et Vindpust forstyrrer ligesom en Sæbeboble, flere Arter Pinniceller fra Java, et Slags kalkagtige Rør med bladagtige Folder i Kanten og meget eftersøgte af Samlere, fremdeles en hel Serie af Topsnegle, nogle gulgrønne og fiskede i de amerikanske Have, andre brunrøde, som opholde sig i de nyhollandske Vande, osv, osv. Afsides og i særskilte Afdelinger laa der udbredt Perlebaand af den største Skjønhed, hvilke det elektriske Lys fik til at tindre ligesom Ild; der var rosenrøde Perler, tagne fra Skinkemuslingen i det røde Hav, grønne Perler fra den irisfarvede Haliotis, gule, blaa, sorte Perler, vidunderlige Frembringelser af Bløddyr fra alle Have og af visse Blaamuslinger i de nordlige Vande. Endelig flere umaadelig kostbare Exemplarer, der vare afsondrede af de mest sjeldne Pentadiner. Nogle af disse Perler overgik i Størrelse et Dueæg, ja var endog større end den, som den Rejsende Tevernier solgte til Schahen af Persien for tre Millioner, og den tog Prisen fremfor hin Imanen af Mascators Perle, som jeg hidtil havde anseet for at være uden Lige. Det vilde følgelig være umuligt i Tal at angive Værdien af denne Samling. Kaptajn Nemo maatte have givet Millioner ud for at erhverve sig de Stykker, hvoraf den bestod, og jeg spurgte mig selv, hvor han fik Midler fra til at tilfredsstille denne Samlerlyst, da jeg blev afbrudt ved disse Ord: „De undersøger mine Snegle, Hr. Professor? Ja, for en Naturforster ere de virkelig ganske interessante; men for mig have de dog en særegen Tiltrækning af den Grund, at jeg egenhændig har samlet dem. Der findes ikke et Hav paa Jordkloden, som er undgaaet mine Efterforskninger. - Jeg forstaaer, H r. Kaptajn, den Glæde, som De maa have af befinde Dem midt imellem alle disse Rigdomme. De er En af dem, som selv have samlet deres Skatte. Intet Museum i Evropa ejer en saadan Samling af Havets Frembringelser. Men naar jeg udtømmer mig i Beundring her, hvorledes skal jeg da bære mig ad overfor Skibet, som indeslutter disse Skatte. Jeg ønsker ingenlunde at trænge ind i Deres Hemmeligheder, men jeg tilstaaer dog, at denne Nautil, Drivkraften, som den indeslutter, Apparaterne, som gjør, at man kan manøvrere den, det vældige Lys, som opliver den, - Alt dette hidser min Nysgjerrighed til det Yderste. Jeg seer ophængt paa Væggene i denne Salon Instrumenter, hvis Bestemmelse er mig ubekjendt. Tør jeg spørge? . . . . - Hr. Aronnax, svarede Kaptajn Nemo, jeg har sagt, at De skulde være fri her ombord, og følgelig kan De frit passere overalt, hvor De vil. De kan undersøge de mindste Detailler, og det vil være mig en Fornøjelse at være Deres Cicerone. - Jeg veed ikke, hvorledes jeg skal takke Dem, Hr. Kaptajn. Men jeg skal ikke misbruge Deres Godhed. Jeg vilde kun gjerne spørge Dem, hvad disse fysiske Instrumenter blive brugte til? - Hr. Professor, de samme Instrumenter findes i mit Værelse, og jeg skal der have den Ære at forklare Dem deres Bestemmelse. Men først maa De besee den Kahyt, der er bestemt til Dem. De maa dog vide, hvorledes De vil blive huset her ombord." Jeg fulgte Kaptajn Nemo gjennem en af de Døre, som fandtes i hver af Salonens afrundede Hjørner, og jeg kom ud i en Gang. Min Ledsager førte mig forud, hvor jeg fandt, ikke en Kahyt, men et elegant Værelse med Seng, Toiletbord og adskillige andre Møbler. Jeg kunde ikke noksom takke min Vært. „Deres Værelse støder op til mit, sagde han, idet han aabnede en Dør, - og mit støder op til den Salon, vi nylig forlod." Jeg traadte ind i Kaptajnens Værelse. Det havde et alvorligt, næsten klosteragtigt Udseende. En Jernseng, et Arbeidsbord og nogle Toiletgjenstande udgjorde hele Møblementet. Værelset var kun halvt oplyst. Intetsomhelst Komfortabelt, - kun det strengt Nødvendige! Kaptajn Nemo viste med Haanden paa en Stol. „Behag, at sætte Dem," sagde han. Jeg satte mig, og han fortalte Følgende. Tolvte Kapitel. Alt ved Elektricitet. Min Herre, sagde Kaptajn Nemo, idet han pegede paa de Instrumenter, som vare ophængte rundt omkring i Værelset - disse Apparater blive brugte til at navigere Nautilen. Her, ligesom i Salonen, har jeg dem bestandig for Øje , og de angive nøjagtigt min Stilling og min Retning i Oceanet. Nogle af dem kjender De, f. Ex. Termometret, som angiver Temperaturen i Nautilen, Barometret, som vejer Luftens Vægt, og som forudsiger Vejrforandringer; Hygrometret, som angiver Graden af Luftens Fugtighed; Stormglasset, hvis Blanding deler sig ved en sig nærmende Storm; Kompasset, som styrer min Vej; Sextanten, som efter Solens Højde siger mig Bredegraden; Kronometrerne, som sætte mig istand til at beregne Længden, og endelig Dag- og Natkikkerterne, som tjene mig til at undersøge hvert Punkt i Horisonten, naar Nautilen stiger op paa Vandfladen. - Det er Sømandens almindelige Instrumenter, svarede jeg, og jeg veed, hvortil de bruges. Men jeg seer der nogle Andre, som uden Tvivl svare til Nautilens særlige Fornødenheder. Den Tavle , jeg seer der, og til hvilken der er fastgjort en bevægelig Viser, er jo et Manometer, - ikke sandt? - Jo ganske rigtigt, det er et Manometer. Sat i Forbindelse med Havet viser det mig det ydre Tryk og angiver derved den Dybde, paa hvilken Skibet befinder sig. - Og disse nye Slags Peillodder? - Det er termometriske Peillodder, som angive de forskjellige Vandlags Temperatur. - Og disse andre Instrumenter, hvis Bestemmelse jeg ikke formaaer at gjætte? - Med Hensyn til disse, H r. Professor, bliver jeg nødt til at give en udførligere Forklaring. Behag derfor at høre efter." Han taug nogle Øjeblikke, derefter sagde han: „Der gives en mægtig, lydig, hurtig og lethaandteerlig Magt, som lader sig anvende til Alt, og som er uindskrænket Herre her ombord. Den udretter Alt, den oplyser, den varmer, den er Sjælen i mit mekaniske Apparat. Denne Magt er Elektriciteten. - Elektriciteten! udbrød jeg forbauset. - Ja , min Herre. - Men, Hr. Kaptajn, Skibet besidder en ualmindelig Hurtighed, der ikke synes at staa i Samklang med Elektricitetens Magt. Den dynamiske Evne har hidtil været meget begrændset og har ikke formaaet at udvikle nogen betydelig Kraft. - Hr. Professor, svarede Kaptajnen, min Elektricitet er ikke den, som hele Verden kjender. Det er det Eneste, jeg kan svare Dem. - Jeg tør ikke modsige Dem, og jeg indskrænker mig til at udtale min Forbauselse over et saadant Resultat. Tillad mig dog at gjøre et Spørgsmaal, som jeg beder Dem om at lade være at besvare, dersom det er indiskret. De Elementer, som De betjener Dem af for at frembringe denne mærkværdige Kraft, maa hurtigt forbruges. Hvorledes erstatter De f. Ex. Zinket, naar De ikke staaer i nogen Forbindelse med Jorden? - Jeg skal besvare Deres Spørgsmaal, sagde Kaptajn Remo. For det Første maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, at der i Havet findes Zink-Jern- Sølv- og Guldgruber, som meget godt kunne bruges. Men jeg har ikke laant Noget af disse jordiske Midler. Jeg har villet lade Havet selv forskaffe mig Midlerne til at frembringe min Elektricitet. - Havet? - Ja, Hr. Professor, og saadanne Midler fattes ingenlunde. Ved at tilvejebringe en Ledning mellem Traade, der nedsænkes paa forskjellige Dybder, vilde jeg f. Ex. meget godt kunne gjøre Brug af den Elektricitet, som fremkommer derved, at Traadene udsættes for forskjellige Varmegrader. Men forresten har jeg foretrukket at benytte et mere praktisk System. - Og hvilket? „De kjender Havvandets Sammensætning. Af et tusinde Grammer ere 96½ Procent Vand og 2 3/4 Procent Klornatrium, fremdeles en Smule Klormagnesium, Klorkalium, svovlsur Kalk, svovlsur og kulsur Kalk. De seer saaledes, at Klornatrium spiller en temmelig stor Rolle og forefindes efter en temmelig stor Maalestok. Af dette Klornatrium betjener jeg mig for at sammensatte mine Elementer - Natrium? - Ja, Hr. Professor. Blandet med Kviksølv danner det et Amalgam, som træder istedetfor Zinket i Bunsens Elementer. Kviksølvet fortæres aldrig, det er kun Natrium, der fortæres, og dermed forsyner Havet mig. Jeg vil iøvrig sige Dem, at Natriumstablerne maa ansees for at være de kraftigste, og at deres elektromotoriske Styrke er dobbelt saa stor som Zinkstablernes. - Jeg forstaaer meget godt, Hr. Kaptajn, Natriumets Fortrin under de Forhold, hvori de befinder Dem. Havet skaffer Dem det. Men man maa fabrikere det, med andre Ord uddrage det; og hvorledes bærer De Dem ad dermed? Deres Stabler kunne naturligvis bruges til denne Uddragning; men dersom jeg ikke tager fejl, vil den Mængde Natrium, som udfordres til de elektriske Apparaters Virksomhed, overstige den Mængde Natrium, som uddrages. De vilde saaledes komme til at forbruge mere Natrium, for at frembringe Natrium, end De frembringer. - Ja, Hr. Professor, jeg uddrager heller ikke Natrium ved Stablerne. Dertil bruger jeg ganske ligefrem Stenkulsvarme. - Stenkul? gjentog jeg. - Ja, eller om De v il Søtenkul, svarede Kaptajn Nemo. - Og De kan exploitere undersøiske Miner? - Hr. Aronnax, De skal faae det at se. De maa blot være en lille Smule taalmodig. Hust blot bestandig paa, al jeg skylder Havet Alt. Havet frembringer Elektricitet, og Elektriciteten giver Nautilen Varme, Lys, Bevægelse, med et Ord : Liv. - Men dog ikke den Luft, som De indaander? - Bah! det vilde være en let Sag for mig at tilvirke den Luft, som jeg bruger. Men jeg har ingen Grund til det, da jeg stiger op til Havfladen, saa ofte jeg har Lyst. Imidlertid, selv om Elektriciteten ikke forsyner mig med Luft til at indaande, sætter den dog de vældige Pumper i Bevægelse, som magasinerer Luften i de dertil indrettede Reservoirer, hvilke sætte mig istand til at forlænge mit Ophold i Dybet, saalænge jeg har Lyst dertil. - Hr. Kaptajn, svarede jeg, jeg beundrer Dem. De har øjensynlig fundet, hvad Menneskene utvivlsomt en Dag ville finde: Elektricitetens dynamiske Kraft. - Jeg veed ikke, om de ville finde den, svarede Kaptajn Nemo koldt. Hvorom Alting er, saa kjender De nu den fornemste Anvendelse, som jeg har gjort af denne værdifulde Magt. Det er den, som oplyser Alt hernede med en Livlighed og Vedholdenhed, som Sollyset ikke besidder. Betragt saa dette Uhrværk. Det er elektrisk og gaaer med en Regelmæssighed, som stiller de bedste Kronometre i Skygge. Jeg har inddelt det i 24 Timer. Thi for mig existerer der hverken Dag eller Nat, Sol eller Maane, men kun dette kunstige Lys, som jeg fører med mig til Havets dybeste Dyb. De seer, at nu er det Klokken Ti Morgen. - Ja rigtig. - Og se saa her en anden Anvendelse af Elekriciteten. Den Tavle, som hænger der, tjener til at angive Nautilens Hurtighed. En Traad sætter den i Forbindelse med Loggapparatet, og Viseren antyder Apparatets virkelige Fart. Seer De, for øjeblikket gaa vi med en modereret Fart af sex Mil i Timen. - Det er forunderligt, svarede jeg, og jeg indseer nu, Hr. Kaptajn, hvor klogt det er at anvende denne Kraft, som formaar at erstatte Vind, Vand og Damp. - Vi ere ikke færdige, H r. Aronnax, sagde Kaptajn Nemo, idet han rejste sig. Dersom De vil behage at følge, ville vi gaa hen i Bagstavnen af Nautilen. Jeg kjendte nu allerede den forreste Del af denne undersøifle Baad, der - regnet fra Midten til Forstavnen - var inddelt saaledes: Spisesalen, der var femten Fod lang og skilt fra Bibliotheket ved en vandtæt Væg; derefter det femten Fod lange Bibliothek; saa den fem og tredive Fod lange Salon, der ligeledes ved en vandtæt Væg var stilt fra Kaptajnens Værelse; fremdeles Kaptajnens Værelse, der var femten Fod langt, mit, der var otte Fod, og endelig et Luftreservoir paa to og tyve Fod, hvilket strakte sig helt ind i Forstavnen. I alt en Længde af et hundrede og ti Fod. Dørene vare hermetisk tillukkede ved Hjælp as Gutaperka-Rammer, saa at der var Sikkerhed mod Fare i Tilfælde af, at der skulde fremkomme en Læk et eller andet Sted i Nautilen. Jeg fulgte Kaptajn Nemo hen til Midten af Skibet. Der fandtes der et Slags Brønd imellem to vandtætte Vægge; en Jernstige, der var gjort fast til Væggen, førte opad. Jeg spurgte Kaptajnen om, hvad denne Stige brugtes til. „Den fører op til Baaden, sagde han. - Hvad ! har De en Baad? udbrod jeg aldeles forbauset. - Ja en fortræffelig letsejlende Baad, der ikke kan kæntre, og som vi bruge, naar vi ville foretage en Udflugt eller fiske. - Men naar De vil gaa ombord paa den, er De da nødt til at stige op til Havfladen. - Ingenlunde. Baaden er gjort fast til den øverste Del af Nantilens Skrog, hvor den er sænket ned i en Hulning, som er indrettet dertil. Den er fuldstændig dækket, fuldstændig vandtæt og holdes fast af solide Jernbolte. Denne Stige fører op til en Aabning i Nantilens Skrog, der svarer til en Aabning i en af Baadens Sider. Gjennem denne dobbelte Aabning slipper jeg ind i Baaden. Mine Folk lukke saa for den ene Aabning, den i Nautilen, og jeg selv lukker for den anden, nemlig den i Baaden, ved Hjælp af en Trykskrue. Derefter tager jeg Boltene bort, og Baaden stiger op til Havfladen med en umaadelig Hurtighed. Jeg aabner saa Dækslugen, der hidtil har været omhyggelig lukket, sætter Masten op og sætter Sejl til eller bruger Aarerne, - som jeg har Lyst til. - Men hvordan kommer De tilbage igjen? - Jeg kommer ikke tilbage, Hr. Aronnax; det er Nautilen, som kommer efter mig. - Paa Deres Befaling? - Ja! naar jeg befaler det. En elektrisk Traad sætter mig i Forbindelse med den, jeg sender den et Telegram, det er det Hele. - I Virkeligheden, sagde jeg fortumlet af disse forunderlige Ting, Intet kan være mere simpelt." Efterat have passeret Trapperummet, som førte op til Platformen, saae jeg en sex Fod lang Kahyt hvor Jean og Ned Land, i et fortræffeligt Humør, gjorde nogle frygtelige Indhug paa en Mængde Mad. Ved Siden af denne Kahyt førte en Dør ind til det ti Fod lange Kjøkken, der laa midt imellem Fartøjets store Proviantbeholdninger. Her udgjorde Elektriciteten, der var endnu kraftigere og lysere end selve Gassen, det eneste Brændsel. Nogle Traade, der vare førte hen under Ildstedet, meddelte til adskillige Platinasvampe en jevn og stadig Varme. Elektriciteten opvarmede ligeledes Destillationsapparaterne, som ved Fordampning frembragte udmærket Drikkevand. Nær ved Kjøkkenet laa der et fortræffeligt indrettet Badeværelse, hvor Hanerne efter Behag leverede koldt eller varmt Vand. Efter Kjøkkenet fulgte Skandsen, der var femten Fod lang. Men Døren var lukket, og jeg kunde ikke see dens Indretning eller Møblering, hvilket ellers vilde have givet mig nogen Oplysning om, hvormange Mand der behøvedes til at manøvrere Nautilen. En vandtæt Væg skilte Skandsen fra Maskinrummet. Gjennem en Dør traadte jeg ind i denne Afdeling, hvor Kaptajn Nemo - utvivlsomt en Ingeniør af første Rang - havde opstillet sine Lokomotivapparater. Maskinrummet var stærkt oplyst og neppe mindre end tredsindstyve Fod langt. Det var naturligvis delt i to Dele, hvoraf den første Del indeholdt de Elementer, som frembragte Elektriciteten, og den anden den Mekanisme, som overførte Bevægelsen til Skruen. Jeg blev strax slaaet af den ejendommelige Lugt, som opfyldte Rummet. Kaptajn Nemo lagde Mærke dertil og sagde: „Det er nogle Gasser, som blive frigjorte ved Anvendelsen af Natrium. Men det er dog ikke nogen synderlig stor Gene. Forresten rense vi hver Morgen Fartøjet ved at ventilere det i fri Luft." Imidlertid undersøgte jeg med den største Interesse Nautilens Maskine. „De seer, sagde Kaptajn Nemo, at jeg bruger Bunsens, og ikke Ruhmkorffs Elementer. De sidste vilde ikke være kraftige nok. Bunsens Elementer ere ikke talrige, men store og stærke, hvilket, som Erfaringen viser, er det Vigtigste. Den frembragte Elektricitet ledes agter ud, hvor den ved Hjælp as Elektro-Magneter af store Dimensioner virker paa et særegent System as Løftestænger og Tandhjul, der føre Bevægelsen over paa Skruens Axe. Denne, som er atten Fod i Diameter og har en Skruegangshojde af to og tyve og en halv Fod, kan give indtil et hundrede og tyve Slag i Minutet. - Og De opnaar derved? - En Fart af indtil over ti Mil i Timen." Der var noget Hemmelighedsfuldt over Alt dette, men jeg forsøgte ikke at udforske det. Hvorledes kunde Elektriciteten virke med en saadan Styrke? Hvorfra hidrørte denne næsten ubegrændsede Kraft? Beroede den paa en umaadelig Spænding, der var bevirket ved et nyt Slags Bobiner? Eller paa et ukjendt System af Løftestænger, som i det Uendelige kunde forøge disses Virkekraft? Det var Gaader, som jeg ikke kunde gjætte. „Kaptajn Nemo, sagde jeg, jeg bøjer mig for Resultaterne, og jeg søger ikke at forklare dem. Jeg har seet Nautilen manøvrere overfor Abraham Lincoln, og jeg veed, hvorledes det forholder sig med dens Hurtighed. Men det er ikke nok, at man flytter sig, man maa vide, hvor man gaar hen, man maa være istand til at styre til Højre, til Venstre, opad og nedad. Hvorledes kommer De ned paa de store Dybder, hvor De finder en stadig voxende Modstand, der endog løber op til over et hundrede Atmosfærers Tryk? Dernæst, hvorledes stiger De op igjen til Overfladen? Og endelig, hvor kan De holde Dem paa hvilkensom helst Højde i Vandet, De har Lyst til? Er jeg indiskret, naar jeg spørger derom? - Aldeles ikke, Hr. Professor, svarede Kaptajnen efter en kort Betænkningstid, eftersom De aldrig kommer til at forlade denne undersøiske Baad. Træd ind i Salonen. Det er vort egenlige Arbejdskabinet, og der vil De kunne faa at vide Alt, hvad De maa vide om Nautilen. Trettende Kapitel. Nogle Talstørrelser. Et Øjeblik efter sade vi paa Sofaen i Salonen med en Cigar i Munden. Kaptajnen forelagde mig en Tegning af Nautilen, som viste Planen, Gjennemsnittet og Siden. Derefter begyndte han sit Foredrag med følgende Ord: „Se her, Hr. Aronnax, de forskjellige Dimensioner af den Baad, som bærer Dem. Det er en meget langstrakt Cylinder med koniske Ender. Dens Figur erindrer om en Cigar, en Form, som man allerede i London har benyttet sig af ved flere Konstruktioner af lignende Art. Cylindrens Længde fra den ene Ende til den anden er nøjagtig to hundrede og tyve Fod; midtskibs er dens største Brede fire og halvtredssinstyve Fod. Baaden er saaledes ikke bygget aldeles som Eders hurtiggaaende Dampere; men den er dog tilstrækkelig langstrakt og tilstrækkelig spids til, at det Vand, som skydes tilside af den, med Lethed slipper bort og ikke hindrer Farten. De to angivne Størrelsesforhold sætte Dem istand til ved en let Beregning at lære at kjende Nautilens Overflade og Volumen. Overfladen beløber sig til tre tusind og trehundrede Kvadratfod, Fartøjets Volumen til femten hundrede Kubikfavne, hvilket vil sige, at det, naar det er fuldstændig under Vandet, vejer eller skyder tilside femten Kubikfavne eller Tons. Da jeg udkastede Planen til denne undersøifle Baad, ønskede jeg, at den i Ligevægt i Vandet skulde sænke sig med ni Tiendedel og altsaa kun hæve sig med en Tiendedel over Overfladen. Følgelig maatte den under disse Forhold kun skyde tilside en Vandmasse, der svarede til ni Tiendedele af dens Volumen, det vil sige et tusind tre hundrede og femten Favne, - eller med andre Ord , den maatte kun veje dette Antal Tons. Jeg kunde saaledes, da jeg konstruerede den, ikke overskride disse Dimensioner. Nautilen bestaar af to Skrog, et indre og et ydre, der ere forenede indbyrdes ved Tformede Jernforbindelser, hvilket frembringer en overordenlig Fasthed. Som en Følge af denne celleagtige Bygning ejer Skibet en Modstandskraft, som om det var helt og holdent massivt. I Virkeligheden tillader den Maade, hvorpaa det er bygget, mig at trodse de voldsomste Have. De to Skrog ere fabrikerede af Staalplader, hvis Tæthed i Forhold til Vandets er som syv eller otte til ti. Det indre er ikke mere end halvanden Tomme tykt og vejer tre hundrede og otte og fyrgetyve Tons. Det Ydre, Kjølen, er een og en halv Fod højt og vejer ialt to og tredsindstyve Tons. Maskinen, Ballasten, forskjelligt Tilbehør og Møbler, Skillevæggene og de indre Skotter veje ni hundrede og fem Tons, hvilket lagt til trehundrede og otte og fyrge giver den Totalvægt af et tusind tre hundrede og femten Tons, som udkræves. Er dette ikke tydeligt? - Det er fuldstændig tydeligt, svarede jeg. - Altsaa, vedblev Kaptajnen, naar Nautilen svømmer paa Vandet, hæver den sig en Tiendedel over havfladen. Men dersom jeg indretter Reservoirer af samme Drægtighed som denne Tiendedel, det vil sige, som rumme et hundrede og femten Tons, og jeg fylder dem med Vand, vil Skibet, som da trykker tilside et tusind og fem hundrede Tons Vand, helt og holdent nedsænkes under Vandet. Saaledes gaar jeg ogsaa til Værks, Hr. Professor. Disse Reservoirer findes i de nederste Partier af Nautilen. Jeg aabner Hanerne, de fyldes, og Baaden sænker sig i lige Linie med Vandfladen. - Godt, Hr. Kaptajn, men vi komme nu til den egenlige Vanskelighed. Jeg kan nok forstaa, at De kan sænke Dem ned i Linie med Vandfladen; men naar De kommer længere ned, træffes saa ikke Deres undersøiske Apparat af et Tryk nedenfra og opad, som paa fire og tredive Fods Dybde er ligt med en Atmosfære eller omtrent fem og tyve en halv Kvadrattomme paa en Kvadrattomme? - Jo, ganske rigtigt, H r. Professor. - Men saafremt De ikke fylder hele Nautilen med Vand, indseer jeg ikke, hvorledes De kan føre den ned i Dybet. - Hr. Aronnax, svarede Kaptajn Nemo, man maa ikke forvexle Statistiken med Dynamiken, thi derved udsærtter man sig for de største Fejltagelser. Det er slet ikke nogen synderlig vanskelig Opgave at trænge ned i de laveste Vandlag, eftersom alle Legemer have en Tilbøjelighed til at falde. Følg mit Raisonnement. - Jeg er lutter Øre, Hr. Kaptajn. - Da jeg vilde bestemme den Vægtforøgelse, som jeg maatte give Nautilen for at kunne sænke den, behøvede jeg kun at sysselsætte mig med den Formindskelse i Volumen, som Havvandet undergaar, efterhaanden som man trænger ned til de dybere Lag. - Det er tydeligt, svarede jeg. - Nu vel, selv om det ikke er fuldstændig umuligt at sammentrykke Vandet, lader det sig i det Mindste kun sammentrykke ganske lidt. Efter de nyeste Beregninger beløber denne Reduktion sig kun til fire hundrede og femogtredive tiende Milliontedele pr. Atmosfære eller paa hver fire og tredivte Fod. Gjælder det nu om at sænke sig tre tusind fire hundrede Fod ned, beregner jeg Formindskelsen af Volumen under et Tryk, der er lig med en Vandsøjles paa tre tusind og fire hundrede Fods Højde, det vil sige et Tryk af et hundrede Atmosfærer. Denne Formindskelse bliver altsaa fire hundrede og sex og tredive hundrededels Milliontedele, og følgelig maa jeg foroge Voegten til et tusind fem hundrede og sex Tons istedetfor et tusind fem hundrede. Hele Voegtforøgelsen udgjør saaledes kun sex Tons. - Ikke Mere? - Nej, ikke Mere, og Beregningen er let at kontrollere. Men jeg har Reserve-Reservoirer, som kunne rumme et hundrede Tons. Saaledes kan jeg sænke mig ned til anseelige Dybder. Naar jeg vil stige op igjen til Vandfladen, behøver jeg blot at lade dette Vand strømme ud, og ønsker jeg, at Nautilen skal hæve sig til en Tiendedel af sin Totaldrægtighed, maa jeg helt og holdent tømme Reservoirerne." Mod dette ved Talstørrelser støttede Raisonnement var der Intet at indvende. „Jeg indrømmer Rigtigheden af Deres Beregninger, Hr. Kaptajn, svarede jeg, og det vilde være vanskeligt at bestride dem, da Erfaringen hver Dag bekræfter dem. Imidlertid forudseer jeg dog en virkelig Vanskelighed. - Og hvilken, Hr. Professor? - Naar De befinder Dem paa tre tusind fire hundrede Fods Dybde, hviler der et Tryk af et hundrede Atmosfærer paa Nautilens Sider. Dersom De altsaa i dette Øjeblik vil tømme Deres Reservebeholdere og stige op til Vandfladen, maa Deres Pumper kunne overvinde dette Tryk, som beløber sig til to tusind fem hundrede og femten Pund paa Kvadrattommen. Dette forudsætter en Kraft, som . . . . - Som kun Elektriciteten kan give mig, skyndte Kaptajn Nemo sig at afbryde mig. Jeg erindrer Dem endnu engang om, at mine Maskiners dynamiske Kraft er næsten ubegrændset. Nautilens Pumper have en uhørt Styrke, hvilket De selv maa være bleven overbevist om, da deres Vandsøjler som en Fos styrtede ind over Abraham Lincoln. Forresten bruger jeg kun mine Hjælpereservoirer til at stige ned til Dybder, der ere mindre end fire tusind fem hundrede eller sex tusind Fod, og her bruger jeg dem blot for ar spare mine Apparater. Naar jeg derimod faar Lyst til at besøge Dybder paa en Mil under Vandfladen, tager jeg mm Tilflugt til mere omstændelige, men lige saa sikkre Manøvrer. - Hvilke, H r. Kaptajn? spurgte jeg. - Dette fører mig naturlig til at fortælle Dem, hvorledes Nautilen manøvreres. - Jeg er meget nysgjerrig efter at faae det at vide. - For at kunne styre Baaden styrbord eller bagbord, i det Hele taget for at kunne manøvrere den i horisontal Retning, betjener jeg mig af et almindeligt Roer, som er gjort fast agter ude, og som fættes i Beveegelse ved Skruer og Talljer. Men jeg kan ogfaa bevæge Nautilen nedenfra opad og ovenfra nedad ved Hjælp af to hældende Planer, der ere færstede til dens Sider midt paa Vandgangen, bevægelige Planer, som kunne indtage alle mulige Stillinger, og som manøvreres indenfra ved Hjælp af kraftige Løftestænger. Naar disse Planer stilles parallelt med Baaden, løber den i horisontal Retning. Stilles de hældende, saa enten sænker Nautilen sig under Trykket af sin Skrue i en saa forlænget Diagonal, som jeg ønsker det, eller ogsaa stiger den i Vejret i Retning af denne Diagonal. Og dersom jeg ønsker at komme hurtigere op til Overfladen, lader Trykket Nautilen stige lodret i Vejret ligesom en Balon, der er fyldt med Gas. - Bravo, Kaptajn, Bravo! udbrød jeg. Men hvordan kan Roergængeren følge den Vej, som De befaler ham at tage midt igjennem Vandene. - Roergængeren er placeret i en med lindseformede Glas forsynet Kahyt paa den øverste Del af Nautilens Skrog. - Og disse Glas ere istand til at modstaa saadanne Tryk? - Fuldstændig. Krystallen, der ikke let taaler Stød, kan dog gjøre en temmelig anseelig Modstand. Under de Fiskeriforsøg ved elektrisk Lys, som man 1865 anstillede i Nordsøen, saae man Skiver af dette Stof, der kun vare en og to Trediedeel Tomme tykke, udholde et Tryk paa sexten Atmosfærer, medens de lode gaa igjennem sig kraftige Varmestraaler, som ophedede dem i forskjellig Grad. Men de Glas, som jeg bruger, ere ikke mindre end tretten Gange tykkere. - Lad gaa, Hr. Kaptajn; men for at kunne see, behøver man dog Lys, som forjager Mørket, og jeg spørger mig selv, hvorledes man midt i det mørke Vand . . . . - Bagved Styrmandens Kahyt er der stillet en kraftig Reflektor, som oplyser Havet i en halv Mils Omkreds. - Ah! Bravo, Bravo, Hr. Kaptajn! Jeg kan nu forklare mig det fosforagtige Lys fra den foregivne Narhval, som har voldet de Lærde saa mange Bryderier. Apropos, Sammenstødet mellem Nautilen og Scotia, der vakte en saa uhyre stor Opsigt, var det kun fremkaldt af et rent Tilfælde? - Rent tilfældigt. I Virkeligheden, jeg navigerede paa sex Fods Dybde under Vandfladen, dengang Sammenstødet indtraf. Jeg saae forresten, at Skibet ikke havde taget nogen synderlig Skade. - Nej, slet ingen, Hr. Kaptajn. Men nu Sammenstødet med Abraham Lincoln? - Hr. Professor, det gjør mig ondt at have skadet et af den amerikanske Marines bedste Skibe. Men man forfulgte mig, og det var min Pligt at forsvare mig. Forresten berøvede jeg det kun Evnen til at skade mig, og jeg skal ikke lægge nogen Hindring i Vejen for, at det faar repareret i nærmeste Havn. - Hr. Kaptajn, udbrød jeg med Overbevisning, Deres Nautil er i Sandhed det fortræffeligste Skib, der findes! - Ja, Hr. Professor, svarede Kaptajn Nemo med kjendelig Sindsbevægelse, og jeg elsker den som Kjød af mit Kjød. Medens paa et as Eders Skibe, som ere Trælle af Havets Luner, medens der Alt er Fare, og medens det første Indtryk af dette Hav - som Hollænderen Jansen saa rigtig har sagt - er en Følelse af Afgrunden, saa har Menneskehjertet Intet at frygte ombord paa Nautilen. Her kan Intet sønderknuses, thi det dobbelte Skrog er stærkt som Jern; ingen Bølgegang kan bringe Takkelagen i Uorden; ingen Storm kan flænge Sejlene; Dampen kan ikke sprænge Kjedlerne; Ildebrand er umulig, thi Fartøjet er gjort af Staal og ikke af Træ; Kullet kan ikke opbruges, thi Elektriciteten er den mekaniske Drivkraft; der er intet Sammenstød at frygte, thi Nautilen er den eneste Sejler i Havets Dybder; der er ingen Storme at trodse, thi nogle faa Fod under Vandfladen finder den fuldstændig roligt Vand. Se saaledes, Hr. Professor, saaledes er Skibet, og dersom det er fandt, at Ingenioren har større Tillid til det paagjældende Skib end Konstruktøren, og Konstruktøren atter større Tillid end Kaptajnen, saa vil De kunne forstaa, med hvilken Tryghed jeg betror mig til Nautilen, da jeg i dette Tilfælde baade er Ingeniør, Konstruktør og Kaptajn." Kaptajn Nemo talte med en fortryllende Veltalenhed. Ilden i hans Blik, det Lidenskabelige i hans Bevægelser gjorde ham til et helt andet Menneske. Ganske vist, han elskede sit Skib, som en Fader elsker sit Barn. Men et Spørgsmaal, der var indiskret, trængte sig meget naturligt frem, og jeg kunde ikke dye mig for at sige: „De er altsaa Ingenior, Kaptajn Nemo? - Ja, Hr. Professor, jeg har studeret i Paris, London og New-York, dengang jeg endnu boede paa Jorden. - Men hvorledes har De dog saa hemmeligt kunnet bygge dette beundringsværdige Skib? - Hvert enkelt Stykke, Hr. Aronnax, har jeg anskaffet i helt forskjellige Lande og under Paaskud af, at de skulde bruges til helt andre Ting. Kjølen er smedet i Frankrig, Skrueaxen hos Pen & Komp. i London, Pladerne til Skroget hos Leard i Liverpool, Skruen hos Scott i Glasgow. Reservoirerne ere fabrikerede af Cail & Komp. i Paris, Maskinen af Krupp i Preussen. Pantservædderen er fra Motala i Sverig, Præcisionsinstrumenterne fra Brodrene Hart i New-York osv. Og alle disse Fabrikanter har jeg tilsendt mine Tegninger under forskjellige Navne. - Men, svarede jeg, det har dog været nødvendigt at tilpasse og sammenføje disse forskellige Dele? - Hr. Professor, jeg havde lagt mine Værksteder paa en ubeboet Ø midt i Oceanet. Der have mine Arbejdere, det vil sige mine brave Kammerater, som jeg havde underviist og uddannet, i Forening med mig bygget Nautilen færdig. Da vi vare færdige med vore Arbejder, lode vi Ilden tilintetgøre ethvert Spor af vort Besøg paa denne Ø, som jeg havde sprængt i Luften, dersom jeg havde kunnet det. - Jeg tør saaledes antage, at Prisen paa dette Fartøj er løbet op til en umaadelig Sum? - Hr. Aronnax, et Fartøj af Jern koster firehundrede Daler pr. Tons. Nautilen vejer femten hundrede Tons. Den staaer saaledes i en Pris af sex hundrede tusinde Daler, og naar Udrustningen og de Kunstskatte, den indeholder, regnes med, i en Pris af halvanden Million. - Et sidste Spørgsmaal, Kaptajn Nemo. - Og det er, Hr. Professor? - De maa jo være meget rig? - Min Rigdom er umaadelig, Hr. Aronnax, og det vilde aldeles ikke genere mig at betale hele Frankrigs Statsgjæld paa engang." Jeg betragtede skarpt den forunderlige Personlighed, der talte saaledes. Drev han Gjæk med min Lettroenhed? Fremtiden skulde afgjøre det. Fjortende Kapitel. Den sorte Flod. Den Del af Jordkloden, som optages af Vandet, anslaas til sex Millioner otte hundrede og sex og halvtredsindstyve tusind Kvadratmile. Denne flydende Masse indeholder to Billioner to hundrede og fem og halvtredssindstyve Milliarder Kubikmile og vilde danne en Klode med en Diameter af to og tyve Mil, og hvis Tyngde vilde være lig med tre Kvintillioner Tons. For at kunne forstaa dette maa man vide, at Kvintillionen er i Forhold til Milliarden det Samme, som Milliarden er i Forhold til Enheden, eller med andre Ord, at der gaar lige saa mange Milliarder paa en Kvintillion, som der gaar Enheder paa en Milliard. Denne flydende Masse udgjør saa noget nær hele den Vandmængde, som alle Jordens Floder give fra sig i fyrgetyve tusind Aar. I de geologiske Tidsaldere efterfulgtes Vandperioden af Ildperioden. I Begyndelsen bedækkede Oceanet Alt. Derefter, i den siluriske Periode, skjød der Bjergtoppe op og hævede der sig Øer, som forsvandt igjen under partielle Oversvømmelser, for saa paany at dukke op, voxe sammen og danne Fastlande, indtil Jorden endelig fik den geografiske Skikkelse, som den nu har. Efter Kontinenternes Form kan man dele Vandet i fem Verdenshave: det nordlige Ishav, det sydlige Ishav, det indiske Hav, det atlantiske Hav og det stille Hav. Det stille Hav strækker sig fra den nordlige Polarkreds til den sydlige og fra Asien i Øst til Amerika i Vest, over et Rum af et hundrede og fem og fyrgetyve Længdegrader. Det er det fredeligste Hav, Bølgerne ere her brede og langsomme, dets Ebbe og Flod meget ligelig. D et var dette Hav, min Skjæbne lod mig befare under saa ejendommelige Forhold. „Hr. Professor, sagde Kaptajn Nemo til mig, vi ville nu, om De saa synes, nøjagtig bestemme vor Stilling og gjøre den til Udgangspunkt for vor Rejse. Klokken er Elleve og tre Kvarter, jeg vil nu gaa op til Vandfladen." Kaptajnen slog tre Gange paa en elektrisk Klokke, Pumperne begyndte at drive Vandet ud af Reservoirrerne, Viseren paa Manometret angav ved de forskjellige Tryk Nautilens opadstigende Bevægelse. Endelig standsede den. „ Vi ere oppe," sagde Kaptajnen. Jeg begav mig hen til Midtertrappen, som førte op til Platformen. Jeg steg op ad Metalstigen og begav mig gjennem de aabnede Luger op paa den øverste Del af Nautilen. Platformen hævede sig knap femten Tommer over Vandfladen. Nautilen havde fortil og bagtil en spoleformet Figur, der gav den Lighed med en Cigar. Jeg lagde Mærke til, at dens Staalplader, der vare lagte tagformigt over hinanden, lignede Skallerne paa de store Landkrybdyr, og jeg forstod nu fuldkommen godt, hvorfor denne Baad, trods de bedste Kikkerter, stadig var bleven antaget for et stort Sødyr. Paa Midten af Platformen dannede Baaden, der selv var sænket ind i Skibets Skrog, en svag Ophøjning. Forude og agterude hævede sig to ikke synderlig høje Kahyter med hældende Vægge og tykke, lindseformede Glasruder. Den første af disse var bestemt for Nautilens Styrmand, den anden til Fyrtaarn for det vældige elektriske Lys, som gjorde det muligt at finde Vej. Havet var dejligt, Himlen klar. Det langstrakte Fartøj bevægede sig neppe for Havets Bølger. En svag østlig Brise krusede Vandfladen. Den taagefri Horisont egnede sig udmærket til Observationer. Der var Intet at see. Ingen Klippe, ingen Ø, endmindre Abraham Lincoln. Et umaadeligt Øde. Kaptajn Nemo, der førte sin Sextant med sig, tog Solhøjden for at faae Bredegraden at vide. Han ventede nogle Minuter, til Stjernen rørte ved Kanten af Horisonten. Medens han observerede, bevægede der sig ikke en Muskel hos ham, og Instrumentet kunde ikke have hvilet roligere i en Marmorhaand. „Klokken er tolv, sagde han. Hr. Professor, dersom De behager . . . ." Jeg kastede et sidste Blik paa dette Hav, der var en smule gulagtigt paa Grund af Jordudstrømningerne fra det japanesiske Fastland; derefter steg jeg igjen ned i Salonen. Her beregnede Kaptajnen kronometrisk, paa hvilken Længdegrad vi befandt os, og sagde saa til mig: „Hr. Aronnax, vi befinde os paa et hundrede og syv og tredive Grader og femten Minuter vestlig Længde . . . . - Fra hvilken Meridian? spurgte jeg hurtigt, i det Haab, at jeg af Kaptajnens Svar skulde kunne slutte mig til hans Nationalitet. - Jeg har forskjellige Kronometre, der ere stillede efter Meridianerne over Paris, Grenvich og Washington; men af Hensyn t il Dem, skal jeg rette mig efter Meridianen over Paris." Heraf blev jeg ikke klogere, end jeg var i Forvejen. Jeg bukkede, og Kaptajnen gjentog: „Syv og tredive Grader og femten Minuter vestlig Længde regnet efter Meridianen over Paris og tredive Grader og syv Minuter nordlig Længde, det vil sige omtrent tre hundrede Mile fra den japanesiske Kyst. Vor Verdensomsejling under Havet begynder den 8de November Klokken Tolv Middag. - Gud holde sin Haand over os, svarede jeg. - Og nu, Hr. Professor, sagde Kaptajnen, overlader jeg Dem til Deres Studier. Jeg har sat Kurs mod Ost-Nordost paa et hundrede og halvtredsinstyve Fods Dybde. Her er et Kort, hvorpaa jeg har mærket Vejen med store Prikker. Salonen staaer til Deres Disposition, og med Deres Tilladelse trækker jeg mig nu tilbage." Kaptajn Nemo hilste og gik. Jeg blev alene tilbage, hensunken i mine Tanker. De samlede sig alle omkring Nautilens Kaptajn. Skulde jeg nogensinde faae at vide, til hvilken Nation denne selsomme Mand hørte, som roste sig af ikke at høre til nogen? Hvem og hvad havde fremkaldt dette Had, som han havde svoret Menneskeheden, og som maaske tragtede efter en forfærdelig Hevn? Var han en af disse miskjendte Lærde, et af disse Genier, som Verden - for at bruge et Udtryk af Jean - „havde gjort Sorg", var han en moderne Galilæi, eller var han maaske snarere en af disse Videnskabsmand, hvis Karriere ligesom Amerikaneren Maury's var bleven forstyrret ved politiske Bevægelser? Jeg kunde endnu ikke vide det. Mig, hvem Tilfældet havde kastet ombord paa hans Skib, og hvis Liv han holdt i sine Hænder, mig havde han modtaget koldt, men gjæstfrit. Han havde aldrig modtaget den Haand, jeg rakte ham, og han havde aldrig rakt mig sin. Jeg sad vel en hel Time hensunken i saadanne Tanker og søgte at gjennemtrænge den for mig saa interessante Hemmelighed. Derefter kastede jeg Blikket paa den uhyre Planisfære (Jordkuglens Afbildning paa en Flade), som var udfoldet foran mig paa Bordet, og jeg satte Fingeren paa det Punkt, hvor den observerede Længde og Brede krydsede hinanden. Havet har sine Floder ligesom Kontinenterne. Der er særskilte Strømme, som ere kjendelige paa deres Temperatur, deres Farve, og af hvilke den mærkeligste er kjendt under Navnet Golfstrømmen. Videnstaben har paa Globen afsat fem Hovedstrømmes Retning: en i det nordlige Atlanterhav, en anden i det sydlige Atlanterhav, en tredie i den nordlige, en fjerde i den sydlige Del af det stille Hav og endelig en femte i den sydlige Del af det indiske Hav. Det er desuden rimeligt, at en sjette Strøm existerede i den nordlige Del af det indiske Hav, da det kaspiske Hav og Aralsøen sammen med de store asiatiske Søer kun dannede en og samme Vandmasse. Nu vel, over det antydede Punkt paa Planisfæren løb en af disse Strømme, nemlig Japanesernes Kuro-Skivo, den sorte Flod, som løbende ud fra den bengalske Bugt, hvor den ophedes af den tropiske Sols lodrette Straaler, passerer gjennem Malakkastrædet og følger den asiatiske Kyst, hvorefter den bueformigt løber ud i den nordlige Del af det stille Hav lige ind til de aleutiske Øer, idet den fører med sig Kamfertræesstammer og andre tropiske Væxter, og adskiller sig fra Oceanets Bølger ved sit varme Vands rene Indigofarve. Det var denne Strøm, som Nautilen skulde befare. Jeg fulgte den med Blikket, jeg saae den tabe sig i det umaadelige Hav, og der paakom mig en Fornemmelse, som om jeg blev slæbt bort af den. I det Samme viste Ned Land og Jean sig i Døren til Salonen. Mine brave Kammerater stode aldeles forstenede ved Synet af de Vidundere, som laa opdyngede foran dem. „Hvor ere vi? raabte Kanadieren. I Qvebecks Museum? - Hvis Herren ikke tager det ilde op, faldt Jean ind, synes jeg det ligner mere Sommerards Hotel. - Mine Venner, svarede jeg, idet jeg gav dem et Tegn til at træde indenfor, vi ere hverken i Kanada eller i Frankrig, men bestandig ombord paa Nautilen og et hundrede og halvtredsinstyve Fod under Havet. - Man maa jo tro Herren, siden Herren selv siger det, svarede Jean; men denne Salon kan rigtignok nok forbause et Menneske, selv om det er en Flamlænder som jeg. - Vær forbauset, min Ven, og see Dig om, thi her er Noget at bestille for en Klassifikator som Du." Jeg havde imidlertid ikke behøvet at opmuntre Jean. Hældet over Glasklokkerne mumlede han allerede de naturhistoriske Remser: Gassteropodernes Klasse, Buccinoidernes Familie, Porcellainsneglenes Slægt, Arten Cypræa madagascariensis osv. Nu og da gjorde Ned Land mig forskjellige Spørgsmaal om mit Møde med Kaptajn Nemo. Havde jeg faaet at vide, hvem han var, hvorfra han kom, hvor han tænkte paa at gaa hen, hvor dybt han vilde sænke sig med os? kort sagt tusinde Spørgsmaal, paa hvilke jeg knap fik Stunder til at svare. Jeg sagde ham det, som jeg vidste, eller rettere det, som jeg ikke vidste, og jeg spurgte ham, hvad han paa sin Side havde oplevet. „Jeg har Ingenting seet, og Ingenting hørt, svarede Kanadieren; jeg har end ikke seet et Glimt af Besætningen. Den skulde da ikke tilfældigvis ogsaa være elektrisk? - Elektrisk! - Ja, man skulde min Sandten være fristet til at tro det. Men kan De ikke, Hr. Aronnax, sige mig, hvor mange Mand - ti, tyve, halvtreds eller hundrede - der findes her ombord? spurgte Ned Land, som bestandig spekulerede paa sin Ide. - Jeg er ikke istand til at sige Dem det, Mr. Land. Forresten lyd De mit Naad, og opgiv De foreløbig enhver Tanke om at bemægtige Dem Nautilen eller flygte fra den. Denne Baad er et af den moderne Industris Underværker, og jeg vilde være fortvivlet over ikke at have seet den. Mangen En vilde med Glæde bytte Skjæbne med os, naar han derved kunde komme til at see alle disse Vidundere. Som jeg siger Dem, forhold Dem rolig og indskrænk Dem til at betragte, hvad der foregaar rundt om Dem. - Betragte! raabte Harpunereren. Men man seer Intet, man kan ikke see Noget i dette Staalfængsel. Vi sejle som Blindebukke . . . ." Netop idet Ned Land yttrede disse Ord, blev det pludseligt mørkt, aldeles mørkt i Salonen. Den lysende Platfond slukkedes og det saa hastigt, at mine Øjne modtoge et pinligt Indtryk deraf, lig det, som fremkommer ved den pludselige Overgang fra dybt Mørke til straalende Lys. Vi sade tause og ubevægelige og vidste ikke, om det var en behagelig eller ubehagelig Overraskelse, der forestod os. En skrabende Lyd hørtes, det lød , som om man lukkede Luger op paa Nautilen. „Nu ere vi færdige, sagde Ned Land. - Hydromedusernes Orden," mumlede Jean. Pludselig brød Lyset ind fra begge Salonens Sider gjennem to aflange Aabninger. Vandmasserne syntes klart oplyste af elektrisk Fluidum. To Krystalplader stilte os fra Havet. I Begyndelsen gyste jeg ved tanken om, at denne skjøre Væg kunde gaa itu; men stærke Kobberstænger støttede den og gav den en næsten ubegrændset Modstandskraft. Man kunde see hele Havet i en Mils Omkreds. Hvilket Skuespil! Hvem skulde være istand til at beskrive det! Hvilken Pensel vilde være istand til at male Lyseffekterne i disse gjennemsigtige Masser og de fine Farvenuancer fra Oceanets øvre til dets nedre Lag! Man kjender Havvandets Gjennemsigtighed, og man veed, at det overtræffer Ferskvandets. De mineralske, organisks Dele, som findes opløste i Havvandet, forøger desuden dets Klarhed. Paa visse Steder, saaledes ved Antillerne, kan man med forbausende Tydelighed skjelne Havbunden paa ni hundrede Fods Dybde. Men paa det Dyb, hvor Nautilen nu befandt sig, opstod det elektriske Lys i selve Bølgernes Skjød. Det var ikke lysende Vand, det var flydende Lys. Dersom man antager Ehrembergs Hypothese, som troer paa en fosforescent Oplysning af Havets Dybder, saa har Naturen utvivlsomt forbeholdt et af sine vidunderligste Skuespil for dettes Indvaanere. Det vexlende Lysspil, som jeg havde for mig, gav mig Begreb derom. Paa hver Side var der et Vindu, som vendte ud til disse aldrig undersøgte Afgrunde. Mørket i Salonen gjorde det ydre Lys saa meget klarere, og vi saae frem for os, som om den klare Krystal havde været Vinduet i et uhyre Akvarium. Nautilen syntes ikke at bevæge sig. Det kom af, at vi savnede Alt, hvad der hedder Landmærke. Men nu og da strømmede det af Skibets Pantserbov kløvede Vand forbi vore Blikke med en umaadelig Hurtighed. Slagne af Forbauselse laa vi lænede imod Vinduerne, og endnu havde Ingen af os brudt Tausheden, da Jean sagde: „De havde Lyst til at see, bedste Ned? Saa see nu da. - Forunderligt, forunderligt, mumlede Kanadieren, som glemte fin Forbittrelse og sine Planer til Flugt overfor det mærkelige Syn. Man vilde reise langt for at see et saadant Skuespil. - Nu forstaaer jeg denne Mands Liv! raabte jeg. Han har skabt sig en særlig Verden, der oplader for ham alle sine forbausende Vidundere. - Men Fiskene? bemærkede Kanadieren; jeg seer ingen Fiske. - Det kan jo ogsaa være Jer det Samme, bedste Ned, svarede Jean. I kjender jo dog alligevel ingen af dem. - Jeg ikke, en Fisker af Profession?" brummede Ned Land. Og nu opstod der en Disput om dette Emne mellem de to Venner; thi de forstode sig begge To paa paa Fiske, men rigtignok hver paa sin Maade. Enhver veed, at Fiskene udgjøre den fjerde og sidste Klasse af Hvirveldyrenes Afdeling. Man har meget rigtigt defineret dem som: Hvirveldyr med dobbelt Cirkulation og koldt Blod, der aande ved Gjæller og ere bestemte til at leve i Vandet. De bestaa af to forstjellige Ordener, nemlig Benfisk, hvis Rygrad bestaaer af Benknokler, og Bruskfisk, hvis Rygrad bestaaer af brustagtige Knokler. Kanadieren kjendte maaske denne Adskillelse, men Jean var bedre bevandret i dette Emne, og da han nu var bleven gode Venner med Ned Land, kunde han ikke tillade, at denne var mere uvidende, end han selv var. Derfor sagde han ogsaa: „Bedste Ned, I er en Mand, der slaaer Fisk ihjel, en meget dygtig Fisker, I har fanget en stor Mængde af disse interessante Dyr, men jeg tør nok holde en Paré paa, at I ikke veed, hvorledes man inddeler dem. - Jo, svarede Harpunereren alvorligt; man inddeler dem i Fisk, som kunne spises, og Fisk, som ikke kunne spises. - Ja, det er Kokkepigernes Inddeling, svarede Jean; men siig mig, kjender I Forstjellen paa Benfisk og Bruskfisk? - Det kunde nok være, Jean. - Og Underafdelingerne under disse to store Klasser? - Nej, ikke saavidt jeg veed, svarede Kanadieren. Naa, saa hør efter, Ned, og læg Mærke til, hvad jeg siger. Benfiskene inddeles i sex Underafdelinger: for det Første: Akanthopterygier, hvis Overkjæbe er komplet og bevægelig, og hvis Gjæller ere kamformede. Denne Underafdeling indbefatter femten Familier, det vil sige Trefjerdedelen af alle kjendte Fiske. Type: den almindelige Aborre. - Smager ganske godt, bemærkede Ned Land. - For det Andet, vedblev Jean, Abdominaler, med Bugfinnerne siddende bag ved Brystfinnerne; denne Afdeling bestaaer af fem Familier, og hertil henhøre de fleste Ferskvandsfiske. Type: Karpen, Gjeden. - Pyh! yttrede Kanadieren med en vis Foragt, Ferskvandsfisk! - For det Tredie, fortsatte Jean, Subbrachier, med Bugfinnerne siddende under Brystfinnerne og fæstede umiddelbart til Skulderbladet. Type: Flyndere, Torsk, Lax osv. - Fortræffelige, fortræffelige! raabte Harpunereren, som kun vilde betragte Fiskene fra Madstandpunktet. - For det Fjerde, fortsatte Jean, uden at lade sig bringe ud af Fatning: Apoder, med langstrakt Krop, uden Bugfinner og forsynede med tyk eller klæbrig Hud. Type: den almindelige Aal. - Noget middelmaadigt Tøjeri, bemærkede Ned Land. - For det Femte, sagde Jean, Lofobrancher, som have fuldstændige og fri Kjæber, men hvis Gjæller ere formede fom smaa Kvaste, der sidde parvis fæstede til Gjællebuerne. Denne Orden indbefatter kun en Familie. Type: Hestefisken, Havnaalene. - Daarligt Kram, daarligt Kram! akkompagnerede Harpunereren. - For det Sjette endelig, sagde Jean, Plektognatherne, som have Overkjæbens Ben fast sammenvoxede indbyrdes og med Hjerneskallen. Kroppen bedækkes af Skjolde, Takker eller smaa Bendannelser i Huden. Af denne Underorden, som savner virkelige Bugfinner, findes der kun to Familier. Type: Tetrodon og Klumpfisken. - Fy for en Ulykke, saadan noget Skab! raabte Kanadieren. - Har I nu forstaaet det Altsammen rigtigt, Ned? spurgte den lærde Jean. - Ikke et Ord , min Ven, svarede Harpunereren, men bliv Du bare ved; thi Du er saamæn meget morsom at høre paa. - Hvad Bruskfiskene angaaer, fortsatte den utrættelige Jean, saa er der kun tre Underafdelinger. - Saameget desto bedre, faldt Ned ind. - For det Første, Cyklostomerne, hvis Kjæbeben ere sveitsede til en forlænget Ring, og som har flere ubedækkede Gjælleaabninger paa hver Side af Hovedet. Denne Orden indbefatter kun en Familie. Type: Lampreten. - Kan gaa an, bemærkede Ned Land. - For det Andet, Tvermundede der have samme Slags Gjælleaabninger som de Foregaaende, men et bevægeligt Underkjæbeben. Denne Orden, som er den vigtigste i hele Klassen, indbefatter to Familier: Hajer og Rokker. - Hvad for Noget, raabte Ned Land, skal nu Hajer og Rokker i samme Afdeling? Hør, Jean, i Hajernes Interesse raader jeg Jer til ikke at sætte dem ind under samme Glaslaag. - For det Tredie, svarede Jean, Størfiskene, hvis Gjæller sædvanligvis staa i Forbindelse med Vandet gjennem en eneste Aabning, der er dækket af et Gjællelaag. Denne Afdeling indbefatter fire Slægter. Type: Støren. - Aha, Jean, I har gjemt det Bedste tilsidst - efter min Mening i det Mindste; men er det det Hele? - Ja, bedste Ned, svarede Jean, men læg Mærke til, at selv om man kan Alt dette her, saa kan man endnu ikke Noget; for Familierne deles i Slægter, Slægterne i Arter og Arterne i Varieteter . . . . - Nu vel, Jean, sagde Harpunereren, idet han lænede sig mod Krystalruden - see, der er nu endel „Varieteter" som passere forbi. - Ja see, en Masse Fisk! svarede Jean; man skulde tro, man stod overfor et Akvarium. - Nej, bemærkede jeg; thi Akvariet er simpelt hen et Bur, men disse Fisk ere fri som Fuglene i Luften. - Nu vel, Jean, stig os, hvad de hedder, sagde Ned Land. - Jeg! svarede Jean; nej, det er jeg ikke dygtig nok til; det er min Herres Sag." Han havde Ret. Saa ivrig en Klassifikator han var, saa daarlig en Naturforsker var han, og jeg troer neppe, han havde kunnet stjelne en Tunfisk fra en Makrel. Han var med et Ord en fuldstændig Modsætning til Kanadieren, som, uden at betænke sig, nævnede alle Fiskene ved Navn. „En Hornfisk, havde jeg sagt. - Og en kinesisk Hornfisk oven i Kjøbet, tilføjede Ned Land. - Slægten Hornfisk, Familien Scleroderma, Plektonathernes Orden." Dersom man havde lagt Ned Land og Jean sammen, havde man uden Tvivl faaet en dygtig Naturforsker ud af det. Kanadieren havde ikke taget fejl. En Flok Hornfiske med sammentrykt Hoved, prikkret Hud og bevæbnede med en Tak i Rygfinnen, legede omkring Nautilen, idet de bevægede de fire Rækker Torne, som skyde ud paa hver Side af Halen. Mellem dem gyngede som en Sky, der flagrer for Vinden, en Mængde Rokker, blandt hvilke jeg til min store Glæde opdagede den kinesiske Rokke, der paa Ryggen er gulagtig, under Bugen svagt rosenrød, og som udmærker sig ved at have tre Takker bag ved Øjet. Det er en sjelden Art, hvis Existens paa Lacepedes Tid endog var meget omtvistet, eftersom denne Naturforsker kun havde seet den i en Samling japanesiske Tegninger. I et Par Timers Tid eskorteredes Nautilen af en hel undersøisk Armee. Under deres Lege og Spring, i hvilke de overbøde hinanden i Skjønhed, Glands og Hurtighed, bemærkede jeg den grønne mulus barbatus, der kjendes paa en dobbelt sort Stribe; Gobier med afrundet Halefinne, hvid med violette Prikker paa Ryggen; den japanesiske Makrel med blaa Krop og sølvglindsende Hoved; den japanesiske Salamander, sex Fod lange Orme med smaa spillende Øjne og vældige Gab, der var fuldt besat med Tænder osv. osv. Vor Beundring var efterhaanden steget efter en uhyre Maalestok. Der var ingen Ende paa vore Udraabsord. Ned sagde Navnene paa de forskjellige Fiske. Jean klassificerede dem, og jeg selv var opfyldt af Begejstring over deres Livlighed og Skjønhed. Aldrig før havde jeg havt Lejlighed til at betragte disse Dyr levende og i deres eget Element. Jeg vil ikke nævne alle de Varieteter, som saaledes passerede forbi vore blændede Øjne, hele denne Samling fra de japanesiske og kinesiske Vande. Mere talrige end Luftens Fugle samlede disse Fiske sig om Nautilen, uden Tvivl lokkede hid af det straalende elektriske Lys. Pludselig blev der Dag i Salonen. Staallugerne bleve studte for igjen, det betagende Syn forsvandt; men jeg drømte endnu længe efter om det, indtil mit Blik faldt paa de paa Væggen hængende Instrumenter. Magneten viste, at vor Retning var mod Nord-Nordost, Manometret angav et Tryk af fem Atmosfærer, hvilket svarede til en Dybde af et hundrede og halvtredsinstyve Fod, og den elektriske Logg annoncerede en Hastighed af femten Mil i Timen. Jeg ventede Kaptajn Nemo, men han viste sig ikke. Uhret stod paa Fem. Ned Land og Jean gik tilbage til deres Kahyt og jeg til min. Min Middagsmad ventede mig. Den bestod af Skildpaddesuppe, af Malle, hvis Lever, særskilt anrettet, var en ypperlig Spise, samt af Holokant-Filet, der i Saftighed overgaaer Laxens Kjød. Aftenen tilbragte jeg med at læse, skrive og tænke. Da endelig Søvnen meldte sig, lagde jeg mig paa mit Bændeltangs-Leje og sov ypperligt, medens Nautilen gled gjennem den sorte Flods hurtige Strømme. Femtende Kapitel. En skriftlig Indbydelse. Dagen efter, den 9de November, vaagnede jeg først efter tolv Timers Søvn. Efter gammel Skik indfandt Jean sig for at spørge om, hvorledes Herren havde tilbragt Natten, og for at tilbyde sin Tjeneste. Han havde forladt sin Ven Kanadieren, der sov, som om han i sit hele Liv aldrig havde bestilt Andet. Jeg lod Jean snakke væk, som han lystede, uden at svare ham synderlig ofte. Mine Tanker havde vendt sig mod Kaptajn Nemo, der ikke havde vist sig siden vor Samtale den foregaaende Dag, men som jeg haabede at see idag. Jeg havde snart iført mig mine Byssusklæder. Mere end een Gang havde deres ejendommelige Beskaffenhed givet Jean Anledning til forskjellige Reflektioner. Jeg underrettede ham om, at de vare tilvirkede af de Traade, ved hvilke Skedemuslingerne, et i Middelhavet hyppigt forekommende Slags Bløddyr, holde sig fast til Klipperne. Fordum tilvirkede man heraf smukke Tøjer, Strømper, Handsker, som paa samme Tid vare meget bløde og meget varme. Nautilens Besætning kunde saaledes klæde sig for billigt Kjøb og uden at behøve at henvende sig til Bomuldsplanten, Faaret eller Silkeormen. Da jeg var klædt paa, begav jeg mig hen til den store Salon. Den var tom. Jeg fordybede mig i Undersøgelsen af de Skatte, som vare opdyngede under Glasklokkerne. Jeg gjennemsaae ligeledes nogle store Herbarier, som indeholdt de sjeldneste Søvæxter, hvilke, stjøndt pressede, endnu havde bevaret deres dejlige Farver. Blandt disse kostbare Havvæxter lagde jeg Mærke til Paafugletangen, fine starlagenrøde Keramier, Acetabuler, som meget ligne fladtrykte Champignons, og som længe regnedes til Plantedyrene. Endelig en hel Samling Fucusarter. Hele Dagen gik, uden at jeg blev hædret med et Besøg af Kaptajn Nemo. Lugerne for Salonvinduerne bleve ikke lukkede op. Man vilde maaske ikke bidrage til at gjore os blaseret ligeoverfor de Skatte, der laa udbredte foran os. Nautilen gik bestandig i nord-nordostlig Retning med en Fart af fire Mil i Timen og paa et hundrede og halvtreds eller et hundrede og firsindstyve Fods Dybde. Dagen efter, den 10de November, samme Forladthed, samme Ensomhed. Jeg saae ikke Nogen af Besætningen. Jean og Ned tilbragte Størstedelen af Dagen sammen med mig. De forundrede sig over Kaptajnens uforklarlige Fraværelse. Var denne forunderlige Mand syg? havde han forandret sine Planer i Henseende til os? Imidlertid , som Jean bemærkede, vi nøde en fuldstændig Frihed og fik Fortræffeligt at spise. Vor Vært svigtede i ingen Henseende sine Løfter til os. Vi havde ingen Grund til at beklage os, og iøvrig fulgte der med selve vor Ensomhed saa smukke Nydelser, at vi kun kunde være taknemlige. Den Dag begyndte jeg en Dagbog over vore Eventyr, og saaledes er jeg blevet istand til at fremstille dem med den mest samvittighedsfulde Nøjagtighed. Som en pudsig Biomstændighed kan jeg anføre, at jeg skrev paa Papir, der var tilvirket af Havtang. Den 11te November tidlig om Morgenen underrettedes jeg gjennem den friste Luft, som var udbredt over det Indre af Nautilen, om, at vi var steget op til Vandfladen for at forny vort Luftforraad. Jeg begav mig hen til Trappen, som forte op til Platformen, og steg op ad den. Klokken var Sex. Luften var tyk, Havet graat, men roligt. Man mærkede neppe Bølgegangen. Vilde Kaptajn Nemo, som jeg haabede, komme herop? Jeg saae kun Styrmanden i hans Glaskahyt. Siddende paa den Ophøjning, som dannedes af Skibsbaaden, indaandede jeg med Velbehag de saltholdige Luftstrømme. Lidt efter lidt spredte Taagen sig for Solstraalerne. Dagens Stjerne hævede sig over Horisontens østlige Rand. Havet flammede op under dens Blik, som var det en brændende Krudtmasse. Skyerne højt oppe farvedes i spillende, beundringsværdigt nuancerede Farvetoner, og talrige „Kattetunger" (det vil sige smaa hvide lette Skyer med taggede Kanter) antydede, at vi denne Dag ikke vilde komme til at mangle Vind. Men hvad betød vel Vinden for denne Nautil, hvem selv ikke Stormen mægtede at forskrække? Jeg sad hensunken i Beundring over denne saa herlige, saa oplivende Solopgang, da jeg hørte Nogen stige op paa Platformen. Jeg rejste mig for at hilse paa Kaptajn Nemo, men saae, at det var hans Næstkommanderende. Han gik frem paa Platformen, som det syntes uden at lægge Mærke til min Nærværelse. Gjennem en vældig Kikkert undersøgte han meget opmærksomt Horisonten paa alle Punkter. Da han var færdig hermed, gik han hen til Lugen og sagde nogle Ord, som jeg her nøjagtigt gjengiver. Jeg har beholdt dem i min Erindring som en Følge af, at jeg hver Morgen hørte dem gjentages under de samme Forhold. Ordene vare disse: Nautron respoc lorni vircb men hvad de betød stal jeg ikke kunne sige. Efterat have sagt dette steg den Næstkommanderende ned igjen. Da jeg antog, at Nautilen atter skulde stikke ned under Vandet, begav jeg mig ligeledes hen til Trappen og steg ned. Saaledes gik fem Dage, uden at Situationen forandrede sig. Hver Morgen steg jeg op paa Platformen, den samme Person udtalte den samme Sætning, og Kaptajn Nemo viste sig fremdeles ikke. Jeg havde allerede slaaet mig til Ro ved den Tanke, at jeg ikke mere vilde faae ham at see. Men da jeg den 16de November i Følge med Ned og Jean vendte tilbage til m it Værelse, fandt jeg paa Bordet en Billet, der var adresseret til mig. Utaalmodigt aabnede jeg den. Haandskriften var rask og tydelig, Bogstaverne mindede noget om de gothiste. Billetten var affattet i folgende Udtryk: Hr. Professor Aronnax. Ombord paa Nautilen. 16de November 1867. Kaptajn Nemo indbyder Hr. Professor Aronnax til at deltage i en Jagt, som imorgen vil blive afholdt i Øen Crespos Skove. Han haaber, at Intet vil forhindre ham fra at være tilstede, og det vil være ham en Fornøjelse at see Professoren fulgt af sine Ledsagere. Den Kommanderende paa Nantilen Kaptajn Nemo. „En Jagt! raabte Ned. - Og i Øen Crespos Skove! tilføjede Jean. - Saa han gaar dog iland, denne besynderlige Fyr! vedblev Ned Land. - Ja det synes mig temmelig klart, sagde jeg, idet jeg paany gjennemlæste Billetten. - Naa ja vi tage naturligvis imod Indbydelsen, mumlede Kanadieren. Kommer vi først iland paa fast Grund, finder vi nok paa, hvad der videre er at gjøre. Det vil forresten smage godt at faae lidt fersk Vildt." Uden at søge paa at forlige den Afsky for Øer og Fastlande, som Kaptajn Nemo havde fremsat, med hans Indbydelse til en Jagt i en Skov, - indskrænkede jeg mig til at svare: „Lad os nu først see, hvad Øen Crespo er for Noget." Jeg raadspurgte Planisfæren, og paa 32o 40' nordlig og 167o 50' vestlig Længde fandt jeg en lille Ø, som i Aaret 1801 blev opdaget af Kaptajn Crespo, og som de gamle spanske Kort kaldte Rocca de la Plata, det vil sige Sølvklippen. Saaledes befandt vi os i flere hundrede Miles Afstand fra vort Udgangspunkt, og Nautilen, der havde skiftet en Smule Kurs, gik nu i sydostlig Retning. Jeg viste mine Kammerater den lille Klippe, der laa kastet hen midt i det stille Hav. „Dersom Kaptajn Nemo undertiden gaar iland, saa vælger han da i det Mindste aldeles ubeboede Øer." Ned Land rystede paa Hovedet uden at svare og gik derpaa sin Vej sammen med Jean. Efter at have spist min Aftensmad, der serveredes af den stumme og utilgængelige Steward, faldt jeg i Søvn, dog ikke uden en vis Spænding eller Forventning. Den følgende Dag, den 17de November, mærkede jeg, da jeg vaagnede, at Nautilen laa fuldstændig stille. Jeg klædte mig hurtigt paa og gik ind i den store Salon. Kaptajn Nemo var der. Han ventede mig, reiste sig op, hilste og spurgte, om vi havde Lyst til at følge med ham. Da han ikke gjorde nogen Hentydning til sin Fraværelse i de foregaaende otte Dage, afholdt jeg mig fra at tale derom og svarede blot, at mine Kammerater og jeg vare beredte til at følge ham. „Tillad mig blot, Hr. Kaptajn, tilføjede jeg, at gjøre Dem et Spørgsmaal? - Vær saa artig, Hr. Professor, og dersom jeg kan, skal jeg besvare det. - Ja, Hr. Kaptajn, hvordan skal jeg forstaa det, at De, som har afbrudt enhver Forbindelse med Jorden, alligevel ejer Skove paa Øen Crespo? - Hr. Professor, svarede Kaptajnen, de Skove, som jeg ejer, kræve hverken Solens Lys eller dens Varme. Hverken Løver, Tigre, Panthre eller noget andet Slags firbenet Dyr streifer om i dem. De kjendes kun af mig, de voxe ene og alene for mig. Det er ikke Landskove, men undersøiske Skove. - Undersøiske Skove, raabte jeg. - Ja, Hr. Professor. - Og De tilbyder at føre mig derhen? - Ja netop. - Tilfods? - Ja, og tørskoet oven i Kjøbet. - For at jage? - Ja , for at jage. - Med Bøsser? - Ja, med almindelige Jagtgeværer." Jeg betragtede Nautilens Kommandant med en Mine, som ikke var synderlig smigrende for ham. „Ja det er aldeles afgjort, tænkte jeg, han er ikke rigtig rask; det rabler for ham; han har aabenbart i de otte Dage havt et Anfald, som ikke er gaaet over endnu. Skade! jeg vilde hellere antage ham for en Særling end for en gal Mand." Denne Tanke læstes tydeligt i mit Ansigt. Men Kaptajn Nemo indstrænkede sig til at bede mig følge, og jeg fulgte ham som en Mand, der har besluttet at finde sig i Alt. Vi kom ind i Spisesalen, hvor Frokosten stod serveret. „Hr. Aronnax, sagde Kaptajnen, uden Komplimenter beder jeg Dem om at spise Frokost sammen med mig. Vi kunne passiare sammen, medens vi spise. Men forresten maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, at fordi jeg har lovet Dem en Jagt i en Skov, har jeg dog ikke lovet Dem, at De i denne Skov vil finde en Restauration. Spis derfor som en Mand, der belaver sig paa ikke at spise igjen for det Første." Jeg tog dygtigt for mig af Retterne. De bestode af flere Slags Fisk og paa forskjellig Vis tillavede Holoturier samt af fortræffelige Plantedyr, hvis Smag forhøjedes ved saadanne Alger som Porphyria laciniata og laurentia prinnatifida. Drikkevarerne vare koldt Vand hvori jeg paa Kaptajn Nemos Raad hældte nogle Draaber af en skarp Likør, som efter kamtschadalsk Methode var uddraget af nogle Algearter. I Begyndelsen spiste Kaptajn Nemo uden at sige et eneste Ord. Senere sagde han: „Hr. Professor, da jeg foreslog Dem at deltage i en Jagt i mine Skove, ansaae De mig for at være i Modsigelse med mig selv. Da jeg underrettede Dem om, at der var Tale om undersøiste Skove, troede De, at jeg var gal. Hr. Professor, man maa ikke dømme Folk saa letsindigt. - Hr. Kaptajn, tro dog . . . . - Vil De behage at høre mig, og De skal komme til at indrømme, at jeg hverken modsiger mig selv eller er gal. - Jeg er lutter Øre. - Hr. Professor, De veed naturligvis godt, at et Menneske kan leve under Vandet, naar han blot fører et tilstrækkelig Kvantum Luft med til at indaande. Ved undersøiste Arbejder føres Luften ovenfra ved Hjælp af Trykpumper og Strømningsregulatorer ned til Arbejderen, der er klædt i en vandtæt Dragt, og hvis Hoved indesluttes i en Metalkapsel. - Det er Dykkerapparater, sagde jeg. - Ja vist, men under saadanne Forhold er Dykkeren ikke fri. Han er knyttet fast til Pumpen ved en Kautschukslange, en virkelig Lænke, som binder ham til Jorden. Dersom vi vare lænkede paa samme Maade til Nautilen, vilde vi ikke være istand til at komme langt. - Og hvorledes undgaaes dennne Mangel? spurgte jeg. - Man anvender Rouquayrol-Denayrouzes Apparater, der ere opfundne af to af Deres Landsmænd, men som jeg har forbedret, og som vil tillade Dem, Hr. Professor, at vove Dem ud i disse nye Forhold, uden at Deres Organer lide det Allerringeste derved. Apparatet bestaaer af en tyk Pladebeholder, i hvilket jeg magasinerer Luft under et Tryk af halvtredsindstyve Atmosfærer. Beholderen gjøres fast paa Ryggen ved Hjælp af Remme, aldeles som et Tornyster. Den øverste Del danner en Æske, hvorfra Luften, som holdes tilbage ved en Blæsebælgs-Mekanisme, kun kan slippe bort ved sin normale Spændkraft. I Rouqayrols Apparat, saaledes som det almindelig benyttes, gaar der fra denne Æske to Kautschukrør, som udmunde i et Slags Fuderal, der omgiver Arbejderens Næse og Mund; det ene af disse Rør fører frisk Luft hen til Munden, det andet fører den udaandede Luft bort, og Tungen lukker for det ene eller andet af disse Rør alt efter Aandedrættets Behov. Men jeg, som trodser de største Tryk paa Havets Dybde, har af den Grund maattet indeslutte Hovedet ligesom de almindelige Dykkere i en Kobberkapsel, og i denne Kapsel udmunder følgelig de to Rør. - Meget godt, Hr. Kaptajn. Men denne Luft, som De fører med Dem, maa dog hurtigt forbruges og saasnart den ikke indeholder femten Procent Ilt, duer den ikke til at aande i. - Ganske rigtigt. Men jeg har allerede sagt Dem, Hr. Aronnax, at Pumperne i Nautilen sætter mig istand til at magasinere Luften under et anseeligt Tryk, og paa den Maade kan Beholderen forsyne mig med tilstrækkelig Luft i ni à ti Timer. - Jeg har ikke flere Indvendinger at gjøre, svarede jeg, og jeg spørger Dem blot om, hvorledes De bliver istand til at lyse op for Dem paa Deres Vej gjennem Havet. - Ved Hjælp af det Ruhmkorffske Apparat. Medens Luftapparatet bæres paa Ryggen, gjøres derimod dette Apparat fast ved Bæltet. Det bestaar af en Buntzensk Stabel, som jeg sætter i Virksomhed, ikke ved Hjælp af en Forbindelse af Krom og Natron hvilket jeg ikke var istand til at forskaffe mig, men ved Hjælp af det Natrium, hvormed Havet er mættet. En Induktionsrulle opsamler den frembragte Elektricitet og leder den til en ejendommeligt indrettet Lygte. I denne Lygte findes et Glasrør, som kun indeholder et Residuum af Kulsyre. Naar Apparatet benyttes, bliver denne Gas lysende og kaster et hvidt, stadigt Lys fra sig. Se saaledes bliver jeg istand til baade at aande og se. - Kaptajn Nemo, De giver saa overbevisende Svar paa alle mine Indvendinger, at jeg ikke længer kan tvivle. Imidlertid, selv om jeg er nødt til at akceptere Rouquayols og Rhumkorffs Apparater, tør jeg dog maaste nære nogen Mistillid til den Bøsse, som De har isinde at bevæbne mig med. - Men det er ikke nogen Krudtbøsse, svarede Kaptajnen. - Altsaa en Luftbøsse? - Naturligvis. Hvordan vilde De have, at jeg skulde kunne tilvirke Krudt her ombord, jeg, som hverken har Salpeter, Svovl eller Kul. - Forresten, sagde jeg, maa man overvinde en betydelig Modstand, hvor der skal være Tale om at kunne skyde med noget Held under Vandet; thi det er jo et Medium, som er meget tættere end Luften. - Aa det har ikke Noget at sige. Der existerer et Slags Kanoner, der ere opfundne af Fulton og senere forbedrede af Englænderne Filip, Coles og Burley, af Franskmanden Furch og af Italieneren Landi; disse Kanoner, der lukkes paa en ejendommelig Maade, kunne meget godt affyres under de omtalte Forhold. Men jeg siger Dem endnu engang, at da jeg ikke har Krudt, betjener jeg mig as Højtryksluft, hvormed Nautilens Pumper rigelig forsyne mig. - Denne Luft maa hurtigt forbruges, synes jeg. - Nu, saa har jeg jo mit Rouquayrolske Apparat, som kan erstatte det Forbrugte. Det Hele, der kræves dertil, er en Hane. Forresten stal De selv faae at se, Hr. Aronnax, at man paa en undersøisk Jagt hverken bruger megen Luft eller mange Kugler. - Men det forekommer mig, at Skuddene vanskelig kunne naa meget langt eller blive sikkert dræbende paa Grund af Halvmørket og det tætte Medium. - Tvertimod, Hr. Professor. Ethvert Skud dræber netop, og hvor svagt end et Dyr træffes, falder det dog stendødt ned. - Hvor er det muligt? - Det er, fordi jeg ikke bruger almindelige Kugler, men smaa Glaskapsler, der ere opfundne af den østerrigske Kemiker Leniebroek, og hvoraf jeg har et betydeligt Forraad. Disse Glaskapsler, som ere indfattede i Staal og gjorte tunge ved en Bund af Bly, ere i Sandhed smaa Leydener Flasker, i hvilke Elektriciteten er tvunget op til en høj Grad af Spændkraft. Ved det ringeste Stød udlade disse Projektiler sig, og hvor stort end Dyret er, falder det livløst ned. Jeg skal kun tilføje , at disse Kapsler ere ikke større end Hagl af Nummer Fire, og at en almindelig Bøsse meget godt kan lades med en halv Snes Stykker. - Jeg vil ikke disputere længer, svarede jeg, idet jeg rejste mig fra Bordet. Jeg tager mit Gevær og gaar, hvor De gaar." Kaptajnen førte mig agter ud i Skibet, og da vi gik forbi Jeans og Neds Kahyt, kaldte jeg paa mine to Kammerater, som strax sluttede sig til os. Vi kom saa ind i et lille Rum paa bagbords Side, tæt ved Maskinrummet, hvor vi skulde iføre os vore Promenadedragter. Sextende Kapitel. En Spadseretour paa Sletten. Det lille Rum var i Ordets almindelige Betydning Nautilens Rustkammer. Et Dusin Dykkerapparater, som hang paa Væggene, ventede paa os. Da Ned Land fik Øje paa dem, viste han en afgjort Ulyst til at iføre sig dem. „Men, bedste Ned, sagde jeg, Øen Crespos Skove ligge under Vandet. - Av! sagde Harpunereren, der saaledes blev skuffet i sine Forhaabninger om fersk Kjød. Og De, Hr. Aronnax, har De virkelig isinde at tage disse Klæder paa? - Man er nødt til det, Mr. Ned. - Gjør, som De vil, svarede Ned, idet han trak paa Skuldrene; men hvad mig angaar, saa faar man mig ikke til at tage dem paa, undtagen man tvinger mig. - Der er Ingen, der har isinde at tvinge Dem, Mr. Ned, sagde Kaptajnen. - Og Jean har ogsaa isinde at tage dem paa? spurgte Ned efter en lille Pause. - Jeg følger Herren, hvor han saa gaar hen," svarede Jean. Paa Kaptajnens Ordre indfandt to Mand af Besætningen sig for at hjælpe os i de tunge, vandtætte Klæder, der vare gjorte af usømmet Kautschuk, og som vare tilberedte saaledes, at de kunde modstaa et meget betydeligt Tryk. Man skulde have kunnet kaldt dem en Rustning, der paa eengang var stiv og bsjelig. Denne Dragt bestod af Buxer og Jakke. Buxerne endte i en tyk Fodbeklædning, der var forsynet med Blysaaler. Tøjet i Jakken, der var foret med Kobberplader, dannede et Slags Harnisk over Brystet, beskyttede mod Vandtrykket og tillod Lungerne at aande frit. Ærmerne endte i et Slags elastiske Handsker, som ikke generede Haanden i nogen af dens Bevægelser. Kaptajn Nemo og en af hans Ledsagere - et Slags Herkules, som saae ud til at have umaadelige Kræfter - Jean og jeg vare snart iførte disse Dykkerkostumer. Der stod nu kun tilbage at stikke Hovederne ind i Metalhuerne. Før vi gjorde dette, bad jeg dog Kaptajnen, om jeg maatte faae Lov til at undersøge de Bøsser, som vi skulde bruge. En af de to Mænd af Besætningen bragte mig en simpel Bøsse, hvis Kolbe var af Staalplader, hul indvendig og temmelig stor. Den tjente til Beholder for den sammentrykkede Luft, der trængte ind i Metalrøret gjennem en Klap, som manøvreredes ved Hjælp af en lille Hane. En Projektilbeholder, der var lagt ind i den tykkeste Del af Kolben, indeholdt en Snes elektriske Kugler, som ved Hjælp af en Fjeder af sig selv placerede sig i Bøssepiben. Saasnart der var skudt et Skud, var det næste færdigt til at fyres af. „Kaptajn Nemo, sagde jeg, dette Vaaben er ypperligt og let at haandtere, og jeg ønsker Intet hellere end at faae Lov til at prøve det. Men hvorledes skulle vi komme ned paa Havets Bund? - I dette øjeblik staar Nautilen paa Grund paa tredive Fods Dybde, og vi behøve kun at gaa ud. - Men hvorledes skulle vi komme ud? - De skal faae det at see." Kaptajn Nemo stak sit Hoved ind i Kobberhætten. Jean og jeg fulgte hans Exempel, efterat vi først havde hørt Kanadieren hilse os med et ironisk „lykkelig Jagt". Den øverste Del af vor Dragt udgjordes af en med Skruegange forsynet Kobberkrave, til hvilken Metalhætten skruedes fast. Tre Huller, der vare dækkede af tykke Glas, satte os istand til at see i alle mulige Retninger, blot ved at vende Hovedet inde i Kassen. Saasnart Hovedbedækningen var skruet fast, begyndte de Rouquayrolske Apparater paa Ryggen at arbejde, og jeg for min Del aandede fuldstændig frit. Med den Ruhmkorffske Lampe hængende i Bæltet og med Bøssen i Haanden var jeg beredt til at drage afsted. Men, ærlig talt, det havde været umuligt for mig at gjøre et Skridt, lænket som jeg var i de tunge Klæder og fastnaglet til Dækket ved Blysaalerne. Dog dette Tilfælde var forudset, og jeg mærkede, at man skød mig ind i et lille Værelse, der stødte op til Rustkammeret. Mine Ledsagere, der bleve bugserede paa samme Maade, fulgte mig. Jeg hørte en Dør, der var forsynet med Guttaperkalister, blive lukket bag ved os, og et dybt Mørke omgav os. Efter nogle Minuters Forløb mærkede jeg en skarp Susen i mit Øre. Jeg mærkede en Kulde, som steg fra Fødderne op imod Brystet. Aabenbart havde man ved Hjælp af en Hane udvendig fra ladet Vand løbe ind i og fylde det lille Værelse, hvori vi befandt os. Saa aabnedes en anden Dør, som var anbragt i Nautilens Side. Det blev halvt lyst omkring os, og et øjeblik efter traadte vore Fødder paa Havets Bund. Og hvorledes skal jeg nu kunne gjengive alle de Indtryk, som denne undersøiske Promenade har efterladt hos mig? Ord ere ude af Stand til at gjengive alle disse Vidundere. Naar selv Penslen ikke formaar at afmale det vaade Elements ejendommelige Effekter, hvorledes skulde saa vel Pennen bære sig ad med at gjøre det! Kaptajn Nemo gik i Spidsen, og hans Ledsager fulgte nogle Skridt bagved os. Jean og jeg holdt os tæt til hinanden, som om vi vare istand til at vexle Ord gjennem vor metalliske Skildpaddeskal. Jeg følte mig ikke læenger tynget af mine Klæder, mine Sko eller min Luftbeholder, og ikke heller generedes jeg af Kobberhuen, inden i hvilken mit Hoved foer frem og tilbage som en Mandel i sin Skal. Alle disse Sager tabte, efter at være kommet ned i Vandet, saa Meget af deres Vægt, som svarede til den forskudte Vandmasse, og jeg befandt mig meget vel ved denne af Archimedes opdagede fysiske Lov. Jeg var ikke længer en livløs Masse, jeg bevægede mig omkring med en forholdsvis temmelig stor Lethed. Lyset, som oplyste Bunden ind til paa tredive Fods Dybde, forbavsede mig ved sin Kraft. Solstraalerne trængte med største Lethed gjennem denne Vandmasse og ødslede med Farvetegninger. Jeg kunde aldeles tydelig see Gjenstande paa tre hundrede Fods Afstand. Længere borte nuanceredes Baggrunden med ultramarinfarvede Afskygninger, og endnu længere borte øjnedes et blaaligt Skær, som efterhaanden opløste sig i en ubestemt Taage. I Sandhed, dette Vand, som omgav mig, var et Slags Luft, der var tættere, men næsten lige saa gjennemsigtig som Jordens Atmosfære. Ovenover mig saae jeg den rolige Havflade. Vi gik paa en fin, jevn Sandbund, hvor man ikke traf nogen af disse Ujevnheder, som Bølgegangen fremkalder paa Strandbredden. Dette blændende Tæppe tilbagekastede, som en ypperlig Reflektor, Solstraalerne med en forbavsende Styrke. Derfra denne umaadelige Tilbagekastning af Lys, som trængte gjennem alle Vandmolekuler. Vil man tro mig, naar jeg forsikkrer, at jeg hernede paa tredive Fods Dybde saae ligesaa godt som ved højlys Dag? I et Kvarterstid travede jeg omkring paa dette straalende Sand, der var oversaaet med et fint Støv af Muslingeskaller. Nautilens Skrog, der aftegnede sig som et langstrakt Skær, forsvandt lidt efter lidt. Men naar Natten sænkede sig over Vandene, skulde dets elektriske Lys ved den udmærkede Klarhed, hvormed det spredte sine Straaler, lette vor Tilbagevenden: en Sag, der er vanskelig at begribe for dem, som kun have seet dette hvidagtige Skin Paa Jorden! Imidlertid, vi bleve ved at gaa, og den uhyre Sandslette syntes ubegrændset. Jeg skilte med min Haand Vanddrapperierne, som lukkede sig bag ved mig, og Sporet af mine Fodtrin udslettedes som ved et Trylleslag under Vandets Tryk. Snart opdagede jeg, men endnu kun meget utydeligt, i det Fjerne ubestemte Gjenstande. Lidt efter skjelnede jeg prægtige Klippeafsatser, der vare beklædte med herlige Prøver af Plantedyr, og jeg blev aldeles lamslaaet af Forbauselse over de mærkværdige Lyseffekter. Klokken var dengang Ti om Morgenen. Solstraalerne traf Havfladen under en meget spids Vinkel, og under Indflydelsen af dette Lys, der ved Brydningen blev opløst ligesom af en Prisme, farvedes Blomster, Klipper, Planter, Snegle og Polyper med Solspektrets syv Farver. Det var et Underværk, en Fest for Øjnene, dette Virvar af Farvetoner, et virkeligt Kaleidoskop af Grønt, Gult, Orange, Violet, Indigo, Blaat, med et Ord: en vanvittig Malers hele Palet. Hvorfor kunde jeg ikke meddele Jean de stærke Indtryk, som jeg modtog, og kappes med ham i beundrende Udraabsord! Hvorfor forstod jeg ikke, ligesom Kaptajn Nemo og hans Ledsager, at meddele mine Tanker ved Hjælp af vedtagne Tegn? Nuvel, i Mangel af Bedre talte jeg med mig selv. Jeg skreg inde i Kobberhylstret, der bedækkede mit Hoved, og jeg spildte maaste mere Luft, end jeg burde, paa disse unyttige Ord. Jean var ligesom jeg standset ved det herlige Syn. Det var temmelig tydeligt, at den brave Fyr, ved at befinde sig overfor disse prægtige Prøver af Plantedyr og Bløddyr, øjeblikkelig havde givet sig til at klassificere og nu vedblev at klassificere. Det vrimlede af Polyper og Pighudede paa denne Havbund. Adskillige Isisarter, Comularier, som leve isolerede, Knipper af Okuliner, der fordum betegnedes med Navnet „hvide Koraller", Søanemoner, der hang fast ved deres kjødagtige Skive, - Alt dette dannede et Blomsterparterre, der emaljeredes af Porpiter med deres asurfarvede Tentakler, af Søstjerner, som glindsede paa Sandet, samt af Medusahovederne - fine Spidser, der vare broderede af Najadernes Hænder, og hvis Festons gyngede i det svage Bølgeslag, der fremkaldtes ved vore Skridt. Det var mig en ligefrem Sorg under mine Skridt at knuse de glimrende Exemplarer af Bløddyr, som i Tusindvis laa paa Havbunden. Men vi maatte fremad, og vi gik rask til, medens Stimer af Fysalier gyngede over vore Hoveder med deres lange ultramarinfarvede Tentakler slæbende efter sig, medens Skarer af Meduser beskyttede os mod Solstraalerne med deres opalfarvede eller svagt rosenrøde og med asurblaa Tverstriber forsynede Parasoller, og midt imellem en umaadelig Mængde af Panopyrer, som, hvis det havde været mørkt, vilde have lyst for os paa vor Vej med deres elektriske Glands. Jeg saae paa alle disse Vidundere i et Kvarterstid, medens jeg neppe standsede en eneste Gang, men uafbrudt fulgte Kaptajn Nemo, der ved en Gestus lod mig forstaa, at vi ikke maatte staa stille. Snart skiftede Havbunden Karakter. Efter Sandsletten fulgte en Strækning af slimet Dynd, som Amerikanerne kalde »Oaze« og som blot bestod af kiselagtige og kalkagtige Sneglehuse. Derefter passerede vi en Prairie, bevoxet med Alger, som Havvandet endnu ikke havde kunnet rive løs, og som trivedes ypperligt. Disse tætte og for Foden behagelige Græsmaatter kunde uden Vanskelighed taale Sammenligning med de blødeste Maatter, der ere vævede af Menneskehænder. Men paa samme Tid dette Grønsvær udbredte sig under vore Fødder, trak det sig ogsaa hen over vore Hoveder. En let Hvælving af Havvæxter, der tilhørte den rige Algefamilie, af hvilken man kjender meer end to tusinde Arter, var bygget oppe ved Vandfladen. Jeg lagde Mærke til, at de grønne Væxter holdt sig nærmest oppe ved Overfladen, hvorimod de røde trivedes bedst midtvejs, og de sorte og brune Plantedyr dannede Parterrerne og Haverne i Oceanets dybeste Dyb. Disse Alger ere i Sandhed et Skabelsens Vidunder, en af Verdensfloraens mærkværdigste Tilsyneladelser. Familien omfatter paa engang de største og de mindste Væxter paa hele Jorden; thi medens man paa et Rum af en Kvadrattomme har talt ikke mindre end fire Tusind af disse smaa Planter, har man omvendt fundet Fukusarter, der vare over et tusind fem hundrede Fod lange. Det var omtrent gaaet halvanden Time, siden vi havde forladt Nautilen. Klokken var omtrent Tolv. Jeg kunde skjønne det ved at lægge Mærke til den lodrette Retning af Solstraalerne, som ikke længer brødes. Farvernes Tryllespil ophørte lidt efter lidt, og de smaragd- og safirfarvede Nuancer forsvandt fra vort Firmament. Vi gik fremad med raste Skridt, der gjenløde forunderlig stærkt paa Havbunden. Den mindste Lyd forplantede sig til Øret med en Hurtighed, som man ikke kjender paa Jorden. I Virkeligheden er Vandet en bedre Leder for Lyden end Luften, idet Lyden her forplanter sig med en omtrent firdobbelt Hastighed. Havbunden begyndte nu at skraane stærkt nedad, og Lysets Styrke blev mere ligelig. Vi befandt os paa en Dybde af tre hundrede og fjorten Fod og vare saaledes udsatte for et Tryk af ti Atmosfærer. Men mit Dykkerkostume var saaledes indrettet, at Trykket ikke generede mig det Mindste. Jeg mærkede kun en vis Vanskelighed ved at bevæge Fingrene, og selv denne Fornemmelse forsvandt hurtigt. Den to Timers Vandring i et Harnisk, som jeg var saa lidet vant til, foraarsagede ingen Træthed. Mine Bevægelser, der understøttedes af Vandet, iværksattes med en forunderlig Lethed. Paa denne Dybde af tre hundrede og fjorten Fod mærkede jeg endnu Solstraalerne, om end kun svagt. Deres rene Glands veg saa Pladsen for en rødagtig Dæmring, en Mellemting mellem Dag og Nat. Imidlertid saae vi endnu tilstrækkelig klart til at finde Vej og behøvede endnu ikke at tage vor Tilflugt til de Ruhmkorffske Apparater. I dette Øjeblik standsede Kaptajn Nemo. Han ventede, til jeg havde indhentet ham, og viste saa med Haanden paa nogle mørke Masser, som i ikke lang Afstand dukkede frem gjennem Skumringen. „Det er Øen Crespos Skov," tænkte jeg. Og jeg tog ikke fejl. Syttende Kapitel. En undersøisk Skov. Endelig naaede vi Kanten af denne Skov, som utvivlsomt var en af de smukkeste i Kaptajn Nemos umaadelige Rige. Han betragtede den som sin Ejendom og gjorde det med samme Ret, som vore første Forældre i længst forsvundne Dage tiltoge sig Herredommet over Jorden. Hvem skulde iøvrig have kunnet gjøre ham Besiddelsen af denne undersøiske Ejendom stridig? Var der vel blot en eneste Pionner, som før ham, med Spaden i Haanden, havde trængt sig gjennem disse mørke Plantager?! Skoven bestod af store trælignende Væxter. Saasnart vi vare trængte ind under dens uhyre Hvælvinger, blev jeg strax slaaet af den besynderlige Maade, hvorpaa Grenene vare ordnede, - en Ordning, som jeg ikke før havde observeret. Ingen af de Væxter, som tapetserede Jordbunden, ingen af de Grene, som udsprang fra Stammerne, slyngede, krummede eller strakte sig i vandret Retning, men alle stege de op mod Havfladen. Der var ikke en Kvist, ikke en Stængel, hvor tynd den saa end kunde være, der ikke holdt sig saa strunk, som om den havde været af Staaltraad. Tang og Slyngplanter udviklede sig her i en streng lodret Linie, ligesom kommanderede af Tætheden i det Element, der havde frembragt dem. Ellers fuldstændig ubevægelige, indtoge disse Planter strax atter deres oprindelige Stilling, naar min Haand havde fjernet dem fra hinanden. Her var det Lodrettes Rige. Jeg vænnede mig snart til den besynderlige Ordning saavelsom til det forholdsvis temmelig betydelige Mørke, som omgav os. Bunden i Skoven var overstrøet med skarpkantede Blokke, som det var vanskeligt at undgaa. Den undersøiske Flora forekom mig her at være meget komplet og navnlig rigere end i de arktiske og tropiske Zoner, hvor dens Frembringelser ikke ere saa mangfoldige. Men efter nogle Minuters Forløb forvexlede jeg mod min Villie de to Riger med hinanden og tog Plantedyr for Alger og Planter for Dyr. Hvem vilde forresten ikke være faret vild i dette Punkt? I denne undersøiske Verden staar Faunaen og Floraen hinanden uendelig nær. Jeg bemærkede, at alle disse Planterigets Frembringelser kun vare meget løst fæstede til Jordbunden. Idet de savne Rødder og ere ligegyldige for, hvad det er for faste Legemer - Sand, Sneglehuse eller Stene, - som bære dem, begjære de af disse Legemer kun et Støttepunkt, ikke noget Livsophold. Disse Væxter udvikles helt og holdent af sig selv, og Grundvilkaaret for deres Tilværelse er det Vand, som opholder og nærer dem. Flertallet af dem havde istedetfor Blade lunefuldt formede Tunger, der holdt sig indenfor en begrændset Farveskala af Rosenrødt, Karmin, Grønt, Oliven, Gulblegt og Brunt. Jeg saae her, men ikke tørret som i Nautilens Samlinger, Paafugletangen, der syntes at anraabe om en Brise, starlagenrøde Ceramier, Laminarier, som udsendte spiselige Skud, Buketter af Acetabuler, hvis Stilke tiltage i Tykkelse op imod Toppen, samt en Mængde andre Havvæxter, af hvilke ingen havde Blomster. „Forunderlige Anomali, besynderlige Element," har en aandrig Naturforsker sagt, „hvor Dyrene, men ikke Planterne bære Blomster." Mellem disse Buske, der vare store som de tempererede Zoners Træer, og i deres fugtige Skygge stod der store Masser af mindre Buske op med levende Blomster, Hækker af Plantedyr, paa hvilke der pralede zebraspættede Meandriner, Cariofyler med gjennemsigtige gulagtige Tentakler, samt Knipper af Zoantharier. Og for at fuldstændiggjøre Illusionen fløj Flyvefisk fra Gren til Gren, ligesom en Sværm Kolibrier, medens gule Lepisocanther, Dactylopterer og Monocentrer foer op ved vore Skridt, ligesom en Flok Bekkasiner. Om trent Klokken Et gav Kaptajn Nemo Tegn til, at vi skulde standse. Jeg for min Part var meget vel fornøjet dermed, og vi strakte os ud under en Hvælving af Alarier. Denne Hvile paa Marschen forekom mig meget behagelig. Den eneste Mangel var, at man ikke kunde tale sammen. Men det var umuligt at spørge, umuligt [at] at svare. Jeg kunde blot nærme mit store Kobberhoved hen til Jeans. Jeg saae den brave Fyrs Øjne straale as Tilfredsstillelse, og som et Tegn paa, at han befandt sig vel, bevægede han Hovedet inde i Koberhuen paa den morsomste Maade af Verden. Jeg var meget forbauset over, at jeg ikke, stjøndt jeg nu havde gaaet i over fire Timer, følte nogen stærk Sult. Jeg veed ikke, hvad Grunden hertil var. Derimod følte jeg, som alle Dykkere, en næsten uimodstaaelig Lyst til at sove. Mine Øjne lukkedes ogsaa snart bag de tykke Glas, og jeg faldt i en dyb Søvn, som hidtil kun var bleven trængt tilbage af Bevægelsen. Kaptajn Nemo og hans sværlemmede Kammerat havde allerede foregaaet os med et godt Exempel, hvad Søvnen angik. Hvor længe jeg havde ligget saaledes, kan jeg ikke bestemt sige; men da jeg vaagnede, forekom det mig, at Solen hældede imod Horisonten. Kaptajn Nemo havde allerede rejst sig, og jeg begyndte at strække mig, da et uventet Syn hastig bragte mig paa Benene. I nogle Skridts Afstand betragtede en uhyggelig, over tre Fod lang Havedderkop mig med sine skelende Øjne, idet den stod paa Springet t il at fare løs paa mig. Endstjøndt min Dykkerdragt var tilstrækkelig tyk til at beskytte mig mod Dyrets Bid, kunde jeg dog ikke undertrykke en Gestus af Skræk. Jean og Matrosen fra Nautilen vaagnede i det Samme. Kaptajn Nemo viste sin Kammerat det modbydelige Dyr, som et Kolbeslag strax strakte til Jorden. Jeg saae Uhyrets forfærdelige Fødder vride sig i hæslige Krampetrækninger. Denne Begivenhed bragte mig til at tænke paa, at muligvis andre og endnu frygteligere Dyr strejfede omkring i disse mørke Dybder, og at min Dykkerdragt ikke vilde beskytte mig mod deres Anfald. Jeg havde ikke tænkt derpaa tidligere, og jeg besluttede nu at være paa min Post. Iøvrig antog jeg, at denne Rast betegnede Endepunktet af vor Udflugt; men jeg bedrog mig, thi istedetfor at vende tilbage til Nautilen fortsatte Kaptajn Nemo sin djærve Exkusion. Jordbunden sænkede sig efterhaanden, og ad stedse stejlere og stejlere Skraaninger kom vi ned til en betydelig Dybde. Klokken kunde vel være omtrent Tre, da vi naaede en snever Dal, indesluttet af lodrette Vægge og beliggende i omtrent fire hundrede og halvtredsindstyve Fods Dybde under Havfladen. Takket være vore ypperlige Apparater vare vi saaledes trængt endog en hundrede Fod dybere ned, end det hidtil var lykkedes Menneskene at naa paa deres undersøiske Vandringer. Jeg siger fire hundrede og halvtredssindstyve Fod, endskjøndt jeg ikke havde noget Instrument, hvorved jeg kunde maale Afstanden. Men jeg vidste, at Solstraalerne ikke kunde trænge længere ned, selv i de klareste Have; og just nu begyndte Mørket at blive rigtig tæt. Paa ti Fods Afstand kunde man ikke se en Haand for sig. Jeg gik derfor famlende fremad, da jeg pludselig saae et hvidt, temmelig klart Lys. Kaptajn Nemo havde tændt sit elektriske Apparat. Hans Kammerat gjorde det Samme, Jean og jeg fulgte hans Exempel. Ved at dreje paa en Skrue satte jeg Rullen og Glaspiben i Forbindelse med hinanden, og oplyst af vore fire Lygter illumineredes Havet i firsindstyve Fods Omkreds. Kaptajn Nemo trængte stadig længere ind i den nørke Skov, der blev mere og mere ufremkommelig. Jeg lagde Mærke til, at Plantelivet forsvandt hurtigere end Dyreriget. Havvæxterne vare allerede helt og holdent fortrængte af den golde Jordbund, medens en umaadelig Mængde Dyr, Plantedyr, Leddyr, Bløddyr og Fisk endnu bestandig kravlede om paa den. Medens vi gik fremad, tænkte jeg paa, at Lyset fra vore Ruhmkorffske Apparater nødvendigvis maatte hidlokke endel af Beboerne i disse mørke Skove. Men selv om de kom frem, holdt de sig dog i en for en Jæger mindre ønskelig Afstand. Flere Gange saae jeg Kaptajn Nemo standse og lægge an; men efter at have sigtet et Par Øjeblikke sænkede han atter sin Bøsse og gik videre. Endelig, omtrent Kl. Fire, endte vor forunderlige Udflugt. Foran os rejste sig en vældig Mur af prægtige Klipper, en Dynge kæmpemæssige Blokke, et umaadeligt Granitskær, i hvilket man saae en Mængde mørke Grotter, men intetsomhelst Støttepunkt for den, som ønskede at klavre op paa det. Kaptajn Nemo standsede pludselig. Med en Haandbevægelse befalede han os at gjøre Holdt, og hvor gjerne jeg end vilde være steget over denne Mur, maatte jeg dog opgive enhver Tanke derom. Her endte Kaptajn Nemos Rige. Han vilde ikke overskride dets Grændser. Paa den anden Side af Muren fandtes den Del af Jordkloden, som hans Fod ikke turde betræde. Vi begave os paa Hjemvejen. Kaptajn Nemo satte sig atter i Spidsen for sin lille Trop og viste Vej uden at betænke sig et eneste Øjeblik. Det forekom mig, at vi slog ind i en anden Retning for at komme tilbage til Nautilen. Denne nye Vej, som var meget stejl og som en Følge deraf meget besværlig, førte os hurtigt op til Overfladen. Dog vendte vi ikke saa hurtigt tilbage til de øvre Vandlag, at Trykket pludselig forandredes i Styrke, hvilket let kunde have medført alvorlige Beskadigelser i vor Organisme og givet Anledning til indvendige Læsioner, saaledes som det ofte hænder Dykkere. Snart kom Lyset atter frem, og eftersom Solen stod lavt paa Horisonten, fremkaldte Refraktionen atter en spektral Kant omkring Gjenstandene. Paa syv og tredive Fods Dybde passerede vi gjennem en Stime af alleslags Smaafiske, der vare talrigere og mere bevægelige end Fuglene i Luften. Men endnu havde intet undersøist Vildt, der fortjente et Skud, vist sig for vore Blikke. I dette Øjeblik saae jeg Kaptajnen hurtig kaste Bøssen til Kinden og tage Sigte paa en eller anden bevægelig Gjenstand inde i Buskene. Skuddet gik af, et let Skrig hørtes, og et Dyr faldt livløst om i nogle Skridts Afstand fra mig. Det var en prægtig Havodder, det eneste firbenede Dyr, som lever udelukkende i Vandet. Denne Odder, som var fire Fod lang, vilde sikkert have opnaaet en høj Salgspris. Dens paa Ryggen kastaniebrune, under Bugen sølvglindsende Skind vilde have hørt til det Slags Peltsværk, som er saa efterspurgt paa de russiske og kinesiske Markeder. De fine og glindsende Haar gave det en Værdi af mindst tusind Rigsdaler. Jeg betragtede med Beundring dette ejendommelige Pattedyr med det runde Hoved, de korte Øren, de runde Øjne, de hvide, kattelignende Knurhaar, med Svømmehud mellem de klobevæbnede Tæer og med den buskede Hale. Denne værdifulde Kjødæder, som jages af Fiskerne, begynder allerede at blive mere og mere sjelden og er for Størstedelen flygtet til de nordlige Dele af det stille Hav, hvor Slægten sandsynligvis inden lang Tid vil være uddøet. Kaptajn Nemos Ledsager tog Dyret op og kastede det over Skulderen. Derpaa gik vi videre. I en hel Time vandrede vi over en stor Sandslette, der flere Steder hævede sig til neppe sex Fod under Havfladen. Jeg saae da vort eget Billede, som tydeligt reflekteredes, aftegnes i omvendt Retning, og ovenover os viste der sig en Skare, som reproduærede vore Bevægelser og vore Gestus, og som i enhver Henseende lignede vor, kun at den gik med Hovedet nedad og med Fødderne i Vejret. Lidt efter blev jeg Vidne til et af de smukkeste Bøsseskud, som en Jægers Haand nogensinde har affyret. En stor Fugl med anseeligt Vingefang, som tydelig saaes gjennem Vandet, dalede ned mod det Sted, hvor vi befandt os. Kaptajn Nemos Ledsager lagde an og skød den, da den kun befandt sig nogle Favne over Vandfladen. Fuglen styrtede livløs ned og faldt indenfor den dygtige Jægers Rækkevidde, som skyndte sig at bemægtige sig den. Det var en prægtig Albatros, et ypperligt Exemplar af en Vandfugl. Vor Vandring var ikke blevet standset ved denne Hændelse. I to Timer gik vi afvexlende hen over Sandfletter og Tangmarker, hvilke sidste vare meget besværlige at passere. Jeg var ærlig talt aldeles udmattet, da jeg i omtrent en halv Mils Afstand fik Øje paa et svagt Lys, som trængte gjennem Mørket. Det var Nautilens elektriske Lys. Inden tyve Minutter vilde vi være ombord, og jeg vilde kunne komme til at trække Vejret frit; thi det forekom mig, som om min Beholder begyndte at forsyne mig med temmelig daarlig Luft. Imidlertid skulde vor Hjemkomst blive forsinket noget ved et Møde, som jeg ikke havde taget med i Beregning. Jeg befandt mig omtrent tyve Skridt bagved Kaptajn Nemo, da jeg pludselig saae ham vende sig om og hurtigt fare hen imod mig. Med sin kraftige Haand trykkede han mig til Jorden, medens hans Kammerat bar sig ad paa samme Maade ved Jean. I Begyndelsen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulde tro om denne voldsomme Fremfærd; men jeg beroligede mig, da jeg saae Kaptajnen lægge sig ned ved Siden af mig og holde sig rolig. Jeg laa altsaa udstrakt paa Havbunden og akkurat skjult af en Tangbusk, da jeg, idet jeg løftede Hovedet, fik Øje paa nogle uhyre Masser, som brusende suste forbi, idet de spredte et fosforagtigt Skjær omkring sig. Blodet stivnede i mine Aarer. Jeg havde seet, at det var de frygtelige Hajer, som truede os. Det var et Par Tintoreer, et frygteligt Slags Hajer, med en uhyre Hale, med mørke glasagtige Øjne, og som afsondre en fosforagtig Materie af nogle Huller, der sidde omkring Gabet. Uhyre Ildfluer, der sønderknuse et Menneske mellem deres Jernkjæber! Jeg veed ikke, om Jean havde travlt med at klassificere dem; jeg for min Part betragtede deres sølvglindsende Bug og deres med Tænder tæt besatte, frygtelige Gab fra et lidet videnskabeligt Synspunkt og mere som Offer end som Naturforsker. Lykkeligvis se disse graadige Dyr kun daarligt. De passerede forbi os uden at lægge Meerke til os, uagtet deres store, brunladne Finner strøjfede os. Og som ved et Mirakel undslap vi fra denne Fare, overfor hvilket det at møde en Tiger midt i en Skov syntes en Børneleg. En halv Time efter naaede vi, ledede af det elektriske Lys, Nautilen. Den ydre Dør var bleven staaende aaben, og Kaptajn Nemo lukkede den, saasnart vi vare traadte ind i den forste celle. Derefter trykkede han paa en Knap. Jeg hørte Pumperne arbejde inde i det Indre af Skibet, jeg mærkede, hvorledes Vandet sank omkring mig, og nogle Øjeblikke efter var cellen fuldstændig tom. Den indvendige Dør blev nu lukket op, og vi traadte ind i Rustkammeret. Der blev, ikke uden Vanskelighed, vore Dykkerkloder tagne af os, og i allerhøjeste Grad udmattet, vaklende af Sult og Trang til Søvn, begav jeg mig tilbage til mit Værelse, aldeles fortumlet ved denne vidunderlige Udflugt paa Havbunden. Attende Kapitel. Tretusinde Mil under det stille Hav. Den følgende Dag, den 18de November, var jeg atter fuldstoendig kvik efter Gaarsdagens Anstrengelser, og jeg steg op paa Platformen. Jeg kom derop netop lige i det øjeblik, da den Næstkommanderende mumlede sin sædvanlige Frase. Det faldt mig da ind, at disse mystiske Ord maatte indeholde et Slags Antydning om Havets Beskaffenhed, eller at de maaske betød saameget som: Ingenting isigte. Og i Virkeligheden, Havet var øde. Ikke et Sejl saaes i Horisonten. Øen Crespos Toppe vare forsvundne om Natten. Havet, der opsugede alle Prismets Farver med Undtagelse af de blaa Straaler, reflekterede disse i alle Retninger og prangede i den dejligste Indigofarve. Brede, regelmæssige Furer gave den bølgende Overflade et vatret Udseende. Jeg stod fortabt i dette prægtige Skue, da Kaptajn Nemo kom op paa Platformen. Han syntes ikke at lægge Mærke til mig, men begyndte strax en Række astronomiste Iagttagelser. Da han var færdig, gik han hen ved Glaskahyten, og lænet til denne syntes han tankefuldt at betragte det umaadelige Hav. Saa kom der en Snes af Nautilens Matroser, kraftige og velbyggede Fyre, op paa Platformen. De skulde undersøge de Net, som Fartøjet havde slæbt bag efter sig om Natten. Utvivlsomt tilhørte disse Søfolk forskjellige Nationer, omendskjøndt den evropæiske Type var let at gjenkjende hos Enhver af dem. Jeg opdagede iblandt dem Irlændere, Franskmænd, nogle Slaver, en Græker eller en Kandier. Forresten vare disse Mænd meget tause og anvendte mellem sig dette besynderlige Sprog, om hvis Oprindelse jeg ikke kunde gjøre mig nogen Forestilling. Iøvrig havde jeg jo heller ikke Ret til at gjøre dem Spørgsmaal. Nettet haledes ombord. Det var et Slags Net til at sænke, der lignede dem, man bruger paa Normandiets Kyster: et Slags store Ruser, som holdes halvt aabne ved en flydende Stang og en Kjæde, som er trukket gjennem de nederste Masker. Disse Ruser fejede Havbunden og opsamlede Alt, hvad der mødte dem paa deres Vej. Denne Dag bragte de flere mærkværrdige Prøver fra disse fiskerige Farvande, saasom Losier, der, paa Grund af deres komiske Bevægelser, have faaet Tilnavnet „Histrioner", sorte, med Føletraade forsynede Kommersoner, Balister med røde Tverstriber, halvmaaneformige Tetrodoner, som afsondre en meget skarp Gift, olivenfarvede Lampreter, Makrorhinguer, der ere bedækkede med sølvglindsende Skind, Trichiurer, hvis elektriske Kraft er lige saa stærk som Zitterrokkens og den elektriske Aals, skjællede Notopterer med brune Tværlinier, grønagtige Torskearter, adskillige Gobier osv. Endelig nogle større Fiskearter, saaledes f. Ex. en Karanx med et tre Fod langt Hoved, flere smukke Boniter og tre stadselige Thunfiske, hvis hurtige Fart ikke havde kunnet redde dem fra Rusen. Saavidt jeg kunde dømme, fandtes der i Nettene ikke Mindre end et tusind Pund Fisk. Det var en smuk, men ikke overraskende Fangst. Disse Net havde jo nemlig slæbt bagefter os i flere Timer og saaledes opsamlet i deres Fængsel en hel Verden af Vanddyr. Vi kunde altsaa ikke komme til at mangle ypperlige Fødemidler; thi paa Grund af Nautilens Hurtighed og den Tiltrækning, som det elektriske Lys udøvede, kunde vi bestandig forny vort Forraad. De forskjellige Fisk bleve strax gjennem Skibslugen firede ned i Proviantrummet i Storlasten, for saa senere enten at blive spiste strax eller blive opbevarede. Da Fiskeriet var forbi, og vort Luftforrraad var fornyet, antog jeg, at Nautilen atter vilde fortsætte sin undersøiste Rejse, og jeg vilde følgelig lige til at begive mig ned i mit Værelse, da Kaptajn Nemo vendte sig om mod mig og uden nogen Indledning ytrede: „Betragt dette Hav, Hr. Professor. Lever det ikke? Lider det ikke af Vrede, og bevæges det ikke af Ømhed? Igaar lagde det sig til at sove ligesom vi, og see nu, hvorledes det vaagner efter en stille Nat!" Hverken „Godnat" eller „Goddag"! Skulde man ikke tro, at denne besynderlige Mand fortsatte en tidligere begyndt Samtale med sig selv. „See, gjentog han, hvor det vaagner under Solens Kjærtegn. Nu begynder Daglivet igjen. Hvor det er et interessant Studium at følge denne Organismes Virksomhed! Den har en Puls, Aarer, den lider af Krampetrækninger, og jeg giver den lærde Maury Ret, som opdagede hos den et Blodomløb, der var Ligesaa virkeligt som Dyrenes." Det var temmelig afgjort, at Kaptajn Nemo ikke ventede noget Svar af mig, og jeg ansaae det derfor for unødvendigt at fremplapre et „Naturligvis" eller „Ja vist" eller „De har Ret". Han talte snarere til sig selv end til mig og med lange Pauser mellem hver Sætning. Med andre Ord : han tænkte højt. „Ja, sagde han, Oceanet har et Blodomløb, og for at fremkalde dette have de skabende Magter kun behøvet at forøge Varmen, Saltet og de mikroskopiske Dyr i det. Varmen fremkalder nemlig ulige Tæthedsgrader, som foraarsage Strømme og Modstrømme. Fordunstningen, der er lig Nul i de nordligste Egne, men derimod meget betydelig i Ækvatorialzonerne, tilvejebringer en stadig Udvexling mellem de tropiske Have og Polarhavene. Forresten har jeg havt Lejlighed til at betragte disse Strømme, der udgjøre Oceanets virkelige Aandedrag, saavel ovenfra nedad som nedenfra opad. Jeg har seet Havvandets Molekule efterat være opvarmet paa Overfladen stige ned mod Dybet, opnaa fin højeste Grad af Tæthed ved fire Grader over Nulpunktet og siden ved lavere Grader blive lettere og stige op igjen. De skal ved Polerne komme til at iagttage Konsekvenserne af dette Fænomen og lære at indsee, hvorledes Vandet, som en Følge af denne Naturens forudseende Lov, kun fryser til paa Overfladen." Da Kaptajn Nemo ytrede den sidste Del af denne Sætning, sagde jeg ved mig selv: „Polen! Tænker da denne dristige Eventyrer virkelig paa at føre os derhen?" Kaptajnen taug en Stund og betragtede dette Element, som han saa utrætteligt og saa grundigt havde studeret. Lidt efter vedblev han: „Havet indeholder en saa umaadelig Masse Salte, Hr. Professor, at hvis De uddrog dem, som ere opløste deri, vilde De faae en Masse af elleve Millioner og sexhundrede tusinde Kubikmil, som udbredt over Jordkloden vilde danne en Dynge af mere end fire og tredive Fods Højde. Men tro ikke, at denne Rigdom paa Salt skyldes et Lune af Naturen. Nej, den formindsker Havvandets Fordunstning og forhindrer Vindene fra at bortføre en altfor stor Masse Dampe, som ved at opløse sig vilde oversvømme de tempererede Jordbælter. En umaadelig Rolle, den: at opretholde Ligevægten i Jordklodens almindelige Husholdning!" Kaptajn Nemo brod pludselig af, rejste sig op, gik et øjeblik frem og tilbage paa Platformen og vendte sig atter til mig. „Hvad angaaer Infusionsdyrene, sagde han, disse Milliarder af Smaakryb, hvoraf der i en eneste Draabe findes Millioner, og hvoraf der udkræves ottehundrede Tusinde for at opnaa den samme Vægt som et Milligram, saa er deres Rolle ikke mindre vigtig. De opsuge Havsaltene, de assimilere sig med Havets faste Bestanddele og danne, som virkelige Fastlandsfabrikanter, Korallerne og Madreporerne. Og naar Vanddraaben er blevet berøvet sine mineralske Næringsstoffer, bliver den lettere, stiger op til Overfladen og opsuger der de Salte, som ere blevne fri ved Fordunstningen, hvorefter den atter bliver tungere, synker ned ad og tilfører Infusionsdyrene nye Bestanddele, som de kunne opsuge. Herved fremkommer der en dobbelt opad- og nedadstigende Strøm; med andre Ord: altid Bevægelse, altid Liv! Ja, et Liv, der er mere kraftigt, mere yppigt end det, der rører sig paa Fastlandet; et Liv, der strækker sig til hver en Del af dette Hav, som man har kaldt Dødens Element for Mennesket, men som er Livets Element for Myriader af Dyr - og for mig!" Idet Kaptajn Nemo sagde dette, foregik der en fuldstændig Forvandling af ham, som gjorde det stærkeste Indtryk paa mig. „Ja, tilføjede han, det er den sande Tilværelse! Jeg kunde forstaa, om man faldt paa at anlægge Hav-Byer, en Samling af undersøiske Huse, der ligesom Nautilen hver Morgen steg op til Havets Overflade for at trække Vejret! Det vilde være fri Stæder, hvis saadanne nogensinde have været mulige, uafhængige Stæder! Og dog, hvem veed, om ikke en eller anden Despot . . . ." Kaptajn Nemo fuldførte sin Sætning med en heftig Gestus. Derefter vendte han sig til mig, ligesom for at forjage en ubehagelig Tanke, og spurgte mig: „Veed De, Hr. Aronnax, hvor dybt Oceanet er? - Jeg kjender i det Mindste, Hr. Kaptajn, de Resultater, som de vigtigste Undersøgelser have bragt os. - Vilde De være tilbojelig til at anføre dem, saa at jeg kunde rette, hvor det var nødvendigt? - Jeg skal anføre dem, svarede jeg, som i øjeblikket falde mig ind. Dersom jeg ikke tager fejl, har man fundet, at Mellemdybden i den nordlige Del af Atlanterhavet beløber sig til fem og tyve tusinde Fod og i Middelhavet til otte tusind Fod. De mærkeligste Maalninger ere blevne anstillede i den sydlige Del af Atlanterhavet, omtrent ved 35°, og de have givet syv og tredive tusind Fod, tre og fyrgetyve tusind Fod og sex og fyrgetyve tusind Fod. Overhovedet antager man, at dersom Havbunden var jevn, vilde Mellemdybden være omtrent to og tyve tusind Fod. - Jeg haaber, Hr. Professor, at det skal lykkes mig at skaffe Dem paalideligere Erfaringer. Hvad Mellemdybden i denne Del af det stille Hav angaaer, da er den, som De vil faae at see, tretten tusind Fod." Da Kaptajn Nemo havde sagt dette, gik han hen mod Lugen og steg ned ad Trappen. Jeg fulgte ham og begav mig til den store Salon. Kort efter blev Skruen sat i Bevægelse, og Loggen viste en Hastighed af fem Mil i Timen. I de følgende Dage var Kaptajn Nemo meget sparsom med sine Besøg. Jeg saae ham kun med lange Mellemrum. Hans Næstkommanderende gjorde imidlertid regelmæssig hver Dag ved Mærker paa Kortet Rede for, hvor vi befandt os, saa jeg med største Sikkerhed kunde følge Nautilens Rute. Jean og Ned Land tilbragte mange Timer sammen med mig. Jean havde fortalt sin Ven om alt det Mærkelige, der havde mødt os paa vor Udflugt, og Kanadieren fortrød nu, at han ikke var taget med os. Jeg haabede imidlertid, at vi nok engang igjen skulde komme til at besøge undersøiske Skove. Nautilen gik i sydostlig Retning, paa tre hundrede til trehundrede og Halvtredsinstyve Fods Dybde. En Dag førtes den imidlertid - jeg veed ikke af hvad Grund - i diagonal Retning af sine hældende Plan ned paa en Dybde af sex tusind og fire hundrede Fod. Termometret viste en Temperatur af 4° og fem og tyve Centigrader, en Temperatur, som paa denne Dybde synes at være fælles for alle Bredegrader. Den 26de November, Klokken Tre om Morgenen, passerede Nautilen Krebsens Vendekreds paa 172o Længde. Den 27de fik vi Sandvichøerne isigte, hvor den berømte Cook fandt sin Død den 14de Februar 1779. Vi havde da tilbagelagt fire tusind og otte hundrede og tredsinstyve Mil fra det Punkt, hvorfra vi vare gaaede ud. Om Morgenen, da jeg kom op paa Platformen, opdagede jeg to Mil i Læ Havaï, den største af de syv Øer, som danne dette Arkipelag. Jeg kunde tydeligt skjelne den dyrkede Kyststrækning, forskjellige Bjergkjæder, som løb parallelt med Kysten, samt Vulkanerne, hvoriblandt Mouna-Roa, der hæver sig femten tusind Fod over Havet. Blandt andre Skabninger fra disse Farvande bragte Nettene os Flabellarier, et Slags sammentrykte Polyper, der ere ejendommelige for denne Del af Oceanet. Nautilen blev ved at gaa imod Sydost. Den 1ste December passerede vi paa 142° Længde Ækvator, og den 4de i samme Maaned fik vi - efter en hurtig Rejse, under hvilken der ikke var forefaldet noget Mærkværdigt - Marquesas-Øerne isigte. Jeg opdagede paa tre Miles Afstand (8° 57' sydlig Brede og 139° , 32' vestlig Længde) Odden Martin paa Nukahiva, den største Ø i denne Gruppe, som tilhører Frankrig. Jeg kunde imidlertid ikke see Andet end nogle skovklædte Bjerge, som aftegnede sig i Horisonten; thi Kaptajn Nemo holdt ikke af at nærme sig til Land. Her skaffede Nettene os nogle smukke Fiskearter, nemlig Korysener med asurfarvede Finner og gyldenfarvet Hale hvis Kjød er det bedste af alle Fiskes; Hologymnoser, der næsten helt og holdent savne Skjæl, men som ere udmærket velsmagende; endelig gulagtige Thasarder, ligeledes en Ypperlig Spise - kort sagt, lutter Fisk, som fortjente at komme paa Nautilens Spiseseddel. Efter at have forladt disse herlige Øer, som beskyttes af det franske Flag, tilbagelagde Nautilen mellem den 4de og 11te December en Vejlængde af omtrent to tusind Mil. Under denne Sejllads traf vi paa en umaadelig Stime Kalmarer, nogle underlige Bløddyr, der staa Blæksprutterne meget nær. De franske Fiskere betegne dem med Navnet Encornets (hornede); de høre til Kesalopodernes Klasse, Dibrankiernes Familie, der foruden dem omfatter Blækfiskene og Argonauterne. Disse Dyr bleve studerede med stor Omhu af de gamle Naturforskere, og de forskaffede Agoraens Talere mangfoldige Metaforer, samtidig med, at de optraadte som en Ypperlig Spise paa de rige Borgeres Bord, hvis man ellers tør tro Athenæns, en græsk Læge, der levede før Gallienus. Det var Natten mellem den 9de og 10de December, at Nautilen mødte denne Armee af Bløddyr, som nærmest ere Natdyr. Man kunde tælle dem i Millionvis. De udvandre fra de tempererede Zoner tik de varmere, idet de svige Sildens og Sardinens Marschroute. Vi saae gjennem de tykke Krystalvinduer, hvorledes de med umaadelig Hurtighed svømmede omkring og forfulgte Fisk og Bløddyr, aad de smaa og blev ædt af de store, medens de i et ubeskriveligt Virvar bevægede de ti Fødder, som Naturen har befæstet paa deres Hoved lig ti pneumatiske Orme. Trods sin hurtige Fart sejlede Nautilen i flere Timer gjennem denne Stime, og dens Net opfangede en uhyre Masse af dem, blandt hvilke jeg gjenkjendte de ni Arter, som d'Orbigny tilskriver det stille Hav. Som man seer, ødslede Naturen uophørlig med nye Vidundere paa vor Sejllads. Den varierede i det Uendelige. Den forandrede sin Dekoration og sit Sceneri for at glæde vore Øjne, og vi fik ikke blot at see Skabelsens Vidundere i det vaade Element, men vi kom endogsaa til at trænge ind i Skabelsens frygteligste Hemmeligheder. Den 11te December sad jeg og læste inde i den store Salon. Jean og Ned Land betragtede gjennem de halvtaabnede Luger det lysende Vand. Efterat have fyldt sine Beholdere havde Nautilen sænket sig ned paa en Dybde af tre tusinde og fire hundrede Fod, en lidet befolket Del af Oceanet, hvor kun nogle af de største Fiskearter nu og da vise sig. Jeg var just ifærd med at læse Jean Macés fortryllende Bog: Mavens Tjenere, og jeg nød med Velbehag det ypperlige Værk, da Jean afbrød mig: „ Vil Herren see ud af Vinduet et Øjeblik? - Hvad er der ivejen, Jean? - Herren maa selv see." Jeg rejste mig og støttede mig med Armen mod Vinduet. I det klare elektriske Lys saae jeg midt i Vandet en mørk, ubevægelig Gjenstand. Jeg betragtede den opmærksomt for at undersøge Beskaffenheden af dette kæmpemæssige Dyr; men pludselig foer en Tanke gjennem mit Hoved. „ Et Fartøj! raabte jeg. - Ja, svarede Ned Land, et Fartøj som er gaaet tilbunds med Mand og Mus." Ned Land tog ikke fejl. Vi befandt os i Nærheden af et Fartøj, hvis kappede Vanter endnu hang i Tougværket. Skroget syntes at være i god Stand, og dets Havari kunde i det Højeste være nogle Timer gammel. Tre Maststumper, der vare kappede to Fod over Dækket, viste, at det strandede Fartøj havde maattet offre sine Master. Men idet det var blevet kastet om paa Siden, var det blevet fyldt med Vand og laa nu paa bagbords Side. Det var et sørgeligt Syn, dette i Bølgerne nedsænkede Skib; men endnu sørgeligere var Synet af dets Dæk, hvor nogle med Toug fastsurrede Lig endnu laa. Jeg talte sex saadanne. Fire Mænd, af hvilke den ene stod oprejst, samt en Kvinde, som var kommen halvvejs op af Kahyten og som holdt et Barn i sine Arme. Denne Kvinde var ung. Klart oplyst af det elektriske Lys fra Nautilen kunde jeg skjelne hendes Ansigtstræk, som Vandet endnu ikke havde vansiret. Med en sidste Anstrengelse havde hun løftet Barnet op over sit Hoved, og det stakkels lille Væsen havde slynget sine Arme om Moderens Hals. De fire Sømænds Stilling var forfærdelig, lemlæstede, som de vare, af krampagtige Bevægelser og vansirede ved de Forsøg, som de endnu i Døden havde gjort paa at slide sig løs fra de Toug, som holdt dem til Skibet. Den ene, i hvis alvorlige og jevne Træk man kunde spore en vis Ro, var Styrmanden, som, med det graa Haar klipppet tæt af ved Panden og med Haanden knyttet om Rorhjulet, endnu syntes at styre sin forliste Tremaster gjennem Oceanets Dyb. Hvilket Skuespil! Vi stode tause og med bankende Hjerte og betragtede dette paa fersk Fod grebne, saa at sige i sidste Øjeblik fotograferede Skibbrud. Allerede saae jeg umaadelige Hvaler, lokkede af dette Gjæstebud paa Mennestekjød, ile frem med glødende Øjne. Nautilen styrede imidlertid omkring det sunkne Fartøj, og idet vi passerede det, læste jeg paa dets Bagstavn: Florida, Sunderland. Nittende Kapitel. Vannikoro Dette forfærdelige Skuespil indledte den Række af Havarier, som skulde møde Nautilen paa dens Vej. Efterat vi vare komne ind i mere befarede Have, saae vi ofte Skibsskrog, som, liggende i Vandet, gik deres Forraadnelse imøde, og længere nede paa Bunden Kanoner, Kugler, Ankre, Kjættinger samt tusinde andre Slags Gjenstande af Jern, som Rusten fortærede. Ombord paa Nautilen, hvor vi bestandig levede som Eneboere, havde vi den 11te December Pomotu-Gruppen isigte; den strækker sig paa et Rum af et hundrede og otte og firsindstyve Mil fra Øst-Sydost til Vest-Nordvest mellem 13° 30' og 23° 50' sydlig Brede samt 125°, 30' og 151°, 30' vestlig Længde fra Øen Ducie til Øen Lazaref. Denne Øgruppe dannes af sexten Øer, blandt hvilke man bemærker Gruppen Gambier, som Frankrig har paatvunget sit Protektorat. Alle disse Øer ere dannede af Koraller. En langsom, men stadig fortsat Opskydning af nye Koralrev, tilvejebragt ved Polypernes Arbejde, skal en Dag forene dem med hinanden. Derefter vil denne Øgruppe gro sammen med en anden tilgrændsende, og et femte Fastland skal danne sig fra Ny-Seland t il Marquesasøerne. Da jeg tilfældigvis kom til at udvikle denne Theori for Kaptajn Nemo, svarede han koldt. „Jorden trænger ikke til nye Fastlande, men til nye Mennesker." Nautilens Sejlads gik fortiden just forbi Klermont-Tonnerre, en af de mærkeligste Øer i denne Gruppe, som opdagedes 1822 af Kaptajn Bell paa Minerva. Jeg kunde saaledes studere dette madreporiske System, som Øerne i dette Ocean have at takke for deres Oprindelse. Madreporerne, som man maa vogte sig for at forvexle med Korallerne, have deres Væv beklædte med en Kalkskal. Forskjellighederne i deres Bygning har faaet min udmærkede Lærer Millne Edwards til at inddele dem i fem Afdelinger. De smaa Dyr, som afsondre dette Polyphus, leve i Milliardvis i deres celler. Det er deres kalkagtige Afsondringer, som blive til Klipper, Rev, Holme og Øer. Her danne de en cirkelrund Ring, inden i hvilken der er en Lagune eller en lille Sø, som gjennem Aabninger staar i Forbindelse med Havet. Hist danne de Barrierer, der ligne dem, som findes ved Ny-Kaledoniens Kyster og ved forskjellige af Pomatouøerne. Paa andre Steder, som paa Mauritius og Reunion, oprejse de takkede Rev, høje, stejle Mure, i hvis Nærhed Oceanets Dybde er meget betydelig. Da vi passerede Klermont-Tonnerre paa nogle faa Favnes Afstand, havde jeg god Lejlighed til at lægge Mærke til disse mikroskopiske Arbejderes kæmpemæssige Bygninger. Murene vare især byggede af de med Navnene Milleporer, Poriter, Astræer og Meandrier betegnede Madreporer. Disse Polyper udvikle sig i Særdeleshed i Havets øverste Lag, som stadig er i Bevægelse. Den undersøiske Bygning begynder følgelig ovenfra, men sænker sig lidt efter lidt nedad med Resterne af de Afsondringer, som bære den. Saaledes er i det Mindste Darvins Theorie, der paa denne Maade forklarer Dannelsen af de saakaldte Atolls, - efter min Mening en Theori, som er langt at foretrække for den, der angiver Grundvolden til Madreporernes Arbejde for at være Toppe af Bjerge eller Vulkaner, som hæve sig til nogle Fod under Vandfladen. Jeg kunde iagttage disse besynderlige Murværk paa nært Hold. Thi da vi lode Loddet falde, viste det en Dybde af ni hundrede og fyrgetyve Fod, og vort elektriske Lys fik Kalken til at glindse. Jean spurgte mig, hvor længe det kunde vare, før disse kolossale Vægge opnaaede en saadan Højde, og han blev meget forbauset, da jeg underrettede ham om, at de Lærde anslog Forøgelsen til at være 1/8 Del Tomme i et Aarhundrede. „Om disse Mure, sagde han, have Dyrene altsaa været . . . . - Hundrede og to og halvfemsindstyve tusinde Aar, min brave Ven. Forresten har Dannelsen af Stenkullet, det vil sige Forsteningen af de gjennem OversvØmmelser begravne Skove Samt Afkølningen af Basaltklipperne, udkrævet en meget længere Tid. Men man maa heller ikke tro altfor meget paa Bibelens Skabelseshistorie." Da Nautilen atter steg op til Havets Overflade, kunde jeg i hele dens Overflade overskue denne lave og skovklædte Ø. Dens madreporiske Klipper vare utvivlsomt blevne gjorte frugtbare ved Skypumper og Storme. En Dag var et Frø, som Stormen havde ført med fra et eller andet nærliggende Land, faldet ned paa Kalklagene, der vare blandede med Levninger af forraadnede Fisk og undersøifle Planter. En Kokosnød kastedes op af Bølgerne paa den nye Kyst; Frøet slog Rod. Da Frøet voxte til, standsede det Vandfordunstningen. En Bæk opstod. Vegatationen tiltog efterhaanden. Nogle Smaadyr, Orme, Insekter, dreve iland fra Træstammer, som Vinden havde revet bort fra andre Øer. Skildpadderne kom og lagde deres Æg, Fuglene kom og hakkede i de unge Træer. Paa denne Maade udvikledes Dyrelivet, og tiltrukne af det Grønne og af Frugtbarheden viste Menneskene sig. Saaledes dannedes disse Øer, disse mikroskopiske Dyrs umaadelige Værk. Om Aftenen tabte Klermont-Tonnerre sig i det Fjerne, og Nautilen forandrede sin Kurs temmelig betydeligt. Efterat have passeret Stenbukkens Vendekreds paa 135° Længde styrede Skibet mod Vest-Nordvest og gjemmemsejlede hele den mellemtropiske Zone. Omendskjøndt Sommersolen ødslede med sine Straaler, lede vi dog ikke det Allermindste af Varmen, eftersom Temperaturen paa hundrede Fods Dybde under Vandet ikke hæver sig over 14 eller 15°. Den 15de December saae vi i Øst Selskabsøerne og det fortryllende Tahiti, det stille Havs Dronning. Jeg fik om Morgenen Sigte paa de højeste Bjergtoppe af denne Ø. Havet omkring Øen forsynede os med fortræffelige Fisk, Makreler, Boniter, Albikorer og nogle Varieteter af en Havorm, som kaldes Murenophis. Nautilen havde tilbagelagt otte hundrede Mile. Loggen markerede ni tusind syv hundrede og tyve Mil, da den passerede Tonga-Arkipelaget, hvor Argos, Porte-au-Princes og Duke-of-Portlands Besætninger omkom, samt Samofa-Arkipelaget, hvor Kaptajn Langle, La Perouses Ven blev myrdet. Derefter fik vi Øje paa Fidchi-Arkipelaget, hvor de Vilde slagtede Matroserne paa Union samt Kaptajn Bureau fra Nantes, Befalingsmand ombord paa Aimable-Josephine. Dette Arkipelag, som strækker sig over fem og fyrgetyve Mil fra Nord til Syd og over fyrgetyve Mil fra Øst til Vest, ligger mellem 6° og 2° sydlig Breder og 174° og 179° vestlig Længde. Det bestaaer af en Mængde Øer, Holme og Skær, blandt hvilke man kan nævne Øerne Viti-Levu, Vanna-Levu og Kantavu. Det var Tasman, som opdagede denne Gruppe i 1643, det samme Aar, som Torricelli opfandt Barometret og Ludvig den Fjortende besteg Thronen: Enhver af mine Læsere kan selv bestemme, hvilken af disse tre Tildragelser, der var den mest vigtige for Menneskeheden. Længere frem i Tiden ankom hertil i 1714 Cook, i 1793 Entrecasteaux og endelig i 1827 Dumont-Urville, som skaffede Rede i dette Arkipelags geografiske Kaos. Nautilen nærmede sig nu til Vailea-Bugten, Skuepladsen for den Kaptajn Dillons bekjendte Eventyr, som først opklarede Hemmeligheden ved La Perouses Skibbrud. Denne Bugt, som vi drog igjennem, forsynede vore Net med en stor Masse Østers. Efter overensstemmende med Senecas Forskrift selv at have aabnet dem paa Bordet spiste vi en umaadelig Masse af dem. Disse Bløddyr tilhøre en Art, som er kjendt under Navn af ostrea lamellosa og som er meget almindelig ved Korsika. Vaielas Banke syntes at være meget betydelig, og med Mindre der indtraf Forstyrrelser, vilde utvivlsomt Østerserne aldeles fylde Bajerne, eftersom man regner to Millioner Æg paa et eneste Individ. Dersom Mr. Land ikke fik Grund til at angre sit Fraadseri ved denne Lejlighed, saa var det af den Grund, at Østers er den eneste Spise, som aldrig volder Forstoppelse. Der udkræves nemlig ikke Mindre end sexten Dusin af disse Bløddyr for at tilvejebringe de fire og tredssindstyve Ort kvælstofholdig Substans, som ere nødvendige til et Menneskes daglige Føde. Den 25de December sejlede Nautilen gjennem Ny-Hebridernes Arkipelag, hvilket Quiros opdagede 1606, der undersøgtes af Bougainville i 1768, og som fik sit nuværende Navn af Cook i 1773. Denne Gruppe bestaar hovedsagelig af ni store Øer og danner en langstrakt Figur af fem og fyrgetyve Mils Længde fra Nord-Nordvest til Syd-Sydvest, der er beliggende mellem 15° og 2° sydlig Brede og mellem 164 og 168° Længde. Vi passerede temmelig nær ved Øen Aurou, der i Middagsstunden viste sig for mig som en Masse af grønne Skove, beherskede af en høj Bjergtop. Denne Dag, Juledag, syntes Ned Land at være i daarligere Humør end ellers, idet han formodenlig stærkest følte Savnet af ikke at befinde sig i sin Families Kreds paa en saadan Festdag. Jeg havde ikke seet Kaptajn Nemo i de sidste otte Dage, da han den 27de om Morgenen traadte ind i den store Salon, - nu som altid med en Mine, der syntes at forudsætte, at det neppe var fem Minuter siden, han havde forladt os. Jeg var just sysselsat med at undersøge Nautilens Route paa Planisfæren. Kaptajnen nærmede sig, lagde Fingeren paa et Punkt af Kortet og sagde det ene Ord „Vanikoro." Det var Navnet paa de Øer, ved hvilke La Perouses Skibe vare blevne ødelagte. Jeg rejste mig hurtigt. „Fører Nautilen os til Vanikoro? spurgte jeg. - Ja, Hr. Professor, svarede Kaptajnen. - Og jeg faaer Lov til at besøge disse berygtede Øer, hvor Bussole og Astrolabe knustes. - Dersom det kan more Dem, Hr. Professor." Fulgt af Kaptajn Nemo steg jeg op paa Platformen, hvorfra mine Blik nysgjerrig foer omkring i Horisonten. I Nordvest dukkede op af Havet to vulkanske Øer af ulige Størrelse og omgivne af et Koralrev, som maalte fyrgetyve Mil i Omkreds. Vi befandt os i Nærheden af Øen Vanikoro, hvilken Dumont-Urville gav Navnet „Eftersøgelsens Ø," og lige foran den lille Havneplads Vanou, beliggende paa 16° sydlig Brede og 164° 32' østlig Længde. Jorden syntes at være bedækket af Grønsvær lige fra Strandbredden til Bjergtoppene i det Indre, der beherskes af Kapogo. Efterat Nautilen gjennem en trang Aabning havde passeret det ydre Klippebælte, kom den ind i Brændingerne, hvor Havet har en Dybde af et hundrede og halvtreds til et hundrede og firsindstyve Fod. I Skyggen af nogle Palmer opdagede jeg et Dusin Vilde, som lod til blive umaadelig forbausede, da de fik Øje paa os. Saae de ikke i dette sorte, langagtige Legeme, som flød frem i Vandfladen, en eller anden frygtelig Hval, som de maatte være paa deres Post imod? I samme Øjeblik spurgte Kaptajn Nemo mig, hvad jeg vidste om La Perouses Skibbrud. „Det Samme, som hele Verden veed, H r. Kaptajn, svarede jeg. - Og kunde De underrette mig om, hvad hele Verden veed, spurgte han i en temmelig ironisk Tone. - Intet vil være lettere." Jeg fortalte ham, hvad Dumont d'Urvilles seneste Expeditioner havde bragt for Dagen. Her giver jeg et ganske kort Resumè. La Perouse og hans Næstkommanderende, Kaptajn Langle, blev i Aaret 1785 sendt ud af Ludvig den Sextende paa en Verdensomsejling. De gik ombord paa Korvetterne Boussole og Astrolabe, som aldrig senere saaes. Aar 1791 udrustede den franske Regering, der med Rette var urolig for begge Korvetternes Skæbne, to store Skibe, Recherche og Esperance. Disse to Skibe forlode Brest den 28de September under Kommando af Brunèi Entrecasteaux. To Maaneder efter erfoer man gjennem en vis Bowen, Kommandør paa Albermale, at der var blevet seet Vragstumper udenfor Kysten af Ny-Georgien, men Entrecasteaux, som ikke havde modtaget denne - iøvrig højst tvivlsomme - Meddelelse, styrede mod Admiralitetsøerne, der i en Rapport fra Kaptajn Hunter vare blevne betegnede som det Sted, hvor La Perouse havde lidt Skibbrud. Hans Undersøgelser vare forgjæves; Esperance og Recherche passerede endog forbi Vanikoro uden at standse der. Taget som en Helhed var Rejsen meget ulykkelig, idet den kostede Entrecasteaux, to af hans Officerer og flere af Besætningen Livet. Det var en gammel Støver paa det stille Hav, Kaptajn Dillon, som først opdagede uomtvistelige Spor af de Skibbrudne. Den 15de Maj 1824 passerede hans Skib Saint-Patrick tæt forbi Øen Tikopia, der hører til Ny-Hebriderne. Han mødte der en „Lascar" i en „Pirog", som solgte ham et Sværdfæste af Sølv , paa hvilket der var indgraveret nogle Bogstaver. Lascaren paastod desuden, at han for sex Aar siden ved et Besøg paa Vanikoro havde seet et Par Evropæere, der skrev sig fra nogle Fartøjer, som for mange Aar siden vare strandede paa Øens Rev. Dillon anede, at der her var Tale om La Perouses Skibe, hvis Forsvinden havde sat hele Verden i Bevægelse. Han vilde begive sig til Vanikoro, hvor, efter Lascarens Sigende, Vragstumperne endnu var at finde. Vinden og Strømmen vare ham imidlertid imod og forhindrede ham fra at gjøre det. Dillon vendte tilbage til Kalkutta. Han forstod at faae det asiatiske Selskab og det indiske Kompagni til at interessere sig for sin Opdagelse. Et Skib, som man gav Navnet Recherche, blev stillet til hans Disposition, og ledsaget af en fransk Agent afrejste han den 23de Jannar l827. Efter at have besøgt adskillige Øer i det stille Hav ankrede Recherche den 7de Juli 1827 op ved Vanikoro i den samme Havn, hvor Nautilen for Øjeblikket flød. Her opsamlede Dillon nu talrige Levninger fra Vraget, - Jernsager, Ankre, Skibshager, Levninger af astronomiske Instrumenter, endvidere en Bronceklokke, paa hvilken der læstes Indskriften „Bazin har gjort mig" hvilket Mærke Støberiet i Brest brugte omtrent 1785. Der var følgelig ikke længer nogen Tvivl. For at indhente nærmere Oplysninger opholdt Dillon sig her indtil Oktober Maaned. Derfra sejlede han til Ny-Zeland og ankrede igjen i Kalkutta den 7de April 1828, hvorpaa han begav sig til Frankrig, hvor han blev modtaget med megen Velvillie af Karl den Tiende. Samtidig var imidlertid Dumont-Urville, uden at kjende Dillons Efterforskninger, draget ud for at søge Skuepladsen for Skibbrudet paa andre Steder. Man havde nemlig gjennem en Hvalfiskefanger faaet Underretning om, at de Vilde paa Lusiaderne og Ny-Kaledonien ejede nogle Medailler og et St. Ludvigskors. Dumont-Urville, øverstkommanderende paa Skibet Astrolabe, var altsaa stukken i Søen, og to Maaneder efter at Dillon havde forladt Vanikoro, ankrede han op ved Hobart-Town. Der fik han Kjendstab til de af Dillon vundne Resultater og fik tillige at vide, at en vis James Hobbs, Næstkommanderende paa Union fra Kalkutta, som var gaaet iland paa en Ø beliggende paa 8° 18' sydlig Brede og 156° 30' østlig Længde, - at han havde seet, at de Vilde her vare i Besiddelse af Jernstænger og røde Stykker Tøj. Dumont-Urville, der var noget forvirret og ikke vidste, om han turde stole paa disse fra lidet troværdige Blade hentede Underretninger, besluttede imidlertid at følge Dillons Vej. Den 10de Februar 1828 viste Astrolabe sig ved Tikopia og tog her til Lods og Tolk en paa denne Ø bosat Desertør. Derefter satte Skibet Kurs mod Vanikoro, som man fik isigte den 12te Februar, hvis Rev man fulgte ind til den 14de, og i hvis indenfor Koralvolden beliggende Havn Skibet ankrede op den 20de. Den 23de gjorde flere af Officererne en Udflugt omkring Øen, men fandt kun nogle ubetydelige Levninger. De Jndfødte, som nægtede Alt og blot søgte Udflugter, vægrede sig ved at føre dem til det Sted, hvor Uheldet var skeet. Denne fordægtige Opførsel gav Grund til at tro, at de havde mishandlet de Skibbrudne. Og i Virkeligheden syntes de Vilde at frygte for, at Dumont-Urville kun var kommet for at hævne La Perouse og hans ulykkelige Ledsagere. Imidlertid, vundne ved Gaver og indseende, at de ikke havde nogen Gjengjæld at frygte, førte de den 26de Februar den Næstkommanderende, Hr. Jacquinot, til Scenen for Skibbruddet. Der, mellem Skærene Pakou og Vanou, traf man nu, paa tre til fire Favnes Dybde, Ankre, Kanoner, Jern- og Blyklumper, som vare overtrukne af kalkagtige Udsondringer. Man begav sig til dette Sted med Slup og Hvalfiskefangerbaad, og efter lange Anstrengelser lykkedes det Besætningen at faae fisket op et Anker, der vejede et tusind otte hundrede Pund, en ottepundig Maltkanon, en Blyklump og to Hakker af Kobber. Gjennem sine Spørgsmaal til de Vilde erfarede Dumont-Urville fremdeles, at La Perouse efter at have tilsat begge sine Skibe paa Øens Skær havde bygget sig et mindre Fartøj, hvormed han endnu engang var strandet . . . . man vidste ikke hvor. Den Kommanderende paa Astrolabe lod derefter oprejse et Gravmæle til Minde om den hæderlige Sømand og hans Ledsagere. Det var en simpel firkantet Pyramide, der hvilede paa en Grund af Koraller, og paa hvilken der ikke fandtes nogen Metalkrampe, som kunde friste de Vildes Begjærlighed. Da dette var gjort, vilde Dumont-Urville atter vende hjem. Men saasom hans Besætning var bleven svært medtagen af de paa disse usunde Øer herskende Febre, og da han ligeledes selv var syg, kunde han ikke sætte Sejl til før den 17de Marts. Imidlertid frygtede den franske Regering for, at Dumont-Urville ikke havde faaet Kundskab om Dillons Expedition, og den beordrede derfor Korvetten Bayonnaise, Kaptajn Legoarant de Tromelin, som havde sin Station paa den vestlige Kyst af Amerika, til Vanikoro. Bayonnaise ankrede op ved Vanikoro nogle Maaneder efter Astrolabes Afrejse. Den fandt ikke nye Sager, men konstaterede, at de Vilde havde respekteret La Perouses Gravmæle. Det var Indholdet af den Beretning, som jeg afgav til Kaptajn Nemo. „Man veed altsaa endnu ikke, bemærkede han, hvor det tredie Fartøj forliste, som de Skibbrudne byggede paa Vanikoro? - Man har ingen Anelse derom." Kaptajn Nemo svarede ikke, men gav mig et Tegn, at jeg skulde følge ham ned i den store Salon. Nautilen sænkede sig nogle Fod under Overfladen, og Lugerne bleve lukkede op. Jeg sprang hen til Vinduet, og under de med Fongieer, Alcyoner og Cariophyller beklædte Koralgrene, mellem Myriader af herlige Fisk, opdagede jeg en hel Mængde Levninger, som Skraberen ikke havde kunnet faae op: Jernbøjler, Ankre, Kanoner, Kugler, lutter Gjenstande, som havde tilhørt de strandede Fartøjer, og som nu vare overdækkede af levende Blomster. Medens jeg betragtede disse sørgelige Rester, sagde Kaptajn Nemo i en alvorlig Tone. „Den Kommanderende La Perouse afrejste den 7de December 1785 med sine Skibe Boussake og Astrolabe. Han ankrede først i Botany-Bay, besøgte Venstabsøerne og Ny-Kaledonien, styrede saa mod Santa Kruz og gik iland paa Namuka, en af Øerne i Havaï Gruppen. Derefter ankom Skibene til Vanikoros ukjendte Rev. Boussole, som gik forrest, stødte paa ved den sydlige Kyst. Astrolabe kom det til Hjælp og strandede selv. Det første Skib blev næsten strax tilintetgjort. Det andet, som laa i Læ for Vinden, holdt sig nogle Dage. De Indfødte modtoge de Skibbrudne ganske venligt. Besætningen slog sig nu ned paa Øen og byggede af Resterne af de to Korvetter et nyt, mindre Fartøj. Nogle bleve frivillig paa Øen, Resten fulgte, svækket og syg, med La Perouse. De styrede mod Salomonsøerne og gik under med Mand og Mus ved den vestlige Side af den største af Øerne, mellem Kap Deception og Satisfaction. „Men hvorfra veed De det? raabte jeg. - Se her, hvad jeg har fundet paa det Sted, hvor det sidste Skibbrud indtraf." Kaptajn Nemo viste mig en Æske af Jernblik, der bar det franske Vaaben, og som var stærkt medtaget af Søvandet. Han aabnede den, og jeg saae et Bundt gulnede, men endnu læselige Papirer. Det var Marineministerens Instruktioner til den Kommanderende La Perouse; i Marginen havde Ludvig den 16de med egen Haand tilføjet forskjellige Notitser. „Det er en smuk Død for en Sømand! sagde Kaptajn Nemo. Det er en fredelig Grav, Koralgraven, og Gud give, at jeg og mine Kammerater aldrig maatte faae nogen anden. 217 Tyvende kapitel. Terre-Strædet. k la tte n mellem den 27de og 28de Deæmber fo rlo v Nautilen Vanikoros Farvande med en umaadelig H a stighed. Den gik nu mod Sydvest, og i tre Dage tilbagelagde den de syv hundrede og halvtredsinstyve M il, som adskiller La Perouse-Gruppe fra den sydostlige Kyst af N y-G uinea. T id lig om Morgenen den 1ste Januar kom Jean op t il mig paa Platformen. „M e d Herrens Tilladelse, sagde den brave F yr, tillader jeg mig at onste Herren et gloedeligt Nytaar. - M en, hvad Jean, det er jo aldeles, som om jeg var i P a ris og i m it Studereværelse i Ja rd in des Plantes. Jeg modtager din Lykønskning og takker D ig . Kun havde jeg nok Lyst til at vide, hvad T u egenlig sorstaaer ved et „g la d e lig t N yta a r" under de Forhold, hvorunder v i befinde os. Mener D u et A a r, som stal befri os fra vort Fangenstab, eller et A ar, under hvilket denne besynderlige Rejse stal fortsattes? - Paa AZre, svarede Jean, jeg veed ikke rigtig, hvad jeg stal sige. D et er sikkert nok, at v i see kuriose T in g , cg at v i ikke have havt T id til at kjede I I I ' I os i de sidste to Maaneder. D et sidste Under er altid storre end det foregaaende, og dersom det v il blive ved paa den M aade, saa veed jeg ikke rig tig , hvor det v il ende. M in M ening er, at der aldrig mere v il tilbyde sig en saadan Lejlighed. - A ld rig ! - O g forresten generer denne Kaptajn Nemo, som passer meget godt til sit latinske N a v n ,*) han generer saamoend ikke mere, end om han siet ikke episterede. - Det har D u Ret i, Jean. - Jeg teenker derfor med Herrens Tilladelse, at er godt A ar er et A a r, hvori v i kan faae A lt at s e e ............... -- A lt at see! D et v il dog maaske blive noget langvarigt. M en hvad mener Ned Land om Sagen? - Ned Land mener akkurat det Modsatte af, hvad jeg mener, svarede Jean. Han seer koldblodig paa Tingene og har en sulten M ave. A t see lutter Fisk og aldrig saae Andet at spise, det smager ham ikke. A t mangle V iin , B rod og K jo d, duer ikke for en hæderlig Angelsachser, der er ammet op ved Benssteg, og som ikke lober sin Vej for en Snaps eller to. - Hvad mig angaar, Jean, saa generer det ikke nng, og jeg er meget vel tilfreds med Anretningen her ombord. - Jeg ogsaa, svarede Jean. Jeg er da ogsaa ligesaa opsat paa at blive, som M r . Land er paa at flygte. Dersom altsaa Aaret ikke bliver godt for mig, saa bliver det godt for ham, og omvendt. Paa den dieiao: Jageri. 219 Maade er der altid E n , der bliver fornojet. T il Slutningen onsker jeg Herren A lt det, som Herren kan have Fornojelse af. - Tak, Jean. Jeg maa blot bede D ig om at lade Sporgsmaalet om Nytaarspresenterne ligge og sorelsbig istedelfor tage imod et godt Haandtryk. Jeg har ikke Mere hos mig. - Herren har aldrig givet mig en bedre G ave," svarede Jean. O g den brave F y r gik sin Vej igjen. Den 2den Januar havde v i tilbagelagt elleve tusinde og tre hundrede og fyrgetyve M a rin e m il eller sem tusind og to hundrede og halvtredssinstyve M i l sra vort Udgangspunkt i det japanske Hav. Foran Nautilens Forstavn udbredte sig n u , nordost for A vstraliens Kyst, det farlige Koralhav. V o rt Skib holdt sig i en Afstand af nogle M a rin e m il fra den frygtelige Banke, paa hvilken Cook forliste den 10de J u n i 1770. Skibet, som bar Cook, stedte mod en Klippe, og at det ikke sank, skyldtes den Omstændighed, at K o ra lstykket, som gik les ved S te d e t, satte sig fast i det halvtaabnede Skrog. Jeg vilde gjerue have besegt Lette tre hundrede og tredsinstyve M i l lange R ev, mod hvilket det altid brusende Hav stormer og brydes med en R ulle n, der minder om Tordenens. M en i samme O jeblik fortes v i ved Nautilens hældende P lan ned paa en umaadelig Dybde, saa at jeg ikke kunde see Noget as denne hoje Koralm ur. Jeg maatte da nojes med at betragte de sorskjellige Fiskearter, som opsamledes i vore Net. Jeg bemærkede blandt Andet et E la gs Makrelfisk af 220 Thuufiskens Storrelse, med blaaglindsende S id e r, og Tverstriber, som forsvinde, naar Fiflen doer. Disse D y r fulgte os skarevis og forsynede vort B ord med en Ypperlig Ret. M a n fangede ligeledes en stor Mccngde flyvende Pyrapeder, sande undersoifle S va le r, som i morte Nætter vexelvis stribe Luften og Vandet med deres fosforagtige Lys. A f B lo d d yr og Plantedyr sandt jeg i Nettets Masker forfljellige S lags Alkyonarier, Soburrer, Hammerosters, ænter og Hyaliter. Floraen repræsenteredes af smukke flydende A lger, der vare gjennemtrccngte af S lim , fom svedte ud gjennem P orerne; jeg fandt blandt Andet en beundringsværdig Aomastolua, som blev indregistreret blandt Museets naturhistoriske Mærkværdigheder. Efter i tvende Tage at have befaret Koralhavet fik v i den 4de Januar N y -G u in e a s Kyster ifigte. Kaptajn Nemo underrettede mig om , at det var hans Hensigt at gaa gjennem Torre-Stroedet ud i det in diske Oæan. D e rtil indflrænkede hans Meddelelse sig. Ned bemærkede med skjult Glæde, at denne Kurs forte hen t il de evropanske Farvande. Efter den almindelige Opfattelse er det meget fa rlig t at passere Torre-Strædet, dels paa Grund af de K lipper, hvormed det er opfyldt, dels paa G rund af de vilde Folkeslag, som bo paa dets Kyster. D et adskiller N y-H olland fra den store O N y-G uinea. N y-G uinea er et hundrede og halvtredsinstyve M ile lang og otte og fyrgetyve M ile bred og har et Fladeindhold af syv tusind og to hundrede Kvadrat- M il. Den ligger mellem (G I R og K G 2 ' sydlig Brede over LEkvator, og 12cG 2 3 ' og 146" 15' Længte. Klokken T o lv , da den Næstkommanderende log S o lhøjden, saae jeg Toppene af A rfa lx-B je rg e n e , som hæve sig jevnt og ende i fkarpe Spidser. Denne S blev opdaget i Aaret 1511 af P o rtu giseren Francisko Serrano og besogtes siden af D on Meneses i Aaret 1 5 2 6 , af G rija lv a i Aaret 1527, af den spanske General A lva r de Saavedra i Aaret 1 5 2 8 , af S uigo Ortez i 1 5 4 5 , af Hollænderen Shoutcn i 1 6 1 6 , as Nikolas S ru ic i Aaret 1753, fremdeles af Tasman, Dampier, Fumel, Carteret, E dwards, B ougainville, Cook, Forrest, M a c C luer, af d'Entrecasteaux i 1792, af Duperrcy i 1823, af D u - m ont-d'Urville i 1827. V e n er M idtpunktet for den saakaldte malayiske Raæ, og jeg var overbevist om, at Tilfeeldet vilde bringe mig i Beroring med de frygtelige Andamenere. Nautilen befandt sig faaledes ved det farligste Stræde paa Jorden, dette Stræde, som de dueligste Somænd neppe vove at gjennemfare, dette Strerde, som Louis Paz de Torres trodsede, da han vendte t i l bage fra sin Rejse i Sydhavet, og i hvilket D um ont d'U rvilles Korvetter i Aaret 1840 gik under med M and og M u s . S e lv N autilen, som trodsede alle Farer, skulde dog her komme t il at gjore Bekjendtskab med Koralrevene. Torres-Strcodet er omtrent fire og tredive M a - rinem il bredt, men opfyldt af en umaadelig Mængde V e r, Holme, Skeer og Klipper, fom gjore det neesten um uligt at besejle det. Kaptajn Nemo tog fom en Folge deraf alle mulige Forsigtighedsregler, fo r han begav sig derind. Nautilen holdt sig i Overfladen af 222 Vandet og gik kun med halv Kraft. Dens Skrue pidstede kun langsomt Bolgerne, omtrent som en Hvalfistehale. M ine Ledsagere og jeg benyttede os as denne Omstændighed og toge Plads paa Platform en, som næsten altid stod tom. Lige soran os hævede sig Styrmandens Kahyt, og jeg skulde tage meget fejl, om det ikke var Kaptajn Nemo selv, som styrede Nautilen. Foran mig havde jeg de ypperlige Kort over Torres-Strædet, som ere blevne optagne af Jngenioren Vinændon D um oulin og den forhenværende Nnderlieutenant, nuværende A d m ira l Coupvent-Desbois, der herte t il D um ont d'U rvilles S tab under dennes sidste Verdensomsejling. Disse og Kaptajn Kings Kort ere de paalideligste Fvrere gjennem dette snevre Strædes V irv a r, og jeg raadforte mig med dem med den mest samvittighedsfulde Opmærksomhed. Havet stummede rasende omkring Nautilen. S tro m - men, der gik fra Sydost t il Nordvest med en H u rtig hed as to og en halv M il, knustes mod Koraltoppene, der stege op over Havstaden. „ E t forbandet H a v ! sagde Ned Land t il mig. - J a , et afskyeligt! svarede jeg. Det egner sig aldeles ikke for et Skib som Nautilen. - B lo t den sordomte Kaptajn holder rigtig Kurs, gjentog Ned Land; thi jeg- seer d e r Koralstykker, som ville splintre Skroget i tusinde Stum per, bare det lugter t il dem." Situationen Dar virkelig farlig. M en Nautilen syntes ligesom T ro ld tv j at snige sig frem mellem de as rasende Brændinger omgivne Klipper. Den fulgte ikke nojagtig den V e j, der havde voeret saa stæbnesvanger for Dum ont d'U rville. Den styrede loengere mod N o rd , fulgte Kysten af D en M u rra y og vendte fig derpaa mod Sydost, mod Cumberlands Passage. Jeg troede, at den vilde passere denne; men saa brod den af mod Nordvest og styrede mellem en Moengde neesten ubekjendte D e r og Holme henimod D en Tound og den „farlige K anal". Jeg spurgte allerede mig felv, om Kaptajn Nemo, der var forvoven in d til Galskab, havde isinde at lobe ind i denne Passage med sit S kib, da Nautilen endnu engang skiftede K u rs , og, idet den pludselig brod af imod Vest, styrede hen imod D en Gueboroar. Klokken var Tre om Eftermiddagen. Nautilen fulgte Kysten af denne D i mindre end to M ile s Afstand. Pludselig kastedes jeg omkuld af et S to d . N a u tilen var stedt paa et Skeer og laa nbeveegelig med en let Heeldning til Bagbords S ide. D a jeg atter havde faaet rejst m ig, saae jeg Kaptajn Nemo og hans Næstkommanderende paa P la tformen. De undersogte Fartojets S tillin g og veplede derpaa nogle O rd i deres ubegribelige S prog. V o r S tillin g var faaledes: Paa to M ile s A f stand, Bagbords S id e , saaes D en Gueboroar, hvis Kyst krummer sig lig en umaadelig A rm fra Nord til Vest. I S yd og D st viste sig allerede nogle K o ra ltoppe, som bleve synlige under Ebben. V i vare stodte paa under Flodvande og i et af disse Have, hvor Forandringen i Vandstanden er meget svag, en O m stændighed, som sikkert vilde hindre Nautilen i at komme flot igjen. Im id le rtid havde Fartojet dog ikke laget nogen Skade i Henseende t il den solide Maade, hvorpaa det var bygget. M en om det end hverken kunde gaa tilbunds eller revne, var det dog som sagt i hoj Grad udsat fo r aldrig at kunne slippe los fra disse Klipper, og i saa Fald vilde det være ude med Kaptajn Nemos undersoiske Apparat. Jeg stod og tænkte herpaa, da Kaptajn Nemo kold og ro lig , bestandig Herre over sig selv, og som det syntes hverken bevæget eller forbittret, noermede sig t il mig. „ E t Ulykkestilfælde? spurgte jeg. - Nej, et Tilfoelde, svarede han. - J a , men et Tilfoelde, gjentog jeg, som maaske v il tvinge Dem til at bo paa dette faste Land, som De flygter fo r." Kaptajn Nemo betragtede mig med en underlig M ine og gjorde en Bevægelse, der skulde sige saa Meget som: Nej. In te t vilde sikkert kunne tvinge ham til igjen at sætte sin Fod paa Landjorden. Derefter sagde han: „Forresten, H r. Professor, er Nautilens S tillin g aldeles ikke haablos. Den v il endnu komme til at fore Dem gjennem Oæanets Vidundere. V o r Rejse er lige begyndt, og jeg har ikke isinde saa snart at berove mig LEren af Deres Selskab. - Im id le rtid , Kaptajn Nemo, svarede jeg, uden at tage Hensyn til den ironiske Vending i hans sidste O rd , - Nautilen har lobet sig fast under Flodvande, og da der er meget ringe Forskiel paa Ebbe og Flod i det stille Hav, indseer jeg ikke, hvorledes De v il boere Dem ad med at faae den flot igjen, saafremt De ikke 224 225 er istand til at lofte den, hvad der forekommer mig um uligt. - De har Ret, H r. Professor, i, at Forskjellen i det stille Hav mellem Flod og Ebbe ikke er synderlig betydelig. I Torre-S troedet lober dog denne Forstjel mellem den hsjeste og laveste Vandstand op t il henimod fire Fod. V i skrive idag den 4de Januar, og om fem Dage have v i altsaa Fuldmaane. Jeg vilde blive meget forbauset, hvis denne velvillige D ra bant ikke drog tilstrækkelige Vandmasser op og gjorde mig en Tjeneste, som jeg kun havde den at takke fo r." Efterat have sagt dette, steg Kaptajn Nemo, ledsaget af sin Næstkommanderende, ned i Nautilen. Hvad Skibet angaaer, saa laa det saa ubevægeligt, som om Koralpolyperne allerede havde muret det fast med deres uforgængelige æment. „N aa , H r. Professor? spurgte Ned Land, som kom hen t il mig, da Kaptajn Nemo var gaaet. - Ja , Ned Land, v i maa afvente Flodvandet den 9de Januar, da Fuldmaanen formodenlig v il vise os den V elvillie at bringe os flot. - Ikke Andet? - Nej, ikke Andet. - O g Kaptajnen har ikke isinde at kaste sine Ankere ud i aabent Vande og at lade Mastinerne virke paa Kjæderne for om m uligt at kunne hale sig ud? - Flodvandet kan jo besorge det Hele," svarede Jean roligt. Kanadieren saae forst paa Jean og trak derefter paa Skuldrene. D et var Somanden, som talte i ham. „H r. Professor, vedblev han, De kan tro mig, l lo 226 naar jeg siger, at dette Jernstykke aldrig mere v il komme t il at sejle hverken over eller under Vand. D et duer ikke t il Andet end til at soelges i Pundevis. Jeg antager derfor, at det gunstige ø je b lik t il at unddrage os Kaptajn Nemos Selskab nu er kommet. - Bedste Ned, jeg tvivler ikke paa denne N autil, og om fire Dage ville v i faae at vide, hvormeget man kan stole paa det stille Havs Flodvande. Deres Raad om at flygte kunde være meget fo rn u ftig t, naar v i havde engelste eller franske Kyster isigte; men i N y - Guineas Farvande stiller Sagen sig anderledes, og det v il altid voere tidsnok at foretage stige S k rid t, hvis Nautilen ikke kommer lo s , hvilket jeg vilde betragte som en ssrgelig Begivenhed. - M en skulde man i det Mindste ikke kunne prsve det Land d e r ? indvendte Ned Land. See, det er en S , der ligger. Paa denne L l voxer der Træer. Under Troeerne er der D y r, det v il sige Koteletter og Beufsteg, og jeg havde nok Lyst t il at prsve mine Toender en Sm ule paa det S la gs Sager. - Her har min Ven Ned Ret, sagde Jean, og jeg slutter mig t il ham. Ikke skulde Herren kunne overtale sin Ven, Kaptajn Nemo, til at soette os iland? De kan jo sige, at ellers glemmer v i aldeles at holde Balanæn paa vor Planets faste Dele. - Jeg kunde jo nok spsrge ham ad, svarede jeg, men han siger naturligvis Nej. - Professoren kan jo forssge, sagde Jean, saa faae v i at vide, hvorvidt Kaptajn Nemos Elskværdighed stroekker sig." T i l min stsrste Forbauselse indrsmmede Kaptajn 227 Nemo strax det, jeg bad ham om. Han gav mig endog den vristede Tilladelse med megen Venlighed og Artighed og stillede end ikke nogen Fordring om, at v i atter skulde komme ombord. M en en F lu g t over N y-G uinea vilde have været fa rlig , og jeg vilde a ldrig have raadet Ned Land t il at forsoge en saadan. D et var bedre at voere Fange ombord paa Nautilen end at falde i Hænderne paa N y-G uineas Vilde. Skibsbaaden blev stillet t il vor Disposition for næste Dag. Jeg sogte ikke at faae at vide, om Kaptajn Nemo vilde ledsage os. Jeg havde ovenikjobet den Id s , at slet Ingen af Besætningen vilde komme t il at folge os, men at det vilde blive betroet Ned Land at lede Udflugten. Forovrig befandt v i os kun to M i l fra Land, og det var en smal Sag fo r Kanadieren at styre den lette Baad mellem de fo r store Fartsjer saa skæbnesvangre Rev. Næste D ag, den 5te Ja n ua r, blev Skibsbaaden, som Dækket var taget a f, loftet op paa Platformen og derfra sat i Vandet. Dette besorgedes med Lethed af to M and. Aarerne laa i Baaden, og v i behovede saaledes kun at tage Plads. Bevæbnede med elektriske Bosser og med D xer stodte v i Klokken Otte fra Nautilen. Havet var temmelig ro lig t. F ra Landet blæste der en svag Brise. Jean og jeg, som sad ved Aarerne, trak dygtig paa dem, og Ned styrede frem gjennem de snevre Pas, fom aabnede sig mellem Brændingerne. Baaden holdt sig fortræffeligt og stjod en b rillan t Fart. Ned Land var ude af sig selv af Gloede, han 15* 228 teede sig som en Fange, der er sluppet ud af sit Fængsel, og toenkte ikke paa, at han skulde vende t i l bage t il det. „K jo d ! streg han, v i skulle virkelig komme t il at spise Kjod igjen! O g hvad for K jo d ! Veritabel Dyresteg! M en B rod faae v i Ingenting a f! N aa! Jeg v il ikke sige, at Fist er en daarlig Spise, men man maa ikke misbruge den, og et Stykke ferst Kjod ristet paa Gloder, vilde voere en overordenlig behagelig Afvexling i vor soedvanlige Levemaade. - Sikken en S likm u n d ! sagde Jean. Han faaer min M und t il at lobe i Vand. - D et Eneste, man gjerne skulde have at vide, bemærkede jeg, v a r, om der findes V ild t i disse Skove, eller om V ild tet ikke er af en saadan Storrelse, at det selv jager Joegeren. - Maaste, H r. Aronnax, svarede Kanadieren, hvis Teender syntes at voere blevne hvæssede, ligesom Eggen paa en O xe ; men jeg v il æde Tigere, Tigerbeufsteg, dersom der ikke findes noget andet fir benet D y r paa denne O . - M in Ven, Ned bliver noget vel lystig, bemærkede Jean. - Naa ligemeget, svarede Ned Land, det forste D y r, jeg troesfer, med fire Fodder og uden Fjer, eller med to Fodder og F je r, stal hurtigt komme t il at gjore Bekjendtstab med min Bosse. - S a a , sagde jeg, nu begynder M r . Lands Ubetænksomhed at faae Overmagt. - De stal ikke være bange, H r. Aronnax, ro blot dygtigt t i l ! Jeg forlanger kun fem og tyve M i nuter fo r at kunne byde Dem t il Gjæst paa en Ret, der er lavet efter min Kogebog." Klokken halv N i tornede Baaden lempeligt imod den sandede S tra n d , efterat den lykkeligt havde passeret den Koralring, som omgiver V e n Gueboroar. 230 Enogtyvende kapitel. Nogle Dage i Land. § e t gjorde et stærkt In d try k paa mig, da v i stodte mod Land. Ned Land prsvede Jorden med Foden, som om han vilde tage den i Besiddelse. V i havde dog kun i to Maaneder været, hvad Kaptajn Nemo kaldte „Passagerer ombord paa N antilen", hvilket i Virkeligheden vilde sige det Samme som den Kommanderendes Fanger. Efter nogle M inuters Forlob vare v i et Bsssefkud borte fra Strandbredden. Jordbunden var næsten helt og holden madreporisk; men adskillige udtorrede Flodsenge, der vare oversaaede med Granitstykker, viste, at denne D skrev sig fra en eller anden U rtidsformation. Hele Horisonten fkjultes bagved et Toeppe af herlige Skove. Umaadelig store Troeer, der undertiden naaede en Hojde af to hundrede Fod, vare forenede med hverandre ved G uirlander af Slyngplanter, - naturlige Hængemaatter, som vuggede for en let Brise. D er var M im oser, Figentroeer, Kasuarintroeer, Thekatræer, Palm er osv. blandet imellem hinanden, og i Skyggen af deres gronne Hvoelvinger, ved Foden af 231 tæmpemæssige Stammer, voxede Orkideer, Boelgplanter og Bregner. Uden at voerdige disse smukke P rsver paa N y- Guineas Flora den ringeste Opmærksomhed, toenkte Kanadieren kun paa det Nyttige. Han havde nemlig faaet O je paa et Kokostræ og havde slaaet nogle af dets Frugter ned og knust dem. V i drak Melken og fortærede Kjsdet med et Velbehag, som just ikke talte t il Fordel for Nautilens Spiseseddel. „Fortræ ffelige! sagde Ned Land. - Apperlige! bemærkede Jean. - Jeg tænker ikke, sagde Kanadieren, at Deres Kaptajn Nemo kan have Noget im od, at v i fsre en Ladning Kokosnsdder omborv. - Jeg veed det ikke, svarede jeg, men han v il sikkert nok aldrig smage dem selv. - S a a meget mere uheldigt for ham! sagde Jean. - O g saa meget bedre fo r os! repliærede Ned Land. De ville da vare saa meget desto loengere. - E t O rd endnu, M r . Land, sagde jeg t il H a rpunereren, som lige fkulde t i l at plyndre et andet Kokostræ. Disse Nodder ere fortræffelige; men inden v i fylder Baaden med dem, syntes jeg, at det vilde være klogt at undersoge, om O en ikke frembringer andre ligefaa nyttige Fodemidler. Ferste Grsntsager kunde være meget velkomne paa Nautilen. - Professoren har Ret, sagde Jean, og jeg foreslaaer, at v i skulle indrette tre Rum i vor B aad: det ene for Frugter, det andet for Grsntsager og det tredie for V ild t, som jeg endnu ikke har seet det allerringeste S p o r af. - M a n maa aldrig tabe M odet, Jean, svarede Kanadieren. - Lad os nu fortsoette vor Exkursion, svarede jeg, men lad os huske at have Sjnene med os. Skjondt denne B synes ubeboet, kan den dog gjerne huse I n divider, som ere mindre kræsne end v i i Henseende til, hvad det er for V ild t, de spise. - Haha, sagde Ned Land og gjorde en meget betegnende Bevægelse med Underkåben. - Hvad for Noget, Ned? raabte Jean. - Ja , paa min A§re, svarede Kanadieren, jeg begynder at forstaa, at der ogsaa kan være noget Behageligt ved at eede Menneskekjod. - Ned, Ned, hvad er det D u siger? mumlede Jean. D u v il æde Mennesker, og jeg, som deler Kahyt med D ig ! Maaske har D u ædt det Halve as mig en M o rgen, naar jeg vaagner. - Bedste Jean, jeg holder meget af D ig , men dog ikke saa meget, at jeg gider eede D ig , uden det er aldeles nodvendigt. - J a , det stoler jeg ikke paa, svarede Jean. Afsted paa J a g t! V i maa absolut skyde noget V ild t for at stille denne Kannibal tilfreds, ellers hænder det en skjon Morgen, at Herren ikke har Mere end et P a r M undfulde af sin Tjener t il at opvarte sig." Medens v i talte saaledes sammen, trængte v i frem under Skovens morke Hvoelving, og i et P ar Tim ers T id gjennemstrejfede v i den paa Kryds og Tvers. Tilfældet begunstigede vor Sogen efter spiselige Planter, og en af den tropiske Zones nyttigste Væpter 233 forskaffede os et voerdifuldt Næringsmiddel, som savnedes ombord. Jeg mener Brodfrugttroeet. Det voper i stor Mængde paa Gueboroar, og jeg fandt her hovedsagelig den frslose A rt, som paa malayisk hedder „R im a ." Dette Træ adskilte sig fra de ovrige ved sin ranke og in d til fyrgetyve Fod hoje Stamme. Dets sirligt afrundede Krone, der er dannet af store, mangefligede Blade, betegnede tydeligt for en Naturforskers Dffe den ^rtoearpu8, som nu med saa stort Held er blevet natu-- raliseret paa de mascarenste L)er. Paa de store, kuglerunde, 6 Tommer brede Frugter sindes der sexkantede Ophojninger. En nyttig Væxt, med hvilken Naturen har begunstiget de Egne, hvor Kornet mangler, og en Væxt, som uden at dyrkes giver Frugt de otte af Aarets Maaneder! Ned Land kjendte meget godt disse Frugter. Han havde spist dem paa sine talrige Rejser, og han fo rstod at tilberede deres spiselige In d h o ld . S a a snart han saae dem, kunde han heller ikke længer styre sin Lyst. „H r. Professor, sagde han til m ig, jeg doer, dersom jeg ikke saaer fat i en Sm ule af disse B ro d frugter. - S p is , bedste Ned, spis saa Meget, I har Lyst til. V i ere her for at gjore Experimenter, hvorfor skulde I saa ikke experimentere? - D et skal ikke staa længe paa", svarede Kanadieren. Ved Hjælp as et Brændglas tændte Ned Land I l d i noget tort Broende, der hurtigt blussede op. Jean og jeg plukkede im idlertid de bedste Frugter, v i 234 kunde opdage. Nogle af dem vare endnu ikke t i l strækkelig modne, og deres tykke Skal bedækkede et h vid t, men lidet fibrost Kjod. Andre, der vare gulagtige og geloeagtige, ventede kun paa at blive plukkede. I disse Frugter var der ikke nogen Kjerne. Jean bar et Dusin Stykker hen t il Ned Land, som siar dem l tykke Skiver og lagde dem paa en K u lild . Medens han gjorde det, sagde han den ene Gang efter den anden: „N u sial De bare smage, H r. Professor, hvor det smager dejligt. J a især naar man har savnet det i saa lang T id , sagde Jean. - D et er ikke ligefrem B rod, tilfojede Kanadieren, det er det fortræffeligste Bagværk. H ar De aldrig for smagt det, H r. Professor? - Nej, Ned. Ja , saa maa De være forberedt paa at smage noget overordenlig S a ftig t. Dersom De ikke synes om det, v il jeg ikke længer hedde Harpunerernes Konge." Efter nogle M inuters Forlob var Frugterne helt kullede udvendig; indeni viste der sig en hvid Dejg, et S la g s blod Brodmasfe, der smagte omtrent som Artisiokker. M a n maa tilstaa, at Brodet var fortræffeligt, og jeg spiste deraf med stor Fornojelse. „Ulykkeligvis, sagde jeg, kan dette B rod ikke holde sig frisi, og det forekommer mig derfor, at det vilde være urigtigt at fore Noget af det ombord. - For en Ulykke, H r. Professor, sireg Ned 235 Land, De snakker som en Naturforster. M en jeg behandler Sporgsmaalet fra Bagerens Standpunkt. Jean, saml en Hob sammen af disse Frugter, som v i ville tage med os, naar v i vende tilbage. - O g hvordan stal v i tilberede dem? spurgte jeg Kanadieren. - A f Indmaden laver jeg en tyk D e jg , som holder sig, saalænge det stal være. Naar jeg v il bruge den, lader jeg den koge^ ombord, og trods dens meget syrlige Sm ag v il De spise den med stort Velbehag. - M en, M r . Ped, jeg synes ikke, v i mangler Noget, naar v i har dette fortræffelige B rod. - Jo , H r. Professor, der mangler nogle F ru g ter eller i det Mindste nogle Grontsager. - Lad os da soge efter nogle Frugter og G ro n tsager." Efterat v i havde plukket saa mange Brodfrugter, som v i snstede, begave v i os afsted fo r at fuldstændiggjore denne »cliner lerrestre« (M idd a g bestaaende af Landprodukter). Vore Efterssgelser vare ikke uden Nytte, og henimod M iddag havde v i forsynet os med et temmelig stort Forraad af Bananer. Disse den hede Zones velsmagende Frugter modnes hele Aaret igjennem, og Malayerne, som kalde dem Pisanger, spise dem uden at Lage dem. Foruden disse Bananer samlede v i ogsaa store Jaks, der have en ejendommelig skarp Sm ag. Fremdeles velsmagende M angofrugter og Ananas af en næsten utrolig StSrrelse. M en denne Indsam ling 236 lagde Beslag paa en stor D e l af vor T id , Noget, som der forresten ikke var Grund t il at ærgre sig over. Jean holdt bestandig O je med Ned. Harpunereren blev ved at gaa fremad, og under sin Vandring gjennem Skoven plukkede han med sikker Haand en Mængde fortræffelige Frugter for at fuldstændiggjore sit Forraad. „N aa, spurgte Jean, nu mangler der jo ikke mere Noget, Ned? - H um ! svarede Kanadieren. - Hvad for Noget, er man ikke tilfreds endnu? - Alle disse Planter kunne ikke danne et M a a ltid , svarede Ned. Det er kun Slutningen af M aaltidet, Deserten. M en Suppen, Stegen? - J a paa min 8Ere, sagde jeg, Ned har lovet os nogle efter min Mening temmelig problematiske Kotteletter. - H r. Professor, svarede Kanadieren, Jagten er ikke endt endnu, for den er ikke engang begyndt. T aalmodighed! T il S lu tn in g v il v i nok mode et eller andet D y r med Fjer eller H aa r, og hvis det ikke netop skeer paa dette S te d , saa skeer det paa et andet . . . - O g hvis det ikke skeer idag, saa skeer det imorgen, tilfojede Jean, for nu tor vi ikke gaa alt fo r langt bort. Jeg foreslaaer, at vi vende tilbage t il Baaden. - H vad? Allerede! skreg Ned Land. - V i maa være tilbage, fo r det bliver Nat, sagde jeg. - M en hvad er Klokken da? spurgte Kanadieren. - Klokken er i det Mindste T o , svarede Jean. 237 - H vor Tiden dog gaaer h u rtig t, naar man er ila n d ! mumlede Ned med et sorgmodigt Suk. - Lad os vende om," gjentog Jean. V i vendte tilbage gjennem, Skoven og kompletterede vore Forraad ved en rig Host af Kokosnodder, som v i maatte plukke oppe i Toppen af Træerne. A f en Mængde smaa Bsnner (de samme, som Malayerne kalde Abrou) samt af udmærkede Jgmanaer. V i segnede noesten under Byrden af vore Forraad, da v i ankom t il Baaden. M en Ned Land var dog ikke tilfreds endnu. Heldigvis for ham fik han netop i det D je b lik , v i skulde gaa ombord, B je paa nogle femogtyve a tredive Fod hose Træer. Disse Træer, der hore til Palmernes Slægt, og som ere ligesaa værdifulde som Brodfruattræet, regnes med Rette blandt de malayifke N e rs nyttigste Produkter. D et var Sagopalmer, et v ild t voxende Troe, der forplanter sig baade ved Skud og Fro. Ned Land vidste, paa hvad Maade man skulde behandle disse Træer. Han tog sin Bxe, huggede los af alle Kræfter og havde snart fældet to eller tre Sagopalm er; det hvide S to v , hvormed de vare ligesom overpuddrede, vidnede om, at de vare modne. Jeg saae paa ham snarere med en Naturforsters, end med et sulten Menneskes L)je. Fsrst huggede han af hver Stamme en S trim m e l Bark af omtrent en Tommes Tykkelse. Denne Bark bedækkede et Net af Fibrer, der vare slyngede i uoploselige Knuder, og som limedes sammen ved et S la g s gummiagtigt Meel. Dette M eel var Sagoen, et spiseligt S to f, der udgjor et af de fornemste Næringsmidler for Indbyggerne paa 236 S ydhavnerne. Ned Land nojedes forelsbig med at hugge Stammerne istykker, som om han havde isinde at bruge dem t il Brændsel, og han opsatte t il senere at uddrage M elet, at sigte det gjennem et Stykke F lo r fo r at stille M elet fra Fibrerne og endelig, naar Fugtigheden var dampet bort under Solens Indflydelse, at hærde det i Former. K l. 5 om Eftermiddagen forlode v i endelig, medtagende alle vore Rigdomme, B ens S tra n d , og en halv Time ester lagde v i t il ved Nautilen. D er viste sig ikke et Menneske. Den umaadelige Pladecylinder syntes at voere ode. D a v i havde indskibet vort F o rraad, gik jeg ned i min Kahyt. Jeg fandt Aftensmaden serveret. Jeg spiste og lagde mig t il at sove. Den solgende D ag, den 6te Januar, intetsomhelst N yt ombord! Ikke en Lyd, ikke S p o r af L iv ! Baaden laa endnu bestandig ved Siden af N autilen, paa den selvsamme P la d s, hvor v i havde lagt den igaar. V i besluttede at vende tilbage t il B en. Ned Land haabede, at han skulde have mere Held med sig paa Jagten end igaar, og han enstede at besoge en anden D e l as Skoven. D a Solen stod op, vare v i paa Vejen. Baaden, som af Bolgerne sortes ind mod Land, naaede i faa Bjeblikke Strandbredden. V i stege ud af Baaden, og idet v i ansaae det fo r rigtigst at betro os t il Kanadieren, hvis lange Ben allerede havde ladet os et godt Stykke tilbage, fulgte v i efter ham. Ned Land fulgte Kysten i ostlig Retning, vadede over nogle Smaaboekke og kom op paa en Hojstette, 239 som omgaves af herlige Skove. Nogle Landspoler strog ud ad Soen t i l , men lode os ikke komme dem neer. Denne deres Mistænksomhed overbeviste mig om, at de vidste, hvad de skulde tro om mennefkelignende Skikkelser, og jeg sluttede mig t i l , at selv om D en ikke var beboet, bessgtes den dog nu og da af menneskelige Voesener. Efterat have passeret en temmelig stor Græsslette naaede v i hen til Aderkanten af en Skov, som oplivedes ved en Moengde Fugles Sang. „H m ! Endnu er der ikke Andet end Fugle, sagde Jean. - M en det er Fugle, som kunne spises, svarede Kanadieren. - Nej, D u 4ager fejl, Ned, svarede Jean, for jeg seer ikke Andet end simple Pappegojer. - Bedste Jean, sagde Ned i en alvorlig Tone, Pappegojer ere Fasaner fo r dem, der ikke have Andet at spise. - O g jeg v il tilfoje, sagde jeg, at denne Fugl, naar den er godt tillavet, meget vel fortjener at komme under Behandling af Kniv og G a ffe l." Under Skovens tætte Lovværk saae v i i V irkeligheden en umaadelig Mængde Pappegojer, som flagrede fra Gren t il G ren, og som kun behovede en mere omhyggelig Opdragelse fo r at kunne tale Menneskenes S prog. For Djeblikket sladdrede de med nogle alvorlige Kakkaduer, som syntes at grunde over et eller andet filosofisk Problem, medens glindsende rode Lorier ilede forbi os, som et Stykke purpurrodt T o j, der fores bort af Vinden. 240 Im id le rtid savnede jeg i denne Skare Fugle en, der er ejendommelig for disse Egne, og som man a ldrig har truffet udenfor Arronoernes famt Ny-Guineas og de omliggende Liers Grændser. Lidt efter skulde jeg dog faae den Gloede at see den. Efterat v i vare gaaede igjennem en ikke synderlig toet K ra tfto v, kom v i t il en S le tte , der var bevoxet med Buske. Jeg saae her en Mængde pragtfulde F u g le, hvis lange Fjer tvang dem t il at vende sig mod Vinden. Deres bolgeformige Flugt, de fine Buelin ie r, som de beskrev i Luften, Glandsen af deres Farver foengslede og fortryllede vore Blikke. Jeg saae skrap, hvad det var, v i havde for os. „P a ra disfu g le! raabte jeg. - Sangfuglenes O rden, de Stornoebbedes A fdeling, tilfojede Jean. - Agerhsnsenes Fam ilie? spurgte Ned Land. - N e j, det troer jeg ikke, M r . Land. M en ikke destomindre gjor jeg Regning paa Deres D yg tig hed for at kunne faae fat paa en af disse smukke tropifte Frembringelser. - M a n faaer vel prove paa del, H r. Professor, ftjondt man jo er mere vant t il at haandtere H a rpunen end Bossen." M alayerne, som soelge en Mængde af disse Fugle t il Kineserne, bruge sorftjellige M id le r, som vi ikke kunde anvende, for at fange dem. Undertiden stille de Snarer op i Toppene af hoje Troeer, som Paradisfuglene fo rtrinsvis bebo. Undertiden fange de dem ved Hjoelp af noget tykt, klæbrigt Lim, som fo rhindrer Fuglen i at flyve op. Ja , de gaa endogsaa 241 saa v id t, at de undertiden forgifte de Kilders Vand, som Fuglene pleje at drikke af. Hvad os angaaer, da maatte v i forsoge paa at skyde dem i Flugten, hvilket just ikke gav gode Udsigter. I Virkeligheden spildte v i da ogsaa en hel D e l af vor Ammunition til ingen Nytte. Henimod Klokken Elleve om Formiddagen vare v i naaede op paa den forste Terrasse af de Bjerge, som strække sig gjennem det In d re af S e n . Endnu havde v i ikke skudt Noget. Hungeren pinte os. Jægerne havde sat deres Lid t il Jagtudbyttet og vare blevne skuffede. Heldigvis gjorde 'Jean, t il sin egen store Forbavselse, et Dobbeltskud og sikkrede os derved F ro kosten. Han stod nemlig et P a r D u e r, som, efter at voere blevne plukkede og hængte op paa et S p id , bleve stegte over en Broendeild. Im id le rtid lavede Ned nogle Brodfrugter istand, og derefter bleve begge Duerne spiste lige in d til Benene. V i fandt dem ypperlige. Muskatnodderne, der udgjore disse Fugles fornemste Spise, gjsr Kjodet paa eengang vellugtende og velsmagende. „D e t er, ligesom Hons vilde spise Trofler, sagde Jean. - O g hvad mangler I nu? spurgte jeg Kanadieren. - E t Stykke V ild t med fire Fodder, H r. Aronnax, svarede Ned Land. Disse D uer ere dog kun noget Krim skram s, og man kan næsten ikke faae en M undfuld ud af dem. Jeg bliver ikke tilfre d s, for jeg faaer skudt et D y r, som v i kan faae Koteletter as. I. 16 242 - O g jeg ikke, Ned, fo r jeg faaer sanget en Paradisfugl. - Lad os da blive ved at jage, tilfojede Jean; men lad os lægge Vejen mod Havet. V i ere nu naaede frem til de fsrste Bjergstrænter, og jeg tænker, at Skovene ville være heldigere for Jagten." Det var et forstandigt Raad og det blev fu lg t. Efter en Times Marsch kom v i til en hel Skov af Sagopalmer. Nogle store Slanger flygtede flræmte op ved vore S kridt. Ogsaa Paradisfuglene flo j bort, og jeg tvivlede allerede om, hvorvidt jeg vilde faae fat i en af dem, da Jean, som gik forrest, pludselig bukkede sig ned, udstedte et triumferende S krig og kom hen t il mig med en Prægtig Paradisfugl. „A h , bravo, Jean! bravo! raabte jeg. - Herren er altfor god, svarede Jean. - Sniksnak, min Ven. Det er et Mesterstykke! A t fange en af disse Fugle levende og ovenikjobet tage den med Haanden! - Dersom Herren v il see nojere til, v il Herren see, at min Fortjeneste ikke er synderlig stor. - O g hvorfor det, Jean? - Fordi Fuglen her er saa fuld som en A llike! - Fuld? - J a , H r. Professor, fuld af de Muskatnødder, som den var ifærd med at spise henne under Træet, da jeg fangede den. Kom herhen, Ned, og se, hvad Fylgerne er af at drikke for meget. - Hold din M u n d , Jean, svarede Kanadieren. Det er ikke Noget at kaste mig i Noesen, at jeg har drukket et G las V in for et P a r Maaneder siden." 243 Im id le rtid undersogte jeg den moerkelige Fugl. Jean havde ikke taget fejl. Paradisfuglen, der havde drukket sig fuld i Muskatnoddernes S a ft, var aldeles afmoegtig. Den kunde ikke flyve, ja neppe gaa. M en det brod jeg mig kun lid t om. Jeg lod den ganske ro lig t sove Rusen ud. Denne Fugl horte t il den smukkeste af de otte A rte r, som findes paa N y Guinea og de omliggende S e r. Det var den P a ra disfu g l, fom man kalder den „store S m aragd", og som er en af de sjeldneste. Den var ti Tommer lang. Hovedet var forholdsvis lille, o g 'S jn e n e , som sadde nær ved NæLroden, vare ligeledes smaa. M en dens gule Næb, de brune Tæer og Kloer, de noddefarvede og med purpurrode Spidser forsynede V in g e r, det citrongule Hoved og O verhals, den smaragdglindsende Strube og den kastaniebrune B ug og Bryst frembragte et beundringsværdigt Farvespil. To hornagtige og dunede Strenge hævede sig over Halen, der endte i lange, forunderlig fine Fjer, som forhojede denne mærkvoerdige Fugls Pragb. I n d byggerne have da ogfaa givet den det poetiske Navn „S o ls u g l." Jeg havde overordenlig stor Lyst til at fore dette prægtige Exemplar med mig t il P a ris fo r at forære det t il Jardin des Plantes, der ikke eier noget levende Exemplar. „ E r Fyren da saa sjelden? spurgte Ned Land i en temmelig foragtelig Tone. - J a meget fjelden, min brave N ed, og ifær meget vanskelig at fange levende. S e lv naar de ere dode, ere disse Fugle Gjenstand fo r en betydelig O m - 16* 244 sætning. De Jndfodte have da ogsaa udspekuleret en Maade at lave dem paa, ligesom man laver Perler og Diamanter. - Hvad fo r Noget? raabte Jean, laver man falske Paradisfugle. - J a , Jean. - O g Herren veed, hvordan de Jndfodte boere sig ad? - J a vist. Paa den T id , da den ostlige P a ssatvind blæser, miste Paradisfuglene de prægtige Fjer, som omgive deres Hale. De Jndfodte opsamle nu disse Fjer og gjore dem behændigt fast paa nogle stakkels Pappegojer, som de i Forvejen have lemlæstet. Derefter male og fernisere de disse Fugle og sende saa deres besynderlige industrielle Frembringelser til evropæifle Museer og Fugleliebhavere. - N a a , sagde Ned Land, faaer man ikke Fuglen selv, saa faar man da i det Mindste dens Fjer, og da de ikke ere bestemte til at spises, seer jeg ikke noget synderlig O ndt deri." M en selv om je g havde faaet mine O n fle r t i l fredsstillede, idet jeg havde faaet fat i denne Paradissugl, saa havde dog den kanadiske Jæger langtfra faaet det. Heldigvis skod Ned Land henimod Klokken To en proegtig Pechari af den A r t, som de Jndfodte kalde „B a ri-O n ta n g ". D yret stafsede os i rette T id Kjod af et firbenet Væsen og blev fslgelig godt modtaget. Ned Land var meget stolt af sit Skud. D y re t, der var blevet truffet af den elektriske Kugle, faldt strax stendod om. Kanadieren flaaede det, tog Indvoldene ud og flå r 245 sig derefter et halvt Dusin Koteletter, som skulde bruges t il Aftensmaaltid. S a a begyndte v i igjen paa J a g ten, under hvilken saavel Ned Land som Jean udmærkede sig ved nye Bedrifter. Id e t de to Venner gjennemsogte Buskene, vare de nemlig saa heldige at jage en Flok Kænguruher op, som nu sprang afsted paa deres elastiske Poter. D og kom de ikke h u rtigere afsted, end at den elektriske Kugle var istand t il at indhente dem paa deres Vej. „A a , H r. Professor, hvilket fortræ ffeligt V ild t, isser naar det er stuvet! raabte Ned Land, der var aldeles beruset af sin Jagtlykke. Saadan en Masse P roviant for N autilen! T o , tre, fem dode! O g naar jeg toenker paa, at v i faae Lov t il at spise A lt det selv, og at de dumme Boester ombord ikke smage en eneste Sm ule af det!" Jeg troer, at dersom Ned Land ikke i sin overstadige Gloede havde vrovlet saa meget, vilde han have været istand t il at skyde hele Skaren. N u nojedes han med at fælde et Dusin S tykker af disse P ungdyr, som, efter Jeans Udtryk, udgjvre forste Orden af Plaæntalernes Afdeling. Dyrene vare ikke synderlig store. D et var af de saakaldte Kænguruh - Kaniner, som fornemmelig bo i hule Træstammer, og som udmærke sig ved deres umaadelige Hurtighed. E r deres Storrelse im idlertid end ikke overdreven betydelig, afgive de dog et Kjod, som er i hoj Grad efterspurgt paa Grund af dets sine Smag. V i vare meget tilfredse med Udbyttet af vor Jagt. Den lykkelige Ned foresatte sig, at han noeste 246 D ag vilde vende tilbage t il S e n og udrydde alle spiselige firbenede D y r. Han gjorde im idlertid Regning uden Voert. Klokken Sex om Aftenen vare v i vendte tilbage til Strandbredden. V o r Baad laa fortojet paa det Sted, hvor v i havde forladt den. I en Afstand af to M i l fra Kysten hævede Nautilen sig som et langagtigt Skær. Ned Land gav sig sjeblikkelig ifærd med at t i l berede Maden. Han forstod sig fortræffelig paa Kjskkenkunsten. De over Gloder ristede B ari-O utang-K oteletter udbredte snart en listig D u ft omkring sig, som parfumerede Luften. M en jeg mærker, at jeg gaar i Kanadierens Fodspor. Jeg' bliver jo ordenlig henrykt over en Kotelet. Loeferen maa tilgive m ig, fom jeg tilgav Kanadieren, og af samme Grund. M aaltidet var fortræffeligt. To Ringduer fuldstændiggjorde denne aldeles ufoedvanlige Anretning. S agodeig, Artokarpusbrodene, nogle Mangosrugter, et halvt Dusin Ananas og Saften af endel Kokusnodder satte os i et fo rtrin lig t Humor. Jeg troer endog at kunne sige, at mine heitærede Kammeraters Ideer ikke udmærkede sig ved den alleronsteligste Klarhed. „D m v i nu ikke vendte tilbage t il Nautilen iaften? sagde Jean. - O m vi aldrig vendte tilbage tit den?" sagde Ned Land. I samme O jeblik faldt en Sten ned foran vore Fodder og gjorde det af med Harpunererens Forstag. 247 To og tyvende kapitel. Kaptajn Nemos Lyn. vendte Blikket over imod Skoven uden at rejse os op. Jeg glemte at fore min M a d op t il Munden, hvorimod Ned Lands Haand tro lig opfyldte sin H>ligt. „E n Sten falder ikke ned fra H im len, sagde Jean, med M indre det er en af dem, man kalder A e ro lite r." En anden S te n , der rev et Stykke saftigt D uekjod ud af Haanden paa Jean, konstaterede Rigtigheden af hans Bemærkning. V i rejste os nu op alle Tre og holdt Bosserne parat t il at forsvare os mod ethvert Anfald. „ E r det Aber? raabte Ned Land. - Knap nok, svarede Jean; det er Vilde. - T il B aaden!" raabte jeg, og ilede ned mod Havet. D er var i Virkeligheden ikke Andet at gjore end at slaa Netraite. T h i en Snes Jndfodte, der vare bevæbnede med Buer og S ly n g e r, nærmede sig fra Kanten af en Skovgruppe, der paa knap ethundrede S kridts Afstand skjulte hele den hojre Side af Horisonten. V i vare ti Favne borte fra Baaden. 248 De Vilde nærmede sig kun i Skridtgang, men de odslede med fjendtlige Demonstrationer, og Stene og P ile regnede ned om os. Ned Land havde ikke villet forlade sin P roviant trods den truende Fare. Med sin B a ri-O u ta ng paa den ene Skulder og sine Kæuguruher paa den anden, kom han dog saa temmelig hurtig afsted. T o M inu ter efter vare v i ved Havet. A t lægge vore Forraad og vore Vaaben ned i Baaden, at flyde den ud i Havet, at gribe fat i Aarerne, det var kun et O jebliks Sag. D a vi vare komne saameget som to Kabellængder fra Land, styrtede et hundrede V ild e , hylende og gestikulerende, ud i Vandet lige t il Bæltestedet. Jeg saae efter, om ^-Ynet af dem ikke skulde lokke Nogen af Nautilens Besætning op paa Platformen. M en nej! A lt vedblev at voere dsdt og ode paa den uhyre Maskine. ^Yve llNinuter efter vare v i ombord. Lugerne pode aabne, v i surrede Baaden fast og steg ned i Nautilen. Jeg begav mig t il S alonen, hvorfra der hortes nogle Akkorder. D er sad Kaptajn Nemo, bojet over sit O rgel og hensunken i et S la g s musikalsk Exstase. „ H r. K a p ta jn !" sagde jeg t il ham. Han horte mig ikke. „ H r. K a p ta jn !" gjentog jeg, idet jeg lagde min Haand paa hans Skulder. Han soer sammen og vendte sig om. „A h , er det D em , H r. Professor? sagde han. N aa, har De havt en god Jagt. H ar De botaniseret heldig? 249 - J a , H r. Kaptajn, svarede jeg; men v i har ulykkeligvis fo rt med os en Skare Tobenede, hvis Naboskab ikke forekommer mig synderlig behageligt. - Hvad for Tobenede? - Vilde. - V ild e ? svarede Kaptajn Nemo i en ironisk Tone. O g forbaufes De over, H r. Professor, at De træffer V ilde, hvorsomhelst De sætter Foden iland paa denne Klode? E r der noget S te d , hvor man ikke træffer V ild e ? O g er de Væsener, fom De betegner med dette Navn, egenlig værre end de Andre? - M e n , H r. Kaptajn . . . . - Hvad mig angaar, H r. Professor, har jeg modt det S la gs Folk overalt. - Ja , ja , svarede jeg, men hvis De ikke har Lyst t il at modtage disse her ombord paa Nautilen, v il De sikkert gjore vel i at træfse nogle Forholdsregler. - Berolige D em , H r. Professor, det er ikke Umagen værd at tænke paa S lig t. - M en disse Vilde ere talrige. - H vor talrige, antager D e? - E t hundrede Stykker i det Mindste. - H r. Aronnax, svarede Kaptajn Nem o, hvis Fingre atter legede med Tangenterne, - selv om alle N y-G uineas Vilde vare forsamlede paa denne S tra n d bred, havde Nautilen Jntetsomhelst at frygte af deres Angreb." Kaptajnens Fingre bevægede sig atter hen over Instrumentets K la via tu r, og jeg lagde Mærke t i l , at han kun anslog de sorte Tangenter, hvilket gav hans M elodier en overvejende skotst Karakter. S n a rt havde 250 han aldeles glemt min Nærværelse og var sunken hen i en drvmmende Tilstand, som jeg ikke svgte at vække ham af. Jeg steg atter op paa Platformen. D et var allerede N a t; thi paa denne lave Bredegrad seenker Solen sig h u rtig t, og der er intet Tusmsrke. Jeg stjelnede kun utydeligt Gueboroars Kyster. M en ta lrige B a a l, der vare antoendte paa Strandbredden, vid nede om, at de Vilde ikke tænkte paa at forlade den. Jeg blev deroppe alene i flere Tim er. A f og t il tænkte jeg paa de Vilde - men uden F ry g t, thi Kaptajnens urokkelige Sikkerhed havde smittet mig __, af og t il glemte jeg dem igjen for at beundre denne pragtfulde Nat. M ine Tanker flo j t il Frankrig med de zodiakale S tje rn er, som nogle Tim er senere skulde lyse over det. Maanen straalede blandt Konstellationerne i Zenith. Jeg tænkte paa, at denne trofaste Drabant om to Nætter vilde vende tilbage t il samme Plads for at faae Vandene til at stige og for at lvfte Nautilen ud af sin Koralseng. Henimod M idn a t, da jeg mærkede, at A lt var roligt, saavel paa de mvrke Bslger, som under S tra n d breddens Træer, begav jeg mig ned i min Kahyt og lagde mig rolig t il at sove. Natten forlsb uden noget Eventyr. De Jndsodte vare uden T v iv l blevne forskrækkede ved det blotte S yn af det Vidunder, der var strandet i deres Bugt. Det vilde ellers have vcrret dem en let Sag at komme ind i Nautilen, eftersom Lugerne ikke vare blevne lukkede. Klokken Sex om Morgenen, den 8de Januar, 251 steg jeg op paa Platformen. Morgenens Taage begyndte at adspredes. S n a rt dukkede B ens Bredder og kort efter dens Bjergtoppe frem af Skyggen. De Jndfodte vare der endnu bestandig og mere talrige end den foregaaende D ag - maaste en fem eller fep hundrede Stykker. Nogle af dem havde benyttet sig af Ebben og over Koraltoppene nærmet sig Fartojet i knap to Kabellængders Afstand. Jeg kunde tydelig see dem. Det var en smuk Menneskeraæ, kraftigt bygget, med bred og hoj Pande, med tyk, men ikke flad, Noese og med hvide Teender. Deres uldne Haar, der var farvet rodt, stak grelt af mod en Hud, der var glindsende sort fom Nubiernes. I Breflippen, der var gjennemboret og nedhængende, hang der Ringe af Benperler. Disse Vilde vare gjennemgaaende nogne, men jeg saae dog nogle Kvinder, der vare iforte et S la g s G roes-Krinoline, der holdtes fast af et Skærf af S tra a . Nogle af Hovdingerne havde smykket deres H als med en Halvmaane og med Krandse af hvide og rode Glaskugler. De vare næsten Allesammen bevæbnede med Buer, P ile og Skjolde og bar over Skulderen et S la g s Net, hvori de gjemte disse runde Stene, som deres S lynger udkaste med saa stor Sikkerhed. En af Hovdingerne, som var kommen temmelig noer hen t il N au tile n, undersogte den med stor O p mærksomhed. D et maatte være en „M a d o " af hoj R ang, thi han havde drapperet sig med et Toeppe af Bananblade, der i Kanterne var hugget ud i Spidser, og som var malet med grelle Farver. Jeg kunde meget let have studt denne Jndfsdte, 252 da han ikke var synderlig langt borte fra mig. M en jeg ansaae det fo r rigtigst at afvente virkelig fjendtlige Demonstrationer. Mellem Evropæere og Vilde behvver Evropoeeren blot at svare, ikke at angribe. Saalænge Ebben varede, strejfede disse Jndfodte omkring i Noerheden af Nautilen. M en de forholdt sig hele Tiden fuldstændig rolige. Jeg horte dem hyppig gjentage O rdet „A s s a i", og af deres Gebærder forstod jeg, at de indbode mig t il at gaa iland, - en Indbydelse, som jeg dog troede ikke at burde modtage. N aa, paa denne Dag forlod Baaden altsaa ikke Fartojet, t il stor LErgrelse for Ned Land, som saaledes ikke kunde foroge sit Forraad. Den dygtige Kanadier anvendte hele Tiden t il at tilberede det Kjod og det M e l, som han havde sort med sig fra D en Gueboroar. Hvad de V ilde angaaer, saa begave de sig iland henimod Klokken Elleve, da Koraltoppene begyndte at forsvinde under den stigende Flods B slger. M e n jeg saae, hvorledes Antallet af dem bestandig voxede inde paa Strandbredden. D et var rim eligt, at de kom fra de omkringliggende O e r. Im id le rtid havde jeg ikke seet en eneste P irog. Eftersom jeg ikke havde noget Bedre at gjore, faldt jeg paa den Id e , at jeg med et Net vilde undersoge disse gjennemsigtige Vande, i hvilke man saae en Moengde S n e gle , Plantedyr og Vandplanter. Det var iovrig den sidste D a g , Nautilen skulde tilbringe i disse Farvande, saafremt den, efter Kaptajn Nemos Lofte, den 9de Januar skulde komme slot igjen ved Flodvandet. Jeg kaldte derfor paa Jean, som bragte mig et 253 lille let Næt, der næsten lignede det, hvormed man fisker Osters. „O g disse Vilde spurgte Jean mig. H vis Herren ikke tager mig det ilde op, saa synes jeg ikke, de see videre ondskabsfulde ud. - D et er alligevel Menneskeædere, min Ven. - M a n kan være Menneskeæder og dog en meget hæderlig M and, svarede Jean, ligesom man kan være en Gourmand og en hæderlig M and. D et ene udelukker ikke det Andet. - G odt, Jean, jeg indrsmmer da, at de ere hæderlige Menneskeædere, og at de paa det Allerhæderligste æde deres Fanger. D a jeg im idlertid ikke fkjotter om at blive ædt, ikke engang paa den allerhæderligste Maade, v il jeg være paa min Post, og det saa meget mere, som Nautilens Kommanderende ikke synes at ville tage nogen Forsigtighedsforholdsregel. O g nu, Haand paa Værket!" I to Tim er vedbleve v i paa det Ivrigste at fiste, uden at dog vort Fiskeri indbragte os nogensomhelst Sjeldenhed. Nættet fyldtes med M idassrer, Trom petsnegle, M elanier, og fremfor A lt med nogle af de vakkreste Hammermuslinger, jeg nogensinde har seet. V i fangede ogsaa nogle H oloturier, Perlemuslinger og et Dusin fmaa Skildpadder, fom bleve lagte ned i Kjokkenet. M en i det O jeblik, jeg mindst ventede det, fik jeg fat i en Mærkværdighed eller rettere i et naturhistorisk M isfo ste r, som er meget fjeldent. Jean havde gjort et Kast med Nættet og faaet fat i en Mængde forstjellige, stjondt temmelig almindelige Snegle, da han med E t saae mig hurtig stikke Armene ned i ' Nættet og med et hojt Raab troekke en Snegl op derfra. „H vad er der i Vejen med Herren? spurgte Jean meget forbavset. E r Herren bleven Lidt? - Nej, min Ven, og alligevel v il jeg gjerne give en af mine Fingre for den Opdagelse. - Hvad for en Opdagelse. - Denne S n e gl! sagde jeg og viste ham den Gjenstand, jeg var bleven saa glad over. - D et er jo ganste simpelt en saakaldet O liv sten, Pectinibranchernes Orden, Gasteropodernes Klasse, Bloddyrenes Afdeling . . . . - Ja , Jean, men istedetfor at voere drejet om fra H vjre t il Venstre, gaa Spir^lringene paa denne Snegl fra Venstre t il Hojre. - E r det m uligt? raabte Jean. - J a , min Ven, det er en Venstre-Snegl. - En Venstre-Snegl! gjentog Jean mnd bankende Hjerte. - Betragt dens S piralringe. - A k, H r. Professoren maa tro mig eller ej saa har jeg aldrig havt saadan en Sindsbevægelse! sagde han og greb med dirrende Haand den dyrebare S n e g l." O g han havde Ret til at voere bevoeget. M a n veed, hvorledes Naturforskerne have iagttaget, at „ t il H sjre " er den herskende Lov i Naturen. Planeterne og deres Drabanter bevoege sig i enhver Henseende fra H vjre t il Venstre. Mennesket betjener sig i Regelen fo rtrin svis af sin hojre Haand, og som en Folge 255 deraf ere alle Menneskets Instrumenter og Apparater, Trapper, Laase og Uhrfjedre etc., sammensatte saaledes, at de skulle bruges fra Hejre t il Venstre. Naturen har i Almindelighed fu lg t den samme Lov ved at rulle Sneglehusene sammen. De ere alle, med nogle ganske sjeldne Undtagelser, drejede fra H sjre t il Venstre, og naar Sneglevridningen hændelsesvis lober fra Venstre til H ejre , betale Amatererne et saadant Epemplar med dets Vægt i G uld. Jean og jeg stode hensunkne i Betragtningen af vor Skat, med hvilken jeg havde t il Hensigt at berige Museet, da en Sten, kastet fra en af de Jn d - fodte, knuste den dyrebare Gjenstand i min Haand. Jeg udstodte et Fortvivlelsesfkrig. Jean kastede sin Bosse op t il Kinden og sigtede paa en V ild , som svang sin Slynge i en tredive Fods Afstand fra os. Jeg vilde forhindre ham i at skyde, men Skuddet gik af og knuste et Armbaand paa den Jndfodtes Arm . „Je a n ! raabte jeg, Jean! - H vad! saae Herren ikke, at den Kannibal begyndte Angrebet?! - En Snegl er ikke saa meget voerd som et Menneske! sagde jeg. - Aa saadan en Skurk! sagde Jean. Jeg vilde Snfke, jeg havde knust Skulderen paa ham." Jean var o p rig tig , men jeg delte ikke hans A n skuelse. Im id le rtid var Situationen i de sidste ø je blikke undergaaet en ikke ubetydelig Forandring, uden at v i havde lagt Mærke dertil. En Snes Piroger omgave nu Nautilen. Disse Piroger, udhulede Træstammer, ere lange, smalle og konstruerede t il at sejle h u rtigt; de holdes i Ligevagt ved en dobbelt Balanærstang af Bam busror, som flyder paa Vandfladen. De manovreredes af dygtige, halvnøgne Folk, og ikke uden Uro saae jeg dem nærme sig. D et var tydeligt, at disse Vilde tidligere vare komne i Beroring med Evropæere, og at de kjendte deres Skibe. M en hvad tænkte de vel om den aflange Jerncylinder, som nu laa udstrakt i deres B ugt, uden Master og uden Skorsten. Ganske vist ikke noget Godt, eftersom de i Begyndelsen havde holdt sig i en oerefrygtsfuld Afstand fra den. D a de im idlertid saae, at den laa ubevægelig, fik de lid t efter lid t deres S e lv tillid tilbage og sogte at gjsre sig nærmere bekjendt med den. M en det var just dette nærmere B ekjendtfkab, som man maatte forhindre. Vore Vaaben, der ikke gave noget Knald, kunde kun lidet indvirke paa disse Jndfodte, som kun bryde sig om saadanne Vaaben, der gjore rigtig ordenligt Spektakel. Et G lim t uden noget Knald vilde kun lidet forskrække disse Mennesker, skjondt Faren ligger i G lim te t, ikke i Knaldet. I dette D je b lik begyndte Pirogerne at nærme sig bestandig mere og mere t il N autilen, og der faldt en hel H agl af P ile ned over den. „F o r Fanden! det hagler! sagde Jean. O g maaske er det ovenikjobet forgiftede P ile ? - V i maa underrette Kaptajn Nemo derom," sagde jeg og steg ned gjennem Lugen. Jeg begav mig hen til Salonen. D er var I n gen derinde. Jeg vovede at banke paa den D o r, som forte ind til Kaptajnens Værelse. 257 E t „Kom in d " svarede paa min Banken. Jeg traadte ind og fandt Kaptajn Nemo fordybet i en Beregning, hvori der hverken savnedes x eller andre algebraiske Tegn. „Jeg forstyrrer Dem ? spurgte jeg hofligt. - J a , De g js r, H r. Aronnax, men jeg kan tænke, at De har havt alvorlige Grunde t il at fo rstyrre mig. - Meget alvorlige. V i ere omgivne af de Jn d - fodtes P iro g e r, og om faa M in u te r ville v i sikkert blive angrebne af flere hundrede Vilde. - A h , sagde Kaptajn Nemo ganske ro lig t, de ere komne med deres P iroger? - J a , min Herre. - N u ve l, H r. Professor, saa behove v i jo blot at lukke Lugerne. - N a tu rlig v is ! O g jeg kom fo r at sige Dem . . . . - In te t er lettere," sagde Kaptajn Nemo. O g ved at trykke paa en elektrisk Knap sendte han en O rdre over t il Skandsen. - S a a , nu er det gjort, H r. Professor, sagde han efter nogle Ojeblikkes Forlob. Baaden er paa sin Plads, og Lugerne ere lukkede. De er da vel ikke Lange for, toenker jeg, at disse Herrer skulle gjennem- Lore de Voegge, som Deres Fregats Kugler ikke have sormaaet at gjennemtrænge? - Nej, H r. Kaptajn, men der er en anden Fare. - Hvad mener De? - Jmorgen maa v i lukke Lugerne op fo r at forny Nautilens Luftforraad . . . . I . 17 258 - Ganske vist, H r. Professor, eftersom Skibet aander paa Hvalfifkemaner. - N uve l, dersom de V ilde i dette S je b lik befinde sig paa P latform en, indseer jeg ikke, hvorledes man stal forhindre dem fra at trænge ned i Nautilen. - De antager saaledes, H r. Professor, at de ville begive sig ombord? - Jeg er sikker derpaa. - Naa, H r. Professor, saa lad dem gjore det. Jeg seer ikke nogen Grund t il at forhindre dem deri. T i l Syvende og sidst er det nogle stakkels Djævle, og jeg onfker ikke, at m it Besog paa S e n Gueboroar stal koste en Eneste af dem Livet." D a han havde sagt dette, vilde jeg trekke mig tilbage, men Kaptajn Nemo standsede mig og indbod mig t i l at tage Plads. Han udspurgte mig med I n teresse om vore Exkursioner og om vor Ja g t og lod t il ikke at kunne forstaa Kanadierens passionerede B e gærlighed efter Kjod. Senere kom v i ind paa fo rskellige andre Emner, og fkjsndt Kaptajn Nemo ikke var mere meddelsom end ellers, viste han sig dog mere elskværdig. B la n d t Andet kom v i t i l at tale om, at Nautilen var lobet paa Grund i det samme Stræde, hvor D u - mont d'U rville var strandet. I denne Anledning bemoerkede Kaptajnen: „D 'U rv ille var en as Eders dygtigste Ssmcrnd, en af Eders dygtigste Navigatorer. Han er Franskmandenes Kaptajn Cook. Ulykkelige Videnflabsmand! A t have trodset Sydpolens Ism arker, Oæanets K oraller, Sydhavets Kannibaler for at omkomme ynkeligt 259 paa et Jernvejstog! Dersom denne energiske M and har kunnet tænke i de sidste Sekunder af sit L iv , v il De kunne forestille Dem, hvorledes hans sidste Tanker maa have været." Kaptajn Nemo sagde dette med en bevæget Stemme, og jeg opfsrte denne Sindsbevægelse paa hans I n d tægtskonto. M ed Kortet foran os passiarede v i derefter om den franske Somands Arbejder, om hans Verdensomsejling, om hans dobbelte Forjog paa at naa S y d polen, hvorved Amelie og Louis Philippe blev opdaget, endelig om hans hydrografiske Undersøgelser ved de vigtigste af Oæanets O er. „D e t, som Eders d'U rville har gjort paa havets Overflade, sagde Kaptajn Nemo, det har jeg gjort i Oæanets In d re , men med storre Lethed og mere fu ld komment end han. ^strolabe og Aslso, der uophorlig kastedes omkring af Stormene, kunne ikke sammenlignes med N autilen, dette fredelige Arbejdsværelse, denne Klosterælle m idt i Havet. - O g dog, H r. Kaptajn, er der et P unkt, i hvilket D um ont d'U rvilles Korvetter og Nautilen ligne hinanden! - Hvad for et Punkt, H r. Professor? - Nautilen er strandet ligesom de. - Nautilen er ikke strandet, H r. Professor, svarede Kaptajn Nemo koldt. Nautilen er indrettet t il at hvile paa Havets Bund, og jeg v il aldrig komme t il at gjore de pinlige Anstrengelser, som d'U rville maatte underkaste sig for at faae sine Korvetter flot igjen. ^stro - labe og Asies vare ved at gaa tilgrunde, men min 17* N a u til lober ingen Risiko. Jm orgen, paa den bestemte D ag og t il den bestemte T im e, v il Flodvandet ganske ro lig t lofte den op, hvorefter den atter v il fo rtsoette sin Sejllads gjennem Havet. - H r. Kaptajn, sagde jeg, jeg tvivler ikke o m ___ - Jmorgen, gjentog Kaptajnen og rejste sig op, imorgen Klokken ti M in u te r over halv Tre v il Nautilen være flot igjen og uden at have lid t nogen Skade forlade Torre-Strædet." Kaptajn Nemo sagde disse O rd i en meget kort Tone og gjorde et let Buk. D et var et Tegn paa, at han vilde voere ene, og jeg forfsjede mig t il min Kahyt. D er fandt jeg Jean, som onstede at hore Resultatet as min Samtale med Kaptajnen. „ M in Ven, svarede jeg, da jeg gav Kaptajnen at forstaa, at hans N a u til truedes af de Jndfodte, svarede han mig paa en meget ironist Maade. Jeg har kun det ene Raad at give D ig : stol paa ham, gaa i Seng og sov trygt. - H a r Herren ikke B ru g for mig t il Noget? - Nej, min Ven. Hvad bestiller Ned Land? - Herren maa undskylde, svarede Jean, men Ned laver en Kænguruhpostej, som bliver Verdens ellevte Underværk." Jeg blev ene, lagde mig, men sov daarligt. Jeg kunde hore, hvorledes de Vilde traskede om paa P la tformen og udstedte deres dumpe B ro l. Saaledes gik N atten, og uden at Besætningen aflagde sin vante Ligegyldighed. Den brod sig ikke mere om de Vildes Nærværelse, end Soldaterne paa et pantsret Skib 261 bryde sig om nogle M y re r, der kravle om paa Pladekloedningen. Klokken Sex om Morgenen stod jeg op. Lugerne vare endnu ikke Llevne aabnede. Luften i det In d re af Nautilen var saaledes ikke bleven fornyet; men Beholderne virkede kraftigt og blandede nogle Kubikfavne I l t i Nautilens daarlige Luft. Jeg arbejdede i m it Værelse til Klokken T o lv og saae i denne T id ikke faa Meget som et G lim t af Kaptajn Nemo. D et lod ikke t i l , at man ombord traf nogenfomhelst Forberedelse t il at afrejse. Jeg ventede endnu nogen T id . Derefter begav jeg mig ind i den store S a lon . Pendulen viste paa halv Tre. O m ti M in u te r maatte Flodvandet have naaet sin storste Hojde, og hvis Kaptajn Necko ikke havde været for letsindig i sin Beregning, maatte med det Samme Nautilen blive flot. Skete det ikke, maatte det vare flere Maaneder, for Skibet kunde forlade sin Koralfeng. / , Im id le rtid mærkedes der snart nogle forelobige Rystelser i Skibets Skrog. Jeg horte Spidserne af Koralgrunden skrabe mod dets S ider. Klokken fem M in u le r over halv Tre traadte Kaptajn Nemo ind i Salonen. „N u ville v i altsaa fortsætte Rejfen, sagde han. - A h ! bemærkede jeg. _ Jeg har givet O rdre t il at aabne Lugerne. - O g de V ilde? - De V ild e ? svarede Kaptajn Nemo og trak haanligt paa Skulderen. - V ille de ikke trænge ind i Nautilen? 262 - Hvordan ftulle de boere sig ad med det? - Gjennem Lugerne, som De lader aabne. - H r. Aronnap, svarede Kaptajn Nemo roligt, man trænger ikke saaledes ind gjennem Nautilens Luger, selv ikke, naar de ere blevne lukkede op." Jeg betragtede Kaptajnen. „D e forstaar det ikke? sagde han. - Aldeles ikke. - Nuvel, folg mig, og De fla t faae det at see." Jeg begav mig hen t il Trappen i Midterskibet, hvor Ned Land og Jean med stor Nysgjerrighed betragtede nogle Moend af Besætningen, som vare ifoerd med at aabne Lugerne, trods det, at man udenfor horte de Bildes rasende S krig og afsindige B ro l. Lugerne bleve lukkede op udadtil. En Snes uhyggelige Ansigter viste sig. M en den forste af disse Ulykkelige, som lagde sin Haand paa Trappegeloenderet, blev slynget tilbage a f, jeg veed ikke hvilken usynlig M a g t, og han flygtede, idet han udstodte nogle fo rfærdelige S krig og gjorde nogle vanvittige S pring. T i af hans Kammerater fulgte ham; alle T i havde den samme Skoebne. Jean var i den fuldstændigste Tilstand af Henrykkelse. Ned Land, der ikke kunde styre sine voldsomme Instinkter, styrtede hen imod Trappen; men neppe havde han grebet fat med begge Hænder i Trappestangen, fo r ogsaa han blev kastet omkuld. „D o d og Djævlen! raabte han, jeg er truffet af Lynet." Dette O rd forklarede A lt. D et var ikke længer en simpel Stang, men et med Elektricitet fuldt ladet M etalkabel, som forte op t il Platform en. Enhver, der rorte ved det, fik et forfærdeligt S to d , et S to d , som vilde have været dodeligt, hvis Kaptajn Neme havde ledet hele Strommen fra sine Apparater ind i denne Konduktor. M a n kunde virkelig sige, at Kaptajn Nemo mellem sig og fine Angribere havde udspandt et elektrisk Net, som Ingen ustraffet kunde fo rsvge paa at gjennembryde. Im id le rtid havde de V ilde, slagne af Rædfel, begivet sig paa F lugt. Jean og jeg vare, idet v i neppe kunde bare os for at lee, beskæftigede med at Iroste og med at gnide Ned Land, der bandede som en Vesat. M en i dette ø je b lik forlod N autilen, loftet op af Flodvandets sidste Bolgekrusninger, sin Koralseng, nsjagtigt paa det Klokkeflet, som Kaptajnen havde forudsagt. Dens Skrue pidskede Vandet med en majestætisk Langsomhed. Lidt efter lid t voxede dens F art, og sejlende paa Oæanets Overflade forlod den hel og ufladt Torre-Strædets farlige Pas. 264 Tre og tyvende Kapitel. sowllia. D e n folgende D ag, den 10de Januar, begyndte N autilen atter sin underssifle Sejlads med en Fart, som jeg ikke kunde anslaa t il M indre end fem og tredive M a rin e m il i Timen. Skruens Hurtighed var saa stor, at jeg ikke kunde solge eller tælle dens S la g. N aa r jeg tænkte paa, at denne forunderlige elektriske Krast ikke blot gav Nautilen Bevægelse, Varme og L ys, men tillige beflyttede den mod Angreb udvendig fra og forvandlede den t il en hellig Ark, som Ingen vovede at rore ved uden at træffes af Lynet, - naar jeg tænkte herpaa, voxede min B e undring t il en svimlende Hojde og forplantede sig fra Apparatet t il den, som havde flabt det. V i styrede lige mod Vest, og den 11te Januar doublerede v i Kap Vessel, som ligger paa 1350 Længde og 100 nordlig Brede, og som danner den vestlige Kant af Karpentariebugten. Skærene vare her endnu talrigere, men mere spredte omkring og overordenlig nojagtigt angivne paa Kortet. Nautilen undveg let Broendingen ved Money paa bagbords Side og V ik265 toriaflærene paa styrbords S id e , begge beliggende paa 1300 Længde og paa den tiende Paralelgrad, som v i nojagtigt vedblive at folge. Den 13de Januar kom v i ind i T im or-H avet og fik paa 1 2 2 o Loengde B e n af famme N avn isigte. Denne B , hvis Overflade er et tusind sex hundrede og femogtyve Kvadratm il, bestyres af Rajahs. Disse Fyrster paastaa, at de ere Sonner af Krokodiller, det v il sige, at de stamme fra de fornemste Fædre, fom et menneskeligt Væfen kan vriste sig. Ogsaa vrim ler det paa B e n s Strandbredder af disse stjællede Forfædre, fom ere Gjenstand fo r en færegen Tilbedelse. M a n beskytter dem, tilbeder dem, foder dem, ja tilbyder dem unge Piger til Foder, og ulykkelig er den Fremmede, som vover at loegge Haand paa de hellige Væfener. M en Nautilen havde ikke Noget at gjvre med disse D y r. Tim o saaes kun et B je b lik lige i M id dagsstunden, da den Næstkommanderende tog Hvjden. Ligeledes saae jeg kun et G lim t af den lille B R o tti, fom horer t il samme G ruppe, og hvis Kvinder nyde en hoj Grad af Anseelse paa G rund af deres S kjo nhed, paa de malayifle Markeder. F ra dette Punkt begyndte Nautilen, hvad Bredegraden angik, at styre i sydvestlig Retning og at scrtte Kurs mod det indiske Oæan. H vor vilde Kaptajn Nemos Fantasi fore os hen? V ilde han drage hen imod Asiens Kyster? V ilde han noerme sig t il Evropas Bredder? D et var neppe rim eligt at vente saadanne Beslutninger af en M a n d, der flygtede fo r de beboede Fastlande. V ilde han da gaa imod S y d ? V ilde han doublers det gode Haabs Forbjerg og derefter Kap 266 H orn og troenge frem mod Sydpolen? Vilde han endelig begive sig til det stille H av, hvor Sejladsen var saa let og bekvem for hans N a u til? Fremtiden maatte underrette os derom. Efter at have passeret Catriers, Hibernias, S e ringapatnams og Scotts Skær (det faste Elements sidste Kamp mod det flydende Element) befandt v i os den 14de Januar m idt ude paa Havet. Nautilens Fart blev lid t efter lid t langsommere; og meget lunefuld, som den var i sine Bevægelser, dukkede den snart ned m idt i Havet og fled snart paa Overfladen. Paa denne D e l af Rejsen gjorde Kaptajn Nemo interessante Experimenter for at bestemme Havets Temperatur paa forskjellige Dybder. Under almindelige F o rhold iværksættes saadanne Undersogelfer ved Hjælp af meget indviklede Instrum enter, hvis S v a r mildest talt ere temmelig tvivlsomme, og det hvad enten man betjener sig af termometriske Sænklodder, hvis G las ofte knuses as Vandets Tryk, eller af Apparater, der ere konstruerede paa Basis af M etallers forskjellige M o d standskraft mod elektriske Stromme. De saaledes indvundne Resultater kunne ikke kontrolleres tilstrækkelig nsjagtigt. Kaptajn Nemo undersvgte derimod selv denne Temperatur i Havets D ybder, og hans Termometer angav hurtigt og sikkert den sogte Grad, naar det blev sat i Forbindelse med de forskjellige Vandlag. Ved at overlæsse sine Reservoirer eller stige ned i en skraa Linie ved Hjælp af sine hoeldende Plan kom Nautilen sukæssive ned paa en Dybde af ni, fjorten, femten, en og tyve, syv og tyve og tredive 267 tusind Fod, og Slutningsresultatet af disse Undersøgelser var, at Havet paa en Dybde as tre tusind Fod viser paa alle Bredegrader en stadig Varme af sire en halv G rad. Jeg fulgte disse Undersøgelser med den mest levende Interesse. Kaptajn Nemo hengav sig t il dem Ugefrem med Lidenstab. Jeg spurgte ofte mig selv om, i hvad Hensigt han anstillede disse Observationer. V a r det af Interesse fo r sine Medmennesker? D et var neppe tro lig t ; th i en D ag, tidligere eller senere, maatte Resultaterne af hans Undersøgelser gaa tilgrunde med ham selv i et eller andet ubekjendt H av. Maaste havde han bestemt Resultatet af sine Undersøgelser for m ig? M en det var det Samme som at antage, at denne selsomme Rejse skulde afsluttes, og hertil mærkede jeg endnu ikke det allerringeste S p o r. Hvordan det nu end forholdt sig, saa gjorde Kaptajn Nemo mig ligeledes bekjendt med forstjellige Cifsre, som angave Vandets Toethedsgrad i de v ig tigste af Jordens Have. A f disse Meddelelser uddrog jeg en personlig Lærdom, som dog ikke havde Noget med Videnstaben at gjvre. D et var den 15de Januar om Morgenen. Jeg spadserede med Kaptajnen paa Platform en, da han spurgte m ig, om jeg kjendte Havets forstjellige Deethedsgrader. Jeg svarede Nej og tilfsjede, at Videnskaben ikke besad tilstrækkelig rwjagtige Iagttagelser angaaende dette Emne. „Jeg har anstillet saadanne Iagttagelser, sagde han, og jeg kan garantere for deres Paalidelighed. - Meget vel, svarede jeg; men N autilen er en Verden for sig, og dens Videnskabsmands Hemmeligligheder ville aldrig komme t il Jordens Kundskab. De har Ret, H r. Professor, svarede han ester nogle øjeblikkes Daushed. D et er en Verden for sig. Den er ligesaa fremmed for Jorden som de Planeter, der folge Jorden omkring S o le n , og man v il aldrig lære at kjende de Iagttagelser, der ere gjorte af de Loerde paa Jupiter og S a tu rn . Im id le rtid , eftersom Tilfældet har knyttet vore Skæbner t il hinanden, kan jeg meddele Dem Resultatet af mine Iagttagelser. - Jeg er lutter D re , H r. Kaptajn. - De veed, H r. Professor, at Havvandet er mere teet end Ferskvandet. M en denne Tæthed er ikke den samme overalt. Dersom jeg betegner Ferskvandets Tæthed med E n , finder jeg nem lig, at Atlanterhavets er En og otte og tyve tusinde Dele, det stille Havs En og sex og tyve tusinde Dele, Middelhavets En og tredive tusinde Dele . . . . - A ha, tænkte jeg, han gaar ogsaa paa Eventyr i M iddelhavet? - D et jonifle Havs En og otte og tyve tu sinde Dele og Adriaterhavets En og ni og tyve tu sinde D ele." D et var aabenbart, at Nautilen ikke undveg de mest besogte evropæifke Have, og jeg sluttede heraf, at den - maaske om kort T id - skulde fore os til mere civiliserede Fastlande. Jeg tænkte ved mig selv, at Ned Land vilde hore denne Nyhed med en let fo rklarlig Gloede. V i anvendte nu flere Dage t il sorskjellige S lags Experimenter, som havde til Hensigt at bestemme Vandets Salthed paa ulige D yb d e r, dets elektriske B e skaffenhed, dets Farve, dets Gjennemsigtighed, og ved enhver Lejlighed udviste Kaptajn Nemo en Dygtighed, som kun kunde sammenlignes med hans Hoflighed mod mig. Derefter saae jeg i flere Dage ikke det A lle rringeste t il ham, og jeg folte mig atter ligesom isoleret ombord. Den 16de Januar syntes Nautilen at voere sovet ind paa nogle Favnes Dybde under Overfladen. Dens elektriske Apparater virkede ikke, og da dens Skrue var ubevægelig, drev den fr it omkring for Strommen. Jeg Futtede mig t i l , at Besætningen var beskæftiget med Reparationer i det In d re , der vare blevne gjorte nodvendige ved Maskinens voldsomme mekaniske B e vægelser. M in e Kammerater og jeg bleve da Vidne t il et besynderligt Skuespil. Salonens Luger stode aabne, og da Nautilens elektriske Lys ikke var tændt, herskede der en ubestemt Skum ring i Vandet. Den stormfulde og af tykke Skyer tilsiorede Himmel oplyste kun ufuldstændigt Oæanets ovre Vandlag. Jeg betragtede Havet i dette Halvmorke, og de storste Fisk toge sig ud som utydelige Skygger. M en pludselig fandt Nautilen sig omgivet af et klart og rig t Lys. Jeg troede forsi, at det var Fartojets elektriske Lys, som var blevet tændt, og at det var det, som oplyste Vandmasserne; men jeg bedrog mig, og en kort Iagttagelse lærte mig at indse min Vildfarelse. Nautilen flod igjennem et fosforskinnende Vandlag, det i dette Halvmorke antog en blændende Klarhed. Lyset var frembragt af M yriad e r af lysende S m aa270 dyr, hvis Glands forogedes, naar de kom t il at gnide sig op mod Fartojets Metalstrue. T il min Overraskelse iagttog jeg ligesom et Lyn i disse lysende Masser, som om det havde været S trib e r af B ly , der smeltedes i en glodende O v n , eller hvidglodende M e ta lklumper. Herved kom visse lysende Dele t il at danne Skyggepartier m idt i dette Ild h a v , hvorfra enhver Skygge syntes at burde have været banlyst. Nej, det var ikke den rolige Straaleglands fra vort sædvanlige B lu s ; dette Lys havde en ejendommelig Styrke og Bevægelse, man mærkede, at det var levende. D et var da ogsaa en uendelig Sammenhobning af Vandinsusorier, af selvlysende Korn, Kugler af gjennemsigtig Gelbe, forsynede med en traadformet Foletraad, og hvoraf man i tre Kubiktommer Vand vilde finde henved fem og tyve tusind. Deres Glands fo rogedes ved dette for Meduser, Asterier, Aurelier og andre fosforflinnende Plantedyr ejendommelige Lys, der frembringes af det Skum, som opstaaer ved de af Havet oploste organiske M aterier og maaste ved det af Fistene afsondrede S lim . I flere T im e r gled Nautilen frem igjennem disse straalende B olger, og vor Beundring voxede, da vi saae endel store S o d yr lege m idt i dem som S a la mandre. Jeg saae m idt i denne I l d , som ikke brændte, smukke og behændige M arsvin, Havets utrættelige B a jadser, ni Fod lange Jstioforer, Stormenes kloge F o rudsigere, hvis frygtelige Sværd nu og da stodte mod Salonens Vinduer. V i saae ogsaa mindre Fiste, forstjellige Balister, Flyvefiste og hundrede andre, som i deres hurtige F a rt stribede den lysende Atmosfære. 271 H vor det var fortryllende, dette bloendende Skuespil ! M aafle forogede visse atmosfæriske Forhold Fænomenets Glands og Styrke? M aafle rasede der en S to rm paa Overfladen af Vandet ? M en i den Dybde af nogle faa Favne, hvorpaa Nautilen befandt sig, mærkede den ikke noget t il Stormens Raseri, men gyngede sagte i smult Vande. Saaledes droge v i videre, idet v i hvert O je b lik fortrylledes ved nye S yner. Jean observerede og klassifiærede fine P lantedyr, Leddyr, B lo d d yr og Fifle. Dagene gik hurtigt, og jeg talte dem ikke længer. Kun Ned sogte, efter sin Skik, at bringe nogen A fvexling i det daglige Liv ombord. Ligesom Snegle havde v i indrettet os efter vor S k a l, og jeg t ilstaaer, at det er meget let at blive en fuldstændig Snegl. Denne Existens forekom os da saa ligefrem og saa n a tu rlig , at v i flet ikke tænkte paa, ^at der oppe paa Jorden rorte sig et L iv , som var fo rflje llig t fra vort. En Hændelse, som indtraf, mindede os im id lertid om det Selsomme i vor S itu a tion . Den 18de Januar befandt Nautilen sig paa 1 0 5 " Længde og paa 15" sydlig Brede. Vejret var truende. Bolgerne gik hojt. Barom etret, som i de sidste Dage var sunket, bebudede, at der forestod en Kamp mellem Elementerne. Jeg var steget op paa Platformen netop i det O jeblik, da den Næstkommanderende tog M id d a g sheden. Jeg ventede, at den sædvanlige Frase skulde blive fremmumlet; men idag blev den erstattet af en anden, der var ikke mindre ubegribelig. Næsten um id272 delbart derefter kom Kaptajn Nemo op paa Platformen og rettede sin Kikkert imod et eller andet Sted i Horisonten. I nogle øjeblikke blev Kaptajnen staaende ubevægelig uden at vende sit B lik fra det Punkt af Horisonten, som laa indenfor hans Kikkerts Roekkeevne. Derefter fænkede han Kikkerten og vexlede en halv Snes O rd med den Næstkommanderende. Denne syntes at veere et Bytte for en Sindsbevægelse, som han forgjoeves sogte at skjule. Kaptajn Nemo, der var mere Herre over sig selv, vedblev at veere kold. Han syntes iovrig at gjvre forskjellige Indvendinger, paa hvilke den Næstkommanderende svarede med bestemte Forsikkringer. Den forskjellige Betoning og det forskjellige M inespil gav i det Mindste Anledning til at tro noget Saadant. Hvad mig angaar, da havde jeg med den storste Opmærksomhed betragtet Horisonten i den angivne Retning uden at opdage Noget. Himlen og Vandet smeltede sammen i en fuldstændig skarp og tydelig Linie. Im id le rtid gik Kaptajn Nemo op og ned paa P la tformen uden at give Agt paa mig, ja maaske uden at have seet mig. Hans S k rid t vare sikkre, men mindre regelmæssige end ellers. Undertiden standsede han, lagde Armene overkors over Brystet og betragtede Havet. Hvad kunde hans B lik svge i dette umaadelige R um ? Nautilen befandt sig dengang nogle hundrede M ile fra den nærmeste Kyst. Den Næstkommanderende havde igjen taget Kikkerten og undersvgte opmærksomt Horisonten, idet han gik frem og tilbage og nu og da stampede med Foden 273 i G ulvet, saa at han ved sin nervese Uro dannede en fuldstændig Modsoetning t il sin Chef. J s v rig maatte denne Hemmelighed snart blive opklaret. T h i paa en O rdre fra Kaptajn Nemo fo r- Sgede Maskinen sin Virksomhed og satte Skruen i en hurtigere Bevægelse. I dette O jeblik gjorde den Næstkommanderende paany Chefen opmærksom paa Noget. Kaptajnen standsede og rettede Kikkerten mod det angivne Punkt. Han iagttog længe. Jeg, der var bleven meget nysgjerrig, gik ned i Salonen og hentede en udmeerket langtrækkende Kikkert, som jeg plejede at bruge. D e refter stvttede jeg Instrumentet mod den Kahyt oppe paa Platformen, som omfattede Reflektoren, og beredte mig t il at undersrige Synskredsen rundt omkring mig. M en jeg havde endnu ikke faaet tilpasset Kikkerten efter m it O je , fo r Instrumentet med Heftighed blev revet ud af Haanden paa mig. Jeg vendte mig om. Kaptajn Nemo stod foran mig, men jeg kjendte ham ikke igjen. Hans O jne, der funklede med en mork I l d , vare halvt skjulte af de rynkede O je n b ry n ; Munden stod halvt aaben. Hans fremstrakte S tillin g , hans knyttede Hænder, hans Hoved, der var soenket ned mellem Skuldrene - vidnede om det voldsomme Had, som gjennemtrængte hele hans Personlighed. Han rorte sig ikke af Pletten. M in Kikkert, der var falden ud af hans Haand, laa ved hans Fsdder. V a r det mig, som, uden at have villet det, havde opvakt denne rasende Forbittrelse? Troede denne ubegribelige M and, at jeg havde opdaget en eller anden I 18 274 Hemmelighed, som Nautilens Gjcoster ikke maatte kjende? Nej, jeg var ikke Gjenstand for dette H a d ! T h i han saae ikke paa m ig, men vedblev ufravendt at stirre paa et eller andet Punkt i Horisonten, som m it B lik ikke kunde naa hen til. Endelig blev Kaptajn Nemo igjen Herre over sig selv. Hans Ansigt, der havde baaret saa stærke S p o r af Ophidselse, fik atter sit vante kolde Udtryk. Han sagde nogle O rd paa et fremmed S prog t il sin Næstkommanderende. Derefter vendte han sig mod mig. „ H r. Aronnax, sagde han i en temmelig befalende Tone, jeg fordrer af D em , at De opfylder en af de Forpligtelser, som De har indgaaet overfor mig. - Hvorom drejer Sagen sig, H r. Kaptajn? - De og Deres Kammerater maa lade Dem indespoerre, in d til jeg finder det raadeligt atter at gjengive Dem Friheden. - De er den Mægtigste, svarede jeg og saae ham fast i O je t. M en tor jeg gjsre Dem et Sporgsm aal? - Ikke et eneste, H r. Professor." Efter dette S v a r var der ikke Andet at gjsre end at adlyde; th i enhver Modstand vilde have været spildt. Jeg gik ned i Ned Lands og Jeans Kahyt og meddelte dem Kaptajnens Bestemmelse. M a n kan let tænke sig, hvilket In d try k den gjorde paa Kanadieren. Forresten var der ikke T id t il Forklaring. Fire M and af Besoetningen ventede ved Doren og forte os t il den Eelle, hvor v i havde tilbragt den fsrste Nat ombord paa Nautilen. 275 Ned Land vilde gjore Indvendinger; men han fik ikke andet S v a r, end at D vren blev stænget til. „Kan Herren Legribe, hvad dette her stal Letyde?" spurgte Jean mig. Jeg fortalte mine Kammerater, hvad der var passeret. De Lleve ligesaa forbausede som jeg, men ikke stort klogere paa Sagen. Im id le rtid var jeg sunket ned i en Afgrund af Reflektioner, og denne Kaptajn Nemos besynderlige Sindsbevægelse sysselsatte uafbrudt mine Tanker. Jeg var ikke istand t il at forbinde to S lutninger følgerig tig t med hinanden, og jeg havde fortabt mig i de mest absurde Hypotheser, da jeg blev revet ud af mine G rublerier ved Ned Lands O rd : „G u d sd od ! Frokosten er serveret." Bordet stod virkelig dækket. D et var aabenbart, at Kaptajn Nemo havde givet O rdre desangaaaende, med det Samme han befalede, at Nautilens F a rt skulde foreges. „T illa d e r Herren mig at give et godt Raad? spurgte Jean. - O g det er, min Ven? svarede jeg. - Jeg v il raade Herren til at spise. D et er det Klogeste, for man veed aldrig, hvad der kan hænde. - D u har Ret, Jean. - Desveerre har man kun serveret efter N autilens Spiseseddel, sagde Ned Land. - O g hvad vilde I have sagt, Ned, hvis I aldeles ingen Frokost havde faaet? spurgte Jean. 18* 276 Denne Bemærkning standsede alle Harpunererens misfornøjede Udgydelser. V i satte os t il Bordet og spiste under temmelig stor Tavshed. Jeg ned ikke meget. Jean „tvang sig" af Forsigtighedshensyn, og Ned Land tog dygtigt fo r sig af Retterne, fljondt han sagde, at han ikke holdt af dem. D a v i havde spist, krob v i Hver hen i sit Hjorne. I samme M in u t slukkedes den lysende Kugle, som h id til havde oplyst ællen, og v i befandt os i et dybt Morke. Det varede ikke leenge, for Ned Land faldt isovn, og ogsaa Jean overlod sig, t il min store Forbauselse, t il en dyb, dvalelignende S ovn. Jeg spurgte mig selv om, hvad der kunde være G ru n den t il denne uimodstaaelige Sovelyst, da jeg med E t mærkede min Hjerne ligesom tvinges ned under en blytung Vægt. M ine O jn e , som jeg vilde holde aabne, faldt i mod m in V illie . Jeg var et Bytte fo r den pinligste Hallucination, øjensynlig havde man blandet sovndyssende S toffer i de Retter, som v i nylig havde spist af. V o rt Fangenflab var saaledes ikke tilstrækkeligt t il at skjule Kaptajn Nemos Planer for o s; man maatte have os til at sove. Jeg horte, hvorledes Lugerne bleve lukkede til. Sogangen, der havde foraarsaget en let S lin g rin g , mærkedes ikke mere. Havde altsaa Nautilen forladt Havets Overflade, og var den dukket ned til de ubevægelige Vandlag? Jeg provede paa at staa imod Ssvnen. D et var um uligt. M it Aandedræt blev svagere. Jeg folte eu Dodskulde isne mine tunge og ligesom paralyserede 277 femmer. M in e Aienlaag, der vare som to dlyskaller, faldt til, og jeg formaaede ikke at lofte dem igjen. En dvaleagtig S o v n , der var fuld as H allucinationer, bemægtigede fig m it Væfen. S a a forsvandt Synerne, og jeg sank hen i en fuldstændig Levidstlos og fsleslos Tilstand. 278 F ire og tyvende kapitel. Korallens Kongerige. ^ e n fslgende D ag vaagnede jeg med forunderlig let Hoved. T i l min store Forbauselse befandt jeg mig i m it Værelse. Uden T v iv l vare mine Kammerater blevne flyttede tilbage til deres Kahyt uden at vide mere deraf end jeg. De vare fvlgelig ligesaa uvidende som jeg om , hvad der var passeret i den forlebne N at, og jeg kunde kun gjvre Regning paa, at et eller andet Tilfælde i Fremtiden skulde rsbe mig Hemmeligheden. Jeg tænkte paa at forlade m it Værelse. M en, var jeg endnu Fange, eller var jeg fr i? Fuldstændig fr i. Jeg aabnede D vren og begav mig hen t il M id tertrappen. Lugerne, som vare blevne lukkede den foregaaende D a g , stode aabne. Jeg steg op paa Platformen. Ned Land og Jean ventede mig deroppe. Jeg gjorde dem en Mængde Sporgsm aal. De vidste In g e n ting. De vare, sagde de, faldne i en dyb S vvn , som ikke havde efterladt nogen Erindring hos dem , og da de vaagnede, befandt de sig t il deres stvrste Forbauselse i deres Kahyt. 279 Hvad angaar N autilen, da var A lt stille og hemmelighedsfuldt som ellers. Skibet gled hen over Havfladen med jevn Fart. In te t syntes forandret ombord. Ned Land underssgte Havet med sit gjennemtrængende B lik . D et var ode. Kanadieren var ikke istand t il at see Nogetfomhelst, hverken S e jl eller Land. D er blæste en skarp vestlig Brise, og lange, af Vinden oppustede, Bolger fik Fartojet t il at slingre temmelig stærkt. Efterat Nautilen havde fornyet sit Luftforraad, holdt den sig paa en Dybde as fem og fyrgetyve Fod, saa at den hurtigt kunde stige op igjen t il Overfladen: en M anovre, fom mod Sædvane blev gjentaget flere Gange denne D a g , den 19de Januar. Den Næstkommanderende kom faa op paa P latform en, og den sædvanlige Frase blev rapporteret t il det In d re af Fartojet. Hvad angaar Kaptajn N em o, da viste han sig ikke. A f Besætningen ombord saae jeg kun den umedgjorlige Steward, det opvartede mig med sin sædvanlige Nsjagtighed og Taushed. D a jeg henimod Klokken T o befandt mig i S a lonen, aabnede Kaptajnen D sren og traadte ind. Jeg hilste paa ham. Han besvarede min M s e n med et neesten umærkeligt N ik , men sagde ikke et O rd . Jeg fatte mig igjen t il m it Arbejde, idet jeg halvt om halvt haabede, at han skulde give mig en F o rklaring om den foregaaende N ats Hændelfer. M en det skete ikke. Jeg saae paa ham. Hele hans H old ning vidnede om Træthed. Hans O jne syntes ikke at 280 voere blevne vederkvoegede af nogen S vvn . Udtrykket i hans Ansigt tydede paa dyb Svrgmodighed, paa ligefrem S org. Han gik fra og til, satte sig, rejste ^9 op, tog paa M a a og Faa en B o g , lagde den strap igjen fra sig, underfsgte sine Instrumenter uden at gjore sine sædvanlige Notitser og syntes ikke at kunne holde sig rolig et O jeblik. Endelig kom han hen t il mig og sagde: „ E r De Læge, H r. A ronnax?" Dette Spvrgsm aal kom mig saa uventet, at jeg nogle Ojeblikke betragtede ham uden at svare. „ E r De Læge? gjentog han. Flere af Deres Kolleger have studeret M e d icin , G ratiolet, M o q u in - Tandon og flere Andre. - J a , jeg er Doktor i Medicinen, svarede jeg. Jeg har Praktiseret flere A a r, fv r jeg blev ansat ved Museet. - Godt, H r. Professor." M it S v a r havde ejensynlig tilfredsstillet Kaptajn Nemo. M en da jeg ikke kjendte hans Hensigter eller hans Tanker, afventede jeg nye S pvrgsm aal, idet jeg forbeholdt mig at svare efter Omstændighederne. „ H r . Aronnax, sagde Kaptajnen, v il De vise mig den Venlighed at see t il en af mine Mænd? - De har en S yg ombord? - Ja . - Jeg er parat t il at fellge. - Kom med." Jeg tilstaar, at m it Hjerte bankede. Jeg veed ikke af hvad G ru n d , men jeg syntes at skimte en vis Forbindelse mellem denne Syge og den foregaaende Nats Begivenheder, og denne hemmelighedsfulde F o rbindelse beskæftigede mine Tanker næsten mere end den Syge. Kaptajn Nemo fsrte mig forud i N autilen og ind i en Kahyt, der laa i Nærheden af Skandsen. En fyrgetyveaarig M a n d , med kraftige Ansigtstræk, en sand Type paa den angelsaksisk Raæ, laa paa Sengen. Jeg bejede mig ned over ham. Han var ikke blot fy g , han var faaret. Hans med blodige B in d omviklede Hoved hvilede paa en dobbelt Hovedpude. Jeg tog Bandagen af. Den Syge stirrede paa mig med stive D jn e , men lod mig gjsre, hvad jeg vilde, og udstvdte ikke en eneste Klage. Saaret var fa rlig t. Hovedskallen, som var bleven knust af et stsdende Instrum ent, lod Hjernen ubedækket, og selve Hjernemasfen havde faaet et dybt S a a r. Den Syges Aandedræt var langsomt. Nogle spasmodiske Muskelbevægelser fortrak Ansigtet Hjernebetændelsen var fuldstændig og havde lammet baade Folelses- og Bevægelsesevnen. Jeg fslte den Saaredes P u ls. Pulsslaget var uregelmæssigt. H ^rd e le n e allerede kolde, og jeg faae Doden noerme sig, uden at det forekom mig mulig t at gjore den Modstand. Efterat hane forbundet den Ulykkelige, ordnede jeg Bindene omkring hans Hoved og vendte mig t i l Kaptajn Nemo. „H v o rfra skriver dette S a a r sig? spurgte jeg. - Hvad gjor det t il Sagen? svarede Kaptajnen undvigende. E t S to d af Nautilen har knust en af Maskinens Loftestænger, og den har ramt ham. M in Næstkommanderende befandt sig ved Siden af ham. Han kastede sig soran ham for at asparere Stedet . . . . En B ro d er, som lader sig dræbe fo r sin B ro d er, en Ven, som opoffrer sig for sin Ven, hvad skulde vel være naturligere! D et er den for Alle gjoeldende Lov ombord paa Nautilen. M en hvad mener De om hans Tilstand?" Jeg tovede med at sige min M ening. „ T a l De kun f r it, sagde Kaptajnen, Manden fo rstaar ikke Fransk." Jeg betragtede endnu engang den S yge, og derefter svarede jeg: „Denne M and v il do inden to Timer. - O g der er In te t, som kan frelse ham? - Nej, In te t." Kaptajn Nemo knugede Haanden sammen, og der viste sig nogle Taarer i de O jn e , som jeg ikke troede vare skabte t il at græde. Jeg betragtede endnu nogle Ojeblikke den Doende, fra hvem Livet lid t efter lid t veg bort. Hans B le g hed forogedes ved det elektriske Lys, der faldt hen over Sengen. Jeg betragtede hans intelligente Ansigt, i hvilket Ulykken eller maafke Elendigheden altfor tid lig t havde trukket sine dybe Furer. Jeg tænkte paa, at jeg maaske skulde blive sat ind i hans Livs Hemmelighed ved de sidste O rd , som undslap hans Læber. „D e kan godt trække Dem tilbage, H r. Aronnax," sagde Kaptajn Nemo t il mig. Jeg lod Kaptajnen blive alene i den Doendes Kahyt og vendte tilbage t il min egen, stoerkt bevæget a f, hvad jeg nylig havde seet. Hele Dagen igjennem var jeg opfyldt af mvrke Unelfer. O m Natten sov jeg daarligt, og i mine hyppigt afbrudte Drvmme troede jeg at hdre fjerne Sukke og kigefom Tonerne af en Ligsang. V a r det Bonner fo r den D vde, der bleve fremfagte i hint S p ro g , fom jeg ikke kunde forstaa? Den fslgende D ag steg jeg op paa Doekket. Kaptajn Nemo var der allerede. Saasnart han saae mig, kom han hen t il mig. „H r. Professor, sagde han, skulde De have Lyst t il at gjore en undersoifk Udflugt idag? - Sammen med mine Kammerater? spurgte jeg. - J a , hvis de har Lyst t il det. - V i ere t il Tjeneste, H r. Kaptajn. - Vær da saa venlig at tage Dykkerdragterne paa." O m den Dsende eller Doden blev der ikke ta lt et O rd . Jeg opsvgte Ned Land og Jean og meddelte dem Kaptajn Nemos Forstag. Jean sagde ojeblikkelig J a , og selv Kanadieren viste sig denne Gang tilbøjelig t il at folge med. Klokken var Otte om Morgenen. Klokken halv N i vare v i klædte paa t il Udflugten og forsynede med Lys- og Aandedrætsapparaterne. De to D ore bleve aabnede, og sammen med Kaptajn Nemo, der fulgtes af tolv M and af Besætningen, stege v i, i en Dybde af tredive Fod under Vandfladen, ud paa den haarde Bund, paa hvilken Nautilen hvilede. O ver en betydelig Skrænt kom v i ned i en ujevn D a l paa omtrent femten Favnes Dybde. B u n den her var aldeles forfkjellig fra den, fom jeg havde 284 besogt paa den underssiste Udflugt i det stille Hav. Her fandtes intet S and, ingen Enge, ingen Havflora. Jeg opdagede ojeblikkelig, hvad det var fo r en moerkværdig Egn, t il hvilken Kaptajn Nemo idag fsrte os. D et var Korallens Kongerige. I Plantedyrenes Afdeling og Alkyonariernes Klasse bemærker man Gorgonariernes O rden, som omfatter tre G rupper: G orgonier, Jsidier og Koraller. -4il de Sidste horer Korallen, denne forunderlige Substans, som man snart henforer t il M in e ra lriget, snart t il Plante- og snart t il Dyreriget. B e nyttet som Loegemiddel hos de G am le, som Smykke hos de Moderne, blev den forst i 1694 definitivt indordnet under Dyreriget. Korallen er en S am ling af smaa D y r , som ere forenede paa et Polyptroe af en sprod og stenagtig B e skaffenhed. Disse Polyper have en enkelt Generator, som har frembragt dem ved Knopstydning; men de besidde en særlig Existens, paa samme T id som de deltage i det foelles Liv. D et er saaledes et S la gs naturlig Socialism e. Jeg saae de sidste Arbejder af dette forunderlige Plantedyr, som - ester N atu rfo rskernes meget rigtige Bemærkning - forstenes, idet det forgrener sig, og In te t kunde være mere interessant fo r mig end at bessge en af disse forstenede Skove, som Naturen har plantet paa Havbunden. De Rhumkorffste Apparater bleve satte i V irk somhed, og v i fulgte en Koralbanke, der var ifærd med at danne sig, og som med Tiden v il afspærre denne D e l af det indiske Oæan. Vejen kantedes af et toet Bustads, som bedækkedes as smaa stjerneformede 285 Blomster. M en i Modsætning t il Jordens Planter strakte alle disse, t il Klippestykkerne befæstede Planter, sig ovenfra nedad. Lyset frembragte tusinde fortryllende Billeder, idet det flos hen mellem disse saa liflig t farvede Grene. Det forekom mig, at jeg kunde se, hvorledes disse hindeagtige og cylinderformede R o r filtrede for Bolgegangen. Jeg var næsten fristet t il at plukke disse med fine Foletraade forsynede Blomsterkroner, hvoraf nogle n ylig t havde udfoldet sig, medens andre knap havde sat Knop. M en saasnart min Haand nærmede sig t il disse levende Blom ster, blev der strax Rore i Kolonien. De hvide Blomsterkroner trak sig ind i deres rode Fuderaler, og Bustene forvandlede sig t il Blokke af Stenvorter. Tilfoeldet havde bragt mig i Nærheden af nogle af de mest kostbare Exemplarer af dette Plantedyr. Denne Koral kunde fuldkomment maale sig med den, fom fistes i M iddelhavet, paa Frankrigs, I t a liens og Barbariets Kyster. Ved sine glimrende Farver retfærdiggjorde den de poetiske Navne af „ B lo d b lo m s t " og „ B lo d s k u m " hvormed man i Handelen betegner dens smukkeste Frembringelser. Korallen sælges fo r en P ris , som stiger t il to hundrede Rigsdaler pr. K ilo gram, og her dækkede Vandet over Formuer for en hel Verden af Koralsogere. S n a rt bleve Bustene tættere og Grenene storre. Store Dynger af Stenvæpter og lange, fantastisk byggede Hvælvinger strakte sig foran os. Kaptajn Nemo lagde Vejen gjennem et morkt G a lle ri, som ad en ubetydelig Skraaning forte os til 286 en Dybde af tre hundrede Fod. Lyset fra vore Apparater frembragte magiste B illeder, idet det gled hen gjennem denne Uendelighed af Forgreninger. Hist og her opdagede jeg andre Polyper og gronne og rode Koralbuste, som Naturforsterne efter en lang D is kussion have hensort t il Planteriget. O m disse gjælder det maaste, hvad en dybsindig Toenker har sagt, at Livet hemmelighedsfuldt vaagner op as Stenssvnen uden endnu at kunne frigjore sig helt fra sit haarde Udgangspunkt. Endelig, ester to Tim ers Marsch, havde v i naaet en Dybde af omtrent ni hundrede Fod, det v il sige det Punkt, hvor Korallen begynder at danne sig. M en her var der ikke længer isolerede Buste; det var en uhyre Skov, moegtige Troeer, en koempemoessig mineralst Vegation. V i gik fr it hen under de hoje Grene, medens ved vore Fodder Tubiporer, Astreier og Kariofyller dannede et blændende Toeppe. Hvilket ubeskriveligt Skuespil! N aar v i blot havde kunnet meddele hinanden vore Fslelser. H vorfor vare v i ogsaa indespoerrede under denne S kal af M e ta l og G la s ? H vorfo r kunde v i ikke vexle O rd ? H vorfor havde v i ikke i det Mindste det samme Liv, som disse Fist, der befolke det vaade Element, eller snarere som disse Am fibier, der, eftersom det falder dem ind, snart kunne opholde sig paa Landjorden og snart i Vandet. Im id le rtid var Kaptajn Nemo standset. M ine Kammerater og jeg holdt ligeledes op at gaa. D a jeg vendte mig om, saae jeg, at Besætningen havde dannet en Halvkreds om sin Chef. Ved at se noermere til, Lemærkede jeg, at fire af Mændene bare en langagtig Gjenstand paa deres Skuldre. V i befandt os paa en vidtlo ftig Slette, der var omgivet af hsje Stentræer. Vore Lygter kastede et mat Tusnwrkelys fra sig, der lod Bundens Skygger vope i S terrelfe. Længere borte blev M orket ganske toet og afbrodes kun hist og her ved smaa Lysglim t, som blev holdt tilbage af Korallens skarpe Kanter. Ned Land og Jean stode ved Siden af mig. V i saae frem for os, og der paakom mig den Tanke, at jeg vilde komme t i l at overvoere en usoedvanlig Begivenhed. Id e t jeg betragtede Bunden, opdagede jeg hist og her smaa Forhøjninger, som vare bedoekkede med en kalkagtig Skorpe, og som vare fordelte med en saadan Regelmæssighed, at det ikke kunde voere T ilfa ld e ts Voerk. M id t paa Sletten hoevede sig paa en Piedestal af sammendyngede Koralblokke et Koralkors, hvis lange Arme saae ud, som vare de dannede af forstenet B lo d . Paa et Tegn af Kaptajn Nemo gik en af Mændene frem og begyndte i nogle S kridts Afstand fra Korset at grave et H u l med en Spade, som havde været fastgjort t il hans Bælte. Jeg forstod A lt. Denne Slette var en Kirkegaard; dette H u l en G ra v ; denne aflange Gjenstand Liget af den M a n d , som var dsd inat. Kaptajn Nemo og hans Folk vare komne fo r at begrave deres Kammerat i denne fælles B o lig , paa Bunden as det utilgængelige Oæan. A ld rig havde m it S in d været saa bevæget! A l288 drig havde saa mange forstjellige Tanker stormet ind paa mig. Jeg vilde ikke see, hvad mine Lstne saae. Im id le rtid uddybedes Graven langsomt. Hist og her flygtede nogle forskrækkede Fist. Jeg horte S p a dens Jern klinge mod den kalkagtige Bund og saae det glim te, naar det nu og da stedte mod en F linte sten. H ullet blev loengere og bredere og var snart dybt nok til at modtage Liget. N u nærmede Bærerne sig. Legemet, der var indhyllet i hvid Byssusklædning, blev soenket ned i den fugtige G rav. Kaptajn Nemo, med Armene korslagte over Brystet, og alle den Asdpdes Venner faldt paa Knæ, som for at bede. M ine to Kammerater og jeg bojede andagtsfuldt vore Hoveder. Graven blev kastet t il med den opgravede Jord, og der blev dannet en lille H oj. D a det var g jo rt, rejste Kaptajn Nemo og hans Mænd sig op, gik hen t il Graven og faldt endnu engang paa Knoe, idet de strakte deres Hænder ud til et sidste Farvel. Derefter vendte Ligtoget tilbage t il N autilen, og v i kom endnu engang, medens v i stadig stege op efter, gjennem Skovens Arkader, forbi Dyngerne og Koralbustene. Endelig viste Fartpjets elektriske Lys sig for os og angav os vor Retning. Klokken E t vare v i ombord. Saasnart jeg havde stiftet Kloeder, steg jeg op paa Platformen og gik tankefuld og betagen hen og satte mig ved Reflektoren. Kaptajn Nemo kom hen t il mig. Jeg rejste mig op og sagde: 289 „H an dvde altsaa inat, som jeg havde forudsagt det? - Ja , H r. Aronnap, svarede Kaptajn Nem o. - O g han hviler un ved Siden af sine Kammerater i Koralkirkegaarden? - J a , glemt af A lle , men ikke af os. V i have gravet Graven, og Polhperne indmure der vore Dvde for evige T id e r." Kaptajnen skjulte »ned en heftig Bevægelse sit Ansigt i sine sittrende Hænder og sogte forgjæves at undertrykke et Suk. Lidt efter tilfojede han: „D e t er vor fredelige Kirkegaard, nogle hundrede Favne under Vandets Overflade. - Eders Dode sove i det Mindste ro lig t der, H r. Kaptajn; Hajerne kunne ikke naa dem. - Nej, H r. Professor, svarede Kaptajn Nemo alvorligt, hverken Hajer eller Mennesker kunne naa dem." E n d e p aa fo r s te D e l. 19 Jules Kerne: En Verdensomsejling under Havet. Oversoettelse efter den franske O rig in a ls 5te Oplag. Audeu Del. Kjokknhavn. A « d r . Z c h o u s F o r l a g G. S. Wibeo Bogttykkeri. 1872. Jules Verne: L n Verdensomsejling under Lavet. AnSe» Del. Forste Kapitel. D e t indiske Oæan. ^ e r begynder anden D e l af denne Rejse under Havet. Fsrste D e l endte med den gribende Sæne paa K oralkirkegaarden, denne Sæne, der efterlod et saa dybt In d try k i min Sjæl. Kaptajn Nemos Liv var saaledes i E t og A lt knyttet til dette umaalelige H a v , selv sin G rav havde han udsogt i den mest utilgængelige af dets Afgrunde. D e r vilde ingen af Oæanets U hyrer komme og forstyrre N a u til - Folkenes sidste S v v n , disse Venner, der vare lige inderligt forenede i Livet og i Deden! „O g heller intet Menneske" havde Kaptajnen tilfojet. Bestandig den samme vilde, uforsonlige M is tro t il det menneskelige S a m fu n d ! Jeg for m it Vedkommende kunde ikke nojes med de Hypotheser, som tilfredsstillede Jean. Den skikkelige F y r vilde stadig i Kaptajnen paa Nautilen kun see en af disse miskjendte Videnskabsmand, der gjengjælde Menneskehedens Ligegyldighed med Foragt. Han var endnu for Jean et misforstaaet G eni, der, troet as skuffede Forhaabninger paa Landjorden, havde taget sin T ilflu g t tst det store, vilde H a v , hvor hans T i l il. i 2 Lejeligheder kunde have fr it S pillerum . Efter min Anskuelse forklarede denne Hypothese im idlertid kun een Side hos Kaptajn Nemo. Den Hemmelighedsfuldhed, som knyttede sig til den foregaaende N a t, Kaptajnens Iv e r for at tage Kikkerten bort fra mine O jne, netop da jeg stod i B e greb med at undersvge Horisonten, Matrosens dodelige S a a r, der maatte være fremkommen ved, at Nautilen paa en eller anden Maade havde faaet et uforklarligt S to d , A lt dette vendte mine Tanker i en ny Retning. N e j, Kaptajn Nemo flyede ikke blot Menneskene; hans frygtelige F artoj tjente ikke alene hans Frihedstrang, men sikkert ogsaa en eller anden forfærdelig Hævnsyge. I dette O ieblik staaer In te t klart for mig. Jeg skimter endnu kun et enkelt Lysglim t i Morket, og jeg kan forelobig kun ganske simpelt referere Begivenhederne. F o rsvrig Linder In te t os t il Kaptajn Nemo. H an veed, at v i um uligt kunne slippe bort fra N au tilen. V i ere ikke engang Fanger paa LEresord, men ligefrem Arrestanter, Fanger, som man med tom Hoflighed Leære med Benævnelsen Gjæster. Im id lertid har i ethvert Tilfælde Ned Land ikke gjort Afkald paa Haabet om at gjenvinde Friheden. Han v il ganske bestemt benytte den forste den bedste Lejlighed, der tilbyder sig. O g rim eligvis v il jeg kun med en vis Anger tage med mig det In d b lik, som Kaptajnens LEdelmodighed har tilla d t os at gjore i Nautilens Mysterier. T h i naar A lt kommer til A lt, er det saa i Virkeligheden Had, eller er det ikke tvertimod B eundring, man maa fole ligeoverfor denne M a n d ? Desuden vilde jeg, oprigtig ta lt, for jeg skiltes fra ham, helst have tilendebragt denne Verdensomsejling under H avet, der er begyndt paa en saa fortroeffelig Maade. Jeg vilde helst have seet, hvad intet menneskeligt O je endnu har seet, selv om jeg med m it Liv skulde betale denne umættelige Trang til Viden. Hvad har jeg h id til seet? In te t eller i ethvert T ilfælde næsten In te t, da v i endnu kun have sejlet noget over femhundrede M i l i det stille Oæan. Im id le rtid veed jeg meget godt, at Nautilen noermer sig beboede Egne, og hvis der virkelig skulde t i l byde sig nogen Lejlighed t il F lu g t, vilde det være grusomt at lade mine Kammerater blive O ffre for min Kjærlighed til det Nye, det Ubekjendte. M en v il denne Lejlighed nogensinde komme? Mennesket, der med M a g t er bleven berovet Udovelsen af sin fr i V illie , onfker det, men den videbegjærlige Lserde frygter det. V i ere altsaa naaede t il den 21de Januar 1868. Paa denne Dag kom den Næstkommanderende for at tage Solens Hojde. Jeg steg op paa Platformen, toendte en Cigar og saae paa denne Operation. Jeg var fnldstoendig overbevist om, at denne M and ikke forstod Fransk, thi jeg havde flere Gange meget hsjt gjort Bemærkninger, der maatte have tiltrukket sig hans Opmærksomhed, hvis han havde forstaaet dem. M en han sagde aldrig et O rd , fortrak aldrig en M ine . Medens han gjorde sine Iagttagelser med Septanten, kom en af Matroserne paa Nautilen - den samme kraftige K a rl, der havde fu lg t os paa vor forste nndersoiske Udflugt ved D en Crespo - for at pudse 4 Ruderne omkring Lysapparatet. Jeg undersøgte nu nærmere Sammensætningen af dette Apparat, hvis Styrke blev manfoldiggjort efter en omfattende M aalestok gfennem runde, skiveformede Lindser, der vare fo rdelte paa samme Maade som i Fyrtaarnene, og som tvang Lyset t il at sprede sig i det rigtige P lan. Den elektriske Lampe var konstrueret saaledes, at den kunde udvikle hele sin Styrke. Dens Lys frembragtes i det lufttomme R um , hvilken Omstændighed betryggede Laade dets Regelmæssighed og dets Styrke. Ved dette lu fttomme Rum blev der ogsaa sparet betydeligt paa G ra fitspidserne, mellem hvilke Flammen udvikler sig, en meget vigtig Besparelse for Kaptain Nemo, der ikke saa let vilde være i Stand t il at kunne erstatte dem med nye. D a Nantilen stod i Begreb med at fortsætte sin underssiske F a rt, gik jeg ned i Salonen. Lugerne lukkedes, og Koursen sattes i skarp vestlig Retning. V i gjennemplsjede nu det indiske Oæan, denne vældige Vandflette, hvis Vand er saa gjennemsigtigt, at man bliver svimmel, naar man seer ud over dens Overflade. Nantilen sejlede i Regelen i tre eller femhundrede Fods Dybde. Saaledes gik det i nogle Dage. F or enhver Anden end m ig, der altid havde fe lt en ubegrændset Kjærlighed t il Havet, vilde sikkert Tiden være bleven lang og ensformig, men de daglige Promenader paa Platform en, hvor jeg vederkvægede mig i Oæanets styrkende L u ft, Beskuelsen af Vandet gjennem Salonens V induer, Læsningen af Bsgerne i Bibliotheket, Optegnelsen as mine Erindringer optog 5 al min T id og forhindrede mig fra at fole endog blot et O jebliks Træthed eller Kjedsomhed. V i vare Alle udmærket raste. Husholdningen ombord konvenerede os fortræffeligt, og jeg for m it Vedkommende kunde meget godt leve uden den Afvexling, som Ned Land gjorde sig saa meget Besvær med at staffe ombord. I nogle Dage faae v i en stor Mængde V andfugle, Palmipeder eller Maager. Nogle bleve meget behændigt skudte, og naar de vare blevne tilberedte paa den ejendommelige M aade, som man forstod ombord paa N autilen, afgave de et ret behagelig S s v ild t. Mellem de storre S o fu g le , der flyve længere bort fra Landet-og efter Flugtens Anstrengelser hvile sig ud paa B olgerne, iagttog jeg prægtige Albatrosser, hvis uharmoniste S krig ligne LEslernes Skryden, og som hore til Maagernes Slægt. De Aarefodedes Fam ilie var repræsenteret af de hurtige Fregatfugle, der faa behændigt fange Fist i Vandets Overflade. I de N e t, fom Nautilen lagde ud, fangede man flere Arter Havstildpadder af Karetternes Slægt, der kjendes paa den buede R yg, og hvis S kjold er af stort Værd. Disse K ryb d yr, der dykke med stor Lethed, kunne opholde sig længe under Vandet derved, at de lukke den kjodfulde Klap ved Næferorets M unding. Nogle af disse Karetter sov, da v i fangede dem, trukne helt indenfor S kjoldet, der udgjsr deres Beskyttelse mod Rovdyrene. Disse Skildpadders Kjod kunde i *) * ) Fugle med Svsm m efsdder. 6 Regelen just ikke kaldes udmærket, men derimod fo rskaffede deres A§g os et fortræ ffeligt M a a ltid . Hvad Fiskene angaaer, opvakte de altid vor Beundring, naar v i gjennem de aabnede Luger vare saa heldige at komme paa S p o r efter Hemmelighederne i deres akvatiske Liv. Jeg saae flere Arter, som jeg ikke tidligere havde havt Lejlighed t il at iagttage. Jeg v il særlig omtale de for det rode Hav og det indiske Oæan famt for den D e l af Oæanet, som beskyller det tropiske Amerikas Kyster, ejendommelige Ostracier eller Kuffertfiske. Ligesom Skildpadderne, Pantserdyrene og Krebsdyrene ere disse Fiste bedækkede med et Pantser, fom dog hverken bestaaer af K ridt eller Sten, men ganske simpelt er et S la gs Forbening. Undertiden antager denne Pantserbeklædning Form af en smuk T ria n g e l, undertiden ogsaa as en Kvadrat. Mellem de triangulære bemærkede jeg nogle af tre Tommers Loengde med Kjvd af en udmærket Sm ag, med brun Hale og gule Finner. Jeg anbefaler dem t i l Akklimatisering ogsaa i Ferskvand, t il hvilket iovrig mange Saltvandsfisk let vænne sig. Jeg maa her ogsaa nævne nogle firsidige Kuffertfiste, der paa R yg gen ere forsynede med fire store Udvæxter, Ostracier, der under Bugen ere hvidprikkede og kunne tæmmes ligesom Fugle, tresidige Kuffertfiste, der ere udrustede med Pigge paa Benpantseret, og som paa Grund af deres ejendommelig gryntende Lyd ere blevne kaldte Havsvin, samt endelig „D rom edarer" med kegledannede Pukler, hvis Kjvd er haardt og læderagtigt. Stvttende mig t il Jeans daglige Bemærkninger over de Fiste, v i saae, v il jeg desuden særlig anfore 7 visse Arter af Tetrodonernes fo r dette H av ejendommelige Slægt, som f. Ex. Spenglerierne med rod Ryg og hvidt Bryst samt letrocton eleetrioug, der bliver syv Tommer lang og pranger med de herligste Farver. S om Prsve paa de andre Slægter anforer jeg O v o iderne, der ligne sortebrune 8Eg med hvide S trib e r, og som savne H a le ; Diodonerne, virkelig Vandpindsvin i Henseende t il de Pigge, hvormed de ere fo rsynede, og som kunne blæse sig op, saa de ligne et med Synaale besat Garnnogle; de flyvende Pegaser med langstrakt Snude, hvis B rystfinner, der ere meget store og ordnede i Form af Vinger, sætter dem i Stand t i l om ikke at flyve saa dog at kaste sig op i Luften; Makrognatherne, prægtige Fiste af syv Tommers Længde og straalende med de herligste F arver; de blyfarvede Kalliomorer med rynket Hoved; M yriad e r „Havlærker" med sorte Rande og lange Brystfinner, der bevæges fremad med utrolig H urtighed, og endelig „Havsnepperne" med langt, rorform igt Næb, Oæanets Fluesnappere, væbnede med et Gevær, der ganske vist hverken ligner Chassepot- eller Remingtongeværet, men som dræber Insekterne med en simpel lille Vanddraabe. A f Benfistenes anden Hovedafdeling, der karakteriseres ved Gjællehul og Svsmmeblære med L u ftgang, iagttog jeg 86orpNna, hvis Hoved er forsynet med Pigge, og som kun har een Rygfinne; disse Fiste have eller savne Benstjolde, a lt efter den Underafdeling af Slægten, t il hvilken de hore. Den anden Underafdeling forsynede os med P rover paa Didaktylerne, t i Tommer lange Fiste, hvis Hoved har et ejendommelig fantastisk Udseende. Hvad forste Underafdeling O . angaaer, bemærkede jeg flere Exemplarer af den fo runderlige Fisk, der med Rette har faaet Tilnavnet „Havpadden", et D y r med stort Hoved, fom paa visse Steder har dybe F u rer, paa andre store opsvulmede Udvæxter; dens Pigge foraarsage farlige S a a r, den er grim og indgyder uvilkaarligt Afsky. F ra den 21de t il den 23de Januar stjsd N autilen en F a rt af sex M i l i Timen. Grunden t i l , at vi under denne F a rt kunde studere de forskjellige Fiskearter var den, at de fvgte at svlge os, lokkede af det elektriske Lys. De fleste af dem kunde ikke kappes i Hurtighed med N autilen, men nogle af dem lykkedes det dog en S tund at holde sig i vort Kjolvaud. Den 24de om Morgenen opdagede vi under 120 5^ sydlig Brede og 4 0 33^ Længde den ubeboede Kora ls Keeling, der er bevoxet med proegtige Kokospalmer, og fom blev Lessgt af D a rw in og Kaptajn Fitz- R oy. Nautilen sejlede i ganske kort Afstand fra Koralrevet omkring denne ubeboede S). Vore Net fangede t il os talrige P rsver paa Polyper og Pighudede samt ejendommelige S ka lle r, tilhorende forskjellige A r ter af B lo dd yr. Nogle kostbare Delfinsnegle for- Sgede Kaptajn Nemos rige S am linger, t il hvilke jeg endnu fsjede en U8trsoa M n e tiea ta , et S la gs parasitisk Polyp, som man ofte finder siddende paa Sneglehusene. S n a rt forsvandt D en Keeling i Horisonten, og nu gik Koursen i nordvestlig Retning henimod den ostindiste H alvs. „S a a , nu kommer der da endelig civiliserede Lande, sagde Ned Land en Dag t il m ig; ja det er rigtignok noget Andet end de papuariske D e r, hvor man lettere 9 træffer Vilde end Raadyr. I dette Hindostan findes der, H r. Professor, baade Landeveje og Jernbaner og engelste, franske og ostindiste Byer. M a n behover der ikke at rejse fem M i l, fo r man træffer en Landsmand. N u kunde maaste øjeblikket snart komme t il at forlade Kaptajn Nemo uden at sige Farvel. - N e j, N ed, nej, svarede jeg bestemt. Lad os endnu en S tund see Tiden an. Nautilen nærmer sig beboede Lande. Skibet v il gaae t il de europæiste K yster, hvorfor skulde v i faa ikke lade det tage os med? N aar v i saa engang ere komne ind i vore egne Have, saa kunne v i altid see, hvad der lader sig gjore. M e n forovrig tror jeg ikke, at Kaptajn Nemo tillader os at jage paa M a la b a r- eller Koromandelkysten, saaledes som han gjorde det i N y-G uineas Skove. - D et er rim eligt Professor, men kunde man ikke m uligviis gjore det uden hans Tilladelse?" Jeg besvarede ikke Kanadierens S p o rgsm a a l, da jeg ingen Lyst havde t il at fortsætte Diskussionen videre. Jeg var i Virkeligheden fast besluttet paa lige t il det Sidste at ville overlade A lt t il den mærkelige Skjæbne, der havde kastet mig ombord paa Nautilen. D a v i havde forladt B e n Keeling, formindskedes efterhaanden Nautilens Hurtighed. Dens Bevægelser begyndte nu ogsaa at blive mere ujevne, og undertiden forte den os ned i anseelige Dybder. M a n anvendte flere Gange de hældende P la ne r, som ved Hjælp as indvendige Loftestænger kunde bringes i straa Retning mod Vandlinien. Paa denne M aade kunde v i gaae ned til fire a fem tusind Fods D ybde, men fik derimod ikke Lejlighed t il at undersoge de storre Dybder 10 i dette indiske Oæan, som man ikke kunde maake med Peillodder af fire og fyrgetyve tusind Fods Længde. Med Hensyn t il Temperaturen i disse dybe Vandlag viste Thermometret uforanderligt fire Grader over N u l. Jeg iagttog dog, at Vandet altid er koldere paa grundede Steder end m idt i Havet. Den 25de Januar var Oæanet helt og holdent Sde. Nautilen holdt sig hele Dagen igjennem paa Overfladen, hvis Bolger den pidskede med sin mægtige S krue, saa at de sendte deres sproitende Skum langt op i Vejret. V a r det m uligt under disse Forhold at antage den for Andet end et koempemoessigt H valdyr? Jeg tilbragte tre Fjerdedele af denne Dag paa P la tformen. Jeg betragtede Havet. Jeg saae In te t i Horisonten undtagen omtrent Klokken 4 om Efterm iddagen en langstrakt D am per, der styrede vesterud i modsat Retning af os. Dens Takkelage var et O je - Llik synlig, men den kunde um ulig opdage Nautileu, der laae saa ubetydeligt over Vandfladen. Jeg troer, at dette Dampskib tilhsrte Linien æylon-Sydney, hvis Fartojer vedligeholde Trafiken mellem disse to Stæder samt anlobe Odden King Georges og Melbourne som Mellemstationer. Klokken 5 om Eftermiddagen, noget fo r den pludselige Skum ring, der i de tropiske Egne danner O vergangen mellem Dag og N at, overraskedes Jean og jeg af et ejendommeligt Skuespil. D er gives et herligt D y r, som det, isolge de Gamles Anskuelse, betyder Lykke at mode. Aristoteles, Athenæus og P lin iu s have studeret det og t il dets LEre udtomt alle græske og italienske Lærdes Forraad af 11 poetiske Udtryk. De have kaldt det N a u t i l u s eller P o m p y l i u s , men den moderne Videnstab har ikke godkjendt disse Benoevnelser, og det B lo d d yr, hvorom der er Tale, er nu kjendt under Navnet A r g o n a u t a . H vis Nogen havde spurgt Jean, kunde han have faaet at vide, at Bloddyrenes Afdeling falder i fem Klasser; at den forste eller Blæksprutterne, hvis S la g ter snart ere nogne, snart forsynede med S kal, omfatter to F a m ilie r: De egentlige Blæksprutter og N autilerne; at de egentlige Blæksprutters Fam ilie bestaaer as tre Slægter: Papirssnekken, Kalmaren og Blæksprutten, og at Nautilernes Fam ilie kun indeholder en eneste Slægt: N autilus. H vis et oprorst Hoved efter denne Nomenklatur endnu skulde finde paa at blande Papirssnekkerne, der ere forsynede med Sugestaale, sammen med N a u tilu s , der er forsynet med Foletraade, saa findes der ganske vist ikke S p o r af Undskyldning fo r en saadan Fejltagelse. M en det var netop en Flok af disse Papirssnekker, som paa den ovennævnte T id styrede frem over Oæanets Flade. V i kunne tælle flere hundrede. De t i l horte de kirtlede Papirssnekkers A r t , som er særegen for de indiske Have. Disse virkelig ret kjonne B lo d d yr bevæge sig bagloends ved Hjælp af den under Halsen anbragte T ra g t, idet de gjennem den atter udsprojte det Vand, som de have indsuget. A f deres lange Arme flod de sex, der vare langstrakte og smalle, paa Vandet, hvorimod de to andre, der ere stoerkt udvidede i Spidsen, udbredte sig fo r Vinden ligesom et P a r lette S e jl. Jeg kunde tydeligt see deres spiralformige S k a l, som 12 Cuvier med Rette sammenligner med en elegant S lu p . S om en virkelig Baad i Ordets egenlige Forstand bærer denne S ka l D y re t, gjennem hvis Udsondringer den er bleven dannet, uden at dette D y r hænger fast ved den. „D e t staaer Papirssnekkcn fr it for at forlade sin Baad, sagde seg t il Jean, men den gjor det aldrig. - Paa samme Maade som Kaptajn Nemo, svarede Jean. Han havde derfor ogsaa gjort bedre i at kalde sit F a rto j Papirssnekken." O m trent en Times Trd sejlede Nantilen omkring mellem disse B lo dd yr. M en da bleve de grebne af jeg veed ikke hvilken pludselig Skræk. Ligesom paa et givet S ig n a l sank Sejlene ned, Armene foldede sig sammen, Kroppen snevredes in d , Skallen forandrede Tyngdepunkt, idet den vendtes op og ned, og hele Flotillen forsvandt under Bslgerne. A lt dette var kun et O jebliks S a g , og aldrig har nogen Eskadre manøvreret med mere Akkuratesse. I samme O jeblik brod Natten frem, og Bslgerne, som den lette Brise neppe merglede at sætte i Bevoegelse, skyllede fredeligt ind imod Nantilen. Den folgende D a g , den 2 6 de Ja n u a r, passerede v i Linien ved den to og firsindstyvende M eridian og befandt os saaledes nu paa den nordlige Halvkugle. Paa denne Dag havde v i i Folge med os en stor Skare H a je r, hvilke forfærdelige D y r vrimle i disse Have, der derved blive meget farlige. Det var veesenlig Philipphajer med brun Ryg og hvidgraa B u g samt forsynede med elleve Rader Teender, O inehajer, der paa Halsen have en stor fort Plet, omgiven 13 af en hvid R in g , hvilken P le t ligner et O je , samt prikkede Haser, der have rund Snude og den isabellafarvede Krop oversaaet med morke Prikker. Ofte stedte disse stærke D y r mod Salonens Vinduer med en V o ld somhed, der var alt Andet end beroligende. Ned Land kunde da neppe beherske sig selv. Han vilde absolut op t il Overfladen fo r at kunne harpunere disse D y r, af hvilke nogle, som s. Ex. de tredive Fod lange T ig e rhajer, udviklede en mærkelig Jhærdighed med Hensyn t il at sætte hans B lo d i Kog. M en Nautilen fo r- Sgede sin F a rt og lod med Lethed selv de hurtigste af disse Hajer bagved sig. Den 27de Januar bleve v i i M undingen af den Bengalske Havbugt Vidne t il et temmelig uhyggeligt Skuespil, idet v i saae adskillige Lig flyde omkring paa Havfladen. D et var Mennesker, som vare dsde i de indiske Byer, kastede i Ganges og af denne Flod drevne ud i Havet fv r Gribbene, Landets eneste Begravelsesentreprerwrer, havde kunnet faae T id t i l at fortoere dem. M en Hajerne vilde sikkert ikke undlade at gaae dem t il Haande i deres uhyggelige Beskæftigelse. O m trent Klokken 7 om Aftenen kom den halvt neddukkede N a u til gjennem et ligefremt Melkehav. Saalangt O je t kunde naae, syntes Havet at være bleven forvandlet t il Moelk. V a r dette et Værk af M aaneskinnet? Nej, thi Maanen havde kun i to Dage voeret i Tiltagen, og Solens S tra a ler dæmpede endnu dens S k in , skjondt Solen selv var under Horisonten. T il Trods fo r at Him len var oplyst af Stjernernes G lands, syntes den sort i Sammenligning med Havets Hvidhed. Jean, der ikke vilde troe sine egne O jne, spurgte mig om Aarsagerne t il dette forunderlige Fænomen. H eldigvis var jeg i Stand til at kunne give ham et nojagtigt S v a r. „D e t er hvad man kalder et Melkehav, svarede jeg ham, en vældig Strcrkning af hvide B o lg e r, som man ofte saaer at see ved Amboinas * ) Kyster og i disse Farvande. - M en skulde H r. Professoren kunne sige mig, hvad Aarsagen er til dette Fænomen, spurgte Jean atter; thi at Vandet har forvandlet sig t il M elk kan jeg dog ikke tro ? - Nej, Jean, denne hvide Farve, som forundrer D ig saa meget, hidrorer kun fra M yria d e r af J n fu - sionsdyr, smaa Orme af geleagtig Konsistens og uden bestemt Farve. En D e l af disse S m a a d yr, der ikke ere tykkere end et Haar, og hvis Længde aldrig overstiger en to tusindede D e l af en Fod, kunne undertiden hænge fast ved hinanden i en Omkreds af flere M il. - Flere M i l ! udbrod Jean forundret. - Ja , min Ven, og bryd aldrig dit Hoved med at ville anstille nogen Beregning over Antallet af disse Jnfusionsdyr. D u vilde komme tilk o rt, thi hvis jeg ikke tager fejl, har der været Sejlere, som have gjennemfaret saadanne Melkehave af over en halv Snes M ile s O m fang." Jeg veed ikke, hvorvidt Jean fulgte m it Raad eller ej, men faa Meget er vist, at han sank hen i dybe Tanker, og det er slet ikke u m u lig t, at han virkelig *) En af de molukkiske Ter. 15 har sogt at regne ud, hvormange to Tusindedels Fod der kunde gaae paa ti Kvadratmile. Jeg for m it Vedkommende vedblev at iagttage Fænomenet. Flere Tim er i Troek plsjede Nantilen disse hvide Belger, og jeg meerkede, hvorledes Skibet lydlost gled hen over det sæbevandsagtige Hav. Henimod M id n a t fik Havet pludselig atter sin vante Farve, men bagved os lige t il Horisontens yderste Grændser syntes H im le n, der gjenspejlede disse hvide Bolger, længe at straale i et N ord lys' skinnende G lands. 16 Andet Kapitel. E t nyt Forslag af Kaptajn Nemo. 8 a Nautilen den 28de Februar ved M iddagstid steg op t il Overfladen paa 9" 4^ nordlig Brede, havde den Land i Sigte omtrent tre M i l ude i vestlig Retning. D et Forste, der tiltrak sig min Opmærksomhed, varen vældig Bjergmasse af omtrent to tusind Fods Hejde, og som grupperede sig i meget fantastiske Former. Efterat v i havde taget Hojden, gik jeg ned i Salonen, og da v i nu konfererede med Svkortet, saae jeg, at v i befandt os i Nærheden af D en æylon, denne Perle ved den ostindiske H alvos O re flip . Jeg begav mig t il Bibliotheket for at soge en eller anden Bog om denne O , og jeg fandt netop hvad jeg sogte, nemlig et Arbejde af H . C. S ir r under Titelen tlezlon anet tllo 6inZal686. D a jeg atter var kommen ned i Salonen, optegnede jeg forst B e liggenheden af denne O , paa hvilken tidligere Tiderhave odslet saamange forskjellige Navne. Den strækker sig mellem 5 0 55^ og 9 " 4 N nordlig Brede samt mellem 7 9 0 4 B og 820 4 ' ostlig Længde, regnet ester M eridianen over Greenwich; dens Længde udgjor to hundrede og fem og halvfjerdsindstyve engelske M il, 17 dens stvrste Brede et hundrede og halvtredsinstyve og dens Omkreds n i hundrede; i Fladeindhold er den omtrent saa stor 'som Irla n d . Kaptajn Nemo og hans Næstkommanderende traadte nu ind. Kaptajnen kastede et B lik paa Kortet. Derpaa vendte han sig om t i l mig og sagde: „O e n æylon er beromt for sit Perlefisken. Kunde det interessere D em , H r. Professor, at besvge et af de Steder, hvor dette Fiskeri gaaer fo r sig? - I hsjeste G rad, H r. Kaptajn. - Godt. D et lader sig meget let arrangere. M en v i faae desvoerre kun Fiskestederne at see, ikke Fisterne, da Aarets Fangst endnu ikke har taget sin Begyndelse. D et gjor im idlertid In te t. Jeg stal give O rdre t il at lsbe ind i M a n a a r-B u g te n , hvorhen v i kunne naae endnu i Lvbet af Natten." Kaptajnen sagde nogle O rd t il sin Næstkommanderende, der skrap gik bort. S n a rt sænkede Nautilen sig ned i sit vaade Element, og Manometret viste, at den holdt sig paa en Dybde af tredive Fod. Med Kortet foran mig svgte jeg nu efter denne M a n a a r-B u g t. Jeg sandt den paa Nordvestsiden af æylon. For at naae den maatte man sejle langs hele Vestkysten as Oen. „H r. Professor, sagde Kaptajn Nemo videre til mig, man fister ogsaa Perler i den bengalske Havbugt, i det indiske Hav, i de kinesiske og japanesiste Have, i Havene omkring S yd -A m e rika samt i den kaliforniste H avbugt; men ved æylon drives dog dette Fiskeri med storst Held. V i komme kun noget vel tid lig t. II. 2 Fiskerne samle sig ikke fo r i M a rts i M anaar-Bugten, hvor deres trehundrede Baade i tredive Dage inddrive Skat af Havets Rigdomme. Hver Baad er bemandet med sex Roerkarle og ti Fiskere. Disse sidste fordeles i to Afdelinger, der efter T o u r dykke og stige ned t il en Middeldybde as sex og tredive Fod ved Hjælp af en tung Steen, som de holde fast mellem Fodderne, og som med et Toug er gjort fast til Baaden. - M a n benytter sig saaledes endnu stadig af dette prim itive M id d e l? spurgte jeg. - Bestandig, svarede Kaptajn Nemo, og det uagtet dette Fiskeri drives af Jordens mest industrielle F olk, Engleenderne, t il hvem V e n blev afstaaet ved Forliget i Amiens A ar 1802. - D et forekommer mig im idlertid, at Dykkerrustningen, saaledes som De anvender oen, vilde i hoj Grad kunne lette dette Arbejde. - Ganske vist, thi de stakkels Dykkere kunne nu kun blive en meget kort T id under Vandet. Englænderen Peræval omtaler rigtignok i sin æylonske Rejse en Kaffer, der forblev fem M in u te r under Vandet, for han atter steg op t il Overfladen, men Beretningen forekommer mig meget tvivlsom. Jeg veed ganske vist, at der gives Dykkere, som kunne holde sig under V a n det i in d til syv og halvtredsindstyve Sekunder, ja i enkelte Tilfælde endogsaa t il nogle og firsindstyve S e kunder. M en saadanne Fiskere ere dog yderst sjeldne, og naar de ulykkelige Mennesker atter komme op i Baaden, strommer der blodblandet Vand ud af Næse og V re r paa dem. Jeg troer, at man gjennemsnitlig kan anslaae den T id , en Dykker kan opholde sig under Vandfladen, t il tredive Sekunder. I denne T id samler han da saa hurtigt som m uligt i et lille Net alle de Perlem uslinger, som kunne rives lss. I A lmindelighed opnaae Dykkerne ikke nogen hoj A ld e r; deres O jne inflameres, og der slaaer S a a r ud rundt omkring paa Legemet af dem; ofte hænder det ogsaa, at et apoplektisk Tilfælde droeber dem paa Havets Bund. - J a , sagde jeg, det er en svrgelig Beskæftigelse, som kun tjener t il at tilfredsstille Modens Luner. M en stig mig, Kaptajn, hvor mange M u slin g er kan en Baad fiste op om Dagen? - O m trent syrgetyve t il halvtredsinstyve Tusinde. M a n paastaaer endogsaa, at da den engelste Regering i 1819 lod fiste for sin egen Regning, optog dens Dykkere i tyve D sgn sex og halvfjerdsinstyve M illio ner M uslinger. - M en disse Dykkere blive da i ethvert T i l falde godt lonnede fo r deres Arbejde? - Neppe, H r. Professor. Ved Panama fo rtjene de ikke Mere end 1 D o lla r om Ugen. Sædvanlig v is faae de et P a r S h illin g fo r hver M u s lin g , som indeholder en Perle, men hvormange optage de ikke, der ere tomme! - E t P a r S h illin g t il disse stakkels F olk, som berige deres Herrer. D et er oprvrende! - Altsaa, H r. Professor, sagde Kaptajn Nemo, v il De og deres Ledsagere nu komme t il at besvge M anaar-Banken, og maaste har der allerede indfundet sig en eller anden Fister, saa De kan faae at see, hvorledes der arbejdes. 19 2* - J a , det var jo udmærket ra rt, H r. Kaptajn. - M e n apropos, H r. Aronnax, De er vel ikke Lange for Hajer? - H a je r? " udbrod jeg. Dette S porgsm aal forekom m ig, oprigtig talt, overflødigt. „N a a , H r. Professor? spurgte Kaptajn Nemo igjen. - Jeg maa ærligt tilstaae, H r. Kaptain, at jeg endnu ikke har kunnet vænne mig rig tig t til disse Fisk. - M en v i ere vante t il dem, svarede Kaptajn Nemo, og det Samme v il ogsaa nok blive Tilfældet med Dem. Forovrig ere v i bevoebnede, thi det kunde nok hænde, at v i paa Vejen kom til at jage nogle af disse Fyre. D et er en interessant Jagt. Altsaa im orgen, H r. Professor, og meget tid lig t." Kaptajn Nemo sagde dette i en let henkastet Tone og forlod derpaa Salonen. H vis man indbod D ig , min Læser, til at jage Bjorne i de sveitsiske Bjerge, vilde D u vel sagtens sige: „H e rlig t, imorgen skulle v i paa B jsrn e ja g t." O g hvis man indbod D ig t il at jage Lover paa A tla s' Sletter eller Tigre i Ostindiens J u n g le s *), vilde D u maaske ogsaa sige: „N aa, ja ja, v i kunne dog maaske skyde nogle as disse Lover eller T ig re ." M en naar man indbyder D ig t il at jage H ajer i deres naturlige Element, v il D u dog vistnok udbede D ig Tilladelse til at toenke lid t efter, for D u tager imod en saadan Indbydelse. * ) Jungles ere S le tte r eller Heder, der ere bevoxede med Smaaskove, Groes og B a m b u sro r samt hist og her opfyldte med Moradser. 20 21 Hvad mig angaaer, strvg jeg med Haanden over Panden , paa hvilken der perlede nogle iskolde Sveddraaber. „Lad os noermere grunde paa Sagen og ikke overile o s, sagde jeg t il mig selv. A t jage Oddere i undersviske Skove, saaledes som Tilfoeldet var ved Oen Crespo, gaaer endnu an. M en at strejfe omkring paa Havbunden, naar man er næsten sikker paa at troefse Hajer, det er dog unægtelig noget helt Andet. Jeg veed ganske vist, at Jægerne paa visse Steder slet ikke ere bange fo r at angribe Hajerne med en Stok i den ene Haand og en S nvre i den anden, men jeg veed ogsaa, at mange af dem, der trodse dette farlige D y r, ikke komme levende ud af Kampen. F orvvrig er jeg ikke nogen Neger, og selv om jeg var det, saa troer jeg dog, at jeg i dette Tilfælde vilde betænke mig en S m ule." O g nu spvgte Hajerne vedblivende i m it Hoved; jeg havde ikke Tanke for Andet end deres uhyre Kjæber med de talrige Rader Tænder, der meget godt kunde klippe et Menneske m idt over. Jeg fvlte mig allerede hjemsvgt af en vis Smerte omkring Hofterne. O g saa kunde jeg heller ikke lade voere at mindes den nonchalente Maade, hvorpaa Kaptajnen havde præsenteret mig denne bedrovelige Indbydelse. Skulde man ikke have troet, at der ganske simpelt var Tale om at gaae paa Jagt efter en stakkels uskadelig Ræv! „ M e n , tænkte jeg ved mig selv; Jean gaaer jo aldrig med, og det befrier mig fra at gjvre Kaptajnen Selskab." Hvad Ned Land angaaer, tilstaaer jeg, at jeg ikke 22 folie mig ganske tryg med Hensyn t il ham. Faren havde, selv om den var aldrig saa stor, en forunderlig Tiltræ kningskraft for ham. Jeg tog atter fat paa Loesningen af S ir r s Bog, men bladede kun mekanisk i den. O veralt mellem Linierne gabede et P a r forfærdelige Hajkjoeber ud imod mig. I famme O jeblik traadte Jean og Kanadieren ind med et ro lig t, ja endogsaa fornojet Udtryk i A n sigtet. De vidste ikke, hvad der ventede dem. „P a a min A§re, H r. Professor, sagde Ned Land, har ikke Kaptajn Nemos for nylig gjort os et meget behageligt Forslag. - Saa, sagde jeg, I veed altsaa? . . . - H v is H r. Professoren har Lyst dertil, svarede Jean, har Foreren af Nautilen indbudt os t il im orgen i H r. Professorens Selskab at besoge de prægtige Perlemuslingsbanker ved æylon. Han har gjort det under en færdeles forekommende Form og i det Hele taget opfort sig fom en sand Gentleman. - Sagde han In te t videre? - In te t, H r. Professor, svarede Kanadieren, med Undtagelse a f, at han havde talt med Dem om denne lille Udflugt. - Det har han ganske vist; og han indlod sig ikke paa noermere D etailler om . . . . - Aldeles ikke. D e folger jo med, ikke sandt? - Jeg . . . J a vist gjor jeg det. Jeg seer, at De soetter P riis paa denne Indbydelse, Ned. - J a , det er noget meget Udsoedvanligt, yderst Usædvanligt. 23 - O g maaste fa rlig t, tilfeiede jeg. - F a rlig t, svarede Ned, en simpel Udflugt til en Muslingbanke fa rlig !" Kaptajn Nemo havde sikkert anseet det for unvdvendigt at vække Tanken om Hajer hos mine Ledsagere. Jeg betragtede dem forvirret, og som om de allerede havde mistet et eller andet Lem. Skulde jeg forberede dem? D et var upaatvivlelig min P lig t, men jeg var uvis om, paa hvilken Maade jeg skulde gaae tilværks. „Skulde H r. Professoren, sagde Jean, ville give os nogle noermere O plysninger om Perlefiskeriet? - O m selve Fiskeriet, spurgte jeg, eller om de Ulykkestilfælde, som . . . - O m Fiskeriet, svarede Kanadieren; fv r man drager ud t il en fremmed Egn er det godt at kjende den. - N u vel, mine Venner, tag saa P la d s , saa stal jeg fortælle Je r A lt, hvad jeg nylig selv har faaet at vide af Englænderen S ir r . " Ned og Jean slog sig t il Ro paa en D iva n , og Kanadieren spurgte m ig: „H r. Professor, hvad er egenlig en Perle for Noget? - M in brave Ned, svarede jeg, fo r Digteren er Perlen en Taare, som Havet foelder; for Osterloendingen er den en stivnet Dugdraabe; for Damerne er den en LEdelsteen af aflang F o rm , med kvartsagtig Glands og as perlemoragtig Substans; for Kemikeren er den en Blanding af Fosforsyre og kulsurt Kalk, og fo r Naturforsteren endelig er den ganske simpelt en sygelig Udsondring af det O rg a n , som hos visse B ivalver*) frembringer Perlemoret. *) Muslinger med to Skaller. - Bloddyrenes Hovedafdeling, mumlede Jean, Aæfalernes eller de Hovedloses Klasse, Muslingernes Orden. - Fuldkommen rigtig t, lærde Jean. O g mellem disse M u slin g e r ansees alle de, der frembringe Perlemor eller dette b laa, blaaagtige, hvide eller violette S to f, som bekloeder Skallens In d re , tillige for at kunne frembringe Perler. - Ogfaa de sædvanlige Blaam uslinger? spurgte Kanadieren. - J a , M uslingerne i en D el Vandlob i S kotland, W ales, Irla n d , Lapland, Sachsen, Bohmen og Frankrig. - G o d t! det stal jeg huste for Fremtiden, sagde Kanadieren. - M e n , vedblev jeg, den M u s lin g , som fo rtrin s v is assondrer P erler, er Perlemuslingen, den værdifulde IllolssArina. Perlen er kun en Perlemoragtig Sammenhobning, der afsætter sig i kuglerund Form. Den sidder enten fast paa Skallen eller borer sig ind i en eller anden Fordybning paa Dyret. N aar Perlen befinder sig paa Skallen, er den fastvoxet t il denne, men findes den i selve D yrets Krop, er den Los. I begge Tilfælde har den altid som Kjærne et lille haardt Legeme, s. Ex. et Sandskorn, om hvilket Perlemoret i Lobet af flere A ar har afsat sig i tynde, konæntriske Lag. - Kan man finde mere end een Perle i samme M u s lin g ? spurgte han. -- J a , min Ven. D er gives visse Perlemuslinger, som udgjore hele Juvelstrin. M a n har end25 ogsaa omtalt en M u s lin g , der skulde have indeholdt over halvandet hundrede H a je r, fljondt jeg rigtignok tillader mig at tvivle om denne Beretnings S andfærdighed. - Halvandet hundrede H ajer! udbrod Ned Land. - Sagde jeg H ajer? Jeg mente naturligvis Perler. - M en kan Professoren ogsaa sige os, spurgte Jean, hvorledes man tager Perlerne ud. - M a n gaaer tilværks paa flere M aader, og naar Perlerne sidde fast t il Skallen, hænder det endogsaa ofte, at Fiflerne rive dem los med Tænger. M en sædvanligvis breder man M uslingen ud paa Groesset ved Strandbredden. De do selvfolgelig i Luften, og efter en halv Snes Dages Forlob befinde de sig i en fuldkommen forraadnet Tilstand. De loegges nu ned i store Beholdere, der ere fyldte med S o va n d , hvorpaa man aabner dem og udvasker P e rlerne af dem. - Prisen paa Perlerne varierer vel efter deres Storrelse? spurgte Jean. - Ikke alene efter deres Storrelse, men ogsaa efter deres Form , deres „V a n d ", d. v. s. deres Farve og efter den skiftende og mangetonede G la n ds, der gjor dem saa fortryllende fo r Dljet. De smukkeste Perler ere de saakaldte Monsterperler; de ere hvide af Farve, ofte uigennemsigtige, men undertiden ogsaa opalfl gjennemsigtige; sædvanligvis ere de kuglerunde eller pæreformede. De runde anvendes t il A rm - baand, de pæreformede t il Drelokker; paa Grund af deres store Voerdi sælges de stykkevis. De findes altid i Dyrenes Legeme. De andre Perlearter derimod sidde fast ved Skallen, og da de have en mindre regelmæssig Form, soelges de efter Vægt. Derpaa komme de en lavere Klasse tilhorende smaa P e rle r, der ere kjendte under Navnet Sandperler, og som især anvendes t il Broderier paa Kirkeprydelser. - M en Arbejdet med at sortere Perlerne efter deres Storrelse maa voere baade tidsspildende og svoert, sagde Kanadieren. - Nej, min Ven. Dette Arbejde gaaer for sig ved Hjælp af S o ld eller S ig te r, der ere forsynede med et forstjelligt A ntal H uller. De Perler, der blive i de tyve eller fem og tyvehullede S igter ere alle af forste S torrelse; de, der blive i Sigterne med fra hundrede t il otte hundrede H uller, ere af anden S ts rrelse. O g endelig ere de P erler, t il hvilke man anvender S ig te r med nihundrede tusind H uller, de saakaldte Sandperler. - Perlernes S o rte rin g , sagde Ned, foregaaer altsaa paa fuldstændig mekanisk V iis . M en skulde H r. Professoren kunne sige os, hvor Meget Perlefiskeriet indbringer? - H vis man kan fæste Lid t il S irrs Bog, svarede jeg, anslaaes Jndtægten af Perlefifkeriet ved æylon aarlig t il en S u m af over en M illio n Hajer. - Rigsdaler mente vel Professoren, asbrod Jean. - J a rigtig , Rigsdaler. O ver en M illio n R ig s daler, gjentog jeg. M en jeg troer dog, at Perlefiskeriet ved denne O nu ikke indbringer saa Meget som for. Paa samme Maade forholder det sig med Perlefisteriet ved de amerikanske Kyster, der under K arl den 27 Femtes Regering indbragte omtrent halvtredie M illio n , men nu knap belober sig t il to Tredjedele af denne S u m . I det Hele taget kan man anslaae Jndtægten af alle Perlefiskerier i Verden t il omtrent halvfjerde M illio n . - M e n , spurgte Jean, har man ikke Exempler paa nogle beromte Perler, der ere blevne anslaaede til en langt hojere Værdi? - Jo , min Ven. D er fortælles saaledes, at Cæsar tilbod S iv ilia en P erle, hvis Værd i vore Penge maalte være omtrent otte tusind D aler. - Jeg har endogsaa hort fortælle, sagde Ned, om en af Oldtidens D am er, der drak V in , blandet med Perler. - Kleopatra, sagde Jean. - D et maa just ikke have været behageligt, tilfojede Ned Land. - Afskyeligt, svarede Jean, men at betale tusind D aler for et lille G las V in , det er jo ret fornemt. - D et er kjedeligt, at jeg ikke blev g ift med den D am e, sagde Kanadieren og slog med Armene paa en mindre beroligende Maade. - Ned Land g ift med Kleopatra! udbrod Jean. - Ja , jeg har dog staaet i Begreb med at gifte mig engang, svarede Kanadieren a lv o rlig t, og det er ikke min S kyld, naar der ikke blev Noget af det. Jeg havde endogsaa kjobt et Perlehalsbaand t il Kat Tender, min Forlovede, men saa gik hun hen .og giftede sig med en Anden. D et Halsbaand kostede mig im idlertid ikke mere end halvanden D o lla r og alligevel - jeg kan forsikkre H r. Professoren om, at det er sandt hvad jeg siger - vilde Perlerne i det ikke have kunnet gaae igjennem Sigten med de fem og tyve Huller. - M in gode Ned, svarede jeg smilende, det var eftergjorte P erler, simple Glaskugler, som man kun indvendigt havde overtrukken med Perlemor-Essens. - M en denne Perlemor-Essens maa dog være meget dyr? sagde Kanadieren. - N e j, den koster tvertimod næsten Ingenting. D et er ikke Andet end fintrevne Fiskeskjæl, der ere oplvste i Vand og have faaet en lille Tilsætning as Ammoniak, og den har aldeles ingen Værdi. - D et var maafke derfor, at Kat Tender giftede sig med en Anden, yttrede Master Land helt filosofisk. - M en for at komme tilbage t il Perlerne, sagde jeg, saa troer jeg aldrig, en Fyrste har havt nogen Perle, som overgik Kaptajn Nemos. - Denne her, spurgte Jean og Pegede paa Glaslaaget, der bedækkede den kostbare LEdelsten. - J a , jeg tager ganske vist ikke fejl, naar jeg anslaaer den t il en Værdi af i det Mindste mellem en halv og en heel M illio n . . . . - D a le r! afbrsd Jean mig smilende. - J a , svarede jeg, henved en M illio n D aler, og upaatvivlelig har den ikke kostet Kaptajn Nemo M ere end Besværet med at tage den op. - Gud veed, udbrvd Ned, om vi ikke imorgen paa vor Udflugt kunde troeffe Magen t il den? - B a h ! sagde Jean. - O g hvorfor ikke? - Hvad skulde v i gjvre med M illio n e r her ombord paa N autilen? 29 - Ombord, nej, men andetsteds. - J a andetsteds, sagde Jean og rystede paa Hovedet. - Master Land har R et, afbrsd jeg ham ; og hvis v i engang kunde faae en Perle af en M illio n s Værdi med tilbage t il Europa eller Amerika, faa vilde den idetmindste give Beretningen om vore Eventyr en hvj Grad af Troværdighed og paa famme T id en stor Betydning. - Ja , det troer jeg, sagde Kanadieren. - M en er dette Perlefiskeri fa rlig t? spurgte Jean, der altid kom tilbage t il den instruktive S ide ved Sagen. - Nej, svarede jeg, ifær ikke, naar man iagttager visse Forsigtighedsregler. - Hvad risikerer man da ved denne Beskæftigelse? spurgte Ned Land. A t synke nogle M u n d fulde S altvand? - S om De siger. M en A propos, afbrvd jeg og forsvgte at paatage mig Kaptajn Nemos utvungne T o n e ; er De bange for Hajer, Ned? - Jeg, svarede Kanadieren, som er Harpuneer! D et er jo min Haandtering at byde dem Trods. - M en der er her ikke Tale om, sagde jeg, at fiste dem paa Krog, drage dem op paa Dækket af et Fartoj, hugge Halen af dem med en OPe, aabne Bugen paa dem, tage Hjertet ud og kaste det i Havet! - Sagen drejer sig altsaa om . . .? - Fuldkommen rigtig t. - I Vandet? - J a , netop i Vandet. -- Paa min ZEre heller end gjerne, naar jeg blot har en god H arpun! S om De veed, H r. P ro fessor, ere Hajerne Fiste, som slet ikke kunne kaldes hensigtmæssigt stabte. De maa vende sig om med Bugen opad for at kunne snappe den, de ville have sat i . . . ." Ned Land havde en Maade at udtale Ordet „snappe" paa, der bragte Blodet t il at isne i mig. „N a a , og D u , Jean, hvad tænker D u om disse H a j e r ? - Jeg stal ganske oerligt sige Professoren, hvad jeg mener. - G odt! tænkte jeg. - H vis H r. Professoren trodser Hajerne, sagde Jean, seer jeg ikke nogen G ru n d , hvorfor hans tro Tjener ikke skulde trodse dem sammen med ham." 31 Tredje Kapitel. En Perle til halvfjerde Million. ^ !e t blev Nat. Jeg gik tilsengs, men sov kun daarlig t, thi Hajerne spillede en fremragende Rolle i mine Drvmme. Den svigende D ag blev jeg voekket Klokken fire om Morgenen af Stewarden, som Kaptajn Nemo soerlig havde stillet t il min Tjeneste. Jeg stod hurtigt op, klædte mig paa og gik ind i Salonen. Kaptajn Nemo ventede mig der. „ E r De, H r. Aronnax, foerdig t il at begive Dem paa V e j? - Jeg er foerdig. - Voer da saa god at fvlge mig. - M en mine Ledsagere? - De have faaet Underretning og vente os. - Skulle v i ikke tage vore Dykker-D ragter paa? spurgte jeg. - Ikke endnu. Jeg har ikke villet lade N autilen noerme sig Kysten altfor meget, og v i befinde os derfor i temmelig lang Afstand fra M a n a a r; men jeg har ladet Baaden gjore klar, den stal fvre os lige t il Landingsstedet og derved spare os et godt Stykke Vej. Den medforer vore Dykkerapparater, som v i ville ifore os, naar vor undersoiske Vandring begynder. Kaptajn Nemo fulgte os t il den mellemste Trappe, der forte op t il Platformen. Ned og Jean befandt sig der, henrykte over den „Fornojelsestour", fom forestod. Fem af Matroserne ombord paa Nautilen, ventede os i Baaden, der var bleven gjort fast ved Fartojets Side. Natten var endnu mork. Tykke Skyer bedækkede Him len, og man saae kun sparsomt en Stjernes Glands. Jeg vendte Blikket mod Land, men saae blot en fo rstyrret Linie, der spærrede tre Fjerdedele af Havkanten fra Sydvest t il Nordvest. N autilen, fom i Lobet af Natten var sejlet op langs æylons Vestkyst, laae nu i den vestlige D e l af denne B u g t eller snarere af denne V ig , der dannes af æylon selv og af D en M anaar. Langt borte under det morke Vand udstrakte M u s lin g banken sig, dette uudtommelige Perlefelt, hvis Loengde overstiger fem M il. Kaptajn Nemo, Jean, Ned Land og jeg toge Plads agter ude. Baadforeren satte sig ved Roret; hans fire Kammerater fade hoeldede over Aarerne, F o rlosningerne kastedes los, og v i lagde ud. Baaden styrede mod S y d , men Folkene overilede sig ikke. Jeg mærkede, at Aaretaget kun blev fornyet hvert tiende Sekund, saaledes som det er Skik og B rug paa Orlogsskibene. Medens Baaden ilede fremad, faldt Vanddraaberne fra Aarerne tungt ned paa Bolgernes morke D ug, sonu om de havde voeret af B ly . En let Brise bragte Baaden t il at slingre lid t. V i fade tause. Hvorpaa toenkte Kaptajn Nemo? 33 Maafke paa det Land, som han noermede sig, og som han fandt altfor nær i Modsætning t il Kanadieren, som det endnu forekom altfor langt borte. Hvad Jean angik, var han kun her i Egenstab af Tjener og N ysgjerrig. Klokken halv sex begyndte de forste Farvestiftninger i Horisonten mere tydeligt at vise Kystens Kontourer. M o d S s t var den temmelig flad, men hævede sig noget imod S yd . Endnu vare v i omtrent fem Fjerdingvej borte fra den, og Bredden og det taageslorte Vand kunde ikke tydeligt adskilles fra hinanden. En dyb Ensformighed hvilede over dette Perlefiskernes sædvanlige Modested. M en v i kom ogsaa, som Kaptajn Nemo havde bemærket, en Maaned for tid lig t t il disse Farvande. Klokken sex blev det D ag, hurtigt, som Tilfældet er i de tropiske Egne, hvor man hverken kjender t il M orgen- eller Aftenrode. Solstraalerne gjennembrode de over den ostlige Horisont lejrede Skyer, og Dagens funklende Stjerne hævede sig i Hast. Jeg saae tydeligt Land med nogle hist og her spredte Træer. Baaden nærmede sig S e n M anaar, der vider sig kredsformigt ud mod S yd . Kaptajn Nemo var stegen op paa Toften og iagttog Stedet. Paa et Tegn af ham faldt Ankeret, og Kættingen naaede knap at lobe ud, thi tre Fod nede har man her allerede Bunden, der danner et as de hojeste Punkter paa Perlemuslingbankerne. „N u ere v i fremme, H r. Aronnax, sagde Kaptajn Nemo. De seer denne smalle B u g t. D et er netop H. 3 34 her, at Perlefifleriforpagternes talrige Baade om en Maaned ville samle sig, og det er dette Vand, deres Dykkere flittig t ville gjennemsoge. Denne B u g t er heldigt dannet fo r det Fiskeri, hvorom her er Tale. Den er beskyttet mod Storm ene, og Dønningen er aldrig meget betydelig, hvad der er en særdeles fo rdelagtig Omstændighed fo r Dykkerne. V i ville nu ifore os vore Dykkerrustninger og saa begynde vor Promenade." Jeg svarede In te t, men begyndte med Folkenes Hjælp at ifore mig min tunge Vanddragt. Kaptajn Nemo og mine to Ledsagere toge ogsaa deres paa. Ingen af Nautilens Besætning skulde folge os paa denne nye Udflugt. S n a rt vare v i lige t il Halsen indhyllede i vore Guttaperkadragter, og man spændte Remmene, som paa Ryggen fastholdt Luftapparaterne. Derimod syntes der slet ikke at være Tale om de Ruhmkorfske Apparater. Inden jeg stak m it Hoved ind i Kobberkapslen, henledte jeg Kapitajnens Opmærksomhed herpaa. „D isse Apparater ville være overflødige, svarede Kapitajnen mig. V i komme ikke t il at stige ned i nogen anseelig Dybde, og Solstraalerne ville som Folge deraf være tilstrækkelige t il at oplyse vor Vej. Det vilde iovrig heller flet ikke være forsigtigt at medfore en elektrisk Lygte i disse Vande. Dens S kin kunde lokke nogle af Vandenes Beboere frem af deres S k ju l." S am tidig med, at Kaptajn Nemo yttrede disse O rd , vendte jeg mig om t il Jean og Ned Land, men disse to Venner havde allerede deres Hoveder i M e talhuen og kunde hverken hore eller tale. 35 Jeg havde endnu et Sporgsm aal, det sidste, at gjsre Kaptain Nemo. „O g vore Vaaben, spurgte jeg, vore Bosser? - Gevoerer? h vo rtil skulde de nytte? Deres Bjergbeboere angribe jo Bjornen med Dolken i Haanden, og er Staalet ikke sikkrere end B lye t? See, her er en solid D olk. S tik den i Deres Bælte og lad os saa begive os afsted." Jeg saae paa mine Ledsagere; de vare bevoebnede ligesom v i, og desuden svingede Ned Land i den ene Haand en vældig Harpun, som han havde lagt i B aaden, fo r v i forlods Nautilen. I Lighed med Kaptajn Nemo lod jeg derpaa den tunge Kobberhue sætte paa m it Hoved, og samtidig sattes vore Luftbeholdninger i Virksomhed. Umiddelbart derefter loftede Baadens Besætning os, den ene efter den anden, ud i Vandet, og v i fik i fire og en halv Fods Dybde Fodfæste paa en jevn Sandbund. Kaptajn Nemo gav os et Tegn med Haanden; v i fulgte ham og forsvandt under Bslgerne. N u befriedes atter min Tanke for hvad der hidt il havde tynget paa den. Jeg blev opfyldt af en forunderlig Ro. Letheden ved mine Bevægelser fo r- Sgede min T illid , og det selsomme Skuespil, som nu viste sig, lagde Beflag paa hele min In d b ild ningskraft. Solen spredte allerede tilstrækkeligt Lys ud under Vandet. M a n kunde see de mindste Gjenstande. Efter ti M inuters Vandring befandt v i os paa sytten Fods Dybde, og Bunden begyndte at blive flad. Ved hvert S k rid t, v i toge, hoevede sig, ligesom 3* 36 Bekkasinflokke i en S u m p , Sværme af Fiste, der t i l horte Monopterernes mærkværdige Slægt, hvis Arter ikke have andre Finner end Halefinnen. Jeg gjenkjendte Javafisten, en virkelig O rm af tre Fods Længde, med blhfarvet B u g , og som man, naar Guldstrimerne paa dens S id e r ikke havde voeret, let kunde forvexle med Havaalen. A f Slægten Z tro m e te u s , hvis Krop er meget sammentrykt og aflang, iagttog jeg nogle A r ter med straalende Farver og forsynede med en takket Rygfinne, spiselige Fiste, der torrede og marinerede udgjore et fortræffeligt Fsdemiddel, som er kjendt under Navnet Karawade; endvidere Trankebarfisten, der tilhorer Apsiphoroidernes Slægt, hvis Krop er bedækket med et Pantser af otte parallels Benplader. Solen oplyste im idlertid Vandmassen stadig stærkere og stærkere. Havbunden stiftede esterhaanden N a tur. Fra det fine Sand kom v i ind paa en virkelig Chausfo af rundslebne K lipper, overtrukken med en Maatte af B lo dd yr og Plantedyr. Mellem andre P r s ver paa disse to Afdelinger iagttog jeg særlig en D el orangefarvede Luciner med cirkelrunde Skaller, sorstjellige Topsnekker, lakkede Klippesnegle af tre og en halv Tommes Længde, og fom stjsd op af Bslgerne lig Hænder, der grebe efter Noget; Anatiner, spiselige Snegle, der i stor Mængde forhandles paa Torvene i H indostan, og endelig en Mængde herlige parasolformede Stjernekoraller. Under rige Lovhytter af Vandplanter bevægede sig Legioner af hurtige Leddyr, særlig k a n in a cle n tu ia ta , hvis Skaller danne en noget afrundet Trekant, og fo rfærdelige Parthenoper, der formelig indgjode Rædsel. 37 E t ikke mindre skrækkeligt D y r , som jeg saae flere Gange, er den af D a rw in opdagede Krabbe vrigus l-nro, som Naturen har givet Instinkt og tilstrækkelig Styrke t il at ernære sig af Kokusnodderne. I denne Hensigt klattrer den op i de paa Strandbredden voxende Træer og kaster Nodderne ned; de kloves i Faldet, og den aabner dem derpaa med sine vældige Kloer. Her under de store Bolger bevoegede denne Krabbe sig med en magelos Lethed, hvorimod den for Malabarkysten ejendommelige Havskildpadde langsomt kravlede frem mellem de i Uorden spredte Klipper. Henimod Klokken syv vandrede v i ned mod Perlemuslingbanken. De værdifulde B lo dd yr hang fast ved Klippen med deres Lrunfarvede Byssus * ) , der forhindrer dem i at foretage enhversomhelst Bevoegelfe. De staae faaledes paa et endnu lavere T rin end selve M uslingerne, hvem Naturen dog ikke har berovet al Bevægelsesevne. Perlemuslingen, magurititki-a, som er næsten ligefkallet, ligner en rund D sters, hvis tykke Vægge udvendig ere meget ujevne. Nogle af disse M u slin g er vare furede med gronne Baand, der straalede ud fra den overste S p id s ; de vare meget unge. Andre, der havde en sort og ru Overflade, vare over ti A ar gamle og in d til omtrent tre Tommer brede. Kaptajn Nemo pegede paa den forbausende store S am ling af Perlemuslinger, og jeg indsaae, at denne Grube virkelig var uudtommelig, idet Naturens flabende * ) E t Knippe sejge Traade, hvormed en D e l M u s lin g e r faste sig t i l Havbunden. Evne er mægtigere end Menneskets Forstyrrelseslyst. T ro mod denne instinktmæssige Forstyrrelseslyst skyndte Ned Land sig at stoppe en Mængde af de smukkeste M u slin g e r ned i et Net, han bar ved Siden. M en v i fik ikke T id til at standse. V i maatte folge Kaptajnen, der syntes at styre sin Kours ad Veje, som kun han kjendte. Bunden hævede sig tydeligt, og undertiden naar jeg loftede min Arm i Vejret, naaede den op over Vandfladen. Derpaa sænkede Banken sig igjen heel lunefuldt. O fte maatte v i gaae udenom hoje, pyramideformigt tilspidsede Klipper. I deres Revner og Fordybninger saae v i ikke sjeldent store Krebsdyr, der stode oprejste paa deres hoje' Fodder og betragtede os med deres ubevægelige O jn e ; under vore Fodder krob M y ria n e r, Glyærer, Aricier og Annelider. N u aabnede der sig foran os en voeldig Grotte, dannet ved en pittoresk Sammenhobning af Klipper, bekleedte med alle den undersoiske Floras herlige S ilketapeter. I Begyndelsen forekom denne Grotte mig yderst m srk; Solstraalerne syntes gradeviis at udslukkes i den. Kaptajnen traadte forst ind , og v i fulgte ham. M ine O jne vænnede sig snart t il Morket, der dog kun var relativt. Jeg saae de forunderlige naturlige P i l ler, der bare Hvælvingen og hvilede paa tunge G ra nitbaser i Lighed med den toskanske S tils tunge P ille r. H vo rfo r forte vor ubegribelige Vejviser os ind i denne undersoiske Krypte? Jeg skulde snart faae det at vide. V i kom til et S la gs cirkelformig Brond. Her 39 standsede Kaptajn Nemo og pegede paa en Gjenstand, som jeg endnu ikke havde lagt Moerke til. D et var en M u s lin g af overordenlig Storrelse, en gigantisk Iri6aona, hvis Brede oversteg halvsyvende Fod, og altsaa var storre end den, der prydede N autilens S alon. Jeg nærmede mig dette forunderlige B lo dd yr. M ed sin Byssus sad den fast ved en G ranitblok og udfoldede sig saa paa denne i Grottens rolige Vand. Jeg vurderede denne Tridacnas Tyngde t il over syv æntner. En saadan M u s lin g indeholder omtrent fire og tredive Pund K js d , og man stal saaledes ikke let kunne fortoere mange Dusin as dem. Kaptajn Nemo kjendte ejensynlig dens Epistens. Det var ikke forske Gang, han besogte den, og jeg stod derfor i den Formening, at naar han forte os hen til dette S te d , var det kun for at vise os den af ham opdagede naturhistoriske Mærkværdighed. Jeg tog im id lertid fejl. Kaptajn Nemo havde en særlig Interesse af at overbevise sig om denne Tridacnas nuværende Tilstand. Begge D yrets Skaller vare halvt aabnede. Kaptajnen noermede sig og stak sin D olk ind i Aabningen fo r at forhindre dem i at lukke sig; derpaa kostede han med Haanden D yrets hindeagtige og i Kanten fryndsede Kappe tilside. D er, imellem de bladlignende Sammenfoldninger, saae jeg en los Perle af en Kokusnods Storrelse. Dens kuglerunde F o rm , dens fuldstændige Gjennemsigtighed, dens beundringsværdige Farvestiftning gjorde den t il en Juvel af uflatteerligt Værd. Henreven af min 40 Nysgjerrighed strakte jeg Haanden ud for at tage den, for at veje den, for at berore den. M en Kaptajnen forhindrede mig deri, gjorde et afvoergende Tegn og trak med en hurtig Bevægelse sin D olk ud, saa at Skallerne pludseligt faldt sammen. Jeg forstod nu hans Hensigt. Ved at lade P erlen blive i D yrets Kappe gav han den Lejlighed til efterhaanden at voxe. H vert Aar forogedes den ved D yrets Afsondringer med nogle nye konæntriske Lag. Kaptajnen var den Eneste, som kjendte G rotten, hvor denne Naturens beundringsværdige Frugt „modnedes"; han alene opfostrede den, om jeg tor bruge dette Udtryk, for engang at fore den ind i sit allerede isorvejen rige Museum. Maaske havde han selv, i Lighed med Kineserne og Hinduerne, lagt den forste Grund til denne Perle ved i et Hjorne af Dyrets Kappe at indfors en lille G la s - eller Metalstump, der saa senere efterhaanden var bleven beklædt med Perlemorstoffet. Hvorledes det nu end forholdt sig, anslog jeg ved at sammenligne denne Perle med dem, jeg allerede kjendte fra Kaptajnens S a m lin g , dens Værd t il mindst halvfjerde M illio n Rigsdaler. Den kunde iovrig aldrig blive Andet end en pragtfuld naturhistorist Moerkvoerdighed og aldrig nogen Luxusgjenstand, thi det kvindelige SUe, som kunde være i Stand t il at boere den, episterer ganske vist ikke. Besoget hos den rige Tridacne var endt. Kaptajn Nemo forlod G rotten, og v i begave os atter ud t i l Banken, ud t il det klare Vand, der endnu ikke var bleven uklart ved Dykkernes Arbejde. V i gik hver for sig som virkelige Flanorer, og 41 Enhver standsede eller fjernede sig fra de Andre efter eget Behag. Hvad mig angaaer, nærede jeg ikte længer nogen Bekymring for de Farer, fom min I n d bildningskraft i saa hoj en Grad havde overdrevet. Grunden hævede sig kjendeligt op imod Havfladen, og det varede ikke længe, fo r m it Hoved, paa tre Fods Vand, ragede op over Oæanets Niveau. Jean kom hen til mig, og idet han trykkede sin store Kobberkapsel ind t il min, smilte han venligt t il mig. M en Hojdeplateauet varede kun nogle Favne, og snart vare v i atter nede i „v o rt Element". Jeg troer nu at have Ret t il at kalde det saaledes. T i M in u te r efter efter standsede Kaptajnen pludselig t. Jeg troede, at han gjorde H oldt for at vende om igjen. M ed en Gebærde befalede han mig og mine Ledsagere at Leje os ned ved Siden af ham og krybe ind i en bred Klipperevne. Han pegede med Haanden mod et Punkt i den gjennemsigtige Masse, og jeg faae opmærkfomt i den Retning, han angav. I sytten Fods Afstand fra mig opdagede jeg en Skygge, der sænkede sig ned mod Bunden. En urolig Tanke om Hajer gjennemfoer atter min S jæ l; men jeg tog fe jl, endnu havde v i ikke at gjore med disse Oæanets Udyr. D et var et Menneske, et levende Væsen, en Hindu og ganske sikkert en fattig Stakkel, der var kommen for at Plukke et og andet Ax fo r den egenlige Host. Jeg saae Bunden af Baaden, der laae fortojet nogle Fod over hans Hoved. S n a rt dukkede han, og snart steg han atter op igjen. En Steen, som han holdt mellem Fodderne, og som med et Toug var gjort fast t il 42 Baaden, lettede hans Nedstigen t il Havbunden. M en dette var ogsaa hans eneste Voerktsj. Naar han var kommen ned t il Bunden paa omtrent sytten Fods Dybde, kastede han sig paa Knoe og fyldte sin Pose med de paa M a a og Faa samlede Perlemuslinger. Derefter steg han atter op, tomle Posen, greb igjen sin Steen og begyndte saa Operationen forfra. Han saae os ikke, idet Klippen skjulte os for ham. O g fo rs v rig , hvorledes skulde vel den stakkels Hindu kunne ane, at Mennesker, Væsner af samme A rt som han selv, opholdt sig her under Vandet, beskæftigede med at udspejde hans Bevoegelser og med nojagtigt at loegge Mærke t i l hver Enkelthed af hans Fiskeri. Saaledes steg han flere Gange op for paany at dykke ned. F ra hver Dykning forte han ikke mere end en halv Snes M u slin g er med tilbage, thi han maatte forsi rykke dem los fra Banken, t il hvilken de vare knyttede fast med deres stoerke Byssus. O g hvor mange af disse M u slin g er manglede ikke de Perler, fo r hvilke han vovede sit Liv. Jeg fulgte ham med den hsjeste Grad af O p mærksomhed. Hans Bevoegelser skete med Regelmoessighed, og i en halv Times T id syntes ingen Fare at true ham. Jeg var saaledes omtrent bleven fortrolig med dette interessante Fiskeri, da jeg pludselig i et S je b lik, medens Hinduen laae paa Knoe, saae ham rejse sig med en Bevoegelse, der tydede paa ligefrem F o rfærdelse, og soette sig i Bevoegelse for at komme op til Havfladen. Jeg forstod denne Skroek. En joettestor Skygge viste sig over den ulykkelige Dykker. Det var en 43 kolossal H aj, der med glodende B jn e og aabnet Gab ilede frem i diagonal Retning. Jeg stod stum af Forskrækkelse, ude af Stand til at gjore en eneste Bevoegelse. M ed et kraftig Tag af sine Finner styrtede det glubske D y r henimod Hinduen, der kastede sig t il Siden og undveg Hajens B id , men ikke Slaget af dens Hale, der traf den Ulykkelige paa Brystet og strakte ham til Jorden. Denne Sæne varede knap et P a r M in u te r. Hajen kom tilbage, vendte sig om paa Ryggen og beredte sig t il at bide Hinduen midt over, da Kaptajn Nemo, der laae toet ved Siden af mig, pludselig rejste sig. Med Dolken i Haanden gik han los paa det forfærdelige D y r. Netop i det B je b lik , da Hajen skulde fluge den ulykkelige Fister, moerkede den sin nye Modstander, og idet den atter vendte sig om , styrtede den hurtigt imod ham. Jeg seer endnu Kaptajn Nemos S tillin g . Med tilbagebojet Krop afventede han den forfoerdelige H aj, og da denne styrtede sig over ham, undgik Kaptajnen Stodet ved med en forunderlig Behoendighed at kaste sig t i l Siden paa samme T id , som han stak sin D olk ind i D yrets Bug. Dermed var im idlertid ikke A lt afgjort; der opstod nu en rædselindjagende Kamp. Blodet strommede ud af Hajens S a a r; Havet farvedes ro d t, og jeg kunde ikke loenger see Noget gjennem denne uklare Vædste. Jeg kunde ikke see Noget, ligetil jeg pludselig gjennem en Lysning i dette Blodhav opdagede den tappre Kaptajn krampagtigt 41 holdende sig fast ved D yrets Finner, medens han koempede Bryst mod Bryst med Bidunderet og gjennemplsjede dets B ug med Dolkestik uden dog at kunne komme t il at gjsre det afgjsrende S tod, det v il sige troeffe det midt i Hjertet. Hajen, der vred sig Ynkeligt, pidskede Vandmassen med et saadant Raseri, at de opstaaende H virvle r vare nwrved at kaste mig omkuld. Jeg vilde have ilet Kaptajnen til Hjoelp, men jeg kunde ikke rore mig af Pletten; jeg stod lamslaaet af Skræk fastnaglet t il Stedet. Med Forfærdelse fulgte m it B lik de Kæmpende. Jeg saae Kampens Phaser efterhaanden vexle. Kaptajnen faldt t il Jorden, kastet omkuld af den Masse, der tyngede paa ham. Hajens Kjoeber aabnede sig, og det vilde have været ude med vor Forer, hvis ikke Ned Land havde, hurtig som Tanken, styrtet frem mod Hajen med sin Harpun i Haanden og truffet D yret med dens forfærdelige O d. Bolgerne blandedes med et uudtommeligt Væld af B lo d . De hoevede sig under Hajens Bevægelser, og den pidskede dem med ubeskrivelig Raseri. Ned Land havde ikke forfejlet sit M a a l. D et var Udyrets Dodskamp. Truffet i Hjertet vred det sig i vilde Krampetrækninger. Im id le rtid havde Ned Land befriet Kaptajnen. Denne, der var kommen ud af Kampen uden nogetsomhelst S aar, begav sig lige t i l Hinduen, siar hurtig t Touget, der bandt ham t il hans Steen, over, tog ham i ffne Arme og svang sig med et P a r kraftige Tag op mod Havfladen. V i fulgte ham alle Tre, og reddede som ved et Undervoerk naaede v i Fisterens Baad. Kaptajn Nemo sogte nu allerførst at kalde den ulykkelige H indu tilbage t il Livet. Jeg indsaae ikke, hvorledes det kunde lykkes ham , men jeg haabede det dog, da den stakkels F y r ikke havde været længe under Vandet. S la ge t, han havde faaet af Hajens Hale, havde været det farligste, og det kunde let have bragt ham Doden. Heldigvis gjenvandt han under Jeans og Kaptajnens kraftige Gnidninger snart sin Besindelse. Han slog Ojnene op. M en hvor forundret, ja hvor forfærdet maa han ikke være bleven, da han saae de fire store Kobberhoveder, som bojede sig ned over ham. O g hvad maatte han ikke toenke, da Kaptajn Nemo tog en lille Pose Perler op af Lommen og stak ham den i Haanden. Hans forsærdede B lik antydede io vrig tilstrækkeligt, at han aldeles ikke anede, hvilke overnaturlige Væsner han paa samme T id havde at takke for Lykken og for Livet. Paa et Tegn af Kaptajnen vendte v i atter tilbage t il Muslingbanken, og idet v i fulgte den samme Vej, som v i allerede havde tilbagelagt, stedte v i efter en halv Times Vandring paa Ankeret, der bandt N au tilens Baad t il Havbunden. D a v i lykkelige og vel vare komne ombord, aftog v i med Matrosernes Hjælp vore tunge Kobberkloedninger. Kaptajn Nemos forste O rd var henvendt til Kanadieren. „T a k, Master Land, sagde han. 46 - Det var kun Gjengjæld, Kaptajn, svarede Ned. Jeg skyldte Dem det." E t svagt S m il gled hen over Kaptajnens Læber, og dermed var Sagen afgjort. „ T i l N autilen," sagde han. Baaden flo j hen ad Bolgerne. Nogle M in u le r efter traf v i paa den dode H aj, der drev omkring paa Vandet. Paa de sorte Finnespidser gjenkjendte jeg det indiske Oæans frygtelige IVIolanoMra, en af de egenlige Hajers Slægt. Dens Længde oversteg fem og tyve Fod, dens umaadelige Gab optog Trediedelen af dens Krop. D et Par imidlertid et ungt D y r , hvad man kunde see paa de sex Tandrækker, der fade fordelte i ligebenede Triangler paa den store Kjæbe. Jean betragtede det med stor videnstabelig In te resse, og jeg er sikker paa, at han, ikke uden Grund, indregistrerede det i Bruskfiskenes O rden, Tvermundenes Underorden og Hajfistenes Slægt. Medens jeg betragtede denne livlose Masse, viste sig pludselig et Dusin glubske Hajer af samme A rt omkring Baaden. M en uden at bekymre sig om os, kastede de sig over Kadaveret og sloges om det. Klokken halv ni vare vi atter ombord paa Nautilen. D er begyndte jeg nærmere at overtænke de B egivenheder, som havde tildraget sig paa vor Udflugt til Manaarbanken. To Betragtninger fremstode as sig selv; den ene gjaldt Kaptajn Nemos magelvse Tapperhed , den anden hans Opoffrelse for et menneskeligt Væsen, en af Repræsentanterne for den Raæ, som han undflyede i sit vaade Element. Hvad han end paastod, 47 det havde dog ikke fuldstoendig lykkedes ham at dove sit Hjertes Stemme. D a jeg meddelte ham denne min Iagttagelse, svarede han med let bevæget Stemme. „Denne H in d u , H r. Professor, er Jndvaaner i et undertrykket Land, og jeg er og v il lige t il m it sidste Aandedrag være en Ven af saadanne ulykkelige Lande." 48 Fjerde Kapitel. Det rede Hav. ^ Lobet af Dagen den 29de Januar forsvandt S e n æylon i Horisonten, og med en Hurtighed af fem M i l i Timen gled Nautilen frem i den Labyrinth af trange Kanaler, som stiller Malediverne fra Lakediverne. Den sejlede langs S e n K itta r, en koralist Landdannelse, der blev opdaget A ar 1499 af Vasco di Gama, og som er en af Hovedverne i Lakedivernes Arkipelag. V i havde nu tilbagelagt en anselig Stroekning fra vort Udgangspunkt i det japanesiste Hav. Den folgende D ag - den 30te Januar - kunde v i, da Nautilen steg op t il Oæanets Overflade, ikke loenger sjne noget Land. Den styrede i nord-nordvestlig Retning mod Mastatbugten, der stiller Arabien fra den ostindiste H alvs samt tjener t il M unding for den persiste Havbugt. Denne B u g t havde ingen Udgang. H vor fvrte Kaptajn Nemo os da hen? Jeg kunde ikke sige det og kunde saaledes ikke tilfredsstille Kanadieren, der i Lvbet af Dagen gjentagne Gange spurgte m ig, hvor v i gik hen. „ V i gaae, Master Land, hvorhen Kaptajnen finder for godt at fvre os. 49 - M en den persiske Havbugt har ikke meer end een Udgang, og hvis v i komme ind i den, maa v i altsaa snart vende om igjen. - N u vel, saa vende v i tilbage, Master Land, og hvis Nautilen senere v il besoge det rede H av, saa staaer B a b -el-M andel aaben fo r den. - Jeg behover ikke, H r. Professor, at oplyse Dem om, at det rode Hav ligesaalidt har noget dobbelt Udlob som den persiske H avbugt, eftersom Suezkanalen endnu ikke er bleven gjennemgravet, og selv om dette var Tilfoeldet, vilde ikke en hemmelighedsfuld Baad som vor vove sig ind i de med Sluseværk a fspærrede Kanaler. D et rode Hav er altsaa ikke den Vej, der kan fere os tilbage t il Europa. - Jeg har heller ikke sagt, at v i skulle vende tilbage t il Europa. - Hvad troer De da? - Jeg troer, at naar Nautilen har besogt de mærkelige Farvande omkring Europa og Arabien, v il den atter begive sig t il det indiske Oæan, maaske gjennem Mosambikkanalen, m uligvis ogsaa udefter mod Mazarenerne, saa at v i komme t i l det gode Haabs Forbjerg. - O g naar v i lykkeligt- og vel ere komne dert il? spurgte Kanadieren videre. - N u vel, saa ville v i begive os ind i det A tlantiske Oæan. M en er De da, kjære Ned, allerede troet af denne undersoiske Rejse. Seer De da ligegyldigt paa disse stadig stiftende Vidundere her nede under Havet? Jeg for min P a rt vilde fole den storste S o rg ved at see denne Rejse blive afbrudt, denne II. 4 50 Rejse, som det er falden i saa faa Menneskers Lod at foretage. - M en husker De da ikke, H r. Professor, at v i nu i tre Maaneder have været Fanger her ombord paa Nautilen? - Nej, Ned, jeg veed det ikke, jeg v il ikke vide det, jeg tæller hverken Dage eller Timer. - M e n Enden paa det? - Enden paa det v il t il sin T id nok komme. J o v rig formaae v i slet In g e n tin g , og vore Raadslagninger ere til ingen Nytte. H vis De, gode Ned, kom og sagde t il m ig: „D e r staaer os en Udvej aaben til F lu g t", saa vilde jeg indlade mig i Diskussion med Dem. M en saaledes stiller Forholdet sig ikke nu, og, oprigtig ta lt, jeg troer ikke, Kaptajn Nemo nogensinde v il vove sig ind i de europæifke Have." A f denne korte D ia lo g v il man see, at jeg var fanatisk betagen af vor Færd med Nautilen. Hvad Ned Land angaaer, sluttede han Samtalen med folgeude O rd : „ A lt det er nu meget godt, men efter m it Skjon har man ingen Fornojelse, naar man foler Tvang." I fire Dage eller in d til den 3die Februar gjennemsejlede Nautilen Maskatbugten paa ulige Dybder. Den syntes at fare omkring paa M a a og Faa, som om den var uvis med sig selv om, hvilken Vej den skulde folge. Dog overskred den aldrig Krebsens Vendekreds. D a v i forlod denne B u g t, saae v i et O jeblik M afkat, den betydeligste Stad i Omanlandet. Jeg beundrede dens selsomme Beliggenhed midt imellem 51 en Mængde sorte K lipper, mod hvilke de hvide Huse og Forterne skarpt aftegnede sig. Jeg saae Moskeernes hvælvede Kupler, Minareternes elegante Spidser og dens friste, gronnende Terrasser. M en A lt dette varede ikke længe, og Nam ilen sænkede sig atter ned i disse Farvandes D yb. Derpaa fulgte den i en Afstand af halvanden M i l de arabiske Provindser M ahrahs og Hadramants bjergfulde Kyster. Den 5te Februar ankom v i t il Aden- B ugten, en virkelig T ra g t i Bab - el - Mandelstrædets H a ls , en T ra g t, gjennem hvilken det indiske Oæans Vand fores ind i det rode Hav. Den 6te Februar fik Nautilen Aden i Sigte. Denne B y ligger paa en fremskudt Klippeodde, der ved et smalt Næs staaer i Forbindelse med Fastlandet, og den er paa denne Maade et S la g s utilgængeligt G ib ra lta r, hvis Fæstningsværker Englænderne have ombygget, efterat de i 1839 havde sat sig i Besiddelse as dem. Jeg stimlede de ottekantede M inareter i Byen, der fordum var den rigeste Stabelplads paa Kysten, i det Mindste efter Historieskriveren Edrisis Fortælling. Jeg antog bestemt, at Kaptajn Nemo, naar han var naaet hertil, vilde vende om og gaae tilbage; men t i l min store Forundring var der aldeles ikke Tale derom. Den fslgende D a g , den syvende Februar, sejlede v i ind i B ab-el-M andelstrædet, hvis arabiske Navn betyder „Tsarernes T ro st". Det var fem M i l bredt, dets Længde Lelob sig tilhenimodsex; Nautilen, der gik med fuld Fart, passerede igjennem det i mindre end en Time. 4 * 52 M en jeg saae In te t, ikke engang B e n Perim , hvis britiske Regering har ladet Positionen Aden befoeste. A ltfo r mange Dampskibe af Linierne S uez, Bom bay, K alkutta, M elbourne, Bourbon og M a u ritiu s gjennem« plejede denne snevre Passage, t il at Nautilen skulde vove at vise sig der. Den holdt sig derfor ogsaa fo rsigtigt et temmelig langt Stykke under Vandfladen. Henimod M iddagstid plejede v i endelig det rede Havs B slger. D et rede H a v , denne de bibelske Traditioners beremte S e , som aldrig opfriskes af nogen Regn, som ikke vandes af nogen mere betydelig F lo d , som stadig er underkastet en umaadelig Bortdunstning, og som for hvert A ar taber et Vandlag af fem Fods Hejde, denne forunderlige Havbugt, der er afspoerret, indtager samme S tillin g som en Indso og maaske engang v il blive helt og holdent udtorret, dette rode Hav har en Længde af over halvtrediehundrede M i l og en M id delbrede af henved tredive M il. Paa Ptolomæernes og de romerske Kejseres T id var dette Hav Verdenshandelens store Pulsaare, og Gjennemgravningen af Landtangen ved Suez v il snart gjengive det denne dets gamle Betydning. Jeg v il ikke undersoge, hvad det var for en Kapriæ hos Kaptajn Nemo, der havde fo rt os herind, men jeg var for m it Vedkommende ubetinget glad over, at Nautilen havde valgt denne Vej. V i heevede os nu snart t il Overfladen, og snart dukkede v i atter ned fo r at undgaae et eller andet F a rto j, og jeg havde saaledes Lejlighed t il at iagttage dette forunderlige Hav saavel foroven som forneden. Den ottende Februar tid lig t om Morgenen fik v i Mokka i S ig te , nu kun en tilin te tgjo rt S ta d , hvis M u re vilde falde for den blotte Kanontorden, og som hist og her beskyttes af nogle grsnnende Daddelpalmer. I fordums T id var Mokka derimod en vigtig S ta d ; den havde sex offenlige T o rve , talte sex og tyve M o steer , og dens af stoerke Foestningsvoerker forsvarede M u re havde en Omkreds af ni tusind Fod. Nautilen noermede sig nu den afrikanske Kyst, hvor Havet er betydeligt dybere. Vandet havde her en krystalklar Renhed, og gjennem de aabnede Luger kunde v i see herlige Smaastove af straalende Koraller og voeldige Klippestykker, beklædte med et rig t gront P elsvoerk af Alger og Tangarter. Hvilket forunderligt Skuespil og hvilken Rigdom af vexlende Landstabsbilleder paa Overfladen af disse Klipper og vulkanste O e r, der strakte sig udefter mod den libyste Kyst! M en disse Stenstove viste sig dog soerlig i deres fulde Skjonhed ved de ostlige Bredder, som Nautilen ikke lovede loenge med at besoge. Her blomstrede disse Plantedyrsvidundere ikke blot under Havfladen, men dannede endogsaa ma-leriste Snoninger, der ragede in d til ti Favne op over Vandet; disse sidste havde mere fantastiske Former, men vare mindre smukt farvede end Dannelserne under Vandet, hvis Fristhed tillige vedligeholdtes af Havvandets livsstyrkende Fugtighed. H vor mange herlige Tim er tilbragte feg ikke paa denne Maade ved Salonens Vinduer. H vor mange ubekjendte A rter af denne underssiste F lora beundrede jeg ikke i Lyset af vort elektriske A pparat! S va m p lig nende Stjernekoraller og stifergraa Soanemoner, blandt 54 andre ItmIasiarUlmw aster, Tubiporer, der vare dannede som F lo jte re r og kun syntes at vente paa Guden Pans Aandepust, forskjellige M u s lin g e r, der ere ejendommelige fo r dette H av, samt endelig Exemplarer i tusindv iis af en P olyp, som jeg h id til ikke havde iagttaget, nemlig den almindelige Vadskesvamp. Svampenes eller Spongiernes Klasse, den ferste i Polypernes G ruppe, er netop bleven stabt ved denne ejendommelige Frembringelse, hvis Nytte er ubestridelig. Svampen er ikke en Plante, men et D y r af laveste Rang, en P olyp, der er Koraldyret underlegent. Dens Dyrenatur er ikke nogensomhelst T v iv l underkastet, og man kan paa ingen Maade godkjende de Gamles Anskuelse, der ansaae den for en Mellemting mellem D y r og Plante. Jeg bvr im idlertid gjvre opmoerksom paa, at Naturforsterne ikke ere enige om Svampens Organisation. Jfvlge N egles Opfattelse er den en Dyrekoloni, ifvlge Andre, som s. Ex. M iln e Edw ards, en den et isoleret og enestaaende In d iv id . Spongiernes Klasse indeholder omtrent tre hundrede Arter, der kunne træffes i en stor Moengde Have, ja endogsaa i visse Vandlsb. De Have, hvor de im idlertid helst opholde sig, ere M iddelhavet, fornemmelig omkring det græste Arkipelag og ved Syriens Kyster, samt det rode H av. D e r udvikle sig disse fine, blvde Svampe, hvis Værdi undertiden kan belsbe sig t il Mere end et halvthundrede D a le r, som s. Ex. den lyse syriste Svam p, den haarde berberiste Svamp o. s. v. M en da jeg ikke kunde have Haab om at komme t il at studere disse Plantedyr paa Levantens Stapelpladser, nojedes jeg med at iagttage dem her i det rode Havs Vande. Jeg kaldte derfor Jean hen t il mig, medens N autilen, paa sex og tyve t il tredive Fods D ybde, langsomt passerede fremad teet ved alle de smukke Klipper paa den ostlige Bred. Her voxede der Svampe af alleslags Former, fodlignende, Lladlignende, kuglerunde og fingrede. Det var ikke uden G ru n d , at man havde kaldt dem K urv, Blomsterkrone, Lovefod, Paafuglehale, Neptuns Handske, Benævnelser, der alle skyldes Fisterne, som havde seet paa dem med mere poetiske Lfiue end de Lærde. Fra deres fibrose Væv, der er overtrukket med et geloagtigt, halvflydende S to f. frempiblede der uafladeligt smaa Vandstraaler; disse fore den livsvækkende K raft t il enhver ælle og uddrives saa igjen fra disse ved en sammentrækkende Bevægelse. Dette geleagtige S to f forsvinder efter Polypens D od og gaaer i Forraadnelse under Udviklingen af Ammoniak. D e refter blive kun de hornagtige Fibrer tilbage, der udgjsre vor sædvanlige Svam p. Den antager en gul eller rodagtig Farve og anvendes efter sin forstjellige Elastisitet og Evne t il at beholde den indsugede Vædste i forstjellige Sjemed. Disse Polyper sidde fast paa Klipperne, paa Bloddyrenes Skaller og paa forstjellige Vandplanters Stængler. De opfylde de mindste Revner og Fordybninger, idet nogle brede sig ud, andre skyde op eller hænge ned lig koralagtige Udvæxter. Jeg underrettede Jean om, at disse Svampe fistes paa to forstjellige M aader, enten med et S la g s Skovle ellec med Hænderne. Den sidstnævnte M aade, som gjor det nodvendigt at anvende Dykkere, er dog at foretrække, da Svampen bliver mere værdifuld, naar dens Voev lades ubeskadigede. De andre Plantedyr, som vrimlede i ta lrig t A ntal omkring Spongierne, bestode hovedsagelig as meget smukke Meduser. Bloddyrene repræsenteredes af nogle sorsksellige Kalmarer, der ifolge d^Orbignys Paastand ere ejendommelige fo r det rode Hav, og Reptilerne as Skildpadden Lbolonia virAgta, der forsyner adskillige sydlige Lande med et sundt og lækkert Fodemiddel. Hvad Fiffene angaaer, vare de talrige og ofte mærkvoerdige. Jeg nævner nogle, som Nautilens Net oftest bragte ombord: sorffjellige Rokarter, Dromedar- Kufsertfiffe, hvis Pukkel ender med et kroget Spyd af en og en halv Hods Loengde; O fidier, virkelige H avaal, med blaaspillende Ryg og brune, af en graa Kant omgivne Finner; en Stromateeart med smalle G u ld striber og prydet med det franske Flags tre Farver; tretten Tommer lange G aram iter; proegtige Karanxer, der vare prydede med sorte Tverbaand, havde blaagule Finner samt guld- og solvglindsende Skoel; æntropoder; Pappegojefiffe; Læbefiffe; Balister; Gobier og mangfoldige andre F iffe , der ere svelles for de Have, v i allerede havde gjennemsaret. Den 9de Februar sejlede Nautilen paa den bredeste D e l af det rode H a v , der stroekker sig mellem Souakin paa den vestlige Kyst og Qnonfodah paa den Sstlige samt har en Diameter af halvtredsinstyve M il. Samme Dag kom Kaptajn Nemo, efterat vi havde taget Hojden, op paa Platform en, hvor jeg befandt mig. Jeg svoer ved mig selv, at jeg ikke vilde lade ham komme ned igjen, fs r jeg i det Mindste havde faaet en Anelse om hans fremtidige Planer. S a a snart han blev mig vaer, kom han hen t il mig og bsd mig paa den hsfligste Maade en Cigar, idet han sagde: „N u vel, H r. Professor, hvad synes De saa om det rsde H av? H a r De tilstrækkelig studeret de V id undere, det bedeekker, dets Fiste og Plantedyr, dets Svampparterrer og dets Koralstove? H ar De opfanget et G lim t af de Stæder, som ligge ved dets Kyster? - J a , Kaptajn Nemo, svarede jeg, og Nautilen læmper sig paa en meget behagelig Maade efter alle disse S tudier. D et er et hvisk intelligent S kib . - Ganske vist, H r. Professor, intelligent, tappert og usaarligt. D et frygter hverken det rsde Havs Storm e eller dets S trsm ninger og Skjær. - J a , sagde jeg, dette Hav ansees jo virkelig for et af de farligste, og hvis jeg ikke tager fejl, havde det i Fortiden et meget daarligt Rygte. - M e rst daarligt, H r. Aronnax. De græste og romerste Historieskrivere yttre sig altid ufordelagtigt om det, og S trabo bemærker, at det især er fa rlig t, naar de etesiste V in d e * ) blæse og under Regnperioden. Araberen Edrisi, der beskriver dette Hav under Navn af Kolzumbugten, beretter, at en stor Mængde Fartojer omkomme paa dets Sandbanker, og at Ingen vover at sejle der ved Nattetid. D et er, paastaaer han, et H a v, som er udsat for forfærdelige Storm e * ) E t S la g s Passatvinde, som i Hundedagene blase i M iddelhavet og de tilgrandsende Have. 58 og oversaaet med ugjæstevenlige S e r. Samme A n skuelse om det finder man hos A rria n , Agartharcides og Artedimorus. - M a n seer strax, svarede jeg, at disse Historieskrivere ikke have sejlet ombord paa Nautilen. - Ganske vist, sagde Kaptajnen smilende, men i denne Henseende har Samtiden ikke meget forud for de Gamle. D er har udkrævedes mange Aarhundreder for at sinde Dampens mekaniske K ra ft! Hvem veed, om man, naar atter hundrede A ar ere gaaede, v il faae en ny N a u til at see. Fremskridtet skeer kun langsomt, H r. Aronnap. - Unægteligt, svarede jeg, er Deres Fartoj et Aarhundrede, om ikke mere, forud for sin T id . H v ilken Ulykke, at en saadan Hemmelighed skal do med dens O p fin d e r!" Kaptajn Nemo svarede mig ikke. Efter nogle M inu tte rs Taushed sagde han: „ V i talte jo om de gamle Historieskriveres M e ning med Hensyn t il de Farer, som Sejladsen paa det rode Hav medforer. - J a , svarede jeg, men var ikke deres Frygt overdreven ? - J a og nej, sagde Kaptajnen, der syntes at kjende sit rode Hav tilbunds. Hvad der ikke er fa rlig t for et Nutidsskib med dets gode T akling, dets solide Bygning, og dets, takket voere den lydige Damp, fuldstændige Herredomme over sin Kours, det forvoldte de Gamles Fartojer alleslags Farer. M a n maa forestille sig, hvorledes de forste Somænd vovede sig ud paa Baade, der vare forfærdigede af Planker, syede sammen med Palmebast, toettede med Harpix og overstrogne med Sælhundetran. De havde ikke engang Instrumenter t il at bestemme deres Kours, og de lode sig paa M a a og Faa fore omkring af Stromningerne, som de kun kjendte meget lid t til. Under saadanne Forhold maatte Skibbruddene nodvendigvis blive ta lrig e ; men i vore Dage have Dampskibene, der vedligeholde Trafiken mellem Suez og de sydlige Have, In te t at frygte af Passatvindene. Deres Kaptajner og Besætninger belave sig ikke fo r Afrejsen paa F o rsoningsofsere, og ved Tilbagekomsten begive de sig heller ikke, pyntede med Blomsterkrandse og gyldne Baand, t il det noermeste Tempel fo r at takke Guderne. - Jndrommet, svarede jeg, dog forekommer det mig, at Dampen har dræbt Taknemligheden hos S o manden. M e n , H r. K aptajn, da De synes soerlig at have studeret dette H a v , saa kunde De maaske sige mig Aarsagen t il dets Navn. - D er gives forskjellige Forklaringer, H r. A ronnax. H ar De Lyst t il at hore, hvilken Anskuelse en af Kronikeskriverne i det fjortende Aarhundrede noerede med Hensyn t il dette Emne? - Gjerne. - Denne Sværmer paastaaer, at det fik sit N avn efter Jsraeliternes Vandring over det, da Farao med hele sin Hoer omkom i dets B o lg e r, som paa Moses B ud lukkede sig over dem. - En poetisk Forklaring, Kaptajn Nemo, som jeg im idlertid ikke kan slaae mig t il Ro ved. Jeg vilde derfor være glad ved at hore Deres personlige M ening. 60 - N uve l; efter min Mening bor man i Navnet „det rode H a v" see en Oversættelse af det hebraiske O rd „edrom ". De Vamle gave det ganske simpelt dette Navn paa Grund af Vandets ejendommelige Farve. H id til har jeg dog kun seet klare Bolger uden nogen soerlig Farveskiftning. Ganske vist, men naar vi komme længere ind i Bugten, v il De blive Vidne til dette ejendommelige Foenomen. Jeg mindes at have seet Torbugten aldeles rodfarvet fom et Blodhav. - O g denne Farve tilskriver De Tilstedeværelsen as en mikroskopisk A lg e ? - J a , den skriver sig fra et purpurfarvet, slimet S to s, der assoudres as de sine Smaaplanter, som ere kjendte under Navnet Trikodesmier, og af hvilke der behoves fyrretyve Tusind for at bedække en Overflade af en Kvadratmillimeters Storrelse. V i troeffe rim eligvis nogle saadanne, naar v i komme t il Tor. - D et er paa denne Maade ikke forste Gang, De besejler det rode Hav med Nautilen. - Nej, det er det unoegteligt ikke, H r. Professor. - De talte for nylig om Jsraeliternes Vandring over dette Hav og om LEgypternes Undergang. H ar De under Vandet opdaget S p o r af denne store historiske Begivenhed? - Nej, H r. Professor, men det er af en meget gyldig G rund. - O g hvilken d a ? - D et kommer a f, at Stedet, hvor Moses vandrede over med hele sit Folk, nu er saa grundet, 61 at Kamelerne knap kunne blive vaade om Fodderne ved at spadsere over der. De indseer, at jeg d e r ikke godt vilde kunne komme frem med Nautilen. - O g dette S ted? spurgte jeg. - Dette Sted er beliggende noget ovenfor Suez i den A rm , som dannede en bred M unding fordum, da det rode Hav strakte sig lige til Saltvandssoerne. Herover maa Jsraeliterne have vandret for at komme t il det forjættede Land, hvad enten nu denne O verfart er bleven iværksat ved et M irakel eller ej, og netop paa samme Sted maa ogsaa Faraos Hoer voere omkommen. Jeg staaer derfor ogsaa i den Formening, at man, hvis man foranstaltede Gravninger i Sandbunden paa dette S te d , vilde finde en Mængde Vaaben og andre Redskaber af Egyptisk Oprindelse. - D e t. er rim eligt, svarede jeg, og man maa fo r Arkæologiens Skyld haabe, at disse Udgravninger fo r eller senere ville komme i S ta n d , naar man efter Suezkanalens Tilendebringelse strider t il Opforelsen af nye Stæder paa Landtangen, en Kanal, der forresten, i Forbigaaende sagt, ikke v il blive t il noget G avn fo r et F a rto j som Nautilen. - Nej, det er ganske vist, men til G avn for hele Verden v il den blive. De Gamle indsaae meget godt, hvor nyttig en Forbindelse mellem det rode Hav og M iddelhavet maatte voere fo r deres Handelsforretninger; de faldt im idlertid ikke paa at grave en direkte Kanal, men satte den i Forbindelse med N ilen. S a n d synligvis paabegyndtes den K a n al, som sammenbandt N ilen med det rode H av, paa Sesostris T id , i ethvert Tilfælde forsaavidt man kan troe Traditionen. Vist er 62 (li Nekao A ar 615 sor Kristi Fodfel begyndte fra N ilen al bygge en Kanal gjennem den D e l af den Egyptiske S le tte , der grændser t il Arabien. Denne Kanal kunde man mod Strommen gjennemsejle i fire D age, og den var saa bred, at fire T rirem er* *) kunde gaae igjennem den ved Siden af hinanden. Den fo rtsattes af D a ris Hystaspis S o n og fuldendtes sandsynligvis af Ptolemæus den Anden. S trabo saae den benyttet, men dens ringe Skraaning mellem Udgangspunktet, i Noerheden as B u b a fta , og det rode Hav gjorde den kun sejlbar i nogle Maaneder af Aaret. Denne Kanal benyttedes for Handelen lige t il Antoniernes T id ; da den senere ikke befaredes, sandede den til, men blev paany gjort sejlbar as Kalifen O m ar, in d til den endelig A ar 761 og 762 fyldtes igjen for bestandig af Kalifen A l-M a n fu r, der vilde hindre al T ilfo rsel af Levnetsmidler t il den mod ham oprorske Muhamed-ben-Allah. Paa sin oegyptiske Eppedition gjenfandt Bonaparte i Suezorkenen S p o r af disse Arbejder, og da han ikke beregnede Forskjellen mellem Ebbe og Flod, var han noerved at omkomme der nogle Tim er for han naaede Hadjæroth, det samme Sted, hvor Moses havde slaaet Lejr tre tusind A ar tidligere. - N u ve l, H r. Kaptajn, hvad de Gamle ikke vovede at ivoerksætte, denne Forbindelse mellem de to Have, det har H r. de Lesseps nu g jo rt, og om kort T id v il han have forvandlet Afrika t il en umaadelig O .* ) - O g De har N et, H r. Aronnax, t il at voere * ) E t S la g s antike R oerfartojer med tre T ofter. * * ) S o m bekjendt er det store B a rk nu fuldendt. 63 stolt over Deres Landsmand. D et er en M and, der spreder mere Hæder over sin N ation end dens storste Feltherrer. Han har, som saamange Andre, begyndt med Bekymringer og M odgang, men han har sejret; thi han er i Besiddelse baade af V illje og af Geni. Im id le rtid er det sorgeligt, at dette Værk, som burde have været et internationalt Anliggende, udelukkende er lykkedes ved en enkelt M ands V illiekraft. M en 2Ere være Ferdinand Lesseps! - Ja , 8Ere være denne store Medborger, svarede jeg forundret over den Betoning, Kaptajnen havde givet sine O rd . - Uheldigvis, vedblev han, kan jeg ikke fore Dem gjennem Suezkanalen. M en De stal iovermorgen, naar v i komme ind i Middelhavet, faae de lange Stendæmninger ved P o rt-S a ld at see. - I M iddelhavet! udbrod jeg. - Ja , H r. Professor, foruudrer det Dem? - Hvad der forundrer mig er Tanken om, at v i kunne være der iovermorgen. - V irkelig? - Ja , det undrer mig unægtelig, H r. Kaptajn, uagtet jeg burde have vænnet mig t il ikke at blive fo rundret over Noget, efterat jeg er kommen ombord t il Dem. - M en hvorfra skriver Deres Forundring sig? - Jeg undrer mig ganske simpelt over den fo rfærdelige Hastighed, hvormed Nautilen maa fare assted, naar den iovermorgen stal kunne befinde sig i M id d e lhavet efterat have sejlet omkring Afrika. 64 - M en hvem siger da, at den skal sejle omkring A frika? - Det maa den vel, forsaavidt den ikke v il sejle paa det faste Land og passere over Landtangen. - Eller under den, H r. Aronnax. - Under den? - J a ganske vist, svarede Kaptajnen roligt. N a turen har fo r lang T id siden under denne Landtange gjort det Samme, som Menneskene nu gjsre ovenover. - H vad? skulde der virkelig existere en Gjennemsart? - J a , en underssisk Gjennemfart, som jeg har dobt A rabian-T unnel, som begynder under Suez og udmunder i Pelusia-Bugten. - M en bestaaer ikke Landtangen ved Suez af Flyvesand? - J o t il en vis Dybde. M en allerede hundrede og halvfjersindstyve Fod nede treefser man Klippegrund. - O g det er tilfoeldigt, at De er kommen til at opdage denne Gjennemfart? spurgte jeg bestandig mere forundret. - Ved Tilfældighed og ved Raisonnement, og maafke mere ved Raisonnement end ved et Tilfoelde. - Kaptajn, jeg hsrer, hvad De siger, men jeg kan neppe tro, hvad jeg hsrer. - Denne Gjennemfart existerer ikke b lo t; jeg har endogsaa flere Gange benyttet mig af den. Uden den vilde jeg ikke idag have vovet mig ind i denne Rottefælde. - E r det ubeskedent at spsrge Dem, hvorledes De har opdaget denne Tunnel? - H vorfor skulde, H r. Professor, Folk, der 65 aldrig komme t il at M e s , have Hemmeligheder for hinanden." Jeg lod, som om jeg ikke lagde Mærke t il disse O rd , og afventede Kaptajnens Beretning. „H r. Professor, sagde han, det er et simpelt naturhistorisk Raisonnement, der har ledet mig t il O p dagelsen af denne Gjennemfart, en Gjennem fart, som jeg alene kjender. Jeg havde iagttaget, at der i det rsde Hav og Middelhavet existerede en Mængde fuldstændigt identiske Fiskearter, som O fidier, Fiatoler, G ire lle r, Aborrer og Flyvefiste. D a jeg var sikker herpaa, spurgte jeg mig selv, om der ikke fandtes noget S la g s Kommunikation mellem disse to Have. H vis en saadan episterede, maatte den underssiste S trs m nodvendigvis gaae fra det rode Hav t il M id delhavet, ganske simpelt paa Grund af Niveauforholdene mellem de to Have. Jeg fangede derfor en Mængde Fist i Nærheden af Suez. Jeg satte en Kobberring om Halen paa dem og kastede dem derefter atter ud i Havet. Nogle Maaneder senere fangede jeg atter paa den syriske Kyst nogle af mine ringprydede Fist. D er var altsaa upaatvivlelig Forbindelse mellem de to Have. Jeg ssgte med Nautilen den underssifle Passage, jeg opdagede den, og om kort T id v il ogsaa D e , H r. Professor, have gjennemfaret min arabiske Tunnel. II. 5 66 Femte Kapitel. Suez-Tunnelen. A llerede samme Dag meddelte jeg Jean og Ned Land den D el af Sam talen, som særlig maatte interessere dem. D a jeg underrettede dem om, at v i om to Dage vilde Lefinde os i Middelhavet, klappede Jean i Hoenderne, hvorimod Kanadieren trak paa Skuldrene. „E n undersvisk Tunnel skulde voere Forbindelsesmiddel mellem to H ave! udbrod han. Hvem har nogensinde hort noget Lignende? - Ja , min Ven, sagde Jean, men havde v i da nogensinde hort Tale om Nantilen. O g ikke destomindre episterer den dog. D u behsver derfor siet ikke at troekke saa mistroisk paa Skuldrene. - N u, v i faae at see, svarede Ned. Forovrig onsker jeg In te t hellere end at kunne troe paa denne Tunnel, og Himlen give, at den virkelig forte os ind i M iddelhavet." Samme Asten noermede Nantilen sig paa 2 3 0 3(ll nordlig Brede t il den arabiske Kyst. Jeg saae D jeddah, en vigtig Stabelplads for LEgypten, Syrien, Tyrkiet og Ostindien. Jeg skjelnede aldeles tydeligt dens Bygninger, de langs Kajerne sortojede Fartojer 67 vg de sterre Skibe, som paa Grund af deres betydeligere Dybtgaaende vare nodsagede t il at ankre paa Rheden. Solen, der stod temmelig lavt over H o risonten, bredte et Llændende Skjoer over Byen og forhvjede endnu mere dens skinnende Hvidhed. Udenfo r Staden antydede nogle Træ- eller Rorhytter Pet Territorium , som beboes af Beduinerne. S n a rt forsvandt Djeddah i Aftenens Skygge, og Nautilen sænkede sig ned i det svagt fosforfkinnende Vand. Den fslgende D ag, 10de Februar, saae v i flere Skibe, der sejlede forbi os mod S yd . Nautilen gik som Felge deraf atter ned under Overfladen, men da v i om Middagen toge Hejden, var Havet atter ede, og den steg derfor op igjen. F u lg t af Jean og Ned Land gik jeg op og satte mig paa Platformen. Den estlige Kyst viste sig i Tykningen som en sky fuld Masse. „S e e r De Noget der, H r. Professor? - Nej, Ned, jeg har, som De veed, ikke Deres skarpe O jne. - Se derhenne til S ty rb o rd , næsten i Hejde med Lysapparatet, seer De ikke der en Masse, som synes at bevæge sig? - Jo virkelig, svarede jeg efter opmoerksomt at have iagttaget den. Jeg seer ligesom et lan g t, nwrkt Legeme paa Vandfladen. - En anden N a u til? spurgte Jean. - Nej, svarede Kanadieren, men jeg skulde tage meget fejl, hvis det ikke var et eller andet Havdyr. 5 * 68 - Findes der Hvalfiske i det stille H av? spurgte Jean. - J a , min Ven, man træsfer dem undertiden ogsaa der. - D et er ikke nogen Hvalfisk, sagde Ned Land, der ikke noget Lfieblik tabte Gjenstanden as Sigte. Hvalfiskene og jeg ere gamle Bekjendte, og jeg har aldrig taget fejl af deres Bevoegelser. - Vent, svarede Jean, Nautilen styrer nu i den Retning, og om et Lfieblik ville v i faae at vide, hvad v i have at holde os t il. " Han havde R et; snart befandt den morke Gjenstand sig ikke mere end en lille Fjerdingvej fra os. Den lignede en stor Klippeblok, der var strandet midt ude i Havet. Hvad var det? Jeg kunde endnu ikke have nogen M ening derom. „D e n bevoeger sig, den svommer! udbrod Ned Land. For Pokker, hvad kan det være for et D y r? D et har ikke nogen klovet Hale som Hvalfiskene, og dets Finner ligne afstumpede Lemmer. - M en i saa Tilfælde . . . sagde jeg. - Nej, see! udbrod Kanadieren, see, nu ligger den paa Ryggen og vender Brystet opad. - Det er en Sirene! forsikkrede Jean; med H r. Professorens Tilladelse en virkelig S irene." Navnet Sirene forte mig ind paa den rette Vej, og jeg indsaae, at dette Voesen hsrte til den Klasse af H avd yr, hvoraf de Gamle skabte deres Sirener, Væsner, som halvt vare Kvinder og halvt Fiste. „N e j, sagde jeg t il Jean, det er ikke nogen S i69 rene, men et forunderligt Væsen, hvoraf der endnu findes nogle i det rvde Hav. D et er en D ugong.*) Ned Land betragtede im idlertid vedblivende D yret. Hans O jne straalede af Begjoerlighed, hans Haand fyntes allerede i Færd med at harpunere det. M a n skulde troe, at han kun ventede paa det belejlige ø je blik for at styrte sig i Havet og angribe det i dets eget Element. „ H r. Professor, sagde han noesten med Skjælven i Stemmen, jeg har aldrig droebt saadan E n ." H vor tydeligt afspejlede den gamle Harpuneer sig ikke i disse O rd . Kaptajn Nemo traadte i samme O jeblik op paa Platformen. Han blev Dugougen vaer, forstod strax Kanadierens S tillin g og henvendte sig direkte t il ham. „H v is De i dette O jeblik havde en Harpun, Master Land, sagde han, vilde den ikke blive liggende leenge i Haanden paa Dem. - Neppe, H r. Kaptajn. - O g De vilde altsaa synes godt om atter for en S tund at kunne vende tilbage t il Deres forrige S tillin g som Fister og med dette D y r forvge Listen paa de Hvaler, De allerede har dræbt? - D et vilde jeg ganske vist synes meget godt om. - N u vel, saa kan De gjvre et Forsvg. - T a k, H r. Kaptajn, svarede Ned Land med straalende O jne. - Jeg v il blot i Deres egen Interesse advare Dem mod at sigte fejl paa det D y r. * ) ttiN ieore eeMoea. 70 - E r Dugongen da fa rlig at angribe? spurgte jeg. - J a undertiden, svarede Kaptajnen. D yret gaaer lvs paa sin Angriber og vælter hans Baad omkuld. M en for Master Land Lehvver man ikke at frygte denne Fare; han har et godt Lsie og en sikker Arm . H vorfo r jeg opfordrer ham til ikke at forfejle denne D ugong, er, fordi man betragter den som et meget fin t V ild t, og jeg veed, at Master Land forstaaer at sætte P riis paa en lille Lækkerbidffen. - N aa, saa den F yr der har faadanne gode Egenskaber, sagde Kanadieren. - Ja , Master Land. Dette D y rs Kjod sættes overordenlig hojt, og man gjvr derfor ogsaa en næsten vanvittig Jagt paa det, faa at det bestandig bliver mere og mere fjeldent, ligesom den med det besloegtede Lamantin. - Burde man da ikke, sagde Jean alvorligt, siaane dette D y r? - Maaste, svarede Kanadieren, men i Kjvkkenets Interesse v il jeg ubetinget anbefale at gjvre Jagt paa det. - Naa, saa lad os da det," sagde Kaptajn Nemo. I dette Dsieblik stege syv M and as Besætningen op paa Platformen. En af dem bar en Harpun og et Toug af samme A rt, som Hvalfiskefangerne bruge det. Baaden blev sat ud i Havet; sex Roerkarle toge Plads paa dens Tofter, og Styrmanden satte sig ved Noret. Ned, Jean og jeg sloge os ned agter ude. „F vlg e r De ikke med, Kaptajn? spurgte jeg. - Nej, H r. Professor, men jeg vrister Dem god Lykke paa Jagten." Baaden lagdes ud, og dreven frem as sine sex 71 Aarer styrede den hurtigt henimod Dugongen, som nu laa og drev i omtrent en halv Fjerdingvejs Afstand fra Nautilen. D a v i vare komne den nær i et P a r Kabellængders Afstand, sagtnede Baaden fin F a rt, og Aarerne fænkede sig lydlost ned i det rolige Vand. Med sin Harpun i Haanden gik Ned Land hen og stillede sig foran i Baaden. Det S la g s Harpuner, fom benyttes t il H valfifle jag t, ere i Almindelighed fæstede t il et meget langt Stykke T o u g , der hurtigt vikles op, naar det faarede D y r drager det med sig. M en her maalte Touget ikke mere end omtrent ti Favne, og Enden af det var kun bunden om en lille Tonde, der flod paa Vandfladen og fkulde angive, hvilken Retning D yret tog under Vandet. Jeg havde rejst mig op og iagttog tydeligt Kanadierens Modstander. Dugongen ligner Lamantinen meget. Dens aflange Krop ender med en meget langstrakt Halefinne og dens Sidefinner med virkelige Tæer. Uligheden med Lamantinen bestaaer i , at dens ovre Kjæbe er forsynet med to lange, spidse Teender, der paa begge S ider af Munden danne divergerende H ug tander. Den Dugong, fom Ned Land nu beredte sig t il at angribe, havde kolossale Dimensioner, og dens Længde oversteg vistnok tre og tyve Fod. Den gjorde ikke en eneste Bevægelse, men syntes at sove paa V andfladen, en Omstændighed, fom bevirkede, at den faameget lettere maatte kunne fanges. Baaden gled forsigtigt fremad, ind til den var kommen D yret nær i tre Favnes Afstand. Ned Land, 72 som stod foroverbojet, rystede Harpunen i sin erfarne Haand. Pludselig lod en hvinende Lyd sig hore, og D u g ongen forsvandt. Den kraftigt udslyngede Harpun havde rnaaffe kun truffet Vandet. „ S a a , fo r en Ulykke! udbrod Kanadieren; jeg har kastet fejl. - Nej, sagde jeg, D yret er saaret. De kan der se dets B lo d . M en Deres Vaaben er^ ikke bleven i Kroppen paa det. - M in H arpun, min H a rp u n !" streg Ned Land. Matroserne begyndte at ro, og Baaden blev styret henimod den flydende Tonde. D a Harpunen var bleven fisket op, begyndte Baaden at forfslge Dyret. Dette kom fra T id t il anden op t il Havfladen for at drage Aande. Dets S a a r havde ikke udmattet det, thi det fljod afsted med en uhort Hurtighed. Den af kraftige Arme fremdrevne Baad vedblev imidlertid at være lige i Hælene paa det. Flere Gange neermede den sig t il det i nogle Favnes Afstand. Kanadieren holdt sig beredt t il at kaste, men Dugongen stak med en hurtig Dykning under Vandet igjen. M a n tænke sig den Vrede, som opfyldte den utaalmodige Ned Land. Han udslyngede mod det ulykkelige D y r alle det engelste Sprogs kraftigste Eder. I en Times T id forfulgte v i det uden A fb ry delse, og jeg begyndte at tro , at v i ikke vilde faae B u g t med det. M en da blev det pludselig greben as en ulykkelig Hævnidee, som det snart fik Grund t il at angre. D et vendte sig om mod Baaden fo r nu selv at besvare dens Angreb. Denne M anovre undgik ikke Kanadieren. „ G iv A g t!" sagde han. Styrmanden yttrede nogle O rd paa sit besynderlige Sprog. Uden T v iv l gav han sin Besætuing en Advarsel om at være paa deres Post. D a Dugongen var tyve Fod fra Baaden, standsede den og snoftede vældigt med sine store Noeseboer, der ikke sidde for Enden as Næsen, men ovenpaa den. Derefter tog den Fart og styrtede mod os. Baaden kunde ikke undgaae Stodet. Halvvess kæntret indtog den en eller et P a r Tommer Vand, som man maatte ose ud, men takket være Styrmandens Dygtighed koentrede den ikke helt. Han havde nemlig lagt sin Baad saaledes, at Stvdet kun traf i skraa Retning. Henne i Forstavnen bearbejdede Ned med stadige Harpunstod det forfærdelige D y r, der med Teenderne huggede ind i Rælingen og loftede Baaden op af Vandet, omtrent som en Leve lester et Raadyr. V i vare faldne omkuld over hverandre, og jeg veed virkelig ikke, hvorledes vort Eventyr vilde have endt, hvis ikke Kanadieren t il S lu tn in g havde truffet Dugongen i Hjertet. Den forsvandt og tog Harpunen med sig. M en snart flod den lille Tonde igjen paa Havfladen, og nogle Ojeblikke efter saaes D yret ligeledes med Bugen i Vejret. Baaden roede hen til det, tog det paa Slæb og satte saa atter Koursen henimod Nautilen. M a n maatte anvende stoerke T a lje r fo r at hejse Dugongen op paa Platformen. Den vejede hundrede og tyve æntner. M a n star den i Stykker, mens Kanadieren saae paa det; han vilde paa ingen Maade 74 gaae G lip af en eneste af Operationens Detailler. Samme D ag serverede Stewarden mig t il M iddag nogle Skiver af Kjodet, der var bleven godt tillavet af Kokken ombord. Jeg fandt det fortræ ffeligt, bedre endogsaa end Kalve- og Oxekjod. Den fslgende D ag, den 11te Februar, blev Nautilens Kjokken forsynet med endnn nogle Stykker delikat V ild t. En Flok Havsvaler sloge nemlig ned paa S k ibet. D et var Arten 8lerna nilolloa, der er ejendommelig for AEgypten og kjendes paa sit forte Næb, sit graaprikkede Hoved, sine af hvide Punkter omgivne O jn e , graa V inger, Bryst og Hale famt fine rode Fodder. M a n fangede ogsaa nogle Dusin Nilænder, et S la g s vilde Fugle med pikant S m a g , hvis H als og Hoved ere hvide med sorte Pletter. Nautilen gik nu med modereret Fart. Jeg lagde Mærke t i l , at det rode Havs Vand blev mindre og mindre salt, efterhaanden som v i nærmede os Suez. O m trent Klokken fem om Eftermiddagen signaliserede vi, mod Nord, Kap Ras-Mohammed. Dette Forbjerg danner den yderste S p id s as det stenede Arabien, der ligger mellem Snez-Bugten og Anabah-Bugten. Nautilen sejlede ind i Jubalfundet, fom forer til Suezbugten. Jeg skjelnede tydeligt mellem de to B u g ter et hojt B jerg, der behersker Ras-Mahommed. Det var Bjerget Horeb, dette S in a i, paa hvis Top Moses skuede Guds Aasyn, og som man bestandig forestiller sig omgivet af en Lynkrone. Klokken sex passerede Nautilen, snart flydende paa Overfladen, snart nedsænket i Bolgerne, i lang Afstand forbi T o r, der ligger i Baggrunden af en B ugt, hvis 75 Vand forekommer rodfarvet, en Iagttagelse, som Kaptajn Nemo allerede havde gjort. N u faldt Natten ind med dyb Taushed, der kun undertiden blev afbrudt af Pelikanens og nogle Natfugles S krig, as Brændingens Bryven mod Klipperne eller af nogle Dampere, der langt borte pidskede Bugtens Vande med deres H ju lskovle. Im ellem Otte og N i holdt Nautilen sig nogle Favne under Vandfladen. Efter min Beregning maatte v i befinde os meget noer ved Suez. Gjennem S a lo n ens Glasruder saae jeg en Klippegrund, der blev smukt oplyst af vort elektriske Lys. D et forekom mig, at Sundet blev smallere og smallere. Klokken et Kvarter over N i hoevede Skibet sig atter op t il Vandfladen. Jeg steg op paa Platformen. Pderst utaalmodig, som jeg var, efter at passere Kaptajn Nemos Tunnel, kunde jeg ikke holde mig stille og fvgte nu at komme t il at indaande friske N atteluft. S n a rt opdagede jeg i M vrket et blegt og af Taagen halvt skjult S kin, der lyste omtrent i en F je rdingvejs Afstand fra os. „ E t Fyrskib", sagde Nogen toet ved mig. Jeg vendte mig om og saae Kaptajnen. „D e t er Fyrskibet ved Suez, vedblev han. V i ere nu snart ved Mundingen af Tunnelen. - D et maa ikke være nogen let Sag at lvbe ind i den. - Det er det ganske vist ikke, H r. Arounap. Jeg plejer derfor ogsaa at opholde mig i Styrmandens Kahyt for selv at lede Fartvjets Bevægelser. H vis De nu v il folge m ig, v il Nautilen fænke sig ned i 76 Belgerne og ikke komme op igjen kil Vandfladen, fer v i have tilbagelagt Suez-Tunnelen." Jeg fulgte Kaptajn Nemo. Lugen lukkedes og Reservoirerne fyldtes. Netop som jeg stod i Begreb med at begive mig t il m it Værelse, standsede Kaptajnen mig. „H r. Professor, sagde han, kunde det more Dem at folge mig t il Styrmandens Kahyt? - Jeg vovede ikke at bede derom, svarede jeg. - Kom da, og De stal saae at see A lt, hvad man kan see as denne paa samme T id underjordiske og undersviste Sejllads. Kaptajnen fulgte mig t il den midterste Trappe. Ved den mellemste Afsats aabnede han en D e r, fulgte den everste Gang og kom t il Styrmandens Kahyt, der, som man veed, hoevede sig ved den ene Ende af P la tformen. Denne Kahyt maalte sex Fod paa hver Side og havde en vis Lighed med de Overbygninger, i hvilke Styrmændene paa M ississippi- og Hudsonsdamperne have Plads. I M idten befandt sig et vertikalt lvbende H ju l, der greb ind i Rorkjættingerne, som strakte sig lige t il den bageste D e l as Nautilen. Fire lindseformede Glasstiver satte Styrmanden i Stand t il at see omkring sig i alle Retninger. Denne Kahyt var mvrk, men mine O jne bleve snart vante til M vrket, og jeg kunde tydeligt see S ty r manden, en kraftig K a rl, hvis Hænder hvilede paa Hjulfælgerne. Udenfor syntes Havet klart oplyst af Lysapparatet ved den modsatte Ende af Platformen. 77 „Lad os nu soge vor Gjennemfart, sagde Kaptajn Nem o. Styrmandens Kahyt stod ved elektriske Traade i Forbindelse med Maskinrummet, saa at Kaptajnen ogsaa her kunde give Nautilen den Fart og Retning, som han onskede. Han trykkede paa en Metalknap og Skruens Hurtighed formindskedes skrap. Jeg betragtede taus den hoje, bratte Klippemur, langs med hvilken v i i dette Lljeblik sejlede, og som udgjor den urokkelige Grundvold for Kystens S a n d bund. En Tim estid fulgte v i denne M u r i kun nogle Favnes Afstand. Kaptajnen havde ikke sit B lik bortvendt fra Kompasset, der hvilte i dets to konæntriske Ringe. Paa et ubetydeligt Vink af ham forandrede Styrmanden hvert B je b lik Nautilens Retning. Jeg havde taget Plads ved Bagbordsvinduet og lagde Moerke t il en hel D e l prægtige Koralbygninger, Plantedyr, Alger og Krebsdyr, der strakte deres Fodder ud af Klippens Revner. Klokken et Kvarter over T i greb Kaptajn Nemo selv Roret. E t bredt, morkt og dybt G alleri aabnede sig for os. Nautilen skjod dristigt ind i det. V i horte en usoedvanlig B rusning t il begge S ider. Det var det rode Havs Vande, som ved Tunnelens Ende styrtede ind i Middelhavet. H urtig som en P il fulgte Nautilen Strsmmen. Paa Tunnelens snevre Vægge saae jeg kun g lim rende S trib e r, lige Linier, J ld fu re r, malede af den hurtige F a rt under det elektriske S kin. M it Hjerte bankede. 78 Klokken N i og femogtredive M inu ter forlod Kaptajn Nemo Roerhjulet og sagde, henvendt til m ig: „M iddelhavet". ' I mindre end tyve M in u te r havde Nautilen, dreven af Strvm m en, tilbagelagt Vejen under Landtangen ved Suez. 79 Sjette Kapitel. Det gråske Arkipelag. ^!e n folgende D ag, den 12te Februar tid lig om M o r genen, hævede Nautilen sig atter op t il Havfladen. Jeg styrtede op paa Platformen. O m trent tre Fjerdingvej synder ude aftegnede sig Pelusiums msrke Silhouet. V i vare komne fra det ene Hav ind i det andet. Henimod Klokken S y v kom Ned og Jean op til mig. Disse to uadskillelige S talbrsdre havde sovet ro lig t uden at bekymre sig om Nautilens Bedrifter. „N a a H r. Naturforsker, spurgte Ned Land i en lid t spodfk Tone, hvorledes gaaer det saa med M id delhavet. - V i sejle for Ojeblikket paa det, min Ven. - O g det er skeet inat! udbrod Jean. - J a inat have v i paa nogle Tim er passeret Landtangen ved Suez. - D et kan jeg ikke troe paa, svarede Kanadieren. - M en det forholder sig alligevel saaledes, M a ster Land. Kysten, som runder sig derude mod S yd , er den (egyptiske Kyst. - De faaer mig ikke t il at troe det, H r. Aronnax, vedblev Kanadieren. 80 - M en naar H r. Professoren sorsikkrer det, sagde Jean til ham, saa maa man vel tro det. - Jeg stod i Styrmandens Kahyt ved Siden as Kaptajn Nemo, medens han selv styrede Nautilen gjennem den trange Passage. - De horer Ned, sagde Jean. - O g De, Ned, der har saa gode O jn e , v il upaatvivlelig kunne see Stendæmningerne, der ved P o rt- S a id strække sig ud i H avet". Kanadieren saae opmærksomt i den angivne Retning. „ J a virkelig, udbrod han, og Kaptajn Nemo er en Mester over alle Mesters. V i befinde os paa denne Maade alligevel i Middelhavet. Godt. Med Deres Tilladelse ville v i da nu tale lid t om vore Privataffærer; men saaledes, at Ingen kan hore os." Jeg saae meget godt, hvor han vilde hen. Ikke destomindre ansaae jeg det sor rigtigst at tale med ham, da han nu engang onskede det. V i gik derfor alle Tre hen og satte os i Nærheden as Lysapparatet. „N u , Ned, ere vi parate t il at hore Dem. Hvad har De at sige os? - Hvad jeg har at sige er meget simpelt, svarede Kanadieren. V i ere i Europa, og for Kaptajn Nemo finder paa at fore os ind i Polarhavene ellertilbage t il de Oæaner, som vi nylig have forladt, vilde jeg være meget glad ved at kunne forlade N autilen." Jeg v il oprigtig talt tilstaae, at det gjorde mig forlegen hver Gang jeg skulde afhandle dette Emne med Kanadieren. Jeg vilde paa ingen Maade stille mig i Vejen for mine Ledsageres Frihed, og alligevel solte jeg ikke mindste Trang til at forlade Kaptajn 81 Nemo. Takket være ham og takket være hans Skib suldstændiggjorde jeg hver D ag mine underssiske S tu dier, og midt i det vaade Element omarbejdede jeg min Bog om Havdyrene. Vilde jeg nogensinde gjenfinde en saadan Lejlighed t il at iagttage Oæanets Vidundere? Nej, ganske vist ikke. Jeg kunde derfor heller ikke gjsre mig fortrolig med den Jdee, at v i skulde forlade N autilen, fer v i havde fuldendt vore Forskninger. „ M in Ven, sagde jeg t il N ed, svar mig aldeles oprigtigt. Kjeder De Dem her ombord? ALrgrer det D em , at Skjæbnen har kastet Dem i Hænderne paa Kaptajn N em o?" Kanadieren grundede nogle Ojeblikke, fe r han svarede. Derpaa foldede han Armene over Brystet og sagde: „O p rig tig ta lt angrer jeg ikke denne Rejse under Vandet. D et v il være mig en Tilfredsstillelse at have gjort den. M en for at man kan h a v e gjort den, . maa den nodvendigvis have en Ende. S e , det er min Opfattelse. - M en troer De ikke, sagde han, at Kaptajn Nemo, naar v i have gjennemstrsjfet alle Verdens Have v il give os Rejsepas alle Tre? - Rejsepas! udbrod Kanadieren. J a , t i l en anden Verden, mener De vel. - O verdriv ikke, Master Land, svarede jeg. V i have In te t at frygte af Kaptajnen, skjsndt jeg ikke er af Jeans M ening. V i ere Herrer over Nautilens Hemmeligheder, og jeg vover ikke at haabe, at dens Kaptajn, fo r at gjengive os Friheden, v il udsætte sig forat see disse Hemmeligheder spredte ud over hele Verden. il. 6 82 - M en hvad haaber De da? spurgte Kanadieren. - A t der ligesaa godt om sex Maaneder som nu v il indtræffe Omstændigheder, af hvilke v i baade kunne og bor benytte os. - Naa, saaledes. O g hvor troer da H r. P ro fessoren, at v i ville være om sex Maaneder. - Maaske her, maafle i Kina. De veed, at Nautilen er en rast Sejler. Den gjennemfarer Oæanerne, som en Svale gjennemfarer Luften eller et Exprestog Kontinenterne. Den frygter ikke de mest besogte Have. Hvem siger os v e l, at den ikke v il besoge Frankrigs, Englands eller Amerikas Kyster, hvor en F lu g t kan foregaae med samme Fordel som her? - H r. Professor, svarede Kanadieren, Deres Argumenter udgaae fra gale Forudsætninger. De taler i Futurum . „ V i ville komme derhen og derhen." M en jeg taler i Præsens, jeg siger: „ V i ere her," og v i bor benytte os af Lejligheden." Jeg var bragt i Klemme ved Ned Lands Logik, og jeg folte mig slaaet af Marken. Jeg indsaae ikke, hvilke Argumenter jeg nu skulde gribe t il for at fo rsvare min Sag. „H r. Aronnax, vedblev Ned, lad os antage det Umulige, lad os sætte, at Kaptajn Nemo den Dag idag tilbod Dem Friheden. V ilde De saa modtage den? - Jeg veed ikke, svarede jeg. - M en hvis han lagde t i l , at dette T ilbu d , som gjores Dem idag, aldrig mere v il blive fornyet, vilde D e saa heller ikke modtage det?" Jeg svarede ikke. 83 „N aa, hvad mener vor Ven Jean da? spurgte Kanadieren. - Jean, svarede den brave F yr ro lig t, har In te t at sige. Han er fuldstændigt uinteresseret i det foreliggende Sporgsm aal. Ligesom hans Herre og hans Kammerat Ned Land er han ugift. Hverken Hustrn, Forældre eller B o rn vente ham i Fædrelandet. Han er i Professorens Tjeneste, han tænker som P rofessoren, han taler som Professoren, og han maa eengang for alle erklære, at man ikke maa gjore Regning paa ham for at danne en M a jo rite t. Kun to P ersoner staae imod hinanden, Professoren paa den ene S ide og Ned Land paa den anden." Jeg kunde ikke lade være at trække paa S m ile - baandet, da jeg horte Jean saa fuldstændig regne sig selv fo r In te t. F orsvrig burde Kanadieren være glad ved ikke at have ham imod sig. „N aa , ja saa lad da os H r. Professor, sagde Ned Land, forhandle Sagen mellem os T o alene. Jeg har ta lt, og De har hort mig. Hvad har De at svare?" Jeg ansaae det for ligesaa godt strax at komme t il et Resultat. „G ode N ed, sagde jeg; nu vel, saa stal jeg svare Dem. De har Ret ligeoverfor m ig , og mine Beviser kunne ikke holde Stand imod Deres. M a n maa ikke bygge paa Kaptajn Nemos V e lvillje . Den simpleste Forsigtighed forbyder ham at sætte os i F r ihed. Derimod byder Forsigtigheden, at v i benytte os af den forste bekvemme Lejlighed t il at forlade Nautilen. 6* 84 - G o d t, H r. Professor. D et kan man kalde at tale fornuftigt. - Jeg har kun en Anmærkning at gjore hertil, kun en eneste. D et er nodvendigt, at Lejligheden er rig tig gunstig. V o rt forste Forsog paa Flugt maa nodvendigvis lykkes. T h i hvis det strander, v il en ny Lejlighed aldrig tilbyde sig, og Kaptajn Nemo v il ganske bestemt nok huske os det. - A lt det er ganske sandt, svarede Kanadieren. M en Deres Anmærkning passer paa ethvert F lu g tfo rsog, hvad enten det finder Sted om to A ar eller om to Dage. Sagen stiller sig da ganske simpelt saaledes: hvis en gunstig Lejlighed t il F lugt kommer, maa man benytte sig af den. - Jndrommes. O g v il De Nu sige mig, Ned, hvad De sorstaaer ved en gunstig Lejlighed. - En saadan, som i en mork N at forte N autilen toet ind t il en eller anden evropoeisk Kyst. - V ilde De da forsoge at flygte ved Svom ning. - J a , saafremt v i befandt os tilstroekkelig nær ved Kysten, og saafremt Skibet flod paa Overfladen. - M en hvis v i nu sejlede under Vandet. - S a a vilde jeg soge at bemægtige mig Baaden. Jeg veed, hvorledes den skal manovreres. V i vilde saa praktisere os ind i den og stige op t il Overfladen, uden at Nogensomhelst, end ikke Styrmanden, lagde Moerke t il vor Flugt. - Godt, Ned. Pas paa et saadant Tilfælde. M en glem ikke, at v i ere fortabte, hvis det m islykkes. - D et stal jeg ikke glemme, H r. Professor. - O g nu, Ned, v il De vide min M ening om Deres P la n ? - Gjerne, H r. Professor. - N u vel, jeg troer ikke, at denne gunstige Lejlighed v il tilbyde sig. - H vorfo r ikke? - Fordi Kaptajn Nemo maa kune indsee, at v i ingenlunde have opgivet Haabet om at gjenerhverve vor Frihed. Han v il af den Grund upaatvivlelig være paa sin Post, isser naar v i ere nær ved de evropæifke Kyster. - Ja , deri har Professoren vistnok fuldstændig Ret, sagde Jean. - O g nu, Ned, tilfojede jeg, maa dette Emne vel være tilstroekkelig drvftet. Den D a g , da De er færdig t il Flugten, underretter De os derom, og v i ville da folge Dem. Jeg stoler i E t og A lt paa D em ." Saaledes endte denne Sam tale, der senere skulde faae saa alvorlige Folger. Jeg Lvr im idlertid tilfoje, at Forholdene, selvfølgelig t il Ned Lands store F o rtvivlelse, syntes at Lekræfte, hvad jeg havde forudseet. Havde Kaptajn Nemo M is tro t il os, nu da v i vare i disse mere besvgte Have, eller vilde han kun skjule sig for de mange Fartvjer af alle N ationer, fom plvje Middelhavet? Jeg'veed det ikke, men saa Meget er sikkert, at han fom oftest holdt sig under Vandet og i lang Afstand fra Kysterne. Saaledes kom jeg da heller ikke t il at gjvre Bekjendtskab med O en Karpathos paa anden Maade end ved fslgende Vers af V ir g il, som Kaptajn Nemo 86 citerede, idet han lagde sin Finger paa et Punkt as G loben: L s l in 6 a r M tu o disxtunis gurZNe vst68 6 sru le u 8 ? r o t 6 U 8 ............................ Denne O , som nu kaldes Skarpanto og er beliggende mellem Rhodos og Kreta, var virkelig det antike Opholdssted for Proteus, den gamle Hyrde over Neptuns Hjorde. Jeg saae kun dens G ranitgrundvolde gjennem Salonens Vinduer. Den sslgende D ag, den 19de Februar, besluttede jeg at anvende nogle Tim er til at studere Fiskene i dette Arkipelag, men af en eller anden Grund forblev Lugerne tillukkede. Nautilen styrede i Retning af Kandia, det gamle Kreta. Paa den T id , da jeg gik ombord paa Abraham Lincoln, havde hele D en rejst sig mod den tyrkiste Despotisme. M en hvorledes det siden var gaaet med denne Revolution, var mig fu ld stændig ubekjendt, og Kaptajn Nemo, der havde ophoevet al Forbindelse med Landjorden, kunde selvfslgelig ikke oplyse mig derom. Jeg gjorde derfor ikke nogen Hentydning t il denne Begivenhed, da jeg om Aftenen befandt mig ene med ham i Salonen. F orvvrig forekom han mig mere end soedvanlig taus og tankefuld. Efter en Stunds Forlvb befalede han, imod sin Vane, at Lugerne i S a lonen skulde aabnes, og idet han gik fra den ene t il den anden betragtede han opmeerksomt Vandmassen. I hvad Hensigt? Jeg kunde ikke gjætte det. Jeg for nnt Vedkommende anvendte Tiden t il at studere de Fiste, der viste sig for mig. B landt Andre iagttog jeg de halvt sosforlysende P agrer, et S la g s Strandkarndser, som LEgyPterne regnede mellem de hellige D y r, og hvis Ankomst t il Floden bebudede dens frugtbringende Oversvømmelse, af hvilken Grund denne deres Ankomst ogsaa fejredes med religiose æremonier. Jeg bemærkede ligeledes Cheilinier af en halvs Fods Længde, et S la g s Benfist med gennemsigtige Skjæl, og fom ere blygraa af Farve med rode P letter; de fortære med Begærlighed Havplanter, der give dem en fortræffelig Sm ag. Cheilinierne vare faaledes ogsaa meget efterspurgte af Fraadserne i det gamle Rom, og deres In dm ad, anrettet sammen med Murænemelk, Paafuglehjerner og Flamingotunger udgjorde den guddommelige Ret, som satte V ite lliu s i Henrykkelse. En anden Jndvaaner af dette Hav fængslede ogsaa min Opmærksomhed og opvakte i min Sjæl alle dets M inder fra Fortiden. D et var Sugefisken Lellenei8 remorn, der fejler omkring fæstet t il Hajens B ug. Jfolge de Gamles Anskuelse kunde denne F ist, naar den sugede sig fast t il et F a rto j, forhindre dets Lob, og et af disse D y r , der under Slaget ved Actium fastholdt Antonius' S k ib , lettede faaledes Sejren for Augustus. A f hvormange Bagateller er ikke N a tio nernes Skjæbne afhængig! Jeg iagttog ogsaa herlige Anthiaer, der tilhore Lutjanernes O rden, et S la g s F ist, fom mellem Romerne ansaaes for hellige, idet man tilskrev dem Evne t il at kunne bortjage H a vvidundere af de Have, hvor de opholdt sig. Deres Navn betyder „B lo m s t", og de svare t il det ved deres g lim rende Farvenuanær; de vexle fra mat Rofenrodt t il 88 straalende Rubinglands. Jeg var netop hensunken r Betragtning af disse smukke D y r, da m it B lik pludselig t fængsledes af et hejst uventet S y n . M id t i Havet opdagede jeg et Menneske, en D ykker, der bar en Læderpung ved sit Bælte. Det var ikke et Legeme, prisgivet t il Belgerne. Det var et levende Menneske, som svemmede med kraftige Tag og undertiden forsvandt for at aande ved Overfladen, men strax derefter dukkede ned igjen. Jeg vendte mig om til Kaptajnen og udbrod: „ E t Menneske! En Skibbrudden! M a n maa for enhver P ris redde ham." Kaptajnen svarede ikke, men stillede sig hen t il Glasruden. Manden nærmede sig og betragtede os med A n sigtet trykket teet op t il Ruden. T il min store Forundring gav Kaptajnen ham et Tegn. Dykkeren besvarede det med Haanden, steg derpaa op til Overfladen og viste sig ikke mere. „Forurolige Dem ikke, sagde Kaptajnen t il mig. D et er Nikolaus fra Kap M atapan med Tilnavnet „Fiskeren". Han er almidelig bekjendt paa Cykladerne som en ualmindelig dygtig Dykker. Vandet er hans Element; han opholder sig næsten mere i det end paa Land som Folge af de Svommeexpeditioner, han foretager mellem de forskjellige O e r lige in d til Kreta. - Kjender De ham, Kaptajn? - J a , hvorfor ikke, H r. Professor." Efter at have yttret disse O rd gik han hen til et L>lags Skab, der stod ved den venstre Luge i S a lonen. I Noerheden as dette Skab iagttog jeg en jernbeflaaet K uffert, hvis Laag var forsynet med en Kobberplade, paa hvilken var indridset Nautilens Navnechiffer tilligemed dens Valgsprog: illobilis in mobile. Uden at bekymre sig om min Nærvoerelse aabnede Kaptajnen Skabet, der indeholdt en Mængde M e ta lbarrer. Disse B a rrer vare af G uld. H vorfra fik Kaptajnen dette kostbare M e ta l, som repræsenterede en enorm S u m ? H vor famlede han dette G u ld , og h vo rtil agtede han at anvende det? Jeg sagde ikke et O r d ; jeg var lutter O je . Kaptajn Nemo fyldte af den rige Beholdning Kufferten med G uld, og jeg v il anslaae dens Værdi efter denne Fyldning t il henved et P a r M illio n e r Rigsoaler. Den blev derpaa omhyggelig tillaafet, og Kaptajnen skrev paa Laaget af den en Adresse med, som det forekom mig, nygræfke Bogstaver. Derefter trykkede han paa en Knap, som gjennem en elektrisk Traad stod i Forbindelse med Rummet, hvor Besætningen opholdt sig. Fire Mænd traadte ind og fkjod, ikke uden Anstrengelse, Kufferten ud af Salonen. En S tund efter horte jeg, hvorledes de med T a lje r hidsede den op ad Jerntrappen. I samme O jeblik vendte Kaptajn Nemo sig om imod mig. „Sagde De Noget, H r. Professor, spurgte han. - Nej, aldeles Ingenting, H r. Kaptajn. - I faa Tilfælde har jeg den M r e at onfke Dem G odnat." O g med disse O rd forlod Kaptajnen Salonen. Jeg gik ind i m it Værelse, grublende, som man 90 kan toenke sig, over hvad der var skeet. Jeg grundede paa Forbindelsen mellem Dykkerens Optroeden og den med G uld fyldte Kuffert. S n a rt solte jeg gjennem en vis S lin g rin g , at Nautilen forlod de lavere Vandlag og steg op t il Overfladen. Derpaa horte jeg Fodtrin paa Platformen. Jeg forstod, at man gjorde Baaden los og satte den i Soen. T o Tim er senere fornyedes den samme M ansvre. Baaden hissedes op og sattes ind i sin Fordybning, hvorpaa Nautilen selv soenkede sig under Bolgerne. M illionerne vare paa denne Maade blevne expederede efter deres Adresse. M en t il hvilket Punkt af Kontinentet? Dagen efter underrettede jeg Jean og Kanadieren om Dagens Begivenheder, og de bleve ikke mindre fo rundrede, end jeg var det. „M e n hvorfra tager han dog disse M illio n e r", spurgte Ned Land. D et var mig um uligt at besvare Spsrgsmaalet. Efter Frokosten begav jeg mig t il Salonen og satte mig t il at arbejde. Lige in d til Klokken fem var jeg bestjoeftiget med mine Optegnelser. D a folte jeg pludselig en saa forfærdelig Hede, at jeg maatte aftage mine Byssuskloeder. Det var mig aldeles uforklarligt, da v i jo ikke befandt os under nogen hojere Bredegrad og N autilen, der flod under Vandet forovrig under alle Betingelser ikke kunde blive naaet af nogen forhojet Temperatur. Jeg saae paa Manometret. Det viste en Dybde af to hundrede Fod, en Dybde, hvortil den atmosfæriske Varme um uligt kunde naae. 91 Jeg fortsatte m it Arbejde, men Temperaturen blev efterhaanden mere og mere utaalelig. „Skulde der være J ld lo s om bord?" spurgte jeg mig selv. Jeg stod just i Begreb med at forlade Salonen, da Kaptajn Nemo traadte ind. Han noermede sig Thermometret, underfogte det og sagde, henvendt t il m ig: „T o og fyrgetyve Grader. - Jeg mærker det Kaptajn, svarede jeg ; og faafremt denne Varme foroges en Sm ule endnu, bliver det um uligt at udholde den. - Denne Varme v il kun, H r. Professor, blive foroget, saafremt v i selv ville det. - Kan De da moderere den efter Behag? - N e j, men jeg kan fjerne mig fra det, som frembringer den. - Kommer den udvendig fra ? - J a netop. V i sejle i en S trs m af kogende Vand. - E r det m uligt? udbrod jeg. - Se selv!" Lugerne bleve aabnede, og jeg saae, hvorledes Havet var aldeles hvidt rundt omkring Nautilen. En Rog af Svovldampe kom op fra Bolgerne, der kogte ligesom Vandet i en Kjedel. Jeg lag d e 'm in Haand paa et af Vinduerne, men Heden var saa stærk, at jeg maatte tage den bort igjen. „H v o r ere v i? spurgte jeg. - I Nærheden af B e n S a n to rin , H r. P rofessor, og netop i det S u n d , som adstiller Nea-Kamenni 92 og Palea-Kamenni. Jeg har villet overraske Dem ved Synet af en undersoifl Eruption. Jeg troede, at disse V e r nu vare dannede færdig, sagde jeg. - In te t kan kaldes afsluttet i disse vulkanske Farvande, svarede Kaptajn Nemo. Her arbejder stadig den underjordiske I ld . Allerede A ar 19 efter vor Tidsregning viste sig, ifslge Kassiodorus og P lin iu s , en V , ^t-heia (eller den Guddommelige), paa det samme S te d , hvor disse Holme nu ere opstaaede. En T id efter sænkede denne V sig under Bvlgerne, fo r atter at dukke op A ar 69 og endnu engang at forsvinde. Fra denne T id og t il vore Dage standsede saa det Plutonifke Arbejde. M e n den 3die Februar 1866 opskjvd mellem de svovlagtige Dampe en ny H o lm , der fik Navnet Georgsven, og som den sjette i samme Maaned groede sammen med N oa-K am enni, i hvis umiddelbare Noerhed den var opstaaet. S y v Dage senere eller den 13de Februar viste sig Holmen Aphroessa, der ved et Sund as tredive Fods Brede adskilles fra N oa-K am enni. Jeg befandt mig i disse Farvande, da det forunderlige Foenomen indtraf og fik derved Lejlighed til at studere det i alle dets Faser. V e n Aphroessa, der havde eu noesten suldstoendig rund Form, maalte tre hundrede Fod i Gjennemsnit med en Hojde af tredive Fod. Den bestod af sort, glasagtigt Lava, blandet med Feldspathstykker. Endelig den 10de M a rts viste sig i Noerheden af Noa-Kamenni endnu en m indre H olm , der fik Navnet Reka og senere groede sammen med de andre, saa at disse tre Holme nu kun udgjore een. 93 - O g det S u n d , hvor v i for Ojeblikket befinde os? - Her er det, svarede Kaptajn Nemo, idet han pegede paa et Kort over det græste Arkipelag; som De seer, har jeg paa dette K ort ansat de nye Holme. - M en dette S und v il vel en fkjsn Dag blive fyld t til. - Det er tro lig t nok, H r. Professor, thi siden 1866 er der opstaaet otte smaa Lavaser ligefor Havnepladsen S a n t Nikolaos paa Palsa-Kamenni. D et er derfor mere end sandsynligt, at N sa og P alsa i en ikke fjern Fremtid ville blive forenede med hinanden. Medens det i det stille Oæan er Koraldyrene, som bygge Kontinenterne, saa er det her Eruptionerne. B e tragt engang det Arbejde, som gaaer for sig under Bslgerne." Jeg begav mig atter hen t il Vinduet. Nautilen bevoegede sig ikke. Heden begyndte at blive fuldstændig uudholdelig. F ra hvidt var Havet nu bleven rodt, en Farvetone, der beroede paa Tilstedeværelsen af Je rn salte. T i l Trods fo r Salonernes hermetisk tillu kkede D ore udviklede der sig en forfærdelig S vo llu g t, og jeg iagttog fkarlagensrsde Luer, hvis blændende S kin fordunklede det elektriske Lys. Jeg dryppede af S ve d , jeg var nærved at blive Laade kvalt og kogt. „ V i kunne um ulig blive loengere i dette kogende Vand, sagde jeg t il Kaptajnen. - N e j, det v il neppe voere raadeligt", svarede han ro lig t som sædvanlig. D er blev givet en Ordre. Nautilen steg i Vejret, og et Kvarteer efter trak v i atter Vejret paa O verfladen. D et faldt mig ind, at hvis Ned Land havde valgt dette Farvand t il Jværksoettelsen af v o r'F lu g t, vilde v i neppe være komne levende ud af Ildhavet. Den fslgende D a g , den 1ste Februar, forlode vi denne D e l af M iddelhavet, der mellem Rhodos og Alexandria har en Dybde af ti tusind Fod, og efterat v i paa Afstand vare passerede ærigo og Kap M a ta - pan befandt Nautilen sig udenfor det groeske Arkipelags Farvande. 95 Syvende Kapitel. To Degn i Middelhavet. ^M id d e lh a ve t, dette H av, der er blaat fremfor alle andre, Hebræernes „store H a v ", Grækernes „H a v e t", Romernes »mare nostrum», M iddelhavet, der er kantet med Oranger, Aloer, Kaktns'er og Strandpinier, der er parfumeret af Myrthernes D u ft, omkrandfet af skovkloedte Bjergskraaninger, moettet af en ren og klar L u ft, men stadig bearbejdet af underjordisk I l d , dette Hav er en virkelig Kampplads, hvor Neptun og P lu to endnu kæmpe om Herredømmet over Verden. Her ved disse Kyster og paa disse Vande, siger Michelet, vinder M e n nesket ny Styrke i et af Jordklodens sundeste Klimaer. M en hvor fkjont dette Hav end er, kunde jeg dog kun tage et hurtigt O verblik over det. Kaptajn Nemos personlige Kjendskab t il det stod mig heller ikke t il Disposition, thi dette gaadefulde Menneske viste sig ikke en eneste Gang under hele den hurtige F a rt gjennem dette Hav. Rejsen over det tilendebragtes i to Gange fire og tyve Tim er. Den 16de Februar om Morgenen havde v i forladt de græske Farvande, og den 18de fo r Solopgang passerede v i Strædet ved G ib ra ltar. 96 Jeg indsaae godt, at dette M iddelhav, der liggerindeklemt netop mellem de Lande, som Kaptajn Nemo vilde undgaae, ikke i nogen synderlig Grad kunde t i l tale ham. Dets B vlg er og Briser bare t il ham a ltfo r mange M inder, som neppe vare behagelige. Han maatte her opgive den Frihed i Bevægelserne, den Ubundethed i M anovreringen, som Oæanerne tilstedte ham, og hans N a u til fellte sig ikke sikker mellem E vropas og Afrikas a ltfo r nærliggende Kyster. Skibet fljvd derfor ogsaa en Fart af omtrent halvsjette M i l i Timen. D et fslger as sig selv, at Ned - til sin store Bekymring - maatte opgive alle P laner om Flugt. Han kunde ikke betjene sig af den med fyrgetyve t il femogfyrgetyve Fods Fart i Sekunden bortforte Baad. A t forlade Nautilen under disse Forhold vilde være akkurat det Samme som at springe ud fra et Jernbanetog, der gaaer med Expresfart, og det er jo en meget fa rlig M anovre veed man nok. Skibet steg desuden kun ved Nattetid op til Overfladen fo r at indtage nyt Luftforraad. Jeg saae saaledes ikke Mere t il det In d re af M iddelhavet end Passagererne paa et Exprestog se af det forbillende Landflab, nemlig fjerne Horisonter, men ikke de noermest liggende Egne, der flygte bort som Lyn. Jean og jeg lagde dog Moerke til nogle M id - delhavsfifl, der ved deres Finners Styrke i nogle O je - blikke formaaede at fslge Nautilen. V i holdt os paa Udkig bag Vindusruderne i Salonen, og vore O p tegnelser sætte mig i Stand t il her at yttre nogle O rd om dette Havs Jktyologi. A f de forfljellige Fifleslægter, som bebo det, saae jeg nogle og opfangede et G lim t af andre, for flet ikke at tale om dem, som Nautilens Hurtighed forhindrede mig i at iagttage. M a a det derfor være mig tilla d t at inddele dem efter denne ejendommelige Klassifikation. Den v il passe bedst for mine flygtige Iagttagelser. M id t i Vandmassen, der blev smukt oplyst af det elektriske Lys, svommede disse tre Fod lange Lampreter, der ere fælles næsten for alle Klimaer. O xyrhinker, et S lags Rokker af fem Fods Brede med hvid B ug og askegraa plettet R yg, udbredte sig ligesom store Schvaler, der fortes bort af Strommen. Andre Rokarter ilede saa hurtigt forbi, at jeg ikke kunde see, om de vare værdige Benævnelsen O rn e , som Grækerne gave dem, eller Tilnavnene R otte, Padde, Læderlap o. s. v ., hvormed Nutidens Fiskere have dobt dem. En Mængde Hajer af den tolv Fod lange A rt 8qvalus fla n e n s, som Dykkerne især frygte, kappedes i Hurtighed med hinanden. „Havræve" af otte Fods Længde og begavede med en overordenlig fin Lugt ilede frem lig store, blaaagtige Skygger. Guldfiste af Slægten Sparns, hvorimellem nogle havde en Længde af in d til fire Fod, viste sig i deres af S o lv og Azur straalende D ra g t, der stak stærkt af mod Finnernes morke Farvetone; det er Fiste, som vare helligede t il Venus, og hvis O jne ere indfattede med gyldne Kanter, en værdifuld Fiskeart, der trives saavel i S a lt- som Ferskvand, der opholder sig i Soer, Floder og Oæaner, der lever i alle Klim aer, der udholder alle Temperaturer og hvis Raæ, som kan fores tilbage lige t il J o r dens geologiste Epoker, stedse har bevaret sin oprindelige Skjonhed. Proegtige S to re r af femogtyve og 98 tredive Fods Længde og udmærket hurtigsvvmmende, stodte med deres kraftige Halefinner mod Salonens Vinduer, idet de viste den blaaagtige, med smaa brune Pletter oversaaede Ryg. Disse Fiffe ligne Hajerne, med hvilke de dog ikke kunne kappes i S tyrke; de opholde sig i alle Have. O m Sommeren gaae de op mod Strsm m en i de store Floder, som Volga, Donau, P o, Rhinen, Loire og O der, og leve af S ild , M a krel, Lap og Torsk; uagtet S tsren tilhsrer Bruskfiffenes Klasse, er den dog særdeles velsmagende; den spises fersk, tvrre t, marineret eller saltet, og i fo rdums T id sattes den frem paa Lucullus' B ord. M en as Middelhavets sorffjellige Beboere var det dog Benfiffenes sexogtredivte Slægt, som jeg kunde iagttage med stvrst H e ld , naar Nautilen steg op t il Overfladen. Denne Slægt bestaaer as Thunfiffene, som gjenkjendes paa den sorteblaa Ryg og paa den sølvskinnende B ug. De fvlge i Reglen Skibene, hvis svalende Skygge de svge under den tropiffe Himmels I l d . De fulgte da ogsaa Nautilen, ligesom de forhen havde fulgt Lapsrouses S kib. Hele Tim er igjennem kappedes de i Hurtighed med Fartvjet. Jeg kunde ikke blive troet af at beundre disse for en hurtig Fart saa udmoerket konstruerede Fiffe med deres lille Hoved glatte K ro p , der hos nogle oversteg ti Fod, deres med en moerkværdig Styrke udrustede Brystfinner og dybt indffaarne Halefinner. De svvmme i triangelformede Skarer ligesom sorffjellige Fugle, med hvilke de kunne sammenlignes i Hurtighed. O g alligevel kunne disse D y r ikke undfly de provencalske Fiffere, der soette soerdeles hvj P ris paa dem. B lin d t og 99 vanvittigt kaste de sig i de marseillanske Madragener*) for at omkomme i dem. Kun for at faae A ltin g med v il jeg ogfaa anfore de Fiske, af hvilke Jean og jeg blot saae et G lim t. De vare 6^lnnatu8 tieraLkei-, Ormfifken, der soer fo rb i som en R o g ; Havaale af n i t il ti Fods Længde og stiftende med gronne, gule og jblaa F a rve r; tre Fod lange H vidlinger, hvis Lever er en stor R a rite t; T rig - ler, som Digterne kalde Lyrefiste og Somændene K n u rhaner, og hvis Snude er forsynet med tre triangelformede S kive r, der ligne det Homerste Instrum ent; Holoæntrer med rodt H oved, og hvis Rygfinner ere forsynede med traadlignende Tilvæxter; M ajfiste, der ere pyntede med sorte, graa, brune, blaa, gule og gronne P letter; pragtfulde S le tva re r, disse Havets Fasaner, der have gule, brunprikkede Finner, og hvis ovre Side, o : den venstre, sædvanligvis er marmoreret i gult og b ru nt; endelig Skarer af herlige Skjægmaller (NuIIu8 bardatu8), som Romerne betalte med in d til ti tusinde S cudi Stykket, og som de lode do for deres B jn e for med grumt B lik at folge deres Farvestiftninger fra Cinoberrodt in d til Dodens matte Hvidhed. Hvad Havpattedyrene angaaer, troede jeg, da v i passerede M undingen af Adriaterhavet, at have iagttaget to eller tre med en Rygfinne forsynede Kaskelotter *) „Madragenerne" ere store Dobbeltnet, forfardigede af spansk Steppegras og Hamp. De have undertiden en Lomgde af 3000 Alen med tilsvarende Dybde og Brede. Det er et Redflab, der koster over ti tusind Rigsdaler, og hvis aarlige Optagen og Atterudsætten belober sig til omtrent firehundrede Daler. 7* 100 af Sloegten Physetus, nogle Delfiner af Globiæphalernes Slægt, som særstilt tilhorer M iddelhavet, og hvis Hoved har en Mængde smaa lyse Streger, samt desuden nogle Soelhunde med hvid B u g , men fo rovrig med sort S kin d ; disse D y r ere kjendte under Navnet Munke og see aldeles ud som Dominikanere af ti Fods Loengde. Hvad Plantedyrene angaae, kunde jeg i nogle Djeblikke beundre en herlig, orangefarvet Galeolaria, der heftede sig fast t il Bagbordsruden. Flere M idd e lhavsplantedyr vilde v i neppe have faaet at see, hvis ikke Nautilen den 16 de om Aftenen havde sagtnet sin F a rt. Grunden hertil var folgende: V i sejlede mellem S icilie n og den tunesiske Kyst. H e r, paa den forholdsvis smalle Strækning mellem Kap B o n og Messinastrædet, hæver Havbunden sig pludseligt, saa at der opstaaer en virkelig A a s , paa hvilken der kun findes syv og halvtredsinstyve Fod Vand, medens derimod Dybet paa begge S ider naaer op t il femhundrede og halvsjerdsinstyve Fod. N autilen maatte paa G rund heraf manovrere meget fo rsigtigt. Den kunde ellers let torne imod denne undersoiske Barriere. Paa et K ort over Middelhavet viste jeg Jean det Rum , som dette lange Rev indtager. „S yn e s ikke H r. Professoren, bemoerkede Jean, at det ligner en virkelig Tange, som forener Evropa og Afrika. - J o , min V en, svarede jeg, den strækker sig tvers over det libyste Strcrde, og S m ith s Loddinger 101 have bevist, at Kap B on og Kap Furina fordum vare forenede med hinanden. - D et v il jeg gjerne tro, sagde Jean. - Jeg kan tilfsje , at en lignende V old ligeledes findes mellem G ib ra lta og Cuenta, og at Middelhavet faaledes i den geologiske T id var en fuldstændig Jndss. - M en tænk, sagde Jean, hvis nu et eller andet vulkanst Udbrud en stjonne D ag testede disse to Volde op t il Overfladen. - Det er ikke sandsynligt, Jean. - M ed H r. Professorens Tilladelse tager jeg mig alligevel den Frihed at fuldende, hvad jeg vilde sige. H vis dette Fænomen ind traf, var det virkelig forargeligt for H r. de Lesseps, der har gjort sig saamegen Umage med at faae sin Landtange gjennemgravet. - D et stal jeg v illig t indremme; men jeg gjentager endnu en Gang, Jean, at dette Fænomen ikke v il indtræfse. De undersøiske Kræfters Heftighed er i bestandig Aftagende. Vulkanerne, der vare saa talrige i Verdens ferste Dage, slukkes efterhaanden. Den indre Varme svækkes, de dybere Jordlags Temperatur synker anseeligt fo r hvert Aarhundrede, og den gjer det t il Skade for Jordbunden, thi denne Varme er dens L iv. - M e n Solen . . . - Solen er utilstrækkelig. Kan den gjengive Varmen t i l et Lig? - Nej, ikke saavidt jeg veed. - N u ve l, min Ven, Jorden v il engang blive et saadant Lig. Den v il blive ubeboelig og ubeboet ligesom M aanen, der for længe siden har tabt sin Livsvarme. 102 - O m hvor mange Sekler? spurgte Jean. - O m nogle hundrede tusinde Aarhundreder, min Ven. - S a a har v i god T id t il at fuldende vor Rejse, forsaavidt at ikke Ned Land blander sig i Sagen." O g Jean, der nu fvlte sig beroliget, begyndte atter at studere den G ru n d , henover hvilken Nautilen strsg frem med modereret Hurtighed. Her paa en klippefuld og vulkanst Bund blomstrede en hel levende Flora, Svampe, Holoturier, C ydipper, der udbredte et let Fossorstin omkring sig, Beroer, der sædvanlig ere kjendte under Navnet H avagurker, Haarstjerner af tre Fods Brede, og hvis rvde Farvetoner noesten gjorde Vandet purpurrvdt, Eurgaler as overordenlig Skjvnhed, Pavanaær med lange Stilke, en stor Mængde forstjellige Svborrer samt gronne Svanemoner med graaagtig S tilk . Jean sysselsatte sig specielt med at iagttage B lo d - og Leddyrene, og stjondt Navnelisten her var noget mindre rig , v il jeg dog ikke begaae den Uretfærdighed mod den stikkelige F y r at glemme hans personlige Iagttagelser. A f Bloddyrenes Afdeling anfvrer han talrige kamformede Petunkler, S pondyler, der laae opstablede i Hbje, triangelformede Donoxer, orangefarvede Pleurobranchier, Aplysier, der ogsaa ere kjendte under B e nævnelsen Havharer, Havvrer, som Beboerne af Languedoc siges at foretroekke fremfor O ste rs, nogle af disse „C la m s ", der skylle op paa Nordamerikas Kyster, og hvormed der drives en saa anseelig Handel i New- Aork, samt adskillige andre. Hvad Leddyrene angaaer, har Jean i sine O p tegnelser meget rig tig t inddelt dem i sep Klasser, as hvilke tre forekomme i det vaade Element. Disse tre Klasser ere Krebsdyr, Snerlefvdder og Ledorme. Krebsdyrene omfatte n i O rdener; den fsrste af disse er Dekapoder eller Skjoldkrebs, hvis Hoved og Brystsegmenter sædvanligvis ere sammenvoxede, som have Lidende M unddele, tre P a r Kjæbefvdder samt fire, fem t il sex Brystfvdder. Jean havde fu lg t M iln e Edwards, der inddeler Skjoldkrebsene i tre G rupper: Korthalede eller Krabber, Rejer eller Langhalede samt Eremitkrebs eller Halvhalede. M ellem Krabberne anfsrer han Amathierne, der paa Hovedet have to store, t il forfkjelljge S id e r vendte Takker, Jnachus, som - jeg veed ikke af hvilken Grund - symboliserede Visdommen hos Grwkerne, Rhomboider, Cymopolier, uldfulde D orriper o. f. v. M ellem Rejerne anforer han den sædvanlige Svkrabbe, hvis Kjvd er saare velsmagende, men derimod nævner han ikke Hummeren. Svkrabben er nemlig Middelhavets H um mer. B la nd t Eremitkrebsene endelig omtaler han, foruden nogle andre, Pagurerne, der Loe i tomme Muslingeskaller. Her endte Jeans Optegnelser. Tiden havde ikke tilla d t ham at afslutte sine Betragtninger over Krebsdyrenes hele Klasse, thi efterat Nautilen havde passeret Grundene i det libyifke Stræde, soer den paa det dybere Vand atter frem med sin sædvanlige Hurtighed. N u kunde man ikke engang ' tydeligt stjelne de store Fiste, der ilede forbi ligesom Skygger. Natten mellem den 16de og 17de Februar vare 103 104 v i komne ind i den anden D el af Middelhavets B a ssiner, hvis storste Dybde endogsaa er ti tusinde Fod. Dreven af sin Skrue gled Nautilen paa det hældende P la n ned lige t il de mest anselige Dybder. Naturmærkværdighederne manglede, fom fagt, men jeg saae andre, ikke mindre interessante Mærkværdigheder. V i passerede nemlig over den D el af M idd e lhavet, der er saa rig paa Havarier. Hvormange Skibe vare ikke forliste her, hvor mange Fartojer vare ikke forsvundne mellem Algiers Kyst og Provenæs S trande! Middelhavet er kun en Indso i Sammenligning med det stille Havs vældige Vandfletter, men det er en lunefuld S o , med farlige Bolger, som idag ere naadige og milde mod den flrsbelige T a rla ta n ,*) der synes at svæve mellem Vandets og Himlens dobbelte U ltram a rin, men imorgen vild e , fraadende, bragte i O p ro r af Stormen og i Stand t il at knuse de stærkeste Fartojer. Under denne hurtige Fart i de dybere Vandlag iagttog jeg faaledes en Mængde Levninger af Vrag, der laae paa Bunden og allerede vare omhegnede af Korallerne eller ogsaa kun bedækkede med et Lag af Rust, Ankere, Kanoner, Kugler, Skrueblade, forskjellige Maflinstykker, sonderflaaede Cylindre eller bundlese Dampkjedler. Nogle af disse Fartojer vare forliste ved S a m menstod, andre som Fslge af, at de havde tornet mod et eller andet Granitfljær. Jeg saae nogle, som vare * ) E t S la g s mindre F a rto j med een M ast, der anvendes paa Middelhavet. 105 sunkne lodret ned, med opretstaaende Master og med S e jl, der vare blevne stive af Vandet. D et saae ud, som om de laae for Anker paa en Rhed og hvert B je b lik ventede O rdre t il at stikke i Sven. D a N autilen skjod frem mellem disse Fartojer, og da dens elektriske Lys straalede hen over dem, saae det ud, som om de beredte sig t il at salutere den med deres Flag. M en nej; der var kun Tavshed og D od paa denne Skibbruddenes Rhed! Jeg iagttog, at Middelhavet blev toettere oversaaet med disse Vraglevninger, efterhaanden som N autilen noermede sig G ibralta-Stroedet. Afrika og E vropa drage sig her nærmere t il hinanden, og i dette smalle S und blive Sammenstodene talrigere. E t af de strandede Skibe saae skroekkeligt ud med sine aabne S ider, sin krogede Skorsteen, sin Hjulkasse uden H ju l, sit fra Agterstavnen losrevne Roer og sit Agterspejl, der allerede var fortoeret af Havsaltet. H vor mange glade Forhaabninger vare ikke gaaede tilgrunde ved dette S kibbrud, hvor mange Offere havde det ikke hvirvlet ned i D yb e t! Havde nogen af Besoetningen overlevet det for at fortoelle om den skrækkelige Ulykke, eller bevarede Bolgerne endnu denne morke Hemmelighed? Jeg veed ikke, hvorledes jeg kom paa den Tanke, at dette under Havet begravede Skib m uligvis kunde være „ A tla s " , der for omtrent tyve A ar siden gik tabt med M and og M u u s , og om hvilket man aldrig senere horte et eneste O r d ! Hvilken forfoerdelig Historie kunde der ikke skrives om denne Middelhavets Bund, dette voeldige Benhus, hvor saa mange R ig domme, hvor saa mange Ofsre havde fundet Dsden106 M en hurtigt og ligegyldigt ilede Nautilen frem mellem disse Levninger. Den 11te Februar Klokken tre om Morgenen naaede den Indledet t il Strædet ved G ib ra ltar. I dette Stræde findes der to S trom ninger, en ovre, som man længe har havt Kundskab om, og som ferer Oæanets Vand ind i Middelhavsbassinet, samt en nedre i modsat Retning, hvis Tilstedeværelse nylig er bleven godtgjort ad Raisonnementets Vej. T h i Middelhavets V a n d , der stadig foreges fra Atlanterhavets Belger og fra de Floder, som leber ud i det, maatte egenlig hæve sig for hvert Aar, da Bortdunstningen fra det er for ubetydelig t il at kunne vedligeholde Ligevagten. Dette er im idlertid ikke Tilfældet; og som Felge deraf har man troet at burde antage Tilstedeværelsen af en nedre S tre m , hvorigjennem det overfyldte M iddelhav flyder ud i Atlanterhavets Bassin. Saaledes forholder det sig i Virkeligheden ogsaa, og det var as denne nedre S trv m , at Nautilen benyttede sig. H u rtig skjod den frem gjennem det trange Stræde. E t O jeblik kunde jeg skimte de herlige R uiner af Herkules' Tempel, der ifolge P lin iu s og Avienus sank samtidig med den lave O , som bar det; og nogle M in u te r senere flvde v i paa Atlanterhavets Bolger. 107 Ottende Kapitel. B ugten ved V ig o . A tla n te rh a v e t! En vældig Vandflette, hvis O ve rflade Ledækker sex M illio n e r Kvadratmile, som er over to tusinde M ile lan g , og som har en Middelbrede af henved syv hundrede. E t vigtigt H av, der var næsten ubekjendt for de G am le, maaske med Undtagelse af Kartagenienserne, disse Fortidens Hollændere, som paa deres Handelsrejser fulgte Evropas og Afrikas vestlige Kyster. E t Oæan, hvis Bredder have en umaadelig Omkreds, som vandes af Verdens sterste Floder, S t. Lorenzfloden, M ississippi, Amazonfloden, La P lata, O rinoko, Nieger, Senegal, Elben, Loire og Rhinen, der tilfere det Vand fra de mest civiliserede Lande og fra de vildeste Egne. En herlig S le tte , som stadig plejes af alle Nationers F a rto je r, som hegnes af alle Verdens F la g , og som begrændses af de to fo r S e jlerne saa farlige Forbjerge, Cap H orn og det gode Haabs Forbjerg. Nautilen klovede dette Oæans Belger, efterat den havde tilbagelagt over to tusinde M i l i tre og en halv Maaned, en loengere Vejstrækning end en af Jordens 108 Storcirkler. Hvorhen soer v i nu, hvad havde Fremtiden bestemt fo r os? Efterat v i vare komne ud af Strædet ved G ibraltar holdt Nautilen sig i rum S o . Den steg nu atter op t il Overfladen, og vi fik paa denne Maade atter den Fornsjelse at kunne foretage vore daglige Promenader paa Platformen. Jeg steg op paa den, fulgt af Ned Land og Jean. I en Afstand af tre M i l saae v i utydeligt Kap S t. Vinænts, der udgjsr den spanske Halvves sydvestlige Forbjerg. Det blæste en stærk Kuling fra S yd , P la tformen blev hyppigt overflyttet af store S o e r, saa at det næsten var en Umulighed at blive deroppe. V i gik derfor ogsaa ned igjen, efterat vi havde indsandet nogle Pust af den friste Luft. Jeg begav mig til m it Værelse. Jean styrede Koursen t il sit R u m , men Kanadieren fulgte mig med meget betænkelig M ine. V o r hurtige Fart gjennem Middelhavet havde forhindret ham i at iværksoette sine P la n e r, og han skjulte ikke sin Misfornojelse herover. D a Doren t il m it Værelse var bleven lukket, satte han sig og betragtede mig en Stund i Taushed. „Kjære Ned, sagde jeg, jeg sorstaaer D em , men De har In te t at bebrejde Dem. A t tænke paa Flugt under en faadan Sejlads som Nautilens i M id d e lhavet vilde have været V a n vid ." Lied Land svarede ikke. Hans sammenpressede Læber, hans rynkede O jenbryn antydede, at han nu atter var et Bytte for en eller anden fix Ides. „M e n , vedblev jeg, endnu have v i ikke nogen Grund t i l at fortvivle. V i gaae nu op langs P o r109 tugals Kyst. Ikke langt derfra er Frankrig og England, hvor v i let ville kunne finde et Tilflugtssted. M en hvis N a u tile n , efterat v i vare komne ud fra Stroedet ved G ib ra lta r, havde sat Koursen mod S yd , hvis den havde fo rt os til disse Regioner, hvor Kontinenterne savnes, faa vilde jeg have delt Deres Uro. M en v i veed n u , at Kaptajn Nemo ikke undflyer de civiliserede H ave, og om nogle Dage v il De kunne handle med fuldkommen Sikkerhed. Ned Land fixerede mig endnu skarpere og sagde endelig: „D e t er i Aften, v i flulle forsoge." Jeg rejste mig hurtigt op. Jeg var unoegtelig ikke forberedt paa denne Meddelelse. Jeg vilde svare Ned, men jeg vidste i øjeblikket ikke selv, hvad jeg vilde sige. „ V i kom overens om at afvente en Lejlighed, vedblev han. Denne Lejlighed er nu kommen. V i ville taften befinde os i et P a r Fjerdingvejs Afstand fra den spanske Kyst. Natten er mork. Jeg har D e res O rd , H r. Aronnax, og jeg gjor Regning paa D em ." D a jeg vedblivende forholdt mig taus, rejste Kanadieren sig og kom noermere hen t il mig. „Jaften Klokken N i, sagde han. Jeg har forberedt Jean. Paa den T id har Kaptajnen lukket sig inde i sin Kahyt og er formodenlig gaaet tilsengs. Hverken Maskinfolkene eller den evrige Besoetning kan see os. Jean og jeg ville begive os t il den midterste Trappe. De, H r. Arronnax, bliver i Bibliotheket, i nogle S kridts Afstand fra os, og afventer der m it S ig n a l. Aarerne, ri 110 Masten og S ejlet ligge i Baaden. D et har endogsaa lykkedes mig at praktisere lid t Levnetsmidler ind i den. O g A lt er saaledes i Orden t il iaften. - Havet er uroligt, sagde jeg. - D et indrvmmer jeg, svarede Kanadieren, men man maa sætte sig ud over denne Ubehagelighed. Friheden er vel værd, at man betaler den. F o rsvrigt er Baaden solid, og v i ville jo , som sagt, kun faae nogle Fjerdingvej t il Land. Hvem veed, om vi maaske ikke imorgen vilde besinde os idetmindste en Snees M i l ude i rum S v . Naar nu blot Omstændighederne ville begunstige os, saa lægge v i mellem ti og elleve enten t il ved Bredden, eller ogsaa ere v i dvde. A ltsaa med Guds Hjoelp og iaften! Med disse O rd fjernede Kanadieren sig. Jeg havde forestillet m ig, at jeg , naar den omhandlede Lejlighed in d tra f, dog under alle Betingelser vilde kunne komme t il at reflektere over og afhandle Sagen saameget, som jeg selv onskede. M en det tillod Ned Land ikke. O g hvad fkulde jeg ivvrig have kunnet svare ham. Han havde fuldkommen Ret. Jeg havde givet m it O rd , og jeg kunde jo heller ikke paatage mig Ansvaret for at sætte min Ledsagers Fremtid paa S p il udelukkende af rent personlig Interesse. Kunde ikke Kaptajn Nemo maaske allerede imorgen fsre os langt bort fra ethvert Land? I dette O jeblik underrettede en stærk hvinende Lyd mig om, at Luftbeholdningerne fyldtes, og at Nautilen snart vilde sænke sig under Atlanterhavets B vlger. Jeg blev i m it Værelse. Jeg vilde undgaae Kaptajnen, for ikke at lade ham see den Sindsbevægelse, hvori jeg befandt mig. Paa denne Maade t i l bragte jeg en bekymret D a g , vaklende mellem Lysten t il atter at komme i Besiddelse af min fr i V illie samt Bekymringen over at skulle forlade denne moerkvoerdige N a u til og see mine undersøiske S tudier afbrudte paa Halvvejen. Jeg skulde saaledes forlade dette Oæan, „m it Atlanterhav", som jeg morede mig med at kalde det, uden at have undersogt dets dybeste Lag, uden at have opdaget de Hemmeligheder, som det indiske og det stille Hav havde aabenbaret m ig! M in Roman faldt mig af Hoenderne allerede ved det forste B in d , min D rom blev afbrudt i det herligste O jeblik. S a a ledes hengik flere kjedsommelige T im e r, i hvilke jeg snart saae mig i Sikkerhed paa Landet med mine Ledsagere, snart onskede, at en eller anden uforudseet B e givenhed maatte forhindre Ned Land i at iværksætte sine Planer. T o Gange begav jeg mig t il Salonen. Jeg vilde raadsporge Kompasset. Jeg vilde see om Nautilens Kours virkelig noermede os til, eller om den ikke maaske netop fjernede os fra den portugisiske Kyst. Nej. Skibet holdt sig stadig i de portugiske Farvande. ' D et vendte Stavnen mod Nord og sejlede langs Oæanets Bredder. M a n maatte saaledes tage sit P a rti og forberede sig paa at flygte. Hvad jeg havde at pakke sammen var ikke meget; det reduærede sig udelukkende t il mine Optegnelser. Med Hensyn t il Kaptajn Nemo, spurgte jeg mig selv, hvad han vilde toenke om vor F lu g t, hvilken 112 Uro, hvilken Harme den maaske vilde foraarsage ham, og hvad han vilde gjore i det Tilfælde, at den enten blev opdaget eller mislykkedes. Unægtelig havde jeg ikke nogen G rund t il at klage over ham. Tvertimod. A ld rig havde noget Gjoestevenfkab været mere utvungent end hans. Kunde man ikke beskylde mig for Utaknemlighed, naar jeg forlod ham paa denne M aade? M en ingen Ed bandt os t il ham. D et var kun paa Forholdenes T vang, ikke paa vort ZEresord han stolede, naar det gjaldt om for bestandig at fængsle os t i l ham. M en denne hans aabent tilkjendegivne Hensigt: at ville gjore os til Fanger paa Livstid ombord, berettigede jo netop alle vore Flugtforsog. Jeg havde ikke seet Noget t il Kaptajnen efter vort Besog ved V e n S antorin. Vilde Tilfældet fore mig sammen med ham, fo r v i drog bort fra Nautilen? Jeg baade onskede og frygtede det. Jeg lyttede, om jeg kunde hore ham gaae inde i sit Værelse, der laae Væg om Væg med m it. M en ikke en Lyd naaede m it V re . Jeg kom da t il at fremsætte det Sporgsm aal forring selv, om dette mærkelige Menneske i V irkeligheden var ombord. Allerede den Nat, da Baaden paa G rund af en eller anden hemmelig Expedition sejlede bort fra S kibet, allerede dengang vare mine Tanker om Kaptajnen undergaaede nogen Forandring. T il Trods for, hvad han havde sagt, troede jeg dog, at han stod i et S la g s Forbindelse med Land. Forlod han aldrig Nautilen? D er havde undertiden kunnet hengaae hele Uger, uden at jeg traf sammen med ham. Hvad tog han 113 sig for i denne T id ? V a r det ikke m u lig t, at han, naar jeg troede, han led af melankolske Anfald, at han da langt fra sit F artoj opfyldte et eller andet Hverv, hvis Beskaffenhed var mig ubekjendt. Alle disse Tanker stormede sammen med tusinde andre ind paa mig. Gisningernes M a rk maatte selvfølgelig være uden Grændser under de selsomme Forhold, i hvilke v i befandt os. Jeg fvlte mig ubeskrivelig ilde tilmode. Denne Venten forekom mig evig; T i merne lsb altfor uendelig langsomt i Forhold t il min Utaalmodighed. S om soedvanlig blev der serveret M iddag for mig i m it Voerelse. Jeg spiste just ikke med nogen synderlig M adlyst; jeg var altfor beskæftiget med de vexlende Tanker, der opfyldte mig. Klokken syv reiste jeg mig fra Bordet. D er var endnu hundrede og tyve M in u te r tilbage t il det D je b lik , da jeg skulde træffe sammen med Ned Land. M in S indsuro fordobledes, og min P u ls slog voldsomt. Jeg gik frem og tilbage paa G ulvet i Haab om, at Bevægelsen skulde berolige min feberagtige Tilstand. Tanken om, at jeg m uligvis kunde omkomme under Udfvrelsen af vort dristige Foretagende, var ikke den mest pinlige. Jeg vilde endnu nodigere, at vor P la n skulde blive opdaget, fo r v i forlede Nautilen. Jeg vilde endnu en Gang kaste et B lik ind i Salonen. Jeg traadte ind i dette Musæum, hvor jeg havde tilbragt saamange nyttige og behagelige Tim er. Jeg betragtede alle disse Rigdomme, alle disse Skatte ligesom en M and, der staaer i Begreb med at gaae i evig Landflygtighed, tager Afsted for aldrig at vende U. 8 114 tilbage. Disse Naturens Vidundere, disse Kunstens Mesterværker, mellem hvilke jeg havde tilbragt saa lang T id , dem skulde jeg forlade for bestandig! Jeg vilde gjennem Vinduerne see ud mod A tla n terhavets B slger, men Lugerne vare hermetisk tillukkede. Id e t jeg saaledes vandrede gjennem Salonen, kom jeg t il den D v r , som forte t i l Kaptajnens Værelse. T il min store Forundring stod denne D e r paa Klem. Jeg trak mig uvilkaarligt tilbage. H vis Kaptajn Nemo befandt sig i dette Værelse, kunde han see mig. M en da A lt var stille, nærmede jeg mig dog atter Doren. Værelset var tomt. Jeg skjod Doren op og gik nogle S k rid t ind i Stuen. Jeg lagde Mærke til nogle Billeder paa Voeggen, som jeg ikke havde seet ved m it sorste Besog. Det var Portræter af disse Historiens beromte Mænd, hvis Liv kun havde været et fortsat O ffer for en eller anden stor menneskelig Jdee: Koscinsko, den under Raabet 6ni8 polonies faldne H e lt; Botzaris, det unge Grækenlands Leonidas; O 'C onnell, Irla n d s Forsvarer; Washington, den nordamerikanske Unions Grundlægger; M a n in , den italienske Fædrelandsven; Lincoln, der faldt for en slaverielskende G alnings Kugle, og endelig John B ro w n , denne M a rty r for den sorte Raæs Befrielse, der var fremstillet hængende i sin G alge, saaledes som V ictor Hugo havde tegnet ham. Hvilket Forbindelsesbaand existerede der mellem disse heltemodige Sjæle og Kaptajn Nemo? Skulde jeg endelig gjennem denne Portrætsamling kunne lose Hemmeligheden, som omgav hans L iv? V a r han 115 Forkoemper for undertrykkede F o lk, havde han sat sig Slaveraærnes Befrielse som Opgave? Havde han spillet en Rolle i Aarhundredets sociale eller politiske Omvæ ltninger? Havde han været en af Heltene i den amerikanske K rig , denne ssrgelige, men saa oerefulde Kamp? Pludselig slog Klokken Otte. Jeg blev voekket af mine D rsm m e; jeg skjælvede, som om et usynligt O je havde kunnet troenge ind t il den inderste V raa af min Hemmelighed, og jeg styrtede ud af Voerelset. M it B lik standsede nu ved Kompasset. V i gik vedblivende i nordlig Retning. V i fkjsde en anseelig F a rt, og Manometret viste en Dybde af omtrent tredsindstyve Fod. Omstændighederne begunstigede saaledes Kanadierens Planer. Jeg begav mig t il m it Værelse og kloedte mig varm t paa. Jeg var rede og ventede. Kun Skruens Buldren afbrsd den dybe Taushed ombord. Jeg ly ttede med spændt Opmoerksomhed. Klangen af S te m mer kunde jo pludselig underrette mig om, at Ned Land var bleven greben under Jvoerksættelsen af sine Flugtplaner. En dvdelig Uro bemægtigede sig mig. Jeg svgte forgjæves at gjenvinde min Koldblodighed. D a Klokken manglede nogle M in u te r i N i, lagde jeg m it O re toet op t il Kaptajnens D s r. M en jeg hvrte In te t. Jeg forlod da m it Værelse og begav mig atter t il Salonen, over hvilken der hvilede et uhyggeligt Halvmorke. Jeg aabnede D v re n , som fvrte t il Bibliotheket. Ogsaa her det samme utilstrækkelige L ys, den samme Ensomhed. Jeg gik hen og stillede mig toet ved D s - 8* - 116 ren, der forte t il Midtertrappen. Jeg ventede Ned Lands S ig n a l. I samme O jeblik begyndte Skruens Buldren kjendeligt at aftage og ophorte snart derpaa fuldstændig. H vorfo r denne Forandring i Nautilens S ejlads? Begunstigede eller forhindrede den Udforelsen af Ned Lands P la n ? Det stod ikke i min M a g t at sige det. Tausheden forstyrredes kun af m it Hjertes Banken. Pludselig horte jeg en let S to j. D et var N autilen, som havde naaet Havets Bund. M in Uro fo rdobledes. Jeg horte In te t t il Kanadierens S ig na l. Jeg havde Lyst t il at gaae hen t il ham og bede ham opgive sit Forssg. D a blev Doren aabnet t il den store S a lo n , og Kaptajn Nemo traadte ind. Han saae mig, og uden nogen Indledning sagde han i en meget forekommende Tone: „ A h , H r. Professor, jeg sogte netop Dem. E r De inde i den spanske H istorie?" S e lv om man tilbunds var inde i sit eget Fædrelands Historie, vilde man ikke under de Forhold, hvori jeg for øjeblikket befandt m ig, have været i Stand t il at anfore et eneste O rd af den. End sige saa, naar Talen var om den spanske. „N a a , H r. Professor, gjentog Kaptajnen, jeg sporger D em , om De er hjemme i den spanske Historie? - Ikke synderligt, svarede jeg. - J a saaledes gaaer det altid med lærde Folk, sagde Kaptajnen, naar det kommer t il Stykket, veed de Ingenting. Tag da P lads, saa skal jeg fortælle Dem en selsom Begivenhed af denne Historie." 117 Kaptajnen lagde sig paa D ivanen, og jeg satte mig mafkinmeessigt i Nærheden af ham. „H r. Professor, sagde han, ly t nu opmærksomt til, hvad jeg har at fortælle. D et v il vistnok interessere D em , th i det besvarer et S p srg sm a a l, som De uden T v iv l ikke har kunnet lose. - Jeg hvrer Dem, Kaptajn, sagde jeg, der ikke havde nogen Anelse om , hvor han vilde hen, eller hvorvidt denne Begivenhed stod i Forbindelse med vore Flugtplaner. - H r. Professor, vedblev han, med Deres T i l ladelse ville v i springe tilbage t il A ar 1702. De v il mindes, at Ludvig XIV vilde paatvinge Spanierne sin Slægtning, Hertugen af Anjou. Denne Fyrste, der under Navn af P h ilip v regerede mere eller mindre daarligt, fremkaldte i Udlandet et stærkt P a rti imod sig. Aaret forud havde nemlig de regerende Huse i Holland, B s trig og England i Haag afsluttet et F o rbund, der havde t il Hensigt at bersve P h ilip V K ro nen og fkjoenke den t il en Erkehertug, som de paa Forhaand gave Navnet K a rl III. Spanien burde kunne trodse denne K o a litio n , men man var næsten fu ld stændig blottet for Soldater og Ssmænd. Penge derimod vilde man ikke savne, saafremt de med G uld og S e lv ladede Skibe, der vare afsendte fra Amerika, kunde komme ind i de spanske Farvande. Henimod Slutningen af 1702 ventede man netop en rig Konvoj, som Frankrig lod eskortere af en Flaade paa treogtyve O rlo g sfa rtvjer under A dm iral Chateau- Renaud; de allerede Flaader gjorde nemlig paa denne T id hele Atlanterhavet usikkert. 118 Denne Konvoj var bestemt til Kadip, men da Admiralen havde erfaret, at en engelsk Flaade krydsede i disse Farvande, besluttede han at lobe ind i en fransk Havn. De spanske Befalingsm and over Konvojen protesterede mod denne Beslutning. Saafrem t de ikke kunde komme ind t il Kadip, vilde de i ethvert Tilfælde estorteres t il Bugten ved V ig o , der ligger paa Spaniens nordvestlige Kyst, og som ikke var blokeret. A dm iral Chuteau - Renaud var svag nok t il at give efter, og Skibene lob da ind i Bugten ved Vigo. Uheldigvis danner denne B u g t en aaben Rhed, der ikke paa nogensomhelst Maade kan forsvares. M a n maatte saaledes skynde sig at losse, fo r de alierede Flaader kom, og Tiden vilde ogsaa have været suldstoendig tilstrækkelig h e rtil, saafremt der ikke var opstaaet et smaaligt Rivalitetssporgsmaal. De solger vel noje med i Begivenhedernes Udvikling, spurgte Kaptajnen. - Fuldstændig, svarede jeg, der aldeles ikke begreb, af hvilken Grund Kaptajnen holdt denne historiste Forelæsning for mig. - Jeg sortsoetter, vedblev han. Kjobmændene i Kadip havde et P rivile g iu m , isolge hvilket de skulde modtage alle V a re r, som ankom fra Vestindien. A t losse G u ld - og Solvbarrerne i Vigo var som Folge deraf en Krænkelse af deres Ret. De klagede da ogsaa i M a d rid og udvirkede af den svage P h ilip v, at Konvojen, uden at maatte losse Ladningen, skulde blive liggende i Bugten ved V igo, in d til de fjendtlige F la a der havde fjernet sig. 119 M en medens man fattede denne Beslutning, ankom de engelske Skibe t i l Bugten. Trods sine underlegne Kroefter koempede A dm iral ChLteau-Renaud tappert, men da han saae, at Konvojens Skatte vare nærved at falde i Fjendens Hænder, borede han S k ibene i Sænk, og de gik da tilbunds med deres umaadelige Rigdomme." Her tang Kaptajn Nemo. Jeg indrom m er, at jeg endnu ikke indsaae, af hvilken Grund denne H istorie skulde interessere mig. „N u vel! spurgte jeg ham. - N u ve l, H r. Arronnax, svarede han; v i befinde os fo r Ojeblikket i denne B u g t ved V ig o , og det beroer kun paa Dem selv, om De v il kaste et B lik ind i dens Hemmeligheder." Kaptajnen reiste sig og bad mig fslge sig. S a lonen var mork, men Bolgerne straalede form eligt ind gjennem Vinduerne. Jeg saae ud. I en halv Fjerdingvejs Omkreds syntes Havet at være gjennemtrængt af elektriske Lys. M a n saae tydeligt Sandbunden. En D e l af Nautileus Besætning var, klædte i Dykkerdragter, beskæftigede med at borttage halvforraadnede Tonder og bundlose Kister, som laae midt imellem en Mængde forskjellige V ra g levninger. F ra disse Fade og Kister udstrommede der G u ld - og S o lv b a rre r, rene Kaskader af Piastre og Smykker. Belæssede med dette kostbare Bytte vendte M a tro serne tilbage t il N autilen, hvor de aflossede deres Byrde for saa igjen at begive sig ud t il dette uudtommelige G u ld - og Solvfiskeri. 120 Jeg forstod nu A lt. V i befandt os paa Skuepladsen for Svkampen den 22de Oktbr. 1702. Her vare de for den spanske Regerings Regning fragtede Skibe blevne borede i Sænk. O g Kaptajn Nemo kom hertil for at fore M illionerne ombord paa Nautilen, in d til han ved given Lejlighed havde B ru g for dem. -v>et var for ham, fo r ham alene, at Amerika havde udleveret sine kostbareste M etaller. Han var den eneste A rving t il alle disse fra Jncas, fra de af Cortez overvundne Indianere bortrovede Skatte. „Vidste D e , H r. Professor, spurgte Kaptajnen smilende, at Havet gjemte saa mange Rigdomme? Jeg behvver her kun at opsamle, hvad Menneskene have tabt, og det Samme er Tilfældet paa mangfoldige andre Skuepladser for Skibbrud. Jeg har nojagtigt optegnet alle disse Steder paa mine S skort. F o rstaaer De nu, at jeg er Ejer af M illia rd e r? - Jeg forstaaer det, Kaptajn. M en tillad mig dog at sige Dem, at hvad særlig Beskatningen af denne B u g t angaaer, er De kun kommen lid t forud for et rivaliserende Aktieselskab. - O g hvilket da? - E t Selskab, fom af den spanske Regering har erholdt P rivilegium paa at opsamle de sunkne Skibe. Aktionærerne i dette Selskab stole paa en umaadelig Gevinst, thi man anslaaer Værdien as de forliste R ig domme t il 180 M illio n e r Rigsdaler. - E t hundrede og firsindstyve M illio n e r, svarede Kaptajn Nemo. Ja , de var der, men de ere der ikke længer. - V irke lig , sagde jeg. D et vilde sikkert være et Barmhjertighedsværk at give Aktieejerne et Vink 121 herom. Hvem veed dog, maaste vilde det ikke engang blive vel optaget. Hvad S pillere i Almindelighed mest ærgre sig over, er ikke Tabet af deres Penge. Jeg beklager dem dog mindre end den Mængde Ulykkelige, mellem hvilke disse Rigdomme, fornuftigt fordelte, vilde have kunnet stifte umaadelig G avn, medens hele S ka tten nu fo r bestandig bliver ufrugtbar." Jeg havde ikke ytret den sidste Tanke, fo r jeg folte, at jeg havde maattet saare Kaptajn Nemo. „U fru g tb a r, svarede han iv rig t. Troer De da, min Herre, at disse Skatte ere tabte, fordi det er mig, som tager dem under min Varetægt? Troer D e , at det er for min egen Regning, jeg opsamler dem? Hvem siger Dem, at jeg ikke gjor god B ru g af dem? Troer De, at jeg er uvidende om, at der endnu paa Jorden findes lidende Væsener, undertrykle Raær, Ulykkelige, som bor trsstes, O ffere, som bor hævnes? Begriber De da ikke? . . . . " Kaptajn Nemo standsede; maaste angrede det ham, at han havde sagt fo r Meget. M en jeg havde gjættet A lt. Hvilke de M o tive r end havde været, som tvang ham til at ssge Uafhængighed under H avet, saa var han dog trods A lt vedbleven at være Menneske. Hans Hjerte bankede endnu for Menneskehedens Lidelser, og hans grændselose Velgjorenhed omfattede de undertrykle Raær ligesaavel som Individerne. D g jeg forstod n u , h vo rtil de M illio n e r vare bestemte, som Kaptajn Nemo havde afsendt, da N autilen sejlede i det oprdrste Kretas Farvande. 122 Niende Kapitel. Et forsvundet Kontinent, D e n fvlgende M o rg e n , den 19de F ebruar, saae jeg Kanadieren troede ind i m it Værelse. Jeg ventede hans Beseg. H an saae meget bekymret ud. „Lykken var os imod igaar, Ned, sagde jeg t il ham. - J a , deri har Professoren ganske vist Ret. A t den fordvmte Kaptajn ogsaa skulde standse netop paa samme T id , som v i agtede at flygte. - N u, hvad stal man sige, Ned; han havde et JErinde hos sin Bankier. - S in Bankier! - Eller rettere sit Bankierhus. Jeg mener dermed Havet, hvor hans Rigdomme befinde sig i stsrre Sikkerhed end i en hvilkensomhelst Statskasse." Jeg fortalte nu Kanadieren den foregaaende Dags Begivenhed i det skjulte H aab, at jeg derved skulde saae ham t il at opgive Tanken om at forlade Kaptajnen. M en min Beretning havde ikke andet Resultat end at aslokke Ned en energist udtalt Beklagelse af, at han ikke for egen Regning var kommen t il at gjvre en Udflugt paa Kamppladsen ved Vigo. 123 „M e n Sagen er derfor ikke opgivet, sagde han. V o r F lu g t kan lykkes en anden G ang, ja maaske allerede endnu iasten. - Hvilken Kours styrer N autilen? spurgte jeg. .- D et veed jeg ikke. - N u ve l, Klokken tolv bliver Hojden taget; saa kunne v i faae det at vide." Kanadieren begav sig t il Jean. Saasnart jeg var paaklædt, gik jeg op i Salonen. Jfolge Kompasset syntes der ikke saa snart at kunne være Tale om Flugt. Nautilen sejlede nemlig i syd-syd-vestlig Retning, og v i vendte Evropa Ryggen. Jeg ventede med en vis Utaalmodighed paa, at man skulde tage Hojden. Klokken halv tolv Lleve B e holdningerne tomte, og v i stege op t il Overfladen. Jeg skyndte mig op paa Platform en, hvor Ned Land allerede befandt sig. V i havde ikke længer Land i S ig te ; rundt om laae kun det umaadelige H av. Himlen var overtrukken, og det blæste en stiv Kuling. Ned stirrede stivt ud mod Horisonten; han haabede stadig at faae O je paa det La nd , som han saa heftigt loengtes efter. Ved M iddagstid viste S olen sig et O jeblik. Den Næstkommnanderede benyttede sig heraf fo r at tage Hojden. D a Sogangen begyndte at blive stærlere, gik v i ned, og Lugen lukkedes til. En Time senere raadfpurgte jeg Kortet og faae da, at Nautilens S tillin g var angivet med 13" I V Længde og 3 3 0 2 2 ' Brede, hvilket vilde sige det Samme, som at den befandt sig over hundrede M i l 124 fra den noermeste Kyst. D er kunde ikke længer være Tale om nogensomhelst Flugt, og jeg overlader Læserne at toenke sig Kanadierens Vrede, da jeg underrettede ham om vor S tillin g . Jeg for min P a rt solte mig just ikke nedslaaet i nogen overvoettes Grad. Jeg folte mig Lesriet for en Byrde, som havde tynget paa mig, og jeg kunde atter med Ro hengive mig t il mine sædvanlige Arbejder. O m trent Klokken elleve om Aftenen fik jeg aldeles uventet Besog af Kaptajn Nemo. Han spurgte mig paa en meget elskværdig Maade, om jeg folte mig træt af at have vaaget den foregaaende Nat. Jeg gav et benægtende S v a r. „ I saa Tilfoelde, H r. Aronnap, v il jeg foreslaae Dem en noget aparte Udflugt. - Lad hore, Kaptajn. - De har endnu ikke uuderssgt Havbunden undtagen om Dagen og i S olstin. Kunde det ikke more Dem at see den i en merk N at? - J o , tilvisse. - Jeg maa im idlertid paa Forhaand underrette Dem om , at denne Udflugt v il blive Lesværlig. V i maa foretage en langvarig Vandring og passere over et B jerg. Vejene ere just ikke synderlig godt vedligeholdte. - Hvad De der siger, H r. Kaptajn, foroger kun min Nysgjerrighed. Jeg er rede til at folge Dem. - N u vel, H r. Professor, vi ville da ifore os vore Dykkerdragter." D a v i kom t il Rummet, hvor disse opbevaredes, saae jeg, at hverken mine Ledsagere eller Nogen af Besætningen fkulde folge os paa denne Udflugt. Kaptajn Nemo havde ikke engang foreslaaet mig at tage Ned eller Jean med. Efter nogle M inu ters Forlob havde v i taget Apparaterne paa. M en de elektriske Lygter saae jeg In te t til, og jeg spurgte derfor Kaptajnen om dem. „D e ville ikke være os til noget G a vn ," svarede han. Jeg troede at have hsrt fejl, men jeg kunde ikke gjentage m it S p o rgsm a a l, th i Kaptajnens Hoved var allerede forsvundet under Metalhylsteret. Ogsaa jeg tog nu min Kobberhue paa, og jeg folte, at man stak en Jernstav i Haanden paa mig. K ort efter havde v i i en Dybde af tusinde Fod Fodfeeste paa A tlanterhavets Bund. Det led henimod M id n a t. Vandet var næsten kulsort, men Kaptajn Nemo viste mig i det Fjerne et rsdtlysende Punkt, et S la g s bredt Lysskjær, der straalede i omtrent en halv M ils Afstand fra Nautilen. Hvad kunde det være for en I l d , hvormed vedligeholdtes den, paa hvilken Maade kunde den lyse her m idt i Vandmassen? D et var Altsammen S p o rg s maal, paa hvilke jeg ikke kunde give noget S v a r. I ethvert Tilfælde lyste den for os, hvor mat den endogså « var, og da jeg havde vænnet mig t il den ejendommelige B elysning, N oget, der iovrig ikke varede længe, indsaae jeg, hvor unyttige de Ruhmkorfske Apparater vilde have været os under de forhaandenværende Omstændigheder. Kaptajn Nemo og jeg gik toet ved Siden af h in anden i Retning mod det lysende Punkt. Den flade Havbund hævede sig lid t ester lid t. V i vandrede med 126 Stormskridt, medens v i flottede os t il Stokkene, men v i kom dog ikke rigtig hurtigt fremad, thi vore Fodder sank ofte ned i en med Alger og flade Steen blandet Leermasse. Medens v i saaledes vandrede afsted, horte jeg et S la g s rastende Lyd over Hovedet paa mig. Undertiden blev den heftigere, undertiden lid t svagere. Jeg begreb snart Grunden t il den; det var en meget stærk Regn, der faldt ned paa Overfladen af Vandet. A ldeles instinktmæssig opstod den Tanke hos mig, at jeg mulig vis kunde blive gjennemblodt. M id t i Vandet, paa Havbunden! Jeg kunde ikke lade være at lee af denne urimelige Jdee. M en Sagen er, at man under den tykke Dykkerdragt ikke mere har nogen Folelse af det vaade Element; man synes at befinde sig i en noget tættere Atmosfære end den almindelige paa Jorden, det er det Hele. D a v i havde gaaet en halv Times T id , begyndte Grunden at blive overfyldt med Klipper. Meduserne, forskjellige mikroskopiske Krebsdyr og Pennatulerne spredte en svag fosforflinnende Glands over dem. Jeg skimtede Stenhoje, der bedækkedes af adskillige M illio n e r Plantedyr og store Masser af Alger. Fodderne glede ofte paa de stimede Tangmasser, og uden min Stok vilde jeg flere Gange være falden omkuld. D a jeg vendte mig om, saae jeg vedblivende det hvidglindsende S kin fra Nautilen, der dog stadig blev mattere paa G rund af Afstanden. De Stensamlinger, om hvilke jeg nylig talte, vare fordelte paa Havbunden med en vis Regelmccssighed, som jeg ikke kunde forklare mig. Jeg iagttog gigantiske Klippekløfter, der forsvandt i det Fjerne, og hvis Loengde jeg ikke kunde underkaste nogen Beregning. O g ligeledes lagde jeg Mærke t il forfkjellige andre Ejendommeligheder, som jeg heller ikke kunde komme paa det Rene med. D et forekom mig, som om mine tunge Blhsaaler stnuste et Lag a f'B e n , der med en skarp, fljærende Lyd knagede under mine Fodder. Hvad kunde det være for en vældig Slette, jeg nu gjennemstrejfede? Jeg havde Lyst t il at sporge Kaptajnen derom, men jeg forstod endnu aldeles ikke det Tegnsprog, som satte ham i Stand t il at tale med sine Kammerater, naar de fulgte os paa vore undersoiske Udflugter. D et rsdagtige L ys, som vejledte os paa Vejen, begyndte at tiltage i Styrke og bragte næsten H o risonten t il at straale i Lneglands. Tilstedeværelsen af denne I l d under Vandet vakte i hsjeste Grad min Nysgjerrighed. V a r det et eller andet elektrisk Fluidum , der paa denne Maade gav sin Nærværelse tilkjende? Nærmede jeg mig et Naturfænomen, der endnu var ukjendt for Jordens Loerde? Eller - thi denne Tanke faldt mig ogsaa ind - blev Ild e n m uligvis vedligeholdt ved Menneskehænder? Skulde jeg maaske her dybt under Havet troesse sammen med Stalbrodre, Venner af Kaptajn Nemo, der forte samme forunderlige Liv som han selv, og hos hvilke han nu agtede at afloegge et Bessg? Alle disse vilde, urimelige Ideer forfulgte mig, og det vilde i den Sindsstemning, hvori jeg for Ojeblikket befandt m ig, aldeles ikke have forbauset mig, om jeg paa Bunden af dette Hav havde 128 opdaget en af de underforste Stæder, som kun episterede i Kaptajn Nemos Dromme. V o r Vej blev stadig lysere og lysere. Det hvidagtige S kin lyste paa Toppen af et B je rg , som var omtrent otte hundrede Fod hojt. M en dette Lys var kun en simpel Gjenspejling i Vandlagenes Krystal. Selve Kilden t il dette uforklarlige S kin befandt sig paa Bjergets modsatte Skraaning. Kaptajn Nemo gik uden Nolen frem mellem Stenlabyrintherne paa Atlanterhavets Bund. Han kjendte denne forunderlige V e j, han havde sikkert ofte vandret den og kunde ikke gaae fejl. Jeg fulgte ham med urokkelig T iltro . Han forekom mig fom en af Havets Aander, og medens jeg fulgte bagefter ham, beundrede jeg hans koempemæssige Skikkelse, der lig nede et morkt Skyggebillede paa den lysende Horisont. Klokken var et om Natten. V i vare naaede frem t i l Bjergets forste Afsatser. M en fo r at komme op paa dem maatte man vove sig ind paa de besværlige S tie r i den vældige Skov, der laa foran os. J a , en Skov af dode Træer, uden Lov, uden Livskraft, Træer, der vare blevne forstenede ved V a n dets Indflydelse. D et var ligesom en endnu opretstaaende Stenkulsstov, der med sine Rodder holdt sig fast i den revnede Jordbund, og hvis Grene, lig fine S ilhouetfigurer af sort P a p ir, tydeligt aftegnede sig mod Vandtaget. M a n tænke sig en Skov som Harzwald, voxende paa Siderne af et B jerg og oversvommet. Gangstierne vare bedækkede med Alger og T angarter, mellem hvilke der kravlede en hel lille Verden af Krebsdyr. Jeg gik fremad, kravlede op ad Klipperne, 129 krob over omkuldfaldne Træstammer, sonderfled S ly n g planterne, der gyngede mellem Troeerne, og opffroemmede Fiffene, der ilede fra Gren t i l Gren. Henrykt som jeg va r, fslte jeg ikke den mindste Sm ule t il nogensomhelst Træthed. Hvilket Skuespil! Hvorledes fia l jeg kunne beskrive det! Hvorledes skal jeg kunne skildre Synet as disse Skove, af disse Klipper under Havet, hvorledes stal jeg kunne male et Billede af de nederste P artier, som vare saa morke og vilde, og af de sverste, der straalede i de dejligste rode Farvetoner. V i klattrede over Klippestykkerne, der siden med et dumpt, lavinagtigt Bulder styrtede ned i store Masser. Paa begge S id er aabnede sig dunkle G allerier, i hvilke Blikket forvildede sig; hist og her saae man lange Udhugninger, der syntes tilvejebragte ved Menneskehænders A rbejde, og jeg spurgte mig undertiden selv, om der ikke pludselig vilde sremtroede nogen af disse undersoifle Regioners Beboere fo r mig. M en Kaptajn Nemo steg hurtigt opad, og jeg vilde ikke blive tilbage. M in Stok gjorde mig god Nytte. E t F e jltrin vilde have været yderst fa rlig t i disse trange Passer, der paa begge S id e r vare optagne af uhyre D y b ; men jeg vandrede fremad med faste S krid t uden at fole nogensomhelst Svim m el. S n a rt hoppede jeg over en Revne, hvis D yb vilde have bragt mig t il at gyse tilbage, hvis jeg havde befundet mig paa Jorden; snart vovede jeg mig ud paa nogle flrobelige Troestammer, der laae henover en Afgrund, og jeg saae ikke engang ned t il mine Fsdder, jeg havde kun B je t aabent for denne Egns henrivende vilde II. 9 130 P artier. Paa nogle Steder iagttog man statuelignende Klippestykker, der syntes at trodse Ligevagtens Love, saaledes som de i hældende S tillin g e r hvilte paa deres uregelmæssigt formede Fodstykker. Paa andre Steder igsen saae man naturlige Taarne, store Klippevægge, der hældede i en Vinkel, som Ligevægtslovene ganste vist ikke vilde have tilla d t her paa Jorden. O g folte jeg ikke selv denne ved Vandets store Tæthed fremkaldte Ejendommelighed, naar jeg t il Trods fo r mine tunge Klæder, m it KoLLerhoved og mine Metalsaaler steg op ad de mest utilgængelige Skrænter og tilbagelagde dem saa at sige med Stengedens og Gemsens Lethed. Jeg veed meget ve l, at Skildringen af denne undersoifke Udflugt faglens v il forekomme Mange usandsynlig. M en ikke destomindre ere de Tilstande og Begivenheder, hvis Fortoeller jeg er, ligesaa virkelige som ubestridelige. T o Tim er efterat v i vare tagne bort fra Nautilen, havde v i passeret Skovboeltet, og hundrede S kridt over vore Hoveder hævede Bjergtoppen sig, idet den bredte Skygge over det blændende Straalesijær paa den modsatte Skraaning. diogle forstenede Buske udstrakte sig der i truende Zigzaglinier. Fiskene kom frem i Masser under vore Fsdder lig Fugle, der overraskes i det hoje Græs. Bjergmassen var gjennem- Lrudt af uigjennemtrængelige Gange, dybe Grotter, bundlese H u lle r, i hvis D yb jeg horte en skrækindjagende S to j. M it B lod flod tilbage t il Hjertet, naar jeg opdagede et eller andet umaadeligt Krebsdyr, der fpærrede mig Vejen. Tusinde lysende Punkter 131 glimrede i Morket. D et var disse D y rs O jne, Joettehummere, der rejste sig lig Hellebardierer og rystede deres Kloer med en Raslen som af Loenker, titaniske Krabber, der hvilte paa deres Fodder som Kanonerne paa deres Lavetter. Hvad var dette for en vidunderlig ukjendt V erden? Hvilken Orden tilhsrte disse Leddyr, om hvilke Klippen dannede ligesom en ny Skal. Hvad var Hemmeligheden ved deres vegetative Tilværelse, og gjennem hvormange Aarhundreder havde de paa denne Maade levet i Oæanets yderste D y b ? Jeg havde den inderligste Lyst t il at standse, men jeg fik ikke T id dertil. Kaptajn Nemo, der var vant t il at see disse D y r, helligede dem ingen Opmærksomhed. V i vare komne t il det forste Plateau, hvor nye Vidundere ventede mig. Her aftegnede sig pittoreske Ruiner, der mindede om Arbejder, opforts ved M e n neskehænder. Jeg saae vældige Stenhoje, fordums Templer og S lotte, der vare beklædte med en Verden af blomstrende Plantedyr og over hvilke Algerne og Tangen dannede et tykt Plantetæppe. M en hvad var da dette for en D e l af Jorden, der saaledes var bleven opslugt as Oversvømmelsen? Hvem havde ordnet disse Klipper og Stene lig de forhistoriske Tiders D o lm e n s? *) H vor var jeg, hvor havde Kaptajn Nemo fo rt mig hen? H vor jeg dog havde Lyst t il at sporge ham derom! M en da jeg ikke kunde det, ilede jeg hen t il *) Dolmen o: æltifle Stenaltre, der efter den almindelige Antagelse ere blevne opfsrte af Druiderne. 9 * 132 ham. Jeg greb hans Arm . M en han rystede paa Hovedet og viste op mod den hojeste Top af Bjerget med en Bevægelse, som forekom mig skulde sige: „K o m ! Kom med og bliv ikke troet." Jeg fulgte ham med Anspoendelse af mine sidste Kroefter, og efter nogle M inuters Forlob var jeg klattret op t il Toppen, der rejste sig omtrent fyrgetyve Fod over hele denne Klippemasse. Jeg betragtede den Skroent, som v i nu havde tilbagelagt. Bjerget hævede sig ikke mere end syv t il otte hundrede Fod over Sletten, men paa den modsatte Side beherskede det med dobbelt saa stor Hojde det atlantiske Oæans Bund, der her laae lavere. M it B lik strejfede vidt omkring og overskuede et anseeligt R u m , der var oplyst af et heftigt lynende Jldskjoer. J a , i Sandhed, dette Bjerg var en Vulkan. H alvtredsinstyve Fod under Toppen udkastede et stort K rater Strsmme af Lava, der som Jldkaskader fordelte sig i Vandmassens Skjod. Paa Grund af sin B e liggenhed blev saaledes denne Vulkan en umaadelig Fakkel for den lavere liggende Slette, der oplystes lige t il Horisontens yderste Grændser. Jeg har sagt, at dette undersoiske Krater udkastede Lava, men ikke, at der steg Luer op fra det. For at der kan fremkomme Luer, udkræves Luftens I l t , og den kan ikke udvikle sig under Vandet. M en Lavastrsmmene, der i sig selv have Principet for deres glodende Tilstand, kunne overgaae t il en Hvidglodhede, koempe sejrrigt mod det vaade Element og fo rvandles t il Gas ved at træde i Bersring med det. De glede ned t il Foden af Bjerget, hvor de, ligesom 133 Vesuvs Udtsmmelser, stedte paa et andet Torre del Greco. T h i der, under mine O jn e , viste sig en tilin te tgjort Stad med sammenstyrtede Tage, omkuldkastede Templer, revnede Hvælvinger, omfaldne S e jle r, i hvilke man kunde opdage den toskanfke S tils solide Proportioner. Længere borte saae jeg nogle Levninger af en gigantisk Akvadukt; her opdagede jeg Grundmurene t il et Akropolis, hist S p o r af en K a j, som om en eller anden antik Havn fordum havde beskyttet Handelsfartsjerne og Krigstriremerne paa Bredden af et forsvundet Oæan. Endnu længere borte faae jeg omstyrtede M u re , brede ode Gader, et helt Pompeji, der laae begravet under Vandet, og som Kaptajn Nemo nu viste mig i hele dets Storhed. H vor var jeg? H vor var jeg? Jeg maatte for enhver P ris vide det, og jeg stod allerede i Begreb med at rive Kobberhatten af m it Hoved. M en Kaptajn Nemo kom hen t il mig og forhindrede mig i m it Forfæt. Han tog derpaa en kridtlignende Sten op og begav sig hen til en sort Basaltklippe, paa hvilken han skrev fslgende ene O rd : Atlantis. D et soer fom et Lyn gjennem min Sjæl. A tlantis, Theopompus' M eropida, Platons A tlantis, dette Fastland, hvis Forsvinden Origeues, P orphyrius, Jam - blichus, d'A nville, M a lte B ru n og Humboldt tilskrev Sagaen, men hvis tidligere Tilværelse er bleven antaget af Possidonius, P lin iu s , Ammianus M arællinus, T e rtu llia n ns, Engel, Sherer, Tournefort, B uffon og d'Avezac, - dette Land viste sig her for m ig, endnu 134 Lærende de umiskendelige S p o r af Undergangen. D et var altsaa dette sunkne Land, hvor Atlanternes mægtige Folk engang havde boet, det Folk, mod hvilket det gamle Grækenland foretog sine forste Krigstog. Den Historieskriver, som i sine S krifter har bevaret M indet om disse heroiske Tiders Heltegerninger, er netop P lato. Hans D ialog mellem Timeos og K ritia s er saa at sige bleven nedstreven under D igteren og Lovgiveren S olons Inspiration. En Dag talte S o lon med nogle vise Oldinge i S a is , en B y , der allerede dengang havde opnaaet en Alder af otte hundrede A a r, saaledes som dens paa Templets hellige M ure indridsede Historie udviser. En af disse Oldinge fortalte om en anden S ta d , der var endnu tusinde A ar ældre. Denne fsrste atheniensiske Stad var bleven angrebet og for en D e l odelagt af M anierne. Disse Atlanter, sagde han, beboede et umaadeligt Fastland, der var stsrre end Afrika og Asien tilsammen, et Fastland, der strakte sig fra den tolvte t il den fyrgetyvende Grad nordlig Brede. Atlanternes Vælde udbredte sig lige t i l M gypten. De vilde endogsaa underkue Grækenland, men maatte vige for dets Indbyggeres ubojelige Modstand. Sekler forsvandt. D er opstod en Elementernes Rasen med Oversvommelser og Jordstjælv. En N at og en Dag vare tilstrækkelige t il at begrave dette A tlantis. Kun dets hojeste Toppe, M adera, de azoriste O e r, de kanariske O e r og det gronne Forbjergs O er, rage endnu op af Bolgerne. Disse vare de historiste M in d e r, som Kaptajn Nemos Indskrift paa Basaltklippen fremkaldte hos mig. 135 Ved en af de mærkværdigste SkjæLnens Tilskikkelser stod jeg altsaa nu paa et af dette Fastlands Bjerge. Jeg berorte med min Haand disse R uiner, der vare tusinde Aarhundreder gamle. Jeg vandrede der, hvor det forste Menneskes Samtidige havde vandret. Undermine tunge Saaler knuste jeg Skeletterne af Sagatidens D y r , jeg vandrede der, hvor denne tilintetgjorte V e rdens mægtige Troeer fordum havde udbredt deres Skygge. Ak, hvorfor havde jeg ikke T id ! Jeg broendte af Lyst efter at stige ned ad dette Bjergs bratte Skrænter, efter at gjennemstrejfe hele dette Kontinent, der uden T v iv l forbandt Afrika og Amerika med hinanden, esterat besoge disse store, antidiluvianfke B yer. Her, lige fo r m it B lik , udstrakte sig maaske det krigerste M akhim os, det fromme Eufebes, hvis joettestore Indbyggere levede hele Aarhundreder og vare stoerke nok t il at opstable disse umaadelige Stenblokke, der endnu modstode Vandels Indvirkning. M en maaske vilde et eller andet eruptivt Fænomen atter en D ag lofte disse sunkne R uiner op t il Overfladen! M a n har i denne D e l af Oæanet opdaget talrige undersoiste Vulkaner, og mangt et F artoj har moerket forunderlige Rystelser, naar det passerede over disse urolige Dybder. Nogle have hort et dumpt Bulder, som tilkjendegav Elementernes Kamp dernede, andre have fundet vulkanst Aste, der var bleven slynget op af Havet. Hele denne G rund, lige t il W kvator, bearbejdes endnu af plutoniste Kræfter. O g hvem veed, om der ikke i en fjern Frem tid, naar de ere voxede ved vulkanste Udtommelser og ved nye Lava136 lag, v il flyde ildsprudende Bjergtoppe op over A tlanterhavets O verflade! Medens jeg fortabte mig i disse Drommerier, medens jeg sogte at fæste alle dette grandiose Landflabs Detailler i min E rin d rin g , stod Kaptajn Nemo ubevægelig og ligesom sorstenet i stum Henrykkelse, ^loenkte han paa disse forsvundne Slægter og forlangte han as dem at lære Menneflefljæbnens Hemmelighed at kjende? Begav denne mærkelige M and sig herhen fo r at hente nye Kræfter i Historiens M inde og for at leve Antikens Liv om igjen, han, der flyede det moderne L iv? Hvad vilde jeg ikke have givet for at kjende hans Tanker, for at dele dem, for at sorstaae dem! V i forbleve en hel Time her og betragtede den vældige Slette i Lavastrommens Straalefljoer. E t dumpt B ulder forplantede sig tydeligt gjennem Vandet med majestætisk Voldsomhed. Maanen skinnede ned gjennem Vandmassen og kastede nogle blege S traaler henover det sunkne Kontinent. D et var kun et mat G lim t, men det gjorde en ubeflrivelig Effekt. Kaptajnen rejste sig og kastede et sidste B lik henover Sletten. Derefter gav han mig med Haanden et Tegn t i l , at jeg skulde folge ham. V i stege hurtigt ned ad Bjerget. D a v i vare komne ud af Stenfloven, opdagede jeg Nautilens Lysapparat, der funklede som en Stjerne. Kaptajnen gik i lige Retning henimod Skibet, og v i befandt os atter ombord, da Morgenrodens forste Farveflistninger fo rgyldte Oæanets.Overflade. 137 Tiende Kapitel. Underssifle Stenkulslag. §§en fslgende D a g , den 20de Februar, vaagnede jeg meget seent. Nattens Anstrengelser havde forloenget min S o vn lige t il Klokken Elleve. Jeg klædte mig hurtigt paa; jeg længtes efter at faae at vide, hvilken Kours Nautilen styrede. Den vedblev at seette S yd paa med en Hastighed af fem M i l i Timen samt paa en Dybde af tre hundrede Fod. Jean kom ind. Jeg fortalte ham om vor natlige Udflugt, og da Lugerne aabnedes, fik han endogsaa et G lim t at see af det forsvundne Kontinent. T h i Nautilen fejlede kun tredive Fod over den atlantiske Slette. Den ilede frem som en B alon, der af Vinden drives hen over Jordsladen; men det vilde dog være mere overensstemmende med Sandheden, naar jeg sagde, at v i befandt os i Salonen ligesom P a s sagererne i en Jiltogswaggon. Forst saae v i fantastiske Klipper ile forbi os, Skove, der vare gaaede over fra Plante- til M in e ra lrig e t, og hvis ubevægelige Silhouetter aftegnede sig under Vandfladen i de fo runderligste Figurer. Jeg saae endvidere Stenheje, der vare overtrukne med Tapeter af Axidier og Søanemoner 138 og oversaaede med lange lodret nedhængende V andplanter, samt underlig formede Lavablokke, der bare Vidnesbyrd om de platoniske Udbruds vilde Raseri. Medens saadanne bizarre Landstaber straalede i vort elektriske L ys, fortalte jeg Jean om disse A tlanter, der have inspireret B a illy til saamange herlige S ider. M en Jean, der syntes adspredt, laante mig ikke nogen synderlig stor Opmærksomhed, og jeg opdagede da forresten ogsaa snart Grunden til denne hans Ligegyldighed. En talrig Mængde Fiste havde nemlig lagt B e stag paa ham, og naar der var Tale om Fiste, hvrte den i Klassifikationens Afgrunde fortabte Jean ikke længer t il denne Verden. Under saadanne Omstændigheder var der for mig intet Andet at gjsre end at fslge ham og i Forening med ham paany optage vore ichtyologiste Studier. Disse Atlanterhavets Fiste adskilte sig imidlertid ikke meget fra dem, som v i h id til havde iagttaget. De bestode af jættestore Rokker, der havde en Længde af sexten Fod og vare udrustede med en Muskelstyrke, som satte dem i Stand til at kaste sig op over Vandet, af forstjellige S la gs H ajer, blandt andre en Glaucus af femten Fods Længde med hvasse, trekantede Teender, samt af en og en halv Fod lange H avaal, der ilede forbi os lig en Mængde fine, smidige Orme. M en medens jeg iagttog disse forstjellige Prvver paa Havfaunaen, undlod jeg ikke tillige at underssge det gamle A tla n tic vældige Sletter. Undertiden tvang K lip pernes lunefulde Hævninger og Sænkninger Nautilen til at mindste sin F a rt, og den manøvrerede da med stor Behændighed i de trange Dele. Kun naar disse D a llabyrinther bleve altfor indviklede, hævede Skibet sig, for saa igjen, naar det havde passeret over et saadant ufarbart S te d , at sænke sig ned t il nogle Favne over Havbunden. D et var en forunderlig og fortryllende Sejlads, der mindede ikke saa lid t om Marmoreringen ved en Luftballonfart, kun med den Forstjel, at N autilen passivt adlod den styrende Haand. Henimod Klokken Fire om Eftermiddagen begyndte Havbunden, der hidindtil væsenlig havde bestaaet af en tyk Dyndmasse, blandet med mineralste Fragmenter, at antage en anden Karakter; den blev klippefuld og syntes oversaaet med Konglomerater, med basaltiste Tufstensarter og Lavasragmenter. Jeg stod i den F o rmening, at Sletten nu vilde blive aflost af Bjergegne, og jeg opdagede i Virkeligheden ogsaa snart, at den sydlige Horisont afspoerredes ved en hoj Bjergvæg, der syntes at afstjære al M ulighed fra at komme videre i den Retning. Dens S p id s hævede sig upaatvivlelig over Havfladen. Det maatte være et Fastland eller i ethvert Tilfælde en D , enten en af de kanariske eller en af det gronne Forbjergs D e r. D a Hsjden endnu ikke var bleven tagen, var jeg aldeles uvidende om, hvor v i befandt os. Under alle Betingelser forekom det mig, at denne Bjergvæg ikke kunde udgjore Grændsestjellet for dette A tla n tis , hvoraf v i endnu kun havde tilbagelagt en ubetydelig D el. Natten afbrod ikke mine Iagttagelser. Jeg var alene, idet Jean havde begivet sig t il sin Kahyt. N autilen, der havde sagtnet sin F art, sejlede som oftest toet 140 henover den ujevne Flade, ligesom om den vilde lægge sig t il H vile paa den, og hævede sig kun undertiden lunefuldt op t il Havfladen. I det sidste Tilfælde saae jeg nogle forunderlige Billeder gjennem Vandets Krystal. Jeg vilde endnu være bleven staaende længe ved m it Vindue, fo r paa samme T id at beundre Havet og H im le n, hvis ikke Lugerne vare faldne t il igjen. D a det skete, befandt Nautilen sig lige ved Bjergvæggen. Jeg knude ikke danne mig nogen Forestilling om, hvorledes den nu vilde mansvrere. Im id le rtid rvrte den sig i nogen T id ikke af Pletten. Jeg sov ind med den faste Beslutning, at ville vaagne igjen, naar jeg havde blundet nogle Tim er. M en da jeg den fvlgende Dag traadte ind i S a lonen, var Klokken allerede Otte. Jeg betragtede M a nometret, der fortalte mig, at Nautilen fled paa Oæanets Overflade. Forsvrig herte jeg tydeligt T rin paa Platformen. Jeg steg op t il Lugen. Den var aaben. M en istedetfor den lyse D ag, som jeg havde ventet, var jeg omgiven af dybt Morke. H vor vare v i? Havde jeg taget Fejl. V a r det maaske endnu N at? Ikke en Stjerne glimrede, og forsvrig kunde Natten heller ikke være saa dyb msrk. Jeg stod der tvivlraadig og taus, da en Stemme pludselig spurgte m ig : „ E r det Dem, H r. Professor? - Ah, Kaptajn Nemo, svarede jeg; v il De ikke være saa god at sige m ig, hvor v i fo r Tiden befinde os? - Under Jorden, H r. Professor. 141 - Under Jorden! udbrod jeg. O g Nautilen flyder ikke desto mindre. - J a , den flyder. - M en jeg forstaaer ikke? - Vent nogle Ojeblikke. V o rt Lysapparat v il strax blive toendt, og De v il da blive tilfredsstillet." Jeg satte Foden paa Platformen og ventede. Morket var saa dybt, at jeg ikke engang kunde see et G lim t af Kaptajnen. N aar jeg im idlertid saae lige i Vejret, syntes jeg at opdage en svag Lysning, et S la g s mat Dagstjær, der brod frem fra et cirkelrundt H u l. D a teendes pludselig det elektriske Lysapparat, og dets straalende Glands fordunklede helt og holdent det matte Lys. Jeg saae mig omkring. .N autilen laae stille; den befandt sig ved et Skjær, der var dannet som en Kaj. D et Hav, som for Ojeblikket bar Skibet, var en Indso, indesluttet i en Rundkreds af Bjergvoegge. Dens O verflade befandt sig, som Manometret udviste, i lige Hojde med Havfladen udenfor. Forovrig rundede Bjergvæggene sig t il en Hvælving og havde Form af en umaadelig omvendt T ra g t, hvis Hojde belob sig t il fem eller femhundrede Favne. I denne Top saae jeg en cirkelrund Aabning. D et var gjennem den, at det matte Skjoer, der ojensynlig skrev sig fra Dagslyset, var kommet. F or jeg nærmere undersogte den indre Anordning i denne Grotte, for jeg spurgte mig selv, om den var et Voerk af Naturen eller af Menneskehænder, gik jeg hen t il Kaptajn Nemo. „H v o r ere v i? spurgte jeg. - I æntrum af en udslukket Vulkan, svarede Kaptajnen, en V ulkan, hvis In d re Havet har optaget som Folge af en eller anden Jordrystelse. Medens De sov, H r. Professor, lob Nautilen ind i den gjennem en af Naturen dannet Kanal, der aabner sig tredive Fod under Havfladen. Her er dens H avn , en sikker, bekvem, hemmelighedsfuld og mod alle Vinde stjærmet Havn. Nævn mig paa deres Kontinenters eller L>ers Kyster en H avn, der giver saa sikker B e skyttelse mod Stormenes Raseri? - J a , De befinder Dem virkelig i Sikkerhed her, Kaptajn Nemo. Hvad skulde der vel kunne hænde Dem i æntrum af en Vulkan. M en har jeg ikke seet en Aabning ved dens S p id s? - Jo , dens Krater, et Krater, fom tidligere var opfyldt af Lava, Dampe og Luer, men som nn kun tilfo re r os den Luft, v i indaande. - M en hvad er da dette for et vulkanst Bjerg? spurgte jeg. - D et tilhorer en af de talrige L ie r, hvormed dette Hav er oversaaet. Medens det for almindelige Fartojer kun er et simpelt Skjær, er det for os en umaadelig Grotte. Tilfoeldet har ladet mig opdage den, og Tilfældet har virkelig ved denne Lejlighed gjort mig en stor Tjeneste. - M en kunde man ikke stige ned i Vulkanen gjennem Mundingen, som udgjor dens Krater? - Nej, H r. Professor. Det er m uligt at komme frem i det In d re af dette Bjerg in d til en Hojde af hundrede Fod fra Havbunden, men hojere oppe staae 143 Væggene altfor stejle, til at Nogen kan stige op eller ned ad dem. - Jeg seer, Kaptajn, at Naturen tjener Dem overalt og altid. De befinder Dem i fuldstændig Sikkerhed paa denne S v . M en h vo rtil gavner dette Tilflugtssted. Nautilen behvver jo ikke nogen Havn. - Nej, det gjor den ganske vist ikke, H r. P ro fessor, men den trænger t il Elektricitet fo r at kunne bevæge sig, den trænger til Grundstoffer, der kunne frembringe denne Elektricitet, N atrium for at kunne nære disse Grundstoffer, K u l for at kunne frembringe sit N atrium og Stenkulsgruber for at kunne faae sit K u l. M en netop her bedækker Havet hele Skove, der ere blevne begravne i de geologiste T id e r; disse ere nu blevne forvandlede t il Stenkul, og jeg har da her en aldeles uudtømmelig Grube. - Optræder Deres Besætning da hersom Grubearbejdere ? - Ganske vist. Disse Gruber udbrede sig her under Havet aldeles som Newcastles Stenkulslag. Jklædte deres Dykkerdragter samt med Hakken og Spaden i Haanden bryder min Besætning her de Stenkul, som jeg ikke engang vilde forlange fra Kontinenternes Gruber. D a jeg brænder disse K ul for at fremstille N atriu m , giver den gjennem Krateret opstigende Rvg dette B jerg Udseende as at være en endnu virkende Vulkan. - O g ville v i faae Lejlighed til at see Deres Besætning i Arbejde? - Ikke denne Gang; jeg v il nemlig gjerne skynde mig at fortsætte vor Verdensomsejling under Havet. 144 D erfor v il jeg denne Gang kun forsyne mig med nyt Forraad af det N atrium , fom jeg her har paa Oplag. V i ville ikke opholde oS længer her, end der behoves for at indskibe det, og det er kun een Dag. H vis De derfor v il see Dem omkring i denne G ro ttte , saa benyt Dem af Tiden, H r. Aronnax." Jeg takkede Kaptajnen og begav mig til mine to Ledsagere, der endnu ikke havde forladt deres Kahyt. Jeg inviterede dem t il at fslge mig uden at sige dem, hvor de befandt sig. De stege op paa Platformen. Jean, der aldrig forundrede sig over Noget, ansaae det for den naturligste Ting af Verden at vaagne op under et Bjerg, naar man var slumret ind under Bolgerne. Ned Land grundede kun paa, om der ikke fandtes nogen Udgang paa Grotten. Efter Frokost, henimod Klokken T i , stege v i ned paa „K a je n ". „S a a komme v i da endnu engang t il at sætte Foden paa Jorden, sagde Jean. - Jeg kalder ikke dette Jorden, svarede Kanadieren. O g forresten ere v i jo ialfald ikke „p a a ", men „under" Jorden." Mellem Bjergvæggene og Soen strakte der sig en sandig Kyst, hvis storste Brede var femhundrede Fod. Paa denne Kyststrækning kunde man bekvemt vandre omkring Soen. M en selve Grundvolden af de hsje Bjergvægge dannede et ujevnt Plan, paa hvilket der i pittoresk Uorden laae opstablet vulkanste Blokke og store Pimpstensstykker. Alle disse uordnede Masser vare ved den underjordiske I ld s Indflydelse blevne 145 omgivne med et blankt Em aillelag, der tilbagekastede det elektriske Lys S traaler. D et glimmerlignende S to v paa Kysten fls j, naar v i gik fremad, Lort under vore Fedder lig en Sky af Gnister. V i kom, ingenlunde umærkeligt, hojere og hejere op fra Bredden; men man maatte bevæge sig forsigtig t paa Stenbunkerne, der ikke vare forbundne ved nogensomhelst A rt af æment, og det hoendte ikke saa sjeldent, at Foden snublede mellem disse Feldspath- og Kvartsstykker. Denne gigantiske Hules jvulkanske N atu r gav sig overalt tilkjende. Jeg henledte mine Ledsageres O p mærksomhed herpaa. „Forestil Jer, hvad denne T ra g t maa have voeret, da den endnu lige til Mundingen var opfyldt med glodende Lava. - Jeg kan udmærket godt forestille mig het, svarede Jean. M en kan H r. Professoren sige mig, hvorfor de vulkanske Kræfter paa dette Sted have hort op med deres Virksomhed. - Ganske simpelt, Jean, fordi en eller anden vulkansk Rystelse har frembragt den Aabning under Havfladen, gjennem hvilken Nautilen lober ind. D et atlantiske Oæans Vand strommede da ind i det In d re af Bjerget. D er opstod en voldsom Kamp mellem de to Elementer, men den endte med Neptuns S e jr. Mange Aarhundreder ere im idlertid gaaede siden den T id , og den oversvommede Vulkan er nu bleven fo rvandlet t il , en fredelig Grotte. - Godt, sagde Ned Land. Jeg antager Deres F orklaring, men jeg beklager i vor Interesse, at den II. 10 Aabning, hvorom H r. Professoren ta le r, ikke kom i Stand over Vandfladen. - M en, kjære Ned, svarede Jean, hvis Aabningen ikke var bleven under Vandet, faa kunde jo Nautilen aldrig være kommen ind her. - O g jeg v iltilfs je , Master Land, at Vandet saa ikke kunde være strsmmet ind i Bjerget, og at Vulkanen altsaa var vedbleven at være Vulkan. Deres Bekymring er paa denne Maade fuldstændig overstedig." V i vedbleve at stige opefter. Afsatserne blev bestandig brattere og smallere. Hist og her fandtes der i dem dybe H uller og Revner, som v i maatte see at komme over. V i maatte tillige gaae udenom fremspringende Bjergmasser. Undertiden maatte v i endogså « krybe fremad paa Maven. M en ved Hjælp af Jeans Behændighed og Kanadierens Styrke bleve alle Vanskeligheder overvundne. D a v i vare naaede t il en Hsjde af to hundrede og halvtredsinstyve Fod, standsedes vor videre Opstigning af uovervindelige Hindringer. Klippen hævede sig her aldeles lodret, og der stod saaledes altsaa kun tilbage at gaae omkring Bjerget. Paa denne sidste Afsats begyndte im idlertid Planteriget at kæmpe mod M ineralriget. Nogle Buste og endogsaa nogle Træer havde fæstet Redder i Klippevæggenes Revner. Jeg opdagede adskillige Euforbier med deres ætsende S a ft. En D e l Heliotroper, der forevrig ikke gjorde synderlig Skjel for deres N avn , da der aldrig naaede nogen Solstraale ned t il dem, hang sergeligt med deres dustlese og halvvejs visnede Blomsterklaser. Hist og her 147 fkjsde nogle Gaaseurter bly op ved Foden af store Aloer. M en mellem Lavablokkene iagttog jeg ogsaa adskillige smaa V ioler, hvis svage D u ft jeg med V e lbehag indaandede. D uften er Blomstens Sjæl, og Havblomsterne, de pragtfulde Alger, have ingen Sjæl. V i vare naaede frem t il en Gruppe kraftige Drageblodstræer, hvis stærke Redder trængte ind under Klippestykkerne, da Ned Land pludseligt udbrod: „M e n , H r. Professor, see her, en Bikube! - En Bikube! gjentog jeg og gjorde en B evægelse, som udtrykte den storste T v iv l. - Ja , en Bikube! vedblev Kanadieren; og B ie r, der sværme omkring den." Jeg nærmede mig og kunde nu ikke længer tvivle om, hvad jeg saae med mine egne S jn e . Rundt omkring Mundingen af et H u l i et af Drageblodtræets Stammer fværmede der virkelig nogle Tusinde af disse kloge Insekter, der ere saa almindelige paa de kanariske S e r , hvor deres Frembringelser skattes saa overordenlig hojt. D et var fuldkommen n a tu rlig t, at Kanadieren vilde forsyne sig med et Forraad af H onning, og jeg kunde selvfolgelig ikke have nogen Indvending at gjore derimod. I en H o j af visnede Blade blev der ind blandet noget S v o v l, som fandtes mellem Lavaen, man stak saa I l d derpaa og begyndte at ryge Bierne ud. Kanadieren hostede adskillige Pund Honning, som han stak ned i sin Læderrandsel. „N a a r Brsdtræsdejgen bliver blandet med denne Honning, ville v i faae en ganske delikat Kage. 10* 148 - M e n , udbrod Jean, det bliver jo formelig Peberkagedejg. - Naa ja, sagde jeg, men lad os saa fortsætte vor interessante Promenade." Undertiden, naar de Gangstier, v i fulgte, slog B ugter, kunde v i overstue Sven i hele dens Udstrækning. D et elektriske Lys oplyste den fredfulde O verflade, der hverken kjendte t il Farer eller Bolger. Nautilen laae aldeles ubevægelig. Paa Kysten bevoegede Besætningen sig lig en Mamgde Skygger, der tydeligt aftegnede sig i den straalende Atmosfære. V i vandrede nu omkring Bjerget. Jeg opdagede efterhaanden, at Bierne i denne Vulkan ikke vare de eneste Repræsentanter fo r Dyreriget. Rovfugle svævede hist og her omkring i Skyggen eller flo j ud fra deres Reder, fom de havde bygget paa Klippetinderne. Der fandtes Spurvehoge med hvid B ug samt skrigende Falke. Ogsaa fede Trapgjæs sprang med stor H u rtig hed omkring paa Klippestraaningerne. Kanadierens Begærlighed vaktes felvfolgelig ved Synet af dette velsmagende V ild t, og han græmmede sig sandsynligvis meget over, at han ikke havde en Bosse hos sig. Han forssgte at erstatte Kugler med Sten, og efter flere frugteslose Forsog lykkedes det ham endelig at saare en af disse prægtige Trapgjæs. Det er kun den rene Sandhed', naar jeg siger, at han tyve Gange satte sit Liv paa S p il for at bemægtige sig dette D y r, men han havde saa ogsaa den Tilfredsstillelse, at Trapgaasen t il S lu tn in g krob ned t il Honningkagerne i hans Randsel. V i kunde ikke længer gaae paa Bjerget, og v i 149 maatte som Folge deraf atter stige ned t il Bredden. D et gabende Krater ovenover os lignede en stor Schaktaabning. Fra det Punkt, hvor v i nu befandt os, kunde man aldeles tydeligt see Himlen. Jeg opdagede endogsaa Skyer, der joges frem af Vestenvinden, fænke sig næsten helt ned t il Bjergets Top. Dette var et sikkert Bevis paa, at de holdt sig paa en ubetydelig Hojde, thi Vulkanen heevede sig ikke mere end otte hundrede Fod over Oæanets Overflade. En halv Time efter Kanadierens sidste B e d rift havde v i atter naaet den indre Bred. D er var f l o raen repræsenteret as store Masser as L-trandkaal, en smuk lille P lante, der er ret god at sylte. Jean plukkede nogle Knipper af den. Hvad Faunaen angaaer, saa talte han Tusinder as Krebsdyr as alle Arter, Hummer, Krabber, Rejer, M ysisarter, Galatheer og en uhort Mængde forskjelligtformede Snegle. Paa dette Sted aabnede der sig en smuk Grotte. M ine Ledsagere og jeg fandt Fornøjelse i at strække os paa det sine Sand. Ild e n havde poleret Klippevæggene, saa de vare glindsende og emaillerede; det saae tillige ud, som om de alle vare bestrvede med Glimmerstov. Samtalen drejede sig naturligvis om de evindelige Flugtforsøg, og jeg troede at kunne give det Haab, at Kaptajn Nemo kun var gaaet mod S yd for at forsyne sig med nyt Forraad af N atrium . Jeg haabede, sagde jeg, at han nu vilde begive sig t il E vropas og Amerikas Kyster, saa at Kanadieren med mere Held end tidligere kunde iværksoette sine Planer. V i havde ligget en Time i den henrivende Grotte. 150 Sam talen, der oprindelig havde været meget liv lig , begyndte nu at blive mindre underholdende. V i bleve formelig Allesammen overfaldne af en vis Sovesyge. O g da jeg fo r m it Vedkommenoe ikke fandt nogen Grund t il at gjore Modstand, var jeg snart sunken hen i en dyb Slum m er. Jeg drsmte - man kan, som bekjendt, ikke vælge sine Dromme - jeg dromte, at min Tilværelse indskrænkede sig t il et simpelt Bloddyrs vegeterende Liv. Jeg syntes, at denne Grotte dannede den dobbelte S kal omkring mig. Pludselig vaktes jeg af Jean. „H u rtig t, h u rtig t! raabte han. - Hvad er der? spurgte jeg, idet jeg rejste mig halvt op. - Vandet stiger op t il os." Jeg rejste mig nu helt op. Havet bruste som en fossende S tro m ind i vort Tilflugtssted, og da vi jo i Virkeligheden ikke vare B loddyr, maatte vi skynde os at flygte. Efter nogle M inuters Forlob vare v i i Sikkerhed paa Grottens eget Tag. „H vad er dette her? spurgte Jean. E t nyt Naturfænomen? - Nej, mine Venner, svarede jeg; det er Ebbe og Flod, siet ikke Andet. Floden truer med at overraske os ligesom engang W alter Scotts Helt. Oæanet hæver sig udenfor, og som Folge as en fuldkommen naturlig Ligevægtslov stiger Soens Overflade ligesaa meget. V i ere heldigvis slupne med et lille Bad. Lad os nu see at komme ned t il Nautilen og klæde os om." Tre Kvarteer senere havde v i endt vor Vandring og gik atter ombord. Besætningen var netop bleven færdig med at indlade det Kvantum N a triu m , som skulde ombord, og Nautilen var klar t il øjeblikkelig at afgaae. Kaptajn Nemo gav im idlertid ikke nogen Befaling i denne Retning. Vilde han afvente Natten og i Hemmelighed lsbe ud gjennem sin undersøiske Passage? Maaske. Hvorledes det end forholdt sig dermed, havde Nautilen den folgende M orgen forladt sin Ankerplads og gik med god Fart nogle Favne under det atlantiske Havs Bolger. 151 152 Ellevte Kapitel. Sargasso-Ssen. R a u tile n havde ikke forandret Kours. A lt Haab om at komme tilbage t il de evropæifke Farvande var saaledes fuldstændig strandet. Kaptajn Nemo styrede jevnt ud mod S yd . H vo r vilde han fore os hen? Nautilen passerede im idlertid en mærkelig D el af det atlantiske Oæan. Enhver kjender Tilstedeværelsen af den store Varmtvandsstrom, der forer Navnet G o lfstrommen. Den opstaaer i den mepikanske H a vb u g t/ og naar den har forladt denne, vender den sig mod Spitsbergen. M en fo r denne S trs m har forladt den mexikanske Havbugt ved 44de Grad nordlig Brede, deler den sig i to Arme. Den stsrste af disse gaaer t il Irla n d s og Norges Kyster, medens den anden bojer mod S yd paa Hojden as de azoriske O e r og, naar den har bestyllet Afrikas Kyster samt beskrevet en lang oval F ig u r, kommer tilbage t i l Antillerne. Denne anden Arm omgiver med sine Ringe af varmt Vand den D e l af det kolde, rolige, ubevægelige Oæan, som man kalder S a rg asso -S o e n , en virkelig S o midt i det atlantiske Oæan. Vandet i den store S tro m be153 hover ikke mindre end tre A ar for at tilbagelægge sit Lob. Sargassosoen bedoekker hele den sunkne D e l af de Gamles A tlantis. Adskillige Forfattere have endogsaa antaget, at de talrige P lanter, hvormed den er oversaaet, ere blevne losrevne fra Prairierne paa de G am les Kontinent. Sandsynligere er det im id lertid , at disse Græsvæpter og Tangarter ere blevne rykkede bort fra Evropas og Amerikas Kyster og as Golfstrsmmen forte lige t il denne Zone. D et var denne sidste A n tagelse, der bragte Columbus t il at formode T ilvæ relsen af en ny Verden. D a den store Opdagers Fartojer kom t il Sargassosoen, kunde de kun med stor Vanskelighed sejle igjennem disse P lanter; t il Besætningernes store Forskrækkelse behovede de hele tre Uger fo r at passere dem. Saaledes var denne E gn, som Nautilen besogte, en M aatte, vævet af Alger og H avtang, saa tyk, saa toet, at et Fartojs Forstavn havde stor M o je med at rive den i Stykker. Kaptajn Nemo, der ikke vilde vikle sin Skrue ind i denne groesbevoxede Masse, holdt sig paa en Dybde af omtrent en halv Snes Fod u n der Havfladen. Navnet Sargasso kommer af det spanske O rd 8ni-F3r2o, der betyder Havtang. De uendelige Plantemasser dannes ogsaa hovedsagelig as Havtang. O g Aarsagen til, at disse Vandplanter samle sig i det atlantiske Havs rolige Vande, er ifslge den lærde M a u ry , Forfatteren t il Keograpbis pti^sigus 6n Zlobe fslgende: „D e n Forklaring, som kan gives - siger han - 154 forekommer mig at kunne stolles ved en Erfaring, som Alverden har gjort. Naar man i et Fad lægger Korkstumper eller hvilkenfomhelst andet flydende Legeme og man lader Vandet i Karret bevæge sig i en Cirkel, saa v il man sinde, at de spredte Smaalegemer forene sig t il en Gruppe m idt paa Vandfladen, det v il sige paa dens mindst oprorte Punkt. Med Hensyn t il det Naturfænomen, som v i i dette Tilfælde have med at gjore, er det atlantiske Hav Karret, Golfstrommen den cirkulerende S tro m og Sargassosoen det M idtpunkt, hvor de flydende Legemer samles." Jeg deler M a u rys Anskuelse, og jeg har havt Lejlighed til noje at iagttage Naturfænomenet i denne E g n , der saa sjeldent bessges as Fartojer. Over os flod Legemer as alle S la g s , sammenpakkede mellem disse brunagtige P la nter: Træstammer, der vare revne los fra Anderne eller fra Klippebjergene og drevne ned ad Amazon- eller Mississippifloden, utallige Vraggjenstande, S p lin te r af Skibsskruer og Kjole, ssnderslaaede Skandseklædninger, der Lleve tyngede saaledes ned af Snegle- og Muslingeskaller, at de ikke kunde stige op til Oæanets Overflade. Tiden v il tillige engang komme t il at bestyrke Rigtigheden af M a u rys anden Anskuelse, at disse Gjenstande, der saaledes have hobet sig sammen i Aarhundreder, ville blive forstenede under V andets Indflydelse og danne uudtømmelige Stenkulsgruber, et kostbart Forraad, som den forudseende N atur b rin ger i Orden t il den D a g , Menneskene have udtomt Fastlandets Gruber. I dette Væv af Græs og Tang saae jeg smukke, rosenfarvede Lilliestjerner, Sostjerner, der sloebte paa 155 deres lange Fangearme, gronne, rode og blaa Maneter og isser Cuviers store S traaledyr, hvis blegblaa P a ra solformer ere kantede med violette G arniturer. Hele Dagen den 22de Februar tilbragtes i S a rgassosoen, hvor Fistene, der holde meget af H avplanter og Krebsdyr, finde en rigelig Fode. Den folgende D ag havde Oæanet atter faaet sit sædvanlige Udseende. I nitten Dage derefter eller fra den 23de Februar t il den 13de M a rts sorte Nautilen, der holdt sig m idt i det atlantiske Oæan, os bort med en uafbrudt Hurtighed af hundrede M i l i fire og tyve Tim er. Kaptajn Nemo havde tydelig nok i Sinde at gjennemfore sit Program , og jeg tvivlede intet O jeblik om, at han, efter at have sejlet omkring Kap H o rn , vilde vende tilbage t il det stille Havs sydlige Farvande. Ned Land havde saaledes havt Grund t il fin Frygt. Paa disse udstrakte Vande, der suldstændig savne O e r, kunde der aldeles ikke være Tale om at forlade Fartojet. D er fandtes heller ikke nogen M u lighed fo r, at v i kunde modsætte os Kaptajn Nemos V illie . D et Eneste var at underkaste sig og finde sia i sin Skjæbne. M en vilde ikke Kaptajn Nemo kunne bevæges til, naar denne Rejse var endt, at tilbagegive os vor F r ihed mod at v i aflagde en edelig Forpligtelse t il aldrig at omtale hans Tilværelse? D et vilde være et 8Eresord, som v i vilde holde. M a n maatte im idlertid fore Forhandlinger med Kaptajnen om dette kildne S p o rgsmaal. O g hvorledes stulde jeg kunne forlange en saadan Frihed? Han havde jo selv strax i Begyndelsen og paa en bestemt Maade erklæret, at Hemmelig156 heden ved hans Liv krævede vort stadige Fangenstab ombord paa Nautilen. M in Tavshed i de tre M a a - neder, i hvilke v i havde opholdt os hos ham, maatte vel sagtens have bragt ham t il at troe, at jeg var tilfreds med Situationen. O g vilde der ikke, naar jeg kom tilbage t il dette Emne, let kunne vækkes en M is tanke, som maatte være meget ubehagelig, hvis der senere m uligvis flulde vise sig en eller anden Lejlighed t i l at gjenoptage vore Planer? Hvorledes end S a gerne stillede sig, indsaae jeg, at Udsigterne t il nogensinde at gjensee Venner og Bekjendte formindskedes med hver D a g , iscrr da Kaptajn Nemo vedblivende styrede mod den sydlige D el af det atlantiske Hav. I de omtalte nitten Dage indtraf der ikke nogen mærkelig Begivenhed paa vor Rejse. Jeg saae sjelden Kaptajnen. Han arbejdede. Oste fandt jeg i Bibliotheket Boger, som han havde ladet blive lig gende opslaaede, især Bsger af naturhistorist In d h o ld . M it Arbejde om Havbundene, i hvilket han havde bladet, var opfyldt med Randgloser, der undertiden stode i Modstrid med mine Theorier og Systemer. Kaptajnen nojedes med paa denne Maade at forbedre m it Arbejde, og det var sjeldent, at han talte med mig om disse Emner. Undertiden hsrte jeg melankolske Toner fra hans O rg e l, paa hvilket han spillede med megen Folelse, men kun naar Nautilen ved Nattetid og i dybt Morke var stumret ind paa det ode Oæan. Under denne D e l af Rejsen sejlede v i hele Dage igjennem paa Bolgernes Overflade. Havet laae næsten fuldstændig ode. Kun nogle enkelte Sejlskibe, der gik 157 i Fragt paa In d ie n , styrede Koursen mod det gode Haabs Forbjerg. En D ag bleve v i forfulgte af Baade fra en Hvalfiskefanger, der uden T v iv l antog os for en overordenlig stor og meget værdifuld Hvalfisk. M en Kaptajn Nemo vilde ikke lade disse raske Gutter spilde T id og M e je , og han endte Jagten med at dukke ned under Vandet. Denne Begivenhed syntes paa den mest levende Maade at interessere Ned Land. Jeg troer ikke, jeg tager fejl, naar jeg siger, at Kanadieren sergede over, at vor jernbeklædte H va l ikke blev dodelig saaret af disse Fiskeres Harpuner. De Fiske, til hvilke Jean og jeg under denne Periode lagde Mærke, adstille sig kun ubetydeligt fra dem, v i allerede havde studeret under andre Brebegrader. De vigtigste vare nogle Epemplarer as Hajerne, disse fo rskrækkelige Brustfiste, der ere delte i tre Underafdelinger, hvilke atter ikke tælle mindre end to og tredive A rte r; disse Hajer, der vare femten Fod lange, havde et H oved, som var bredere end Kroppen, afrundet Halefinne samt paa Ryggen syv store sorte, parallelt lobende S trib e r. Endvidere saae jeg andre Hajer, der vare astegraa as Farve, havde syv Gjælleaabninger samt paa R yg gen en eneste Svommefinne, som sad omtrent m idt paa Kroppen. B la nd t Andre saae v i ogsaa Halehajer, efter hvad der fortælles de mest glubske Fiste, som existere. Fisterne fortælle i det Mindste Folgende: M a n har i Kroppen paa et af disse D y r fundet Hovedet af en Bofseloxe og en hel K a lv ; i en anden to store Makreler samt en Baadsmand i U niform ; i en tredie en S o ld a t med S a b e l; endelig i en fjerde en Hest samt Rytter. N u 158 bor man jo ganske vist ikke saadan uden videre troe, hvad Fiskerne fortælle, men uhyggelige saae de unægtelig ud. Det lykkedes os ikke at fange nogen af dem i Nautilens Net. Smukke, legende Skarer af Delfiner fulgte os hele Dage igjennem. De svommede næsten altid i Flokke paa fem eller sex. Forresten ere de slet ikke mindre glubske end Hajerne, saafremt jeg da kan troe en Professor i Kjobenhavn, der ud af en Delfins M ave tog tretten Tumlere og femten Sælhunde. M en det var saa ganske vist ogsaa en Spækhugger, der horer t il de storste Arter, man kjender, og hvis Længde ofte overstiger fire og tyve Fod. Denne D elfinfam ilie tæller ti Slægter; de, som jeg saae, horte t il Slægten Delphinorynchus, der udmærke sig ved en Snude, som er meget smal, men til Gjengjæld fire Gange saa lang som Hovedstallen. Deres ti Fod lange Kroppe ere forte for oven og for neden lyst rosenfarvede med smaa Pletter. Jeg fandt ogsaa i disse Have ejendommelige Exemplarer af Fiste, der tilhorte Acanthopterigiernes Orden samt nogle Exemplarer af Familien Seiæna. Nogle Forfattere, der ere mere Digtere end N aturforstere, paastaae, at disse Fiste synge meget melodiost og at deres Stemmer tilsammen danne en Konært, der ikke kan sammenlignes med nogetsomhelst Kor as M ennestestemmer. Desværre gave disse Seiæner os ikke nogen Serenade paa vor Rejse. Desuden undersogte Jean en stor Mængde Flyvesist. Det var i hoj Grad mærkværdigt at see, med hvilken beundringsværdig Sikkerhed Delfinerne udfsrte 159 deres Jagt paa dem. H vor h sjt de end flv j over Havet, ja selv om den Periferi, de beskrev, gik tvers over N autilen, kunde de stakkels Fiske dog være sikkre paa at mode Delfinernes aabne Gab. Det var forresten meget ejendommeligt at see, hvorledes disse Flyvefiste paa Grund af Nattens M srke dannede Jldstrimer i Luften, og hvorledes de derpaa dukkede ned i Vandet ligesom Stjernestud. Under disse Forhold fortsattes vor Sejlads lige t il den 13de M a rts . Den D ag anvendte Nautilen til Loddingsepperimenter, som interesserede mig meget. V i befandt os fo r øjeblikket under 4 5 0 3 7 ' sydlig Brede og 3?o 5 3 ' vestlig Længde. D et var paa den samme Strækning, at Kaptajn Denham ombord paa „H s ra ld " loddede paa to og fyrgetyve tusind Fods Dybde uden at finde Bund. Heller ikke Lojtnant Parcher kunde paa den amerikanske Fregat „Congress" naae Havbunden med en Line, der var over fem og fyrgetyve tusind Fod lang. Kaptajn Nemo besluttede at sende Nautilen saa dybt ned som m uligt for at kontrollere de forstjellige Loddinger. Jeg gjorde mig i Stand t il at kunne optegne alle Undersøgelsens Resultater. Lugerne i S a lonen aabnedes, og man begyndte at manvvrere fo r at komme til de uhsrt dybe Vandlag. M a n kan let tænke sig, at der ikke kunde være Tale om at stige ned udelukkende ved Hjælp af Reservoirerne. Desuden maatte N autilen, for at kunne stige op igjen, befri sig for denne Forogelse af Vand, og Pumperne vilde ikke have været stærke nok til at overvinde det Ydre Tryk. 160 Kaptajn Nemo besluttede da at opsoge Oæanets Bund paa en tilstrækkelig langstrakt Diagonal ved Hjælp af sine Sideplaner, der vare stillede i en Vinkel paa fem og fyrgetpve Grader mod Nautilens Vandlinier. Skruen bragtes t il den stsrst mulige H u rtig hed, og dens firdobbelte S kovl pidskede Bolgerne med ubeskrivelig Voldsomhed. Nautilen steg paa denne Maade regelmæssigt dybere og dybere ned. Kaptajnen og jeg, der havde taget Plads i Salonen, fulgte med Opmærksomhed Manometernaalen, der devierede hurtigt. S n a rt havde vi passeret den Zone, som kan beboes, og hvor Storsteparten af Fistene have deres T ilh o ld . Nogle af disse D y r trives ganske vist bedst paa Overfladen af Havet eller F lo derne, men der er dog ogfaa andre, fom hyppigt opholde sig paa meget dybt Vand. Mellem disse sidste lagde jeg Moerke t il en ejendommelig A rt H aj med sex Gjælleaabninger, Telestopfisten med dens store O jne, samt adskillige ejendommelig formede Fiste, der vare forsynede med et Brystharnisk af lyserode Benstiver, og endelig Grenadeerfisten, der lever paa sex og tredive hundrede Fods D yb. Jeg spurgte Kaptajnen, om han havde iagttaget Fiste paa storre Dybder. „K u n meget sjeldent, svarede han. M en hvad antager og hvad veed man i saa Henseende paa det Punkt, paa hvilket Videnstaben for Ojeblikket befinder sig? - D et stal jeg sige Dem. M a n veed, at naar man er kommen t il Oæanets dybe Vandlag, forsvinder Plantelivet hurtigere end D yrelivet. M a n veed, at hvor man endnu træfser paa levende Væsner, voxer der 161 ikke en eneste H ydrofyt. M a n veed, at Ostersen cg visse Snegle leve paa sex tusind Fods D ybde, og at M a c Clintock, Polarhavets Helt, har opdaget et levende S traaledyr paa syv tusind og femhundrede Fods Dybde. M a n veed fremdeles, at Besætningen paa „ B u ll- D o g " , har opfifket en Sisstjerne paa 2,620 Favnes Dybde. M en maafke v il De paastaae, at man slet In g e n ting veed? - Nej, H r. Professor, svarede Kaptajnen. Saa uartig v il jeg dog ikke være. Jeg v il derimod sporge Dem, hvorledes De forklarer, at der kan findes levende Væsner i en saadan Dybde. - Jeg forklarer det paa to Maader. F o r det Fsrste, fordi de vertikale Stromme, der bestemt ere adskilte fra hinanden, ved Vandets forskjellige S a lth o ldighed og Tæthed frembringe en Bevægelse, der er tilstrækkelig til at vedligeholde det ufuldkomne Liv hos S o lilje r og Sostjerner. - Fuldkommen rigtig t, afbred Kaptajnen mig. - Endvidere fordi man veed, at Kvantiteten as I l t , der er en Grundbetingelse for Livet, foreges i samme Forhold som Dybden, og at de dybe Vandlags Tryk bidrager t il at komprimere den. - N aa, saa det veed man, svarede Kaptajn Nemo i en lid t overrasket Tone. N u vel, H r. P ro fessor, det forholder sig saaledes. Jeg v il tilfoje, at Fistenes Svommeblære indeholder mere Kvælstof end I l t , naar disse D y r fanges nær ved Overfladen, men derimod mere I l t end Kvælstof, naar de tages op fra et storre D yb . Dette Forhold afgiver en I I . I l S totte for Deres System. M en lad os fortsætte vore Iagttagelser." M it B lik vendte sig atter mod Manometret. I n strumentet tilkjendegav en Dybde af atten tusinde Fod. V i vare naaede saa langt ned i Lobet as en Time, og Nautilen vedblev bestandig at synke dybere og dybere. Vandet var mærkværdigt klart og besad en Gjennemsigtighed, som In te t ,er i Stand t il at skildre. En Time senere vare v i paa ni og tredive tusind Fods Dybde, og endnu var det os um uligt at ojne Oæanets Bund. Paa en Dybde as to og syrgetyve tusind Fod saae jeg im idlertid sortagtige Bjergspidser, der stege op midt i Havet. M en disse Spidser kunde jo tilhore ligesaa hoje Bjerge som Himmalaya eller M o n t B la nc, og Afgrundenes D yb vedblev paa denne Maade at være uberegnelig. Nautilen sænkede sig endnu længere ned til Trods fo r det stærke T ry k , den maatte udholde. Jeg folie Jernet ryste i Sammenfojningerne; de magnetstrogne Stænger af hærdet S ta a l bojedes, Vindusruderne i Salonen syntes at bugte sig frem og tilbage under Vandets Tryk. D et stærke Skib vilde uden T v iv l være bukkel under, hvis det ikke, som Kaptajnen havde sagt, havde været i Stand til at gjore ligesaa stærk Modstand som en Stenblok. D a v i nærmede os de omtalte undersoiske B je rg spidser, iagttog jeg endnu nogle flere Snegle, nemlig Annulater samt nogle Exemplarer as Sostjernen. M en snart forsvandt disse sidste Repræsentanter for D yrelivet, og Nautile noverskred Grændsen for dette 163 ligesom Ballonen g js r, naar den hæver sig over de Regioner, hvor man kan aande. V i havde naaet en Dybde af otte og fyrgetyve tusind Fod, og der hvilte saaledes sexten hundrede Atmosfærers Tryk paa Nautilen. „H v o r ejendommeligt er det ikke, udbrsd jeg, at rejse i disse dybe Regioner, hvor endnu aldrig noget Menneske har været! B etragt, H r. Kaptajn, disse prægtige K lipper, disse ubeboede H u le r, alle disse ukjendte Steder, som endnu aldrig noget Menneskeoje har seet! O g hvorfor maa v i indskrænke os t il kun at bevare Erindringen om dem? - Kunde De have Lyst t il at medfvre noget Bedre herfra end E rindringen? spurgte Kaptajn Nemo. - Hvad v il De sige dermed? - Jeg v il sige, at In te t er lettere end at tage et Fotografi af denne undersøiske Region." Jeg fik ikke T id t il at udtrykke min Forundring over dette nye Forslag, fv r der paa Kaptajnens B efaling blev baaret et Objektiv ind i Salonen. Gjennem de aabnede Luger straalede med stor Klarhed et S kin fra det elektrisk oplyste Element. Ikke en eneste Skygge forstyrrede vort kunstige Lys; selv Solen kunde aldrig have været gunstigere for et Arbejde som dette. Instrumentet blev rettet mod Prospekterne paa Oæanets B u n d , og efter nogle Sekunders Forlvb havde v i faaet et negativt Billede, der var udmoerket klart. Kaptajnen sagde im idlertid t il mig, da han havde endt sit Arbejde: „Lad os stige op igjen, H r. Professor. Det gaaer ikke an i altfor lang T id at udsoette Nautilen for et saa stærkt Tryk. l i * 164 - J a , lad os stige op, svarede jeg. - N u vel, saa hold Dem godt fast!" Jeg fik ikke T id til at tænke over, hvorfor Kaptajnen anbefalede mig denne Forsigtighed, fe r jeg kastedes omkuld paa Maatten. Paa et S ig n a l af Kaptajnen vendtes Planet vertik a lt, og Nautilen steg som en B allon op gjennem Vandet og fertes bort med forfærdelig Hurtighed. M ed en ejendommelig Lyd klovede den Vandmassen. M a n kunde ikke stjelne en eneste Gjenstand. I fire M in u te r havde den tilbagelagt de otte og fyrgetyve tusind Fod, der stilte den fra Oæanets Overflade. 165 Tolvte Kapitel. Kaskelotter og Hvalfiste. ______ H ^Eatten mellem den 13de og 14de M a rts fortsatte Nautilen sin Kours mod S yd . Jeg antog, at den paa Hojden af Kap H orn vilde styre mod Vest, for at naae det stille Hav og saaledes fuldende sin Verdensomsejling. Dette blev im idlertid ikke Tilfældet; Skibet forsatte stadig sin Kours mod S yd . Hvorhen agtede det sig da. T il Polaregnene? D et vilde være vanv ittig t! Jeg begyndte at troe, at Kaptajnens D u m dristighed fuldstændig retfærdiggjorde Ned Lands B e kymringer. Kanadieren havde i nogen T id ikke ta lt med mig om sine Planer. Han var i det Hele taget bleven mindre meddelsom, ja t il sine Tider endogsaa fuldstændig tavs. Jeg saae, hvor nær han tog sig dette fo rlængede Fangenstab. Jeg saae, hvorledes Vreden efterhaanden kom t il at koge i ham. Naar han mvdte Kaptajnen, lyste der altid en mork I l d ud af hans Dstne, og jeg frygtede mere og mere fo r , at hans naturlige Heftighed vilde drive ham t il en eller anden yderlighed. Den 14de M a rts traf han og Jean mig i m it Værelse. Jeg spurgte dem om Aarsagen til deres Besog. „ V i har et Sporgsm aal at gjore D em , svarede Kanadieren. - T a l, Ned! - H vor mange M and troer De der findes ombord paa N autilen? - D et kan jeg virkelig ikke saa lige sige Dem, kjære Ned. - Det forekommer mig, vedblev han, at der ikke behoves nogen meget stor Besætning fo r at mansvrere med den. - Ganske vist; en ti M and vilde, antager jeg, være tilstrækkelig. - O g hvorfor, spurgte Kanadieren, skulde den have flere? - H vo rfo r? - Ja , h vo rfo r? " Jeg saae skarpt paa Ned Land, hvis Planer neppe kunde være vanskelige at gjætte. „H v is jeg, sagde jeg, har opfattet Kaptajn Nemos Tilværelse rigtig t, saa er Nautilen ikke blot et Fartoj, men samtidig et Tilflugtssted for dem, der ligesom Skibets Forer have afbrudt al Forbindelse med Jorden. - Maaske, sagde Jean, men Nautilen kan jo ikke rumme mere end et vist A ntal Personer, og skulde Professoren ikke kunne udregne, hvormange det kan være i det Hojeste? - Hvorledes det, Jean? - Ved Beregning. D a Fartojets Drægtighed er givet og folgelig ogsaa det Kvantum Lu ft, som det 166 167 indeslutter, samt da man paa den anden Side veed, at ethvert Menneskes Liv Leroer paa Respirationsproæssen, v il man ved at sammenligne dette Resultat med den Nødvendighed, som tvinger Nautilen t il at stige op t il Overfladen hver fire og tyvende Time . . . Jean fik ikke T id t il at slutte; jeg indsaae allerede, hvor han vilde hen. „Jeg forstaaer D ig , sagde jeg; men denne B e regning, der iv v rig er meget let at opstille, kan kun give et temmelig ubestemt Facit. - Det g jvr In g e n tin g , indvendte Ned Land ivrig t. - Naa, saa lad os da foretage den, svarede jeg. Ethvert Menneske forteerer i Lisbet af en Tim e faa meget I l t , som der findes i hundrede L itre r* ) Luft, hvilket i fireogtyve Tim er bliver to tusinde og fire hundrede Litrer. M a n maa da undersvge, hvormange Gange Nautilen indeslutter to tusinde og fire hundrede Litrer Luft. - Fuldkommen rig tig t, sagde Jean. - M e n , vedblev jeg, da Nautilens Drægtighed er femten hundrede Tons og hver af disse indeholde tusinde L itre r, saa rummer Nautilen femten hundrede tusinde Litrer Luft, hvilket, divideret med to tusind fire hundrede . . . ." Jeg regnede det i en F a rt ud paa et Stykke P a p ir. „ . . . . giver sex hundrede og femogtyve. D et * ) Litre er et fransk M a a l, der svarer t il I V 20 Pcrgel eller V 12 Skj.appe. 168 v il altsaa sige, at den L u ft, som findes i Nantilen, vilde være tilstrækkelig for sex hundrede og femogtyve Mennesker i sire og tyve Timer. - Sex hundrede og fem og tyve! gjentog Ned Land. - M en De kan være sikker paa, tilføjede jeg, at iberegnet saavel Passagerer som Besætning udgjor v i ikke Tiendedelen af dette T a l. - Det er endda for Meget for tre Personer, mumlede Ned. - N u vel, saa maa De finde Dem i at have Taalmodighed, min stakkels Ned. - J a , Taalmodighed og Resignation, sagde Jean. Naar A lt kommer t il A lt, kan Kaptajn Nemo ikke bestandig gaae mod S yd . Han maa standse engang, om ikke for, saa ved Ish a ve t, og atter vende tilbage t il de mere civiliserede Have. D a er det T id t il atter at tænke paa Ned Lands P la ne r." Kanadieren rystede paa Hovedet, forte Haanden til Panden, svarede ikke og trak sig tilbage. „T illa d e r Professoren mig at gjore en B e mærkning? sagde Jean. Den stakkels Ned tænker paa A lt, hvad han ikke kan opnaae. Han mindes hele sit svundne Liv, og han savner A lt, hvad der her er nægtet os. Hvad har han at gjore her? In te l. Han er ikke nogen loerd M and som De og kan ikke som vi sinde Fornojelse ved at betragte Havets Mærkværdigheder. Han vilde vove A lt for at kunne komme t i l bage t il en eller anden Krog i sit Hjemland." Det er nu ogsaa ganske vist, at Ensformigheden ombord maatte være aldeles utaalelig for Kanadieren, 169 der var vant til et fr it og virksomt Liv. De B e g ivenheder, som kunde oplive ham, vare Yderst sjeldne. Heldigvis blev han im idlertid netop paa denne D ag mindet om den lykkelige T id , da han endnu færdedes i Livet som Harpunerr. Omtrent Klokken Elleve om Formiddagen, da v i befandt os paa Oæanets Overflade, kom Nautilen ind mellem en Mængde Hvalfiske. D et var et Mode, der ikke overraskede m ig, thi jeg vidste, at disse heftigt forfulgte D y r netop tage deres T ilflu g t til de hoje Bredegraders Farvande. Den R olle , fom Hvalfiskene have spillet indenfor Handelsverdenen, og deres Indflydelse paa de geografiste Opdagelser har voeret af stor Betydning. Det er Hvalfisken, der lokkede forst Biscayer, siden Asturier, Engelstmænd og Hollændere efter sig, det er den, der bragte dem t il at trodse Oæanets Farer og forte dem fra den ene Ende af Verden t il den anden. H v a lfiskene holde af at besoge de sydlige og nordlige Have. Jfolge gamle Beretninger paastaaes det endogfaa, at de forte Fisterne t il Polen i en Afstand af neppe en halv Snes M il. S e lv om dette Faktum endnu er falst, saa v il det dog engang blive sandt, og det er fuldkommen sandsynligt, at Menneskene paa Jagten efter Hvalfist ville baade i de arktiske og de antarktiske Regioner naae Jordklodens ukjendte Endepunkter. V i fade paa Platformen, og Havet var roligt. Oktober Maaned bragte os paa disse Bredegrader smukke Efteraarsdage. D et var Kanadieren, der forst opdagede en H valfist mod O st ude i Horisonten. N aar man gav noje A g t, saae man en fortaglig Ryg snart 170 hæve sig over, snart soenke sig under Bslgerne i flere M ils Asstand fra Nautilen. „N a a r, udbrod Ned Land, jeg blot var ombord paa en Hvalfiskefanger, hvor dette Sammenstod da skulde more m ig! D et er et stort D y r. See, med hvilken K raft den sender Vandsojler op i Luften! For en Ulykke, at jeg ogsaa er lænket i dette Jernfængsel! - Hvad Ned, spurgte jeg, har De endnu ikke glemt Deres gamle Fiffertilbsjeligheder? Troer De, en Hvalfiskefanger kan glemme sin gamle Haandtering? Kan man nogensinde blive troet af de Bevægelser, som en saadan Ja g t fremkalder? - H ar De aldrig fiffet i disse Vande, Ned? - A ld rig , H r. Professor. Kun i de nordlige Have og da særlig i Behrings- og Davisstrædet. - S a a kjender De endnu ikke de sydlige Haves H val. D e , som De h id til har jaget, vilde aldrig sordriste sig t il at passere LEkvators varme Vand. - Hvad er det, De siger? sagde Kanadieren i en Tone, der forraadte en vis Vantro. - Jeg siger, hvad der er sandt. - J a saa. M en jeg har dog 1865, altsaa for to og et halvt Aar siden, i Nærheden af Gronland truffet en H v a l, som i Siden havde en H arpun, der var moerket af Hvalfiskefangere fra Behringsstrædet. N u sporger jeg D em , hvorledes et D y r, der er bleven truffen vest fo r Amerika, kunde blive droebt ost for dette Kontinent, hvis det ikke havde passeret LEkvator. - Ja , jeg er rigtignok af samme Mening som vor Ven Ned, sagde Jean, og jeg venter med Begjcrrlighed at faae at vide, hvad H r. Professoren v il svare. 171 - Professoren v il svare J e r, mine Venner, at Hvalerne ere lokaliserede ester deres sorsijellige Arter i visse Have, som De ikke kunne forlade. O g hvis et af disse D y r er kommet fra Behrings- t il D a v is - strædet, saa er det ganske simpelt, fo rd i der findes en Passage fra det ene Stræde t i l det andet enten paa Amerikas eller Asiens nordlige Kyster? - Kan v i troe D em ? spurgte Kanadieren, idet han klemte det ene O je sammen. - V i kunne Alle fuldkommen troe, hvad Professoren siger, svarede Jean. - Altsaa kjender jeg, sagde Kanadieren, da jeg aldrig har sisiet i disse Farvande, ikke t il de Hvaler, som Lesvge det? - S om jeg har sagt Dem, Ned. - Saameget desto storre Grund er der t il at gjore deres Bekjendtsiab, bemærkede Jean. - Se blot, udbrod Kanadieren, den nærmer sig! Den kommer hen imod os! Den trodser m ig! Den veed, at jeg In te t formaaer ligeoverfor den." Ned stampede med Foden. Hans Haand rystede, medens han i Indbildningen svang sin Harpun. „E re disse Hvalfisks ligesaa store som de nordlige H aves?" spurgte han. - O m trent, Ned. - Jeg har seet store Hvaler, Hvaler, som maalte in d til hundrede Fod i Længde. Jeg har endogsaa ladet mig fortoelle, at Hullamocken og Umgallicken ved de aleutisie O e r undertiden kunne overstige halvandet hundrede Fod. - Det forekommer mig overdrevent, svarede jeg. 172 Disse D y r ere kun Balænopterer med Rygfinner, og ligesom Kastelotterne ere de i Almindelighed mindre end Hvalerne hernede. - Se, udbrod Kanadieren, hvis B lik ikke havde forladt Oæanet, den nærmer sig." Derpaa begyndte han igjen: „D e taler om Kastelotten som om et lille D y r. D er sindes im idlertid ogsaa overordenlig store Kastelotter. O g det er intelligente D y r. Nogle bedoekke sig, paastaaer man, med Alger og Tang. M a n antager dem saa for smaa Holme, man slaaer sig ned der, man toender I l d . . . . - M a n bygger Huse der, afbrod Jean ham. - J a v e l, din Spasmager, svarede Ned Land. O g saa dykker D yret en stjon Dag ned og forer alle sine Beboere med sig t il Afgrunden. - Aldeles som Somanden i Sindbads Rejser, svarede jeg leende. D et synes, Master Land, som om De godt kan lide fabelagtige Beretninger. Hvad maa det dog ikke voere for D y r , Deres Kastelotter. Jeg haaber im idlertid, at De ikke troer paa disse Historier. - H r. Professor, svarede Kanadieren alvorligt, man bor troe A lt, hvad der angaaer Hvaler. Se blot, hvor denne her iler fremad. M a n paastaaer, at disse D y r kunne gjore en T o u r omkring Jorden paa fjorten Dage. - D et benoegter jeg ikke. - M en De veed bestemt ikke, H r. Aronnax, at i Verdens forste Dage svommede Hvalsistene endnu hurtigere. - Virkelig, Ned, og hvoraf kom det sig? 173 - D et kom sig a f, at de havde Halen i modsat Retning, det v il sige, at denne Hale, der var stillet vertikalt, pidstede Vandet fra Venstre t il H ojre og fra Hojre til Venstre. M en Skaberen, der mærkede, at det gik for hurtigt, vred saa Halen omkring, og siden den T id pidske de Bolgerne fraoven nedad, af hvilken Grund de ikke kunne komme saa h u rtigt afsted. - M in gode Ned, spurgte jeg, er det virkelig Deres M ening, at jeg stal troe Dem? - Ikke altfor meget og ikke mere, end om jeg fortalte Dem, at der findes H vale r, som ere tre hundrede Fod lange, og som veje hundrede tusinde Pund. - D et er unægtelig meget. Im id le rtid maa man indromme, at visse H valdhr maa kunne naae en temmelig anseelig Udvikling, naar de, hvad der paastaaes, skulle kunne give in d til hundrede og tyve Fade Tran. - J a , hvad det angaaer, saa har jeg seet det med mine egne Lfine, sagde Kanadieren. - D et troer jeg gjerne, Ned, ligesom jeg ogsaa troer, at visse Hvalfiste i Tykkelse kunne opveje hundrede Elefanter. Man kan toenke sig, hvilken Virkning en saadan Masse «aa have, naar den slynges frem med stor Hurtighed. - E r det sandt, spurgte Jean, at de kunne vælte hele Fartojer omkuld? - Vælte dem, det troer jeg ikke, svarede jeg. M a n fortoeller im idlertid, at en H valfist 1820 i disse sydlige Have styrtede ind imod Skibet Essex og drev det tilbage med en Hurtighed af tolv Fod i Sekundet. Bolgerne strommede ind agterfra, og Essex kæntrede snart efter." 174 Ned saae paa mig med et meget fiffig t B lik. „Jeg fo r min D el, sagde han, har engang faaet et S la g af en Hvalsistehale, - ja jeg mener min Baad. M ine Kammerater og jeg Lleve kastede op i en Hojde af atten Fod. M en i Sammenligning med Professorens H valfist var min jo kun en Hvalfisteunge. - Leve disse D y r længe? spurgte Jean. - Tusinde A a r, svarede Kanadieren, som var det den naturligste T in g af Verden. - O g hvoraf veed De det, Ned? - Fordi man veed det. - O g hvorfor veed man det? - Jo , fordi man veed det. - Nej, min kjære Ned, man veed det ikke, men man antager det, og det gjor man af folgende Grund. F or fire hundrede Aar siden, da Fisterne for forste Gang jagede Hvaler, havde disse D y r et meget storre Legeme end nu. M a n flutter derfor fuldstændig logist, at de nuværende Hvalfistes mindre Stsrrelse komme af, at de ikke have havt T id til at vope saameget, som de kunde. Det er dette, som bragte B uffon t il at sige, at disse Hvaler burde og kunde leve i tusinde Aar. Forstaaer D e ? " Ned Land forstod Ingenting. Han hsrte ikke mere paa det, som blev sagt; Hvalfisken kom bestandig nærmere, og han slugte den med Ojnene. „S e , udbrod han, det er ikke een H valfist, det er t i , tyve, det er en hel Skok! O g at man saa Ingenting kan udrette her! A t man stal see paa dette og være bunden paa Hoender og Fodder! 175 - M e n , kjære Ned, hvorfor beder De da ikke Kaptajnen om Tilladelse t il at jage disse H vale r? " Jean havde ikke talt ud, fo r Ned Land var ilet ned og skyndte sig at opsoge Kaptajnen. Nogle ø j e blikke efter vare Begge igjen oppe paa Platformen. Kaptajnen betragtede Hvalfiskeflokken, der legede helt oppe paa Overfladen as Vandet. „D e t er Hvalfiske, som komme sydfra. En hel Flaade af Hvalfiskefangere vilde her kunne skaffe sig en Formue. - N u vel, H r. K aptajn, kan jeg ikke faae Lov t il at anstille en Ja g t paa dem, om det saa kun var fo r ikke at glemme m it gamle Haandelag som Harpuneer. - H vorfor flulle v i jage udelukkende af T ilin te tgjorelseslyst? svarede Kaptajnen. V i have her ombord ikke B ru g for disse D y rs Tran. - M e n , afbrod Kanadieren ham, i det rode Hav tillod De os dog at sorfolge en Dugong. - J a , dengang kunde der være Tale om at flasfe min Besætning fersk Kjed. Her maatte vi dræbe kun fo r at dræbe. Jeg veed meget v e l, at det er et P rivilegium , fom er Mennesket forbeholdt, men jeg t i l lader ikke dette blodige T id sfo rd riv. N aar Folk som D e , Master Land, dræber den sydlige H v a l, som er et godt og fredeligt D y r , saa begaaer De en dadelværdig Handling. D et er paa denne M aade, at de allerede have udryddet alle Hvalerne i Baffinsbugten og odelagt en hel Klasse af nyttige D y r. Lad derfor disse ulykkelige ætaæer være i Fred; de have naturlige Fjender nok alligevel." M a n kan tænke sig, hvilken F igur Kanadieren 176 gjorde under denne Moralprædiken. A t give en Jæger saadanne Grunde var kun at spilde sine O rd . Ned Land betragtede Kaptajnen og forstod aabenbart slet ikke, hvad han mente. Alligevel havde Kaptajnen R et: Fiskernes barbariske og tankelose Rovbegjærlighed v il en ffjen D ag bevirke, at den sidste H va l i Oæanet forsvinder. Ned Land stak fornærmet Hænderne i Lommen og vendte os Ryggen. Kaptajn Nemo betragtede Hvalsiskeflokken og sagde, henvendt t il m ig : „Jeg har Ret i min Paastand om, at Hvalfiffene foruden Menneskene have tilstrækkeligt af andre naturlige Fjender. Disse her ville inden kort T id komme til at kæmpe en svær Kamp. Seer De der langt borte i Horisonten nogle sortagtige Punkter, som bevæge sig? - Ja , H r. Kaptajn, svarede jeg, jeg seer dem. - D et er Kaffelotter, forfærdelige D y r, som jeg undertiden har modt i Flokke paa to eller tre hundrede. Disse grumme og odelæggende D y r gjor man netop en god Gjerning ved at udrydde." Disse sidste O rd bragte Kanadieren t il hurtigt at vende sig om igjen. „N u vel, Kaptajn, sagde jeg, i selve Hvalfiffenes Interesse . . . . - D et er unodvendigt at udsætte sig selv for Fare, H r. Professor. Nautilen alene v il være t i l strækkelig t il at adsprede disse Kaffelotter. Den er bevæbnet med en Pantsergallion, der sikkert er ligesaa god som Master Lands H arpun." Kanadieren kunde ikke lade være med at trække 177 paa Skuldrene; at angribe Hvalfiske paa denne Maade betragtede han som en komplet Umulighed. „V ent, H r. Professor, v i stal vise Dem en Jagt, hvis Mage De endnu ikke har seet. Ingen Skaansomhed mod disse D y r, der kun bestaae as M u n d og Teender!" M und og Teender! M a n kan ikke paa nogen bedre Maade male Kastelotten, hvis Legeme undertiden er fem og halvsserdsinstyve Fod. Dette D y rs kolossale Hoved optager omtrent en Trediedel af dets Legeme. Det er forsynet med fem og tyve store Toender, som ere tyve æntimeter lange og have Form af en tilspidset Cylinder. D et er i den ovre D e l af dette forfærdelige H oved, at man troefser en stor Moengde af den voerdifulde O lie , der er kjendt under Navnet H valrav (Spermaæt). Kastelotten er et plumpt D y r , der mere ligner en Padde end en Fist. Den er daarlig bygget, fo r ikke at sige vanstabt, i den venstre D el af Legemet og seer neppe med meer end det hsjre Ose. Im id le rtid nærmede denne forunderlige Flok sig mere og mere. Den havde opdaget Hvalfiskene og beredte sig til at angribe dem. M a n kunde allerede paa Forhaand see, at Kastelotterne vilde sejre, ikke blot fordi de vare meget bedre byggede t il Angreb end deres forsvarslose Modstandere, men ogsaa fordi de kunde opholde sig meget loengere under Vandet, uden at soge op t il Overfladen og hente Luft. D et var paa hoje T id at bringe Hvalfiskene Hjoelp. Jean, Ned og jeg toge Plads ved S a lo n vinduet. Kaptajnen stillede sig nær ved R oret, for ti. 12 178 selv at kunne mansvrere Skibet. S n a rt folie jeg, at vor Hurtighed forogedes i en temmelig betydelig Grad. Kampen mellem Kaskelotterne og Hvalfiskene var allerede begyndt, da Nautilen kom til. Den manovrerede saaledes, at den afskar Kaskelotflokken. Disse D y r syntes i Begyndelsen ikke at blive foruroligede ved at see det nye V idunder, som blandede sig i Kampen. M en snart maatte de tage sig iagt fo r dens S la g . Hvilken Kamp! Endogsaa Ned Land var snart reven fuldkommen med og stod og klappede i Hænderne. Nautilen var nu forvandlet t il en forfærdelig H arp u n , der blev svungen af sin Kaptajns Haand. Den styrtede mod disse Kjodmasser, star tversigjennem dem, og lod en P a rt af D yret blive tilbage paa hver S ide af Skibet. D et folte ikke de forfærdelige S la g af H alen, som tra f det paa alle Kanter. N aar en Kaskelot var dræbt, svang det sig, lystrende Roret, hen t il en anden, soenkede sig, naar Kaskelotten dukkede ned t il de dybere V andlag, hævede sig, naar D yret atter kom op paa Overfladen, og saarede det altid t il Doden. Hvilket B lodbad! Hvilken Sneften og Stsnnen! Hvorledes pidstedes ikke Vandet af disse forfærdelige D y rs H aler! D et havde tidligere ligget aldeles fredelig t og stille, og nu var det oprvrt som i S torm . I en Tim estid vedblev den gigantiske Kamp, fra hvilken Kaskelotterne ikke kunde komme bort. Flere Gange forsvgte ti eller tolv as dem at styrte frem i S am ling og ved deres Masse knuse Nautilen. M a n saae igjennem Vindusruderne deres koempemoessige Gab med de forfærdelige Toender og det ene uformelige O je . Ned Land, som ikke loenger kunde beherske sig, knyttede Haanden imod dem og oversste dem med Skjoeldsord. M a n fslte, hvorledes de trykkede sig toet ind t il vort Fartej, ligesom Hunde, der ere paa Ja g t efter V ildsvin. M en Nautilen forærede sin Skrues K ra ft, sloebte dem med sig eller tvang dem atter op t i l Overfladen, uden at bryde sig om deres kolossale Tyngde eller deres vældige Modstand. Endelig lysnede det mellem Kastelotternes Roekker, og Havet blev atter ro lig t. Jeg moerkede, at v i stege op t il Oæanets Overflade. Lugen aabnedes, og v i skyndte os op paa Platform en. Havet var bedoekket med en Moengde stvrre eller mindre Stykker af disse D y rs Legemer. Den stærkeste Explosion havde ikke kunnet ssnderslide disse Masser med storre Voldsomhed. Hist og her saae v i nogle forstroekkede Kaskelotter skynde sig afsted paa F lugt. Vandet var i en O m kreds af flere M i l bleven aldeles ro d t, og Nautilen svommede midt i et Hav af B lo d . Kaptajn Nemo kom hen t il os. „N u vel, Master Land? sagde han. - H r. Kaptajn, svarede Kanadieren, hvis Enthousiasme var bleven en Sm ule afkslet; det er virkelig et forfærdeligt Skuespil, men jeg er ikke nogen S la g ter, jeg er Jæger, og dette er kun S lagteri. - D et er er et Blodbad paa stadelige D y r, svarede Kaptajnen, og Nautilen er ikke nogen Slagterkniv. - Jeg synes bedre om min H arpun, indvendte Kanadieren. 180 - Enhver har sit Vaaben, svarede Kaptajnen, idet han skarpt betragtede Ned Land. Jeg frygtede, at denne skulde lade sig henrive t il en eller anden Voldsomhed, der kunde medfvre beklagelige Folger, men hans Vrede lagde sig ved Synet af en H va lfist, som Nautilen i dette D jeblik noermede sig. D yret havde ikke kunnet undfly Kaskelotternes Toender. Jeg gjenkjendte den Sydhavshval, der har fladt Hoved og er fuldstændig sort. I anatomist Henseende adskiller den sig fra den hvide og Nordkapshvalen ved sine syv Nakkeknuder, og den har tillige to Ribbeen mere end de andre Arter. Den stakkels H val var dod og laa paa Siden med Bugen sondersauget af B id . Paa dens afstumpede Svsmmefinne hang endnu en lille Hvalfisteunge, der ikke havde kunnet redde sig under Blodbadet. Kaptajnen fvrte Nautilen helt hen t il D yrets Kadaver. T o M and af dens Besoetning stege ned paa Hvalfisken, og jeg saae ikke uden Forundring, at de ud af dens Pvere toge al den M elk, de indeholdt, det v il sige mellem to og tre store Kar fulde. Kaptajnen bvd mig en Kop M e lk , der endnu var varm. Jeg kunde ikke afholde mig I r a at vise U villje mod denne D rik. M en han forsikkrede mig, at denne M elk var udmoerket god, og at den ikke i nogensomhelst Henseende adskilte sig fra Komelk. Jeg smagte paa den og maatte indrvmme, at hvad han sagde var fuldkommen sandt. Denne M elk var saaledes meget velkommen for os, thi under Form 181 af S m o r eller Ost kunde den bringe en behagelig A fvexling ind i vor daglige Kost. Fra denne D ag saae jeg med Bekymring, at Ned Lands Sindsstemning mod Kaptajn Nemo blev bestandig værre og veerre, og jeg besluttede neje at vogte paa Kanadierens Gjoren og Laden. 182 Trettende kapitel. Det sydlige Ishav. ^Eautilen fortsatte atter sin Kours sydpaa. Med betydelig Hurtighed fulgte den den halvtredsindstyvende M e ridian. V ilde den naae Polen? Jeg troede det ikke, th i h id til vare alle Forsog paa at naae dette Punkt af Jordkloden mislykkede. V i vare desuden allerede komne temmelig langt frem paa Aaret, idet den 13de M a rts i de antarktiske Regioner svarer t il den 13de September i de nordlige Regioner, da Jevndognsperioden begynder. Den 14de M a rts saae jeg under 5 5 0 Brede fly dende Jsstykker af tyve t il femogtyve Fods Længde. De dannede ligesom smaa K lip p e r, mod hvilke B o lgerne brsdes. Nautilen holdt sig paa Oæanets O ve rflade. Ned Land, der tidligere havde fiflet i de arktiske Vande, var vant t il disse Isbjerge. Jean og jeg beundrede dem for forste Gang. En blændende snehvid Masse hævede sig i L u ften ude mod den sydlige Horisont. Hvalfiflefangere have givet den Navnet „Jsb lin ke t". H vor klare S tje rnerne end ere, kunne de dog ikke fordunkle den. Efter kort T id s Forlob saae v i storre Blokke, 183 hvis G lands forandrede sig efter Taagens Luner. Paa nogle af disfe Masser opdagede v i gronne Aarer, ligesom om man med Kobbervitriol havde draget store Linier henover dem. Atter andre lignede umaadelig store Amethyster. De forste kastede Lhsstraalerne tilbage fra deres Krystallers tusinde Faætter, de sidste viste herlige Kalkrefleper og vilde have været tilstrækkelige t il at opbygge en hel S tad af M a rm o r. J o længer v i kom fydpaa, desto mere tiltoge disse flydende D e r i A n ta l og S tsrre lfe . Polarfuglene havde i tusindevis deres Reder paa dem. D er fandtes flere Arter af S to rm fu g le, som bedovede os med deres S krig. Nogle af dem, der antoge Nautilen for at være Liget af en Hvalfisk, flos ned paa Skibet og hakkede med deres Næb i Jernbeklædningen. Under denne S ejlads m idt imellem Jsstykkerne holdt Kaptajn Nemo sig ofte oppe paa Platform en. Han gav noje A gt paa disse ode Farvande. Undertiden faae jeg hans rolige B lik blive kjendelig oplivet. Glædede det ham, at han var hjemme i disse P o la rhave, der ellers ere utilgængelige fo r Mennesker; folte han sig fom Herre over disse Egne, der ellers aldrig blive befarne? Maaske. M en han talte ikke derom. Han stod ubevægelig, undtagen naar han fandt det nodvendigt felv at lede Manøvreringen. Han styrede Nautilen med stor Dygtighed og undgik forsigtigt at stode fammen med disse uendelig store Masser, hvis Hojde varierede fra to hundrede t il halvtredie hundrede Fod. Horisonten forekom os ofte at være aldeles lukket. Paa Hojden af den tresindstyvende Bredegrad syntes ethvert In d lo b at være forsvundet. 184 M en Kaptajn Nemo sogte med Omhyggelighed og sandt altid en eller anden trang Aabning, gjennem yvilken han lunde smutte ind. O g dog vidste han, at den vilde lukke sig t il bagefter ham. D et var paa denne Maade at N antilen, fe rt af Kaptajnens duelige Haand, passerede alle disse forskellige S la g s Jsmasser, som nwdte os. Temperaturen var meget lav. Termometret viste ude i den fr i Luft to eller tre Grader under N u l. M e n v i vare varmt paaklædte i Pelse, t il hvilke Sæler og Is b jo rn e havde maattet levere Skindet. Under Doekket blev Nantilen som sædvanlig opvarmet as sine elektriske Apparater og trodsede saaledes den skarpests Kulde. Desuden havde v i kun behevet at soenke os henved en halv Snes Fod under Bandet fo r at sinde en taalelig Temperatur. H vis v i vare komne nogle Maaneder tidligere, vilde v i under disse Bredegrader have havt bestandig D a g ; nu var det allerede N at i en tre, sire Tim er, og længer hen paa Aaret vilde sex Maaneders M srke komme t il at hvile over disse Polaregne. Den 15de M a rts vare v i under samme Bredegrad som N y Shetland og de sydlige Orkneyeer. Kaptajnen havde oplyst mig om, at der tidligere havde færdedes en stor Mængde Sæler i disse Farvande, men at engelste og amerikanske Hvalfistefangere i deres Udryddelsesraseri havde droebt alle Hanner samt H un ner med levende Fostre, og at der derfor nu herstede Dedstavshed her, hvor disse D y r tidligere havde fremkaldt saameget Liv. Den 16de M a rts Klokken Otte om Morgenen gik N autilen, der fulgte den fem og halvtredsindstyvende M eridian, over den sydlige Polarcirkel. Paa alle S id er omgav Isen os nu, og den lukkede formelig Horisonten for os. Im id le rtid gik Kaptajn Nemo fra In d lo b t il In d lo b og trængte bestandig længer syd paa. „M e n hvorhen sejle v i? spurgte jeg. - J a det forstemer In g e n , sagde Jean. N aar Kaptajnen ikke kan komme længere, maa han vel standse". Naar jeg fta l være oprigtig, maa jeg im idlertid tilstaae, at denne eventyrlige F a rt ikke mishagede mig. Jeg kan ikke sige, i hvor hsj en Grad disse nye Regioners Skjonheder forundrede mig. Isbjergene antoge proegtige Former. Her dannede de en formelig osterlandft B y med M inareter og utallige Moskeer, og hist syntes den glimrende S tad at være styrtet sammen ved en eller anden Jordrystelse. Udsigterne vexlede bestandig. F ra alle Kanter hortes der Bragen og S a m menstyrtninger af Isb je rg e , som forandrede Udseende lig Landskaberne i et D ioram a. Naar Nautilen befandt sig under Vandet samtidig med, at disse Masser forandrede S tillin g , spredte B u lderet sig rundt omkring os med forfærdelig Heftighed, og Sammenstyrtningen af disse M asser fremkaldte umaadelige Vandhvirvler lige t il Oæanets dybeste V andlag. Nautilen rystede og slingrede da som et Fartoj, der er overladt t il Elementernes Rasen. O fte tænkte jeg, naar jeg ikke mere saae noget U dlob, at v i vare blevne fangne midt inde i Isen. M en ledet af sit Instinkt forstod Kaptajn Nemo altid 186 at komme, hvorhen han vilde. Han kunde altid langt borte vise mig S teder, hvor det blaaagtige Vands smalle S trib e r droge sig som Furer henover Ismarken. Uden det vilde han vistnok heller aldrig have fo rt Nautilen m idt ind i de antarktiske Have. Den 16de M a rts lukkede im idlertid Jsmassen Vejen for os. M en Kaptajn Nemo gav ikke tabt. M ed forfærdelig Voldsomhed lod han Nautilen styrte sig ind imod den Masse, som hindrede vor Passage. D et var det Gamles M urbrokker, der dreves frem af en vældig M a g t. Jsstykkerne, der kastedes hojt op i Luften, faldt ned som H agl rundt omkring os. O g paa denne Maade banede Nautilen sig en snever Vej fremad. Undertiden blev den fo rt bort af sin Fart og kom op paa Jsmassen, som den da knuste ved sin Tyngde. I disse Dage bleve v i overfaldne af heftige Kastebyger. Taagen var saa stærk, at v i ikke kunde see hinanden fra den ene Ende af Platformen t il den anden, Vinden gik hele Kompasset rundt. D er samlede sig Snee i saa haarde M asser, at man maatte bryde dem itu med Hakker. Under en Temperatur af fem Graders Kulde bedækkedes Nautilen med J is paa alle sine Adersider. Barometret holdt sig i Almindelighed temmelig lavt. D et faldt lige t il 7 3 0 5 '. Kompasset frembod ikke loenger nogen tilstrækkelig G aranti. Dets m isvisende Naale pegede i hinanden modstridende Retninger, idet v i nærmede os den sydlige magnetiske P o l, som vel at mærke ikke maa forvexles med den sydlige P o l. Jfolge Hansteen findes denne P o l under 7()0 187 Brede og 130" Længde, ifolge Duperros Observationer derimod under 1350 Længde og 70^ 3 0 ' Brede. M a n maatte derfor gjore en Moengde Iagttagelser paa Kompasserne, som flyttedes omkring t il forstjellige Dele af F artsjet, samt efterat disse Iagttagelser vare gjorte anstille en Middelberegning. Endelig den 18de M a rts saae Nautilen sig t i l trods for alle Forsigtighedsregler og tiltro d s for alle Stormsorsog aldeles indesluttet i F is , omgivet as en endelos og ubevægelig B arriere af Isb je rg e , der alle syntes at voere sammenvoxede med hinanden. Solen havde et O jeblik viist sig ude imod S yd , og Kaptajn Nemo foretog en nojagkig Observation, as hvilken det fremgik, at v i befandt os under 51° 30' Længde og 67" 3 9 ' Brede. V i vare allerede komne et betydeligt Stykke ind i de antarktiske Regioner. D et var os um uligt at opdage det ringeste G lim t af Havet. Foran Nautilen strakte sig en stor Flade, der var oversaaet med usammenhængende Isblokke af samme Udseende som det, der karakteriserer en Flods Overflade kort for Isb ru d d e t, men efter langt anderledes kæmpemæssige Proportioner. Hist og her hævede sig skarpe, smalle Bjergspidser t il en Hojde af to hundrede Fod; længere borte lodrette Kystskrænter, der stode i gronagtige Farveskiftninger ligesom kolossale Spejle. D er hvilede over denne ode N atu r en uhyggelig D sd stavshed, som neppe engang blev afbrudt af S to rm fuglenes Vingestag. Nautilen maatte nu standse sin eventyrlige S e jlads midt imellem Isbjergene. 188 „H r. Professor, sagde Ned Land, hvis Kaptajnen gaaer længere . . . . - Naa, hvad saa? - S aa er han virkelig en dygtig Karl. - H vorfo r det, Ned? - Fordi Ingen kan gjennembryde disse evige Isb je rg e hernede i Ishavet. Han er mægtig, vor Kaptajn, det veed jeg, men for en Ulykke, han kan da heller ikke være mægtigere end selve Naturen. H vor den har sat en Groendse, maa han standse med eller mod sin V illie . - N a tu rlig v is , kjeere Ned. M en alligevel skal jeg ikke nægte, at jeg havde stor Lyst t il at vide, hvad der findes bagved denne M u r , som ganske vist i hoj Grad irriterer mig. - Professoren har Ret, sagde Jean; M ure ere kun blevne opsvrte for at irritere de Loerde. Der burde ikke findes M u re nogetsomhelst Sted. - M en, sagde Kanadieren, man veed, hvad der findes bagved denne Jsm ur. - Hvad da? spurgte jeg. - J is og kun J is . - De er sikker derpaa, N ed, men det er jeg ikke. D et er netop derfor, jeg havde Lyst t il personlig at overbevise mig derom. - De bliver alligevel nsdt t il at lade denne Lyst fare. Længere end v i nu ere komne, kan hverken De eller Kaptajn Nemo eller hans N a u til komme". Jeg maatte indromme Ned Land, at han havde Ret. Saalænge Fartvjerne ikke ere byggede t il at sejle paa Ism arker, maa de standse foran dem. Uagtet alle Anstrengelser, uagtet de kraftige M id ler, som anvendtes for at sprænge Ise n , maatte N autilen blive, hvor den var. I Almindelighed plejer det at være saaledes, at den, der ikke kan komme længere frem, dog i ethven Tilfælde kan komme tilbage. M en her vare begge Dele næsten lige umulige, th i Udlobene vare lukkede bag ved os, og saafremt vort F a rts j skulde blive, hvor det v a r, vilde det ikke vare længe, fo r det var aldeles faktisk muret inde. D et var netop dette, som indtraf omtrent Klokken T o om Natten. R undt omkring dannede der sig nh J is med beundringsværdig Hurtighed. Kaptajnens Adsærd forekom mig unægtelig mere end uklog. Jeg befandt mig paa Platform en. Kaptajnen, der i nogle øjeblikke havde betragtet Situationen, sagde t il m ig: „N aa, H r. Professor, hvad tænker D e? - Jeg tænker, at v i ere murede inde. - Murede inde? Hvad mener De med det? - Jeg mener, at v i hverken kunne komme frem eller tilbage eller t i l nogen af Siderne. - De troer altsaa virkelig, at Nautilen ikke kan slippe nogetsteds hen? - D et v il den vanskelig kunne, thi Aarstiden er allerede fo r langt fremrykket, t il at De kan gjore Regning paa et Jsbruv. - H r. Professor, svarede Kaptajnen ironist, De bliver dog altid Dem selv lig . De seer altsaa kun Hindringer og M odstand! Jeg forsikkrer Dem om, at Nautilen ikke blot kan komme lv s , men at den stal komme endnu længere frem. 190 - Længere mod S y d ? spurgte jeg, idet jeg betragtede Kaptajnen. - J a lige in d til Polen. - T il Polen, udbrod jeg vantro. - J a , svarede Kaptajnen ro lig t, t il den antarktiske P o l, t il dette ukjendte P unkt, hvor alle Jordklodens M eridianer krydse hinanden. De veed, at jeg gjor med Nautilen, hvad jeg v il." Jeg vidste det. Jeg vidste, at denne M and var dristig in d til Forvovenhed. M en at besejre de H in dringer, som Sydpolen rejste, forekom mig dog at være et Foretagende saa afsindigt, at Planen t il det kun kunde opstaae i en gal M ands Hjerne. Jeg faldt da paa at spsrge Kaptajnen, om han maafke allerede havde opdaget denne P o l. „ N e j, H r. Professor, svarede han, men v i ville opdage den i Fællesstab. H vor Andre kun have havt Uheld med sig, v il jeg have Held med mig. Jeg har aldrig fo rt min N a u til saa langt frem i de sydlige Vande, men jeg gientager det, den stal endnu længere. - Jeg troer D em , Kaptajn, svarede jeg i en noget ironist Tone. Jeg troer Dem. Fremad da! F or os findes ingen H indringer! Lad os knuse denne Jsm u r. V i ville lade den springe i Luften, og hvis den gjor Modstand, give v i Nautilen V inger, saa at den kan komme over den. -- O ver, H r. Professor? svarede Kaptajn Nemo ro lig t. Nej ikke over, men under. - U nder!" udbrod jeg. Jeg fik nu pludselig Ojnene op for Kaptajnens Planer. 191 Nautilens moerkværdige Egenstaber vilde yderligere komme os t il Gode ved dette overmenneskelige Foretagende. „Jeg seer, at v i begynde at forstaae hinanden, sagde Kaptajnen smilende. De sorudseer allerede, at dette Forjog m uligvis kan, jeg forudseer, at det v i l falde heldigt ud. D e t, som ikke lader sig gjore med nogetsomhelst andet F a rto j, kan let iværksættes med Nautilen. H vis der findes et Kontinent omkring Polen, saa standser jeg ved dette Kontinent, men hvis der derimod er aabent Vande, v il jeg gaa lige t il Polen. - J a vist, sagde jeg, reven med af Kaptajnens A llin g . S e lv om Havets Overflade er stivnet t il J is , saa ere dog de lavere Vandlag fuldkommen f r i som Folge af Forsynets kloge Indretning, ifolge h v ilken Havvandets Tæthed foroges, efterhaanden som Kulden bliver stærkere. O g hvis jeg ikke tager fejl, forholder den D el af Jsmassen, der er under Vandet, sig t il den, der er over det, som Fire t il En. - S a a omtrent, H r. Professor. F or hver Fod, disse Bjerge hæve sig over Vandet, sænke de sig tre under det. M en da disse Isbjerge ikke overstige en Hvjde as tre hundrede Fod, saa sænke de sig kun nihundrede. M en hvad er vel nihundrede Fod fo r N autilen? - Ingenting, Kaptajn. - V i ville endogsaa paa en stvrre Dybde kunne opsvge den Tem peratur, som er almindelig for H a vvandet, og dernede kunne v i da uden Fare trodse tredive t i l fyrgetyve Graders Kulde paa Overfladen. - R ig tig t, Kaptajn, svarede jeg liv lig t. 192 - Den eneste Vanskelighed, sagde Kaptajnen, bliver at holde sig flere Dage under Vandet, uden at forny Luftforraadet. - Ikke Andet end det, svarode jeg; Nautilen har store Beholdere; dem kunne v i fylde, og de ville saa ganske sikkert være i Stand t il at forsyne os med al den I l t , som v i behvve. - G odt tænkt, H r. Aronnap, svarede Kaptajnen smilende, men der kunde jo gjeres endnu flere I n d vendinger. - S aa, har De flere endnu? - En eneste! H vis Havet stroekker sig lige til den sydlige P o l, saa er det m u lig t, at dette Hav er fuldstændigt tilfrossen, og at v i som Fvlge deraf ikke kunne komme op t il dets Overflade. - G o d t, Kaptajn, men glemmer De da, at Nautilen er udrustet med en forfærdelig Pantsergallion, og at v i kunne lade den lobe diagonalt mod Jsm asserne, der ville spalte sig ved dens Vælde. - De har gode Ideer idag, H r. Professor. - Desuden, sagde jeg, hvorfor ffulde man ikke kunne stvde paa aabent Hav ved den sydlige P o l ligefaa godt som ved den nordlige? Kuldepolerne og Jordens Poler maa ikke forveples med hinanden, hverken i den sydlige eller nordlige Hemisfære, og in d til det Modsatte bliver bevist, kan man have meget god G rund t il at antage Tilværelsen as et Kontinent eller af et iis fr it Oæan paa begge disse Punkter af J o rd kloden. - D et troer jeg ogsaa, H r. Aronnax, svarede Kaptajnen. Jeg v il blyt henlede Deres Opmærksom193 hed paa det Ejendommelige i, at De efkerat have svgt saa mange Indvendinger mod m it Forslag, nu selv leverer mig en Moengde Beviser, som netop tale t il dets Fordel." Kaptajn Nemo havde Ret. Jeg havde overgaaet ham i M o d , det var nu mig, som fvrte ham t il P o len. O g dog, stakkels indbildte Lærde! Kaptajn Nemo vidste bedre, hvad der talte fo r og imod dette S p srg smaal, og han morede sig med at see D ig henreven af dine Dromme om det Umulige! Im id le rtid havde han ikke spildt et eneste O jeblik. Paa et givet S ig n a l forsvandt Styrmanden. De talte hurtig med hinanden paa deres ubegribelige S prog, og hvad enten nu Styrmanden var forberedt, eller han strax indsaae, at Forslaget kunde udfvres, er det under alle Betingelser vist, at man ikke kunde moerke nogen Overraskelse hos ham. M en med hvor stor Ro han end modtog Kaptajn Nemos O rd re , forholdt han sig dog ikke saa fuldstændig roligsom Jean, da jeg meddelte ham vor P la n om at gaae lige t il den sydlige P o l. E t „som Herren synes" fulgte paa min Meddelelse, og dermed maatte jeg lade mig neje. Ned Land trak paa Skuldrene som sædvanlig. „H r. Professoren og Kaptajnen ere sandelig at beklage, sagde han. - M en vi ville virkelig helt t il P olen, M a ster Ned. - Det er m uligt, men v i komme i ethvert T ilfoelde aldrig tilbage." Med disse O rd gik Ned Land ind i sin Kahyt. II. 13 194 Im id le rtid vare Forberedelserne t il disse dristige Foretagender begyndte. Nautilens vældige Pumper pressede Luft ind i Beholderne og magasinerede den under et stærkt Tryk. Klokken Fire tilkjendegav Kaptajn Nemo m ig , at Lugerne t il Platformen skulde lukkes. Jeg kastede endnu et B lik paa de vældige Jsmasser, som v i skulde trænge igjennem. Vejret var sm ukt, Luften aldeles ren, Kulden temmelig skarp, men da det var stillet a f, forekom Temperaturen - den var iovrig 12 Grader under N u l - os ikke saa haard. T i M and af Besætningen knuste med deres Hakker Isen omkring Kjolen, der snart blev klar. Arbejdet gik hurtigt fra Haanden, da Isen omkring os endnu var temmelig tynd. V i gik Alle ned i Fartojet. De sædvanlige Beholdere fyldtes med Vand. Det varede ikke længe, forend Nautilen sænkede sig. Jean og jeg havde taget Plads i Salonen. Gjennem Vinduet saae v i det sydlige Oæans lavere Lag. Thermometret steg. Paa omtrent nihundrede Fods Dybde begyndte vi, som Kaptajn Nemo havde forudsagt, at flyde under Isens bolgeformede Masse. M en Nautilen sænkede sig bestandig mere. Den naaede et D yb af syv og tyvehundrede Fod. Vandet, der ved Overfladen havde en Temperatur as tolv Graders Kulde var her kun elleve. Selvfslgelig Lehover jeg ikke at sige, at Temperaturen ombord paa selve Nautilen blev forhojet af Varmeapparatet. Enhver Manovre blev udfort med overordenlig stor Nojagtighed. „ V i komme nok frem, sagde Jean. 195 - Ja , jeg er fuldt og fast overbeviist derom, svarede jeg. Under dette aabne Hav tog Nautilen atter den direkte Vej t il Polen, uden at fjerne sig fra den to og halvtredsinstyvende M eridian. V i havde im idlertid endnu omtrent halvtredie hundrede M i l at tilbagelægge. M en Nautilen gik med et Koureertogs Hurtighed, og kunde v i fortsætte vor Vej uhindret, vilde v i faaledes snart naae Polen. De nye Gjenstande, der viste sig, holdt Jean og mig ved Salonvinduet t il langt ud paa Natten. Havet blev oplyst ved Straalerne af det elektriske Lys. M en det var fuldstændig ode, Fiffene opholde sig ikke si disse lænkebundne Vande. De benytte dem kun som Passage for at komme fra det atlantiske Oæan t il Polens frie Hav. V o r F a rt var hurtig, man moerkede det paa det lange Skrogs dirrende Bevægelse. Omtrent Klokken T o om Morgenen gik jeg ind i min Kahyt for at soge nogle Tim ers H vile. Jean fulgte m it Exempel. D a jeg passerede de smalle Gange, modte jeg ikke Kaptajn Nemo. Jeg formodede, at han opholdt sig i Styrmandens Kahyt. Den folgende Dag, den 19de M a rts , Klokken Fem om Morgenen indtog jeg atter min Plads i Salonen. Nautilen havde im idlertid formindflet sin Hurtighed. Den gik op mod Overfladen, men forsigtig, medens Beholderne langsomt tomtes. M it Hjerte bankede. Vilde v i komme op og finde Polens frie Atmosfære? N e j! et S to d underrettede mig om, at Nautilen var tornet imod den nederste Flade af Isen, der efter 13* M! '!'!i DI I '-M M ! » I 44 , » « M H W den dumpe Lyd at dvmme endnu var temmelig tyk. V i vare stedte paa i en Dybde af tretusinde Fod. V i havde altsaa over os firetusinde Fod J is , idet nemlig tusind Fod var over Vandfladen. Isbjergene vare saaledes nu betydelig hvjere, end da v i gik ned paa Dybet. Dette var ingenlunde en meget beroligende Omstændighed. I Lsbet af denne D ag fornyede Nautilen flere Gange det samme F o rjo g , men stodte altid mod den M u u r, som hoevede sig over den. Undertiden traf den den paa totusinde og syvhundrede Fods Dybde, h v ilket antydede en Tykkelse af tretusinde og sexhundrede Fod, idet nemlig de nihundrede hoevede sig over Oæanets Overflade. Jeg optegnede nsjagtig de forfljellige Dybder og fik paa denne Maade et K ort over den Kjæde af I s bjerge, som strakte sig under Vandet. O m Aftenen var der ikke indtraadt nogen F o randring i vor S tillin g . Isen var i Almindelighed mellem tolv og femtenhundrede Fod tyk. Klokken var da otte; efter hvad der t il dagligt B rug plejede at skee ombord paa Nautilen burde L u ften inde i Skibet have voeret fornyet allerede for fire Tim er siden. Jeg befandt mig dog ret vel, fljvndt Kaptajn Nemo ikke slap noget Forraad af I l t ud af fine Beholdere. M in S o vn var denne N at temmelig urolig. Haab og Frygt kæmpede vexelvis om Overherredømmet. Jeg stod fire Gange op. Omtrent Klokken Tre om Morgenen iagttog jeg, at v i stvdte paa Isen i en Dybde af kun halvandethundrede Fod. 196 M ine O jne forlode ikke Manometret. V i stege efterhaanden op, medens v i i diagonal Retning fulgte den glimrende Flade, som blinkede af de elektriske Straaler. Isen havde baade foroven og forneden en belgeform ig Overflade. Den blev bestandig tyndere og tyndere. Endelig Klokken sex om Morgenen paa denne mindeværdige D ag, den 19de M a rts , aabnedes S a lo n - dsren. Kaptajn Nemo traadte ind. „ V i ere paa aabent V ande!" sagde han. Fjortende Kapitel. Sydpolen. ^ e g styrtede op paa Platformen. Ja , v i befandt os virkelig atter paa aabent Hav. M a n faae kun hist og her nogle enkelte spredte Jsstykker eller bevægelige I s bjerge; et stort Hav udbredte sig ellers rundt omkring os. En Verden af Fugle sværmede i Luften, og M y riader Fiste vrimlede i Vandet, der spillede i blaa og olivengrvnne Farver. Termometret viste tre Graders Varme efter ælsius. Det var forholdsvis Foraar bag ved de store Jslandstaber, hvis fjerne Masser aftegnede sig ude mod den nordlige Horisont. „E re v i nu ved Polen? spurgte jeg Kaptajnen med bankende Hjerte. - Jeg veed ikke, svarede han. Naar det bliver M iddag, ville v i tage Hojden. - M en v il Solen kunne trænge gjennem T a n gen, spurgte jeg, idet jeg betragtede den graaagtige Himmel. - Naar den blot viser sig ganske lid t, er det tilstrækkeligt for mig, svarede Kaptajnen. I en fem t il sex M ils Afstand fra Nautilen hoevede sig en enkelt B omtrent sexhundrede Fod op 199 over Vandfladen. V i styrede hen mod den, men fo rsigtigt, thi dette Hav kunde være fu ld t af blinde Skjær. En Time senere havde v i naaet den. Efter to Tim ers Forlob havde v i sejlet omkring den. E t snevert Stræde adskilte den fra en storre Landstrækning, rim eligvis et Fastland, hvis Grændser v i ikke kunde overstue. Tilstedeværelsen af dette Land syntes at tale for M a u rys Paastand. Den skarpsindige Amerikaner havde Lemoerket, at Havet mellem Sydpolen og den feptende Paralelgrad er bedækket af svsmmende Jsstykker, der ere storre, end man nogensinde moder dem i det nordlige Atlanterhav. A f dette Faktum har han draget den S lu tn in g , at den antarktiske Cirkel indeslutter betydelige Lande. Isbjergene kunne nemlig ikke dannes i det aabne H a v , men kun ved Kysterne. Ifo lg e hans Beregninger har den Jsmasse, der omgiver Sydpolen, et Omfang af firetusinde Kilometre. Im id le rtid var Nautilen af Frygt for at stode paa G rund, standset omtrent tre Kabellængder fra K ysten, der omgives af en Mængde Klipper. Baaden sattes i Soen. Kaptajnen og to M and af Besætningen bare de Instrumenter, som v i fandt det hensigtsmæssigt at tage med. Jean og jeg gik ombord. Klokken var to om Morgenen. Jeg havde ikke seet Ned Land. Kanadieren vilde dog vel sagtens lade sig stille tilfre d s, naar han saae, hvad der omgav os paa alle Kanter. Nogle Aaretag forte Baaden ind t il den sandede Kyst, hvor den blev staaende. Jean vilde springe i Land, men jeg holdt ham tilbage. 200 „H r. Kaptajn, sagde jeg, Dem tilkommer den LEre, ssrft at sætte Foden paa denne Jord. - J a , H r. Professor, svarede Kaptajnen, og naar jeg ikke nsler med at betroede Polens Jordbund, saa er det, fordi intet menneskeligt Væsen her har ladt S p o r tilbage af sine S k rid t." D a han havde sagt dette, sprang han let ned paa Kysten. Hans Hjerte bankede aabenbart i stærk Bevoegelse. Han klattrede op ad en Klippe, der dannede Endepunktet af en lille Bjergkjæde. Med korslagte Arme stod han der ubevægelig og stum og syntes ligesom at tage disse Regioner i Besiddelse. D a han havde staaet saaledes i fem M inu ter vendte han t i l bage t il os. „K om herop," raabte han til mig. Jeg steg ud af Baaden, fu lg t af Jean. Paa en lang Strækning var Jorden bedækket'med et rsdagtigt Lag, der saae ud som knust Teglsten. Desuden laae Lava og Pimpsten spredte omkring i store Masser. M a n kunde ikke tvivle om, at der her havde voeret stærke vulkanste Kræfter i Bevægelse. Paa nogle Steder vidnede en og anden Jordrevne, fra hvilken der opsteg en svovlagtig Lugt, om, at den indre I l d endnu havde bibeholdt sin Kraft. Efterat v i vare klattrede op ad en hsj Skroent, saae jeg dog ikke nogen Vulkan i flere M ile s Omkreds. M a n veed, at James Ros i disse antarktiske Egne opdagede Vulkanerne Erebus og Terror i fuld Virksomhed under den hundrede og syvogtredsinstyvende M eridian og paa 77 o 32 ^ Brede. Planterigets Frembringelser paa dette ode Fast201 land syntes at være meget ubetydelige. Nogle Lavarter, der tilhorte Arten llsuea lnelanax antlla, opdagede jeg paa de sorte Klipper. Nogle mikroskopiske Væpter, rudimentoere Diatomer, lange purpurrods og karmoisinfarvede Tangarter, der af Brændingen vare opkastede paa Kysten, dannede hele den tarvelige Flora. Kysten var ivvrig oversaaet med Snegle og smaa M u slin g er af mange forstjellige Former. Jeg saae ligeledes M yriader af Olio dorealis, som Hvalfiskene sluge i utrolige Masser. Andre smukke Vingesnegle, rigtige Havsommerfugle, oplivede Vandet ved denne Kyst. Mellem andre Plantedyr bemeerkede v i i de hojere Vandlag forstjellige K oralarter, der ifolge James Ros i de antarktiske Have leve paa in d til tre tusinde Fods D ybde; endvidere smaa Sokorke, der tilhorte Arten krovettaria pelaZioa, ligesom ogsaa en stor Mængde Sostjerner, der ere ejendommelige for dette Klim a. I Luften derimod var der Liv paa alle Kanter. D e r flo j og flagrede i Tusindvis forskelligartede Fugle, som bedovede os med deres S krig. Andre havde taget Plads paa Klipperne; de saae os uden Frygt passere fo rb i, ja de holdt sig endog fo rtro lig t lige i Hoelene paa os. D et var P ingviner, der ere ligesaa bevægelige og smidige i Vandet, som de ere klodsede og tunge paa Land. De oploftede et ubehageligt S krig og dannede en Mængde G rupper, der holdt sig temmelig rolige paa det S te d , hvor de havde slaaet sig ned, men gjorde et ganske gyseligt Spektakel. Mellem Fuglene saae jeg ogsaa Vadefugle, der tilhorte F a m ilien Grallæ; de ere saa store som D uer og hvide af Farve, have et kort Næb og O je t omgivet af en rvd R ing. Jean fangede nogle af dem, thi disse Fugle ere, naar de blive godt tillavede, en meget behagelig Ret. I Luften sværmede der Albatrosser, som havde en Længde mellem Vingespidserne af tolv Fod, og som med Rette kaldes Oæanets G rib b er; endvidere kæmpemæssige Storm fugle, der væsenlig ernære sig af Sælhundekjvd; Havænder, hvis Kroppe foroven ere sorte og hvide, og endelig en heel S am ling af Havfugle, af hvilke nogle ere hvide med brunkantede V inger, andre blaa og ejendommelige for de antarktiske Have. „D isse her, sagde jeg t il Jean, ere saa tranagtige, at Jndvaanerne paa Færverne sætte en Væge i dem og saa stikke I l d paa dem. - D et er kjedeligt, svarede Jean, at de ikke strax kan bruges som fuldstændige Lamper. - Ja , men det vilde dog være formeget at fo rlange, at Naturen paa Forhaand skulde have forsynet dem med Væge." I en Fjerdingvejs Afstand var Jorden oversaaet med Pingvinreder, et S lags Jo rdhuller, hvor disse Fugle lægge deres LEg. D a v i nærmede os Rederne, skyndte en stor Mængde Pingviner sig bort fra dem. Senere lod Kaptajn Nemo fange flere Hundrede af dem, thi deres sorte Kjod er ret spiseligt. De skrige som A Zsler, ere stabte omtrent som Gæs, ere stiferfarvede paa Kroppen og have en citrongul Rand om Halsen. V i slog dem ihjel med S te n , uden at de gjorde saa Meget som et Forjog paa at flygte. Taagen var imidlertid ikke lettet, og Klokken Elleve havde Solen endnu ikke voeret synlig. D et fo r203 uroligede mig, at den ikke viste sig. Desuden var det ikke m uligt at anstille Observationer. Hvorledes fkulde v i da kunne bestemme, om v i havde naaet Polen? D a jeg traf Kaptajn Nemo, fandt jeg ham siddende taus, slottet op mod en Klippe og betragtende Himlen. Han syntes at være meget utaalmodig. M en hvad var der at gjore? Denne tappre og mægtige M and kunde ikke befale over Solen som over Havet. Middagen kom, uden at Dagens Stjerne et eneste O jeblik havde viist sig. M a n kunde ikke engang opdage den P la d s , som den havde bagved det tykke Doekke. Efter kort T id s Forlob oploste Taagen sig i Snee. „Jm o rge n ", sagde Kaptajnen t il mig, og v i vendte tilbage til Nautilen, omgivne af Hvirvelvinde. Under vor Fraværelse havde Nettene veerei lagt ud, og jeg betragtede med Interesse de F ist, som vare blevne fangede. De antarktiske Have tjene som Tilflugtssted for en stor Moengde mindre F is t, der undfly de mindre varme Zoners Storm e, for at falde i Gabet paa Tumlere og Soelhunde. Jeg optegnede nogle Sydhavsgrundlinger, der vare en Decimeter lange, et S la g s hvide Bruskfisk, med sorteblaa Kanter og bevæbnede med Takker; endvidere antarktiske C himærer, der vare tre Fod lange, havde aflang Krop, hvide solvglindsende Skjæl, rundt Hoved samt en Snude, der ender med en S la g s Snabel. Jeg smagte paa Kjodet af dem, men jeg fandt det ubehageligt, en Anskuelse, som ikke deltes af Jean, der gjorde tappert Indhug paa dem. Snestormen vedblev lige t il den folgende Dag. W > i ' ' l I 204 D et var um uligt at opholde sig paa Platformen. Fra Salonen, hvor jeg optegnede Begivenhederne fra denne Udflugt t i l Polarfastlandet, herte jeg Stormfuglene og Albatrossernes S krig. Nautilen laae ikke ubevægelig, men sejlede langs med Kysten. Den folgende Dag havde det hert op med at fnee. Kulden var meget skarp. Termometret viste to Grader under N u l. Taagen begyndte at lette, og jeg haabede, at v i paa denne Maade snart vilde kunne anstille vore Observationer. Jeg havde endnu ikke seet noget t il Kaptajnen, da Baaden satte mig og Jean i Land. Ogsaa paa dette Sted kunde man see, at Naturen var eller i ethvert Tilfoelde havde været meget vulkansk. O veralt saae man S p o r af Lava og B asalt, men jeg kunde dog ikke opdage den Vulkan, som havde udkastet disse Masser. H er, ligesom paa det S te d , hvor v i forst vare komne i Land, fandtes der en overordenlig stor Mængde Fugle. M en de deelte deres Herredomme over Polarfastlandet med store Grupper af Havpatted yr, der laa stille og betragtede os, ojensynlig overordenlig forbausede over at træffe os her. Nogle laa udstrakte paa Jorden, Andre hvilte sig paa de flydende Jsstykker, og atter andre kom op as eller dukkede ned i Havet. De flygtede ikke, naar v i noermede os dem, thi de havde aldrig havt at gjore med Mennesker, og vare som Folge deraf heller ikke bange. „D e t var heldigt, sagde Jean, at Ned Land ikke fulgte med os. - H vorfor det, Jean? 205 - Fordi han i sin Joegermani vilde have dræbt dem allesammen. - Allesammen, det er meget sagt, men forresten troer seg virkelig ikke, at v i kunde have forhindret vor Ven Kanadieren i at harpunere nogle af disse D y r. O g det vilde aabenbart have vakt Kaptajnens M ishag, thi han udgyder ikke uden Nødvendighed uskadelige D y rs B lod. - D et g jsr han Ret i. - Javist, Jean. M en siig m ig, har D u ikke allerede klassifiærer disse smukke Exemplarer af H avfannaen? - Professoren veed nok, svarede Jean, at jeg ikke er meget stærk i det Praktiske. H vis De vilde lære mig Navnene paa disse D y r. - D et er Sælhunde og Hvalrosser. - T o Slægter, styndte min lærde Jean sig at bemærke, som tilhore Pennipedernes Familie. - Godt Jean, afbrod jeg, men disse to Slægter, Sælhunde og Hvalrosser, dele sig atter i forfkjellige A rte r, og hvis jeg ikke tager fe jl, faae v i her Lejlighed t il at betragte dem. Frem ad!" Klokken var Otte om Morgenen; v i maatte endnu vente fire T im e r, inden v i kunde tage Hojden. V i styrede vore 1 !5 226 og begyndte atter min Promenade. Ned og Jean rejste sig for at gaae. „V e n t, mine Venner, sagde jeg, og holdt dem tilbage. Lad os være sammen, naar v i lobe ud af denne Tunnel. - S om Professoren behager," svarede Jean. Nogle Tim er gik hen. Jeg faae ofte paa I n strumenterne, der hang paa Salonvæggen. Manometret tilkjendegav, at Nautilen bestandig holdt sig paa nihundrede Fods Dybde, Kompasset, at den bestandig styrede mod S yd . V i gik med stor Hurtighed. Kaptajn Nemo vidste tilfulde, at han ikke kunde skynde sig formeget. Klokken 8 , 25 M inu ter mærkede v i et andet S to d , og denne Gang agter ude. Jeg blegnede. Ned og Jean nærmede sig mig. Jeg greb Jeans Haand. V i saae forstenede paa hinanden, O rd kunde aldrig saa godt have tolket vore Tanker. Kaptajnen traadte i dette O jeblik ind i Salonen. Jeg gik hen imod ham. „ E r Vejen lukket mod S yd , spurgte jeg. - J a , H r. Professor, da Isbjerget vendte sig, afskar det ethvert Udlob. - V i ere altsaa lukkede inde? - J a ! " * * 227 -Zerten-e Kapitel. Mangel paa Luft. ^ lt s a a havde v i en uigjennemtrængelig Jsm uur omkring, over og under Nautilen. V i vare fuldstoendig indespærrede som i et Foengsel. Jeg betragtede Kaptajnen. D er hvilede atter den sædvanlige Ro over hans Ansigtstræk. Han sad med Armene korslagte over Brystet og var sunken hen i Tanker. Nautilen bevægede sig ikke mere. „M in e H errer, sagde Kaptajnen a lv o rlig t, der sindes to Maader, paa hvilke man kan ds under saadanne Forhold, som dem, under hvilke v i for ø je blikket besinde os." Dette ubegribelige Menneske saae ud som en Professor i M athem atik, der beviste en Sætning for sine Elever. „D e n forste, vedblev han, er at blive knust ihjel, den anden, at omkomme paa Grund af manglende Luft. Jeg taler ikke om Muligheden af at ds af S u lt , thi Nautilens P roviant v il sikkert holde loenger u d , end v i kunne leve. Lad os overveje de forfkjellige Fordele ved at blive knust eller kvalt. - Hvad det Sidste angaaer, svarede jeg, er 15* 228 Frygt aldeles unødvendig, thi vore Beholdere ere jo fulde endnu. - Ganske rig tig t, svarede Kaptajnen, men de indeholde kun Luft for to Dage. V i have nu i sex og tredive Tim er vLret begravede under Vandet, og Luften her er allerede faa tung, at den burde ombyttes. Inden otte og fyrgetyve Tim er v il vort Forraad være udtomt. - V e lan , K aptajn, lad os da inden otte og fyrgetyve Tim er være udfriede af vort Fangenskab. - V i ville i det Mindste gjore Forssg derpaa ved at bryde H u l i den M u u r, som omgiver os. - M en t il hvilken S id e? spurgte jeg. - - Derom stal Pejlloddet give os O plysning. Jeg v il lade Nautilen lsbe sig fast paa den nedre Banke, og min Besætning stal faa, isort deres Dykkerdragter, angribe Isbjerget, hvor dets Væg er mindst tyk. - Kan man aabne Salonlngerne? - J a , det kan der ikke være Noget til H in der fo r." Kaptajn Nemo gik. S n a rt kunde jeg hore, hvorledes Vandet lededes ind i Beholderne. Nautilen fænkede sig langsomt og kom paa halvtrediehundrede Favnes Dybde t il at hvile paa Jsbanken. „M in e Venner, sagde jeg, vor S tillin g er meget kritisk, men jeg stoler paa Eders M od og Eders Kraft. - H r. Professor, svarede Kanadieren, jeg v il i dette O jeblik ikke trætte Dem med Klager, jeg er beredt t il at gjore A lt for vor fælles Redning. - Godt, Ned, sagde jeg og rakte ham Haanden. - Jeg v il, sagde han, gjore Dem opmærksom 229 paa, at jeg er ligesaa vant t il at haandtere Hakken som Harpunen, og hvis jeg kan veere Kaptajnen t il nogen Nytte, saa staaer jeg fuldstændig t il Disposition. - Jeg takker Dem, Ned, fslg m ig !" Jeg forte Kanadieren t il det R u m , hvor B e sætningen tog Dykkerdragterne paa. Jeg meddelte Kaptajnen Neds Forslag, hvilket han strax modtog. Kanadieren Forte sig da sit Dykkerkostume og var lige saa hurtigt i Orden som hans Arbejdskammerater. Enhver af dem bar paa Ryggen Rouquayrols Appara t, hvilket fra Beholderen var bleven fyld t med et rigeligt Forraad af reen Luft. D et var et betydeligt, men nodvendigt Laan fra Nautilens Beholdning. De Rhumkorffske Lygter behsvedes ikke i disse klare og af elektriske S traaler oplyste Vande. D a Ned var klædt paa, vendte jeg tilbage t il Salonen, hvis Vinduer vare aabne. Jeg tog Plads teet ved Jean og underssgte Vandet og Isen omkring Nautilen. Nogle Ojeblikke efter saae v i tolv M and af B esætningen og mellem dem Ned Land, der kunde kjendes paa sin hoje Skikkelse, troede ud paa Jsbanken. Kaptajn Nemo fulgte dem. F o r man begyndte at hugge los paa Murene, lod Kaptajnen anstille Loddinger, der skulde betrygge Arbejdets Retning. D er blev stukket lange Boer ind i Sidevoeggene, men paa Grund af den tykke M u r kunde de ikke komme loengere ind end femten Favne. O m at bryde den sverste Flade igjennem kunde der ikke være T a le , da vi her havde den store Jsslette, der maalte mere end firehundrede Favne i Hsjde. 230 Kaptajn Nemo lod da den nederste Flade undersege. Her siilte en Voeg, der var tredive Fod tyk, os fra Vandet. Det gjaldt sslgelig om at afsondre et Stykke, som med Hensyn t il Overflade var lig N autilens Vandlinie. O g v i maatte ophugge omtrent sextentusinde og femhundrede Knbikmetre for at tilvejebringe et H u l, gjennem hvilket v i kunde stige ned under Isen. Arbejdet blev strax paabegyndt og blev fortsat med utrættelig Iv e r. Jstedetfor at foretage Ophugningen lige omkring Nautilen, hvilket vilde have medfsrt storre Vanskeligheder, lod Kaptajn Nemo Hullet udhugge i en Afstand af otte Favne fra os. Store Blokke begyndte efterhaanden at losne sig fra Jsmassen. S om Folge af den specifike Tyngdes In dvirkning flo j disse Blokke, der vare mindre tunge end Vandet, op t il Tunnelens Hvælving, der faaledes blev tykkere foroven i samme Forhold, som den fo rmindskedes forneden. Efter to Tim ers haardt Arbejde vendte Ned Land udmattet tilbage. Han og hans Kammerater bleve erstattede af nye Arbejdere, t il hvilke Jean og jeg sluttede os. S ty r manden paa Nautilen ledede Arbejdet. Jeg syntes forst, at Vandet var overordenlig koldt, men jeg blev dog snart varm, da jeg en Stund havde haandteret Hakken. M ine Bevægelser voldte mig intet Besvær, endsijondt de foregik under tredive Atmosfærers Tryk. D a jeg efter to Tim ers Arbejde kom tilbage forat faae Noget at spise og for at nyde en H v ile , som jeg E rlig havde fortjent, fandt jeg en paafaldende F o rstjel mellem den rene Luft, hvormed Rouquahrols A p parat havde forsynet mig, og Nautilens Atmosfære. Luften var ikke bleven ombyttet i otte og fyrgetyve Tim er. Im id le rtid havde v i efter tolv Tim ers Forlsb kun ophugget et Jsstykke, der havde en Tykkelse af tre Fod. Paa denne Maade vilde der behvves endnu tre Nætter og fire Dage, fe r v i kunde komme t il Ende med vort Foretagende. „T re Nætter og fire Dage! sagde jeg t il Ned og Jean, og v i have i vore Beholdere kun Luft for to Dage. - Ja , svarede Ned, og naar v i saa kom ud af dette fordvmte Fængsel, faa vilde der sikkert endnu gaae en lang T id hen, fv r v i kunde faae frisk L u ft." D et var en meget rig tig Bemærkning. Ingen kunde beregne, hvor lang T id v i behevede, fv r v i kunde blive befriede. Mangelen paa Luft kunde have kvalt os mange Gange, fo r Nautilen atter naaede op til Havfladen. V a r det da Bestemmelsen, at Nautilen med A lt, hvad den indesluttede, skulde gaae tilgrunde i denne G rav af J is ? Situationen var forfærdelig. M en Enhver havde seet Faren modigt under O je , og E n hver var fu ld t og fast besluttet paa at gjdre fin P lig t lige t il det Sidste. O m Natten blev der atter af Jsmassen ophugget en Skive paa omtrent tre Fods Tykkelse, men om M orgenen, da jeg under en Temperatur af 6- 7 Graders Kulde tog Arbeidet i O je - fy n , bemærkede jeg, at Sidemurene efterhaanden nær- 231 232 mede sig hinanden. T e fra Aabningen mere fjerne Vandlag viste Tilbøjelighed t il at antage fast Form, hvilket just ikke opmuntrede Mandstabet i dets Arbeide. Synet af denne nye og overhængende Fare maatte selvfølgelig i hoi Grad svække Haabet om Redning. T h i hvorledes skulde man vel kunne forhindre denne flydende Masse i at antage fast Form og paa denne Maade sprænge Skibet, som om det havde været af G las. Jeg lod ikke mine Ledsagere faae Kundskab om denne nye Fare. H vorfor skulde jeg lamme den Kraft, som de udviklede ved det moisommelige Redningsarbeide? M en da jeg kom ombord, meddelte jea Kaptajn Nemo mine Iagttagelser. „Jeg veed det, sagde han i denne rolige Tone, som ikke engang de mest faretruende Omstændigheder kunde bringe til at forsvinde. Det er een Fare til, men jeg indseer ikke nogen M ulighed t il at nndgaae den. Den eneste Redningsmaade er at være hurtigere end selve Frysningsproæssen. D et gjælder om at komme fsrst, det er det H ele!" A t komme forsi! Naa ja, jeg burde jo være vant t il hans Maade at udtrykke sig paa. Denne Dag arbejdede jeg flere Tim er flittig t med Hakken, og denne Bestæftigelse opretholdt m it M o d . A t arbeide var desuden at forlade N autilen, hvilket atter vilde sige det Samme som at indaande den rene L u ft, der laantes fra Beholderen. Henimod Aften var Aabningen atter bleven henved tre Fod storre. D a jeg kom tilbage til Nautilen, var jeg noer bleven kvalt af den Kulsyregas, hvormed Luften ombord var opfyldt. Naar v i dog blot havde havt de kemiske Bestanddele, som vare i Stand til at forjage denne for Sundheden siadelige G a s! I l t manglede v i ikke, Vandet indeholdt en betydelig Kvantitet af det, og naar v i udskilte denne Bestanddeel, vilde den atter kunne give os et Luftfludium , i hvilket man var istand t il at leve. Jeg havde nok tænkt derpaa, men hvortil gavnede det, naar Kulsyregassen, der frembragtes ved vor Respiration, havde oversvømmet hele Fartsjet. For at neutralisere den, havde man maattet fylde Recipienterne med kaustisi K a li og uopherlig ryste dem. M en dette S to f favnedes ombord, og der var Ingenting, fom kunde erstatte det. Samme Aften maatte Kaptajn Nemo aabne K ra nerne t il sine Beholdere og slippe store Kvantiteter ren Luft ud t il de indre Dele af Nautilen. H vis han ikke havde været saa forsigtig at gjsre dette, vilde vi ikke være vaagnet den næste Morgen. Den fslgende D a g , den 26de M a rts , tog jeg atter fat paa m it Arbejde som Skaktgraver. Hvad angaaer Jssletten over os, kunde v i tydeligt fee, at dens Sidevægge og nederste Flade bleve bestandig tykkere og tykkere. Det var noesten rim eligt, at de vilde forene sig, fs r Nautilen kunde naae at komme los. Jeg blev et Sfteblik greben af Fortvivlelse. M in Hakke var nær ved at falde mig ud af Hænderne. Kunde det lsune M sjen at arbejde, naar jeg skulde omkomme ved at blive kvalt eller at blive knust af dette V and, der forvandlede sig t il Sten. D et forekom m ig, at jeg befandt mig mellem et Vidunders forfærdelige Kjæber, der bestandig lukkede sig tættere og 234 tættere sammen. - I dette S je b lik gik Kaptajnen, som ledte Arbejdet, forbi mig. Jeg viste ham vort Fængsels Voegge; Styrbordsm uren havde i det Mindste rykket sig tolv Fod ind mod Nautilens K jo l. - Kaptajnen forstod mig og gav mig et Tegn, at jeg skulde fvlge ham. V i kom atter ombord. Efterat jeg havde aftaget min Dykkerdragt, fulgte jeg ham til Salonen. „H r. Professor! man maa anvende et eller andet overordenligt M iddel, ellers blive vi begravne her. - J a , men hvad stal v i gjore? - N a a r, udbrvd han, Nautilen blot var stærk nok t il at boere dette Tryk uden at knuses. - Hvad saa? spurgte jeg, der ikke forstod Kaptajnens M ening. - Forstaaer De ikke, svarede han, at Vandets Frysning vilde komme os t il Hjoelp? Indseer De ikke, at Vandet, ved at bringes til faste Former, vilde sproenge dette vort Jssængsel, ligesom det, naar det fryser, pleier at sproenge de haardeste S te n ; forstaaer De ikke, at dette vilde voere et virksomt M iddel til Redning istedetfor til Sdelæggelse? - Maaste, Kaptajn. M en hvilken Modstandsevne Nautilen end besidder, saa v il den dog ikke kunne boere dette utrolige Tryk, uden at blive slaaet flad som en Blikplade. - Jeg veed det, H r. Professor. V i tor ikke gjore Regning paa Naturens Hjoelp, men maa stole udelukkende paa os selv. M a n maa modarbejde denne Frysningsproæs. Det er ikke nok med, at Sidevæggene drage sig sammen; der er ikke engang ti Fods 235 Vand tilbage for og agter om Nautilen. Isen omgiver os paa alle Kanter. - Hvorlænge v il Luften i Beholderen tillade os at drage Aande her ombord?" Kaptajnen saae sporgende paa mig. „Jovermorgen ere Beholderne tomme", sagde han. Jeg folte, hvorledes hele m it Legeme var noer ved at stivne af Forstrækkelse. O g alligevel, kunde jeg fo rundres over dette S v a r? Den 22de M a rts var N autilen dukket ned under Polens aabne Vand, og v i strev nu den 26de. I fem Dage havde v i levet af B e holdningen ombord. O g den Luft, der var tilbage og kunde indaandes, maatte forbeholdes Arbejderne. I dette O ie b ltk, da jeg nedskriver disse E rindringer, er Indtrykket endnu faa levende, at en uvilkaarlig Skræk bemoegtiger sig hele m it Voesen, naar jeg ret klart forestiller mig disse forfærdelige Ojeblikke. Im id le rtid stod Kaptajnen hensunken i Betragtninger, taus og ubevægelig. Sandsynligvis havde han faaet en ny Jdee, men han syntes at forkaste den igjen. Han syntes at give sig felv et benægtende S v a r. Endelig undslap der ham nogle O rd : „V a rm t Vand, mumlede han. - V arm t V and! udbrod jeg. - J a , H r. Professor, v i ere indelukkede i et forholdsvis lille Rum . Troer De ikke, at hvis man lader Nautilens Pumper uophorligt sproite varmt Vand, man da v il kunne forhoie Temperaturen i dette Rum og forhindre, at det fryser sammen. - V i maa forsoge, sagde jeg bestemt. - J a lad os forsoge, H r. Professor. 236 Termometret viste udenfor Skibet ?o Kulde. Kaptajnen forte mig t il Kjokkenet, hvor de store Destillationsapparater vare i G ang, der forskaffede os drikkelig t Vand. Efter nogle M inuters Forlob havde dette Vand naaet hundrede Graders Varme. Udsproitningen begyndte, og efter tre Tim ers F o rlob viste Termometret udenfor Skibet Zo Kulde. V i havde saaledes vundet lA To Tim er senere viste T e rmometret 4 0 . „ V i ville have Held med os, sagde jeg t il Kaptajnen, efterat jeg noje havde fulgt og kontrolleret Arbejdets Fremadfkriden. - Jeg troer det, svarede han; v i ville ikke blive knuste, v i have kun Kvælning at befrygte." I Lsbet as Natten steg Vandets Temperatur til kV under N u l. Sprojtningen kunde ikke drive den op t il noget hojere Punkt. M en da Havvandet ikke fry ser t il for ved 2" Kulde, saa var Faren paa denne Kant ikke overhængende. Den folgende D ag, den 27de M a rts , var Hullet blevet atten Fod dybt. D er fkulde paa denne Maade kun borttages 12 Fod af Jsmassen eller arbejdes endnu atten Tim er. Luften kunde ikke mere blive ombyttet inden Borde. Ogsaa denne Dag forværredes den. En ntaalelig Tyngde overfaldt mig. Omtrent K l. Tre om Eftermiddagen betoges jeg af en Angst, der ikke var t il at udholde, og jeg faldt dernoest i en fuldstændig Sjælsdvale, jeg var næsten aldeles uden Bevidsthed. M in tro Jean kom t il at lide under den samme Plage, men han forlod mig alligevel ikke, og jeg horte ham mumle: 237 „N a a r jeg blot kunde lade være med at aande og give Professoren den Luft, fom jeg behvver!" M ine D jn e bleve vaade af Taarer, da jeg horte ham tale faaledes. V o r S tillin g ombord var aldeles utaalelig, og det var derfor med fand Glæde, at v i ifsrte os vore Dykkerdragter for at gaae ud at arbejde, naar T o u ren kom t il os. Hakkernes S la g klang mod Isen, Armene bleve trætte. Huden paa Hænderne siedes af, men hvad havde det at sige! V i kunde indaande frisk Luft,, og hvilken Velgjerning det er, derom danner man sig ikke nogen Forestilling, naar man ikke har savnet denne friste L u ft, saaledes som v i gjorde det ombord paa Nautilen. Im id le rtid forlængede Ingen Arbeidet under V a n det ud over den bestemte T id . N aar Enhver havde endt det ham foresatte Arbejde, afleverede han strax Luftapparatet t il den Kammerat, der utaalmodigt ventede paa det. Kaptajn Nemo foregik med et godt Exempel og underkastede sig selv den strenge D isciplin, han havde foreskrevet. N aar hans T id var udloben, overlod han altid Apparatet t il en Anden og vendte altid ro lig og altid uden Svaghed tilbage til den slette Lnst ombord. Denne D ag udfvrtes det sædvanlige Arbejde med endnu storre Raskhed. V i havde endnu kun sex Fod tilbage af den J is , der skulde gjennembrydes. Kun sex Fod skilte os fra det aabne Hav. M en Luftbeholderne vare næsten ogfaa fuldstændig tomme, og det ubetydelige Forraad, som de indeholdt, maatte gjemmes t il Arbeiderne. 238 D a jeg atter kom ombord, blev jeg halvvejs kvalt. En saadan N a t! Lidelser, som dem jeg udstod i den, kunne ikke beskrives. Den felgende Dag var m it Aandedræt forfærdelig tungt. T il Hovedpinen fejede sig en bedovende Svimmelhed, Noget, hvorover ikke blot jeg, men ogsaa Jean og Ned Land klagede. Nogle M and af Besætningen led ganske overordenligt. Kaptajn Nemo, der fandt, at Hakken virkede altfor langsomt, besluttede at knuse det Is la g , som endnu stilte os fra det aabne Hav. Han bibeholdt stadig sin Koldblodighed og sin Krast. Med sin moralste Styrke undertrykkede han sine fysiske Lidelser. Han tænkte, overvejede og handlede. Paa hans Befaling blev Fartejet lettet, det v il sige loftet op fra den D e l af Isb je rg e t, hvorpaa det h id til havde hvilet. Id e t det svajede, blev det halet hen over H ulle t, som man havde hugget ud. D a Beholderne vare blevne fyldte med V a n d , soenkede det sig derpaa ned i dette H u l. Hele Besætningen kom nu ombord. Nautilen hvilede paa et Is la g , der ikke var mere end tre Fod tykt, og som af Borerne var blevet gjennemtrængt paa tusinde Steder. Reservoirkranerne aabnedes nu fuldstændig; hundrede Kubikmetre Vand stremmede ind og foregede Nautilens Tyngde med 1 00,000 Kilogrammer. V i ventede, v i lyttede, v i glemte vore Lidelser og levede kun i Haabet. V i satte vor Redning paa et sidste Terningekast. T iltro d s fo r Susningen i m it Hoved herte jeg snart en stærk Brusen under Skibets Skrog. Isen bragede med ejendommelig Larm, og Nautilen samlede sig. 239 „ V i komme igjennem", hviskede Jean t il mig. Jeg kunde ikke svare ham. Jeg greb hans Haand og trykkede den krampagtigt. Pludselig borede Nautilen sig som Folge af sin overordenlig store Tyngde gjennem Isen og lob ud i Vandet. N u fortes hele den elektriske K raft t il Pumperne, der skrap begyndte at drive Vandet ud af Beholderne. Efter kort T id s Forlob tilkjendegav Manometernaalen en opadstigende Bevægelse, og v i fore snart afsted med overordenlig Hastighed. M en hvorlænge vilde denne Fart vare, fo r v i naaede bort fra Jssletten og op t il det aabne H av? En Dag endnu? jeg vilde vcvre dsd forinden. Jeg laae halvt udstrakt paa en S o fa i B ib lio - theket. M it Ansigt var blaaagtigt, mine Sjælsevner slappede. Jeg saae ikke mere, jeg herte ikke mere. Jeg havde ikke det mindste Begreb om Tiden. Jeg veed ikke, hvormange Tim er der gik hen paa denne Maade. M en jeg havde en Bevidsthed om, at det var min Dodskam p, som nu begyndte. Jeg indsaae, at jeg skulde do. D a blev jeg pludselig ligesom livet lid t op. Nogle Luftpust trEngte ind i mine Lunger. Vare v i stegne op t il Havfladen? havde v i gjennembrudt Isen? N e i! D et var Jean og Ned, mine tro Venner, som offrede sig for at redde mig. D er fandtes endnu nogle Atomer Luft i et Apparat. Jstedetfor selv at indaande den, havde de gjemt den t il mig, og medens de selv vare nærved at blive kvalte, indgave de mig nyt L iv , Draabe efter Draabe. Jeg vilde stsde A pparatet tilbage, men de holdt mine Hænder, og i nogle M in u te r indaandede jeg med Velbehag den friste Luft. M it B lik vendtes uvilkaarligt hen mod Uret. D et viste, at Klokken var Elleve om Formiddagen. Nautilen soer afsted med en forfærdelig Hurtighed. H vor var Kaptajn Nemo? V a r han maaste bukket under, og vare hans Kammerater maaste dsde med ham? I dette D ieblik tilkjendegav Manometret, at vi kun vare tyve Fod fra Overfladen. E t enkelt Isb je rg stilte os altsaa fra Luften. Kunde man ikke knuse det? M aaste! I ethvert Tilfælde forsegte Nautilen at gjere det. Jeg felte virkelig, at den indtog en straa S tillin g , at den fænkede sig agter og hævede sin Pantsergalion. Derpaa angreb den, dreven frem af sin stærke Skrue, Isen fra neden af, ligesom en forfærdelig Vædder. Den senderfprængte Isen Stykke for Stykke, trak sig igjen tilbage og styrtede endelig med forfærdelig Kraft mod den sidste Jsflade, fom den knuste med sin Tyngde. Lugerne bleve aabnede eller rettere sagt bleve revne op, og der strvmmede frist Luft ind til alle Dele af Nautilen. 241 Syttende Kapitel. F ra Kap H orn t i l Amasonfloden. ^ e g kan ikke bestrive, hvorledes jeg kom op paa Platform en. Maaste havde Kanadieren baaret mig derop. M en jeg aandede, jeg indsugede i lange D rag den vederkvægende S o lu ft. Ned og Jean fade toet ved mig og node den ligeledes i fulde D rag. „H v o r, ytrede Jean, I l t dog er godt! P rofessoren behover ikke at være bange for at aande. D er sindes her tilstrækkeligt for hele Verden." Hvad Ned angaaer, faa talte han ikke, men aabnede et P a r Kjæber, der kunde stræmme en Hestehaj, og drog Luft til sig fom en broendende Kakkelovn. V i havde snart hentet nye Kroefter, og da jeg faae omkring m ig, opdagede jeg, at v i vare ene paa Platformen. Ingen af Besætningen viste sig, ikke engang Kaptajn Nemo. Somændene paa Nautilen nojedes med den L u ft, som cirkulerede inden Borde, og Ingen af dem var kommen op for at gloede sig ved den friste Sobrise. De forste O rd , jeg udtalte, udtrykte Taknemlighed t il mine tro Venner, Ned og Jean. De havde begge forloenget m it Liv i den lange D sdstt 16 242 kamps sidste Time. A l min Erkendtlighed kunde ikke gjengjælde en saadan Hengivenhed. „M e n , H r. Professor, svarede Ned Land, er det værd at tale om! Hvad Fortjeneste have v i af det! In g e n ! D et var kun et arithmetifk S pvrgsm aal: Deres Liv var mere værd end vo rt, og derfor burde man naturligvis fsrst ssrge for at bevare det. - Nej, Ned, svarede jeg, De tager fejl. Ingen overgaaer et ædelt og godt Menneske, og det er De. - Det er godt, det er godt! svarede Kanadieren forlegen. - O g D u , min raste Jean, D u har lid t meget. - A a , just ikke saa overordenlig meget. Naar jeg stal sige Sandheden, saa manglede jeg nogle M undfulde Luft, og jeg troede, at det snart vilde være ude med mig. M en saa betragtede jeg Professoren, som laa i A fm agt, og saa havde jeg ikke engang Lyst t il at indaande Luften, hvis jeg havde havt den. - M ine Vennner, svarede jeg dybt r v r t, v i ere nu forenede med hinanden for bestandig, og I have Rettigheder over mig . . . . - S om jeg nok stal misbruge, faldt Kanadieren ind. - Saa, hvordan det? spurgte Jean. - J o , svarede Ned, jeg har Lov til at fere Professoren med, naar jeg forlader denne fordvmte N au til. - V i see altsaa Sagen fra den gode Side? spurgte Jean. - J a vist, svarede Ned Land, men vi maa nu see at faae at vide, om v i flulle sejle til det stille Hav eller t il Atlanterhavet, det v il sige t il de besegle eller de 6de Have." Derpaa kunde jeg ikke svare Noget, men jeg frygtede ganske vist, at Kaptajnen atter vilde fere os til det store Oæan, der paa samme T id bestyller Asiens og Amerikas Kyster. Han vilde nemlig paa denne Maade kunne fuldende sin Verdensomsejling og komme tilbage t il de Have, hvor Nautilen befandt sig sikkrest. M en naar v i sejlede t il det stille H a v , naar vi paa denne Maade kom langt bort fra den beboede J o rd , hvorledes vilde det saa gaae med Ned Lands Planer? V i burde saa snart som m uligt see at komme paa det Rene med dette vigtige Punkt. N au tilen sejlede hurtigt fremad. Polarcirkelen var snart overskreden, og v i styrede Koursen mod Kap Horn. Den 31te M a rts Klokken S y v om Morgenen vare v i paa Hojden af det amerikanske Forbjerg. N u vare alle udstaaede Lidelser glemte. M indet om vort Fængsel i Isen forsvandt lid t ester lid t. V i tænkte kun paa Fremtiden. Kaptajn Nemo viste sig ikke mere, hverken i Salonen eller paa Platformen. Styrmanden tog hver Dag Hdjden, og dette satte mig istand t il neje at bestemme Nautilens Kours. D et varede da ikke længe, s6r jeg t il min store T ilfre d s stillelse saae, at Vejen gik t il Atlanterhavet. Jeg underrettede Jean og Ned om Resultatet as mine Ia g ttagelser. „E n god Nyhed, svarede Kanadieren, men hvorhen v il da Nautilen? - J a , det veed jeg ikke, Ned. - Skulde Kaptajnen maaske, efterat han har 16* 244 voeret ved Sydpolen, ville trodse Nordpolen og komme tilbage til det stille Hav gjennem den berygtede P a ssage i Nordvest? - Det v il v i ikke haabe. - O m saa v a r, sagde Kanadieren, saa ville v i nok forinden være komne bort fra Skibet. - I ethvert Tilfoelde er Kaptajn Nemo en dygtig K a rl, tilfvjede Jean, og v i have ingen Grund til at angre, at v i have gjort hans Bekjendtfkab. - N e j, især ikke, naar v i blot vare borte fra ham," svarede Ned hurtigt. D a Nautilen den folgende D a g , den 1ste A p ril, nogle M inu ter for M id d a g , steg op til Vandfladen, saae v i Land ude imod Ost. Det var Jldlandet. De fsrste Sejlere havde givet det dette Navn, da de saae de mange R vgsvjler, som stege op fra de Jndfodtes Hytter. Dette Jldland udgjor en stor S am ling af O e r, fom stræke sig mellem 53" og 560 sydlig Brede samt 6?o 5 0 ' og 7?o 1 5 ' vestlig Længde. Kysten forekom mig la v , men loengere borte hævede der sig hvje Bjerge. Jeg troede endogsaa at kunne see B je rget Sarmiento, der hæver sig sextusinde og tohundrede Fod over Havfladen, et pyramideformigt Skiferbjerg, der, eftersom det er indhyllet i eller fr it for Taage, spaaer godt eller daarligt V e jr, som Ned Land sagde. „D e t er et moerkeligt Barometer, min Ven, sagde jeg. - J a , H r. Professor, et naturligt Barometer, der aldrig har bedraget m ig , naar jeg sejlede gjennem Magelhan-Strædet." For Ojeblikket hævede denne Bjergspids sig op mod Himmelen uden at være omgiven af den mindste Taage. D et var Forbud om smukt V ejr, hvilket ogsaa flog til. Nautilen gik uu atter ned under Vandet, nærmede sig Kysten og sejlede langs den i temmelig ringe A fstand. Gjennem Salonvinduet saae jeg lange S ly n g planter, kæmpemæsfige Fukusarter og et L-lags Tang, hvoraf Polens aabne Hav havde nogle Prover at opvise. Denne Tangart er ofte tohundrede Fod lang, den er tommetyk, gjor stærk Modstand og tjener ofte Fartojerne t il Ankertoug. En anden Tangart, der har fire Fod lange Blade, som ere oversaaede med ejendommelige smaa Koraldannelser, beklædte Bunden. De tjente til Rede og Fode for en Mcrngde Krebsdyr og B loddyr, navnlig for Krabber og Blæksprutter. S æ lhunde og Oddere vare fuldt beskæftigede med jderes lækkre M aaltider og blandede Fiskenes Kjod med Havets Grontsager, aldeles ester engelsk Monster. Nautilen passerede denne frodige Havbund med overordenlig stor Hurtighed. Ud paa Aftenen nærmede den sig de maluiniske D e rs Arkipelag, hvis njevne Klippespidser jeg kunde gjenkjende den folgende Dag. Havet var ikke videre dybt. Jeg sluttede derfor, ikke uden G ru n d , at de to D e r, der ere omgivne af en stor Mængde Holme, tidligere have udgjort en D e l af Magelhan-Strædet. De maluiniske D e r bleve sandsynligvis opdagede af den beromte John D a v is , der gav dem Navnet D a v is -S o u th e rn -Is la n d s ; siden kaldte Richard Hawkins dem M a id e n -Is la n d s , Jom - fru-D erne. De benævnedes senere, i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, de maluiniske af Fiskere fra 246 S t. M a lo , og endelig Falklands-N erne af E n g la n derne, som de nu tilhore. I disse Farvande bleve vore Net fyldte med smukke Exemplarer af Alger og især as en Fukusart, hvis Rodder vare fulde af M uslinger. Gjæs og ZEnder sloge sig ned paa Platformen og flyttede snart ned t il Skibskjskkenet. A f Fifle lagde jeg specielt Mærke t il Benfifle, der tilhorte Slægten 6obiu8, og fremfor A lt 6obiu8 niZor, der er to Decimetre lang og aldeles oversaaet med hvide og gule Pletter. Jeg beundrede ligeledes en Mængde Meduser samt de smukke Kryfaorer, et S lags S traaledyr, der ers ejendommelige for Havet omkring de m aluinifle N e r. S n a rt dannede de en halvrund, aldeles glat Skjærm, der var fuld af rodbrune S trib e r og endte med tolv ligeformede Festons, snart var det en Kurv, ud af hvilken der bsjede sig brede Blade og lange rode Kviste. N aar de fvommede, bevægede de deres sire bladlignende Arme og lode deres lange Tentakler flyde bagefter sig. Jeg havde den storste Lyst t il at opbevare nogle Exemplarer af disse luftige D y r , men de ere kun Skyggebilleder, der smelte bort og forsvinde, naar de forlade deres rette Element. D a de m aluinifle N e rs sidste Hojder vare fo rsvundne under Horisonten, fænkede Nautilen sig mellem tyve og femogtyve Favne og fulgte den amerikanske Kyst. Kaptajn Nemo viste sig ikke. Lige til den 3die A p ril forlods v i ikke Patagoniens Farvande, idet v i snart fejlede under Oæanet og snart paa Overfladen af det. 247 Nautilen sejlede forbi La P lata Flodens brede M unding og befandt sig den 4de A p ril paa Hojden af Uraguay, men et godt Stykke ude i rum S o . Den styrede nu Koursen mod Nord og fulgte Sydamerikas lange uregelmæssige Kyper. Omtrent Klokken Elleve om Formiddagen passerede v i den sydlige Vendekreds paa den syv og tredivte M e ridian og befandt os paa Hojden af Kap F rio . T il stor Harme fo r Ned Land holdt Kaptajn Nemo slet ikke af at nærme sig Brasiliens beboede Kyster, men fejlede bestandig fremad med den storst mulige Hurtighed. Ikke en Fisk, ikke en Fugl, hvor hurtig den end var i sine Bevægelser, kunde folge os, og disse Haves N atu rmærkværdigheder undgik derfor helt og holdent vor Opmærksomhed. Denne Hurtighed varede i flere D age, og den 9de A p ril om Aftenen faae v i S yd -A m e rika s ostligste Forbjerg Kap S a n Roque. M en nu gjorde Nautilen paany en B ojning og opfogte paa de stsrste Dybder en underfoifk D a l, fom strækker sig mellem dette F o rbjerg og S je rra Leona paa den afrikanske Kyst. Denne D a l deler sig paa Hojden af Antillerne og ender mod Nord med en stor Sankning paa tretusind Favne. Paa dette Sted frembyder Oæanets geologiske Dannelse, lige t il de fmaa A ntiller, en brat Klippebund af 6 Kilometers Hojde, og ud fo r det gronne Forbjergs O e r en anden, ikke mindre anseelig M u r , hvilke faaledes indeslutte hele den sunkne D el af A tlantis. Fra denne store D a ls Bund hæve sig nogle Bjerge, der give den et meget pittoresk Udseende. Jeg saae dette paa de Kort, fom opbevaredes i S kibs248 bibliotheket, og som Kaptajnen selv havde tegnet efter sine egne Iagttagelser. V i aflagde et to Dages Besog i disse dybe og ode Vande. M en den 11te A p ril steg Nautilen atter op t il Vandfladen, og v i saae Land ud for Amasonfloden, hvis M unding er saa stor, at den ligner et H av. V i havde passeret ZEkvator. En halv Snes M i l vesterude laa Guinea, et fransk Territorium , hvor v i som Flygtninge ganske vist vilde være blevne modtagne meget godt. M en det var stærk Sogang, og de fraadende B slger vilde neppe have tilla d t vor skrobelige Baad at trodse dem. Dette indsaae sagtens Ned Land, thi han talte aldeles ikke om at flygte. Jeg paa min Side gjorde ikke nogen Hentydning til hans Romningsforslag; jeg vilde nemlig ikke tilskynde ham til et Forssg, som man næsten med Sikkerhed kunde forudses maatte mislykkes. Jeg fortsatte mine interessante Studier. I de to D age, den 11te og 12te A p ril, forlod Nautilen ikke Havfladen, og Nettene indbragte os en mærkvoerdig S am ling Pattedyr, Fiste og Krybdyr. Navnlig fangede v i en Mængde Plantedyr. Det var for Storstedelen Phyctaliner af Sostjernernes Familie og blandt Andre Arten kkM g,Ii8 protoxta, der horer hjemme i denne D e l af Oæanet. Den har en cylindrisk Krop og er prydet med vertikale S trib e r samt med en stor Mængde rode Pletter. Hvad Bloddyrene angaaer, havde jeg allerede seet de fleste: T u rite lle r, O liv a -A rte r med regelmæssige, hinanden krydsende L in ie r, hvis brunrode Pletter dannede en stærk Kontrast mod den kjsdfarvede B u n d ; fantastiske Pteroserer, der lignede forstenede Skorpioner; gfennemfigtige Hyateer, Argonauter, Blæksprutter, der havde en udmærket S m a g , samt en stor Moengde af 8Xpia loliZo, som Fortidens Naturforskere regnede t il Flyvefiskene, og som fornemmelig tjene t il B id ved Torskefiskeriet. D a jeg endnu ikke havde havt Lejlighed t il at studere Fiskene i disse Farvande, optegnede jeg nogle Arter. A f Bruskfiskene saae jeg femten Tommer lange Niojne med gronagtigt Hoved, violetblaa Finner, blaagraa Ryg og brun B ug, nogle forunderlige D y r. fom Amasonfloden maatte have fo rt ud i H avet, da de ellers kun pleje at leve i ferst Vand. Endvidere faae jeg den elektriske Rokke, der har spidst Hoved, lang og smal H ale, og som er bevæbnet med et langt sangformet S pyd, smaa Hajer, der kun vare tre Fod lange og ere kjendte under Navnet 8galu8 libero, samt desuden en Mængde andre underligt formede Fiste. V i havde i et af Nettene fanget en usædvanlig flad Rokke, der vejede tyve Kilogrammer. Den var hvid underneden og rodagtig ovenpaa famt havde store runde, morkeblaa Pletter. Den laa udstrakt paa P la tformen, hvor den slog omkring sig, forfogte at vende sig i krampagtige Bevægelser og gjorde saa mange Anstrengelser, at det t il S lutningen lykkedes den at gaa overbord; men Jean, der ikke vilde slippe sin Fist, kastede sig over den, og for jeg kunde forhindre det, havde han grebet den med begge Hoender. D er laa han og sproellede med Benene i Luften, 250 idet han raabte: „Hjælp m ig, kjære H r. Professor, hjælp m ig !" Kanadieren og jeg leflede ham op, og han begyndte faa skrap paa sin evindelige Klassifiæren. „ M in Ven, sagde jeg til ham, det var en elektrisk Rokke, D u var kommen i Kast med. - M en Professoren kan troe, sagde Jean, at jeg nok stal hævne mig paa dette D y r. - O g hvordan det? - Jeg stal æde det op." D et gjorde han samme Aften, men udelukkende af ren Hcrvnlyst; th i, oprigtigt ta lt, var dens Kjvd meget seigt. Den ulykkelige Jean havde forgrebet sig paa en elektrisk Rokke as den forfærdeligste S la gs. Dette ejendommelige D y r har en saa stor K ra ft i sit elektriske O rgan, at den kan slynge Fiste flere Favne bort fra sig. Den svigende D a g , den 12te U p r il, nærmede Nautilen sig den hollandske D el af G uyana, i Nærheden af M o ron is M unding. Her levede flere G ru p per af Sskver et glad Fam ilieliv. Disse smukke, fredelige og uskadelige D y r, der ere atten til tyve Fod lange, veje i det Mindste siretnsinde Kilogrammer. Jeg underrettede Ned Land og Jean om, at den forudseende N a tu r havde tildelt disse Havpattedyr en meget vigtig Rolle. De hente nemlig deres Fode fra de undersviste P rairer og vdelægge savledes de Græsmasser, der ophobe sig udenfor de tropiske Floders M u n dinger. „O g veed I , spurgte jeg, hvad Fvlgen er bleven as, at Mennestene næsten fuldstændig have tilintetgjort 251 disse nyttige D y r? De raadnede Havplanter have forgiftet Luften og derved fremkaldt den gule Feber, som hærger disse herlige Landstrækninger. Denne Pestvækkende Vegetation er bleven mange Gange fordoblet ved de brændende hede H ave, og den forfærdelige Sygdom har med uimodstaaelig M a g t udviklet sig fra R io de la Platas M unding lige t il Florida. - H vis man kan fæste Lid t il Toussenell, er denne Landeplage dog Ingenting i Sammenligning med den, som v il komme over vore Efterkommere, naar Havene ere blevne fu ld stændig blottede for H valer og Sæler. Opfyldte, fom de ere, med Meduser og Blæksprutter, ville de blive forfærdelige Arnesteder for Pestsmitte, idet Vandet ikke mere eser „disse store N iunde, fom Gud har paalagt at stumme Havets Overflade." Uden at tage Hensyn t il disse Theorier, bemægtigede Besætningen paa Nautilen sig et halvt Dusin Sokser. Madforraadet blev derved forsynet med udmærket Kssd, der overgaser baade Oxe- og Kalvekjod. Denne Jagt var ikke interessant. Sokoerne kode sig staae ihjel, uden at forsvare sig. Flere tusinde K ilo - grammer Ksod, der var bestemt t i l T o rrin g , magasineredes ombord. Forresten blev Nautilens P ro via n t paa denne Dag ogsaa foroget ved et andet Fiskeri. Disse Have ere nemlig meget rige paa spiselige D y r. V i havde i vore Net fanget nogle Sugefiste, hvis Hoved endte med en oval Benstive, der var omgivet af kjodfulde Kanter. Remoraen, som jeg saae i M iddelhavet, tilhorer den samme S lc rg t, men er dog noget sorstjellig fra 252 den A r t, v i traf her. Efterhaanden som vore Folk havde fanget disse D y r, lagde de dem i B a lle r, der vare fyldte med Vand. D a Fiskeriet var endt, nærmede Nautilen sig Kysten. Her saae v i en Mængde Havfkildpadder lig gende paa Vandfladen. Det vilde under andre B etingelser have voeret meget svært at fange disse værdifulde D y r ; thi den mindste S to j veekker dem strap, og deres stærke S ka l modstaaer Harpunens S to d ; men Sugefiskene fangede dem med overordenlig stor Sikkerhed. Besætningen paa Nautilen fæstede i Halen paa disse F ift en S n o re , der var saa lang, at den ikke hindrede deres Bevægelser, og t il denne blev der saa ombord fastgjort en lang Line. Naar Sugefiskene vare blevne kastede i Havet, begyndte de strax at udfore deres Rolle og sugede sig fast t i l Skildpaddernes Brystftjold. Deres Jhærdighed var faa stor, at de hellere lode sig slide ihjel end ftap det T a g , de havde faaet. M a n halede dem saa ombord og med dem tillige Skildpadderne. Paa denne Maade fangede v i flere Skildpadder, der vare tre Fod lange og vejede tohundrede K ilo - grammer. Deres S k a l, som var bedækket med store, tynde, gjennemsigtige, brune Skiver, gjorde dem meget kostbare. Desuden kunde deres Kjod godt spises, ja, det havde undertiden endogsaa en overordenlig fiin Smag. Dette Fiskeri afsluttede vort Besog i Amasonflodens Farvande, og den folgende Nat gik Nautilen atter tilsoes. 253 Attende Kapitel. Blæksprutter, ^Eautilen fjernede sig i nogle Dage bestandig fra den amerikanske Kyst. Den vilde aabenbart ikke besoge den mepikanske Havbugts Vande eller Antillernes Hav. Disse Farvande, der vare oversaaede med V e r og plojede af Dampskibe, kunde selvfølgelig ikke falde i Kaptajn Nemos Smag. Den 16de A p ril opdagede v i Verne M artinique og Guadeloupe helt ude i Horisonten. Kanadieren, der tænkte paa at iværksætte sine Rsmningsplaner ved A n tillerne - enten ved at komme iland eller ved at komme ombord paa et af de mange Skibe, som gjvre Reifer fra den ene V til den anden - blev meget modfalden. Flugten kunde meget let voere bleven u d fo rt, hvis Ned Land havde kunnet bemægtige sig Baaden uden Kaptajnens Vidende. M en paa det aabne Oæan maatte selvfølgelig hele denne S ag opgives. Kanadieren, Jean og jeg havde en lang Samtale om dette Emne. I sex Maaneder havde v i været Fanger ombord paa N autile n , og v i havde aldeles ingen Udsigt t il at blive befriede af vort Foengsel. Ned Land gjorde mig da et F o rfla g , som jeg 254 ikke havde ventet mig. V i skulde, foreslog han, forelig g e Kaptajn Nemo det Sporgsm aal, om det var hans Agt at beholde os ombord paa fuldstindig ubestemt T id . Jeg kunde ikke billige denne Maade at gaae tilværks paa, da den ikke vilde fore til noget Resultat. V i burde ikke haabe Noget af Kaptajnen, men A lt af os felv. Desuden var denne M and i den senere T id bleven mere mvrk og mere tilbageholden end tidligere. Han syntes at undgaae m ig, og jeg traf ham kun hsjst sjeldent. F or fandt han en Fornvjelse i at fo rklare mig de undersviste Mærkværdigheder, men nu overlod han mig t il mine S tudier og indfandt sig næsten aldrig i Salonen. Hvilken Forandring var der foregaaet med ham, og hvad var Aarsag dertil? Jeg havde In te t at bebrejde mig. Maaste fvlte han sig besvoeret ved vor N irv ire ls e ombord? M en paa den anden Side vilde det ogsaa v ir e taabeligt at haabe, at denne M and atter skulde stinke os vor Frihed. Jeg bad derfor Ned Land om at faae Lov til at tinke over Sagen, fo r jeg handlede. H vis vor Henvendelse til ham blev uden Folger, kunde den vikke hans M istanke, gjvre vor S tillin g pinlig og i hvj Grad stade Kanadierens Forstag. Jeg maa tilfoie, at jeg ikke paa nogen Maade kunde paaberaabe mig vor Sundhedstilstand. Naar jeg undtager de mojfommelige D ag ved Sydpolen, havde Ned, Jean og jeg aldrig befundet os bedre end nu. Den gode Fode, den sunde L u ft, den regelmisstge Levemaade og den jevne Temperatur gav ikke Anledning til Sygdomme; 255 jeg kunde meget godt forstaa Behagelighederne ved en saadan Maade at leve paa for en M a n d , der ikke savnede Landjorden, for en Kaptajn Nemo, der var hjemme hos sig selv og gik fremad mod sit M a a l paa den Maade og ad de Veje, han selv vilde. V i derimod havde ikke brudt med Menneskene. Jeg for min D e l havde ikke Lyst til at blive begravet med mine saa ejendommelige og saa nye Undersøgelser. Jeg havde nu Evne t il at skrive en paalidelig B og om H a vet, og jeg vilde, at denne Bog tid lig eller sent skulde see Dagen. Hvilke interessante Optegnelser gjorde jeg ikke daglig her i Antillernes Have, ti Favne under H a vfladen! Mellem andre Plantedyr fandtes her saakaldte Krydsere, der af Englanderne Lenoevnes konu§iu86 man-ok->var, et S la gs store, aflange Plantedyr, der lade deres blaa Fangearme flyde ligesom Silketraade. Endvidere lagde jeg Mærke t il Meduser, der ere smukke at see paa, men broende som Nælder, naar man rsrer ved dem. Mellem Leddyrene fandtes her halvfemte Fod lange Ledorme, der vare bevæbnede med en rosenfarvet Snabel og forsynede med sytten hundrede Bevoegorganer, der sneg sig frem under Vandet og spredte alle Prismaets Farver omkring sig. Mellem Fiskene saae jeg M alubarrokker, der ere t i Fod lange og veje sex hundrede Pund. De have en trekantet Brystfinne og ere ligesom ophovnede midt paa Ryggen; deres O jne sidde yderst paa Forsiden af H o vedet. Undertiden bedækkede disse D y r fuldstændigt vore Vinduer. V i saae ogsaa amerikanske Balister, som Naturen kun har tegnet med sorte og hvide Far256 ver; Gobier, der vare aflange og kjodsulde samt havde gule Svommefinner og fremstaaende Kjæber, samt sexten Decimetre lange Makreler. Endvidere lagde jeg Moerke til en gulstribet M a lle , der bevoegede sine glimrende Finner paa en meget liv lig M aade; det var meget pragtfulde D y r , som man fordum helligede D ia n a , og som vare soerdeles eftersogte af de rige Romere. Fremdeles passerede forbi vore Lstne Pomachanter, der straalede som af G u ld , Smaragder og S ilk e ; endelig femten Tommer lange Chlupanodonter, der havde et svagt fosforlysenoe S kin, samt M ugillen, der pidskede Havet med sin store kjodsulde Hale. Hvormange andre mærkvoerdige og nye Exemplarer af uudersoiste D y r vilde jeg ikke kunne have studeret, saafremt Nautilen ikke lid t efter lid t havde soenket sig ned t il de dybe Vandlag! Dens hældende P la n sorte den lige t il en Dybde af halvandet tusinde Favne. Her var Dyreriget kun repræsenteret af Encriner, Havstjerner og soerdeles smukke H a vlillie r (?6vtaerinus eaput IVl6cln8X), Purpursnekker og Fisureller, et S la g s store Havbloddyr. Den 20de A p ril vare v i stegne op t il en Hojde as femten hundrede Favne. Det noermeste Land var da Bahamaoerne, der laa spredte omkring paa H avfladen som en Hob Stene. Rundt omkring hævede sig hoje undersoiske Skoer, lodrette M ure, mellem hvilke der var morke H uller, hvis Bund vore elektriske S tra a - ler ikke formanede at oplyse. Disse Klipper vare beklædte med Slyngplanter, koempemæssige Laminarier, endelose Tangarter, der dannede en Espaliermur af Hydrofyter. Fra disse gigantiske Planter henledtes im idlertid min, Neds og Jeans Opmærksomhed paa Havets kæmpemæssige D y r. Gjennem Nautilens Vinduer saae jeg dog kun de fornemste Arter af Brachiurernes Familie, langfodede Lambrer, violetfarvede Krabber og de antiliske Haves Klioarter. Klokken var omtrent Elleve, da Ned Land henledte min Opmærksomhed paa en usædvanlig stærk Bevægelse mellem de store Alger. „J a der er her et T ilh o ld for Blæksprutter, og jeg vilde ikke blive forundret, hvis jeg pludselig fik nogle af disse Vidundere at see, sagde jeg. - Hvad, udbrod Ned Land, er det Blæksprutter, almindelige Blæksprutter, tilhorende æphalopodernes Klasse? ' - N ej, sagde jeg, det er Blæksprutter af en usædvanlig Storrelse. M en min Ven Ned maa udentv iv l have taget fejl, thi jeg kan Ingenting see. - D et var kjedeligt, svarede Jean. Jeg vilde meget gjerne have staaet Ansigt t il Ansigt med disse Blæksprutter, om hvilke jeg har hort saa Meget fortoelle, og som jo skulle voere istand til at drage Skibe med sig helt ned i Afgrunden. - Ingen stal faae mig t il at tro , at der existerer saadanne D y r, sagde Ned. - H vorfor ikke? svarede Jean, troede De ikke s. Ep. paa Professorens N arhval? - D e ri gjorde v i Uret, Jean. - Ganske vist, men det er sandsynligt, at Andre tro paa den endnu. - Det er sandsynligt, svarede jeg Jean; men 258 for min P a rt troer ikke paa disse D yrs Tilværelse, fer jeg med egen Haand har havt Lejlighed t il at dissekere et af dem. - Altsaa, spurgte Jean, troer Professoren ikke, at disse kæmpemoessige Blæksprutter epistere? - For en Ulykke, hvem har nogensinde troet det? udbred Ned Land. - Mange, min Ven Ned. - I det Mindste ingen F ifler, maafle nogle enkelte Lærde. - O m Forladelse, Ned, baade Lærde og Fiskere. - O g jeg, sagde Jean med den alvorligste M ine af Verden, jeg erindrer meget godt, at jeg har seet et Fartej blive trukken ned under Vandet af en æphalopodes Arme. - H ar D u seet det? spurgte Ned. - J a ! - Med dine egne O jne? - Med mine egne Ojne. - H vor, om jeg ter spSrge? - I S t. M a lo , svarede Jean. - I Havnen? spurgte Ned ironisk. - Nej, i en Kirke, svarede Jean. - I en Kirke! udbrod Kanadieren. - J a , min V en, det var et M a le ri, der forestillede Blæksprntten. - N aa! sagde Ned Land og brast ud i Latter, H r. Jean behager at spege. - Han har virkelig Ret, sagde jeg. Jeg har hert Tale om dette M a le ri, men Emnet er hentet fra en Legende, og I veed vel nok, hvad man ber tro 259 eller ikke tro , naar der i Legender er Tale om naturhistoriske Emner. Desuden har Fantasien stor Lyst til at overdrive med Hensyn til Vidundere. M a n har ikke blot paastaaet, at disse Blæksprutter kunne trække Fartojet ned i Dybet, men en vis O laus M a g nus taler endog om en æphalopode, der var henved en halv M i l lang og snarere lignede en O end et D y r. M a n fortæller ligeledes, at en Bistop i Nidaros opforts et Alter paa en stor Klippe. D a Messen var endt, satte Klippen sig i Bevægelse og vendte tilbage t il Havet. Den var nemlig hverken Mere eller M indre end en Blæksprutte. - O g det er A lt? spurgte Kanadieren. - N e i, svarede seg. En anden B istop, Pontoppidan i Bergen, taler ligeledes om en Blæksprutte, paa hvilken et helt Kavalleriregiment kunde manovrere. - Bistopperne maa tidligere have været meget vittige, bemærkede Ned Land. - Endelig omtale Fortidens Naturforstere V id u n dere, hvis Gab lignede en H avbugt, og som var for store til at kunne gaa igjennem Stroedet ved G ib ra ltar. - Naa, det bliver jo bedre og bedre, sagde Kanadieren. - M en findes der nogen Sandhed i alle disse Beretninger? spurgte Jean. - Nei, aldeles ikke, mine Venner, i det Mindste ikke i det, der overstrider Sandsynlighedens Grændse og nærmer sig Fablen eller Legenden. Paa den anden Side kan man im idlertid ikke noegte, at der findes Blæksprutter, som ere meget store, og de Loerde omtale endogsaa en, der stal voere halvottende Fod lang. Vore 17* Fiskere see ofte nogle, der ere over tre Fod lange, og Museerne i Triest og M ontpellier opbevare Skelettet af Blæksprutter, der have en Længde af sex Fod. Desuden skal, ifvlge Naturforskernes Beretninger, et af disse D y r , der selv kun er sex Fod langt, have syv og tyve Fod lange Fangearme. Det er selvfslgelig tilstrækkeligt til, at Fantasien kan faae lavet fo rfærdelige Vidundere. - Fisker man ogsaa nogle af disse nu for Tiden? spurgte Kanadieren. - S e lv om man ikke fisker dem, saa see S o - mændene dem i det Mindste. En af mine Venner, Kaptajn P a u l B os fra Havre, har ofte forsikkret m ig, at han i det indiske Oæan har truffet kæmpemæssige Blæksprutter. M en det mest forbausende Faktum, og det som g jv r, at man ikke længer kan nægte disse kæmpemæssige D yrs Tilværelse, forefaldt i 1861. - Hvad var da det? spurgte Ned Land. - J a nu stal De hvre. Nordost for Tenerissa, omtrent under samme Bredegrad, hvor v i nu besinde o s, bemærkede Besætningen paa Damperen Alecton, Aaret 1 8 6 1 , en forunderlig Blæksprutte, som svommede omkring i Vandet. Kaptajn Bouguer, der forte S kibet, nærmede sig D yret og angreb det med H a rpuner og Bsssestud, men uden synderlrgt H eld, idet Kuglerne og Harpunerne gik gjennem det lsse Kjod ligesom gjennem en geleeagtig Masse. Efter flere srugteslvse Forsog lykkedes det Besætningen at slaae en Rendelykke om Blækspruttens Legeme. M a n forsogte nu at hale D yret ombord, men dets Tyngde var saa betydelig, at det, medens man trak i det, blev stilt 261 fra sin Hale og, berovet denne Prydelse, forsvandt under Havet. M a n yar tænlt paa at lalde denne Blælsprntte „Bouguers Blæksprutte". - M en hvor lang var den da? spurgte Ned. - M aalte den henved atten Fod? spurgte Jean, der stod ved Vinduet og atter var ifærd med at underssge Havbunden. - J a netop! svarede jeg. - V a r dens Hoved omgivet af otte Fangearme? - Netop! - V a r dens B jn e meget fremstaaende? - Meget rig tig t! Jean. - Lignede dens M und et forfærdeligt Pappegojenæb? - Unægtelig! - Nuvel, svarede Jean ro lig t, hvis Professoren ikke tager det ilde op, saa har v i her Bouguers Blæksprutte eller i det Mindste en af dens B ro d re." Jeg betragtede Jean. Ned Land styrtede hen til Vinduet. „ E t forskrækkeligt D y r ! " udbrod han. N u gik ogsaa jeg hen og betragtede det, og jeg kunde ikke undertrykke en Bevægelse af Skræk. Lige for mine N jn e laa der et forfærdeligt D y r , som vel kunde fortjene at faae Plads i Legenderne. Det var en Blæksprutte af kæmpemæssige D im ensioner, vistnok over tyve Fod lang. Den gik med stor Hurtighed baglænds i samme Retning fom Nautilen. Den betragtede os med sine store ubevægelige graablaa L)jne, dens otte Arme eller rettere dens otte Fodder, der udgaa fra Hovedet og have givet disse D y r Navn 262 af æphalopoder, vare dobbelt saa stærkt udviklede som selve Legemet. M a n saae tydeligt halvtrediehundrede S u g e ro r, der sade paa Fangearmenes iudre Flade, og havde Form af halvrunde Kapsler. Munden lignede et Pappegojenoeb, den aabnedes og lukkedes vertikalt og havde flere Rækker meget hvasse Teender. Hvilken Fantasi af Naturen, at give et Bloddyr et Fuglenæb. Dets spolesormede og paa M idten ophovnede Krop dannede en Kjodmasse, der vel omtrent kunde veje mellem tyve og femogtyve tusinde Kilogram - mer. Dens Farve forandredes stadig i graablaa og rodbrune Nuanæringer, alt eftersom D yret blev mere og mere hidset. M en hvad var det da, der hidsede det. Upaatvivlelig Nærværelsen af N autilen, der var forfærdeligere end det selv, og mod hvilken dets Sugearme og Kjæber In te t kunde udrette. Tilfældet havde fo rt os i Nærheden af denne Blæksprutte, og jeg vilde ikke lade Lejligheden gaa tabt t il opmærksomt at studere dette ejendommelige Exemplar af æphalopoderne. Jeg overvandt den Skroek, som Synet af den havde indjaget mig, jeg tog en B lya n t og begyndte at aftegne den. „D e t er maaste den samme som Alectons, sagde Ned. - N e j, svarede Jean, denne her er jo hel, og den anden havde mistet sin Hale. - J a , det har Ingenting at sige, svarede jeg. Disse D yrs Arme og Haler besidde Evne t il at vope ud igjen, og i syv Aar har Bouguers Blæksprutte udentvivl havt T id t il at gjore det samme. - J a og hvis det ikke er den samme, indvendte Ned, saa er det rim eligvis dog en af samme S la g s." 263 D er viste sig imidlertid andre Blæksprutter ved Styrbordsvinduet. Jeg talte i det Hele syv. De sulgte trolig N autilen, og jeg horte, hvorledes deres Næb huggede mod Fartojets Plade. V i havde naaet M aalet sor vore Onsier. Jeg fortsatte m it Arbejde. Disse Vidundere holdt sig saa stille i Vandet, at de syntes at være næsten ubevægelige, og desuden sijod ogsaa v i kun en temmelig ubetydelig Fart. Pludselig standsede Nautilen. E t S tod bragle den t il at ryste i sine Sammenfojninger. „E re v i stodte paa? spurgte jeg. - J a , svarede Kanadieren, men i ethvert Fald er v i allerede kla r, thi v i flyde." Ganske vist flod N autilen, men den bevægede sig ikke mere. Skruebladene pidsiede ikke mere Bolgerne. Paa denne Maade hengik der omtrent et M in u t. Kaptajn Nemo traadte, fulgt af Styrm anden, ind i S a lonen. Jeg havde en T id lang ikke seet ham. Han syntes at være mork og alvorlig. Uden at tiltale os, maasie endog uden at see os, gik han hen til Vinduet, betragtede Blæksprutterne og sagde nogle O rd til S ty r manden. Denne gik. Lugerne bleve strax lukkede til og Loftet oplystes. Jeg nærmede mig Kaptajnen. „E n besynderlig Sam ling Blæksprutter, sagde jeg t il ham i en aldeles utvungen Tone, ligesom en Am ato r, der betragter et Akvarium. 264 - J a i Sandhed, H r. Naturforsker, sagde han^ og v i ville kæmpe med dem Ansigt mod Ansigt". Jeg betragtede Kaptajnen, thi jeg troede, at jeg havde hort fejl. „ J a , H r. Professor, Skruen gjor ikke længer Tjeneste, jeg antager, at en af disse Blæksprutter har grebet ind i Skruebladene med deres hornagtige Kjoeber. Dette forhindrer os i at gaa fremad. - O g hvad agter De da at gjore? - Stige op t il Overfladen og droebe hele dette Folge. - E t vanskeligt Foretagende, H r. Kaptajn. - J a , De har R et, det v il virkelig voere vanskeligt. De elektriske Kugler ere afmægtige mod dette blode Kjod, men v i ville angribe dem med Oxer. - O g med Harpuner, Kaptajn, sagde Kanadieren, hvis De ikke asslaaer min Assistanæ. - Jeg modtager den, Master Land." V i gik da med Kaptajnen i Spidsen op til H o vedtrappen. D er stod tolv M and bevæbnede med Skibsoper og holdt sig beredte t il Angreb. Jean og jeg toge hver sin Oxe. Ned greb en Harpun. Nautilen var kommen op til Vandfladen. En af Besætningen aabnede Lugen; men neppe var dette fleet, for den loftedes op i Vejret med stor Voldsomhed, ojensynlig af Sugeroret paa en Blækspruttes Arme. S tra x sneg en af disse lange Arme sig som en O rm ind gjennem Aabningen og tyve andre bevoegede sig ovenover den. Med et Hug af Oxen afskar Kaptajn Nemo denne forfærdelige Fangearm, der gled ned ad Trappestigen, bestandig vridende sig i Krampetrækninger. I samme O jeblik, v i trængte frem for at komme op paa P latform en, floge to andre Arme ned paa den M a tro s , der stod foran Kaptajnen, og den Ulykkelige blev fert bort med uimodstaaelig Kraft. Kaptajn Nemo udstedte et Raab og styrtede frem. V i Andre fulgte ham. Hvilken Sæne! Den Ulykkelige var Lleven omsluttet af Fangearmen og holdtes fastfluttet t il dens Sugerer. Med en Stemme, der vidnede om, at han var noer ved at blive kvalt, raabte han: „hjoelp, hjælp". Disse O rd , der bleve udtalte paa Fransk, gjorde et overordenligt stærkt In d tryk paa mig. Jeg havde altfaa en Landsmand ombord, ja maafke flere! A ld rig i m it Liv skal jeg glemme dette hjerteskærende S krig. Den Ulykkelige var fortabt. Hvilken M a g t skulde vel kunne slide ham ud af denne forfærdelige O m favnelse? Kaptajn Nemo var im idlertid styrtet frem mod Blæksprutten og havde yderligere afhugget en af dens Arme. Styrmanden koempede med Raseri mod andre Vidundere, der kravlede omkring paa Siden af Nautilen. Besætningen flog S la g paa S la g med deres Oxer, og ogsaa Kanadieren, Jean og jeg soenkede vore Vaaben ned i disse Kjodmasser. En stærk M ofkuslugt gjennemtrængte Luften. Jeg troede et O jeblik, at den Ulykkelige, fom var bleveu grebet af Blæksprutten, atter var sluppen lss fra den. A f de otte Arme vare nemlig de syv blevne afhuggede, men den sidste fvang desværre endnu sit 266 O ffer i Luften. D a Kaptajn Nemo og Styrmanden styrtede frem mod den, udsprvjtede D yret en voeldig S e jle af en sortagtig Voedfke. V i bleve aldeles blændede, og da vi atter kunde see omkring os, var Blæksprutten forsvunden og med den min ulykkelige Landsmand. V i bleve nu grebne af et v ild t Raseri mod disse D yr, og v i vare ikke længer Herrer over os selv. T i eller tolv Blæksprutter havde suget sig fast til Platformen og Nautilens S ider. V i tumlede hulter til bulter omkring mellem afhuggede Kjvdstykker, der bevoegede sig paa Platformen i Strvmme af B lod og sort Bleek. Det saae ud, som om disse vældige Fangearme paany bleve vakte t il Liv ligesom Hydraens Hoved. Ned Lands Harpun forsvandt ved hvert Stod i Blæksprutternes graablaa O jne og udstak dem. Men min tappre Ned blev pludselig kastet omkuld as en as disse D yrs Fangearme, som han ikke havde kunnet undgaa. H vor m it Hjerte bankede af Bevægelse og For- . soerdelse! Blækspruttens forfærdelige Gab stod aabent, rettet mod Ned Land. Den stakkels F yr var paa Vei t il at blive skaaret midt over. Jeg skyndte mig at ile ham tilhjoelp, men Kaptajn Nemo var kommen mig i Forkjvbet. Hans Oxe forsvandt mellem de to voeldige Kjoeber, og Kanadieren, der ved et Underværk var bleven reddet, rejste sig og stodte Harpunen helt ind i Blæksprutten. „Jeg skyldte mig selv denne O prejsning", sagde Kaptajnen tib Ned Land. Ned bukkede uden at svare. 267 Denne Kamp havde varet et Kvarter. Blæksprutterne, der vare besejrede og dvdeligt saarede, fo rlede Vapladsen og forsvandt i Havet. Kaptajnen, som var aldeles overstænket med B lo d, stod ubevægelig og betragtede Havet, der havde flugt en af hans Kammerater. 268 Nittende Kapitel. Golfstrsmmen. A l d r i g skal Nogen af os glemme denne forfærdelige Sæne den 20de A p ril. Jeg har beskrevet den under Indtrykket af en heftig Sindsbevægelse. Senere har jeg gjennemseet Beretningen og oploest den for Jean og Ned. De fandt den fuldstoendig paalidelig, men ikke effektfuld nok. For at kunne male saadanne B i l leder behvves der en Pensel som den bervmte F o rfatters t i l Iravaill6ur8 cle la mer. Kaptajn Nemo groed, da han lod sit B lik vandre ud over Havet. Hans S o rg var dyb. Det var den anden Kammerat, han havde mistet, siden v i vare komne ombord. O g hvilken Dod havde ikke denne Kammerat fundet! Han var bleven kvalt og knust af en Bloekspruttes Arme, og han vilde ikke komme t il at hvile ved Siden as sine Kammerater i Koralkirkegaardens fredelige Bande. Under Kampen havde det Fortvivlelsens Raab, fom den Ulykkelige udstodte, i allerhøjeste Grad gjort In d try k paa mig. Den stakkels Franskmand havde glemt det Sprog, som soedvanlig blev talt ombord, og atter brugt sit Modersmaal i det sidste skrækkelige A je b lik , da Dsden truede ham. Jeg havde altsaa mellem Nautilens Besætning en Landsmand, der i E t og A lt var sin Kaptajn hengiven, og ligesom han undgik al Beroring med Mennesker. V a r han den Eneste, som repræsenterede Frankrig i dette hemmelighedsfulde Selskab, der ojensynlig indbefattede In d iv id e r fra hejst forfkjellige Lande? Dette var atter et af de mange uloselige Problemer, som uophorligt sysselsatte mine Tanker. Kaptajn Nemo vendte tilbage t il sin Kahyt, og jeg saae ham atter ikke i flere Dage. Han var upaatvivlelig baade fortvivlet og tvivlraadig, i ethvert T ilfælde, hvis jeg kunde domme efter det Fartojs B e vægelser, hvis Chef han var. Nantilen bibeholdt ikke mere sin bestemte Retning. Den flod omkring for Vind og Vove. Skruen var klar, og dog benyttede Kaptajn Nemo sig næsten ikke af den. Han kunde ikke losrive sig fra Skuepladsen for den sidste Kam p, fra dette H av, der havde slugt en af hans Fortrolige. Paa denne Maade tilbragte v i ti Dage. Den 1ste M a j styrede Nantilen lige mod Nord, efter at v i havde faaet de lucayske O e r i Sigte. V i fulgte da den storste af alle Haves Stromme, der har sine ejendommelige Bredder, Fiste og Temperatur. Den hedder Golfstrommen. Det er en virkelig Flod, som rinder fr it midt i i det atlantiske H a v , og hvis Vand aldrig blandes med Oæanets. Det er en Flod med salt Vand, saltere end det omgivende Havs. Paa visse Steder gaaer denne Havstrom med en Hurtighed af sire Kilometre i Timen. Den har en Middeldybde af tretusinde Fod, 270 Vi ' U ! N ! og dens Vandes uforanderlige Omfang er betydeligere end nogen Flods paa Landjorden. Golsstrommens Kilder opdagedes af Kaptajn M a u ry. Han fandt dem beliggende i den biskajifle Havbugt. D er begynder dens V and, som endnu kun har en lav Temperatur og en bleg Farve, at danne sig. Den flyder derpaa mod S yd langs Mellem- A frika , bliver opvarmet a f den hede Zones Straaler, gaar tvers over det atlantiske H a v , naaer Kap S an Roque paa Brasiliens Kyst og deler sig i to Grene. N u begynder Golfstrommen, der har paataget sig at tilvejebringe Ligevægt mellem de sorskjellige Temperaturer og at blande de tropiske Bande med de nordlige, sin Rolle som Regulator. Efter forholdsvis at voere bleven stoerkt opvarmet i den mexikanfle Havbugt, vender den sig mod Nord langs Amerikas Kyster, gaar lige til New-Foundland, gjor under Indvirkning af den kolde S tro m fra Dawisstrædet en Bojning, gjenoptager sin Vej i Oæanet, og deler sig paa den 43 o i to Arm e, af hvilke den ene, ved Hjælp af den nordostlige Passatvind, vender tilbage til den biskajifle Havbugt og de asorifle O e r, medens den anden, efter at have beflyllet Irla n d s og Norges Kyster, gaar lige til Spitsbergen, hvor dens Temperatur synker ned til 4 0 , for at danne Polens frie Hav. - Det var paa denne Flod, Nautilen nu sejlede. Ved Udlobet af Brahama Kanalen iler Golfstrommen fremad med en Hurtighed af otte Kilometre i Timen. Denne H u rtig hed aftager i samme Grad, som den strider frem imod N ord, og man bor snfle, at denne Regelmoessighed maa vedblive; thi hvis dens Hurtighed og Retning 271 modifiæres, hvad man har troet at iagttage, ville Europas klimatiske Forhold være underkastede en F o rstyrrelse, hvis Folger det er um uligt at beregne. Henimod Klokken T o lv vare Jean og jeg oppe paa Platformen. Jeg oplyste ham om Golsstrommens Ejendommeligheder. Efterat min Forklaring var endt, bad jeg, ham dyppe sine Hænder ned i Strommens Vande. Jean adlod og blev hojst forundret over hverken at mærke Noget t il Varme eller Kulde. „D e t kommer a f, sagde jeg, at Temperaturen i Golfstrommen, naar den lober ud fra den mepikanske Havbugt, kun er ubetydelig forskjellig fra Blodets. Denne Golfstrom er en stor Varmeleder, der tillader Europas Kyster at smykke sig med en evig gron Vegetation, og hvis man kan tro M a u ry , vilde denne S trom s Hede, naar den blev hel og holden anvendt, afgive tilstrækkelig Varme til at kunne smelte en Flod af Stobejern, der var ligesaa stor som Amazon- eller M issouri-Floden." For Ojeblikket var Golfstrsmmens Hurtighed halvtredie M etrer i Sekundet. M srk og rig paa saltholdige Emner, som den er, danner den med sin rene Jndigofarve en stærk Kontrast mod det gronne Vand, der omgiver den. Dens Begrændsningslinie er saa tydelig, at man med stor Nsjagtighed kunde see, hvorledes Nautilen paa Hojden af Carolinerne med sin Pantsergallion skar Golfstrommens Bolger, medens dens Skrue pidskede Oæanets. Denne S tro m fsrer en hel Verden af levende Væsener med sig. Mellem Bruskfiskene saae vi da mærkelige Rokker, hvis smalle Hale udgjorde noesten en 272 Trediedel af Kroppen, og som dannede store, fem og tyve Fod lange spidsvinklede Firkanter; endvidere smaa, tre Fod lange Hajer med sort Hoved, kort, afrundet Noese samt store Saugtoender, der vare ordnede i flere Rader. Mellem Benfifkene optegnede jeg nogle Leebefist, der ere ejendommelige for disse Have, ni Fod lange Sioener, der gave Lyd fra sig; guld- og selvglindsende Coriphæner;. Ll6neu8 bo8kiarw8 med triangelformet Hoved; Paddefiste, der have en gul, paa tvers gaaende S trib e ; en Mængde Epemplarer af 6obiu8 bo8 med brune P letter; Oipteroclonter med selvglindsende H oved og gul H ale; forstjellige Exemplarer af Lap, samt endelig en overordenlig smuk lille F ist, Lgus8 amen- 6ann8, Ler synes dekoreret med alle Ordener og prydet med alle Baand og maaste netop derfor beseger den store Nations Kyster, hvor Ordener og Baand spille en saa fremtrædende Rolle. Jeg v il tilfo je , at Golfstremmens fosforlysende Vand hele Natten igjennem kappedes med Glandsen fra vort elektriste Lys. Den 8de M a j vare v i midt for Kap Hatteras, paa Hoiden af N ord-C arolina. Golfstrsmmens Brede var der over halvtresindstyve M i l og dens Dybde to hundrede og ti Favne. Nautilen vedblev at famle omkring uden bestemt M a a l. A lt Tilsyn syntes at være forsvundet ombord. Jeg indremmer, at det under disse Forhold turde lykkedes os at remme. De beboede Kyster frembed overalt lette Tilflugtssteder. Havet plejedes uopherligt af Dampskibe, fom gaa mellem Newyork eller Boston og den mexikanste Havbugt, og 273 Laade N at og Dag saae man en Mængde af disse smaa Skonnerter, der drive Kystfart paa forstjellige Punkter af den amerikanske Kyst. A f et af dem vilde v i vistnok uden Vanskelighed kunne blive optaget. Hervar altfaa en gunstig Lejlighed, uagtet Nautilen befandt sig over tredive M i l fra Unionens Kyster. M en en kjedelig Omstændighed lagde uovervindelige H indringer i Vejen fo r Kanadierens Planer. V e jret var vedblivende meget daarligt. V i noermede os disse Farvande, hvor det næsten altid stormer, dette Siphonernes og Cyclonernes Hjemland. A t trodse et oprort Hav som dette i en skrobelig B a a d, det vilde være det Samme som at gaa en sikker Undergang imode. Dette indsaae ogsaa Ned Land; men netop paa Grund heraf befandt han sig i et yderst daarlig t Lune. „H r. Professor, sagde han t il mig, dette her maa have en Ende. Jeg v il vide, hvorledes det forholdersig med E t og Andet her ombord. Kaptajn Nemo fjerner sig fra Landet og gaaer mod Nord. M en jeg erklærer, at jeg har havt Tilstrækkeligt af Sydpolen og aldrig v il folge ham t il Nordpolen. - Hvad stal man da gjore Ned, da det jo for Dsteblikket er aldeles um uligt at romme. - Jeg kommer tilbage t i l , hvad jeg tidligere har sagt: man maa tale med Kaptajnen. De sagde In g e n tin g , da v i befandt os paa Kysterne af Deres Land, men nu da v i ere ved m it, v il jeg tale. N aar jeg teenker paa, at Nautilen om nogle Dage v il befinde sig paa Hojden af N y Skotland, og at der ved Newfoundland aabner sig en stor Havbugt, at S t. Lorenz- II. 18 274 floden falder ud i denne H avbugt, at denne Flod er m in, at den lober gjennem Quebek, som er m it Modested - naar jeg tænker paa det, faa stiger Blodet mig virkelig t il Hovedet. H r. Professor, jeg v il hellere styrte mig i Havet! jeg kan ikke blive her, jeg kvæles!^ D et var lydeligt nok ude med Kanadierens T a a lmodighed. Hans kraftfulde N atur kunde ikke finde sig i dette forlængede Fangenstab. Hans Udseende forandredes med hver D a g , og han blev bestandig mere mork og indesluttet. Jeg kunde godt fo le , hvad han maatte lide, thi ogsaa jeg led af Hjemve. D er var noesten gaaet syv Maanedec, uden at v i havde faaet nogen Underretning fra Land. Kaptajn Nemos ensomme Maade at leve paa, hans, især efter Kampen med Blæksprutterne, meget forandrede H um or, hans Tanshed, A lt lod mig see Sagen i et temmelig morkt Lys, og jeg blev ikke mere greben af de forste Dages Enthonfiasme. M a n maatte være en Flamlænder som Jean for bestandig at kunne finde sig tilfreds her, hvor dog i Grunden H valer og andre Havets Jn d - vaanere vare vort væsenlige Selskab. „N u ve l, H r. Professor, sagde Ned Land, da jeg ikke gav ham noget S v a r. - J a saa Ned, De v il, at jeg stal sporge Kaptajnen, hvilke Planer han nærer med Hensyn til os. - J a ! - O g det stjondt han allerede tidligere har underrettet os om dem. - J a ! jeg onster endelig engang at faae Vished. T a l udelukkende for mig, udelukkende i m it Navn, om De v il. - M e n jeg træffer ham saa sjeldent, han undgaaer mig endogsaa. - D et er en yderligere Grund t il at opssge ham. - Jeg stal fpsrge ham Ned. - N aa r? spurgte Kanadieren. - N aar jeg troefser ham. - V il Professoren, at jeg stal opssge ham? - N ei lad mig gjsre det selv. Jm orgen! - Nej idag, sagde Ned Land. - Naa ja ja da, jeg stal opssge ham id a g ", svarede jeg Kanadieren. Han gik, og jeg blev ene tilbage. Jeg besluttede ufortsvet at efterkomme Neds Bnste og at gjsre en Ende paa Sagen. Jeg vendte tilbage t il min Kahyt. D er kunde jeg hsre, hvorledes Kaptajn Nemo gik frem og tilbage i sin. D et gik ikke an at forssmme denne Lejlighed t il at træsse ham. Jeg bankede paa hans D s r. D er fulgte ikke noget S v a r. Jeg bankede atter paa og tog i Laascn. D sren aabnedes. Jeg traadte ind. Kaptajnen var der. Han sad hældet over sit Arbejdsbord og havde sjensynlig ikke hsrt, at jeg kom. D a jeg var fast bestemt paa ikke at gaa, ssr jeg havde ta lt med ham, noermede jeg mig Bordet. Han lsftede hurtigt Hovedet op, rynkede øjenbrynene og sagde i en temmelig barst T o n e : „ E r De her, hvad v il De m ig? - Tale med Dem, H r. Kaptajn. - M e n jeg er bestoeftiget, jeg arbejder." Modtagelsen var just ikke meget opmuntrende. 276 M en jeg havde besluttet at hore paa A lt for at kunne svare paa A lt. „H r. Kaptajn, sagde jeg koldt, jeg maa tale med Dem om et Anliggende, som ikke taaler nogen Opsættelse. - Hvilket da, H r. Professor? spurgte han ironisk. H a r De gjort en eller anden Opdagelse, som er nndgaaet mig. H ar Havet indviet Dem i npe Hemmeligheder?" F o r jeg kunde faae T id til at svare, viste han mig et M anuskript, der laa opslaaet paa B ordet, og sagde a lv o rlig t: „D e seer her, H r. Professor, et Manuskript, der er skrevet i flere S prog. D et indeholder et Udtog as mine S tudier om H avet, og hvis Skjæbnen v il, skal det ikke gaae tilgrunde med mig. Dette Manuskript, som er undertegnet med mit Navn og bekræftet af hele m it Livs E rfa rin g , v il jeg indeslutte i et lille Apparat, som ikke kan synke. Den af os her ombord paa N autilen, som lever længst, skal kaste dette Apparat i Havet, for at det kan flyde, hvorhen Bolgerne ville drive det". Denne M ands N a v n ! hans Historie skrevet af ham selv! Hans Hemmelighed vilde altsaa dog en D ag blive assloret! men i dette O jeblik betragtede jeg kun hans Meddelelser som Indledning t il en Samtale. „H r. Kaptajn, svarede jeg, jeg sorstaaer Dem saa udmærket godt. Frugten as Deres S tudium maa selvfølgelig under ingen Omstændigheder gaa tilgrunde, men det M id d e l, De anvender, forekommer mig fo rhastet. Hvem veed, hvorhen Vindene kunne fore dette Apparat, og i hvis Heender det kan falde? Kan De ikke finde paa Noget, der er bedre? kan ikke De eller nogen af Deres . . . .? - A ld rig , H r. Professor, afbrod Kaptajnen mig hurtigt. - M en jeg og mine Ledsagere ere beredte t il at opbevare dette M anuskript, og hvis De gjengiver os Friheden . . . . - Friheden! udbrod Kaptajn Nemo og rejste sig. - J a , H r. Kaptajn, det er netop om den S ag, jeg vilde tale med Dem. V i har nu i syv Maaneder været her ombord, og idag sporger jeg Dem i m it og mine Kammeraters Navn, om det er Deres Hensigt at beholde os her for bestandigt. - H r. Professor, jeg svarer Dem idag det Samme som fo r syv Maaneder siden: D en, der er tommen ombord paa Nautilen, faaer ikke mere Lov t il at forlade den. - M en det er jo et form eligt S la ve ri, som De paalagger os. - G iv det hvad Navn De behager. - O g selv Slaveriet lader dog Enhver beholde Retten til at gjenvinde sin Frihed. - M en hvem har da nagtet Dem denne Ret? spurgte Kaptajn Nemo. H ar jeg nogensinde tankt paa at binde Dem med en E d ? " Kaptajnen betragtede mig med korslagte Arme. „ H r. Kaptajn, det er sikkert hverken Dem eller mig behageligt at komme tilbage til dette Emne. M en da v i nu engang har gjenoptaget det, saa lad os ogsaa udtomme det. Jeg gjentager for Dem, at der ikke blot er Tale om mig. For mig ere S tudier en Trost, en stor Adspredelse, en Passion, der kan bringe mig t il at glemme A lt. Jeg synes ligesom De om at leve ensomt, ukjendt, i det svage Haab om engang at kunne testamentere Efterverdenen Resultatet af mine Arbeider ved Hjoelp af et kunstigt Apparat, som betroes Vindene og Havets B slger. M ed eet O rd , jeg kan beundre D em , fvlge D em , men der findes nogle Punkter i Deres L iv , som ere dunkle, som ere omgivne af indviklede Forhold og Hemmeligheder, i hvilke jeg og mine Ledsagere her ere de Eneste, som ikke have nogen Deel. D et er væsenlig Fvlelsen a f, at v i ere fremmede for A lt, hvad der angaaer Dem, som har gjort vor S tillin g her ombord noget ubehagelig, noget umulig endogsaa for m ig, men især for Ned Land. D e maa kunne forestille D em , hvilke Planer Kjærlighed til Frihed og Had t il S la ve ri kan vække hos en N atur som Kanadierens, hvad han kan tænke, vove og forsege." Jeg taug. Kaptajnen reiste sig. „N ed Land maa tænke, vove og forsoge A lt, hvad han v i l; hvad gjer det mig? Jeg har ikke segt ham op. D et er ikke for min Fornsjelse, at jeg holder ham tilbage her ombord. Hvad D em , H r. P ro fessor, angaaer, da er De af det S la g s Mennesker, der kan forstaa A lt, endogsaa Tausheden. Jeg har intet Mere at svare Dem. Det er den fvrste Gang, De har behandlet dette Emne; lad det ogsaa bllve den sidste, thi herefter hsrer jeg maaske ikke engang mere paa Deres O rd ." Jeg trak mig tilbage. Fra denne Dag blev vor 279 S tillin g temmelig pinlig. Jeg meddelte Ned og Jean min Samtale med Kaptajnen. „ V i veed n u , sagde died, at man In te t hav at vente af denne M and. Nautilen nærmer sig Long Is la n d , og v i ville flygte, hvordan faa Veiret b live r." Himlen antog et bestandig mere og mere truende Udseende. M a n faae lydelige Tegn t i l , at en Orkan nærmede sig. Luften blev melkehvid. De lave Skyer flygtede hurtigt. Havet svulmede op og gik i brede Bvlger. Fuglene forsvandt, med Undtagelse af S to rm fuglene. Barometret sank kjendeligt. Blandingen i Stormglasset oplsstes under Indflydelsen af den Elektricitet, hvormed Luften var mættet. D er kunde ingen T v iv l være om, at Elementerne snart vilde veere i rasende Kamp. Storm en rejste sig den 18de M a i, netop fom Nautilen fejlede paa Hsjden af Long Is la n d i nogle M ile s Afstand fra Jndlvbet t il New York. Jeg er istand til at beskrive dette Elementernes Raseri, da Kaptajn Nem o, jeg veed ikke hvorfor, vilde trodse det paa Havfladen istedetfor at flygte ned t il Havets Dybder. Vinden var sydvestlig og i Begyndelsen frisk, det v il sige, gik med en Hurtighed af femten M etre i S e kundet, hvilket omtrent Klokken Tre om Eftermiddagen forvgedes t il femogtyve Metre. Kaptajn Nemo, der stod ubevægelig under de heftige Byger, havde taget P lads paa Platformen. Han havde surret sig fast for at kunne modstaa de skyhoie B o lg e r, der brode ind mod Fartojet. Jeg stod ligeledes fastfurret og delte min Beundring mellem S to r280 men og denne forunderlige M and, der vilde holde den Stangen. De uhyre Bolger vopede bestandig i Hojde. Nautilen, der snart laa paa Siden og snart rejste sig i Veiret som en M ast, kreengedes og brodes forfærdelig med dem. O m trent Klokken Fem faldt der en Pladskregn, men hverken Vinden eller Havet lagde sig som Folge deraf, og Orkanen brod frem med en Hurtighed af fem og fyrgetyve Metre i Sekundet. Det er under saadanne Forhold, at den vælter Huse omkuld, river Tage af og flytter vældige Kanoner ud af deres S t illing. O g alligevel retfærdiggjorde Nautilen midt under denne S to rm den lærde Jngeniors O rd, der har sagt, at der ikke findes noget godt konstrueret F a rto j, fom ikke kan trodse Havet. Jeg gav im idlertid nsje Agt paa de rasende B o lger. De havde undertiden en Hojde af fyrgetyve Fod og en Længde as over fire hundrede; den Hurtighed, hvormed de udbredte sig, var Halvdelen af Vindens, nemlig femten Metres i Sekundet. Deres Omfang og Styrke vopede, efterhaanden som Vandet blev dybere. Jeg forstod nu den R olle, disse B slger spille, naar de opfange Luften og drive den ned t il Havets D yb. D et er saadanne B o lg e r, der ved Hebriderne have omstyrtet et Klippestykke, der vejede fire og firsindstyve tusind P u n d ; det er saadanne B o lg e r, der senere under Stormen den 23de Deæmber 1864 have kastet en stor D e l af Staden Jeddo i Japan overende, tilbagelagt hundrede Kilometre i Timen og samme Dag ere brudte ind mod Amerikas Kyster. Stormen vopede i Styrke om Natten. Barometret faldt ligesom 1860 paa B e n Rbunivn under en Stormbyge t il syv hundrede og ti M illim e tre. D a Natten kom, saae jeg i Horisonten et stort F a rto j, der kæmpede forfærdeligt med Elementerne. D et laa og drev med ubetydelig Dam p, for at holde sig oppe paa Bolgerne. D et var en af de Dampere, som gaa fra New Jo rk t il Liverpool. S n a rt forsvandt det i Morket. Klokken T i om Aftenen var Himlen som et I l d hav. Luften gjennemkrydsedes af voldsomme Lyn. Jeg kunde ikke udholde S kinnet, medens Kaptajn Nemo modigt betragtede det og ligesom i det syntes at see Stormens Sjæl. Luften var opfyldt af forfærdelige D ro n , der fremkaldtes ved Bolgernes Bryden, Vindens Brusen og rungende Tordenskrald. Vinden sprang hvert B je b lik om, og Storm bygen, der kom fra B st, vendte atter tilbage dertil, efter at den var gaaet mod Nord, Vest og S yd , det Modsatte af, hvad der er T ilfældet med den sydlige Hemissæres Orkaner. Denne Golfstrom svarede virkelig t il det Navn, man havde givet den: Stormenes Konge. D et er den, der staber de forfærdelige Cykloner. D er fulgte nu ligesom en Jldregn. D et opsprojtende Vand forvandledes t il Jldstraaler. M a n kunde næsten sige, at Kaptajn Nemo, der vnstede sig en ham værdig D o d , sogte at blive knust af Lynet. Efterat Nantilen havde gjort en stoerk stampende Bevægelse, vendte den sin Pantsergalion i Vejret ligesom en Lynafleder, og jeg saae, hvorledes den spruttede utallige Gnister. M ine Kræfter vare udtomts, og jeg krob frem 282 mod Lugen. Jeg aabnede den og steg ned i Salonen. Storm en havde da naaet sit Kulminationspunkt, og det var um uligt at holde sig oprejst. Kaptajn Nemo traadte ind ved M idnatstid. Jeg horte, hvorledes Reservoirerne lid t efter lid t bleve fyldte, og Nantilen sænkede sig nu langsomt ned under Havfladen. Gjennem den aabnede S alondor saae jeg store forskrækkede Fiste, der svommede omkring som Skyggebilleder i Ildhavet. Nantilen vedblev bestandig at stige ned. Jeg troede, at den atter vilde finde Vandet ro lig t paa femten Favnes D ybde, men de ovre Lag vare altfor voldsomt oprsrte, og den maatte for at finde H vile gaa halvtredsinstyve Fod ned. M en der herstede ogsaa No og Tanshed. Hvem skulde der kunne sige, at en voldsom Orkan rasede paa Oæanets Overflade? 283 Tyvende kapitel. Paa 4 7 0 24' Brede og 1 7 ° 28' Langde. §>om Folge af denne S to rm vare v i blevne kastede tilbage i ostlig Retning. V i befandt os ikke længer i Noerheden as New Aork eller S t. Lorenz, og vort Haab om at kunne romme var som Folge deraf t ilintetgjort. Den stakkels Ned var fo rtv iv le t; han havde ligesom Kaptajn Nemo trukket sig fuldstoendig tilbage fra alle os Andre. Jean og jeg forlods ikke mere hinanden. Jeg sagde, at Nautilen havde fjernet sig mod Ost, men jeg burde mere korrekt sige mod Nordost. I flere Dage drev den omkring snart paa Overfladen og snart under den, m idt i den Tykning, der er saa fa rlig for Sejlere. Denne Tykning fremkaldes navnlig ved den smeltede J i s , der spreder stor Fugtighed i Luften. H vor mange Skibe ere ikke gaaede tabt i disse Farvande, hvormange Tab har ikke denne uigjennemtroengelige Taage foraarsaget! Hvormange Fartojer have ikke tornet mod disse blinde Skjær! Hvormange ere ikke stodte paa hinanden tiltrods for den Hjælp, de skulde have i Lanternerne. Havbunden her frembod ogsaa Synet af en V a lplads, hvor alle disse af Oæanet opslugte Fartojer hvile. Nogle af dem vare gamle og aldeles uigjenkjendelige, men andre af dem vare endog saa nye, at Lysstraalerne fra Nautilen kunde kastes tilbage fra deres kobberforhudede K jo l. H vor mange af disse F a rtojer have ikke tabt Mandskab og A lt, Besætning og Emigranter paa de Punkter, der navnlig betegnes som farlige: Kap Raæ, O en S t. P a u l, Strædet ved B el Jsle og Jndlobet til S t. Lorenzbugten. H vor mange O ffre er der ikke i Lobet af kun nogle faa A ar faldne paa R o y a l-M a il Jnmann- og M ontreal-Linierne! M a n mindes 8oInmz', I8i8, ?3ram3tt3, klunZanario, Lanaclian, ^UAI0-83X0N, ktumbo!6l, llnll6< h i iNMlslt' Hk 288 fundet Sted. Dette skete omtrent i fem hundrede M ile s Afstand fra Irla n d s Kyst. Klokken T o om Efterm iddagen moerkede man, at Kommunikationen med Europa var afbrudt. Telegrasembedsmoendene ombord besluttede da hellere at affkjære end at opfiske Kabelet, og Klokken Elleve om Aftenen havde de optaget den beskadigede D el. Bed Hjælp af en S plidsning saae man sig im idlerlid atter istand til at nedlægge Kabelet, men ester nogle Dages Forlob gik det igjen istykker og kunde paa Grund af Oæanets Dybde ikke mere fistes op. Amerikanerne tabte im idlertid ikke Modet. Cyrus F ie ld , den ledende Aand i hele Foretagendet, satte en ny Subskription igang, og alle Aktierne bleve strax tegnede. E t andet Kabel forfærdigedes, og man sogte at bibringe det alle gode Egenskaber. Hele Knippet af Ledningstraade, der isoleredes ved et Hylster af Gutaperka, bestyttedes ved et andet Hylster af udvidelige Bestanddele og indefluttedes i en Metalbeklædning. Great Eastern gik atter tilsses den 13de J u li 1866. Dette Arbejde lykkedes overordenlig godt. Der indtraf im idlertid en moerkelig Begivenhed. D a Telegrafembebsmændene rullede Kabelet op, moerkede de, at der paa flere Steder var slaaet S om in d , aabenbart for at odeloegge det. Kaptajn Andersen, hans O ffiærer og Jngeniorer traadte da sammen for at tage Sagen under Overvejelse, og de lod siden tilkjendegive, at hvis Forbryderen overrastedes ombord, vilde han uden videre D om blive kastet i Havet. Dette havde da ogsaa den Folge, at de forbryderiske Forsog ikke fornyedes. 289 Den 23de J u n i var Great Eastern kun otte hundrede Kilometre fra N ew -Foundland, da det fik Telegram fra Irla n d om den efter Slaget ved Sadova mellem Preussen og Osterrig afsluttede Vaabenhvile. Den 27de gik Skibet ind t il Heart - Contents Havn. Foretagendet var heldigt bragt tilende, og i den fsrste Depeche hilste det unge Amerika det gamle Europa med folgende smukke O rd : „AEre voere Gud i det H oie, Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehagelighed." Jeg ventede ikke at finde det elektriske Kabel i dets oprindelige Tilstand, saaledes fom det havde været, da det forlod Værkstedet. Den lange O rm , der laa bedoekket med Muslingeskaller og gjennemboret med smaa H u lle r, var tillige overtrukket med en stenagtig Skorpe, der beskyttede den mod Bloddyrenes Angreb. Den hvilte ro lig t, skærmet mod Havets stærke Bevoegelser og under et T ry k , som var gunstig for B e fo rdringen af den elektriske G nist, der gaaer fra Amerika t i l Europa. Desuden er Kabelet ikke blevet fænket t il en saadan Dybde, at det kan gaa istykker. Nautilen fulgte det lige t il det Sted, hvor det ligger længst nede, nemlig paa en Dybde af fire og fyrgetyve hundrede og en og tredive M etre, og der hvilte det endnu uden Tegn t il Forstyrrelse. Senere nærmede v i os det Punkt, hvor Ulykken havde fundet Sted i 18-63. Oæanet dannede der en hundrede og fem og tyve Kilometre bred D a l, i hvilken man kunde stille M o n t B la nc, uden at dets S p id s kom til at rage op over Havfladen. Denne D a l lukkedes i O st af en spids II. 19 290 M u r. V i ankom dertil den 29de M a i, og Nautilen var nu kun hundrede og halvtredsindstyve Kilometre fjernet fra Irla n d . Vilde Kaptajn Nemo gaa imod Nord for at nærme sig de britanniske S e r? N e j, til min store Forundring gik han atter mod S yd og kom t il de europoeiske Have. D a v i vare sejlede omkring Irla n d , saae jeg et S ie b lik Kap Clear og Fasstenets Fyr, der vejleder de Tusinder af Fartojer, fom gaae fra G la sgow t il Liverpool. D er fremstod nu et meget stort Sporgsm aal. V ilde Nautilen vove sig ind i Kanalen mellem England og Frankrig? Ned Land, der atter havde begyndt at vise sig, nu da v i nærmede os Land, spurgte mig uophvrlig derom. Hvad skulde jeg svare ham? Kaptajnen var vedblivende usynlig. Han havde ladet Ned gjensee Amerikas Kyster; vilde han nu maaske vise mig Frankrigs? Nautilen gik im idlertid uophvrlig mod S yd . Den 30te M a i fik v i Lands-E nd isigte mellem Englands yderste S p ids og Scillyoerne. H vis det var Kaptajnens P la n at troenge ind i Kanalen, maatte Nautilen vende sig direkte imod S st. M en det gjorde den ikke. Hele Dagen den 31te M a j beskrev den rundt omkring paa Havet en stor Mængde Cirkler, der voldte mig meget B ryderi. Den syntes at svge et Sted, som den havde Vanskelighed ved at sinde. Ved M iddagstid kom Kaptajnen selv op for at tage Hvjden. Han sagde ikke et O rd t il mig, og han forekom mig endnu mere mork end nogensinde. Hvad kunde det voere, der bedrovede ham i saa hvj en G rad? V a r det de euro291 pæifle Kysters Nærhed? Vaagnede der maaske et eller andet M inde fra det forladte Foedreland? S a m v ittig hedsnag eller Længsel? Denne Tanke beskæftigede loenge min Sjoel, og jeg havde en Anelse om, at T i l faldet inden ret loenge vilde forraade Kaptajnens Hemmeligheder. Den fslgende D ag, den 1ste J u n i, vedblev N autilen at beskrive sine Buer. D et var tydeligt, at den fogte et vist bestemt Punkt i Oæanet. Kaptajnen tog felv Hojden ligesom den foregaaende D ag. Havet var ro lig t og Himlen klar. E t godt Stykke ude mod Ost aftegnede sig et stort Dampskib mod Horisonten. Det havde intet Flag oppe, og jeg kunde derfor ikke fee, t il hvilken Nation det horte. Nogle M in u te r inden Solen passerede M e rid ia nen, tog Kaptajnen Sextanten og gjorde yderst nojagtige Observationer. Havets fuldstændige Ro lettede hans Arbejde. Nautilen laa aldeles ubevægelig. Jeg opholdt mig i dette O jeblik paa Platformen. D a Kaptajnen havde endt sin Undersogelse, sagde han a lv o rlig t: „H er er det!" Han steg ned gjennem Lugen. Havde han seet det Fartoj, som sagtnede sin Gang og syntes at noerme sig os? Jeg kan ikke sige det. Jeg vendte tilbage til Salonen. Lugen lukkedes, og jeg horte, hvorledes Vandet strommede ind i B e holderne. Nautilen begyndte at soenke sig, idet den fulgte en vertikal Linie. Skruen gjorde ikke den mindste Bevægelse. Nogle M in u le r senere standsede den paa en Dybde 19* 292 af fire og tyve hundrede Fod og hvilede sig paa B u n den. Lyset fra Platformen i Salonen slukkedes, Lugerne aabnedes, og gjennem Vinduet saae jeg Havet oplyst af Straalerne af vort elektriske Lys. Jeg vendte mine Blikke mod Bagbordssiden, men jeg saae ikke Andet end det vidtstrakte rolige Vand. Ligefor S tyrbord viste sig en besynderlig Forhøjning, der tiltrak sig min Opmærksomhed. M a n kom forst t il at toenke paa R uiner, der syntes at ligge begravne under en H o j af Muslingeskaller. M en da jeg opmærksomt undersogte denne M asse, troede jeg at kunne gjenkjende de mere faste Former af et Fartoj, der var strandet og berovet sine Master. Denne Ulykke skrev sig ganske sikkert fra en for loenge siden svunden T id , og Vraget havde, at domme efter dets Udseende og den kalkagtige Skorpe, hvormed det var overtrukket, allerede ligget mange A ar paa Oæanets Bund. Hvilket F artoj kunde det være, og hvorfor aflagde Nautilen fo r Ojeblikket Besog ved dets G rav. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke, men Kaptajn Nemo gav mig O p lysn in g , idet han langsomt sagde: „T idligere kaldtes dette F artoj M a rfe illia s. Det var forsynet med fjorten Kanoner og lob af Stabelen i Aaret 1762. A ar 1 7 7 8 , den 13de August, kæmpede det under Befaling af La Poupe-Vertrieuse modig mod „Preston". A ar 1779, den 4de J u li, overværede det i F o rening med Adm iral Estaings Eskadre Granadas I n d tagelse. A ar 1 7 8 1 , den 5te September, deltog det i Grev de Grasses Kamp i Chesfapeake-Bugten. Aar 293 1794 forandrede den franske Republik dets Navn. Den 16de A p ril f. A . sluttede det sig i Brest t il V illaret- Joheuses Efkadre. Den 11te og 12te P re ria l i den franske Republiks 2det A a r, stodte denne Eskadre fammen med engelske Fartejer. H r. Professor, det er idag den 13de P re ria l, den 1ste J u n i 1868. For 74 A ar siden mistede dette F a rtej netop paa dette Sted, paa 470 24^ Brede og 1